Just a quiet night

Zadkiel så lettere forskrækket på hende, da hun pludselig vågnede med et lille udbrud om at hun faktisk var vågen; som hvis hun skulle være frisk med det samme. ”Goodmorning,” lød det fra ham med en lav stemme. Han vidste i hvert fald at Kemuel ikke ville blive særlig glad, hvis han blev vækket før 10. Hun så ud til at have sovet ret så tungt og virkede en anelse forvirret over hvad der faktisk foregik. Var hun blot ’morgen-forvirret’ eller kunne hun måske ikke huske hvad der skete dagen før?
Zadkiel var parat, med en hånd på hendes skulder, til at støtte hende som hun satte sig op i sengen, hvis noget skulle ske. Under sengen havde han stadig udstyr fra når Tien fik det rigtig skidt – blandt andet en spand som man kunne kaste op i. Den blev selvfølgelig tømt, og vasket hver gang, så den ikke stank. Som hun pludselig smækkede hænderne op foran munden og mumlede noget rystede han let på hovedet. ”Did what?” spurgte han småleende. Han var ikke helt sikker på hvad hun mente. Var der noget han var gået glip af eller havde misforstået? Han lod stadig sin hånd blive på hendes skulder, som hun lænede sig ned for at hvile sit hoved mod hans skulder.
Pandekage duften hang tydeligvis i luften eller hans t-shirt siden hun pludselig pointerede duften. ”Yeah, I just made them. I thought you might like something to eat? I also got some juice,” lød det fra ham med et lille smil. Rettede hun sig op fra hans pande ville han hente bakken hen til sengen, så han kunne placere den på hans side af sengen. Så kunne hun rigtig få morgenmad i sengen.

Okay, hun kunne altså godt huske en del af hvad der foregik dagen forinden. ”Well it was definately not how I thought my night would be,” klukkede han  let, med et smil på sine læber. Ikke at han fortrød sine valg med at sørge for at hun kom sikkert igennem natten, men den drejning natten havde taget havde blot overrasket ham.
Han smil bredte sig, da hun spurgte om han faktisk havde lavet pandekager til morgenmad, fordi han tænkte hun ville have noget. ”Yeah, but you don’t have to eat them, if you’re not hungry,” lød det fra ham. Zadkiel var på alle måder ’the golden boy’. Han var en rar person, som kunne lave mad, gøre rent og så havde han tilmed et arbejde, som han var glad og tilfreds med… Tingene kørte vel bar på skinner, ikke?

Det var tydeligt nu, at Letha virkelig godt kunne lide pandekager, sådan som hendes smil havde bredt sig til hele ansigtet. Zadkiel satte sig endnu en gang på sengen, og greb pandekagen der var under den Letha havde taget. Da hun spurgte om han altid vågnede så tidligt nikkede han lidt, mens han slugte den bid pandekage han havde taget i munden; der var intet på pandekagen. ”Yeah, I even spent quite some time downstairs,” forklarede han og skævede mod sit ur ved skrivebordet. Han havde vidst nok været vågen i minimum to timer. Han så over mod hende med et lille smil. ”How are you feeling?” lød det fra ham noget så roligt. Han ville gerne være sikker på at han ikke manglede noget, hvis nu hun skulle blive dårlig.

Zadkiel klukkede, som hun fortalte at det var vildt fedt med hjemmelavede pandekager. Det virkede også som om hun virkelig kunne lide pandekager. For Zadkiel var de ting han gjorde denne morgen, ren og skær naturligt for ham. Han var vant til at sørge for folk og ikke glemme sig selv – han havde jo også lavet lidt pandekager til sig selv! Han gik også altid efter målet, og ville altid finde en måde hvorpå han kunne opnå det han ønskede. Det skulle dog også helst være på en måde, hvorpå flest mulige blev glade og tilfredse efterfølgende.

Hun virkede til at undre sig over hans spørgsmål om hvordan hun havde det, eller måske var hun bare for optaget af at spise pandekager, for hun var allerede godt i gang med sin anden. Han smilede bredt og så ned, som hun kiggede på ham, med kinderne fyldt af mad. Hvor var hun bare sød. Han så dog op på hende, som hun tørrede munden og fik svaret ham. ”Good,” nikkede han og trak på et lidt mindre smil. Han var glad for at det virkede som om hun var ved at få det bedre, og forhåbentlig snart havde det ude af systemet.
Da hun spurgte om folk sov, skævede han mod døren skråt bag ham. ”Uh, yeah. No,” han forvirrede sig selv et øjeblik i sine svar. ”I mean, I can’t keep you locked inside my room. Tien was awake and I think everyone else might wake up soon enough,” he concluded. “But please, stay as long as you’d like, alight? You’re presence won’t bother me,” lød det fra ham for at understrege at hun var meget velkommen til at blive og hvile noget mere. ”We can get you out later, it’s no problem,” lød det fra ham. Eftersom det var fredag, skulle begge hans forældre jo på arbejde og de tre yngre søskende til akademiet. Zadkiel havde jo heldigvis skrevet han nok ville tage en aftenvagt i stedet. De eneste planer Zadkiel havde for dagen, var at lave noget research på hvor hans yngste lillesøster kunne være henne.

