Just a quiet night

Han fik lov at flytte hendes hånd, men i stedet greb den om hans t-shirt, som hun derfor fik revet det sidste ud af buksekanten, så mere af hans trænede mave var blottet. Han lod sin hånd glide langs hendes arm og rundt om ryg, hen over den t-shirt hun havde lånt af ham. Hun nærmede sig ham yderligere og snoede næsten sit bare ben om ham. Uden meget tanke sneg hans in frie hånd mellem hende og madrassen, fik et godt greb om hende og rullede hende oven på sig, så hun lå øverst. Han kunne selv mærke hvordan pulsen steg og åndedrættet, ligesom hendes, blev tungere. Han lod sin ene hånd finde vej op mellem hendes skulderblade, således den let posede t-shirt ubevidst sneg sig lidt med op. Den anden, varme hånd, gled fra hendes lænd ned langs hendes side indtil de nåede til hendes lår hvor han blidt greb om det.

I really want you. Zadkiel kunne ikke engang nå a svare Letha, før end at hun placerede sine læber mod hans endnu en gang og grådigt lod sine fingre hive hans trøje op og lade sine hænde hænder opfange hver en muskuløs kurve af hans mave. Han kunne næsten ikke andet end at nyde hvordan hun næsten sobert bevægede sig over hans krop, og han følte også selv at hvis hun ikke passede på ville hun, med sine bevægelser, støde på det tredje ben. Hendes bevægelser var overbevisende nok for sig selv, at hun ville have hver en del af ham. Selvom Zadkiel var mere eller mindre opslugt kun af Letha, hørte han tydeligt fodtrinene, og nåede at hviske et hæst alarmerede: ”Letha,” mellem deres læber, men inden for et øjeblik blev der banket på og døren blev åbnet. Hvor var det typisk, at lige i dag ventede Eden ikke med at åbne døren til hun havde fået lov til at komme ind. Man skulle jo efterhånden tro Eden havde lært, men ak.

Døren åbnede, og Zad lod hånden mellem skulderbladene på Letha søge op til hendes skulder, i et forsøg på at trække hende væk så han kunne se ret så overrasket mod sin mor, som kort efter indså at hun havde forstyrret noget så grusomt. Zadkiel havde i den grad et sigende blik, som tydeligt indikerede at han savnede sit privatliv. I stedet for blot at undskylde og forlade lokalet med det samme, skulle hun lige forklare sig. Døren lukkede efter hende og kort efter lød Letha med en grinende påmindelse om at vente. Zadkiel sukkede tungt, ”Yeah,” lød det næsten udmattet fra ham inden hun gled ned fra ham. Alt, puls, åndedræt og det tredje ben var langsomt på vej ned. ”I’m sorry,” lød det fra ham, som han lod hovedet vende mod hende. Han burde have låst døren. Han burde have stoppet dem noget før. Han burde…

He chuckled slightly, ”Yeah, you’re right,” he chuckled, before he felt her lips on his cheek which made a small smile stay on his lips. Da hun begyndte at rette på hvordan hun sad I sengen, satte hans sig lidt op, så han lænede sig mod væggen. Han rettede lidt på sin bluse, som efterhånden var faldt ned på plads. Det var også her at han trak dynen mere op til sin mave, så han kunne skjule stramheden i de hvide shorts lidt. Han lod derefter en hånd køre igennem hans brune hår med et let smil på læben. Hans mor havde nok været lidt af en helt lige nu. Det ville være ærgerligt hvis de gik for langt og derefter fandt ud af det slet ikke var noget – men så igen, så var de vel næsten gået for langt allerede? Hvis der intet skete mellem dem, ville det jo ikke være helt det samme, når de gik forbi hinanden på gågaden.

