Well, ain't this a nice surprise... - Audrey.

Nathan lukkede sine øjne kort og tog en dyb indånding. Det skulle nok gå. Han var jo læreren! De var nød til at lytte til ham, hvis de ville have gode karaktere. Han behøvede ikke at blive deres allerbedste ven, eller noget i den stil. Dog kunne det være dejligt at de ikke gik rundt i krogene og hviskede om at han var irriterende, dårlig, og dum. Han rystede lidt på hovedet. Nej, sådan ville de ikke gøre. Dette var ordentlige teenagere og unge voksne, der vidste hvordan man opførte sig.
Nathan var iklædt en tanktop og korte træningsbukser sammen med træningssko også. Han var på vej hen imod atletikbanen, hvor han kunne se at klassen var samlet. Han tog endnu en dyb indånding og kørte en hånd igennem sit krøllet hår, før han stoppede op foran gruppen.
"Godeftermiddag. Jeg er jeres nye lærer i sportsgrene. Mit navn er Nathan Augustine." Han sendte dem et venligt, imødekommende smil og bukkede sit hoved lidt samtidig med. "Jeg tænkte at vi startede med opvarming. Hvis I alle stiller jer i en lige linge og tager tyve armbøjninger ville det være perfekt."

Idræt var en af hendes yndlings fag. Hun var på akademiets kvindelige fodboldhold, og fornyelig havde hun haft en slåskamp med en af drengene fordi, at han mente det kvindelige hold skulle lukkes ned. Der havde derefter været er mindre angreb, men nu var hun tilbage igen. Dog vidste hun ikke noget om, at de havde fået ny underviser. Audrey havde håret sat op i en høj hestehale, og sports tøjet på. Hun løftede blikket op, og spærrede øjnene op ved synet af deres nye lærer da han præsenterede sig. Hun rystede det af sig, og begyndte på opgaven han gav dem. Hun havde trænet meget siden hun havde været sammen med Nathan. Hun trænede også dengang, men hun var blevet meget bedre nu. Armbøjninger var så let for hende nu. Audrey fik øjenkontakt med en af drengene, og de havde nærmest en kamp om at blive først færdige. Da hun var færdig, rakte hun hånden op. "Nathan, jeg skal lige tale med dig?" Sagde hun og gik let imod ham. Hun regnede med de lige kunne tale, han kunne jo bare sætte de andre igang med noget imens. Det var vidst lidt vigtigt hun fik talt med ham. Deres forhold var bare gået i to forskellige retninger der. Hun havde en del problemer i familien og måtte finde ro i sig selv. Derfor var de gået fra hinanden, der havde hverken været nogen andre grund. Man elskede altid sin første kæreste, ligemeget om man var gået fra dem eller ej. Man ville altid elske dem. Det kunne man bare ikke komme udenom.

Nathan holdte skarpt øje med eleverne imens de lavede armbøjninger for at sikre sig at de ikke snød. Han lagde ikke mærke til Audrey, siden han havde pænt travlt med at være lærer. Han rettede lidt på en af drengene, der var lidt kluntet. Det endte med at han selv sprang ned på jorden og tog et par hurtige armbøjninger for at vise hvordan man gjorde det bedst. Han gjorde det så let og nemt at det virkede helt unaturligt, men han havde også trænet det meste af hans liv.
Han børstede jorden på sine hænder af i sine bukser og skulle til at sætte dem i gang med noget andet, da en af eleverne rakte hånden op. Han rynkede svagt på panden og genkendte hende ikke med det samme. Først da hun sagde noget gik det op for ham hvem det var. Han sukkede lidt. Dette var det så absolut værste tidspunkt hun kunne gøre dette på. "Udmærket. Hvis det er absolut vigtigt. I andre går i gang med at stille en fodbold bane op. Hvis I er færdige med det før jeg er tilbage, så laver I sprællemand indtil jeg er tilbage." Sagde han og ignorerede de irriterede suk han kunne høre fra dem. Han vinkede Audrey hen til sig for at vise hun skulle følge med ham og gik hen imod et lidt afsides sted, hvor de kunne snakke. Han stoppede op dér, vendte sig om imod hende og så roligt på hende.

