First night out - Roy

D: Fredag!
T: Eftermiddag
O: Beskrives
V: Solrigt
P: beskrives
Emne til: @Roy <3

---

Det havde hun ventet på så længe. og ærligtalt var det pludselig så mange ting at se til, at Calla slet ikke vidste hvor hun skulle starte. Specielt ikke efter hun var rent ind i sin mor for ikke særlig mange dage siden. Derefter havde Callas dage gået i hendes selskab, lærer om hvad der var sket. Ærligtalt hvis det ikke havde været fordi Dove havde snakket hende fra det - havde hun nok stormet sin fars hus for længest for den løgn. Heldigvis var der flere gode ting hun havde set frem til. At mødes her med Roy. hun havde slet ikke haft tid til andet end at smide ham et par beskeder eller tagge i ham i opslag på enten facebook eller instagram. Det var det. hun savnede ham ærligtalt. Der havde blot været så meget lige for tiden og hendes hoved var ved at eksplodere. Calla elskede dette hyggelige sted. Levende musik og hun havde hørt at elever fra skolen faktisk boede her.. Audrey og Aaron, så vidt hun huskede rigtig. Lidt rygter hørte man, også fordi Audrey var hendes mors veninde. Det var vidst denne Audrey som faktisk var skyld i at hun havde mødt sin mor igen. Hun stod udenfor den fine cafe og ventede på Roy. Hun havde sat sit hår op i en høj hestehale. Hun var klædt i en rød top med en sort nederdel på. Om armene havde hun en cardigan over som var noget så blød. Calla havde ikke ventet længe, men alligevel føltes det som om det var længe. Faktisk så føltes hvert eneste lille sekund som timer, hvilket egentlig fandt hende ret irriterende. Endelig kunne hendes skarpe sanser fornemme han var i området. Smilet strakte sig op på hendes læber da hendes øjne mødtes med hans. hun kunne slet ikke holde sig tilbage, fra at gå hurtigt hen til ham for at svinge armene omkring ham. Hun holdt ham lidt tæt, før hun så slap ham for at kunne se ham i øjnene - med et varmt smil på sine læber

Roy havde været nervøs hele dagen og havde brug det meste af dagen på at gå og snakket med sin ret nye roomie og beslutte sig for hvad han skulle have på af tøj, han havde til sidst stillet sig tilfred med en hvis skjorte og en blå cardigan udover og et par sorte bukser.
Han havde skyndt sig afsted. Da han nåede til byen, skyndte han sig hen til deres aftalte mødes sted, han småløb faktisk, han vidste at han var en smule forsinket og da han fik øje på hende, smilede han stort og greb hende i sine arme og holdt om hende. "It's so good to see you again." Han trak sig en smule tilbage og så hende i øjnene "You look absolutely stunning today.".
Han kunne slet ikke komme sig over hvor godt hun så ud, han følte sig pludselig endnu mere heldig, han havde ikke mindst en date, men en date med en skøn og vidunderlig pige, som han havde skrevet næsten non stop med, siden deres sidste møde. Og så var der deres blikke, når de gik forbi hinanden på gangene. Og som hun stod foran ham nu, kunne han slet ikke få øjnene fra hende.

Det føltes som om at verden omsider var i balance igen, hun var i hans arme hvor hun hørte til. Hun kunne ånde lettet ud. Hun sendte ham et varmt smil, som han komplimenterede hende.
"You don't look so bad yourself," svarede hun og bed sig kort i læben. Hun kunne ikke tage øjnene fra ham, og folk ude fra vidste de skulle gå udenom - for det var næsten som om verden omkring dem slet ikke fandtes mere. Det var længe siden de havde snakket snakket, mobilen havde været så varm de sidste par dage.. og naturligvis de lange blikke - Calla havde dog haft travlt - desværre.
"I have missed you," fortalte hun så og vippede hovedet lidt på skrå. "I'ts nice finally talk to you again.. which might be my fault that we haven't.. things have been busy.. I'm sorry about that," tilføjede hun og krøb brynet lidt. Så tog hun hans hånd og flettede sine fingre ind i hans.
"I will tell you everything when we have ordered something, come on," sagde hun så og lænede sig hurtigt ind og plantede sine læber imod hans - for hun så førte ham med indenfor. Den levende musik var fantastisk, og bragte en hel anden stemning end en radio ville gøre.
Hun fik op til disken, hvor alle drinks og mad kunne bestilles..
"What do you want? Their iced coffee is so good, but their milkshakes aren't bad either.. well you most know.. i mean I hear you know Audrey Gilbert.. its her place right.. or her fathers I mean," sagde Calla så ganske nysgerrigt. Det var mest på grund af hun var nysgerrig og hun ønskede at kende Roy mere. Så at kende nogle af hans tideligere bekendtskaber var vel en god start?

