I guess I should say hello brother (Afsluttet)

Tid Det er sent aften.
Sted Rayna's kontor, Umbrelle Corporation.
Omgivelser Der er hvad normalt finder på et kontor, et bord, en stol, en reol med en masse bøger, der er en computer. Der er en smuk oversigt ud over byen. Selve kontoret er stort, der er en masse billeder/malerier på væggene. Der er et mørk hjørne, hvor man kan finde Jamie, dog kun hvis man ser rigtig godt efter.
Vejr Det er lettere køligt udenfor, solen er for længst gået ned, så det er en smule mørkt, så der er dele af kontoret, som man ikke kan se.
Påklædning
Rayna
- Tøj + Sko Hun har en sort kjole på Link. Hun har et par sorte sko på (De gør hende 7 cm højere, fra 1,71 til 1,78) Link
- Hår + Make-up + Smykker Hendes hår hænger løst, det går hende til omkring midten af ryggen Link. Hun har minimal make-up på Link. Hun har ingen smykker på
- Andet Hun har spidse ører, som gemmes væk bag hendes hår. Hun har helt gyldne øjne Link
Jamie
- Tøj + Sko Han har sort trøje på, et par sorte bukser, et form for sort bælte, han har en sort kappe på, som har en hætte Link, Link. Han har sorte sko på
- Andet Han har en maske på, som dækker hans ansigt Link

Emnet er tilegnet @John <3

Det var en sen aften, men det var hun efterhånden vant til. Når man lede en organisation, og endda havde adskilige bygninger, så var der en hel del arbejde. Der var kontrakter der skulle underskrives, forsøg der skulle godkendes og generelt bare så meget hun skulle se til. For omverden, var hun en ung kvinde, der tænkte på folket og hvad de havde brug for. Hun var en brilliant forsker, der ønskede det bedste for folket, ønskede at fjerne ideen om sygdomme, ondskab og smerte. Dog var dette langt fra virkeligheden, selvfølgelig blev der forsket imod sygdomme, og den slags, men det var dog ikke deres hovedmål, det var nok snarer virusser og forskningen af de forskellige racer. Hun havde altid været så fascineret af de forskellige racer, af hvordan de fungerede, så da hun ankom til Jorden, begyndte hun at undersøge dem. I første omgang på afstand, men ligeså stille tættere på, og og sidste ende begyndte hun at skærer i dem.
Hun blev kastet ud af sine tanker, da telefonen med et ringede "It appears we have a break in ma'am, and he is headed to your office. He will be there in around 5 minuts, possible less" hurtigt blev der lagt på, og hun tændte for sin computer, hvor hun kunne se sikkerhedskameraerne, et smil formede sig på hendes læber, da hun opdagede hvordan han så ud "Be ready when he comes in" sagde hun, dog uden at kigge imod vedkomne, hun faktisk snakkede til. Som forventet gik der ikke lang tid, før døren gik op og ind kom John. Selvfølgelig vidste hun hvem han var, han havde haft så stort et potentiale engang, men valgte at kaste det væk, for en chance af godhed. Det var så skuffende "Well hello John, what can I do for you?" hendes beskytter forblev i mørket, men han var klar til at angribe, skulle hun bede om det. Men dog var han beskyttet nok af mørket, til at man ikke ville kunne se ham.