Audrey havde hans opmærksomhed. Og det gik som det burde, glat og uden problemer - indtil videre. Kevin lo lidt af hende, men de to havde også deres stridigheder - mange for tiden. Audrey lukkede ham dog ude og fulgte efter Nathan hen til er mere stille sted. Så snart de var der vendte han sig imod hende. Audrey lagde hovedet let på skrå og sank en klump.
"Så.. jeg vidste ikke, at du ville undervise her." Startede hun stille ud, og rømmede sig lidt. Det var kun en smule akavet, at lade ham undervise hende. Men hvis hun kunne overkomme at hendes mor også var en af hendes lærer, så kunne hun vel også overkomme at hendes eks kæreste var... ikke? Audrey placerede begge hænder på sine hofter imens hun så direkte på ham med et roligt blik.
"Men det godt at se dig igen... jeg var næsten bange for, at jeg ikke skulle se dig igen." Der var sandhed i det, og et smil af lys som altid. Audrey havde ikke ligefrem været ond imod ham, da hun havde slået op med ham. Men hun bebrejdede ham ikke for at tage afstand til hende. Og selvom det måske var en smule akavet nu. Så håbede hun da de kunne føre en normal samtale.

En lille del af ham ville gerne begynde at råbe af hende, også selvom de havde været enige om at slå op. Problemet var bare at han aldrig havde fået lov til at sige sin del eller reagere på nogen måde. Han manglede det ligesom, men det ville være uprofessionelt at gøre det på hans første dag og ret uheldigt hvis de andre elever ville ende med at høre det. Nathan sukkede svagt, og lagde armene over kors. Bare fordi hun var hans ekskæreste betød det jo ikke at han skulle være ekstra sød eller ond imod hende. Hun ville få samme behandling som de andre. Hvordan ville han håndtere dette, hvis det var en anden elev? Da det gik op for ham hvordan han ville så han ind i hendes øjne og åbnede munden for at snakke.
"Det er godt at se dig igen, men behøver jeg at minde dig om at vi egentlig har time? Medmindre det er stærkt nødvendigt, så foreslår jeg at holde snakken og sladderier udenfor mine timer. Hvis du ønsker at snakke om vores fortid, så er jeg altid til at finde på skolen - når du har fritkvarter eller har helt fri."

Hun lyttede let til ham, hvorefter hun gav ham et kort nik.
"Jeg skulle bare lige sige det, for at have bedst mulig ud af resten af undervisningen. Men lad os gå tilbage, der er ikke mere." Svarede hun let neutralt og sendte ham et kort smil. Så vendte hun rundt og gik tilbage. Pigerne stod ved deres hold bane og drengene ved deres. Kevin gik Audrey i møde. De fucking vampyrer skulle snart bare holde sig fra hende.
"Hvad så prinsesse, tør du ikke at tage kampen op? Bange for jeg har ret?" Spurgte han flabet, men Audrey gav respons med et fnøs.
"Åh, Kevin. Tag dig dog sammen. Vi har en kamp at træne til, og vi lidt ligeglade med dig." Hun passerede ham, hvorefter han greb fast i hendes arm så hun stod ansigt til ansigt med ham igen. Han blottede let sine tænder, ikke at Audrey rømmede sig af det. Nathan ville have fået at vide, at der var to på holdet der ikke kunne klinge sammen, og der havde været et slagsmål for 2 uger siden. Kevin gled sine fingre henover Audreys hals, hvor et par af hans tænder havde sat sig. Hun slog hurtigt hans hånd væk.
"Pas dig selv blodsuger." Vrissede hun og trak sig fri. Let kiggede hun på Nathan og gik så til sig selv.