Zadkiel gav Letha et roligt smil, som hun virkede til at finde sig tilpas under dynen blandt puderne med en af hans pandekager. Han smålo som hun kommenterede på hans evner i køkkenet med et blink. ”Well if you want to stay for another night, I might have to explain some things for my parents, but it’s slightly easier now that you’re somewhat sober,” lød det fra ham med et let smil. ”If you want to I can cook you dinner some time?” han overvejede lidt datoerne, “Sunday?” tilbød han med et sødt smil.

Som hun krøb længere under dynen, så kun hendes kønne, trætte ansigt tittede frem, spurgte hun hvad han normalt ville lave nu. Han trak på et lille skævt smil. ”Well, since I'm not at work, I would probably search for Seraphina… She has been gone for a couple of days,” lød det fra ham lettere tænkende. ”Usually she updates on her social media but she had not made any contact at all,” det lød lettere tænkende fra ham. Han forstod slet ikke situationen, og det irriterede ham grænseløst. Til tider kunne det være en forbandelse at de havde vinger, for på den måde kunne engle lettere forsvinde sporløst, ligesom Seraphina var. Han trak let på skuldrene, men ikke fordi det ikke betød noget, men fordi han håbede hun ikke ville bekymre sig for meget.

”Interesting,” Zadkiel gav et lille smil til hende, og var faktisk lidt nysgerrig på mere specifikt hvad hun skulle finde, men måske de skulle tage den snak når de mødtes en anden dag. Hun skulle have lov til at slappe lidt af og komme sig fra den foregående dag.
Letha virkede fjern et øjeblik, som han foreslog søndag, men han fik dog alligevel svaret på hvad han skulle lave normalvis, og det virkede heller ikke til at lillesøsterens forsvinden var ubekendt. Men selvfølgelig, Seraphina havde tons vis af følgere, og så snart hun ikke opdaterede i et hvis antal timer, ville samtlige følgeres alarmklokker ringe; for hvor var hun? Hvad lavede hun? Han nikkede let, ”Thanks, I reach out.” lød det taknemmeligt fra ham. Det kunne jo være hun kunne komme med noget godt input. “Yeah, she is. I believe she might be alright, but I choose to suspect the worst,” fortalte han og søgte lidt efter Lethas blik. Zadkiel mente selv, at hvis man forventede det værste ville man lettere blive positivt overrasket - for hvad var chancen for at det var det værste der kunne ske, som var sket?

Det pludselige emne skift fik Zadkiel til at blinke let med øjnene. “Yeah, sure. Of course,” lød det med et smil, som han småligt planlagde hvad han skulle medbringe og hvordan han skulle medbringe det nødvendige. “Can I get your address or something?” spurgte han. Det var i den grad nemmere at finde frem med en adresse. Han rejste sig kortvarigt op for at tage sin telefon på den anden side af pandekagerne, for til sidst at sætte sig ved siden af Letha. Hvis det virkede som om hun selv ville skrive adresse eller telefonnummer ind, ville han låse sin telefon op og række den til hende.

Zadkiel smålo lidt med hende, som nævnte han ikke rigtig ville kunne frem til hende uden en adresse; hvilket var korrekt. Nok kunne hun hans forældres adresse, men han kunne ikke hendes – endnu. Telefonen, som så uberørt ud, blev rakt til hende. Han var ikke øm over sin telefon, men han vidste bare hvordan han skulle behandle den, så den ikke fik ridser.