Når man havde været i den kriminelle verden så længe som John havde, lærte man hurtigt forskellige måder at trænge ind i højt sikrede bygninger. Umbrella Corperation havde fået hans opmærksomhed, efter han havde fået at vide af en tidligere ven, en person der stod John nært var blevet taget. Han havde brugt flere uger på at udregne den bedste måde at slippe ind, selvom han i sidste ende faktisk besluttede sig for bare at brase ind. Trods alt var han jo en stor og stærk mand, og noget i ham havde savnet gejsten fra en udfordring. Måske var han på vej ind i en periode af konflikt igen? Han havde dog fortalt Aspen om det hele, hvordan han var nød til at tage afsted og redde hvem det nu var. Han var ikke engang sikker på hvem det helt præcist var, men alligevel ville han ikke risikere noget.
Han var trådt ind i den store bygning og nåede at orientere sig før han gik op til receptionens åbning. Han kiggede kort på manden på den anden side af bordet, før han så let som intet lænede sig ind og greb om mandens hals. Han trak ham helt tæt på sit ansigt med et vredt udtryk i øjnene. "Your boss. I need to talk to them. Right now," kommanderede han, hvorpå manden rakte ham et kort der ville give ham adgang til elevatoren. Han kiggede kort på kortet og så manden før han kastede ham tilbage i sin stol. "Tell your boss that I'm coming," sagde han så før han gik over til elevatoren.
Han vidste ikke helt hvad han var oppe imod. Umbrella Corperation var så lukket en organisation, alt hvad der var at finde virkede som opblæst heltefis der fik dem til at stå frem i lyset. John kendte et glansbillede når han så et, han havde trods alt selv levet i et i mange år. Han trådte ind i elevatoren og foldede sine hænder som han ventede på at nå til etagen hvor kontoret lå på. Han mærkede vreden sitre indeni, og han var nødsaget til at tage et øjeblik for at finde sig selv igen inden han trådte ud af elevatoren. Da han trådte ind på kontoret, blev hans vrede udtryk overrasket.
A woman, tænkte han for sig selv som han kneb øjnene sammen. "Cut the bullcrap," sagde han så bare som han stillede sig foran hendes bord. Hans øjne faldt kort på skikkelsen i mørket, han havde næsten ikke opdaget ham, hvis det ikke var fordi det sølvagtige mønster på hjelmen kort gengav lyset fra gangen. Han rettede sine øjne atter engang mod kvinden foran sig før han talte, "Your cover up stories may be hiding the truth, but I see through it. Now where is my friend. I was told that he is somewhere in this building, suffering the cruelty of your vicious experiments," sagde han så med en vis tydelig foragt i stemmen. Men som han begyndte at tænke nærmere over det hint han var givet, gav det ikke mening. Og hvorfor kunne han ikke engang huske hvem den ven var?

Hun kunne ikke lade her med at grine, da han kom truende imod hende. Det var næsten nuttet, den måde han troede han havde kontrollen over situationen, hvad han dog ikke vidste var, at hun havde et kort oppe i sit ærme, et der i den grad ville overraske ham. Let lagde hun hovedet på skrå, og betragtede ham, som han begyndte at spørge efter sin ven, hvilken ven havde hun dog en smule ide om. Der var trods alt en stor chance, for at det var Jamie der blev snakket om, og skulle det være en anden, så ville hun næppe vide hvem, hun havde trods alt haft mange ind i bygningen, og mange var uden den mindste smule lyst. I sidste ende bekymrede hun sig dog ikke om dem, hun var faktisk ret ligeglad med de fleste. Hun havde bortført mange, gjort ting ved dem, som ville få de fleste til at være taknemmelige, at hun netop ikke havde fanget dem.
Et suk forlod hendes læber, og hun nikkede "Okay then as you wish" hun løftede sin hånd, og skikkelsen fra mørket trådte frem. Hele hans krop var dækket i sort, og det meste af hans figur var også gemt væk, så det var ikke tydeligt, hvem han i bund og grund var. Han trådte hen ved siden af hende, og han havde en aura af fare og måske endda også had "Take of your helmet darling" selv blev hun siddende, som fandt hun intet ved situationen faretruende. Som hun ønskede, tog han hjelmen af, hvilket afslørede et ansigt, som i den grad var lig det af John's, hvis man så bort fra det store ar, der løb hen over hans højre øje og ned over hans kæbe. Hans hår var længere og hans øjne tomme for alle følelser, desuden var hans ansigt fri fra det skæg, der beklædte John's ansigt. Han lagde hjelmen på bordet foran sig "Jamie please say hello you brother, I'm sure you have a lot to talk about" hun rejste sig op, og lagde en hånd imod hans skulder, samtidig gjorde hun an til, at han kunne træde frem, hvilket han også gjorde. Der var ingen overraskelse i Jamie's øjne, det var som følte han slet ingenting "Hello brother" der var ingen følelse i hans stemme, det var som havde han fået fjernet alt, som overhovedet havde noget med menneskelighed at gøre, hvilket selvfølgelig også var rigtigt.

