We're all crazy here... - Lector (fortidsemne)

Lector gav ikke Arí andet end et ondt blik, imens han ventede på hans reaktion. Ja så kunne de jo ellers bare sidde der og være røv sure på hinanden, men det virkede ikke til Arí tog så let på det Lector sagde. Da han rejste sig op og skulle til at kravle på Lector, var Lector klar, han skulle også selv til at rejse sig, da sygeplejerskerne eller vagterne eller nogen kom hen til dem igen, de var klar.
De kom dog ikke langt før Arí begyndte at skrige og det ramte Lector lige i øregangen, dette fuldstændige fantastiske skrig som han havde tigget om at få lov at høre. Klagen ramte ham først og han nåede også kun lige at sende Arí et par beundringsværdige øjne, i det smerten tog til som skriget blev ved. Han kunne mærke det i sine øre, men smerten spredte sig hurtigt til resten af hans krop. Dog var Lector ikke lige som så mange andre, og i stedet for at holde sig for ørene begyndte han at smile.. Som han holdte øjenkontakten med Arí. Lod sig selv flyde over med smerte, til det blødte ud af ørene og øjnene løb i vand. Han stirrede blot intenst på den lille skriger, og sendte ham et skævt smil, som alting blev dødstille med et lille 'pop', da hans trommehinder sprang, med mere smerte end han kunne håndtere, det sortnede for hans øjne, som Arí blev båret væk, men han nåede lige at tænke at.. Nu.. Nu var han tilgivet.

- Timejump (3 uger) -

Lector var tilbage i sin celle før Arí var det, han havde været indlagt på hospitalet i lidt tid, men de havde fikset ham igen, han havde fået sin hørelse tilbage, heldigvis altså. Han brød sig ikke om at skulle være døv.. Men så alligevel, han ville heller ikke have noget imod at opleve Arís skrig igen. Dumt nok.
Arí var stadig ikke kommet tilbage, han var blevet smidt i en eller andens isolations celle selvfølgelig.. Det optrin der.. Ja Lector havde også fået noget af en skidebalde, det var jo ham der havde sat det hele i gang, men så igen.. Han havde været i smerter.. Været døv, så der var ikke så meget de kunne gøre ved ham. Og siden Arí havde været væk, havde han opført sig ordenligt.
Han rejste sig fra sin seng da han så vagterne kom gående, han prøvede at forbi dem, for at se hvad der skulle ske nu, det var da ikke aftensmads tid endnu? Der måtte være mindst en halv time til!
Så fik han øje på det røde hår bag ved den ene vagt. Døren til cellen modsat Lectors blev åbnet og Arí var tilbage på i sin celle.. Så havde Lector endelig nogen at kigge på igen!
Smilet voksede sig større og han ventede på drengen ville se ham, så han kunne hilse på ham.

Arí havde desværre ikke nået meget andet end at tage sin dybe indånding, klar til endnu et skrig, da de havde puttet det stof for hans mund, og effektivt lukket den. Han sprællede og kæmpede imod som en sindssygt, men mærkede så nålen i hans hals, den kølige fornemmelse af den stærke bedøvelse der blev sprøjet ind i hans system... Lige før han selv gik under for bedøvelsen, nåede han godt at se smilet, beundringen i Lector's øjne... Og så mistede han bevidstheden.

- Timejump (3 uger) -

I hele de tre uger havde han været i isolationscellen. De havde kun givet ham lov til at få en tusch derind efte rhan havde tigget og bedt om det næsten et helt døgn i træk, da han virkelig mangled enoget at lave, andet end at tale med sine venner. Så det havd ehan fået, og han havde fra da af begyndt at tilklistre både vægge, gulv og loft med skrift. Loftet som regel om natten, mellem personalets sædvanlige runder, så de ikke så hvordan han brugte sine vinger til at løfte ham derop. Han nåede altid at skjule dem igen inden næste runde.