”Yeah, I did,” svarede han med et skævt smil og lod blikket glide lidt rundt i hans værelse. Det hele var så strømlinet og mål med vatterpas. Zadkiel var umenneskeligt bekymret for sin lillesøster og gjorde alt hvad han kunne for at finde hende. Så snart der var ord om at nogen mente de havde set Seraphina et sted, var han altid den første til at tage ud for at søge efter hende. Hans arbejde var lettere at forlade i forhold til hans forældres arbejde, og de yngre søskende måtte alle fokusere på skolen. Hans blik søgte tilbage til hende, som hun begyndte at tale og nævne gadenavne. Som hun nævnte dem, mens hun skrev ind på hans mobil, rynkede han lidt med brynene i undren. Det var alle steder hvor han havde været i sin søgen på Seraphina og hvor han havde kontakte familiemedlemmer for at rapportere at Seraphina ikke var dér hvor folk påstod de havde set hende; der var selvfølgelig en chance for at hun var nået over alle bjerge inden han ankom til stedet, men det var aldrig til at vide. Det kunne jo være en der bare havde lignet Seraphina?

You’re going to be okay. Han fik sin telefon tilbage og så op mo dhende med et blidt smil, og skulle til at fortælle hende, at han nok skulle klare den – men hun lænede sig ind til et kort kys. Hjertet bankede derfor lidt i brystet på ham. Hun havde jo været påvirket dagen inden, som havde fået hende til at virke utrolig glad for ham, men samtidig virkede hun klar i hovedet her til morgen og…
Han nåede ikke at tænke længe over hvorvidt hun stadig var påvirket af stoffet, eftersom hun havde virket fornuftig. Han lod derfor sin frie hånd søge op bag hendes øre for at invitere hende ind til endnu et kys. Der lå dog intet pres fra hans side af, således han ikke ville ende med at tvinge hende.

Der skulle ikke meget til, før hun tog imod hans invitation til et kys yderligere og hans øjne lukkede i, sammen med hendes. Kysset var roligt og blidt, selvom det indbød til mere; særligt når hun lod sine kolde fingre stryge over hans hud ved kæben, som skabte kuldegysninger på deres vej. Måden hun lod fingrene forsætte ind i hans tætte hår, for at komme tættere.
Det var næsten som hendes kys fik alle tanker og overvejelser til at dvæle. Stilheden i hovedet og dét at han kunne koncentrere sig blot om det der foregik mellem dem gjorde at han længdes efter mere.

Men som alt andet godt på denne jord, måtte det brydes; uvidende om det ville være sidste eller en af mange. Hun lagde sin pande mod hans, og tankemylderen om hendes kolde pande var et tegn på feber begyndte at vælde op. Hendes korte lette latter lokkede en enkel glad klukken ud af ham. That’s one way to take your mind of things. “What?” brynene rynkede lidt forvirret på sig, før han åbnede sine dybe brune øjne, som kunne se direkte ind i hendes lyseblå grålige øjne. Måden hans ord lød på, var det tydeligt at han i hvert fald havde fået tankerne på noget andet og måske endda ikke helt ville indrømme at hans havde tanker om alt og alting og at hun kunne drive hver en tanke væk med sin nærhed. Sine kys.

Hun grinte af ham, og han kunne måske godt forstå hvorfor, for hun havde tydeligvis distraheret ham. Derfor trak han også et grinende smil. En kompliment blev så skudt i hans retning, hvilket fik ham til at klukke lidt. ”And that comes from you?” prøvede han at sige, eftersom de sidste ord blev afbrudt af et ekstra kys. Det var jo næsten euforiserende i sig selv. En fantastisk følelse, som han længdes mere efter for hver gang deres læber mødtes. Det var noget helt andet end hvad det havde været dagen forinden. Det havde været kaotisk og hun havde ikke rigtig været til at styre. Her virkede alt til at foregå i et stille og roligt tempo, som de begge kunne følge med i. Eller kunne han?
Så snart hun begyndte at fumle med dynen og lægge sig til rette, lod han armene åbne lidt op, så hun havde plads til at rykke rundt på sig. Hun valgte dog at lægge sig med sit hoved på hans brystkasse og snoede sine arme om ham. Han kunne næsten mærke sin egen puls, sådan som hendes nærvær gjorde ham… Nervøs? Nej, det kunne ikke være det, for det var jo ikke fordi han ville have hun skulle holde afstand, men det var bare på sin vis overvældende pludseligt at have hende så tæt på sig, uden at hun var påvirket.
Han lod sine arme lukke sig rundt om hende, fristet til at trække hende tættere. Hun sukkede næsten lykkeligt, hvilket understregede at hun fandt sig på sin vis behageligt tilpas, eller i hvert fald var tryg ved at være nær ham. Han klukkede let som hun fortalte hun aldrig rigtig havde gjort lignende før, hvilket på sin vis kunne være svært at tro. Han havde selv engang haft noget der mindede om et forhold, men det var aldrig rigtig blevet til noget. Det havde blot været teenage pjat; eller det var i hvert fald det han fortalte sig selv. Det havde i hvert fald taget håb om kærlighed fra ham… Det virkede dog til at Letha var ved at bevise for ham at han først lige var ved at lære kærlighed at kende. Han brummede tænkende, ”Me neither,” lød det lavt og roligt fra ham, selvom hans hjerteslag nok signalerede lidt andet, det var dog langsomt ved at dale og finde ro i situationen.

