Dangerous Wolf, or is he? - Annalyn

Annalyn så på ham, mens han svarede hende. Hun nægtede at være den lille sårbare tøs, som hendes rogue af en bror havde kaldt hende, da hun var lille. Hun havde været noget af en efternøler i forhold til sine brødre, de var begge mindst 6 år ældre end hende. Da han nævnte den nyforvandlede varulv, i hans pack, så hun over på ham og sagde "Hvor gammel er han?" Hun vidste at, jo, yngre de var, jo nemmere havde de som regel ved at lærer at styre sig hurtigere, men de var også farligere i den aspekt at de som regel ingen kontrol havde i starten. Hun blev og nysgerrig, hvordan mon Lucians ulv så ud, var den også lys, nej, det var som regel kun omegaer der var lyse, på grund af deres underdanighed. Hun kunne dog ikke lade være med at undre sig. Men burde hun forvandle sig med dem? Det var bedre end at være alene, det måtte hun indrømme.
Hun så på ham, da han rejste sig og kiggede ud i regnen. Hun udnyttede dette til at læne sig tilbage op af træer og nød duften af hans jakke om sig. Og da han sagde at hun kunne tænke over det i et par dage, smilede hun blot og sagde "Det behøver jeg ikke, jeg vil gerne være med jer. Jeg ved hvor svære bidte ulve kan være.". Hun lænede hoved op af træstammen og tog en dyb indånding. Hun lyttede til regnens trommen, den var så berolig og hun fik pludselig en lyst til at svømme. Hun undrede sig over hvor langt der var til stranden eller en sø, som ikke var befængt med igler eller ligne.

Lucian var lettet da emnet røg over på William, så kunne han måske tænke på noget andet lidt. Han kiggede på en hare der kom løbende i fuld firspring ind i sikkerhed imellem træerne. "han er kun 15." han smilte lidt. "Fordelen er han ikke er super atletisk. Det gør det lidt nemmere og håndtere hans små udbrud." Han sænkede blikket en stund før han gik et par skridt væk fra hende. Han stod stadig i læ, men stod nu så vinden gik den modsatte vej, det betød han ikke længere fik hendes duft smækket i hovedet konstant, det var faktisk omvendt. Det var ikke noget der var gjort for at genere hende, han kunne jo ikke vide hun havde samme problem som ham. Han åndede en smule lettet op da den friske luft ramte ham.
Han drejede hovedet og kiggede på hende da hun fortalte hvad hun havde valgt. Han smilte så lidt "Det en aftale så." Han vidste godt han havde undladt og svare på hendes spørgsmål med jakken, men det var mest af alt fordi han ikke vidste hvad han skulle svare.
Han blev nysgerrig omkring hvordan hendes pack var, og han besluttede at nu de alligevel var fanget i regnen, så kunne de lige så godt få tiden til at gå. "Hvordan er din pack?" Han holdt en kort pause "Hvis du da vil snakke om det?" Han sendte hende et lille smil før han igen vendte ansigtet den anden vej. Han forstod godt hvis hun ikke ville, og hun skulle vide at han respekterede det fuldt ud.

Da han flyttede sig over på den anden side af hende, fik hun hans duft direkte i hoved. Den overvældende duft af Lucian, fyldte hendes lunger og hun rejste sig hurtigt op, hvis hun blev siddende længere i hans duft, ville hendes instinkter tage over og det ville ikke ende godt, især fordi han ikke virkede interesseret i hoved på den måde.
"Han er i en svær alder at blive bidt i." Ikke at hun kendte til det personligt, men hun havde set en ung bidt ulv i hendes eget pack, gå igennem det hele. "Men jeg er sikker på han nok skal lærer det hele hurtigt.". Hun gik over ved siden af ham og så op på ham med hendes grønne øjne og kiggede så ud i regnen, mens hun begyndte at fortælle "Min pack er gammeldags. Men ikke på en slem måde. Vi går meget op i at holde traditioner ved lige. Vi har blandt andet indvielsen af årets første jagt. Min ynglings tradition som vi fejrede, var nymånen. Jeg elsker den romantiske legende om den. Og for ikke at nævne de lange nætter fyldt med dans og sang og latter."
"Min alfa, er meget streng, når det kommer til reglerne, men vi ved at de kun er der for at opretholde harmonien og så alle kender deres plads." Hun kløede sig i nakken lidt og så igen op på Lucian, "Min pack tager sig af hinanden og alle har et job. Jeg kan dog ikke sige at jeg altid var enig med de valg min alfa tog, og der er da også tidspunkter hvor jeg ikke har kunne holde min mening tilbage til vores møder. Det blev ikke taget så pænt.." Hun mindes kort nogle af de afstraffelser det havde betydet, de havde aldrig været særlig slemme fordi hun var en hun og ung.
"Jeg trænede faktisk til at blive en af vores forsvare, inden jeg blev accepteret på skolen." Hun smilte stolt og så ned i græsset ved hendes sko. Hun så smilende op på ham.