Men... De havde skruet helt op for hans medicin. Den sidste uge havde været et mindre helvede. Da de endelig ledte ham tilbage mod hans normale celle, var han ekstremt stille. Halvdelen af hans stemmer svarede ham ikke længere, uanset hvor meget han prøvede at ruske dem vågne. Det gjorde ham ekstremt ængstelig, han havde gået fra ti til fem venner, og det var noget af en omvæltning. Han var derfor ekstremt stille som de ledte ham ind i hans celle, og han kiggede ikke engang over for at se om det var Lector eller en anden i cellen overfor hans. han sad bare der, på sengekanten, og stirrede på gulvet, cirka en halv meter foran hans fødder, og rørte sig ikke ud af flækken derfra.

*It's going to be alright, 'hon. I'm sure they'll comeback. You know them, they wouldn't ever leave you if they didn't have to, right?* hviskede Brunhild blid ti hans øre, men han reagerede ikke rigtigt på det. *You know wishes do come true, Arí... They'll come back... Eleifur, Elvar, Reynir, Vigdis, Kristín... They'll be here again before we know it.* sagde Sverrir stille. Igen ingen reaktion fra Arí.

Lector sukkede opgivende da Arí slet ikke gad vende sin opmærksomhed mod ham, så uhøfligt!
Egentlig burde de to drengen ikke have fået celler overfor hinanden, personalet havde overvejet at flytte Arí, så de ikke ville.. Komme op og tottes igen, de orkede ikke høre mere på den skrigende Banshee.
Lector havde dog overtalt dem til at give det en chance mere, han vidste at ham og Arí nok skulle blive venner igen, og det havde han lovet personalet. Han kunne dog se at de ikke ligefrem forlod dem, og at de havde høreværn på.. Hæhæ!
”HEY screamer!” råbte han så op for at få Arís opmærksomhed, han så lidt nedtrykt ud, måske var det på tide at finde Arís kort til ham? Han kunne bare ikke fortælle ham om det nu, så ville vagterne høre det, men han kunne prøve at skaffe dem til ham i nat.
”I can't stop thinking about that scream.. It was the best scream of my life!” sagde han til Arí og ventede på han ville svare ham. Nu var de venner igen, ik?

Arí havde bare siddet der, med hans tilbageværende stemmer der prøvede at trænge igennem til ham, men fordi det var dem der plejede at snakke mest, der var smuttet, hjalp det ikke lige så meget. For fanden, hvor han dog savnede Reynig og Elvar! Selv Eleifur savnede han lidt nu, selvom det var hans skyld han var kommet herinde i første omgang.

Det gav et ordentligt sæt i ham da han hørte lector råbe af ham, og hans blik var meget, meget mere usikkert som han så på Lector, end det havde været før han røg i isolationen og mistede halvdelen af sine venner. Han var virkelig, virkelig dårlig til når folk -inklusive hans stemmer - gik fra ham.

"... I'm not going to scream again, if that's what you want me to." he said, rather quietly, biting his lip and looking down at the floor again. No, no, nope, no more screaming. All his other friends might disappear, too, then! He didn't want that! He didn't want to be alone! His head was so incredibly quiet now, with only five friends in there!

Lectors blik blev en anelse mere bekymret da han så Arís blik, alt den usikkerhed gjorde ham dårlig tilpas, han så det tit hos de andre, men følte den sjælden selv. ”It's okay, you don't have to if you don't want to” sagde han så i et mere blidt tonefald, uden at råbe denne gang. Han tog et skridt tilbage fra glasset der holdte ham fanget i hans celle. Han gled ned på gulvet i en halv akavet skrædderstilling på grund af hans lange ben, de var ikke så nemme at bøje i den rigtige retning, men han prøvede alligevel, han kunne godt lide at side sådan! ”I missed you, how are we today?” sagde han og spurgte så til Arís velbefindende, han var ærligtalt ikke særlig god til at læse folk, følelser forvirrede ham, bestemt når det ikke var nogen han kunne kende fra sig selv.. Vent, nej.. Også når det var nogen han kunne kende fra sig selv.. Der forvirrede det ham at andre følte det samme ik? For det var jo hans følelser, hvorfor skulle han pludselig dele dem med andre, det gav jo absolut ingen mening.

