What happened to my brother? (TW)

Sted: Lucca og Kaylins hjem.
Omgivelser: Ikke meget anderledes end normalt.
Vejr: Varmt.
Tid:: Midtformiddag.
Dato: 17. juli 2022.
Trigger warning: Nævnelse af voldtægt.
Outfit
Emnepartner: @Lucca
Note: Forsat fra No means yes, right?

Kaylin gik hen mod døren da Stef forlod huset. Hun løftede hånden da Stef vinkede til dem. Hun vendte så opmærksomheden mod Lucca og lod døren falde i. ”Hvad fanden skete der i går aftes?” Vreden var så tydelig i hendes blik. Hun havde aldrig i sit liv været så vred før, og slet ikke rettet mod Lucca. Hun skubbede til hans skulder. ”Det er sgu ikke i orden, Lucca.” Hun gik ud fra han i det mindste kunne huske hvad der var sket. Det gjorde det kun værre, hvis han ikke kunne. Det betød han havde drukket sig så fuld, at han ikke længere havde nogen moral.
Hun gik hen og samlede opvasken sammen, blot for at bruge hendes hænder til noget andet. ”De kvinder, ikke bare en eller anden ting du kan bruge og smide ud når de keder dig. De er mennesker!” Hun tog en indånding igennem næsen og drejede sig mod ham. Han skulle måske have en chance for at forklare sig selv, men hun tvivlede på han kunne sige noget der undskyldte hans adfærd. ”For helvede, Lucca…” Hun sukkede og gned sig i panden. Det hele var bare noget rod. Der var ingenting der stoppede Stef fra at gå ud og melde ham. Hun ville kunne forstå det hvis hun valgte at gøre det, men hun håbede selvfølgelig heller ikke det skete. Hun ønskede ikke at Lucca skulle politianmeldes. Hun følte sig bare så opgivende. Det her var et rod, hun ikke bare nemt kunne løse. Stefs liv kunne være ødelagt nu. Tanken fik det til at gyse igennem hende.

Lucca vinkede også til Stef som hun forlod huset, han lukkede døren bag sig og skulle til at gå imod trappen, men nåde ikke længere idet Kaylin blev vred på ham. Lucca vendte sig imod hende, hans blik virkede forvirret over hendes ord, og den vrede der var i hende ud af det blå? Han nåde ikke at svare før hun skubbe til ham, hvilket fik ham til at brumme lidt brokkende. Han forstod ikke hvad hun snakkede om? der var da ikke sket mere end normalt? "Der skete da ikke noget ?" svarede han forundret, som hun gik ud for at rydde op, han stillede sig i døråbningen med armene over kors, og lænede sig imod karmen som han vendte blikket imod hende.
De næste ord gjorde bare det hele mere forvirrende for ham, og han tog sig lidt til hovedet for at gnubbe panden " hvad mener du ?" svarede han spørgende, hans øjne var oprigtige forvirret det gav igen mening for ham.
Politiet havde han slet ikke skænket en tanke, men ja hun kunne melde ham for det, men hvad ville det hjælpe?
Lucca sukkede dybt " Kay, du nød til at fortælle mig, hvad du ved? " sagde han bekymret, som han mærkede en dårlig fornemmelse i maven, stoffet der var endt i hans drink den nat, var så småt ved at komme ud af hans system, hvilket snart ville sætte hans hukommelse i gang igen.
Han så afventede på sin søster, og forberedte sig lidt på måske, at hun ville skubbe ham igen, hun plejede da slet ikke at være så sur. Efter han havde haft folk på besøg? han var ikke sikker på hvad der gik af hende, der var et eller andet galt og han brød sig ikke om det.

Kaylin blev bare mere frustreret over hvor uforstående han var. Hun ønskede han i det mindste forstod hvad han havde gjort forkert, så han i det mindste kunne fortryde det. Hun gik hen og greb fat i hans hånd for at trække ham på hans værelse. Hun skubbede ham hen til sengen så han tydeligt kunne se blodet i sengen. ”Dét der.” Hun pegede på pletten på lagnet.
Hun vidste godt kvinder kunne bløde en smule deres første gang, men det der virkede lidt for meget. ”Hun var fucking bange for dig, Lucca!” Hun prøvede virkelig at slappe af, fordi der måtte være en eller anden forklaring på det. ”Det var ikke sex. Ikke for hende.” Hun følte slet ikke hun vidste hvordan hun skulle håndtere det her. I virkeligheden var det nok heller ikke hendes rod, men hvordan kunne hun lade det ligge. Det var hendes bror og hendes mage. Selvom det endnu kun var kendt for hende, at Stef var hendes mage, satte det hende stadig i klemme. Hun burde nok bare slippe Stef fri, fordi det var ikke fair at binde hende til det her hus.
Hun forsøgte ikke at være så vred, men det brændte bare så voldsomt i hende at det var næsten umuligt. ”Så fortæl mig hvad der skete.”