Han havde flyttet sine hænder om på ryggen, og sådan da han hørte hende rejse sig. Hun stod ved siden af ham før han nåede og reagere og han kiggede ned på hende. Hans øjne mødte hende, og han opfangede igen hendes duft blandet med hans egen pga. hans jakke. Der var et eller andet tilfredsstillende over det, men han kunne ikke helt sætte en finger på hvad. Han lyttede interesseret som hun fortalte om sin pack. Han smilte over nogle af de ting hun sagde, og andre gange nikkede han. Han kunne dog ikke holde et lille grin tilbage da hun fortalte at hun havde blandet sig møderne. Åhh han kendte den type alfaer. De følte sig truet af alle og enhver, de ville ikke lytte til andre end deres beta. Jo vist en alfa skulle være den der bestemte, men det betød ikke at de ikke kunne lytte til resten af flokken. Så længe de stadig udviste respekt og at de forstod deres plads så kunne han ikke se hvad afstraffelse skulle til for. Noget sagde ham at det ikke var problemet her. Alt det Annalyn udstrålede som hun snakkede om sin pack var stolthed og respekt. Hun var som alle alfaer ønskede deres medlemmer var. Stolt, Respektfuld, Modig. Jaa han kunne blive ved. Han drejede sit blik ud på regnen igen og kunne hører stoltheden i hendes stemme. "Noget siger mig du biver en god forsvarer." Han stod lidt og kiggede på at regnen stadig silede ned, holdte det da aldrig op? "Jeg må indrømme jeg ikke forstår din alfa lod dig rejse." Han snakkede roligt men det var tydeligt og hører han var ærlig omkring det han sagde. "Du er en lovende ung ulv, du har potentiale til at blive noget vigtigt for en pack. For ikke at nævne at du er en yderste charmerende ung dame, og oveni købet en utrolig smuk en. Jeg havde ikke turde lade dig rejse alene, havde sendt nogen med." han holdt stadig sit blik på regnen. "Jeg er ikke i tvivl om du kan passe på dig selv, men det ændre ikke på man ikke kan vide hvem der er derude." Han havde hørt historier om hvordan rogues havde fundet enlige hun ulve og det var bestemt ikke endt kønt. Der var også alfaer af andre flokke som var alt andet end venlige. Han var derfor på en måde også lettet over hun var i hans område.

Annalyn rystede på hoved med et lille grin og sagde "Jeg tror min alfa er glad for at jeg er rejst, jeg skabte et par problemer med mine holdninger. Jeg kunne ikke se meningen med at straffe børn, som ikke engang har deres ulv endnu." Hun så ned op imellem bladene og sagde "Jeg tror desuden ikke at min bror ville bryde sig om at jeg blev en del af vores forsvar. Han behandler mig ligesom sine egne hvalpe." Hun smilede helt ved mindet og tilføjede "Min anden bror, han ville nok have elsket det." Hun vidste at de fleste ikke engang ville omtale en rogue som familie, men hun kunne ikke tænke på ham som en fremmed, selvom han nok var langt fra den samme. Han var sikkert vild nu.
Hun så op på ham og sagde "Jeg er her alene, fordi jeg insisterede på det. Jeg har ikke brug for en barnepige, uanset hvad. Jeg ved at skolen er et sikkert sted at være." Hun havde trods alt aldrig stødt på en rogue,men hun var forberedt, eller det håbede hun i hvert fald.
Hendes blik borede sig ind i siden af hans hoved og hun forsatte "I alfaer er sgu altid så beskyttende. Men der er en ting jeg ikke forstår.. Du virker næsten bekymret for mit ve og vel, hvordan kan det være? Er det fordi jeg er i din varetægt, når jeg er i dit område?" Hendes grønne øjne var fyldt med spørgsmål, og hun havde vendt hele sin front imod ham.

Han lyttede til hendes beskrivelse, og begrundelse for hun fik lov og gå. Han havde ikke ladet hende, det var simpelthen for farligt. Han rystede let på hovedet, det var ikke hans plads, hun tilhørte ikke hans pack. Hvad andre packs gjorde, var ikke han bekymring, han havde ingen ret til at blande sig i det. Hun forsvarede sin alfa selvom hun ikke var enig med ham, det kunne han godt lide. Dog så brød han sig mindre og mindre om hendes alfa. Straffe børn... En ting er de skal sættes i respekt men det betyder ikke de skal straffes. Hvis de havde gjort noget dybt forfærdeligt så måtte man jo finde en måde, men som hun sagde det lød det voldsomt. Han bed sig selv i tungen for at holde sin mund.
Han mærkede hvordan hun nærmest borede blikket ind i siden på ham. Hendes spørgsmål var egentlig fair nok, det var egentlig et godt spørgsmål. Han havde altid følt han skulle beskytte andre, det lå nok bare i hans natur. Han drejede sig så de stod med fronten imod hinanden. Han kørte forsigtigt en tot hår der var røget ned i hendes ansigt om bag hendes øre, og fjernede så sin hånd igen. "Det handler ikke om du er i min varetægt, du er din egen ulv og du er ikke nogen jeg bestemmer over." hans tone var blid og afslappet. "Det vel bare en del af hvem jeg er." Han trak let på skuldrene, for han vidste det faktisk ikke selv. Han havde altid været sådan, men måske var der noget anderledes ved Annalyn?
Han sagde ikke noget længe, han lyttede bare til regnen, lod hendes duft fylde hans lunger. Han kiggede ind i de grønne øjne der kiggede op på ham, kiggede på hendes læber, hendes kæbe, hendes hals og kraveben. Han endte faktisk med at falde lidt i staver i sine egne tanker.