Da den mørke skikkelse trådte frem, lagde John roligt sin hånd på sit sværds hylster. Han var ikke sikker på om han skulle være klar på et angreb fra denne mystiske maskerede mand eller ej. Men da hun pludseligt bad ham om at tage sin hjelm af, løftede John skeptisk det ene øjenbryn. Hvorfor skulle manden tage sin maske af? Hvad var der så vigtigt ved at John så hans ansigt? Han kiggede kort på Rayna med et forvirret udtryk, før manden med masken tog sin maske af. Det ansigt der mødte John, forskrækkede ham en anelse. Hans udtryk blev blot mere forvirret og han greb om hylsteret på sit sværd. "Jamie?" spurgte han så, før han trådte frem mod sin tvillingebror.
"I... We... I was told that you were no where to be found..." begyndte han så med en lettere grådet stemme, men også med en lettelse. Lilith havde godt fortalt ham om hans tvilling, men at nogen havde taget ham. At vide at man havde en tvilling, en der var så identisk med en, som var et sted i verdenen? John kunne ikke andet end at have længes efter at møde ham. Hans blik faldt på arret over hans brors ansigt og så de følelsetomme øjne, før en pludselig vrede bredte sig i ham så let som intet, "What the fuck did you do to my brother?" spurgte han så arrigt, som han løftede hylsteret op og pegede det mod Rayna.
Han vidste at han nok skulle få tid til at snakke med sin bror, men hvad han også vidste var at det ikke skulle være mens den her heks af en fe var til stede. Han kunne mærke vreden boble i hans indre, hvordan hans kæbe begyndte at spænde ved tanken om de ting hun havde udsat hans bror for. "Explain this fuckery right now," kommanderede han så bare, hylsteret stadig truende hævet mod Rayna. Han kunne jo ikke vide at Jamie var hendes beskytter?

Der var ingen form for følelse i de mørke øjne, lidt ligesom hvis alt menneskelighed, var tvunget ud af ham gang på gang, og alt der nu var tilbage var en lydig soldat, der ikke gjorde andet end hvad der blev befaldet. Dette var selvfølgelig egentlig også sandheden, for de havde gjort meget ud af, at han skulle miste det gode, der ellers ville havde vokset i ham. Let hævede han øjenbrynet, som John gik imod ham, lyden af gråd i hans stemme, ville ellers havde fået noget til at bevæge sig i ham, havde det ikke været fordi, han for næsten et par dage siden, havde fået sin behandling, hvilket efterlod ham som en tom skal. I sine mere unge år, havde han skam husket savnet, han havde været så vred, hvorfor de ikke havde fundet ham, hvorfor hans eneste familie, ikke havde ledt efter ham, og han nu var efterladt i armene på denne psykopat. Dog som han blev ældre, og blev præsenteret for disse behandlinger, forsvandt følelserne langsomt, og nu var der efterhånden ikke meget menneskelighed tilbage.
Da John med et tog sit Soulsaber frem, var alt i ham klar til at angribe, dog ville det overraske ham, hvis John overhovedet ville se et angreb komme, givet han så fint havde sin opmærksomhed imod Rayna. Rayna selv, så ikke det mindste smule skræmt ud, da John begyndte at råbe, hun vidste trods alt, at Jamie var ligeså loyal som en kamphund, og skulle hun have brug for hjælp, ville selv ikke familie stoppe ham, fra at gøre hvad han skulle. Hurtigt greb Jamie hylsteret, han mere eller mindre flåede det ud af Johns hånd, hvorpå et spark blev placeret imod bagsiden af hans knæ, hvilket nok ville få ham til Jorden. Han gav Rayna John's våben, hvorpå han bankede sin kære brors hovede imod bordet "you see Jamie is quite very loyal, but just not to you" hun klukkede og betragtede våbnet hun nu havde fået, med et mix af vidunder og hovering, som om hun havde vundet.

John var rusten. Han havde for længst lagt vold og kampe fra sig, men selv da havde han nok ikke kunne stoppe Jamie. Hylsteret blev taget fra ham og han mærkede en smerte i sit knæ som han mistede sin fulde højde. Han var dog klar på at det ikke kun måtte være andet end at spark, og inden Jamie fik hans hoved i bordet, fik John lagt hænderne mod bordpladen. Han pressede sig selv op i et forsøg på ikke at ramme pladen med sit ansigt, mens han kiggede op på Rayna der havde hans sværd i hånden. "Same with my saber. Loyal to me. For you, it's nothing but an empty shell," sagde han så med et tilfreds smil over læberne. Dog var der stadig meget vrede i hans øjne.
Han kiggede op mod Jamie og åndede tungt ud. "Brother, your eyes are empty, but I know you're in there somewhere. You can't let her control you like this," sagde han så med en næsten bedende stemme. Han vendte atter blikket op mod Rayna, "Was this your plan all along? Get me to come here with my weapon so you could take it and show me what I've lost?" spurgte han så med en arrighed i stemmen. "I already know what I've fucking lost. You took my brother from me," fortsatte han så mens han febrilsk forsøgte at bekæmpe sin brors pres på sit hoved. Det var bare sværere at presse sig selv op, i forhold til at holde nogen nede. Han mærkede syren i hans arme som de begyndte at blive trætte, men han ville ikke give op, han nægtede.
"Tell why the the fuck I'm here. It's not to talk to my brother. You've completely fucked his brain. And you fucking know it," sagde han så gennem sammenbidte tænder. Han greb så pludselig ud med sin arm efter Jamies der holdt hans hoved, han gik ud fra at Jamie ville være klar på det, så det ville ende op i at de to tvillinger stod i en fælles armlås. John kiggede på Jamie med et næsten forvirret udtryk. "Jamie, look into my eyes. You're not really gone. You're somewhere in there. Just fight whatever the fuck she has done to you, fight it!" bad han næsten, han bad til at han kunne tale Jamie til fornuft. Men han var bange for at hans bror for længst var nået alt for langt væk til at blive reddet.
Men det betød ikke at det ikke var værd at forsøge.