Roy smilede, da hun komplimenterede ham og da hun undskyldte for at hun havde haft travlt, rystede han let på hoved og sagde "It's okay, I had a lot of catching up to do, so I was busy as well." Han smileede og nåede lige at kysse hende, som hun pressede sine læber imod hans og derefter satte kursen indenfor.
Han tænkte lidt og sagde så "A milkshake I think, chocolate." Han smilede og gav hendes hånd et klem og forsatte "Yeah, she.. She told me that we sorta grew up together, so I guess that makes us childhood friends, not that I remember much, I've only got tiny fractions left, but I remember her face, from when we were young." Han smilede og så på hende og tilføjede "So.. How do you know Audrey?" Han gik ud fra at hun kendte hende, siden hun nævnte hende. Han smilede og så på Calla igen og tilføjede "By the way, I'm paying today, so you can just order what you'd like." Han vidste ikke helt hvordan han skulle have sagt det ellers. Desuden så ville han ikke lade hende betale på deres første date.

Hun nikkede til ham da han nævnte hvilken milkshake han overvejede. Hun nussede hans håndryg med sin tommelfinger. Calla lyttede til hvad han sagde omkring denne Audrey. Det var ikke fordi at Calla havde snakket meget med denne Audrey, men hun havde et par fag med hende.
"I have a few classes with her.. art and music.." svarede Calla ret hurtigt med et smil på læben. Hun hævede en anelse på brynet overrasket først, men alligevel var hun også fra en tid hvor det var naturligt - hun regnede bare ikke ligefrem med noget.
"Are you sure?" spurgte hun af instinkt. Calla var ikke ligefrem van til folk betalte for hende, eller gjorde hende noget godt uden en bagtanke. Det var nok mest hvad der kom af at vokse op med Kol og Irene. "Well okay," tilføjede hun derefter og trak let på den ene skulder.
"A chocolate milkshake and a ice coffee with vanilla," sagde hun til manden bag disken. Så snart der var bestilt så kunne de sætte sig ved et ledigt bord.
Calla sukkede kort og sank så en klump.
"I found out that my mother is alive.. so that was one big event.." fortalte hun så og kløede sig i nakken. Det faktum at hendes far havde løjet omkring Callas mors død.  Calla kørte hånden igennem sit hår, og trak lidt på den ene skulder, "so I'm half pissed and half happy.." måtte hun indrømme.
"What big events have happened in your life?"

Roy smilede til hende og sagde "So I guess, you don't talk much? You and Audrey?". Han mærkede hvordan hun nussede hans håndryg og nød det til fulde drag. Han nikkede også kort da hun spurgte om han var sikker på at han gerne ville betale og han tilføjede "Of course I'm sure.".
Han så på manden bag disken og betalte, efter at Calla havde bestilt, og da de fik at vide de bare kunne finde et bord, første han dem hen ved et af bordene ved væggen og lyttede mens Calla fortalte, han smilede da hun sagde at hun havde fundet ud af at hendes mor var i live, men rynkede lidt på brynet, da hun fortalte at hun havde blandede følelser. "Wow, that's.. It's great that your mom's still alive, but.. Why are you half pissed?". Det undrede ham en smule, men han vidste at der nok var en god grund til at hun også var vred, men han vidste ikke helt hvorfor.
Da hun spurgte ind til hans liv, lænede han sig tilbage i sædet, hvor han havde sat sig og sagde "Well.. I have remembered a tiny bit more. It's not much, but I think I remember my family's dog, I'm not entirely sure though." Han smilede en smule tvivlsomt, men blev hurtigt hevet ud af sine tanker, da deres drikkevarer blev sat på bordet af en servitrice. Han så op på servitricen og sagde med et venligt smil "Thank you."

Calla trak let på skulderen.
not at the moment but we did talk, pointerede hun med en løftet pegefinger bare for at ramme pointen. Calla var ikke den mest sociale fisk i havet, men hun arbejde på den del.
Im pissed Because my Father told me I killed her when I was seven.. I mean.. that guilt is worse than anything.. He made me Think I killed the only person who ever loved me.. fortalte hun. Calla havde stadigvæk ikke vendt sig til at Roy kunne få hende til at tale som om hun var En åben bog. Der var så meget mørke, og det var på tide lyset blev lukket lidt ind. Calla lyttede da han fortalte at han huskede mere, det bragte et smil over hendes ansigt igen.
its good you remember.. I can search for a memory spell if you want.. I once found a spell book no one knows about.. not even Rebekah Sinclair, pralede hun lidt. Calla  var naturligvis stolt over at eje noget hun selv havde fundet, som hendes far eller faster ikke kendte til. Desuden hvem ville ikke gerne lærer besværgelser som den første heks ikke kendte?
Da tjeneren kom med deres drikkevare sendte hun blot vedkommende et smil som Roy takkede. Så tog hun sin iskaffe og tog en slurk.
it is really the best thing ever.. like so good, måske overdrev hun lidt, men det var det værd. Hendes øjne strålede og hun virkede bare så glad lige nu og her som de bare sad i hinandens selskab.   wanna taste?

