Uventet besøg og bekendelser - Andrew

Tid: 16.42
Sted: Andrews kollegieværelse
Vejr: Blæsende og koldt, men tørvejr.
Outfit: Her
Partner @Andrew

Det havde været en dag med gang i den. Lucian havde været til møde med banken, det forklarede også hans påklædning. Det havde drejet sig om at låne nogle penge til en lidt større bolig. Efter han havde hørt hvad hans Beta havde været udsat for, så betød det mere for ham at finde et større hjem hurtigt. Et sted hvor de kunne være. Mødet var egentlig gået okay, men han skulle tjene nogle flere penge han selv kunne lægge i udbetaling før han kunne få lov og låne. Det gav vel egentlig god nok mening.

Han vandrede roligt ned af gangene på kollegiet. Det var ikke længe han sidst havde boet her, men det hele virkede som evigheder siden nu. Han gik målrettet imod sin beta værelse, og smilede venligt når han gik forbi nogle elever. Han stoppede foran døren, og skulle til bare og gå ind. Men han huskede noget med at han havde fået en ny room-mate? Han stoppede derfor med hånden over håndtaget og bankede på. Han rettede på måden han holdt den stofpose han havde i hånden. Den var halv stor, men var ikke tung, det så i hvert fald ikke sådan ud når han holdt den. Han håbede bare Andrew var hjemme, det var ikke just fordi han havde meldt sin ankomst.

Det her var ikke en dag som de fleste! Tværtimod.. normalt ville Andrew på dette tidspunkt sidde bøjet over sine bøger og lave lektier! Måske ville han lige holde en kort pause og få noget at spise eller drikke, men ellers studere der ud af. 
Men sådan havde dage i dag ikke været... For det første var han blevet smottet efter kulden i bjergene, for ikke at tale om at hans arm gjorde modbydeligt ondt, og det var svært at skrive med den.. men den største gruppe d var nok.... At han ikke orkede det...  Ja det lød forkert! Men han kunne ikke koncentrere sig! Hans tanker var et helt andet sted. Han lå i stedet i sin seng.. gloede på fjernsynet hvor der kørte et eller andet kedeligt program, men han orkede ikke at skifte.. og så måske fordi han i virkeligheden ikke rigtig så det. 

Det bankede på døren og han sukkede lidt. Hvem kunne det være? Han orkede ikke at snakke med flere lære om episoden i bjergene. Han rejste sig op, og gik over til døren. Han åbnede den og kastede først øjnene på et virkelig flot jakkesæt inden hans blik faldt på ansigtet. "Lucian?" Mumlede han lidt. 
Heldigvis kunne et smil ikke holde sig væk fra hans læber! Lucian! Perfekt! Hvis der var en der kunne få ham til at komme i bedre humør, så var det hans Alpha! 
Han smilede lidt og kunne ikke lade vær med at sende ham et drilsk smil "sig mig.. har du været ude og score? Eller er det til ære for mig det der?" Grinte han lidt og nikkede mod hans tøj. 
Han flyttede sig dog fra døren "kom inden for" sagde han som han gik hen og tog fjernbetjeningen og slukkede for Tvet. Der lå ingen bøger op hans bord, og sengen var tydeligt præg af at han havde ligget inden. Ellers var hans seng altid redt. 
Andre nåede lige at sætte sig ned inden et nys ramte ham, og han nåede lige at fange det i hans ærme. Han snøftede lidt, og så på Lucian "jeg beklager... Jeg bliver ellers aldrig syg" snøftede han lidt.

Lucian havde efterhånden set Andrew i alle mulige situationer, men den her var dog alligevel ny. Derfor blev han også overrasket over synet der mødte ham, han lignede ikke en der var dybt begravet i sine bøger, noget virkede anderledes. Han grinte lidt og gengældte smilet som han gik ind af døren ”Nahh ikke just, kommer fra et møde i banken. Arbejder stadig på at få det der sted til vores pack du ved.” Han placerede posen på skrivebordet og kiggede en smule undrende på det. Der var noget anderledes. Han lagde hovedet en smule på skrå før det gik op for ham, der var ingen bøger.

Hans øjne faldt igen på hans beta og kammerat, som han nøs. Han betragtede ham roligt med sine milde øjne og sukkede en smule lydløst. ”Nej det ligner dig ikke rigtig. Hvad har du dog lavet?” Han ventede ikke på et svar, før han stak hånden ned i den store pose der lå på bordet. Han vente sig om med en kasse i hånden, og gik hen og satte sig ved siden af Andrew i sengen. Han lagde kassen på hans skød, og han ville nu kunne se det var en sprit ny bærbar. ”Her. Det duer ikke du falder bagud i skolen fordi du ikke har en bærbar.” Han sendte ham et smil. ”Og før du begynder på dit pis med at den kan du ikke tage imod, så drop det. Det er en gave og jeg vil ikke høre tale om det.” Han kendte sin beta godt nok, men han vidste også at han var bedre i skolen når han havde en bærbar. Han vidste også at han på ingen måde kunne få råd til en indenfor det næste år, ej heller hans mor.

Det var jo ikke fordi han ikke ville høre efter, eller fordi han ikke syntes at det Lucian fortalte var vigtigt, men det var bare som om han ikke fandt det nær så fantastisk som han plejede. Han ville nok normalt have spurgt meget mere ind til det! Spørge om der var noget han kunne gøre! eller sådan noget. Men ikke i dag, i dag blev det blot til et. "det lyder fint" Han dumbede tungt ned i sengen igen og satte sig ned.
Han så på Lucian da der blev spurgt til hvorfor han var forkølet. Han kløede sig lidt i nakken. "jeg... jeg tilbragte natten i bjergende den dag der var snestorm.." konstaterede han blot, lidt uden nærmere forklaringer. Han håbede at Lucian bare ville lade den lægge selvom der sikkert ikke var særlig stor sensynlighed for det.
Han ville helst ikke tale om den aften.. den var både et helt forfærdeligt men samtidig helt vidunderligt minde.