Lucca kunne se vreden i hende, han var slet ikke sikker på hvad der var sket, men det lød til han burde vide det? Som hun greb fat i hans arm, skævede han til hende men fulgte efter hende op til hans værelse, hun plejede da ikke bare at gå ind? Som de stoppe ved sengen, og hans blik blev rettet imod sengen, som han opfangede blodpletten, der mere minde om en pøl. Luccas krop stivnede, han hørte kun halvt hvad Kay sagde til ham, som billeder fra natten langsomt begyndte at forme sig for hans indre blik.
Hans hånd blev knugede så hårdt at knorerne blev hvide, imens hans negle borde sig ind i håndfladen, og hans læber skilte sig for at komme med en mærkelig lyd.
" jeg. jeg. jeg" stammede han, som han langsomt gled ned i knæ på gulvet, hele gulvet snurrede omkring ham og han nåde ikke at gøre noget, før han kastede op lige foran sin seng i stride strømme, som nattens indhold forlod ham, en blålig kapsle kom med op det måtte være den der havde været i hans drink.

Lucca rystede på hovedet, som han langsomt blev sig selv igen, og krøb sammen på gulvet imens han stadig stirrede imod sengen. Hans krop rystede, som minderne begyndte at danse rundt, og han så sig selv som et monster, et monster han aldrig før havde set eller mærket på den måde " jeg voldtog hende " gispede han, som tårer begyndte at bryde frem.

Kaylin fik dårlig samvittighed da hun så hans reaktion. Hun ønskede jo ikke at gøre ham ondt. Men hun synes heller ikke det Stef gik igennem var okay. Så det var alt sammen med kompliceret. Hun gik hen til ham da han fik det skidt. Hun lagde en hånd på hans ryg og kærtegnede ham lige så forsigtigt. Hun følte hun havde hjulpet Stef så meget hun kunne. Nu kunne hun hjælpe Lucca. Det var ikke fordi hun nogensinde ville blive okay med det han havde gjort, men han var jo ikke en dårlig person. Det var vel ikke nødvendigvis så sort hvid. Hun spottede den blå pille på gulvet og fik nu endnu mere dårlig samvittighed. Måske havde han ikke været helt klar over hvad han havde gjort. Eller var det bare en undskyldning hun gav ham, fordi han var hendes bror? Ugh, hun fik hovedpine af det.
”Gå ud og få et bad. Jeg tager mig af tingene her.” Hun følte det var det bedste for ham lige nu. Bare få vasket det hele af sig. Hun vidste det kunne hjælpe hende, hvis hun havde en opgave at løse. Lige nu havde hans værelse brug for en rengøring, og det kunne gøre at hun fik alting tænkt igennem, mens hun gjorde rent.

Lucca rystede som alt kom op af ham, synet af blodet havde været hukommelsen, og han følte sig pludselig som jordens grimmeste fyr. Det var jo ikke noget han gjorde, han ville ikke voldtage det var jo netop det han prøvede at undgå. Hendes kærtegn hjalp ham tilbage til virkeligheden, de våde øjne vendte blikket imod hende " jeg er et monster " næsten viskede han, som han huklede svagt og hans hovedpine vendte tilbage med fuld styrke. Som hun bad ham tage et bad, kom han langsomt på benene, prøvede at kigge væk fra blodet det fik hans mavesæk til at vænne sig i ham. Han gik hen til sit skab for at tage et par boksershorts og bukser, før han kort så imod Kay med et trist blik, han følte ikke hun skulle se det her, det var for voldsomt selv for ham.
Lucca forsvandt ud på badeværelset, han undgik at se sig selv i spejlet, for han var sikker på det ikke ville være det rigtige ansigt på den anden side.
Han tændte for vandet på den højeste varme, før han fuld påklædt gik under den varme bruser, og lod det varme vand glide over hans krop og hoved. Han blev stående et par minutter uden at bevæge sig, badeværelset blev helt dampet af det varme vand, og forsvandt ud under døren.
Lucca klædte sig af, lod det våde tøj falde til gulvet, før han begyndte at sæbe sig ind. Det tog ham mindst en halv time at komme ud af badet, for varmen fik næsten alle tanker til at forsvinde, men han kunne ikke blive der.