Roy nikkede og smilede til Calla, da hun fortalte om at hun havde snakket med Audrey før.
Hans smil blegnede dog, da hun fortalte om sin fars løgn og han rakte frem over bordet og tilbød hende at hun kunne ligge sin hånd i hans. "I'm really starting to dislike him. I think you have every right to be mad at him.. Hell, I'm even mad at him." Han rystede let på hoved af det og så så på Calla igen med kærlige øjne. Han nød at sidde dér, overfor hende.
Da hun forslog om hun kunne finde en besværgelse der kunne hjælpe hans hukommelse, så han lidt usikkert på hende og sagde "Well, as long as it isn't dangerous.". At hun var i besiddelse af noget, som ikke engang Rebekah kendte til, lød næsten umuligt, men han kunne hører stoltheden i hendes stemme og hans smil voksede igen, han kunne godt lide at se hende være så stolt.
Han kunne heller ikke holde en lav latter tilbage, da hun tog en slurk af sin iskaffe og fortalte hvor god den var. Hun så utrolig glad ud, hvilket Roy også gjorde, han nikkede også, da hun spurgte om han ville smage. Dog tog han en kort tår af sin egen milkshake, bare for at se om den var lige så god som han havde forventet. Hvilket den var, den var fantastisk. "You wanna taste mine too? It's really good!"

Det var svært for hende, at acceptere hendes vrede mod sin far. Faktisk havde hun aldrig været vred på ham før nu, og det sagde en del. Hun frygtede ham i stedet for, fordi hun vidste hvad han kunne gøre ved hende og andre. Roy der lagde sin hånd på bordet, fik hendes til at løfte sig overvejende op - men i sidste ende lagde hun den i hans. Vrede var ikke en følelse hun havde erfaring med ligesom alle andre følelser. Dog var det alligevel fantastisk faktisk at få af vide, at det var okay. Den anderkendelse af hendes følelser havde hun altid manglet.
Truth to be told.. I have never been angry at him til now.. even after everything he has done.. Calla sank en klump som hendes hjerte skippede en takt. "My dad is a psychopath.. i would understand if you dislike him.."or me Calla forsatte ikke sin sætning for ærligtalt skulle stemningen ikke smadres, men det var nok derfor hun skiftede emnet.
Its not.. I might be a hybrid, but as long as I use my magic right.. blinkede hun lidt kækt. Calla var stærk rent magisk, måske mere end hendes far vidste eller havde tænkt over.
Hun lod Roy smage sin iskaffe med et stort smil på læben. Calla nikkede da han spurgte om hun ville smage hans og tog en sip.
It is really the best place in town sagde hun så og rakte ham sin shake igen.

Roy så på hende og nikkede. Han valgte ikke at forsætte emnet, da han kunne fornemme at det påvirkede hende og så var det måske et lidt mørkt emne at starte ud med på den første date. Da hun havde lagt sin hånd i hans, lukkede den sig øjeblikkeligt om hendes og han begyndte at nussede denmed sin tommelfinger.
Da hun fortalte at det ikke ville være farligt, hvis hun altså brugte sin magi ordenligt, kunne han ikke lade være med at smile en smule nervøst og sagde "I'll think about it. It's not that I don't trust you or your magic, it's just a lot to think about, y'know?". Han så på hende og hans smil forvandlede sig fra det nervøse til det glade igen.
Som han havde smagt på hendes iskaffe kunne han ikke holde sig tilbage og sagde "Wow, that's better than I thought it'd be. And I thought it'd be great." Han grinte en lille smule fjoget, mens han gled hendes glas over til hende igen. Og han nikkede sig enig i at det var det bedste sted i byen.

Besværgelser var ikke lette for en hybrid, men det var heller ikke svært. Kort trak hun en lille mine over han ville tænke over det. Hun skulle til at reagere på hans ikke mening at svare på spørgsmål - men trak ordene til sig inden de nåede over læben. Dog valgte hun bare at nikkede en enkelt gang og smile til ham. Hun hævede let et bryn da han fortalte hvad han syntes om hendes iskaffe. Det overraskede ikke Calla at den var fantastisk, ellers ville hun jo ikke have sagt det.
"Rumors out that you finally got your roomie.. I heard he is a special one.. like making trouble in the class rooms type," fortalte Calla. Selvfølgelig hørte hun om sådanne ting. Calla var ikke ligefrem altid mønster elev selv. Også selvom at have mødt Roy havde ændret noget ved hendes adfærd, noget de andre i omgangs kredsen måske havde opdaget. Bare de andre vampyrer på skolen så anderledes på hende, fordi hun hang ud med en engel. Endda nu kunne hun se dem i et hjørne, hører dem hviske. Heldigvis havde Calla sådan en god erfaring nu, at hun kunne blokere det. Hun tog en dyb indånding og indfandt sig hurtigt til situationen igen. Faktisk var Calla aldrig på dates. Det var faktisk første gang hun var på, hvad folk nu ville kalde en date. Hvis man så bort fra livet før hun 'døde' - så havde hun haft et forhold, men ikke noget som man kunne kalde kærlighed overhovedet.
"I got two new roomies too.. One of them is a friend from my past.. my best friend.. the other is this new girl.. it's weird.. Rebekah did a spell on my room so it got better.. or we just teleported i have no idea.. but its huge.. you should come and see it sometime," sagde hun så og havde endnu ikke fjernet sin hånd fra hans endnu. Hun kunne lide kontakten med hans hud. "So have you heard about these weekend parties.. it starts next week? Halloween based and everything.. we should.. we should go.. to one of them. It could be fun."