Han så op da han så hvad Lucian trak op af sin pose. Han blev noget chokeret. Han tog imod den da den blev rakt til ham. Han skulle faktisk til at afslå da han hørte hvad Lucian sagde. Hans blik blev på kassen i hans stød. "du burde jo ikke bruge penge på den slags når du mangler penge til huset..." mumlede han lidt. Han sukkede dog en smule, han vidste godt det ikke nyttede noget at diskotere med Lucian, og normalt ville han nok gøre det, men han var ikke i humør til det i dag.
"Men tak.. selvom det er alt for meget.. så... tak" sagde han mens han satte kassen fra sig på gulvet. Han så træt ud, og det var han egentlig også, han havde ikke sovet ret godt. Han kunne ikke falde i søvn. Det var som om der manglede noget...

Han sad lidt. Bed sig en smule i læben. Der var noget han gerne ville spørge Lucian om. Noget han længe havde ville spørge ham om. Men han havde altid frygtet at Lucian ville regne det ud med hans følelser for ham. men.... selvom han stadig holde utrolig meget af Lucian, og da stadig fandt ham tiltrækkende, såh... så var det som om alle disse klemte følelser ikke rigtig var der mere. Som om de bare var forsvundet.
"Lucian.." han gned sine hænder lidt mod hinanden. Det her blev ikke sjovt at skulle spørge om.
"hvor.. hvordan fandt du egentlig ud af at du også var til mænd... og.. hvornår?" spurgte han så pludseligt, og lod de rødbrune øjne glide op og ramme Lucian, med et blik han næppe havde sendt tin Alpha før. Et blik der virkede fortvivlet og fortabt, men ikke som han plejede på den der ' jeg går i panik over mine lektier agtige måde' det her så næsten smertefuldt ud.

Han kunne faktisk ikke huske hvornår Lucian begynde at være sammen med fyre også... det var vidst bare noget andrew pludselig hørte om. Og det var kommet som om det var noget af det mest naturlige i verden.

Han ventede med at spørge videre ind til snestormen, det var helt sikkert noget han ville høre mere om, men lige nu virkede hans Beta til han trængte til lidt opmuntring, og han valgte derfor først at give ham computeren.  Han havde forventet at han sagde ham imod,  men alligevel virkede noget off. Andrew virkede anderledes, opgivende. Han var ikke sit sædvanlige jeg, han virkede træt. Det kunne selvfølgelig godt ha noget og gøre med at han havde været fanget i en snestorm, men Lucian havde en følelse af at mere lå bag.

Hans forsøg på at regne ud hvad der var med hans beta blev afbrudt, som han hørte ham sige hans navn. Hans blik vendte tilbage til ham, og han så en smule bekymret på ham. *Han er på ingen måde sig selv* Han kunne ikke lade være og se overrasket ud, som han beta spurgte ham om noget han aldrig havde regnet med han ville spørge om. Hans blå øjne mødte de rødbrune, og han kunne se fortvivlelsen i dem. Det skar i ham, han brød sig ikke om at hans bedste ven havde det sådan. Og hvis det på nogen måde hjalp og svare på spørgsmålet så kunne han ikke se problemet i det. Han åndede tungt ud "Jeg tror ikke jeg var mere end 17 da det gik op for mig." begyndte han med en rolig stemme, som han eftertænksomt kløede sig på hagen. "Jeg mødte en ung fyr, og hvilken fyr. Der var bare noget ved ham, jeg kunne ikke helt forklare det eller forstå det. Men alt i mig længtes efter ham." han smilede lidt "Misforstå mig ikke, det var ikke kærlighed. Men jeg vidste at der var noget. Jeg valgte at undersøge det, og efter og have snakket længe om alt eller intet, så tog jeg chancen og gav ham et kys." Han kunne ikke lade være og grine lidt om minderne. Han havde været anderledes dengang, genert og uerfaren på næsten alle områder. Han lagde en bekymret hånd på Andrews skulder "Du har aldrig spurgt mig om det her før, og vi har trods alt kendt hinanden i evigheder nu. Andrew.." Han lænede sig en smule hen foran ham for at fange hans øjne med sine blå "Er du okay? Du ved du kan snakke med mig om alting ik?" Han var ikke helt klar over havd der lige nu rodede rundt i hans betas hoved, men han vidste at noget gik ham på.

Han var egentlig ikke sikker på at han ville høre svaret. Hvad hvis Lucian kom med den der typiske 'det er vel noget jeg inderst inde altid har vidst' det ville han ikke kunne magte! 
Dog var det ikke den historie der kom. Derimod en, som Andrew mere end noget andet kunne genkende! Det Ed at møde en fantastisk fyr, en man kunne mærke at man bare MÅTTE se. Lucian var den fyr for Andrew! Det var ham der havde fået det hele til at rotere i hovedet på ham. Faktisk... Længe før Lucian åbenbart selv vidste noget om hans seksualitet. *Tænk hvis du havde været den specielle fyr* ja hvad så? Det havde ikke ændret noget.. det var underligt, for de tanker, de var der ikke som sådan mere. Var alle hans følelser for Lucian væk? Havde Charlie virkelig formået at vende rundt på det hele? Havde englen virkelig stjålet alt hvad der hed følelser fra Andrew? 
Han mærkede Luciana hånd mod sin skulder, hørte hans bekymrede stemme. Nej.. Andrew havde aldrig spurgt om de her ting, fordi han var bange for at Lucian ville regne det hele ud. Men nu... Tja.. kun kunne det vel være lige.meget om han fandt ud af det! Hvad skulle det ændre?... 