Arí bed sig bare lidt i læben og nikkede stille til det Lector sagde, vippede let frem og tilbage. For fanden, hvor var der dog stille! Det var jo de mest larmende, de mest energiske af hans 'venner' der nu havde lagt sig til at sove. Dem der var tilbage var dem der som regel bar emumlede i baggrunden medmindre noget virkelig fangede deres interesse, og der var intet her der kunne fange deres interesse, så kedeligt et rum som hans celle var... De kunne ligeså godt også sove. Hans hoved var bare så tomt nu... Han kunne ikke engang huske hvordan det havde været før hans stemmer, men hvis det var sådan her, så ville han ikke! Ville ikke, ville ikke!

"Not... Not... Not good... Not... Not myself...." fik han svagt mumlet som svar til lector mens hans blik flakkede lidt rundt, som om han prøvede at 'få øje' på sine venner igen. Som om de ville komme tilbage bar ehan kiggede grundigt nok efter dem. "They're... They're sleeping..." hviskede han endelig, fortvivlet, og en ensom tåre gled ned af hans ene kind som han endelig så over på Lector igen.

Han lagde hovedet på skrå, stadig bekymret for Arí, han brød sig virkelig ikke om den måde fyren lod til at have det. Han kunne ikke lide at hans ven var ked af det, men han vidste heller ikke hvad han skulle gøre for at muntre ham op igen, han kunne faktisk ikke gøre så meget, slet ikke lige nu heller. Hans blik gled hen på en af vagterne og kiggede lidt på ham, sendte ham et surt blik, gav ham skylden for alt det her. ”Don't worry Arí it will be okay!” prøvede han at opmuntre Arí med da han sagde han ikke havde det godt, nej det kunne han altså godt fornemme, selv om han ikke helt forstod følelser normalt, så forstod han Arí bedre end de fleste, de havde trods alt en ting til fælles.
”They will wake up again soon.. In the meantime, talk to me?” sagde han så roligt, han kunne godt holde Arí med selskab, ind til hans venner kom tilbage jo.
”I'm your friend too” forklarede han ham, for det var han, Lector og Arí var venner, ligegyldigt hvad.

Arí sad lidt der og lagde armene om sig selv, vuggede blidt frem og tilbage, bare for at have noget at lave. Normalt ville han sidde og skrive sangtekster eller lignende, men... Uden Ólafur, så var der bare intet at skrive ned. Ingen lyse idéer der poppede op i hans hoved. Intet han kunne skrive ned, for intet dukkede op, hans inspiration var tavs, forhelvede! Dumme fucking plejepersonale! Men han kunne heller ikke rigtigt blive ordenligt sur, for Eleifur var også stille. Der var så mange følelser han var vandt til at have, som bare ikke var det samme uden de stemmer der som regel startede dem. Fuck!

Han kiggede igen op og over på lector, men kunne ikke engang få et smil frem. Det.... Det var Reynir eller Elvars opgave, og de var der heller ikke. Så han nikkede bare, uden helt at tro på det. Det ville ikke være okay! Ikke uden dem, aldrig! "I.... I hope so. I can't.... Can't without them. Can't feel... Feel anything." bortset fra sorgen over tabet af dem, åbenbart. "But.... Thanks, Lector." stadig intet smil, men det kunne dog høres at han mente det.

Lector sukkede stille, this was boring! Han ville hellere lege, han troede at Arí ville lege med, men det ville han ikke, han ville bare side der og surmule! Det gad han altså ikke bruge sin tid på! Han rejste sig og gik tilbage til sengen og smed sig ned på ryggen før han trak sin bog frem og slog op i den.. Alle siderne var tegnet til, streget over, skrevet til, bogen var næsten helt ødelagt, men det var hans ynglings.
”It will get better..” sagde han så bare til sidst, før stilheden sank sig over cellerne.

