This is going to sound crazy

Tid: 4. Marts, om eftermiddagen
Sted: Kongehuset
Vejr: Solen kigger endelig frem, omkring de 10 graders celsius
Påklædning: Udseende + påklædning + dagslysring på sin pegefinger

Dedikeret til @Alexander


Astra rettede lidt på sin nederdel før hun så sig selv en sidste gang i spejlet inden hun forlod hotellet. Gangen til slottet var minimalt, men havde hun haft et hjerte ville det have stoppet af ren og skær spænding. Hun sank en klump som hun stillede sig foran porten og en vagt kom over til hende. Hans brede skuldre ment til at intimidere, men Astra følte sig ikke truet af den mand. Det var den mand hun måske fik at se i dag. Hun bed sig lidt i tungen og hørte som vagten ville høre hendes ærinde. Hendes blå øjne skød op på manden og sendte ham et høfligt og lettere charmerende smil. Der var ingen grund til at forstærke sin evne som det var nu, for hun åbnede blot munden og talte med sin lettere amerikanske accent.

”Felicity lives here, and she’s a very dear friend of mine – I don’t think she would like it if you turned me away at the gate,” sagde Astra og løftede kækt det ene øjenbryn som hun så på vagten. Bare ved navnet af prinsessen kunne man høre mumlende stemmer i baggrunden, og vampyren sukkede opgivende som hun fandt noget ID frem på sig selv. Hun holdt det frem, så de kunne notere hendes detaljer, og tjekke op med den liste de havde. Efter kort tid blev porten åbnet for hende, og hun tog et par lette skridt indenfor. Slottet havde aldrig været et sted hun havde befundet sig før, og hun havde kun hørt historier fra Felicity. Hun så sig lidt rundt og blev blæst væk af sine omgivelser, men hun viste det ikke udadtil. Derpå nikkede hun lidt for sig selv og gik mod hovedindgangen til slottet, konstant med følelsen af øjne i nakken på hende. Hun rullede let med øjnene som en tjener åbnede døren for hende, for hun var da fuld ud i stand til at åbne den dør selv. Et par lette klik genlød den store entré som hun trådte ind på det fint polerede gulv. Hun stod lidt og så rundt for at finde en der måske kunne hjælpe hende, og hun så en høj mand med ryggen vendt til hende. Med et par lette og hurtige skridt var hun ovre ved manden og prikkede ham på skulderen, dog krævede det at hun både gjorde et lille hop på stedet og strakte sin arm så lang den var.

”Excuse me, do you think you could show me where Alexander Mikaelson is?” spurgte hun og trådte et skridt tilbage for at se op på den høje mand der tårnede sig over hende.

Hvis man så bort fra alle vagterne, tjenestefolket og hvem end der arbejedede på slottet, så var Alexander mere eller mindre alene denne eftermiddag, og nok også det meste af dagen. Han var kommet hjem for et par timer siden, så der var egentlig ikke den helt store ting at finde på, andet end at vandre gennem de utallige mange rum, som slottet nu engang havde. Nok var der goder ved at være en af de royale, men til tider kunne det også være lidt af en pain in the ass, specielt i formen af alle de, som troede de kendte ham, blot fordi de havde læst om ham og hans familie i bladende. Der var også dem, som forsøgte forfører ham også komme i bukserne på ham, udelukkende fordi han var den fremtidige konge, alt for at røre det af en royal. Selvfølgelig var han taknemmelig for folkets støtte, men det kunne også til tider være en smule trættende.
Han gav et suk fra sig, i takt med at han vandrede ned imod indgangen, eller snarer nok bare forbi den, og det var her at han fik øje på brunette, der syntes at bevæge sig imod ham, så selvfølgelig stoppede han op og så afventende imod hende. Da hun nåede op til ham, og kom med sit spørgsmål, hævede han blot sit øjenbryn. Måske han skulle starte ud med, at vide hvad hun helt præcis ville med ham, før han faktisk indrømmede at det faktisk var ham, som hun gik rundt og ledte efter "Who's asking, and what do you want?" spurgte han, som han vendte fronten imod hende. Det var ikke fordi hans udstråling var irritabel, det var snarer en af nysgerrighed, som han betragtede et par blå øjne meget lig det af hans egne blå øjne.