Han lagde mærke til at Lucian lænede sig frem mod ham, og da deres øjne mødet, besluttede Andrew at gøre det selv samme som Lucian havde gjort den gang. Han rakte hurtigt frem, lagde en hånd mod Luciana kæbe, inden han lænede sig md ham og pressede sine læber mod hans!. 
Han havde drømt om dette øjeblik så mange gange! Prøvet at tage sig sammen til det. Havde prøvet at give sig selv mod til det. Det havde fyldt så meget i hans hoved. Hvordan følelsen ville være hvis han endelig en dag fik lov! 
Og her sad han så.. med sine læber blidt men dog krævende presset mod Lucians... Og... Intet.. der var intet! Ikke engang den der lille gnist som de fleste vel gik når de kyssede en lækker fyr!? Intet... Blot.. fysisk kontakt. 
Hans hjerne kunne kun tænke på en eneste ting... Det var ikke Charlie...

Han vidste egentlig ikke hvor længe han havde holdt kysset. I virkeligheden ikke så længe men.. da han fjernede sine læber fra Lucians føltes det næsten.. som var set ikke sket. Andrews blik hvilede mod jorden, for på trods af at han intet følte, så havde han trods alt lige kysset sin Alpha. 
Han slap Lucian og satte sig tilbage i sengen igen som han sad før. "Undskyld.. men.. jeg var nød til at være sikker" mumlede han blot. 
Han sukkede lidt. "Du ved... Alle de gange du har prøvet på at få mig til at score.. der var en god grund til at det kke gik" erkende han. Og kløede sig lidt i nakken."ser du... Jeg har også engang mødt en speciel fyr... Han var stærk, modig, havde et stort hjerte, og han sig mig til dig med det samme... Og allerede få år efter jeg havde mødt ham vidste jeg... At jeg følte mere for ham end som blot en ven" Andrew bed sig i læben. "Jeg har aldrig fortalt ham hvordan jeg havde set og nu...." De rødbrune øjne gled op og ramte Lucians "nu er han min Alpha" erkende han og så hurtigt væk igen.

Lucian var en meget rolig mand. Han var ikke nem og overraske, eller på nogen måde slå ud af kurs. Men alligevel formåede hans beta og gøre præcis dette, som han mærkede hans læber imod hans. Han gik helt i stå, og rykkede sig på ingen måde, sad bare og blinkede bare forvirret. Han rykkede sig ikke, måske han et eller andet sted bare ville give Andrew mulighed for at finde ud af hvad fanden det egentlig var han nu havde gang i.

Som Andrew fjernede sine læber satte han sig ret op igen, og han rørte let ved sine læber med den ene hånd, imens han så en smule spørgende på sin bedste ven. Det var bestemt ikke sådan noget de plejede og lave sammen, Lucian var overbevist om hans kammerat var til piger, men måske var det ikke tilfældet? Han hørte Andrew undskylde og rystede bare lidt akavet på hovedet. ”Øhmm.. det okay. Men… altså..” han kunne ikke få dannet en sætning og stoppede igen. Det brugte hans beta til at fortsætte med at snakke. Han valgte derfor bare og lytte til ham, måske han kunne få lidt styr på sig selv igen så? Han lagde let hovedet på skrå som han bare lyttede til Andrews historie. Det lød lidt som hans egen. Han var ved og samle sig igen da han så hørte de sidste ord, og han erkendte hvem den fyr var. Havde han været ved og drikke noget, så havde han nok været ved og blive kvalt i det. Det var i hvert fald den følelse han havde. Han så spørgende på Andrew. *Vent… Mig? Nej det kan ikke passe. Hvis han..* Det gik pludselig op for ham hvordan han havde været overfor sin ven, som åbenbart hele tiden havde haft det her crush på ham. ”vent.. du.. jeg… shit..” Han rejste sig og gik et par skridt baglæns som han fuldstændig mistede fatningen. Alfaen som normalt var rolig, kørte frustreret en hånd igennem sit hår. ”Alle de gange jeg har.. Jeg har bare.. Hvis jeg vidste det så… Jeg har bare.. uden tanke.. fuck.. Undskyld!” Han fik det dårligt med at han uden tanke havde skiftet tøj, havde han vidst det havde han vist hensyn. Og alle de gange han havde snakket om sine scoringer, shit… Men en tanke slog ham pludselig og han stoppede op i sin vandren frem og tilbage, kiggede på sin beta med et seriøst blik ”vent.. har du det stadig sådan?” Det var ikke fordi det gjorde ham noget, men det var nok meget rart og vide. Han kunne jo ikke gengælde det? Og så burde han vel sige det til ham? Men først skulle han vide om han stadig havde det sådan.

Han havde måske regnet med at Lucian ville trække sig væk, eller i værste tilfælde skubbe Andrew væk. Men det havde han ikke gjord. i stedet havde han siddet helt stille... uden så meget som at røre på sig. Det havde faktisk gjord Andrew en smule urolig. Men det var samtidig også rart, for det gav Andrew muligheden for at mærke efter men... der var ikke noget. Der var ingen lyst til at begive sig dybere ind i kysset, eller komme tættere på Lucian.. det føltes som det, det egentlig var... et kys mod sin broders læber.

Som han trak sig holde han blikket nede, hvad skulle han ellers gøre.
Lucians reaktion på det Andrew fortalte var ikke helt som han havde forventet... men derimod som han havde frygtet. I virkeligheden reagerede Lucian lige præcis på den måde der havde fra holdt Andrew fra at fortælle Lucian det hele længe før. Han havde aldrig set sin Alpha sådan her. Han så op mod ham som han begynde at gå frem og tilbage i rummet, og bed sig i læben som han begynde at komme med en masse ord om det han havde gjordt, og han ikke vidste det. Han sukkede lidt og rettede blikket mod ham da han ligefrem undskylde.
"du skal ikke undskylde.... du har jo netop ikke vidst noget... du troede jo jeg bare var din ven... det er mig der bør undskylde" sagde han blot. Han kunne ikke lide den måde Lucian trampende frem og tilbage. *jeg skulle aldrig ha' fortalt det...* den måde Lucian reagerede var lige netop det Andrew havde frygtet.. det her ville komme til at ændre ting mellem dem, det vidste han.