Lethas stemme mødte Zadkiels øregang, og han så over mod hende, ”What?” Smilet som havde været på hans læber forsvandt, da han lagde mærke til de blanke øjne som Letha havde fået. Endnu et spørgsmål blev om Tien blev hældt over ham. Hvis ikke Eden havde dræbt stemningen, så havde Tiens situation gjort det for alvor nu. Han så kort over mod døren, hvor Eden for kort tid siden var gået ud af igen, før han så tilbage til Letha. ”I-… Yes, she has, but how do you know that?” spurgte han og så en anelse forvirret på hende.
Tien havde i lidt over to uger sovet hos Zadkiel, skræmt fra at skulle sove på sit eget værelse efter den oplevelse hun havde haft. Zadkiel havde tilset hendes sår og trøstet hende når hun bad om det. Han havde været nødsaget til at tage det i et tempo hvor Tien følte hun kunne følge med, og ikke følte hun blev overfaldet. I tide og utide havde hun grædt – alene eller i Zadkiels omfavnelse. Bange, såret og ødelagt. Til tider havde aggression også fyldt hende, så Tien havde kastet puder og nærtliggende bøger efter Zadkiel, for at få mere fred, men størstedelen af tiden, søgte hun hans hjælp. Tien havde henover længere tid gemt stoffer rundt omkring hele huset, således hun kunne få et fix når hun virkelig havde brug for det, og ikke lige kunne komme op til sin hemmelige opbevaring. Selv under madrassen, klistret i bunden af hans skuffer og gemt i nogle af de bøger Zadkiel aldrig havde i brug.

Zadkiel pressede tænkende sine læber sammen, som hun forklarede hun kunne fornemme hvad der var sket omkring et objekt. Med det, var det klart at Letha følte det var overvældende at være i sengen og derfor var han også hurtig til at følge hende op og hen til skrivebordet.

”No, she’s not okay,” lød det fra ham, inden han skimtede kort hen til døren. Han havde virkelig ikke lyst til at nogen skulle høre Tiens historie, uden at Tien selv vidste om det eller fortalte. ”She’s… She doesn’t want to sleep in her own room,” lød det som den korteste forklaring, som han roligt nærmede sig Letha. Forhåbentlig gjorde det ikke Letha nysgerrig på hvad der var sket i Tiens værelse – Letha skulle nødig røre ved Tiens seng, selvom Zadkiel havde sørget for at vaske alt siden den dag. “I would love to tell you more,” han skævede endnu engang hen til døren, nervøs for at nogen lyttede, ”But this isn’t the place for that,” prøvede Zadkiel at forklare. ”She’s getting better… We’re just taking one day at the time,” uddybede han yderligere inden han rakte ud efter Lethas skulder. Virkede hun til at have brug for et kram, ville han med glæde gøre dette, hvis ikke ville han blot give den et let klem.

Zadkiel smilede som hun fortalte det lød som en drøm ikke at skulle sørge for noget – sådan burde det vel også være? Han lod sit blik følge hende, som hun nærmede sig, og fik et mere og mere tilfredst smil på læberne som hun nærmede sig. He chuckled lightly as she explained that she forgot her keys. “Loose brick, got it,” lød det fra ham med et bredt tandsmil. Han kunne ikke lade være med at overveje hvilke muligheder der var, for at hjælpe hende med ikke at glemme sine nøgler.
Hendes øjne gled op af hans krop og hun greb hans hage så hun kunne plante et kys på hans læber. Et drilsked smil drog på hans læber, som hun spurgte om hun måtte tage døren eller vinduet. ”Actually,” lød det fra ham, inden han kort bukkede sig lidt ned, så han kunne løfte hende op, ”It’s going to be the window,” lød det fra ham, og han skyndte sig mod vinduet, med hende i sit greb. Da de nåede vinduet, sørgede han dog for at dreje rundt, med hende i sine arme, inden han satte hende ned med et bredt smil. ”I’ll follow you downstairs,” lød det så roligt fra ham – han ville hverken kaste hende ud af vinduet eller have hun skulle kravle ud af det.

