It has been long my dear! - Audrey

Det var lidt over to timer siden hun var stået op, og endelig fået taget sig sammen til at begynde at være på skolen igen. Så hun var taget nogen dage hjemmefra, fordi det blev simpelthen for meget at gå rundt i cirkler. Efter hendes morgen træning, var hun gået op på værelset igen for at klæde om til hverdagstøj igen. Hun havde lige ordnet sit hår og fået skiftet sit outfit for dagen. Et par lyseblå coyboy shorts og en rigtig efterårsrød tanktop med en sort lille vest over. Håret hang i sine smukke bølgede lokker ned over hendes skuldre. De blå øjne flyttede sig over imod døren da der blev banket på. Kort blev hun en smule nervøs. Var hun sent på den? Kort tjekkede hun sin mobil, nej klokken var kun lidt over 8 og hendes første time startede først om en time.

Lidt usikkert greb hun sin taske og svang den over skulderen - hun gik hen og åbnede døren. Det første der fangede hendes opmærksomhed var blomsterne, duften ramte hende. Hun så meget overrasket ud, men blev endnu mere overrasket - positivt - da hun så personen bagved. Sebastian. Hun havde ikke set ham i hundrede år føltes det som. Hun vidste næsten ikke hvad hun skulle sige. Havde hun slået hovedet og derved blevet sendt ind i en anden verden? Uden at sige noget svang hun armene omkring hans nakke, og pressede sig selv helt op af ham. Hun smilede stort for på hun til sidst trak sig ud af krammet - der gik tog lidt tid.
"Hey.. Længe siden." Sagde hun med hovedet lagt en smule på skrå.

Hun tog imod blomsterne med et stort smil. Sebastian var ikke længere en spinkel ung dreng mere. Han havde musklerne, kunne hun også tydeligt mærke fra styrken i hans kram. Hun kunne ikke stoppe med at smile. Det var det sjove ved Audrey, hun glemte altid, at han var kongelig. Fordi hun så direkte kun ham, ingen andre uden titler. Det var altid godt at dømme folk for dem de var, og ikke hvad de var.
"Ser jeg godt ud? Jamen tak, jeg kan kun sige i lige måde." Smilede hun og kørte en hånd igennem sit hår. Det virkede måske akavet imellem dem, men hun vidste de bare skulle starte en samtale uden for, også ville det være lettere. Noget nyt ved hende var også de ar på hendes arme, og hendes side - heldigvis kunne man ikke se dem i siden. Audrey havde selv bedt Dove om at lade dem blive, de blev for at hun skulle huske hvad hun havde været igennem. Og selv for en tøs med fotografisk hukommelse, så var bevis mere værd for hende.

Audrey nikkede til ham.
"Jeg vil rigtig gerne gå en tur med dig. Bastian." Svarede hun ham, med hendes gamle kælenavn til ham. De havde skam været et godt gammelt makkerpar. Selvom de medtiden gled fra hinanden. Hun håbede de kunne samle op der hvor de slap. Så derfor vendte hun sig hurtigt om, og satte blomsterne i en vase hun havde til at stå på sit skrivebord. Audrey vendte sig imod Sebastian igen. "Skal vi smutte?" Spurgte hun med et kækt smil. Så gik hun hen og trådte ud af døren, hvilket også vil gøre - at hun vil stå ret tæt op af ham, hvis han ikke nåede at træde tilbage. Audrey havde ikke ligefrem noget imod at stå så tæt på ham.... og nu skulle hun tage sig sammen! Ikke? Audrey løftede sin taske længere op på skulderen. "Jeg har først lektioner senere her i formiddag så jeg har tid." Tilføjede hun så med et smil, og greb om hans arm til de kunne gå. Okay... Audrey var meget spontan, og så positiv. At hun ikke ligefrem kendte til at have et filter. Hun tog altid direkte tilbage i tiden og opførte sig som hun altid havde gjort. Dog med mere forsigtig hed, men med samme positive og optimiske opførsel samt holdning.