Da Lucian så spurgte om Andrew stadig havde det sådan, sukkede han lidt. Han rystede stille på hovedet.. "kysset...... var for at være sikker" sagde han stille.
Han tog sine hånder op til hovedet, og gemte dem i det mørke hår som han bukkede hovedet "men jeg ville ønske det stadig var dig jeg tænkte på.... det gjorde ikke nær så ondt" sagde han opgivende.
Han havde altid troet at han var forelsket i Lucian, men han kunne da ikke havde været forelsket i ham når det så nemt kunne forsvinde? Såh... var han forekset overhoved? var det med Charlie bare en fase? Charlie.... åh hans bryst gjorde ondt hver eneste gang han tænkte på ham. Hvordan kunne man både føle glæde og sorg over at tænke på den samme person?
Han savnede Charlie, og det havde han gjordt siden aftnen i bjergende. Men han havde været nød til at tage afstand til ham! Og alligevel kunne han ikke! Han havde jo indviteret ham med hjem på juleferie..

”du vil altid være min ven. Uanset hvad. Det burde du da vide?” Han så en smule spørgende på ham.
Han satte sig først ned som Andrew fortalte at kysset havde været en test. Han satte sig ved siden af Andrew hvor han havde siddet før, og kørte en hånd igennem sit hår. Det var nyklippet og derfor kortere end normalt, frisøren havde fået taget lidt for meget af denne gang. Hans rolige blik hvilede på hans beta, og han kunne ikke undgå og bemærke den opgivende aura der var omkring ham. Andrews ord gjorde Lucian opmærksom på at det var noget helt andet der var problemet nu, det var ikke fordi han følte noget for ham mere, i hvert fald ikke på den måde.

Hans hånd tog let fat i Andrews hage, han løftede hans ansigt så han kunne se på ham med de blå øjne som igen emmede af ro. ”Hey.. Fortæl mig hvad der sker. Jeg kan ikke hjælpe dig hvis du ikke snakker med mig.” Et venligt smil bredte sig på hans læber. Han havde ikke nogen grund til at rode mere i det faktum at hans bedste ven havde haft et crush på ham. Det var tydeligvis ovre, og det gavnede ingen af dem og rode i det. Mest af alt ønskede han at tingene ikke ændrede sig. Han slap sin betas hage og lagde i stedet sine varme hånd på hans overarm som hans blik fortsat hvilede på ham. ”Hvad er det der gør ondt? Har du mødt nogen? Burde det ikke være en god ting?” Ude af stand til at kunne læse Andrews tanker så han ingen anden mulighed end at spørge ham direkte. Han gav hans arm et beroligende klem, inden han åbnede sin jakke med den frie hånd. Der var ikke noget værre end en blazer der var lukket når man sad ned.

Heldigvis slappede Lucian mere af! Han holde opmmed at trampe forvildet rundt på værelset, og med at vrøvle der ud af. Men man kunne jo ikke bebrejde ham.. Andrew ville nok reagere på samme måde hvis det havde været omvendt. Men vigtigst af alt for Andrew, var at tingene fortsatte som det plejede, selvom.... De jo allerede havde ændret sig.. 

Han mærkede Lucians hånd under hans hage, og hvordan han vippede hans hovede op. Førhen ville han nok være gået helt i selvsving, men nu... Han ikke engang rødmede. Han så blot på Lucian, ude af stand til at vide hvad han skulle sige eller gøre. 
Lucian lod ham dog ikke slippe. Hans næste spørgsmål 
Han så med da Lucian nævnte om det ikke skulle være en god ting at møde en. Han sukkede. 
"Det troede jeg også!... Min mor har altid fortalt mig at det at blive forelsket er den bedste følelse i hele verden.... Men... Det er det slet ikke! Det er forfærdeligt!.." han sukkede og forstod selv, at han jo nok var nød til at forklare Lucian det hele. 

Han sukkede lidt "det hele begynde den aften jeg blev stukket ned.... Jeg overlevede fordi en fyr her fra akademiet redet mig.. allerede lige efter, der kunne mærke noget. Noget jeg aldrig har følt før!... Jeg tænkte det sikkert var sådan en.. 'du har redet mit liv, du er min helt ting'..men.. det blev ved... Lige siden har jeg haft den her følelse!.. jeg har konstant lyst til at være i nærheden af ham, jeg har lyst til at holde om ham, kysse ham..." Han bed sig læben. Det var mærkeligt at fortælle om det her. 
"Det værste er.. hans duft.... Den driver mig til vanvid!! Den er fantastisk! Som.. en blanding mellem sæt hvad der er lækkert og sødt.. og jeg er ved at blive sindsyg!!... Jeg har sågar fået for vane at sætte mig i en vinkel så.. hvis nu der blev åbnet et vindue eller noget så kan jeg bedre dufte ham!..." Han så næsten skamfuldt ned. Han vidste det var virkelig mærkeligt og at det var næsten som en besættelse. Og det var det også. Han sukkede tungt ud. "Pludselig drejer hele min dag sig om at gå på de rette tidspunkter, så der er størst hansynlighed for at se ham.. jeg kan ikke koncentrere mig om mine lektier... Det hele er bare noget rod" hans stemme blev mere og mere irriteret, og til sidst var det ham der måtte rejse sig og gå rundt i rummet. 
"Jeg er ved at blive vanvittig! Jeg prøver at lade vær med at tænke på ham, men ALT handler om ham.. selv da jeg kyssede dig før! Det eneste jeg kunne tænkte på var.. at det ikke var ham!.. jeg bliver snart skør!... Og for at det ikke skal være løgen, så har jeg endda indviteret ham med hjem til jul!!.." han stoppede op, og så ned, opgivende og træt. "Og det værste ved det hele er...... At han slet ikke ser mig på den måde!.. han er ikke til mænd.." der kom det! Hele dilemmaet i en sætning.. Charlie var ikke til mænd, og det åd Andrew op indefra!....

Lucian havde aldrig været forelsket, men det betød ikke at han ikke havde hørt om det. Han havde også hørt det var noget helt unikt, noget man ikke kunne beskrive. Det var også derfor han vidste han aldrig havde været forelsket. Hvis det skete, så vidste man det bare!