Roy smilede til hende, men han lagde dog mærke til at hun virkede som om hun havde mere at sige. Men valgte ikke at presse på for at hører det, da han var sikker på der var en god grund til at hun valgte ikke at sige noget.
Han havde heller ikke lagt mærke til at folk snakkede eller behandlede ham anderledes, hvis de altså gjorde det. Han gav hendes hånd et lille kærligt klem og tog endnu en tår af sin milkshake, mens han lyttede til hvad hun fortalte. "Yeah, he's definitely something else, but he's actually pretty cool. I'm actually not even sure what classes he's taking, now that I think of it.." Han tænkte lidt, men trak så på skuldrene. Det var egentlig heller ikke relevant. Han kunne ikke huske om han nogensinde havde været på en date før, men han var egentlig også lige glad lige nu, den eneste date der betød noget for ham lige nu, var den han var på samme med Calla.
Da hun fortalte om hendes værelse, der enten var blevet større eller hvad end der var sket med det, lyttede han opmærksomt. To nye roomies? Det lød spændende, især det at den ene var hendes gamle bedsteven. Dog virkede hun ikke videre begejstret for den anden pige."I'd love to see it sometime." smilede han til hende, da hun var færdig med at fortælle om hendes værelse og nye roomies. Hans smil blev kun større da hun begyndte at snakke om at de skulle tage til en af weekend festerne. "Yeah, we totally should, I've heard it's gonna be great. I even heard that costumes are mandatory. So got any thoughts as to what you wanna be?" Han spurgte ud af ren nysgerrighed, og måske også så han kunne overraske hende og matche hendes kostume, hvis det ville være muligt.

Calla ville elske at vise Roy sit værelse, eller nærmere hende og Livias værelse. Hvad Livia ville syntes om Roy var en anden ting, og ikke noget på nuværende tidspunkt ville komme til at betyde noget. Callas relationer var Callas relationer.
"You are very welcome," pointerede hun med et skævt smil. Festlighederne i weekenderne ville blive hyggelige, det vidste hun. Calla havde endda fået et tilbud om at skrive en sang til en af festerne, hvilket hun tøvende havde sagt ja til - men det var en hemmelighed.  
"Well I would think about telling you.. but I heard surprises are more fun," hendes måde at formulere fun, fik en overraskende legende tone over sig. Calla havde ikke engang bemærket den før hun havde brugt den - dog valgte hun at lade som om - bare lidt endnu.
"I'm gonna go at the ladies, be right back," sagde hun så og gav slip fra hans hånd. Calla rejste sig op og gik derud for bare lige at tage sig et par minutter til sig selv.

I mellem tiden havde vampyrerne fra hjørnet valgt at liste sig ind på englen. De 5 fuldblodsvampyrer omringede bordet han sad ved, og den ene lagde sin hånd imod Roys skulder.
"So.. you knoooow. Angels shouldn't be around a vampire.. its very bad for us.. because you might have noticed.. it make us do good things.. and we don't need that," sagde den ene og gav englens skulder et lille klem. De andre lo lidt. En anden lænede sig frem mod Roys øre med et lumsk smil.
"It's time we change that.. come with us," tilføjede en anden og greb om Roys arm for at trække ham med.
"If you try anything.. you really don't wanna know what we just might do," pointerede den første. De satte farten op og stormede mod skoven.. ikke ligefrem i et engle venligt tempo. De smed Roy op af en træstamme og så sulten på ham.
"Time for the hunt.." sagde en helt anden og slikkede sig om munden. En anden løftede hånden ud for at stoppe ham.
"Call her first.. I want to see what she will do.." kommenterede en anden. Så tog de Roys mobil op for at ringe til Calla.