Han kom ud fra badeværelset nu med løse bukser, og bar overkrop som han, stille gik ned i stuen hvor han smed sig i sofaen. Tankerne fløj rundt, og hoved dunkede som han, langsomt kom mere til sig selv, og krøb mere sammen i sofaen og trak et tæppe oversig, havde næsten lyst til bare at forsvinde.

Kaylin så sørgmodigt på ham. Hun ville ønske hun bare kunne fjerne de tanker og den smerte der gik igennem ham. Hun vidste han aldrig ville have gjort det, hvis han havde haft hans fornuft med sig. ”Nej, det er du ikke, Lucca.” Hun håbede bare både Stef og Lucca ville komme helskindet igennem det. Hun var sikker på det var værre for ham end hende, så han skulle slet ikke tænke på hende. Hun gav hans arm et klem før han forlod rummet. Hun fik først fjernet genstande der lå omkring sengen, hvor han havde tømt hans mave. Hun hentede noget køkkenrulle for at kunne fjerne det værste. Hun fjernede alt der lå på gulvet rundt om i værelset og placerede det hvor det nu hørte til, eller kunne høre til. Hun gik så i værk med sengen og fik fjernet det brugte sengetøj. Det var nemmere for hende at håndtere det, hvis hun bare så på det som en opgave, hvis hun glemte hvad der var sket der. Hun fandt nogle øreringe. Det måtte være Stefs. Hun putte dem i lommen før hun forsatte.

Der var en plet på madrassen, hun ikke så nemt kunne få af. Normalt gik Kaylin ind for ikke at bruge magi til højre og venstre, men hun var sikker på det blot ville værre for Lucca, hvis han ofte blev konfronteret med den plet. Hun hviskede nogle ord og gjorde en bevægelse med hånden, så pletten forsvandt. Hun mærkede en svag kløe og rødme på hendes hånd, som betaling for magien hun havde brugt. Hun tog de sidste beviser med sig og gik ned for at kunne smide dem ud. Hun gik efter hen og satte sig på knæ ved siden af sofaen. ”Lucca,” sagde hun blidt. ”Tal med mig.”

Badet hjalp langsomt på ham, det varme vand var rart imod hans hud, det brændte men han var jo vand til ild så det var ikke ubehageligt. Alt var nærmest gået galt, siden han havde mødt den heks Michelle, som havde kostet ham en tur på hospitalet. Kunne hun have revet op i hans fortid? havde dette ventet på lur i alle de år? det var ikke til at finde rundt i, men pillen havde nåede at se, var måske grunden til det var startet ? Han fik vasket sig grundigt, og fik endelig tøj på, før han så sig i spejlet men fortrød da han stirrede på sit eget triste ansigt.

Lucca krøb sammen, og trak tæppet tæt på sig, selv efter badet følte han sig ulækker, minder fra både Stef og Michelle gled rundt i hans sind til en stor samlet masse af rod og kaos. Han åbnede øjnene som han hørte Kaylin snakke til ham, og mødte hendes blik. Hans øjne var næsten tomme, men triste og en anelse frygt lurede i hans øjenkrog, han vidste ikke hvad han skulle sige, havde mest af alt lyst til bare at grave sig ned.
Lucca rakte en rystende hånd frem, og lagde den imod hendes skulder blidt "det noget rod Kay, jeg ville ikke skade hende " sagde han med rystende stemme, og den sædvanlige selvsikkerhed, var ikke eksisterende i denne stund, han lød mere som en mindreårig. Han prøvede at smile til hende, men det lykkedes ikke og han ville heller ikke kunne skjule noget " efter det med Micelle i sidste måned, tror jeg det slog klik " sagde han bange, bange for han kunne skade andre igen, det måtte ikke ske! " jeg kan ikke huske natten, kun at vi tog en taxa, og så her til morgen " sagde han bange..