Hun klukkede og trak på skulderne "sweety it doesn't matter, I got your brother to my side, so it won't be any problems getting you here" hun havde altid hadet Lilith, hvilket nok også var derfor, at hun havde fået hendes søn bortført, og nu havde planer om at gøre det samme til John, som hun havde gjort imod Jamie. Selvfølgelig ville hun ikke kunne speede op hans barndom, da han trods alt allerede var en voksen. Det havde selvfølgelig altid været hendes taktik, noget hun gjorde efter at havde bortført babyerne, for i sidste ende gad hun faktisk ikke børn, hun fandt dem kedelige og åndsvage, selv hendes egne børn ville hun skille sig af med, hvis hun havde haft muligheden. Hun betragtede tilfreds, hvordan John kæmpede imod Jamie's greb, hun vidste at sagde hun kun få ord, så ville alt forsvinde i ham, selvfølgelig kun for en minimal mængde tid. Da John efter at havde forsøgt bede Jamie, om at blive sig selv igen, nu vendte sin opmærksomhed til Rayna, kunne hun ikke lade hver med at grine "of course it was, and here I thought you were her smartest child" hun klukkede og rystede på hovedet.
Da John med et greb fat i hans arm, måtte han indrømme at få et sekund, så blev han ganske overrasket, dog holde han igen. Normalt ville ingen kunne få fat i hans menneskelige side, specielt ikke når det var så tæt ved hans behandling, dog var det noget andet, når det var hans tvillingebror, som stod lige foran ham. De to havde delt mave i 9 måneder, og var ment til at vokse op sammen, og som han stod der og betragtede ham, kunne han mærke hvordan følelserne langsomt bankede på. Der kom en forvirring i hans blik, en lyst til at stoppe det hele. Han så med et ikke et angreb, men derimod sin bror, hvilket nok ville være første gang. Forvirring blev til sorg, som blev til vrede, som kort nåede glæde, og han åbnede sin mund, som for at sige noget til ham, men dog blev det ikke til meget, da der kom adskillige vagter ind, der alle greb fat om John. Rayna gik imod Jamie, hvor hun lagde en hånd på hans skulder "you need your treatment" der kom et smil frem på hendes læber.
"get them to his room, I want him to watch as it happens" vagterne holdte godt fat om John, og med Jamie bag ved dem, førte de dem alle ned til Jamie's værelse. Værelset var egentlig ikke det helt store, der var en seng, også var der maskinen, den som ville fjerne hans menneskelighed, og erstatte den med fuldkommen lydighed. Jamie gik hen til maskinen, hvor han satte sig til rette, mens vagterne holde ham John fast. De ville have han skulle se til, mens strømmen ville flyde gennem Jamie's hoved, på sin vis genstarte ham. De tilstedeværende mænd, begyndte at kigge på maskinerne, som de gjorde klar til at tænde for den. Jamie blev givet et stykke, han kunne bide ned i, og dog kunne han ikke lade hver, med at betragte sin bror med en vis mængde sorg. Han vidste trods alt, at de følelser han havde følt på Ratna's kontor om lidt ville forsvinde, og han ville blive efterladt med en tomhed og smerte inde i sig.