Annalyn fjernede ikke sit blik fra hans ansigt, ikke engang da han strøg en tot af hendes hår om bag hendes ører. Hun prøvede at finde ud af ham, der var så mange spørgsmål der fløj rundt i hans hoved, og da han sagde at det at være beskyttende nok bare var en del af ham, kunne mærke et lille stik at jalousi på hans pack, uanset hvor stolt hun var af sin egen pack og hvor meget hun gerne ville tilbage, virkede den smule hun havde hørt og det hun kunne fornæmme på alfaen, at det var mere sådan en pack skulle være. Hun lagde mærke til hans øjne kiggede på hende, hvordan han studerede hendes ansigt og at han virkede fordybt i sine tanker. Hendes egne øjne bevægede sig også over hans ansigtstræk. "Du er meget anderledes end den alfa jeg kender hjemmefra. Du er mere.. Så meget mere end han er."
Hun mærkede igen, hvordan hans duft indhyldede hende, hun rakte den ene hånd op og tog fat i kraven på hans jakke der stadig lå om hendes skuldre. Hendes anden arm bevægede sig, som havde den sit eget liv, og strejfede let hans ene kind, inden hun indså hvad hun havde gang i og hurtigt hev hånden til sig. Hendes øjne blev store og hun slog blikket ned.

Hendes stemme brød hans tanker. Han smilte over hendes kompliment, så meget mere. Han ville spørge hende hvad det var han var mere end hendes alfa, men han nåede det ikke. Han mærkede pludselig hvordan hendes duft blev stærkere, og kort efter mærkede han hvordan hendes ene hånd blidt rørte hans kind. Han blev en smule overrasket, men rykkede sig ikke, han blev bare stående og kiggede på hende. Han lagde derfor også mærke til de store øjne og hvordan hun slog blikket ned.
Præcis hvad der så skete er han ikke helt selv klar over, men hendes hånd nåede ikke meget mere end at falde på plads, før han havde skubbet dem tilbage til træet, hvor de nu stod helt tæt. Det var gået hurtigt, ubesværet og smertefrit. Hans ene hånd var placeret imellem hendes hofte og talje, den anden holdt blidt hende hoved og var halvt begravet i hendes lange hår. Hans læber var presset imod hendes, og imens han passioneret og intenst kyssede hende, mærkede han hvordan hendes duft inhyllede ham fuldstændig. Hans hjerte hamrede i hans bryst og hans hånd, der var på hendes side greb let fat i trøjen før han slap hende og trak sig væk. Hvad var det han gjorde. Han kunne ikke tillade sig det, hun havde ikke gjort tegn til det var okay, men den måde hun rørte hans kind på, og den måde hun havde reageret, han havde ikke kunne stoppe sig selv. Han stod et enkelt skridt fra hende og kiggede til siden. Han bed sig let i læben. "Om forladelse. Jeg skulle ikke have gjort det." Her stod han og snakkede om hun ikke burde være blevet sendt ud alene, og så gjorde han det. Han var irriteret på sig selv, hvilket man også kunne se. Det værste var næsten at han havde nydt det, han havde nydt følelsen af at være så tæt på hende, at føle hendes læber imod sine og lade hendes duft indhylde ham.

Annalyn nåede ikke at registrere hvad der skete, andet end at hun pludselig var indhyllet af Lucians duft,  træet imod hendes ryg, hans hænder på hendes krop og hans bløde læber imod hendes. Han kys var passioneret og intenst og hun svarede det krævende igen, men nåede ikke at gøre meget mere, før han havde trukket sig væk igen.
Hun så forpustet på ham, som han stod der kun en armslængde fra hende og kiggede til siden. Hun tog sig til munden, mens han undskyldte og hun mærkede pludselig vreden blusse op i hende "I det mindste kig på mig, når du undskylder!" råbte hun af ham. Hun trådte vredt hen og tog fat i hans skjorte og fik ham til at se på hende. Hans duft overmandede hende endnu engang og gjorde hendes tanker sløve og hun mærkede hvordan hendes læber stadig summede efter hans kys. Hendes blik flakkede mellem hans øjne og læber, inden hun impulsivt trak ham ned og denne gang selv pressede sine læber krævende imod hans.
At kysse Lucian var meget anderledes end hvad hun ellers havde prøvet, de eneste andre kys hun havde fået, var under truth or dare eller spin the bottle, med de andre børn hjemme i hendes pack og der havde det kun været små hurtige kys. Men med Lucian var det helt anderledes. Hun nød følelsen af hans læber imod hendes, smagen af hans læber og hvordan hans duft blev overdøvende.

Hun havde ret til at være sur, han havde gjort noget upassende uden at give hende en chance for at reagere. Hans dominerende side havde vundet over ham, og uanset hvor meget han havde nydt det så var det bitter sødt. Han mærkede hvordan hendes vrede ramte ham som et slag i maven, men nåede ikke selv og sige og reagere noget før hun havde fat i hans skjorte. Han gjorde ikke modstand, og drejede sit blik over på hende.
Man kunne godt se i hans øjne han havde det dårligt med hvad han havde gjort, og han lagde kort mærke til hvordan hendes blik flakkede. Han nåede ikke og tænke længe over det før han blev trukket ned imod hende. Han havde ikke gjort modstand, og nåede derfor heller ikke og reagere før han mærkede hvordan hun pressede sine læber imod hans, præcis som han kun lige havde gjort ved hende. Han mærkede hvordan hendes læber krævende forlangte mere, og det gjorde at han mistede den kontrol han lige havde vundet. Han lagde den ene arm om på hendes lænd, og pressede hende imod sig selv. Han mærkede hvordan han gav efter for den lyst der langsomt havde bygget sig op i ham. Hans anden hånd var begravet godt i hendes i nakken, og han gengældte hendes krævende kys med al den passion han havde. Han vidste ikke hvad der var med hende, men hun gjorde noget ved ham som han ikke kunne forklare.
Regnen skabte en baggrundsstøj, som den landede på bladene over dem. Fra tid til anden ville en enkelt dråbe finde vej igennem og ramme en af dem. En let brummen forlod ham, og han skubbede dem igen op imod træet. Hånden der før havde været imod hendes lænd havde fundet hendes ene hånd. Han havde flettet sine fingre ind imellem hendes og holdt den nu over hendes hoved. Han mærkede hvordan han ikke ønskede at stoppe, men han vidste godt at han var nødt til at kontrollere sig selv, så det gjorde han. Deres hænder der var flettet sammen, blev derfor langsomt trukket ned ved siden af dem, men han slap hende ikke. Han stoppede også kysset lige så stille, og holdt sit hoved så der kun var få centimeter imellem deres læber, og han kunne mærke hendes ånde på sin hud. "Annalyn." hans stemme var forførende og sensuel, og emmede af de begær han følte for hende. "For fanden tøs." Han sendte hende et skævt smil imens han stod og forsøgte at stabilisere sin vejrtrækning. Hvad gjorde hun dog ved ham?