Kaylin kunne tydeligt se han var voldsomt berørt af alting. Hun smilede svagt da han lagde en hånd på hendes skulder. ”Det ved jeg godt du ikke ville.” Hun så på ham med et sørgmodigt blik. Hun hadede at se ham sådan her. Hun vidste han var kommet forholdsvis slemt til skade efter hans møde med den ældre heks. Hun lænede sig frem og lagde armene om ham. ”Du var ikke dig selv. Det er vigtigt at huske. Jeg tror du blev drugged.” Hun trak sig en smule for at kunne se på ham.
”Du havde ikke hensigten om at gøre hende ondt, og det er vigtigt at huske på.” Han var ikke en ond mand. Det var en ondskabsfuld handling, men det betød ikke han var ondskabsfuld. ”Der er en ting du kan gøre. Lyt til mig nu, okay?” Hun havde ingen anelse om hvordan det faktisk føltes at blive misbrugt, men hun havde en generel idé om hvordan det måtte føltes. ”Du skal ikke opsøge hende. Aldrig. Hvis hun vil se dig, så skal hun komme her.” Hun lagde en hånd på hans kind. ”Hvis du har noget at sige til hende, kan du skrive det ned. Så vil jeg prøve at finde hende og give det til hende.” Der var en chance for hun ville komme for at hente hendes øreringe, men det skulle ikke undre hende, hvis Stef helst bare blev væk herfra.

Lucca var taknemlig for hendes trøst lige nu, selvom han godt vidste det nok ikke var nemt for hende, hun var jo selv jomfru af hvad han vidste, og han ville også blive sur hvis nogle gjorde det imod hende. Han kigge på hende, med triste øjne og så i dette sekund ret barnlig ud, ikke en ung mand på 22 mere en dreng på 8 år. Han rynkede let på brynet, som hun snakkede og nikkede forsigtig for ikke at få mere ondt i hoved" tror du virkelig, men det ville nok give mening, jeg plejer at vide hvad jeg laver " sagde han stille, som han langsomt satte sig mere op i sofaen.
Som hun bad ham lytte, så han fokuseret på hende med trætte øjne, imens han nød at hun var hos ham i denne svære stund. Han vidste deres mor var gået amok på ham før, hun overhovedet ville høre hvad han havde at sige. Men hun var så også den eneste der vidste han var misbrugt.
Lucca smilede svagt til hende " det lyder som en god ide, at skrive et brev til hende" sagde han blidt, han kunne måske godt prøve at undskylde sin handling, selvom det ikke ville give hende, mødommen igen, men han havde også bare brug for hun vidste han ikke var et monster, at det ikke havde været hans plan da hun skulle med hjem.
Han kiggede på Kaylin før han sukke let, hun skulle nok snart på arbejde, og måske var det også godt at få lidt søvn " vil du hente nogle nye piller? mit hoved gør ondt" sagde han lidt sølle, som han lagde sig ned igen og lukkede øjnene " vil du skrive til mor? du skal jo snart på arbejde" sagde han stille, han ville normalt ikke sige mor, men i denne tilstand var han ret sølle og næsten som et barn igen.
Hans hoved dunkede og alle der var sket, kredse rundt i hans sind og fik ham til at få mere kvalme.

Kaylin kunne godt se han ikke var helt sig selv. Det var forståeligt. Det var en svær situation at være i. ”Det gør du. Så bare hold fast i det nu.” Hun havde brug for lidt luft efter det her. Det hele var overvældende for hende, og hun havde brug for at snakke med nogen om det. Måske hun skulle smutte forbi Jake efter hendes vagt. ”Du er ikke en ond person, Lucca.” Hun bemærkede godt trætheden i hans blik, hvilket var en af grundene til hun var så blid lige nu. Han havde brug for en der kunne tage sig af ham, og hun var den eneste mulighed lige nu.
Hun nikkede kort. ”Du kan tænke over det.” Det var vigtigt at han var helt sikker på det, og fik sagt præcis hvad han ville sige. Hvis det kom til det, skulle hun nok finde en måde at levere brevet til hende. Selvom det var svært for Kaylin at skulle se Stef igen, gjorde hun det gerne for Luccas skyld. Han ville gøre det samme for hende.
Hun rejste sig op og gik et par skridt mod køkkenet, men stoppede da han talte igen. ”Jeg skal nok sørge for hun er her inden jeg tager afsted.” Hun gik ud for at hente smertestillende og et glas vand. Hun gik tilbage til ham og stillede glasset på bordet og lagde pillerne ved siden af. ”Har du brug for mere lige nu?” Hvis ikke, ville hun gå ud for at ringe til Alessia.