Han blev ikke ligefrem gladere for at Rayna indrømmede sine planer. Tværtimod begyndte han at overveje hvad det hele overhovedet skulle gå ud på? Hans øjne faldt på hans sværds hylster, før han så kiggede på Rayna igen. "I dont know what you're planning but it wont work," sagde han så før han endte i en delt armlås med sin bror. Han kunne godt se at hans ord trængte ind til Jamie. Det var som en lettelse - Håbet var endnu ikke ude af syne. Dog så fik Raynas ord om behandling, hans hjerte til at synke. Han vendte vredt sit blik mod Rayna som vagterne kom ind og begyndte at fastholde John. "What fucking treatments?" spurgte han så arrigt, inden hun forlangte at John skulle se på.
John vidste ikke at han kunne blive mere sur, før han hørte de ord, "Dont you fucking hurt him. I'll fucking kill you if you touch him, I swear that I'll fucking kill you, you bitch!" råbte John fuld af raseri efter Rayna som han blev trukket ud af de vagter der ihærdigt prøvede at holde den store mand i skak. Mørket krøb sig ind om ham pågrund af vreden, men lige nu var han for fokuseret til at bemærke det, som nok skulle give konsekvenser senere. John gav alt hvad han havde i sig for at de ikke skulle have det let. Han kom ind på Jamies værelse hvor han så sin bror følge disse vagter uden den mindste form for modstand. "Jamie, don't let them do this to you. I'm begging you, don't!" bad han næsten desperat som han forsøgte at presse sig frem, ud af grebet på vagterne så han kunne komme hen til sin bror. Det gjorde ondt at se hans bror så underdanig overfor disse monstre, John kunne redde ham!
På et tidspunkt blev John træt af at kæmpe imod, ikke fordi han ville, men fordi hans muskler simpelthen bare gav op. Han faldt ned på knæ og blev holdt oppe af vagterne som han kiggede på sin bror. Han rystede benægtende på hovedet, han skulle virkelig bare ikke til at se hans kød og blod, det aller nærmeste af hans kød og blod frivilligt lade sig torturere? Men så igen, John vidste intet om Jamies liv. Der var sikkert mange grunde til at modstand ville gøre alting værre. Men alligevel havde han håbet at han kunne få Jamie til at vende sig mod dem, bare en anelse. "Brother..." mumlede han træt og med en stemme fuld af sorg. Dette ville også gøre ondt på John, hans hjerte smertede allerede bare ved tanken om det.

Det var helt underligt, denne pludselige loyalitet, som John havde for ham. De havde ikke set hinanden i godt over 700 år, men alligevel syntes John, at ville kæmpe, blot for at komme fri. Aldrig havde han set den slags loyalitet, ikke engang hos dem der arbejdede for hende. Han kunne ikke forklarer det, men lige pludselig strømmede minder og følelser gennem ham. Han huskede sin mors stemme, huskede gråden da han blev revet væk fra sin barndom, den smerte da han blev tvunget til at blive voksen, også selvom han kun havde været et par år gammel. Det hele kom frem, og det angreb ham hårdere end noget andet. Nok var disse "behandlinger" ikke gode, men de gav i det mindste muligheden for at trække vejret, hvor han nu blev slået gentagende gange i hovedet, overfaldet af minder.
Han havde øjenkontakt, med John gennem det hele, så hvordan han kæmpede for at komme fri, og for engangs skyld kom det mere og mere had frem i ham. Hvor han normalt var ligeglad med disse behandlinger, var der nu et had imod forskerne der var i rummet. Før de nåede at tænde det, og John kom med et sidste bøn, fik han hurtigt rejst sig op. Han knækkede nakken på den der var tætteste på, hvorpå han fik snuppet en pistol. Uden at tænke over det, eller for den sags skyld føle skam over det, skød han alle mændende i rummet. De fleste havde været overrasket, så ingen havde nået rigtig at reagere, og hvorfor skulle de? Normalt gik alting roligt, han ville sætte sig i stolen, og de ville genstarte ham, og alt var godt igen. Dog var denne gang, langt fra ligesom alle andre gange, for han kæmpede faktisk imod. Han skyndte sig hen til John, hvor han fik ham op og stå, og lod ham støtte imod sin krop "Let's get out of here" brummede han hæst, han var trods alt ikke vant til at snakke, så når han endelig gjorde, havde han en hæs stemme.