//Timejump - Næste dag//

Lector sad i kantinen med sin bakke foran sig, hans tallerken var fyldt med risengrød, da julen nærmede sig. Han elskede jul, det var så sjovt herinde! Sygeplejerskerne og alle de andre der arbejdede der, var som regel i meget bedre humør end de plejede, og det betød at man lettere kunne komme afsted med.. Ja hvad som helst.
Han så op da Arí kom ind, han håbede han havde fået det lidt bedre, han var lidt kedelig når han skulle surmule sådan. Han rakte en hånd i vejret og vinkede til sin ven, han måtte godt side hos Lector hvis han ville.

Ja.. Arí rykkede ikke så meget på sig efter de havde haft den lille samtale der, da han sådan lidt bare var... Gået i stå. Han kunne virkelig ikke finde ud af noget som helst lige nu, han anede ikke helt hvad der egentligt var rigtigt og hvad der ikke var, han havde jo for fanden ikke sine venner til at guide ham, længere! Det var dem de rhavde holdt styr på alt for ham, og de vigtigste af dem var nu væk, dem der altid havde talt mest, guidet ham mest. Ja, selvfølgelig havde nogle af dere svalg været forkerte, men Arí's egne havde nok ikke været meget bedre... Han savnede dem bare så forfærdeligt...

//

Næste dag havde Arí det ikke lige så meget bedre. Han havde da idet mindste siddet og krusedulle ti en notesbog, men det var sådan cirka det. han havde ikke spist morgenmaden han havde fået serveret, og personalet var blevet nød ttil direkte at trække ham ud af sin celle, ellers var han ikke gået ned for at spise frokost.

Han havde stadig sin notesbog og en tusch med sig da han kom derned. Han stirrede dog lidt tomt frem for sig, men i modsætning til igår, formåede han at sende et lille, forsigtigt smil Lector's vej, før han igen så frem foran sig, som han kom hen og skulle bestemme sig for hvad han gad at spise. Hvis han skulel vær ehelt ærlig var han absolut ikke sulten, så det endte til sidst - med pres fra personalet - på noget yoghurt og proteindrik, da han ikke var særlig glad for risengrød, og yoghurten ville være nem at få ned da den nærmest kunne drikkes.

Så Arí kom tilbag emed sin yoghurt og proteindrik, og satte sig stille ned overfor Lector, igen med det forsigtige smil på læberne. "I.... Sorry for... Yesterday. I wasn.'t... Wasn't feeling good." *None of us are, dearie.* sagde Brunhild stille, og han kiggede lidt op, mod 'hende', og nikkede let. "Yeah, we aren't..."

Lector var gået i gang med at spise sin risengrød nu, han havde overhældt det med kanel, så det næsten var mere kanel end det var risengrød, men han havde virkelig en svaghed for søde ting, han elskede sukker! Mer' mer' mer' tak! Hans øjne flakkede igen til Arí som drengen fik bestemt sig for noget mad og så endelig kom over til Lector. Han sendte ham et lidt større smil, han prøvede virkelig at være sød her! Han blev lidt irriteret over at det ikke blev mere værdsat!
”It's fine.. We will do something fun today, and then you'll forget all about the sadness” forklarede han så bare roligt, ikke at han vidste hvad for noget sjovt de skulle lave, men mellem dem.. Skulle de nok finde på et eller andet. ”You know.. When I feel like that.. I scream.. And when I'm done screaming, I feel a bit better” sagde han så bare og sendte Arí et stort smil, ”Oh wait.. I know you don't want to scream yourself.. So, you want me to do it for you? Maybe it will crack up a smile?” sagde han glad og spiste videre af sin kanel med risengrød på!