Zadkiel smålo lidt som hun slog blidt mod hans skulder. Med et bredt smil på læberne, lod han sig vende om mod sin dør og begyndte at gå ud af sit værelse. Han nåede dog ikke langt, før Letha slog armene om ham og han måtte se sig over skulderen for at sikre sig alt virkede okay. Det virkede også til at alt var fint, men at hun blot ønskede at drille ham. Han rystede hovedet let af hende før han så mod sine søskendes døre. Seraphina var ikke hjemme, af åbenlyse grunde, Tien var sygemeldt og var sikkert nede i stuen og så serie, Kemuel og Laila burde være i gang med deres undervisning og forældrene håbede Zadkiel var taget afsted til deres job, hver især. Han begyndte så at gå langs gangen og da han nåede trappen, stod han et øjeblik og overvejede hvor vidt de skulle komme ned at trappen, sådan som hun holdt om ham. ”This is not fair,” lød det fra ham, inden han vendte sig rundt, så han kunne se hende i øjnene. Han valgte så endnu engang at gribe fat om hende og løfte hende. Han vendte sig så rundt igen, og begyndte langsomt at gå ned af trappen, eftersom det var svære, nu hvor han ikke kunne se trinene.
Næsten nede af trappen, kunne man pludselig høre Tien. ”What are you two doing?” spurgte hun. Hun stod med et stykke ristet toastbrød i hånden, som var smurt med smør, som efterhånden var smeltet. Hun stod kun i sin pyjamas, og hendes hår var ret så fladt, eftersom hendes mor havde aet Tien det meste af natten. Zadkiel stoppede derfor, med cirka fire trin tilbage af trappen og så mod sin lillesøster. ”I eh-” lød det let nervøst fra ham. Han skulle lige til at slippe sit greb om Letha, og lade hende glide ned på det næste trappetrin, men nåede slet ikke så langt, eftersom Tien rystede på hovedet, vendte om på hælene og forsvandt ind i køkkenet, med sine små og begrænsede skridt. Han så så tilbage til Letha, med let åben mund. ”I swear it’s better,” hviskede han, og gik de sidste trin ned, inden han slap Letha på det stabile gulv.

out

Zadkiel smilede, som hun foreslog at Zadkiel skulle lave Tien nogle pandekager, ”I will,” Han lod sin tommelfinger stryge hen over hendes hånd ganske kort. Det at han havde lavet rigeligt til hele familien, og fortalt Tien tidligere at der var pandekager til overs i køleskabet, var dog noget andet. Han var sikker på Tien allerede havde haft snuden i pandekagerne; en gang i mellem vidste hun godt hvordan hun skulle behandle sig selv.
De gik så de sidste skridt hen til døren hvor hun slap hans hånd. ”I’m glad I made a difference,” han gengældte kysset, inden han åbnede døren for hende. ”See you Sunday,” en lille påmindelse om at det var om ikke så længe de skulle ses igen. Han vinkede så til hende os så snart hun vendte ryggen til og havde gået et par meter, lukkede han døren efter hende. Det slog ham pludseligt at de ikke havde aftalt et specifikt tidspunkt om hvornår de skulle mødes, og han valgte derfor at åbne døren igen, men hun var allerede ude af syne. Han rynkede lidt på panden inden han lukkede døren i og begav sig ind i køkkenet.

”So… Are you dating Letha now?” lød det fra Tien som nu havde spist sin toast op og var i gang med at skovle is over på en tallerken, som var dækket af en pandekage.
Zadkiel prøvede at finde nogle ord til at forklare, men begav sig dog kun på tværs af køkkenet med let åben mund. ”I eh… I think?” han åbnede køleskabet, ”We’re figureing something out,” uddybede han inden han tog et æble og en af Kemuels energidrikke. Han lukkede så køleskabet også over mod Tien. ”Don’t tell Kemuel I took it,” lød det fra ham, inden han satte sig ned tæt på sin søster. Det var dog ikke fordi han ville drikke energidrikken, men blot for at forberede sin lillebror på at skulle anskaffe sig ordentlig energi.

Efter at have snakket og spist med Tien begav Zadkiel sig op på sit værelse og betragtede sin seng. Når Tien en dag havde det godt nok, måtte han skaffe sig en ny seng, det ville være synd hvis Letha gang på gang skulle opleve Tiens overnatninger. Han låste så sin dør og begyndte at kigge sit værelse igennem for beskyttelse, hvis nu det skulle blive nødvendigt til på søndag. Dette resulterede også i at Zadkiel fandt mange af de stoffer som Tien havde gemt i hans værelse. Sikke en skøn nat han allerede så frem til, med at skulle høre om alle de stoffers tilstedeværelse og Tiens holdning til Zadkiel og Letha.