Annalyn lod ham tage styringen, hun lod også sine instinkter styre hende, som hun nød hvordan han pressede hende ind til sig og gav efter for hvad hun ville have. Hun kom også med en lille lyd nede fra halsen, da han havde skubbet hende op af træet igen og flettede sine fingre med hendes og bragt hendes hånd op over hendes hoved. Hendes hånd knugede hans. Hendes anden hånd som havde haft et fast greb på hans skjorte, lod hun glide op af hans blottede hud på brystkassen og førte den op, så hende tommel var på hans kind og hendes fingre i hans hår.
Hun klynkede lavt hans navn "Lucian.." da han stoppede deres kys og så på hende, fra så kort afstand. Hun hev efter vejret og prøvede at få kontrol over sin egen vejrtrækning. Hendes læber summede og hun bed sig i læben med et smil, da han sagde hendes navn, hun mærkede også hvordan hendes krop reagerede på hans stemme, kildren i maven og de svage knæ.
Hun kom også til at tænkte på hvor mærkeligt det havde føltes at han havde kaldt hende ved hendes rigtige navn og ikke for Lyn. Men hun var begyndt at nyde den måde han sagde det på.
Hun lod sin hånd være på siden af hans ansigt, hun begyndte at bevæge sin tommel i en blid a'en imod hans kind, mens hun så ind i hans øjne.

Han hører hende klynke hans navn sendte et hav af følelser igennem hans krop. Hårene på hans armene rejste sig, og hele hans krop skælvede indvendigt. Hans hånd i hendes hår greb instinktivt en smule fast da han hørte det, han slap dog hurtigt igen. Han kiggede på hende med længsel, gosh hvad han ikke havde lyst til at gøre ved hende, men noget i ham sagde at det ikke var i orden, og den side kæmpede. Da hun bed sig selv i læben var han klar til at smide håndklædet i ringen. Hun var forførende, flabet og sexet. Hendes duft var om muligt blevet endnu mere tiltrækkende og lokkende, og det krævede al hans viljestyrke at stå imod.
Han lukkede let sine øjne og lænede ganske svagt sit hoved imod hendes hånd, og mærkede hvordan noget så simpelt fik hele hans krop til at summe. Hun ville drive ham i fordærv hvis hun fortsatte sådan. Han vidste han burde flytte sig, stoppe det før det var for sent, men hans krop lystrede ikke. Det var som var deres kroppe 2 stærke magneter der blev draget sammen af naturkraft. Han havde før begæret kvinder og mænd, men noget var anderledes. Han havde normalt aldrig problemer med at kontrollere det og stoppe det, men med Annalyn, alt var anderledes.
Han strammede let grebet om hendes hånd og lod deres læber mødes igen. Han kunne ikke lade være, han ville ikke lade være. Han lod deres læber skilles, men kun for at hans fandt vej til hendes bløde hud langs halsen. Han kyssede blidt, og efterlod et usynligt spor ned til kravebenet. Hun var berusende for ham, en form for narkotika han ikke kunne sige nej til. Hans læber rabte igen hendes i et hungrende og intenst kys.

Annalyn vidste at hun burde sig noget, gøre noget, inden det nåede for langt, men det eneste der kom over hendes læber var halvkvalte lyde. Hun mærkede hvordan hendes puls dunkede under hendes hud og hvordan hendes krop skreg efter hans, og da han kyssede hende blidt, hendes øjne lukkedes med et par enkelte blink, inden han begyndte at kysse ned ad hendes blottede hals, lænede hun hoved bagover, og kunne ikke andet end at nyde det og klynke blidt for hvert kys han efterlod.
Da han igen optog hendes læber, med et intenst og hungrende kys, gengældte hun det, hendes hånd der før havde været på hans kind fandt hans hår og lukkede sig i en håndfuld af det. Hendes ben føltes om de kunne give efter under hende hvert øjeblik det skulle være. Det var en ny oplevelse for hende, for blot et spørgsmål om tid siden, havde hun ikke troet at han ville noget med hende, den simple ulv hun var. Ved denne tanke, kunne hun ikke hjælpe det smil der spredtes på hendes læber, mens hun kyssede ham.
Hun var høj på hans duft, hans berøring, hans kys og hans smag. Hun kunne ikke få nok.
Dog skulle det vise sig at regnen fik nået sig ned igennem egetræets blade, og et par enkelte dråber ramte dem, men Annalyn valgte at ignorer det, faktisk lagde hun slet ikke mærke til det, hun var for opslugt at Lucian.