Arí's smil blev en smule mere ægte så snart han havde sat sig ned og fået en mundfuld af sin yoghurt indenbords, som han nikkede let til Lector. "You got anything special in mind?" spurgte han ham så, stadig ikke ligefrem entusiastisk, men da lidt mere normalt end før, ikke ligeså forsigtigt. Det lod da idet mindste til at Lector havde en god effekt på ham.

"Oh. Uhm. But... Won't they come to drag you away if you scream? Like they did to the other guy that day? I don't want them to drag you off because of me!" sagd ehan så, efte rhan hørte Lector's forslag, og rystede kraftig tpå hovedet som for at understrege det. Nej, de skulle da ikke også tage Lector fra ham! Så gik han da først helt i spåner!!

//undskyld den blev så kort! D:

”Oh.. I don't know.. I'll think of something.. Maybe we can steal your cards!” sagde han højt, selv om.. Sidst de havde leget med Arís kort, var det ikke gået helt så godt, men han vidste at det var en ting der gjorde Arí glad, og han ville så gerne se sin ven glad, det var ikke sjovt sådan her! Det dårlige humør ville snart begynde at smitte af på Lector, og så ville alting først gå galt.
”Maybe we should watch a movie, it always makes me happy.. At least the Disney ones do..” tilbød hans Arí, dog gjorde den slags film Lector mere end bare glad.. Lidt ligesom at sætte en pornofilm på for en normal mand måske.
”Oh yes.. You maybe got a point.. But I don't mind being dragged away, if only the screaming will make you happy..” sagde han så til sidst, og kiggede på Arí, før han rakte en hånd ud og fandt Arís hånd på bordet, hurtigt gav han den et blidt klem, før han trak sin egen til sig igen.. Inden der blev ballade!
Han spiste videre af sin kanalgrød! Mhmmm!

"Oh, no, not the cards... Not yet, at least...." sagde han, med en smule højere stemme end han havde brugt før, næsten tilbage til sit normale niveau. "I really don't want anything to happen again." sagde han så, og tog et par mundfulde mere af sin yoghurt. "And I don't want them to take you away. I need you. I really like you, Lector." sagde han så med et lille, venligt smil Lector's vej, ldit større end det sidste.

"Ooh! Yeah, Disney sounds good! A really fun movie, though. Maybe the jungle book? Ooh, or Pinocchio! I really like that, it's so funny," og der var det første rigtige grin siden hans stemmer var forsvundet. De scener andre blev forfærdede eller skræmte over i Pinocchio, gjorde ham utroligt glad istedet, især deres forvandlings ting der, at se dem helt paniske inden de blev til æsler, og at se Pinocchio flygte i skræk og rædsel! Iih, det var så sjovt at se på! "They do have Pinocchio, right? I love how scared they all get in that one!"

Lector nikkede roligt som Arí sagde nej til kortene, okay, måske senere så. Han lyttede lidt til ham imens han selv spiste sin mad færdigt og da han var færdig rejste han sig op og gik over med sin bakke, før han gik tilbage til Arí og lænede sig bare ind over bordet, som han så ned på ham. ”I like you too Arí!” sagde han i en blidt tone og nikkede mod dørene, ”Come on, let's go watch a movie” sagde han bare roligt og ventede til Arí kom på benene, før de bevægede sig mod opholdsrummet.
Da de kom der til var tv'et heligvis frit og de kunne derfor bare smide sig i sofaen og tænde op for det. Lector kravlede hen af gulvet og hev et par kasser ud med film i, han tog den kasse der havde Disney filmene. Han kravlede tilbage til Arí og smed kassen op på hans skød, så han selv kunne kigge gennem VHS-båndene. ”Yes they do, I've seen 'em all, but Pinocchio isen't my favorit.. I don't like the whale..” sagde han en smule tøvende.