Lucca kiggede på hende, og smilede svagt til hende " tak søs " sagde han kærligt, med sin trætte stemme. Han ville nok først rigtig være sig selv dagen efter, når alt var helt ude af kroppen, og han havde fået sovet nok. Men han frygtede de mareridt der ville komme, nok de næste par dage, og han måtte nok ringe og sygemelde sig bare et par dage. Han nikkede igen forsigtig "ja det skal jeg nok" svarede han blidt. Men skulle nok få skrevet et form for brev, det var vel det mindste han kunne gøre for hende.
Han havde klart gjort det samme for hende, lige meget hvad end det måtte være, ville han altid hjælp hende selvom det ofte var hende der hjalp ham. Han lukkede øjnene helt som hun rejste sig op, hele hans krop var tung og øm, han havde brug for at få søvn, selvom den nok ikke var fredelig, siden han havde set den ældre heks, var hans mareridt blevet lang værre og kom oftere end normalt.
" tak" hviskede han efter hende, men som hun kom tilbage satte han sig kort op, for at få taget pillerne og skyllede dem ned med vandet, før han lagde sig ned igen og trak tæppet mere omkring sig" nej det fint" sagde han let.
Som hun fik ringet, faldt han hen i en let søvn, han vendte og drejede sig en del, og mumlede i søvne som hans drømme blev mere dystre.
Han var nok ikke helt forberedt på, at deres mor skulle komme, men han turde heller ikke være alene, ikke nu for så havde han kun sig selv og sine dystre tanker, og med den hovedpine kunne han ikke spille på trommer, som normalt ville hjælpe ham med at få skubbet de indre dæmoner væk.

Kaylin sikrede sig at han var okay, før hun gik for at ringe til Alessia. Da de havde aftalt at hun skulle komme forbi, gik hun tilbage til Lucca. Hun tog hans hånd og gav den et let klem. ”Jeg går ovenpå for at blive klar, Alessia kommer lige om lidt. Jeg har bare fortalt du har brug for hende. Du kan selv fortælle hvor meget du vil.” Hun gav langsomt slip for at gå op og få skiftet tøj og ellers blive klar. Hun havde det svært ved at skulle forlade ham, men i det mindste ville han ikke være alene. Forhåbentligt kunne Alessia finde sine moderlige instinkter frem og være god for ham i noget tid.

Alessia ankom kort efter telefonsamtalen sluttede. Hun bevægede sig ind i huset og hen til Lucca på sofaen. ”Er du syg?” Hun fandt en stol og satte sig ved siden af sofaen. Hun vidste ikke helt hvad der skete, men han lignede en der var syg. Men måske var det noget helt andet, ellers ville han vel ikke have behov for en person ved hans side. Hun frygtede straks det værste. Hans reaktion nu, mindede om noget hun havde set før. Noget der havde fået hende til at flytte hendes børn ud af landet, noget der havde givet hende blod på hendes hænder. Hun ville ikke tillade at nogen lagde en hånd på hendes børn, så meget var sikkert. Og dem der gjorde, ville ikke leve ret meget længere. Det var blevet bevist efter Luccas oplevelse.

Kaylin kom ned og stak hovedet ind i stuen. ”Jeg er nødt til at smutte nu. Ring hvis I har brug for noget.” Hun skyndte sig afsted, så hun ikke ville komme for sent.

//Kaylin out.//

Lucca så kort på Kaylin som hun sagde, at deres mor var på vej, og at hun ville gå op og skifte tøj. Han nikkede blidt " okay " svarede han træt, og sendte hende et svagt smil. Kiggede efter hende som hun gik, før han lukkede øjnene for at få bare en smule ro inden Alessia kom, han vidst godt det nok ikke blev helt så nemt. Han faldt tilbage i den urolige søvn, men vågnede som han høre en velkendt stemme, og åbnede langsomt øjnene for at se på hende.
Hans hoved gjorde stadig ondt, og han så nok ret bleg ud efter synet af blodet, og efter at have kastet meget op, han lignede i hvert fald ikke den glade, flabet dreng lige nu var han lille.
Hendes ord fik ham til at rynke let på næsen, men ryste svagt på hovedet " jeg fortæller når Kay er væk" hviskede han kort. Han ønskede ikke hun skulle kende hele sandheden nu, hun skulle på arbejde og det var nok godt hun kom lidt væk fra det hele, han var ked af hun var rodet ind i det møg.