Calla tog mobilen hurtigt og undrende.
"Roy..?" spurgte hun forsigtigt bange for at han var gået i hendes korte fravær. Calla kom ud fra toilettet og så bordet var tomt. "Where are you? Why aren't you saying anything.. Roy?" Spurgte hun igen. Men lyden af de andres latter i baggrunden fik hendes vrede til at gå igang. Den vrede hun havde holdt inde var ved at springe ud af hendes brystkasse.
"Listen to me.. If you touch him, I will make sure you die screaming.. do you get that?" Knurrede hun i telefonen. Vampyren grinede og så over på Roy.
"We are waiting for you princess.. come and find us," så blev der lagt på. Calla knuste basic sin mobil og stormede ud af cafeen. Det tog hende i længe før hun var i skoven.. men vreden var overvældende tvang hende til at skifte form. Calla kunne mærke alle knoglerne i hendes krop slås for at brække og heale på skift. Lysten til at skrige ramte, men takket være hendes fars tortur - så var hun nærmest immun overfor det stadie. I sidste ende lykkedes det hende at skifte til hendes dyr. Det man nok nærmere ville kalde et ukendt dyr. Formen var en ulv, med lignende pikke på ryggen og et glubsk udtryk. Det sorte væsen løb med umådelig hast mod skoven, mod blodet. Det kunne hun genkende samt Roys fært. Der var intet til at styrer hende lige nu, ingen menneskelighed. Alt hun så var rødt. væsnet sprang på en bagfra med gabet om nakken på den første vampyr. Calla knurrede det var ikke tydeligt det var hende medmindre man kendte hende - hvilket ingen udover Kol gjorde. Ikke engang Livia genkendte hende i denne form - fordi hun var utilregnelig. Bæstet tøvede ikke med at angribe de resterende vampyrer, med sin sult efter blod - var hun ligeglad med hvem eller hvad hun angreb. Dog var hun sikker på, at der var noget. Noget hun skulle passe på. Ganske kort så hun på englen, hvilket fik en af vampyrerne til at omfavne hende og knuse hendes ribben. Ulven skreg, men fik ham næsten. Vampyren satte tænderne i hendes pels.. men under sin forvandling tilbage til sin menneskelige skikkelse,, fik hun klørerne igennem hans brystkasse. Vampyrerne døde.. ulven der skiftede tilbage til sin normalle skikkelse.. men smerten.. fik hende til at kravle sig væk da menneskeligheden kom tilbage. Calla gemte sig bag et træ og vejrtrækningen af smerten var ikke til at tage. Selvfølgelig ville hun heale, men hun var i chok. Hun kunne slet ikke fokusere. Den nøgne hud kunne hun ikke gemme, men hun kunne håbe på Roy ikke ville lede efter personen bag vampyrernes drab.. Så længe hun var i panik kunne hun ikke heale og smerten blev blot mere og mere intens. For hvis hun ikke healede.. ville knoglerne misdannes og hun ville være nød til at brække dem igen for at få dem healet rigtigt..

//Hvad vampyrerne har gjort om de har gjort ham noget eller noget.. er op til dig.. free play.. let him see who she really is <3 gonna hurt a little bit... maybe <3

Roy smilede til Calla og nikkede "I'll be looking forward your surprise then." Sagde han med et skævt smil og kørte hånden igennem sit hår.
Hun nikkede også, da hun sagde at hun lige skulle et smut ud på det lille hus. Og han lænede sig tilbage i sædet hvor han sad og smilede let for sig selv, mens han kiggede ud af vinduet.

Indtil at han mærkede en hånd på sin skulder og kiggede op på de fem fuldblodsvampyrer, han nåede ikke at sige noget, før at den vampyr der havde fat om hans skulder, begyndte at tale og inden han nåede at protestere til det vampyren havde sagt, begyndte en anden at snakke ind i hans øre. Han sank den klump, som havde vokset i hans strube og mærkede nåede ikke rigtig at registrere hvad der så blev sagt og pludselig blev han hevet med i al for høj fart for hans ben til at kunne følge med, og han faldt, men blev blot trukket med hen ad jorden. Da de var ankommet til et punkt inde i skoven, blev han smidt op ad et træ og han kom med et lille hyl af smerte, som han ryg ramte den grove bark. Han sad der på jorden og kiggede op på dem, de stod alle fem og kiggede på ham med sultne øjne og han ventede bare. Ventede på at det her var sådan det endte. Men den første vampyr, som havde haft sin hånd liggende på Roys skulder, stoppede en anden vampyr fra at tage hul på ham, som var han en eftermiddags øl og en af dem fik taget hans telefon og gav sig til at ringe til Calla.