Nathan kneb sine øjne lidt sammen imens hun gik tilbage til de andre. Det ville være en løgn, hvis han sagde at han ikke havde savnet hende for det havde han skam, men det ville også være løgn, hvis han sagde at han var glad for hun var der. Første dag på jobbet og allerede i fuld gang med at få problemer! Med et træt lille suk løb han tilbage til dem, mest for også at vise at han var i god form, og ikke bare var der for at beordre dem rundt imens han gnavede på Chips. Han smilede lidt af den tanke, men røg straks tilbage til virkeligheden, da han opdagede der var lidt drama imellem Audrey og en af drengene. Drengen var uden tvivl vampyr. Det kunne simpelthen ikke blive undgået at indse det. Hvad var det nu den dreng hed? Han var blevet vist hvem der var hvem, men det kneb lidt med at huske det hele. Noget med K.. Kenny? Kevin? Kevin hed han!
"Kevin, hvis du ikke kan styre dine hormoner bliver jeg nød til at sende dig tilbage til skolen, så du kan skrive på tavlen hundrede gange om hvorfor det er forkert at røre på piger, der tydeligvis ikke er interesseret i dig." Sagde han med utrolig meget ro i stemmen. Han gik hen derefter lidt væk og fik fat i en fodbold. "Udmærket. Pigerne imod drengene lader det til at blive. Jeg vil ikke se noget snyd, eller brug af evner! Hvis jeg ser det bliver I diskvalificeret. Spil ordentligt." Med de ord sparkede han bolden hen imod pigerne. "Pigerne starter. Begynd."

Kevin løftede hænderne op til hovedet, som om, at han var fuldkommen uskyldig. Så gik de igang. Audrey startede ud. Kampen var intens. Fra at have lidt sved på panden til at ligne en der havde badet i mudder. Fodbold var en farlig sport og man kunne se hvorfor. Snyd eller ej, det gjorde det ikke mere intens træning. For drengene på trods af de havde hånet pigerne for ikke at være god nok, så fik de skudt deres ord tilbage i hovedet. Pigerne vandt med enkle mål over drengene.Et sejrsbrøl lød der fra pigeholdet, men ikke hånene, bare glæde. Det var forskellen, de fejrede det med de synes de havde gjort det godt. Audrey havde været nede på jorden mange gange, hendes hår var snart mere brunt end blond. Det samme galte hendes tøj. Et varmt bad skulle gøre godt!
Hun fik øjenkontakt med Kevin, og hævede lidt på et bryn for at vise ham, at han tog fejl.
Let gik hun over og tog sin vandflaske, for at drikke halvdelen, og derefter smide resten i sit hoved. Det var nu skønt. Så vente hun sig om imod Nathan for at hører om han havde mere på programmet for idag. De var en smule udmattede, men nu var hun ret udholden af et menneske at være, fordi, at hun både dyrkede Yoga og poppilates - samt normal pilates også, men ja.

Nathan havde været nød til at råbe af drengene flere gange for at få dem op i gear. Han havde også prøvet at gøre det lydt ydmygende for dem ved at sige at de var godt nok svage, når de blev gennemtævet af piger i fodbold. Nathan nød det uden tvivl. Han havde et stort smil om læberne imens han så på. Han var ret glad for at pigerne vandt, eftersom at han vidste at drengene ville drille pigerne konstant, hvis de vandt. Det var bedre når piger vandt. Sådan var det bare. Han ville med glæde tabe til en pige, men han ville dog ikke gøre det for nemt for hende heller. Han havde skam mødt mange piger, der var stærkere end ham, og han havde blot lært noget af det som havde forbedret ham til det bedre.
Nathan sagde først intet til dem, han skrev noget ned i sin notesblok som han havde. Foreksempel skrev han at Kevin virkede til at have problemer med sin blodtørst og skulle holdes øje med. Han kiggede op fra notesbogen, da han var færdig med at skrive. "Godt klaret, pigeR. Stræk jer lidt ud og gå derefter ind i bad. Især jer drenge. I stinker virkelig." Han rynkede på næsen og begyndte derefter at gå hen imod skolen.