Han kunne straks mærke hvordan hun ikke helt stolede på hans ord, og han så ned mod hende, sådan som hun lå mod hans brystkasse. ”Well, not really,” lød det fra ham, som han trak på den ene skulder i et håb om at skubbe forventningen af sig. Han var jo drengen med alt succes – så hvorfor skulle han ikke være succesfuld i kærlighed også?
Hun rettede sig pludseligt op og nærmede sig hans ansigt endnu en gang. Endnu en forventning blev kastet op i luften, denne dog ikke en han havde set komme og tætheden af hende virkede denne gang en anelse intimiderende. Havde han haft sammenlege med en anden, var svaret egentligt ret simpelt; nej. ”Eh… I-… No,” tilstod han. Han var som sådan ikke pinlig over det, men blot nervøs for hendes reaktion på det. Han havde ret så simpelt nægtet at lægge med de fulde tøser han fulgte med hjem; de tænkte ikke klart – men Letha havde nu sovet hos ham og virkede forholdsvis ædru nu… Men…

Det forvirrede blik blev skiftet ud med et let smilende, hvilket spejlede sig i ham. Hendes fortælling om at hun ikke havde været med nogen i lang tid, fik ham atter til at trække på skuldrene. Det gjorde ham ikke noget, hvor ’aktiv’ hun havde været. For ham var det bare vigtigst at hun ikke havde gjort noget hun ikke ville, påvirket af stoffer. ”I understand,” lød det fra ham, som han trak lidt på et skævt smil.

You want to save yourself, right? Dette måtte være en antagelse hun havde fået grundet den familie han var i; hvilket til sin vis var forståeligt. Han nikkede hovedet lidt fra side til side, for han var faktisk ikke helt sikker på, om det var rigtigt. Det var hverken fordi hans familie forventede han gemte på sig selv til han blev gift, eller fordi han selv tænkte at han ville gemme sig til sin ’eneste ene’, for som udgangspunkt kunne man jo aldrig være helt sikker på at man havde fundet den eneste ene – vel?
Han fulgte hende med blikket, som hun satte sig til rette. ”You’re suprised I haven’t slept with someone? Why?” spurgte han, med et undrende blik – dog venligt. Lignede han da en som bare valgte en tilfældig at have sex med regelmæssigt? Eller lignede han bare en der havde ’erfaring’?

Det var tydeligt hun overvejede sit svar og han skulle lige til at fortælle hende, at hun ikke behøvede at svare, men hun kom ham i forkøbet. Han lagde derfor hovedet let på skrå som hun prøvede at finde ord.

How you are.
How you look.

Antagelser. Alle var fyldt med dem, og handlede mere eller mindre efter dem – men det her virkede anderledes. “Lining up?” lød det næsten klukkende fra ham. Han var lidt i tvivl om han skulle være smigret eller ej. Det var måske også en overvurderet forklaring hun kom med, men overdrivelse fremmede vel forståelsen?
Hun prøvede så at rette op på hendes ord, og han kunne snildt lægge to og to sammen, selv da hun så opgivende på ham. Han smilede let og en anelse overrasket, men hun endte med at begrave sig under dynen. Han rystede så lidt på hovedet, før han lagde sig ned til hende, ind under dynen til hende, hvis han kunne og fik lov. ”You know, I would also stand in your line,” tilstod han. Okay, måske havde det været for direkte – og var det en anmodning eller invitation, for i så fald  var han ikke sikker på hvor han havde lagt remedierne til at gøre det sikkert, og det var i hans hoved ikke en mulighed at tjekke om der lå noget i toiletskabet eller i familiemedlemmernes individuelle private skuffer. Det ville simpelthen være for akavet at skulle forklare, hvorfor man rodede deres skuffer igennem. Så hvis det blev aktuelt, hvor i hans overnaturlige orden havde han så gemt dem? ”I just don’t know if… Well, I want to, but… Is this too fast?” spurgte han og rynkede lidt på brynene. Han havde ikke travlt, og ville helt klart ikke presse hende til noget, men på den anden side, var han også ret overbevist om at hvis Letha stadig var påvirket af gårdagens stoffer, ville han ikke kunne gøre det.