Han elskede de lyde hun lavede, elskede de små klynk der kom for hver et kys han efterlod. De smed bare mere brænde på det bål der brændt i ham. Et bål af begær. Havde han vidst hun aldrig havde været sammen med nogen før, så havde han aldrig ladet det gå så langt når de kun lige havde mødt hinanden. Men han var uvidende, og lige nu var alt han havde fokus på, den smukke kvinde han stod med i sine arme. Alle de små tegn hun lavede viste at hun faktisk ville have det, at han ikke måtte stoppe. Hendes hånd i hans hår, hendes kys, hendes lyde, alt var tegn på han ikke burde stoppe.
Han kunne ikke få nok, han mærkede ikke de dråber der ramte ham, og han hørte ikke hvordan regnen var blevet mere rolig. Alle hans sanser var blokeret af nydelse, alt han hørte, lugtede ja alle hans sanser kunne kun opfange hende. Han stoppede derfor ikke og tiden gik, han længtes efter at gøre mere, hans tanker løb om kap med hinanden med alle de ting han havde lyst til, alt det han ville gøre med hende. Han fik dog efter noget tid adskildt deres læber igen. Hans vejrtrækning var tung, og hans hjerte hamrede i brystet på ham som havde han været ude og løbe galop løb. "Annalyn." han nærmest hviskede hendes navn som var det det mest skrøbelige i hele verden. Han slikkede sig let på læben for at fange bare en smule mere af hende. Han lukkede øjnene og løftede sit hoved en lille smule. Hans hånd der var i hendes hår hvilede hun ved siden af hendes hoved og han kiggede lige ind i træet. Han drejede dog sit blik ned og kiggede på hende igen, han huskede hvad hun havde været over tidligere. "Det duer ikke det her.
Jeg kan ikke gøre det imod dig. Jeg er ikke typen der slår sig ned, og jeg vil ikke have du får det forkerte indtryk." han holdt en kort pause før han fortsatte "Trust me. Det ikke fordi jeg ikke er betaget af dig, fordi du ikke er tiltrækkende, men jeg er ikke som de andre.
Jeg vil ikk udnytte nogen, og fører dem bag lyset. Og vi kender knap hinanden. Jeg ønsker ikke at.." Han tog den hånd der hvilede på træet og lagde blidt på hendes kind. "Jeg ved ikke hvordan du har det med det her no strings. Jeg er ikke typen der bliver forelsket." Han løj ikke, indtil nu havde han ikke været forelsket før. Det var ikke fordi han ikke ville, det var bare ikke sket. Det var også derfor han gjorde sagen klar før han endte med at såre hende. Han regnede ikke med hun var forelsket i ham, men nogle piger var ikke helt med på den der no strings, så hellere sige det. Hans blå øjne var stadig låst fast på hendes grønne, og hans krop summede stadig, han brugte al sin styrke på at holde sig selv fra hende, og det kunne man godt se i hans øjne. Meget kunne man sige om ham, men forsøgte han ikke og skjule sine følelser og intentioner, så var han meget nem og læse.

Da han trak sig væk fra hende igen, så på ham, stadig med smilet på læben, som havde blomstret under deres kys. Dog falmede det, da han begyndte at forklare. Hun rystede på hoved og nærmest skubbede sig fra ham. Hun gik forbi, væk fra hans duft. "Jeg.. Jeg kan ikke det der med no strings attached." Hun så ned i jorden og så op på ham, hun kunne tænke klarer som hun var kommet længere væk fra ham, hun tog også hans jakke af og smed over til ham, hun regnede med at han ville gribe den. "Jeg ikke okay med det, fordi jeg ikke vil have min første til bare at være.. Kun for sexens skyld.". Hun rystede på hoved af sig selv, hun havde følt sig tiltrukken af alfaen der stod over ved træet. Det hele havde føltes så perfekt og alligevel gik det i stykker, hun så op på ham og sagde med et smil, for at skjule hendes følelser "Men mange tak, fordi du sagde det."
Hun følte en masse ting, skuffelse, vrede, tristhed, sin lyst til ham, på trods af alt hvad han lige havde sagt og så skammede hun sig også en smule over at hun ikke havde sagt at det hele var nyt for hende. Hun skulle have sagt det, men hun havde ikke kunne få sig selv til det og havde heller ikke kunne finde ud af hvordan. Det var jo ikke bare fordi man stoppede et kys og sagde By the way så jeg jomfru. Hun kunne ikke få sig selv til at kigge på Lucian, så hun holdt sit blik på jorden. Så meget for at hun krævede folk så på hende, når de var i sådan en situation.
Hun kunne stadig dufte ham på hendes hud og i hendes hår og på hendes tøj. Hun lagde armene om sig selv, hun vidste at hun måtte se ynkelig ud som hun stod der.