De nikkede let og gik så ud i bad. Derefter klædte de om, og gik ud igen. (Klik for at se nye påklædning.) Audrey vinkede til de andre piger, som skulle have madlavning. Audrey selv havde en halvtime inden hun skulle have musik. Hun løb op til Nathan, og gik ved hans side.
"Så... øhm. Du sagde jeg kun måtte tale med dig i pauserne og når jeg havde fri. Men ja, tak for god undervisning idag, vi trængte til at gå sat drengene på plads." Sagde hun og kørte en hånd igennem det silkebløde blonde hår - der godt nok var mere vådt nu end tør. I det mindste var mudderet væk! Audrey kløede sig kort i nakken.
"Vil du med ned på Juice Stop senere idag, når vi har fri... og eventuelt tale ud om tingene bare tale." Spurgte hun en anelse nervøst. Hun havde fået det bedre nu, og kunne bedre tale omkring tingene nu, og lade Nathan tale. Det var vel bedst at få rettet tingene ud, og hvis det skulle være, kunne hun droppe sportsgrene og måske få credits nok ved Karmen til at kunne blive lære indenfor POPpilates og Yoga.

Nathan gik ned langs en af gangene, han var på vej hen til lærerværelset og var igang med at bladre igennem nogle af sine noter, han havde skrevet imens eleverne havde spillet fodbold. Han var lige ved at få et chok, da Audrey pludselig dukkede op ud af det blå, og snakkede til ham. Han tog et lidt dyb indånding for at slappe af igen, og vendte sig om imod hende efter at være stoppet op. Han lukkede sin notesbog og rynkede svagt på panden imens han lod hende snakke ud.
"Drenge har brug for at tabe til tider. Hvis de ikke taber begynder at blive for egoistiske." Han trak lidt på skulderen efter at have sagt det og så ud til at tænke lidt over om han gad at på Juice Stop med hende. "Okay, vi mødes der.. selvom jeg ikke er helt sikker på, hvad der er at snakke om." Det sidste mumlede han lidt for sig selv og begyndte at gå videre.
Efter at have fået fri havde han gået hen til Juice Stop og sad ved et bord for sig selv. Han havde intet at drikke eller spise hos sig. Han havde en hvid t-shirt, sorte shorts og sorte sko på. Han sad egentlig bare med sin mobil og var sikkert igang med at besvare en besked derpå.

Audrey havde nået ned på cafeen før Nathan. Hun havde haft en time før fri eller noget i den stil. Let havde hun fået ordnet sit hår lidt mere, og så gik hun ud bag selve disken for at lave to jordbær smoothies. Audrey fik øje på Nathan havde sat sig og tog de to glas med hen til bordet og satte sig.
"Her." Sagde hun let med et smil på læben. Da hendes far Christian havde hørt om hun skulle mødes med Nathan, var han automatisk begyndt at spørge ind til det. Nathan kendte trods alt hendes forældre... eller ikke hendes biologiske mor Amara. Det var kun Audrey og hendes familie der vidste det. Ikke engang Amara gjorde.
"Tak fordi du ville mødes. Det rart at komme lidt ud af akademiets rammer efter en hård dag." Tilføjede hun let og smilede skævt. Hun kunne godt mærke på sig selv, at hun var lidt små nervøs. Men kun fordi, at hun var bange for, at han sagde han ikke ville have noget med hende at gøre - men hun ville få det til at fungere. Det burde hun kunne... ikke?

Nathan så op fra sin telefon, da Audrey satte sig ned foran ham, og puttede den ned i sin lomme. Han fik straks øje på jordbær smoothien, og måtte lige synke engang for ikke at kaste sig over den. Han vendte sit blik hen imod hende og kneb derefter øjnene lidt sammen som om han mistænkte hende for noget. "Tak." Mumlede han og med en nogenlunde rolig hånd tog han fat i smoothien og tog en lille slurk. Åh, hvor var det dog lækkert. Det føltes som evigheder siden han havde fået en jordbær smoothie.
"Mhm. Det er det vel." Ærlig talt havde han ingen forventninger til hende, eller håbede på noget. Han var lidt i konflikt med sig selv, nu hvor han havde opdaget at hun var her. "Hvad ville du snakke om? For jeg nægter at tro på at du forsøger at komme sammen med mig igen." Det sidste blev sagt lidt i sjov, hvilket tydeligt kunne høres på hans stemme og det lille smil han kom med.

