It's been a long, long time, my friend... - Cain

Eliyah... Ja, han havde vel haft hvad der var en rimelig normal dag for ham, for tiden. Startet den hjemme hos sig selv i sin lejlighed, luftet hunden inden han var taget hen til de få timer han havde på akademiet - han gik der mest i manglen af andet at lave, og fordi hans storebror var der - før han så var taget hjem igen og havde slappet lidt af. Men det var på mange måder også en lidt mere unormal dag, da det var en af de dage hvor der skulle være et gensyn med en gammel ven - nemlig Cain.

Han havde mødt mennesket kort efter han havde frigivet jøderne fra hvad der dengang havde været hans broders tyranni, og de havde været venner siden da. Ikke de aller tætteste venner, men de sørgede da for at se hinanden indimellem, når tingene lige passede sammen, som nu. Så Eliyah, efte rhan havde slappet lidt af, puttede igen selen på Theo, og gik så ud af døren. Han vidste den café de havde aftalt at mødes på, intet havde imod Theo grundet hans størrelse og rolige temperament, så han kunne jo ligeså godt få ham ud i den friske luft, da det også betød der ville være mindre energi for hunden at brænde af når de kom hjem igen.

Noget tid senere, omtrent fem minutter før de havde aftalt at mødes, var Eliyah ved caféen. Han fik bestilt en chai latte til sig selv, og en sandwich, da han nu var ved at blive lidt småsulten igen - han havde trods alt ikke spist siden lidt i 12, så det var vel kun naturligt han blev lidt snack sulten nu. Detbetød så også han kunne pille nogle af stykkerne af laks ud af sandwichen og give dem til Theo, mens han ventede på at Cain ville dukke op.

// Hans hund, Theo

Eliyah havde egentligt bare siddet og hygget sig lidt for sig selv som han ventede på at Cain dukkede op. Han havde hevet en bog frem og sad nu og læste i den. Det var langt fra første gang han læste præcis denne bog, hvorfor han slet ikke behøvede at holde den for at den ikke klappede sammen igen, så den blot lå på bordet mens han nussede Theo med sin ene hånd, lod fingrene glide gennem den silkebløde pels, mens han holdt på sandwichen med den anden hånd som han spiste. Theo fik stadig indimellem en lille bid, og lod også til at være meget glad for det,som han sad der med hovedet ude af sin lille transporttaske, som Eliyah havde sat på stolen ved siden af ham. Der var heldigvis tre stole ved dette bord, så der var stadig plads til mennesket,når han dukkede op.

Det var egentligt også et lidt usædvanligt venskab, det han havde med Cain, i forhold til så mange andre han kendte. Nok især grundet de fundamentale forskelle der var i deres tankegang og moral en gang imellem, men om ikke andet så nød Eliyah da stadig Cain’s selskab,og håbede måske også lidt på at han havde en positiv indflydelse på manden.

Han kiggede op fra sin bog da han kunne mærke Theo pludselig se op, før han gav et lille gø fra sig, idet Cain kom hen til dem. “Shh, shh… Relax, Theo… He’s okay…” Eliyah smilede som han meget kort prikkede på toppen af hundens snude for at få ham til at tie stille,før han var tilbage til at nusse ham normalt, som han så over på Cain, og lyste op i et større, varmt smil. “Indeed, it has. How have you been? With the life you usually lead, I’d guess a lot has happened, after all.” han lød ikke fordømmende eller noget - det var jo mest af alt bare at udpege et faktum.

//altså, mit er heller ikke det aller længste i verden

Dybt inde havde Eliyah nok godt indset at han ikke kunne have den helt store effekt på den anden mand, især ikke med så mange år mere han trods alt havde levet end englen selv havde… Selvom han da heller ikke var helt ung i forhold til mange andre, så var de der cirka fem årtusinder intet i forhold til mennesket han sad overfor nu. Men det gjorde ham egentligt ikke det helt store. Det var et lidt sjovt venskab, men et godt et. Det var dejligt at have venner man kunne dele det meste med, venner der heller ikke bare lige ville dø rundt om hjørnet. I forhold til det var det nok egentligt sjovt hvor meget han elskede alle de hunde han havde haft indtil videre, siden de jo nærmest døde som fluer i forhold til normale mennesker og lignende… Men de var vel i sidste ende for søde til at han kunne sige nej til sådan et lille sødt, pelset ansigt. Theo her var i alt fald godt og grundigt forkælet. Hvilket nok også var tydeligt på det fine klip han havde, og på hvordan han stadig indimellem sneg et par små stykker laks hen til den lille hund, der med glæde slugte dem.

Hans øjne var dog stadig fokuserede på Cain, som han lyttede til hvad han havde at sige. “Well, that does sound like a pretty big event, yes.” sagde han med et lille smil. Pigebarnet havde vel nok været en del overrasket over det hele der. Han spurgte dog ikke ind til det - efter at have kendt manden i så mange år, fandt man trods alt hurtigt ud af at Cain havde det bedst, hvis han kunne undgå at tale om sig selv. Der var vel nok for mange dystre veje hans tanker kunne gå i, hvis han begyndte at tale om de forkerte ting? Det skete trods alt tit når man kom langt op i årene. “Well… Something pretty big, yes. Not quite a ‘new’ thing, though.” sagde han så med et smil og tog en tår af sin chai. “My brother’s finally speaking to me again. Seems like it took him three millenia to forgive me for ruining his kingdom. Not as if I had any real choice in doing it.” eller jo, det havde han haft - men hvilken engel modsagde sig virkelig en direkte ordre fra Gud? Når det var Gud selv, og ikke en af de andre engle, der havde givet ham beskeden. Objektivt set kunne han godt have sagt nej og faldet, ja. Men subjektivt… Han havde ikke set noget valg, især ikke fordi han godt selv kunne se dengang at det var forkert at opbygge et rige på slavers arbejde. “So I’m going with him to meet one of his daughters in a little while. He’d text me when he knows she’ll be in town again.”