Han sagde ikke noget det første lange tid, han lod sin beta komme af med det der syntes at fylde. Det var ikke tit Andrew sagde så meget på en gang, eller jo hvis det omhandlede et eller andet med studiet. Det var i hvert fald der hvor Lucian hørte ham sige mest normalt. Men det her var anderledes, det var som om det hele boblede over i ham, som om at han ikke kunne rumme det. Han kunne genkende det fra nogle af de unge han brugte tid med. Det var dog hans job, det her var hans kammerat og beta i hans pack. Det var ikke buisness, det var personligt.
*Duft?* Hvorfor fik det ham til at tænke på Annalyn? Der var også noget ved hendes duft, så snart Lucian var i nærheden af hende kunne han ikke koncentere sig. Det var ikke noget nær det Andrew beskrev, men stadig. Hvorfor var det?

Han kiggede på Andrew som rejste sig og vandrede rundt osm han selv havde gjort før. Frustrationen emmede fra ham, og det var tydeligt at han ikke kunne bære det mere. Alle hans følelser var et stort rod, og Lucian vidste ikke helt hvad han skulle gøre ved det.

Som de sidste ord forlod Andrew sad Lucian nu lænet en smule frem, med en albue hvilende på det ene knæ. Han betragtede sin beta som stod og hang med hovedet, og han  brugte lige et par sekunder på at overveje sine ord. "Jeg vil ikke lade som om ejg er en ekspert når det kommer til kærlighed. Faktisk så ved jeg ikke ret meget om det. Jeg har aldrig selv været forelsket, men den måde du beskriver det på efterlader vist ingen tvivl." Han rejste sig og gik hen til Andrew, og lagde hænderne på hans skuldre som han gav et lille klem. "Min erfaring er du bør spørge ham, være sikker på han ikke er til mænd. Men du lyder meget sikker i din sag, så det virker ret omsonst." Han holdt en kort pause før han fortsatte. "Du kan ikke gøre så meget ved at du har inviteret ham med hjem til jul. Du kan kun prøve og få det bedste ud af det. Hvis du er helt sikker på han ikke er interesseret, så må du glemme ham. Det hjælper ikke og gå og pine sig selv på den måde jo. Det gavenr hverken dig eller nogen anden." Han slap ham endelig, men kun for at lægge armene om ham og trække ham ind i et halv hårdt kram. "Jeg kan sq ikke lide og se dig sådan her." Nej han brød sig bestemt ikke om det. Det var tydeligt at hans beta var i smerte, men det var ikke fysisk. Det var ikke noget han på nogen måde kunne gøre noget ved, selvom han så brændende ønskede det. Alt han kunne gøre, var at støtte sin ham hvis han ville lade ham.

Tænkte han sig om, vidste han godt at hans Alpha ikke havde været forelsket. Det havde han fortalt før. På trods af at de aldrig talte store følelser og sådan, så vidste han det. Så det kommunale bag på ham da Lucian afslørede netop dette. 
Han stod blot og hang med hovedet da Lucian kom over til hans og lagde sine hænder på hans skuldre. Andrew lov blikket glide lidt op, og stadig med en hængende mule. Han hørte hvad han sagde med at han burde spørge Charlie. Men Lucian selv kunne også høre at Andrew var sikker i sin sag. 

Det næste Lucian sagde gjorde ondt. Men han vidste jo at det var rigtigt. Han burde glemme Charlie. Men det var så svært! Og bare tanken om det gjorde ondt helt inde i huertet., Det gav en ubehagelig trykken bare tanken om at skulle gøre det. 
Han blev dog overrasket over at mærke det store og meget stærke arme der trak han ind og krammede ham. Han stod lidt, uden rigtig at vide hvad han skulle går. Inden han selv lagde armene om Lucian og krammede ham, gemte hans hansigt mod Lucians brystkasse. Havde det her været en hvilken som helst anden dag, var Andrew død af generthed. Men lige nu, var det vidst hvad han havde brug for. 
"Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre!..." Mumlede han mod Lucians bryst.

Han slap ham ikke, blev bare ved med at holde om ham. Hvis det kunne give ham ro, så var det det der skulle til. Selvom hans beta lige havde confessed han havde haft et crush på ham, og at han var til mænd, så var det ikke noget der gjorde det akavet for ham. Det var vel en af de gode ting ved Lucian, at han var så rolig omkring tingene.

Han hørte mumlen, og han kunne ikke lade være og smile lidt. Ikke fordi han fandt det sjovt, men fordi han forestillede sig at det var det folk typisk sagde når de var forelsket i en der ikke gengældte det. Han nussede forsigtigt hans ryg lidt, og lagde så sine hænder på hans skuldre, så han kunne rykke ham ud og se på ham. "Du er nødt til at forsøge og komme videre. Det hjælper ikke du bare sidder og sumper her. Du vil komme bagud med dine skoleting, og vi ved begge godt hvad det gør for dig." Han sendte ham et venligt og varmt smil. "Jeg hørte der skal være et bal på skolen, et julebal. Det er her om en lille uge vidst. Måske du skulle tage med? Prøv og more dig lidt? kan være du møder en anden du kan kaste din kærlighed på?" han forsøgte og poke lidt til sin bedste ven, og sendte ham det mest charmerende smil han kunne mestre. Forhåbenligt kunne han få ham overtalt til at komme lidt ud.

Han vidste ikke helt om det hjalp på hans problemer, men det fik ham til at falde til ro. Han stod og slappede af ind mod Lucians bryst. Han så op på ham da han rykkede ham lidt væk. Han hørte hvad han sagde, og sukkede lidt mens blikket fik lov til at synke. Lucian havde ret! Han burde virkelig. Men det var nemmere sagt end gjord! Lige nu tænkte han jo ikke på ret meget andet end Charlie. Så hvordan skulle han bare lade vær med at tænke på ham pludselig?
Han stod med blikket ned mod gulvet. Han rettede dog blikket op da Lucian snakkede om skoleballet. Virkelig? ville han have Andrew til at tage til et skolebal?
Han sukkede lidt op så på Lucian med et lidt opgivende blik. "skoleballet? du ved jeg er virkelig dårlig til den salgs ting" mumlede han og gnubbede sin arm en smule.
Han var dårlig til alt der kunne give ham opmærksomhed...