Hun smilede altid og lige nu var ikke nogen undtagelse. Hun grinede let da han kom med sin lille sjove kommentar.
"Jeg vil blot sikre mig vi er okay. At tingene kan hænge sammen. Hvis du har nogle problemer med, at jeg er i din klasse... så skifter jeg over på noget ekstra af det andet. Jeg har så rigelig med fag, at droppe et vil ikke ændre noget." Sagde hun let og tog en slurk af sin smoothie. Hun kørte derefter en hårlok om bagved sig øre, og fugtede læberne ganske kort. Det var måske lidt akavet, mere akavet end hun ønskede det skulle være. Men hvad havde hun forventet? Audrey havde lagde sin pung på bordet, for ikke at sidde med den på lårene.
"Så, hvad har du fået tiden til at gå med?" SPurgte hun nysgerrigt.

Nathan lænede sig tilbage med et lille suk, sikke dog som han sukkede idag, og lagde armene over kors ved sin brystkasse. Han havde altid været lidt svær at holde i ro fordi han elskede at bevæge sin krop. "Jeg har intet problem med du er i min klasse, så længe du ikke håber på at få særbehandling, hvilket jeg ved at du ikke vil regne med fordi du er bedre end det. Hvad jeg dog ikke vil tolerere er at du trækker mig til side midt i en time som tidligere i dag. Som sagt, hvis du vil snakke med mig, er det i din fritid." Han rakte udefter sin smoothie og tog en lille mundfuld.
Han skar en grimasse, da hun spurgte ind til ham. Nu kom det hårde, som han bare skulle over. "Audrey.." Han lukkede sine øjne kort for at få lidt mod til at sige det han ville. "Du er mere end velkommen i mine timer, men jeg ønsker ikke at snakke med dig som om vi er venner. Vi var begge enige om at slå op, men det betød aldrig at jeg var helt okay med det. Jeg er din lærer, som tilfældigvis også er din ekskæreste, men hvad det vigtige er at jeg er din lærer. Du indså det måske ikke selv, men jeg var hjerteknust over at slå op."

Hun vidste godt, at han havde haft det hårdt. Hun havde brugt sin hemmelige evne til, at se hvad han hvordan han håndterede situationen... nok mere for at torturere sig selv også. Hendes grund var hemmelig, fordi det havde været en ukendt sygdom. Hendes far var vel bange for hun skulle dø der, så han havde bedt hende om at få en afsked med sine relationer, hvis uheldet skulle være ude. Audrey nikkede let til ham.
"Det fair, jeg forventede heller ikke du ville have noget med mig at gøre." Svarede hun blidt. Hun virkede overraskende rolig, hun var ikke god til negative følelser - kendt for at se en positiv ting i alt. "Men igen undskyld. Det var ikke mildt for nogen af os, lige meget hvor neutral jeg så ud." Tilføjede hun. Det var to år siden. "Det var det her jeg ville. Jeg ville have styr på, hvordan jeg skulle forholde mig til dig. Så måske ikke livsnødvendigt. Men nødvendigt for mig, at få styr på. Derfor trak jeg dig væk, fordi, jeg ville have klart, hvor vi stod henne." Forklarede hun sig sank så en klump.

I det mindste tog hun det pænt. Han var dog ikke i tvivl om det nok gjorde hende lidt ked af det at høre. Han sagde jo egentlig at han ikke gad hende medmindre det havde noget med skole at gøre. Han sukkede, igen, over det hun sagde. Det var tydeligt at han var ved at blive træt af denne samtale. Det gjorde ham træt at skulle gå igennem fortiden, der havde såret ham en del, og det rev bare såret op.
"Udmærket." Mumlede han og rejste sig op. Han smed sin notesbog ned i sin taske og rev den henover sin skulder. "Tak for smoothien og snakken." Med de ord gik han hen imod udgangen med ingen tanke om at stoppe op - medmindre hun råbte efter ham.

Hun nikkede.
"Det var skam så lidt." Svarede hun og kørte en hånd igennem sit hår. Hun lod ham blive i uvidstheden. Det var også bedst sådan. Hun ville ikke sårer ham ydeligere, så hvorfor ikke bare holde sine kort til sig som hendes far så fint havde lært hende. Hun så på ham imens han forlod stedet.


//Skal vi oute eller hvordan og hvorledes?