Hans hånd der før havde rørt hendes kind så blidt hang nu bare ensomt i luften. Han knyttede den og lod den falde ned langs siden. Han havde fået den besked før, og han kunne også godt forstå det. Han respekterede det da også, men det betød da ikke at det gik ham mindre på. Han greb jakken med hånden der stadig var varm efter at have holdt hendes. Han havde stadig ikke vendt sig om, og stod stadig med ansigtet imod træet. Han åndede lydløst ud.
Det næste hun sagde havde han dog ikke regnet med at høre, det slog næstene benene væk under ham, og han måtte støtte sig til træet med den ene hånd. Jomfru?? hvordan kunne hun være jomfru med den måde hun kyssede på. Han mærkede en masse følelser der overvældede ham. Han følte skyldfølelse for at have gjort de ting han gjorde, især når hun ikke havde oplevet nogen form for ømhed før. Han følte vrede over at være så betaget af hende og ikke opfange det, men af en eller anden grund var der også en følelse af sorg og skuffelse. Ikke fordi han var skuffet eller dybt ulykkelig, men mere fordi han stadig begærede hende. Han vidste dog godt at det var udelukket nu. Han kunne ikke lade sig selv være svag igen.
Han drejede sig, og fik øje på hende som hun stod der og holdt om sig selv. Hans dårlige samvittighed voksede, og han bed sig selv i læber før han samlede sig. Han gik over til hende og lagde sin hånd imellem hendes skuldreblade. "Havde jeg vidst det..." Han fuldførte ikke sætningen, tænkte at det gav sig slev. Han fjernede sin hånd igen og kiggede ud på stien. Regnen var endelig stoppet. Han havde smidt jakken over skulderen igen og holdt den med den ene hånd. Den duftede af Annalyn. Han bed irriteret sig selv i læben før han sendte hende et venligt smil "Kom. Lad os gå tilbage til skolen før det bliver mørkt." Han gik så roligt op imod stien, men sikrede sig at hun også kom med. Han forsøgte og tænke på noget andet, men uanset hvad han gjorde kunne han ikke få genklagen af hendes klynk til at forsvinde. Han bandede lydløst af sig selv, han burde have vidst bedre, han burde havde styrret sig selv.

Annalyn fulgte stille med ham ned ad stien, hun kiggede ligefrem for sig, et skridt efter Lucian og holdt stadig om sig selv. De han havde starte med at sige, havde hun forstået meningen med, dette gjorde hende frustreret, men fyldte hende også med en føleles hun ikke helt kunne genkende, men den fik hendes mave til at slå smertefulde knuder på sig selv. Hun valgte derfor at fokusere på hende frustration. Han ville ikke have gjort det, hvis han havde vidst at hun var jomfru. Hun havde haft ret, i at antage at han ikke ville have noget at gøre med en uerfaren ulv.
Hun lod sine arme falde ned om hendes sider og knyttede sine næver, mens hun stoppede op. Hun stod lidt inden hun begyndte "Jeg vidste det. Jeg vidste at du ikke ville have noget at gøre med mig, hvis du vidste det, det fordi jeg er uerfaren, er det ikke!? Det fordi du.. Du.." Hun kunne ikke finde ordene og kom med en frustreret lyd. Hun så op på ham, hendes øjne mørke med vrede "Du skal lige vide at jeg ikke fortryder noget af det! Jeg havde stoppet, hvis jeg ikke ville mere! Så du kan godt droppe den der skyldfølelse. Det ikke fordi du var mit første kys! Jeg ville bare ikke have sex med dig, og når jeg så fortæller dig grunden, opfører du dig som om du har gjort noget forkert!". Hendes stemme var rolig, men fyldt med frustration og vrede.
Hun havde mest af alt lyst til at tude, hun følte sig afvist, på trods af han havde sagt at det absolut ikke var hende der var noget i vejen med. Og hun havde jo afvist ham, fordi hun ikke ville have at hendes første gang ikke skulle betyde ingenting. Hun mærkede tårerne presse sig på, men endnu en gang nægtede hun at ville græde foran alfaen. Især lige nu. Hun tog en dyb indånding og prøvede at slappe af i kroppen, men det syntes umuligt. Hun kunne ikke huske den sidste gang hun havde følt så mange ting på en gang.

Lucian gik og kæmpede med sine egne tanker da han mærkede en bølge af vrede fra ulven bag sig. Han drejede sig rundt og kiggede uforstående på hende. Uerfaren? Hvad troede hun dog om ham? Hun kunne da ikke for alvor tro at han var stoppet fordi hun var uerfaren? Han mærkede stadig den brændende længsel i sit bryst, men sagde intet og kiggede bare på hende og lod hende komme ud med det. Vreden hun bar på sig, den måde hun forsvarede sig på, den måde hun ikke virkede til at finde sig i noget gjorde hende bare lang mere attraktiv. Han havde mest af alt lyst ti lat gå hen og lægge armene om hende, holde hende tæt og ikke slippe. Men han gjorde det ikke.
Han var et par meter længere fremme end hende, og tog en rolig indånding før han sukkede og rystede opgivende på hovedet. "Hvad er det dog de har sat i hovedet på dig?" Han forstod ikke hvor hun fik den ide at han ikke ville hende fordi hun var uerfaren. Han kørte frustreret en hånd igennem sit hår, men var stadig rolig i sin opførsel. "Dine kys er som en drøm, de sender små elektriske impulser igennem hele min krop og gør noget ved mig jeg ikke kan forklare. Den måde din krop bevæger sig når jeg så meget som rør den, dine små klynk, når du med længels i stemmen siger mit navn. ALT det er grunden til alle mikroceller i min krop skriger efter dig. Hans stemme var dyb, og sensuel. For hver ting han sagde gik han langsomt tættere på og stod nu lidt for tæt på hende igen, hendes duft, og ikke kun fra hans jakke, overvældende ham. Han lukkede øjnene for at fokusere "din duft....." Han sagde det blidt og på sådan en måde at man kunne hører der intet negativt var i det. Han åbnede øjnene og kiggede ned på hende. "Når jeg siger jeg ikke ville have gjort det hvis jeg vidste du var jomfru handler det om jeg ved hvem jeg er. Jeg ved hvad jeg kan tilbyde og hvad jeg ikke kan. Og det er meget få personer her i verden der ønsker deres første gang skal være no string." Han kløede sig en smule frustreret i nakken. "Arhh for fanden Annaly. Jeg ønsker jo ikke og såre dig vel.. Kan du ik se det?" Det sidste han sagde æmmede af frustration.