Lucca så mod Kay og sendte hende et let smil " vi ses søs, tak" sagde han, før han langsomt fik sat sig lidt op, så han bedre kunne snakke med Alessia. Først sad han dog stille og så på hende, hans blik var skamfuldt og trist, han så såret ud. Han mærkede kvalmen som han, prøvede at tænke tilbage på natten, men ryste svagt på kroppen " jeg er et monster " sagde han trist, som han igen så mod hende nu hvor Kay var væk, kunne han bedre snakke om det. Han var ikke sikker på hvordan han skulle forklare det, for alt var stadig rodet i hans sind, og han vidste hun ville skælde ham ud, men også at han fortjente det.

Alessia kunne godt fornemme den komplette forandring i hans attitude. Hun nikkede blot da han nævnte han ville fortælle mere, når Kaylin var taget af sted. Hun bevægede sig ud for at hente noget at drikke til dem begge. Hun stillede glassene og satte sig ned. Da Kaylin var smuttet, så hun mod Lucca. Hun kunne godt se han var svært påvirket af noget, men hun forstod stadig ikke hvad der foregik. ”Hvorfor? Hvad skete der?” Hun mente ikke han var et monster. Slet ikke.
Hun lagde det ene ben over det andet og lagde hænderne i hendes skød. ”Jeg kan ikke hjælpe dig, medmindre du fortæller mig mere.” Hun var knap så omsorgsfuld som Kaylin havde været, og ville nok aldrig blive det. Det lå bare ikke til hende. Hun ville prøve hendes bedste, men det kom slet ikke naturligt for hende som det gjorde for Kaylin. Hun så afventede på ham, mens hun ventede p åat han uddybede hvad han mente.

Lucca vente til han var sikker på Kaylin var kommet langt væk, men han var også nervøs for at skulle fortælle det, især fordi han aldrig rigtig havde været tæt på sin mor, men lige nu var hun den eneste der kendte hans sandhed. Han sukke let, som hun svarede ham, men han kunne ikke se hende i øjnene, hans blik vandre ned imod hendes hænder som han tog mod til sig.
" jeg har voldtaget en ung kvinde" sagde han, efterfølgende gled tårer ned ad hans kinder, det gjorde ondt på ham, han ville ikke være sådan, det var ikke hvad der skulle være sket. Lucca krøb mere sammen, og knytte sin ene hånd så knorene blev hvide, og neglene ødelage hans håndflade, men det tog noget af smerten fra hans sind.
Han vendte langsomt blikket imod hende, som han snøftede " der var nogle der hældte noget i min drink, jeg tog en pige med hjem, men efter vi steg ud af taxaen slog mit hoved fra og jeg misbrugte hende " han hulkede dybt ulykkeligt, det var næsten ikke til at holde ud, han følte sig så grim.
Lucca rakte en hånd frem for at tage det ene glas, og tog en tår imens han tørrede sine øjne med den anden hånd, før han igen trak tæppet godt om sig og missede lidt med øjnene som hans hoved gjorde ondt, imens hans tanker igen raserede hans sind.
" jeg var mig selv om morgenen, næsten men bemærkede ikke hendes frygt, og da hun var taget hjem fandt Kaylin blod på min seng, det var først der jeg kunne huske" sagde han stille, imens han så ned igen bare snakken om blodet gav ham kvalme og lyst til at kaste mere op " jeg kaste op og Kay fandt en pille i det, og nu er jeg her" slutte han af.
Lucca turde næsten ikke se på hende, han var så fyldt af skam at det strålede ud af ham, og han følte sig fortabt, og havde en frygt for om det kunne ske igen?
Han fik mod på sig, og så på hende med tårfyldte øjne.

Selvfølgelig ramte det Alessia hårdt at høre. Både hende og Lucca havde været på den anden side af det. De havde prøvet hvordan det var at være den blev misbrugt. Hun sad bare i stilhed og lyttede til han var helt færdig med at fortælle. Hun ville ikke fortælle ham, at det han havde gjort, var okay. Det var det ikke. Det ville det aldrig være, og ingenting kunne undskylde det.

Hun lænede sig tilbage i stolen og prøvede at finde ud af hvad hun skulle sige. ”Du sidder og ser på mig med tårer i øjnene. Du skammer dig. Det er ikke noget et monster ville gøre.” Hun lænede sig frem mod ham. ”Jeg vil aldrig nogensinde fortælle dig, at hvad der skete, var okay. Men det er muligt at overleve det. Det gjorde jeg. Det gjorde du. Hun kan overleve det også.”