Han lukkede øjnene, mens han lyttede til Calla i telefonen og da der var blevet lagt på, åbnede hans øjne sig igen og kiggede op på de fem vampyrer der stadig stod og kiggede på ham, med store grin malet på deres blege ansigter. Han kæmpede sig op at stå, men hans ben var blodige, efter at være blevet trukket et stykke hen ad jorden og han støttede sig op ad træet bag ham. Han skulle til at sige noget, inden at han hørte noget nærme sig, noget på fire ben, som var utrolig hurtigt. Han nåede lige at se i retningen af det, inden han mærkede et skarp smerte i sin ene arm, hen vendte blikket imod en af vampyrerne, som stod og sluprede hans blod i sig. Han bed sine tænder sammen og prøvede at få vampyren af sig, men da der kom en knusende lyd fra et andet sted, vendte han hurtigt sin opmærksomhed imod væsnet igen, det så dog også ud til at vampyren gjorde det samme, han havde i hvert fald sluppet sit greb på Roy. Han fik øjenkontakt med det ulve-ligne væsen og skulle til at råbe noget, men for sent, en vampyr havde allerede fået grebet om den og der lød en sygelig knasen og et hyl. Og pludselig begyndte væsnet at forandre sig til en person og han genkendte hurtigt hvem det var. Det var Calla. Han tog et greb om hans blødende arm og vaklede efter hende. Hele hans krop gjorde ondt, men hans adrenalin kørte rundt i kroppen på ham, så han mærkede næsten ingenting.
Med usikre skridt fik han fundet vej til der hvor Calla gemte sig. Han bukkede sig hurtigt ned og så på hende, han så ikke hendes nøgne hud, men rettere det udtryk af smerte hun havde. "Calla.. You need to calm down, I'm gonna try and help you with the pain.. Please trust me." han rakte hånden frem og lagde den blidt imod hendes ene arm. Han lukkede øjnene og bed tænderne sammen, han forberedte sig på at tage noget af hendes smerte. Den værste del af den. Da han mærkede den begynde at vokse i hans brystkasse og i sine sidder, kom han med en halvkvalt støn af smerte. Han håbede virkelig at det ville hjælpe hende, han prøvede også at hjælpe hende med healingen, men han vidste at han kun kunne hjælpe en lille smule, han evne var ikke kraftig nok til at heale brækkede knogler, men hvis han var heldig kunne den hjælpe med at kick starte hendes egen evne.

//Åååh mine følelser

Hvert eneste slag hans hjerte slog, hørte hun som voldsomme ekko. Hun klemte øjnene sammen da han kom nærmere. Calla rystede på hovedet af ham, som ha bukkede sig ned ved hendes side. Det krævede kontrol, mere kontrol end hun måske følte hun ejede. Selvom han lagde sin hånd imod hendes arm og fjernede noget af smerten. Så måtte hun løfte sin hånd op da noget af det var væk.
"Don't use up your energy.. Your heart is beating so.. so fast.. I'm afraid it will pop out if you don't start to breathe.. you are hurt.. more than me.." pointerede hun i små støn af smerte. Så forsøgte hun at rejse sig op, hvilket måske ikke virkede smart, men det gjorde det bedre for hende at knække det sidste på plads - så hun snart kunne mærke healingen sætte ind. Hendes eget hjerte bankede og tænderne løb næsten i vand over engleblodet ved hendes side.
"You should go.. like right now.. My broken bones will slow me.. and your blood.. your blood is making me really.. really hungry.. please.. go.." bad hun og bed underlæben hårdt med sine fortænder. Blodet hang over hende, men der var ikke skyld i hendes øjne for drabet på de andre væsner - der var kun en frygt. Den frygt kom af hun ikke ønskede at skade Roy. For alt i verden ønskede hun ikke at skade ham.

Det var første gang det var så hårdt for hende ikke bare at drikke direkte fra en kilde ved siden af sig, faktisk ikke første gang - men den første gang havde også været Roy. Hvad var der med Roy der fik hende til at ændre på sine moraler. En tårer klemte sig ud af hendes øjne.
"I'm a monster Roy.. you should run.. you really should run.. otherwise.. I'm gonna make you run.. please.. don't make me do that," sagde hun og åndede tungt ud. Blodårerne under hendes øjne begyndte at træde stille frem af sulten, men hun bed sig hårdere i læben for at modstå.

Roy åbnede sine øjne og kiggede på Calla. Han slap ikke hendes arm, ikke før hun havde sat sig anderledes. Han kunne da ikke bare efterlade hende? Kunne han? Hun sagde jo at hans blod påvirkede hende og hendes bedende tone, det rørte ham. Han var splittet, skulle han lytte og løbe? Eller skulle han blive og sørge for hun ville være okay? Hun havde kaldt sig selv for et monster. Han kunne stadig ikke se det, ja hun var anderledes, men han kunne ikke se hende som et monster. Han rystede på hoved og sagde "I can't just leave you..". Han knyttede den næve som ikke dryppede af blod, efter bidet i armen.
Han rejste sig dog op og så på hende som hun sad der på jorden. "I.. Calla, just know that I'm still not scared of you.. I just want to say thank you, and please.. Please be okay." Han vidste han måtte løbe. Han kunne se hvor voldsomt hun var påvirket og han tog en dyb indånding, inden han så på hende en sidste gang, inden han satte i et halv klodset løb, væk fra hende. Det smertede ham at forlade hende, siddende der i smerter. Han mærkede også hvordan hele hans krop gjorde ondt, hvordan hans ben føltes som om de var blevet flået og hans arm dunkede. Han bed sine tænder sammen og prøvede at navigere sig igennem træerne. Han vidste ikke hvor han var, han havde ikke kunne følge med i hvilken retning, vampyrerene havde taget ham. Han vidste ikke om han var på vej længere ind i skoven eller om han var på vej ud af den.
Han stoppede forpustet op og lænede sig op ad et træ, hans ben kunne ikke bære ham længere, i hvert fald ikke uden en lille pause. Han knugede sin ene hånd til sit bryst og hviskede frustreret "Shit!". Han kiggede sig omkring. Der var ikke andet at hører end et par enkelte fugle. Han bed sig i læben og lænede sin pande op ad træet. Han mærkede tårerene presse sig på, han havde lige efterladt den eneste person, som kunne få ham til at glemme frustrationerne over ikke at kunne huske. Den eneste person som han følte han havde en ægte connection til. Et vredt hulk kom nede fra hans hals, da han mærkede at tårerne begyndte at falde. Han slog ind i træet af bar frustration over sig selv.