Lige som John havde troet at hans sidste bøn ikke ville blive hørt, bemærkede han en ændring i Jamie. Han så hans bror igen, ligesom i det korte glimt der havde været på Raynas kontor. John mærkede håbet pumpe adrenalin rundt, og efter Jamie havde skudt alle i rummet, kom John på benene igen ved hans hjælp. Heldigvis gjorde adrenalinen at han kunne stå på egen hånd. Men før han ville lade dem gå nogen steder, løftede han sin ene arm og lagde den om sin bror, i hans ellers typiske bamsekram-manér. Noget i ham var så glad for at have Jamie ved sig igen, men en anden side begyndte at tænke på de kram og den broderlige kærlighed de begge var blevet frarøvet. John kunne mærke vreden ved at hans kæbe spændte sig, men istedet for at være vred, lænede han sig lidt væk fra sin bror og klappede ham på skulderen. "So freaking happy that I reached you in time. You're awesome, man." sagde han så efterfulgt af et smil.
Men Jamie havde ret. De kunne ikke blive her. John tog en pistol fra en vagt inden de forlod hans værelse. John havde ingen idé om hvor de skulle gå hen, men han vidste at Jamie nok vidste det, hvis ikke som hans eget hjem. Det irriterede John at tænke sådan, at Jamie havde boet her under disse monstres tag og hvem ved hvilke pinsler han ellers havde været igennem. Som de skulle til at fortsætte på vejen til at komme ud fra dette helveds sted, kom John i tanke om noget der fik ham til at stoppe op.
"Fucking fuck. My soulsaber. She still has that damned thing," begyndte John så med en lettere vred og bekymret stemme. Ikke at han rigtigt ville have den tingest, men han vidste at det ikke var godt at lade Rayna have den. Hvis hun fandt en vej til at skille den ad og nærstudere den, kunne hun ende op i at reproducere den, og det ville John ikke have. Det ville gå galt, og hele verdenen kunne ende i stor fare. Han kiggede kort på sin bror mens han overvejede situationen. "You get the hell out of here. Jamie you've been here for too long and I won't ask of you to stay here any longer," sagde han så, som han lagde en hånd på sin brors skulder.
"I have a place where you can be safe. But you must find Jocelyn Parker. She'll take you there, and help you." sagde han så, uden at nævne at det var deres søster. Han kunne ikke risikere at Rayna ville overhøre det på et eller andet gemt sikkerhedskamera, og så foretage endnu en heksejagt. Han vidste også at han ikke kunne tvinge Jamie til at forlade stedet, men noget i ham håbede at han kunne overtale ham. "You deserve to be free of this shithole. To be happy, brother. And I'll find you, I promise. I will always find you in this world," sagde John så, før han klemte blidt om Jamies skulder. Han havde ikke lyst til at skilles allerede, men Jamies sikkerhed kom først.

At sige han ikke var vant til positive berøringer, ville være en underdrivelse, da han trods alt aldrig havde fået et kram, eller var rørt uden, at det var for at blive tævet. Så da John forsøgte give ham et kram, eller hvad end han gjorde, stod han akavet, uden at vide hvad pokker han skulle gøre. Det var så fremmedet, og mærkeligt, han han blot stod helt stille, og som John trak sig væk, kiggede han blot forvirret på ham. Han forstod samtidig ikke de ord, som John kom med. Hvad betød det at være Awesome? Var det en kompliment, eller et form for kodeord? Var det en slags slang ord, eller noget man bare sagde til hinanden? Dog havde de ikke nok tid, til at snakke omkring betydningen af dette ord, så i stedet klappede han John på skulderen og sendte ham, hvad man kun kunne beskrive som et akavet smil.
De nåede ikke langt, før John med et begyndte snakke om sit våben, det våben han havde taget fra ham. Han var klar til, at de kunne finde våbnet, da John med et fortalte ham at han bare skulle smutte, hvilket egentlig igen fik forvirring frem i ham. Han lyttede som John forklarede, hvem han skulle finde og at han ville komme til at form for safe house. Det hele var egentlig fuldkommen idiotisk, som om John overhovedet ville finde rundt "you do not know this place, I was helping her when she build it, so if you have not my help, you will be lost and killed" han rystede på hovedet. Han kendte dette sted, bedre end han kendte sin egen håndflade. Han klappede John på skulderen, og pegede imod trappen, hvor de skulle nedenunder. Hvis John selv forsøgte at finde rund, så ville det tage uendeligheder, stedet var trods alt nærmest som en forbandet labyrint. For hver gang, at de mødte nogen, slog han dem ihjel, uden at have den mindste smule skam. Det tog dem ikke lang tid, før de var ved et rum, hvor en masse forskere kiggede på hans soulsaber "see I know this place very well" han trak på skulderne.