Hun tog glasset og tog en tår. ”Nu er spørgsmålet om du kan finde en måde at leve med det på. Hvis ikke, vil du tvinge din søster til at tage sig af dig resten af dit liv. Hvis du kan indfinde dig med at gøre det ved hende, så bliv siddende her. Hvis ikke, så rejs dig.” Det var måske hårdt sagt, men at bruge Kaylin på den måde, var virkelig den bedste måde at motivere Lucca på. Han ville måske have svært ved at komme sig over det for sig selv, men hvis han gjorde det for Kaylin, var det måske nemmere for ham.

Lucca var inderst inde glad for hun var kommet, hun havde også sparket til ham sidste gang, for han skulle passe på Kaylin da de flyttede væk, og efter hendes historie vidste han godt, hun også havde oplevet noget af det samme. Han regnede heller ikke med at få et okay, for det vidste han godt det ikke var, men han skulle finde en måde at leve med det på, og forhåbentligt lærer af det.
Han lyttede til hendes ord, mødte hendes blik som han nikkede svagt " ja, men det her er jo min skyld, det føleles langt værre " sagde han let, som han lod en hånd køre igennem håret " Kaylin forslog jeg kunne skrive et brev til den unge kvinde, men jeg ved ikke om det er smart? " han sukke dybt, det hele var noget rod og han var ikke sikker på, hvordan han skulle lære at leve med det, men der måtte være en vej et sted.
Som hun snakkede om Kaylin så han på hende med store øjne, hun havde ret selvom det var hårdt at hører, kunne Kay ikke passe ham resten af hendes liv, en dag fik hun måske en kæreste og skulle flytte, men han vidste også at hun havde en lysere fremtid end ham.
"Men hvordan ? jeg ved det godt, Kay skal ikke være bundet af mig" svarede han, som han rystede på hovedet og skubbe tæppet af sig, lagde forsigtig en hånd på hendes knæ.

Alessia fjernede ikke blikket fra ham. ”Hvis vi tager stoffet ud af situationen, ville du så ikke være stoppet? Hvis du bliver påvirket af noget der forandrer din måde at opføre dig på eller fjerner din evne til at opfange alting, er det ikke hvordan du ville opføre dig normalt. Hvis du har brug for det, så giv skylden til dem der puttede det i din drink.”
Hun overvejede det forslag Kaylin var kommet med. Det kunne måske godt hjælpe. ”Det kommer an på om du gør det for dig selv eller hende.” Hun mente det var vigtigt, at kvinden blev sat først lige nu. Han skulle ikke gøre ting for at han kunne få det bedre, men for at hun gjorde. Hun kunne tydeligt se at det berørte ham, da hun nævnte Kaylin.
Hun tog fat om hans hånd, der blev lagt på hendes knæ. ”Lige nu, skal du finde en måde at håndtere det på. Du skal ikke være ligeglad med det, fordi så vil det bare sluge dig fuldstændig på et tidspunkt. Det vil blive svært at det næste stykke tid. Du er nødt til at finde måder at få det ud på, hvis du føler det er ved at overvælde dig.” Hun vidste ikke alt om hendes børn, men hun vidste nok til at kunne vejlede ham. ”Brug trommerne.” Hun gav hans hånd et klem. ”Din søster skal ikke slås med det her også. Det er der ingen grund til. Jeg kan blive her til du er ovenpå igen.”