"You have to," hviskede hun og holdt vejret for ikke at indånde hans duft. En duft hun vidste ikke ville tage hende længe om at finde. Blikket fulgte ham som han kom op og stå. Calla holdt sine følelser tilbage, det var ikke særlig svært givet det var hvad hun havde gjort hele sit liv.
"I'm always okay," svarede hun blot og trak en anelse svagt på smilebåndet for at give ham bare lidt håb. Det var jo ikke engang en løgn. Calla gav ham et nik den sidste gang han så imod hende, også tog hun ikke blikket fra ham før han var væk fra hendes synsvinkel. Så snart han var væk knyttede hun øjnene hårdt sammen og hamrede hovedet tilbage mod træets hårde bark. Hendes vejrtrækning blev dybere og dybere før hun så kom på benene. Hun var nød til at finde en anden løsning, og gik mod en af vampyrerne hun havde slået ihjel, hvor hun fiskede hans mobil op. Det tog hende ikke længe om at genkende nogle ansigter fra skolen. Et menneske fangede hendes øje som hun så igennem hans kontakter.. så hende skrev hun til.. ventede. Calla kunne stadigvæk mærke sulten efter englens blod.. efter Roys blod. Og hun stod fanget i sig selv om ikke at løbe efter den. Calla bankede sine næver ind i hvert træ i området. Hendes knor blødte til sidst, men så hørte hun lyden af skridt lidt efter. Menneskepiger kom sjældent alene når de galte deres kærlighed.. sølle og dog. Calla fik øje på de fire menneske piger der kom frem i skoven.. så på Calla dækket i blod.
"So.. what do you say about dinner?" Spurgte hun og sank en klump kort. "Because I'm not gonna take no for an answer.." knurrede hun og sprang på den. Drak hver eneste lille dråbe blod fra deres kroppe. hun glemte tid og sted.. nærmest alt som hun kunne mærke sit system heale og vreden dumle. Da den sidste krop faldt til jorden, kom hun tilbage til virkeligheden.. Hurtigt tog hun tøjet fra en af pigerne, og klædte sig i pigens sorte kjole og støvler.. en andens jakke.. det var hendes natur.. så selvfølgelig gjorde hun sådan. Så brugte hun en andens stof til at tørre det værste blod af sin hånd og mund.. før hun rev et par store stykker stof og derpå satte i løb.

Det tog ikke Calla længe at finde frem til ham. Det ville aldrig tage hende længe om at finde frem til ham.
"Roy!" Råbte hun og så sig til siderne. Dog stoppede hun op da hun opdagede han havde krydset grænsen mellem Moonlight Falls og Gaia.. hvilket var skidt. Meget skidt. Moonlight Falls var for de mørke væsner, mest farlig for mennesker, men engle.. Calla kunne kun forstille sig det ikke ville gå godt.  Dog kom Calla først og hun smed sig ned ved siden af ham.
"I don't know how to help.. I'm not good at helping.." mumlede hun og så henover hans skader. Hun rev stoffet hun havde med i flere dele - hun kunne i hvert fald forbinde hans ene arm. "I'm so sorry this happened to you.. I really am.."- Calla blev dog afbrudt. "How sweet.. an angel and a.. whatever.. sitting in the dark.. sorry honey.. he is mine now.." sagde hun og greb Callas hår for at skubbe hende tilbage. En anden flok af.. dæmoner greb fat i hende. "Come with me pretty face.. we are going to have so much fun together.." sagde kvinden så før hun slog Roy ud og en af dæmonerne smed ham over skuldren. Alt Calla bemærkede derefter var intet andet end mørke...
Ikke før hun vågnede op i en celle. En lille mørk celle.
"Roy... Roy!" Råbte hun højt og så sig til alle sider. Hun fik øje på ham sidde bundet til en stol.. med sine skader healet. "Roy are you okay?"