Han sukkede dog lidt. Han vidste godt at Lucian havde ret, og han virkelig brude gøre et eller andet. Måske han skulle gøre det. Måske skulle han gå lidt ud, møde nogle nye folk få nogle flere venner. Og ja, måske en der kunne fjerne hans opmærksomhed fra Charlie!?
Måske kunne han komme til at tænke på noget andet? Charlie havde fået hans tanker væk fra Lucian! Måske kunne en anden få hans tanker væk fra Charlie.

Han så dog pludselig op. "men... jeg har ikke noget jakkesæt" sagde han pludselig lidt bekymret.

Han kunne ikke lade være og smile lidt over Andrews kommentar. Ja han var ikke så god til alt det der sociale, men måske var det netop det han havde brug for lige nu? At komme ud, og tænke på noget andet. Udforske sig selv lidt?

Et grin forlod ham som Andrew bekendtgjorde at han ikke ejede et jakkesæt. ”Det burde være din mindste bekymring” sagde han med et smil på sine læber. Han rodede let Andrew i håret, sådan en typisk storebror handling. Han gik over og tog fat i Andrews jakke som han kastede til ham. ”Få noget tøj på. Du har også godt af lidt frisk luft.” der var noget halvt kommanderende over hans stemme, men samtidigt noget venligt. Han ville ikke diskutere det her, og hvis Andrew forsøgte og komme uden om så ville han tvinge ham, på sådan en venlig måde.

Han hev Andrew med sig ned til Gaia, og gik direkte til en skrædder han selv brugte. Der hang jakkesæt på alle væggene, og de var der i alle farver der nu var. Ejeren kom frem fra et baglokale og sendte Lucian et stort smil. Lucian gengældte det ”Mr. James. Det her er Andrew. Han får brug for et af dine bedste jakkesæt, jeg er sikker på du er den bedste til det.” Han skubbede så Andrew hen imod ham med et kærligt klap på ryggen, og manden begyndte og hjælpe Andrew med at få sin jakke af. Han målte så, og gik i gang med at hente en masse jakkesæt frem i alle mulige farver. Lucian åbnede sin jakke, og satte sig i en sort sort læder sofa der stod midt i rummet ved siden af nogle prøverum.

//Mr. James er NPC vi begge kan styre :p

Han så på Lucian da han sagde at det med tøjet burde være hans mindste bekymring. Hmm tja.. men SKULLE vel ikke have et jakkesæt. Og han havde da en masse skjorter, så en pæn skjorte og et par pæne jeans? 
Han så lidt efter Lucian da han gik over og tog Andrews jakke. Han så undrende på ham men grab jakken da den blev smidt ud over til ham. Hvad? Ville Lucian havde han uden for.. i dag..
Han så lidt ned af sig selv. Nu var Andrew jo ikke en der gik vanvittigt op i påklædning.. men joggingbukser?.. han gik hurtigt over til sit skab, smed joggingbukserne og fandt et par jeans og en ren T-shirts. Det var faktisk først da han stod med åbne bukser og var ved at trække t-shirten ned, at det gik op for ham at han lige havde smidt halvdelen af tøjet foran Lucian uden at være tomat rød i hovedet. Han skævede hen mod Lucian. Syntes han mon at det var underligt nu? 

Han skynde sig at få tøjet ordenligt på, og tog sin jakke og sko på. Han så lidt op Lucian som de gik mod Gaia. "Hvad skal vi?" Spurgte han lidt undrende. 
Han blev dog overrasket da de stod foran en butik med jakkesæt. Da de kom ind så Andrew sig lidt måløs rundt. 

Han hørte hvad Lucian sagde til ejeren, og hvordan han blev skubbet hen for at tage mål. Han så på Lucian. 
"Lucian... Det her..jeg har jo ikke råd til den slags her" sagde han og så lidt på de mange jakkesæt Mr James kom ud med.

Han havde bare sendt Andrew et skævt smil som svar, han måtte vente og se det. Han vidste godt at sagde han det, så ville han forsøge og komme ud af det. Nej det var bedst han intet vidste før de stod i butikken. Og det var så her de var nu. Mr. James var i fuld gang med at gøre det han gjorde bedst, og Lucian kiggede på Andrew der ærligt så en smule nervøs ud. Han smilede bare af hans ord og rystede let på hovedet. ”Se det som en tidlig julegave. Og hold så op med at brokke dig og få prøvet nogle så jeg kan se hvordan det ser ud.”

Mr. James havde fundet et mørkeblåt jakkesæt frem som han rakte til Andrew. ”Den her vej hr. Du kan prøve det herinde, og ikke tag dig af hvis det ikke passer perfekt, det er det jeg skulle bruge deres mål til. SÅ retter vi det til efter.” Lucian smilede som Andrew blev skubbet imod prøverummet. Jo det var da ikke billigt tøj her, men nu var mr. James søn en af de unge han hjalp, så han fik han altid slået en god del af prisen af. Til gengæld så betalte han heller ikke den fulde pris som Lucian normalt tog.