Han kiggede på hende, som hun snakkede det var rart ikke at have det hele alene, han havde nok drukket alt for meget hvis han var alene lige nu. Han fik sat sig helt op igen" det er sandt, jeg plejer at være god til at stoppe" sagde han ærligt, da han kom i tanke om Michelle, hende havde han ikke kunne scorer og det havde fået ham ud i det røde felt, hvor han ikke ville være. " har du også råd til, hvordan jeg tackler en afvisning ? " spurgte han lidt forsigtig, han vidste ikke om Kay havde fortalt om hans slåskamp og turen på hospitalet, men det havde lidt været optrapningen til det her, af hvad han gætte selvom det var stoffets skyld.
Lucca nikkede stille " for hende, jeg vil gerne fortælle, at hun ikke gjorde noget forkert, og at det ikke havde været min plan at skade hende" sagde han, brevet skulle han nok lige vente med en dag, for ikke at få skrevet unødvendige ting, for hun havde ret.
Han smilede svagt som hun tog hans hånd, det var rart og en stor ting af hende, måske der var håb for de kunne blive tætter en dag. Det ville han gerne, nu hvor han var ved at blive voksen, selvom han følte sig som den yngste.
Han gav hende hånd et klem " ja det må jeg prøve at finde ud af " sagde han blidt, og fik fat på glasset igen for at tage en tår, han kunne godt mærke han ikke var rask i dag "tommer lyder som en god ide, de holder også tankerne ude" sagde han ærligt, for hun vidste godt han altid havde haft dårlige tanker i sit sind, næsten som små dæmoner i kroppen.
"tak, det betyder meget " sagde han oprigtig, sidste hun havde været der, havde han råbt af hende men det her føltes rare " hvad siger du til en film ? og måske et eller andet mad, der kan blive i min mave?" spurgte han blidt, selvom han godt vidste han nok ville falde i søvn.

Alessia nikkede i enighed. Han var ikke i mangel på kontrol, så meget vidste hun om ham. Det var ikke hans eget valg, der gjorde han endte i den situation. Hun så på ham da han stillede et spørgsmål. Hun skulle lige overveje, hvordan det bedst skulle besvares. ”Ved at stille dig i deres sko. Hvis nogen lagde an på dig, du ikke var interesseret i, ville du så ikke ønske de accepterede når du sagde nej?” Alessia var langt fra den mest empatiske person, men hun forstod empati som koncept, det var bare ikke noget hun oplevede særlig ofte. ”Så gør det. Men måske få Kaylin til at læse det igennem inden. Det kan være godt at have en objektiv persons øjne på.” Alessia vidste slet ikke, hvor lidt objektiv Kaylin kunne være i situationen. At det var hendes mage der var indblandet i det her, var utrolig uheldigt. Det ville være rart, hvis hun kunne blive tættere med begge hendes børn. Måske skulle hun starte med at fortælle dem sandheden om deres fædre på et tidspunkt. Hun rakte frem med hendes frie hånd og lagde en hånd på hans kind. ”Jeg kan gå ud og hente noget mad. Så kan du spille trommer lidt, hvis du har brug for det.” Hun trak sin hånd væk fra hans kind og lagde den på hans der stadig holdt om hendes. ”Det skal nok løse sig alt sammen.”

Lucca kiggede let på hende, som hun svarede ham, men igen havde hun ret han måtte lærer at et nej, ikke kunne ændres bare fordi han gerne ville, han ville ikke ende ud i slåskamp igen. Han ville gerne prøve at blive mere voksen, men det var svært når der også var en del ting, han ikke havde oplevet. " hmm ja det giver god mening, jeg må prøve at blive bedre " sagde han, før han sendte et let smil til hende. Det føltes helt rart at kunne snakke roligt sammen, der var håb for hun måske kunne være mere i deres liv, hvis hun huskede at holde kontakten, han vidste også at Kaylin havde brug for hende. Han kunne aldrig være en mor for hende, lige meget hvor meget han ville, at de ikke havde samme far, var slet ikke en tanke der havde strejfet ham, men selvfølelig de var meget forskellige på mange punkter selvom de også havde ting tilfældes.
Han nikkede let som hun sagde kaylin burde læse hans brev, det var nok meget smart " ja det var en god ide, for resten snakker du med hende senere? jeg ved ikke helt hvor svært det her også er for hende" sagde han ærligt, og lød bekymret på hendes vegne, han ville ikke have rodet hende ind i det her.
Lucca så hende dybt i øjnene, som hun rørte hans kind og i et kort sekund, følte han sig som et barn igen " gerne " svarede han let træt, som han gav hendes hånd et klem mere.
Han rejste sig langsomt, hans hoved gjorde stadig ondt, men han vidste hun havde ret tankerne var nød til at komme lidt væk, bare for i dag så hans krop og hoved kunne fungere igen. " Tak fordi du kom, det betyder meget" sagde han blidt, som han kort gav hendes pande et let kys, før han forsvandt ovenpå.
Kort tid efter kunne trommerne tydeligt høres, som han spillede et af hans yndlings rock nummerer, med hørertelefoner på, imens hans tanker langsomt blev erstattet af musikken, han var en ret dygtig trommeslagere. Men drømte også om at leve af det på et tidspunkt.