Arí's smil blev lidt bredere, mere som det havde været på førstedagen, da Lector deklarerede at han også kunne lide ham. Bedste venner! Lige der! Måske ville det alligevel ikke blive helt så slemt herinde, så længe han havde Lector her. Lector ville gøre tingene udholdelige, det var han sikker på! Han nikkede som Lector sagde d ekunne gå og se filmene nu, og han rejste sig lidt mere entusiastisk op og fulgte efter ham, for et øjeblik var det lidt glemt hvor mange af hans venner der var forsvundet, til fordel for de disney film der snart skulle ses. Disney gjorde alt bedre!

Han havde sat sig i sofaen da Lector fandt kassen med VHS båndene frem, og Arí gav sig til at rode dem igennem som han lyttede til hvad Lector sagde. "Huh? Really? Hmm...." han tænkte sig lidt om, mens han kiggede filmene igennem, og fandt Pinocchio frem. "I'll help distract you when the whale's there? It isn't there for so long at all, after all! I'll protect you from it!" loved ehan ham med et bredt grin.

Lector kiggede op på ham og nikkede forsigtigt, som Arí fandt filmen frem. Han hapsede den fra ham og gled tilbage hen over gulvet og skubbede den ind i maskinen. Den gav en del brok fra sig, den var nok lidt gammel, men det duede! Han tændte tv'et og fik indstillet det hele som det skulle, det var ikke ligefrem første gang han havde siddet her og set sine Disney film, men det var alligevel første gang at nogen rent faktisk gad se det sammen med ham.
Han kravlede tilbage til sofaen og gled op i den ved siden af Arí. Han satte sig så tæt på ham han kunne uden at røre ved ham, selv om.. De måske godt kunne snige sig lidt til det, i hvert fald lige nu! De havde jo opført sig så ordenligt! ”Okay, thank you!” sagde han glad og sendte sin ven et stort smil, inden han satte filmen i gang og sad og kiggede lidt på reklamerne, han smilede hver gang en ny reklame begyndte, alle hans ynglings film!!! Det var så dejligt.
Ind til filmen selvfølgelig gik i gang og han hev sine ben op til sig og lænede sig godt tilbage i sofaen.

Arí smilede fortsat, nu med ægte glæde i det, omtrent lige så stort et smil som han havde haft den dag han først kom ind her. Det var lidt det der med at skulle sidde og se en rigtig god film, med en god ven, der gjorde det, det at han nu vidste han havde Lector han kunne støtte sig op af, så ville han også være der for Lector! For venner var der jo altid for hinanden, ikk? Jo! Jo, det var de nemlig!

Så han kiggede bare smilende på som Lector fik proppet VHS'en ind i maskinen og fik det hele til at fungere før han kom tilbage og satte sig ved siden af Arí, der nu sad lidt lænetfrem i sit sæde, med et stort smil på som han sad og så på de mange små reklamer af alle de utroligt gode film Disney jo nu engang havde lavet dengang det her VHS bånd blev lavet! Det va rjo den gyldne alder for Disney film, det der! Han fniste stille for sig selv, og nikkede smilende til Lector. "No problem! Of course I'll protect you from the big, fat, stupid whale! Don't worry!" fortalte han ham glad.

Lector rakte ud og hev en pude op i sit skød, så var han da sikker på at have noget at gemme sig bag hvis han nu fik brug for det! Man vidste aldrig hvornår der ville dukke klamme fiske ting op jo! Også selv om han havde set filmen en million gange allerede, så blev han jo stadigvæk lige forskrækket hver gang! ”Omg, that is so sweet of you! Thank you Arí!” udbrød han begejstret og måske lidt for højt også, men stadig! Han skulede over sin skuldre til den sygeplejerske der skulle holde øjne med dem lige nu, men hun virkede lidt fraværrende, og.. Hun kunne jo alligevel ikke se alt, og slet ikke hvad Lector nu gjorde, på grund af sofaryggen! Han skyndte sig derfor at gribe fat om Arís hånd og trække den ind under puden hvor han kunne holde ham i hånden uden nogen så det!!
Kort tid efter gik filmen i gang og Lector.. Ja.

//Skip til nutid! Huhu!