Som John fik sit sværd tilbage, kiggede han kort på den. Det var ikke fordi han faktisk selv ville have det, faktisk så skræmte sværdets mørke greb om hans sjæl ham. Hvis han mistede kontrollen med det tændt, ville han ikke vide hvad der kunne ske med dem omkring ham. Han stod lidt og kiggede på sværdet før han så kiggede på Jamie. "Do you know some sort of secret way out? Or do we have to make our own?" spurgte John så med et lille smil på læben. Han satte sværdet fast til sit retmæssige hylster før han kiggede sig kort om. Så mange døde mennesker på et sted. Et eller andet i ham fortalte ham dog at dette var en god ting, disse mennesker var kun til fare for andre.
"Show the way out," sagde han så med en gestus mod døren. Han ville følge Jamie hele vejen ud af bygningen, hvis der da ellers ikke var nogle forhindringer på vejen, hvor han så ville komme med et glædeligt "Wuhuuuuuuuuu!" og slå armene ud som han nød den friske vind i ansigtet, fuldstændig ligeglad med hvor mange mennesker der stoppede op for at kigge på ham med et forunderligt udtryk i øjnene. "Take a deep breath brother, this is what freedom feels like, at least for now," sagde John så som han kiggede på Jamie. Derefter lagde han roligt en hånd på hans skulder og kiggede ham i øjnene. "You can stay at my home all you'd like. I want to at least somewhat make up for the lost years," sagde John så med en glad stemme.
Han kunne dog ikke undre sig over hvorfor der ikke havde været stærkere beskyttelse når det gjaldt Jamie. Han kiggede kort op mod bygningen før han overvejede for sig selv om Rayna faktisk havde planlagt at lade dem gå? Han smed dog tanken væk og kiggede tilbage på Jamie. "You hungry?" spurgte han så roligt før han begyndte at gå, han kiggede tilbage på Jamie for at se om han fulgte med.

Han så på sin bror, betragtede ham som han så på sit våben, den eneste han havde set med sådan et våben, var hans far Vincent og det var dog alligevel anderledes, end det som John her havde. Da spørgsmålet kom, om han kendte en hemmelig vej ud, fik han et blik i øjnene, som nærmest i sig selv sagde: Bitch please, han havde været ved Rayna's side, længe før hun skabte dette sted og han havde derfor set planerne over hele stedet "Yeah I know every corner of this place" pointerede han med et skuldertræk, han ville kunne få dem ud i løbet af ingen tid. Så da John sagde han bare skulle vise vejen, nikkede han og begyndte at vandre fremad. Det tog dem ikke lang tid, før de faktisk nåede udenfor, og under hele vejen ud, havde der ikke været en eneste vagt, netop fordi denne rute, var en som kun han kendte til. Det var en han havde fundet, mens han havde haft en stille aften, som regel kunne han slappe af om aften, medmindre selvfølgelig at Rayna havde sendt bud efter ham, de aftener kunne han alt andet end slappe af.
Han rynkede brynet over, hvordan John reagerede på at være udenfor, det var nu egentlig ret mærkeligt, hvilket også kunne ses på ham, som han betragtede John. Han forstod virkelig ikke hvordan, at John kunne være så fuld af følelser, det var meget bemærkelsesværdigt, og han vidste ikke hvad han skulle mene om det. Det var faktisk meget nyt for ham, for hvis der noget Rayna ikke gjorde, så var det at udvise denne mængde følelser. Han blev kastet tilbage til virkeligheden, da John sagde at han sagtens bo hos ham, og på samme tid lagde en hånd imod hans skulder "thank you" der var intet tegn på et smil, ikke fordi han ikke ville, men fordi han ikke rigtig brød sig om det. Som der blev spurgt ind til om han var sulten, rystede han på hovedet "No I don't think so" han kunne ikke fornemme en sult i sig, og på samme tidspunkt, havde han ikke behovet for at få noget at spise "you lead the way to your home" han kastede hånden frem

Som de gik ned af gaden, tog John sig selv i af og til at kigge på hans bror. Han var bare så glad for endelig at se og møde Jamie. Men han bemærkede også hvor forskellige de to var. Han stoppede pludseligt op og kiggede på sin bror med sammenknebne øjne. "I know what you need. I know exactly, what it is that'll make you feel a bit more connected to the outside world," sagde han så, som var han en kæmpe ekspert i at få folk til ikke at føle sig underlige tilpas blandt andre - Selvom John faktisk ikke anede noget som helst om at få nogen til at passe ind nogen steder.
Han begyndte så at gå uden at forklare nærmere om hvad han mente, og pludseligt stod de ved en transportabel kaffe-shop på gaden. John kiggede kort på Jamie med et "nu-skal-du-bare-se"-blik som han kiggede på kvinden overfor dem. "Two hot chocolates... Actually make that three," sagde han så og fandt sin pung frem. De var nået langt nok væk fra Umbrellas bygning til at de bare ville blive fundet som sådan. Så dette pitstop var lige perfekt. Han betalte og tog imod de to pap-krus med låg på, hvor han rakte det ene til Jamie og holdte det sidste i sin frie hånd. "Behold, brother. Hot chocolate will change your life," sagde han så før han tog et lille sip af sin egen. Varmen gjorde ham ikke så meget, det gjorde det kun det bedre.
Som de fortsatte deres gang kiggede John lidt på Jamie for at se om han undrede sig over at John havde købt tre istedet for bare to. "There's someone at my home, a person I recently met... Now hold on tight, 'cuz this is gonna sound crazy." sagde John så og trak et skævt smil i en undersøgende grimasse. "It's kinda my boyfriend, or I dont know what he is. But the thing is that he kinda looks like a girl... Like completely looks like a girl. I'm no expert on genders, but I had no idea until he told me. None the less, it doesnt matter to me if he was a girl, boy or alien for that matter. I still just feel this... love, towards him," sagde han så mens et større smil instinktivt bredte sig på hans læber ved tanken om Aspen.
"I'm not gonna tell you to adjust your view on him right away. But just give it a chance. His name is Aspen and he is a really great person..." sagde han så, da han indså at han nok havde talt lidt for meget om Aspen ret så pludseligt. Han rømmede sig let og rystede så på hovedet af sig selv. "We're here now, this is my humble house on this quiet street," sagde han så som han blidt sparkede lågen op for Jamie. Døren var ulåst, da John vidste at der ikke ville være de store indbrud i dette kvarter. Han havde trods alt valgt det af den belejelige stilhed og ro som han havde manglet til at finde sin gode side. "I'm home! And I've brought a guest! ... and maybe hot chocolate!" råbte han så før han kiggede på Jamie. Mr.Fluffy kom bare farende ud fra stuen og kiggede så forvirret på Jamie før han kiggede på John, for så at kigge på Jamie igen. "Jamie, this is Mr.Fluffy."