Han rejste sig og gik lidt rundt med hænderne i lommerne, ventede på at Andrew fik skiftet. Han kiggede lidt på nogle af de andre jakkesæt, og stod med et sort i hånden som Andrew endelig trådte ud af prøverummet. Han hængte det sort på plads og gik roligt derhen. Han lagde eftertænksomt en hånd på sin hage og lod hovedet falde en smule til siden som han betragtede ham. ”Du burde gå noget mere i jakkesæt. Farven er udmærket, men jeg tror at jakke har det forkerte snit.” Han tog let fat i Andrew og drejede ham så han kunne pege på ryggen hvor den ikke sad helt så godt. [color=#00cc33]”Ohh.. Godt set hr. Nordin.. De har ganske ret. Vi finder noget andet.” [/color ]svarede han så med et smil

Andrew så en smule skamfuldt på Lucian da han sagde at Andrew skulle se det her som en tidelig Julegave.
"men du burde jo ikke bruge de her penge på mig Lucian... du kan ikke engang få det lån i banken, så burde du ikke bruge penge på mig" forsøgte han igen,. men han vidste godt at han allerede havde tabt den her diesotion, og gik i stedet med hr. James der viste ham ind i prøverummet.
Han fik smidt sit eget tøj, og taget sættet på. Han prøvede det uden på hans hvide T-shirt som Hr. James havde sagt han bare kunne gøre, så kunne de altid finde en skjorte der passede til.

Han bed sig lidt i læben som han kom ud fra prøverummet. Han følte sig lidt underlig i det her tøj.
Han så ned af sig selv da Lucian sagde at han skulle gø mere i jakkesæt, glem det! han følte sig alt for formeld i det her.
Han så dog noget undrende på Lucian da han pludselig begyndte at snakke om snit og alt muligt. Hvad var nu det for noget. Han blev igen skubbet ind i røverummet og fik et nyt sæt han skulle prøve. Denne gang et gråt et. Han hoppede i det og kom ud. Han så noget anspændt ud.
"det her kradser," sagde han som et andet barn der havde fået en uldtrøje på.

Han burde nok ikke gøre det, han burde spare på pengene, gemme dem. Men noget i ham sagde at det var okay, at lige om hjørnet lå den mulighed de havde ventet på. Hans forretning gik godt, og der kom stadig flere og flere til. Han ventede sådan set bare på det hele virkelig tog fat, og han fik den indtjening det krævede og få et hus hvor der var plads til deres pack.

Lucian kunne godt fornemme på sin Beta at han bestemt ikke var fan af at være i jakkesæt. Nej det var måske heller ikke lige det han normalt så ham i, men skulle man til bal, så måtte man se ordentlig ud! Han havde sat sig ned og ventede som Andrew var inde og skifte igen. Han kunne ikke holde et grin tilbage da han så Andrews udtryk. ”Okay nej.. det der duer ikke. Det skal være behageligt!” Andrew fik efterhånden prøvet en del jakkesæt, men der var intet der var helt rigtigt, de nåede vel igennem en 3 forskellige, blandt andet et hvidt. Det var ikke fordi det ikke havde klædt ham, men det virkede forkert til det her. Men så kom Mr. James hen med et rødt på armen. Lucian rejste sig helt begejstret og gik hen og mærkede på det. Lækkert materiale og det snittet så flot ud. Han tog det fra Mr. James og rakte det til Andrew. ”Den her.. Jeg tror vi har fundet den helt rigtige. Den er også meget juleagtig med farven.” han afleverede det til Andrew og puffede ham ind i prøvet rummet igen. Det var det her, han var sikker!

Andrew stod tydeligt og vred sig i det kradsende jakkesæt. Og var godt nok lettet over at Lucian ikke var vild med lide netop det. Det ville han ikke kunne holde ud en hel aften det her. 
Han gik endnu en gang ind for at skrifte tøj, og var efterhånden ved at blive lidt udkørt af at skulle havde alle de sæt af og på. Han stod nu intet mørkt sæt der i følge Lucian heller ikke viste Andrew "gode sider" som han kalde det. Hvilke gode sider!? 

Han havde faktisk opgivet og tænkte at han jo bare kunne tage en pæn skjorte på.. eller endnu bedre.. blive hjemme!.. 
Men så kom Lucian op af stolen da hr. James kom med et rødt jakkesæt..Andrew så chokeret på Lucian da han skubbede ham mod prøverummet. "Har du tænkt dig at klæde mig ud som julemand eller hvad?" Spurgte han forvirret. 

Han kom dog ind i røverummet og fik taget sættet på. Han kom ud og så på Lucian med et spørgende blik. Han fik dog set sig selv i spejlet. Okay.... Det.. det var faktisk ret pænt. Han betragtede sig selv lidt i det. 
*Mon Charlie ville syntes om det?* Han rystede tanken fra sig. Nej! Denne aften var netop for at han ikke skulle tænkte mere på Charlie. Men... Han havde ikke lyst til ikke at tænke på Charlie.

Lucian havde bare grint af det spørgsmål hans beta havde stillet ham. Hvis det gik som han troede, så var julemanden det sidste at Andrew ville ligne med det suit. Og han fik ret. Et selvsikkert og tilfreds smil viste sig på Alfaen’s læber, og han nikkede anerkendende. ”Se det var straks bedre.” Han gik hen og tog let fat i Andrews skulder så han kunne dreje ham og studere ham. ”Det er nødt til at være det her. Du burde virkelig gå noget mere i farven rød. Den klæder dig.” Mr. James kom hen for at kigge med, og han studerede roligt hvordan jakkesættet fulgte Andrews krop. Han nikkede så stille ”De har ganske ret hr.Nordin. Der skal laves nogle små rettelser, men det kan jeg have klar til om 2 dage.”

Lucian klappede manden på ryggen, det var tydeligt de vist kendte hinanden ret godt. ”Nååh.. hvad siger du Andrew?” Han havde skubbet ham hen foran et spejl igen, og børstede kort hans skuldre før han trådte et skridt tilbage. Det klædte ham virkelig, han lignede jo rent faktisk den flotte unge mand som Lucian vidste han var. Det burde hjælpe ham lidt i kærlighedslivet, og hvis Charlie ikke var til fyrer, well så burde han blive det hvis han så Andrew i det der.

Han Lod både Lucian og Hr. James se ham an, noget der var virkelig mærkeligt men han havde ikke det store valg. Han hørte Lucian snakke om at Andrew skulle gå mere i rød og det klædte ham. Virkelig!? men rød var sådan... en stærk farve. Han ville da tiltrække sig alt for meget opmærksomhed på den måde. Han så ind i spejlet som Lucian vende ham mod det, og spurgte hvad han syntes.