Annalyn fjernede ikke sit blik fra ham, hun var fast besluttet på ikke at bukke under igen. Hun havde ikke lyst til at være sårbar overfor ham, selvom det var lige det han formåede at gøre hende. Hun rystede på hoved, hun var fladet en smule mere ned, da han havde forklaret og hun stod med stadig knyttede hænder, dog mere fordi hun ikke turde at lade sine hænder slappe af, det var som om det var den eneste måde hun kunne holde sin egen kontrol. Alt hvad han sagde, gav mening. Og hun indså også at hun ikke var den eneste der havde været så påvirket af ham, han havde været lige så påvirket af hende. Hun blinkede en enkelt gang og sagde "Jeg ved det godt. Du en god person, bedre end mange andre.".
Hun lukkede kort øjnene og åbnede dem så igen, hun vidste at hun ikke skulle have råbt af ham, eller være blevet så vred, men det var det eller at begynde at tude. Og det var en ting hun ikke havde tænkt sig at gøre foran alfaen, der stod overfor hende. Hun fandt hans blå øjne med hendes grønne og sagde "Undskyld, jeg blev så vred. Jeg er ikke god til.. Alt det her." Hun løftede sine hænder og lod dem falde, som hun sagde det sidste. Hun prøvede at holde været, så hendes tanker ikke blev påvirket af Lucians duft.
Hun havde kun kendt ham i så kort tid, men alligevel kunne han påvirke hende på den måde, hun kunne ikke forstå det. Hvorfor og hvordan kunne det lade sig gøre? Hun havde mødt et par alfaer, også dem uden lunaer, og ingen af dem havde duftet nær så godt som han gjorde. Hun kunne ikke forstå det.
Hun rystede kort på hoved og sagde så "Nå, men vi burde virkelig finde tilbage til skolen nu." Og hun begyndte at gå, hun passerede Lucian og begyndte at gå ned af den vej de var på.

Han vidste ikke helt om han var enig i det hun sagde, var han virkelig en god person. Han dvælede ikke ved tanken, da hun undskyldte for at have råbt af ham. Han smilte lidt, han havde oplevet langt værre. Han lagde derfor bare hovedet let på skrå "Intet og sige undskyld for." Han stod stadig og kiggede på hende, da hun meddelte de burde tilbage til skolen og gik forbi ham. Han stod et et par sekunder før han drejede om og fulgte efter hende.
Denne gang var det ham der gik bag hende. Han vendte de sidste 30minutters hændelser i sit hoved, og forsøgte at få styr på hvad der var sket. Hvordan gik det så galt. Yeah han gav efter for sine lyster. Han tog en dyb indånding og forsøgte ikke og tænke mere.
Der gik noget tid imens de gik sådan og ingen sagde noget. Han overvejede det flere gange, men det var som om han ikke kunne finde ordene. Hvad skulle han dog sige? Han gav sig selv et mentalt spark. Han var for fanden stadig alfa, og han skulle kunne håndtere sådan noget. Han gik lidt hurtigere så han gik ved siden af hende. "Jeg håber du stadig vil med ud og løbe til næste fuldmåne stadig. Tilbudet står i hvert fald stadig." Han sendte hende et smil. Det hele føltes en smule akavet, men han nægtede og erkende følelsen. Han skulle bare ud og træne når de nåede skolen, komme af med noget energi og så ville det blive nemmere ja. Det var alt der skulle til, han skulle brænde noget energi, og så ville denne voldsomme betagelse af Annalyn måske slappe lidt af. Han forstod dog ikke helt hvorfor den ik havde lagt sig. Normalt når han blev afvist, så tog det ham ikke længere og acceptere det og få styr på sit begær. Hvorfor ville det ikke nu. Han havde dog kontrol og det styrede ham ikke.

Annalyn holdt hoved højt, som hun gik, hun hørte at han begyndte at følge efter og der gik lidt tid inden han satte sit tempo op og kom op ved siden af hende, hun havde glemt alt om at hun havde sagt ja til at skulle ud og løbe med ham, når fuldmånen kom. Hun så kort på ham, hvorfor skulle han lige være så kær med det akavet smil? Hun vendte sit blik lidt frem igen og sagde "Jo, det nok en god idé. Uanset hvad skal der helst så mange som muligt til for at holde styr på en ny ulv.". Der gik lidt tid før hun tilføjede "Desuden er jeg lille nok til at følge efter, hvis han skulle stikke af ind nogle steder. Og så jeg også hurtig.". Hun smilede lidt ved tanken, hun var en hurtig ulv og hun nød det, især med hendes ekstra agility som hun havde at gøre godt med, hun kunne presse sig selv længere end de fleste almindelige ulve, både i kamp og i løb. Hun fik pludselig en lyst til at løbe. Og fordi hun kunne mærke at hun havde en masse energi hun skulle af med. Hun havde ikke lyst til at skulle ligge vågen hele natten, så hun besluttede sig for at løbe sig en tur, når hun var kommet tilbage til skolen, det var det eller at danse eller at øve sin kampsport, men dette var svært uden en partner. Så det måtte være løb, det gjorde hende også trættere hurtigere.
Hun så kort hen imod Lucian og alle hendes spørgsmål blussede op igen. Hun prøvede at ryste dem af sig, men det var svært, faktisk umuligt. Hun sukkede, som hun rettede sit blik ligefrem igen.