Han rynkede brynet, og betragtede sin bros med en forvirring, da han udtalte han vidste præcis hvad han havde brug for, som kunne han læse hans tanker. Nok var han i familie med denne mand, men det betød ikke at han faktisk forstod ham, for han forstod virkelig ikke mange af de ord, som kom ud af hans kære brors mund, det hele var i gåder. Ikke desto mindre fulgte han med ham, da John blot besluttede sig for at gå, uden rigtig at give meget af en forklaring. Da de stod ved en kaffe-shop, blev det endnu mere forvirrende, skulle de ikke hellere se at komme væk, Rayna ville nemt kunne finde dem, og det hjalp ikke hvis de ikke forsøgte, faktisk at kunne komme væk fra dette sted. Som tingene stod nu, ville han forvente de blev fanget inde for denne uge, måske faktisk snarer de næste tre dage. Han tog imod koppen, og betragtede John med en større forvirring "Brother we need to get away, she will find us" pointerede han "and we don't have time for hot choco" brummede han, han forstod virkelig ikke Johns prioriteret, de var undslappet af kvinden alle burde frygte, og nu ville han have varm chokolade?! Det gav på ingen måde mening.
Han rystede dog på hovedet, og fulgte med ham som John begyndte at gå videre. Han hævede øjenbrynet, som hans bror begyndte at fortælle om denne nye person han havde i sit liv, selv havde han aldrig rigtig haft forhold, han havde måske haft sexuelle forhold, som udelukkende havde været for sex, men ellers havde han aldrig haft noget rigtig sundt forhold. Det blev specielt mærkeligt, da det blev forklaret at denne gut her lignede en kvinde, men var en mand eller var han ikke en mand? Han vidste virkelig ikke hvad der var op og ned. Han valgte blot at nikke, i stedet for at snakke om det, for han ville nok ende op med, at sige et eller andet forkert, så hellere være stille. Han fulgte stille med, da de kom indenfor, blev han præsenteret for en lille hund, han betragtede med samme forvirring, som hunden syntes at betragte ham. Dog nåede han ikke at tænkte meget over det, da hvad der lignede en ung kvinde kom ned, han måtte dog gå ud fra at dette måtte være Aspen, som hverken var mand eller kvinde.

Aspen havde brugt det meste af dagen med Mr. Fluffy, hvilket i den grad var hyggeligt. Han havde altid haft et ønske om at få en hund, så dette havde kun været perfekt. Da døren gik op, og John råbte op han havde gæster med, skyndte han at få en af Johns store trøjer på, som han løb nedenunder til John. Han smilede stort, og da han nåede hen til John, gav han ham et blidt kys "hej handsome" sagde han kærligt, det var dog omkring her, at han opdagede en mand, som stod lidt bagved John. Han lignede ham på en prik, hvis man så bort fra at han havde en smule længere hår, intet skæg og et stort ar, som løb hen over hans øje. Han rettede sig en smule op, og trådte et skridt tilbage "What is going on, who is he and why does he look just like you?" spurgte han, samtidig med at han lod sit blik mødes med Johns fantastiske brune øjne "I'm Jamie" lød det fra den fremmede, som talte med en det mere hæs stemme end John gjorde.