Han så lidt ned af sig selv, lod et par finger glide over det glatte og fine stop på ærmet. Han så vel meget godt ud, hvis ikke han havde haft render under øjnene og pjusket hår. *Men hvad er formålet hvis ikke Charlie kommer?* Han sukkede over sig selv, og kom måske til at gøre det en smule for højt. Han rystede dog de tanker fra sig. *Nej Andrew! denne aften skal handle om at møde nye folk! måske måde en ny du kan føle det her for!* Okay... hvem prøvede han at narre! Han fandt jo ikke en som Charlie. Han opfattede selv at det tog ham alt for lang tid at svare på det ellers simple spørgsmål. Han vende blikket op og så ind i spejlet, men ramte Lucians blik. "jeg kan godt lide det... det er pænt!" sagde han så. Man kunne godt fornemme at han ikke var ligeså meget oppe og ringe over dette jakkesæt som Lucian måske var.

Det var længe Andrew bare stod der og kiggede på sig selv. Faktisk ret så længe. Lucian var begyndt og overveje om han skulle sige noget, og selv Mr. Jones stod en smule uroligt. Men så åbnede Andrew munden og et lettelsens suk lød fra Mr. Jones. Lucian kunne ikke lade med smile lidt over hele situationen. De var så typisk Andrew det der, og han rystede bare opgivende på hovedet. "jamen så er det afgjort." han drejede sig om imod Mr. Jones "Vi tager det. Kan du få det leveret til Athena når det er done? " mr. Jones smilede og nikkede inden han gik hen til Andrew og tog de sidste mål. "Tak.. Det var alt. Du kan skifte igen" sagde han før han forsvandt længere ind i butikken.

Lucian stillede sig med ryggen imod siden af omklædningsrummet og lænede sig godt op af den. "Hey Andrew. En anden grund til jeg kom i dag er fordi vores lille pack er vokset. Annalyn. hende jeg fortalte dig om har joined. Hendes bror, kone og deres barn kommer måske også. Venter lidt svar fra dem." han stak hænderne i lommen og kiggede lidt rundt. "tænker det er passende du møder hende snart. SÅ hvad siger du til næste uge?"

Han prøvede at virke tjekket omkring det at han lige havde stået i et minuts stilhed for sig selv. Han så let på Lucian som han virkede helt vildt tilfreds over det her. Andrew brugte Lucian og Mr. Jones samtale til atter at forsvinde lidt. Noget Andrew normalt ikke gjorde, uden at det var fordi han sad og savlede over Lucian. Men denne gang var det af en anden grund. Hans tanker var på lugt. Til en håbeløst fantastisk og fuldstændig umulig episode. Ballet.. et øjeblik mellem han og Charlie, et øjeblik hvor han kunne fortælle hvad han følte, og Charlie følte det samme. Et håbløst øjeblik hvor de bare kunne være dem, måske endda danse, uden at nogle tænke over det, uden at nogle så det som en underlig ting!

Hans smukke billede blev dog ødelagt da Mr. Jones begynde at rette til på jakkesættet. Og lagde man mærke til det ville man se hvordan Andrew nærmest vågnede fra en vågensøvn.
Han lod Mr. Jonas blive færdig og nikkede til ham "mange tak" han bevægede sig ind til prøverummet, og var allerede på vej væk igen da Lucians stemme stoppede ham. Han så mod den side hvor Lucian stod. Han var i gang med at trække bukserne og jakken af. Han så overrasket mod den bare trævæk som om han kunne se Lucian gennem den. En ny? Eller... flere nye. Det var nyt. Normalt ville Lucian gerne have at Andrew godkende andre medlemmer. Dog slog navnet ham. Han havde hørt det før. Lucian havde talt om hende. Det var hende der duftede så godt.

Han trak forhænger fra da han havde fået bukser på.
"såhh... du vil have mig til at møde et medlem du hovedkulsk har accepteret?" sagde han med en lidt skeptisk stemme. Han ende dog med at sende ham et bredt smil og et træt på skulderen. "selvfølgelig" sagde han så med et drillenede smil.
Han trak sin jakke og sine sko på.
"Annalyn... hmm, det er hende der danser ikke sandt?" spurgte han så. Han så på Lucian. "men du må holde af hende siden du tilbyder hele hendes familie plads også?" sagde han roligt som han så på ham,.

Okay det lignede ham nok ikke at acceptere et medlem uden at snakke med Andrew om det først, men nu var Annalyn jo ikke hvem som helst. Han kendte hende, faktisk så følte han at han kendte hende ret godt. Måske det var derfor han havde gjort det anderledes denne gang? "Ja jeg ved godt det ikke er sådan jeg normalt gør tingene, og det vil også være en engangs situation." sagde han så med en let undskyldende tone over sig. Hans beta havde godt nok drillet ham, men derfor følte han alligevel en undskyldning var på sin plads.

En klump samlede sig i halsen som Andrew nævnte Annalyns duft, og han kunne næsten dufte hende bare han tænkte på den. Han rømmede sig en smule "Yeah.. Annalyn det er hende. Men nej nej.. Hun er en god ven. Men hendes alfa har smidt hende ud. Sønnen til alfaen valgte og angribe sin far ved fuldmåne." han kørte en hånd igennem håret og sukkede lidt. "Jeg har set det før. At sønnen slår sin far ihjel for magt. Det ender aldrig godt. TIl sidst vil det ende med at packen ødelægger sig selv indefra. Jeg må indrømme at jeg nok fik medlidenhed med dem, og så den bekymring hun udviste. Jeg kunne da ikke andet end at tilbyde dem plads også hvis de vil have den. Det er trods alt det vi lavede Light Moon for ik?" Han sendte sin kammerat et skævt smil, før han rykkede sig væk fra væggen og gik hen til ham "Desuden er hun god for packen. Hun er ikke en typisk svag tøs. Lige før jeg tror hun er mere udholdende end mig." han grinte lidt ved tanken.