Der var en lettelse der spredte sig i ham da hun meddelte at hun stadig planlagde at løbe med ham. Han smilte lidt over hendes kommentar om at være lille og hurtig. Et lettet grin forlod "Det ville faktisk ikke undre mig, og jeg glad for du stadig vil løbe med mig." Han drengede charmernede smil viste sig igen. Det var ikke noget han tænkte over det var bare sådan han var når han slappede af.
Han rettede på jakken der lå over hans skulder. Det havde været en begivenhedsrig dag. Han fik øje på skolen der begyndte og dukke op i horisonten. Det var gået hurtigere end han havde forventet, måske gik de hurtigere end de havde regnet med. Det var dog måske meget heldigt, da solen så småt begyndte og gå ned. Han strakte sig en gang, og kunne ikke lade være og kigge på Annalyn ved siden af ham. Hendes røde hår der blev ramt af de sidste solstråler havde noget magisk over sig. Han ville genre sige noget, me nhan kunne ikke finde noget der ikke virkede dumt. Han rettede sig derfror bare rankt op og kiggede på skolen der tårnede sig op i horisonten. "Det ser ud til at vi når det inden mørket får helt fat."Det var en nonchelant kommentar, en nærmest henkastet casual kommentar, som om de havde kendt hinanden længe.

Annalyn så over på ham og sagde "Vent du bare, så skal du se. Du vil ikke kunne følge med, når jeg først løber." Hendes stemme havde en drilsk tone til sig, som om hun hentydede til at han var gammel, på trods af at hun faktisk ikke vidste hvor gammel han var. Hun gik lidt, han virkede som om han var på alder med hendes bror. Og hun indså at hun nok blev nødt til at spørge "Hey Lucian? Hvor gammel er du?".
Hun vendte igen sit blik frem ad og kunne også se skolen i horisonten. Hun smilede let, da hun indså at hun snart kunne komme ud at løbe, det kriblede helt i hendes lemmer. Måske hun bare burde løbe i det tøj hun havde på? Det ville få hende til at blive trættere hurtigere, men det ville også se dumt ud. Hun vidste dog også at hun ikke havde lang tid tilbage til at kunne nå at løbe en tur og hun sukkede dybt. Måske hun så burde danse i stedet? Da Lucian kommenterede på at de nok ville nå det inden solnedgang. Hun smilede skævt og så op på ham "Yeah, det ser sådan ud.".

Et smil formede sig da hun drillede ham. Han var glad for tingene ikke var alt for akavede, selvom han stadig kunne mærke varmen fra hendes kys på sine læber. Han kiggede kort ned på hende da hun spurgte til hans alder, han havde faktisk tænkt på det samme om hende. "26, så er vel ikke helt ung mere. Det betyder dog ikke at jeg ikke kan løbe stærkt." Han puffede let til hende med sin skulder, og sendte hende et flabet grin.
Duften af regn fyldte stadig luften, men skyerne begyndte og trække væk. Det så ud til at blive en klar og kølig nat. Det var de nætter hvor det var bedst at bevæge sig ud i skoven, i hvert fald hvis du spurgte ham. Han overvejede det kort, men blev enig med sig selv op at han skulle tidligt op næste dag. Det var nok bedre at prøve og få noget søvn, især efter den begivenhedsrige dag han havde haft.
De nåede til den store port der var foran skolen. Han kiggede over på hende henover skulderen og sendte hende et smil "Vil du tillade at jeg følger dig til din dør, eller vil du hellere at vores veje skilles inden da?" Han ville ikke bare forvente at han bare kunne gøre det. Der var trods alt forskel på hvor de forskellige køn sov henne. Det ville også være arrogant af ham hvis han ikke spurgte hende om lov først. Det var sådan han var opdraget, høflig og venlig.

Annalyn grinte lidt da han skubbede til hende med skulderen. 26.. Det var omkring hendes brors alder.. Ikke at hun havde noget imod det, hun så op på ham med et stort smil, igen med drilske øjne, da hun sagde "Lad os nu se.".
Hun gik lidt inden hun fik taget sig sammen til at fortælle ham om hendes egen alder, hun havde ikke lyst til at tingene skulle blive mærkelige igen, da de endelig var begyndt at føles nogenlunde okay igen. "Jeg er selv nitten, møder min tyvende vinter i år.". Det var hendes måde at sige at hun blev tyve til december. Hun så op imod himlen. Hun kunne stadig dufte ham på hende selv.
Da de nåede porten, spurgte han om han skulle følge hende helt til døren, hun rystede på hoved med et smil og sagde "Nej, det behøver du ikke, jeg skal lige ned i dansehallen først og have en løbe tur inden jeg går i seng, jeg skal have brændt noget krudt af, ellers får jeg ikke meget søvn i nat." Hendes smil var venligt og hun samlede sit hår i en løs hestehale. Hun fugtede sine læber, pis de smagte stadig af ham, hun skyndte sig at få sin opmærksomhed over på noget andet. Havde hun ladet sit træningstøj ligge i skabet i omklædningen til dansehallen eller ind til kampsportshallen? Hun kunne ikke huske det, men hun håbede inderligt at hun ikke skulle gå fra det ene sted til det andet.