Roys ben havde givet efter for hans vægt, og han sad lænet op ad træet, da Calla fandt ham. Han så op på hende, smerten havde endelig fundet vej til ham, da hans adrenalin var forsvundet ud af hans system. Hans øjne kiggede træt op på hende og han smilede, da han så hende. Han prøvede at sætte sig ordenligt op ad træet, men skar ansigt, da hans ben blev strukket hen ad den løv dækkede skovbund. Han lagde næsten ikke mærke til at Calla forbandt hans arm. Han kiggede bare på hende, mens han lyttede til hendes stemme, indtil han hørte en anden stemme.. Og alting blev sort. Han nåede ikke engang at mærke slaget inden alting blev mørkt.

Mørke.. Der var ingenting.. Han syntes dog at hører en stemme kalde på ham. Han løftede hoved, som havde hængt ned mod hans brystkasse. Han var vågnet et stykke tid før, men var døset hen igen. Han hørte en velkendt stemme kalde på ham. Han kiggede i retningen og så Calla. Han smilede trist til hende. Han vidste at ingen af dem kunne komme fri. Hans hænder og fødder var bundet til stolen og han havde på ingen måde nogen mulighed for at kæmpe sig fri. "I'm alright Calla, what about you? You've been out for quite some time." Hans stemme var fuldt af bekymring, det samme var hans blik på hende. Hun havde været slået ud ret længe og hun havde ligget helt stille. Han have i starten været bange for at hun var død. Han havde dog hurtigt fået at vide at hun var i live, alt imens at han var blevet healet. Han bed sig lidt i læben. Han havde ikke vidst hvad der sket, ikke engang hvordan han var blevet healet. Han så på hende og sagde "Calla.. We have to be quiet. They.." Han blev afbrudt, da han hørte fodtrin nærme sig og han kiggede i retningen af dem.

Vreden kom tilbage så snart hun begyndte at bemærke en anden fært. Calla havde bemærket hans skader var ordnet, hvilket gjorde hende en smule mindre vred.
"I'm not gonna be quiet.." vrissede hun lidt imod lyden af fodtrin. Hun rejste sig op og rev kort i tremmerne - blot for at få en ide om, hvor stærke eller mindre stærke de var. Efter lidt tid gav hun dog op igen, man skulle ikke bruge fysisk styrke på - det havde hun magi til. Når hun fandt ud af hvem fjenden var. Døren gik op og kvinden kom lalleglad frem.
"So you are both awake? Amazing!" Sagde hun og klappede sig let i hænderne. Calla kneb øjnene en smule og sank en klump. Det var ikke første gang hun havde håndteret ondskab, men hvor mange gange havde Roy? Et kækt smil sneg sig op over Callas læber.
"You really wanna do this here? I mean it's really between you and my father.." påmindede hun da hun egentlig kom i tanke om hvem kvinden var. Hendes far havde ødelagt mange liv. Flere end hun kunne tælle til, men ikke tale om flere af de liv skulle gå ind og ødelægge Roy. Kvinden vendte opmærksomheden imod Calla og latteren flød ud i lokalet.
"Sweet sweet Calla.. I remember you.. but more like you know.. before.. how beautiful you are now.. he really did do it," sagde kvinden og lænede sig tættere op mod buret - hvilket gjorde Calla greb ud efter kvinden, men kvinden blot brækkede hånden på Calla i det dumme forsøg. Calla knurrede blot endnu mere.
"Its a shame tho.. that I can't hand you over to my father once again.. he clearly never finished his work with you.." kom det spydigt fra Calla. Igen det var hendes element. Hendes mørke der talte. Hun så slet ikke på Roy, for hun vidste at han kunne få hende til at tænke anderledes og det skulle hun ikke bruge nu. Ikke overfor en dæmon. Dæmonen blev tydeligvis sur og åbnede buret.
"Roy look away... this will not be pretty.." advarede hun uden at tage øjnene væk fra dæmonen der trådte ind i buret. Kvinden lo.
"No sweetheart let him see the monster.. let him see who you really are.. or are you scared he will run away," spurgte kvinden. Calla løftede et øjenbryn og i løbet af få sekunder var kvinden sunket i sine knæ af smerte. Magi kom altid med en pris, men Calla vidste hvad hun gjorde.. hun vidste hvad hun gjorde. Og i sidste ende var det nok til hun rev hjertet ud på den dæmoniske kvinde. Calla smed det fra sig og åndede ud. Så gik hun stille hen og fik revet lænkerne af Roy.
"this.. this is who I am.. " sagde hun i et lille suk. "There are more.. they are not gonna stop.. I have to get us out.. and killing might be the only way to stop them.."

Roy så på kvinden, eller rettere dæmonen som var kommet ind i rummet de var i. Hans blod syntes at løbe koldt, da han hørte latteren der kom fra dæmonen og han kiggede over på Calla kort, inden hans blik igen fandt dæmonen, da hun snakkede. Han sank den klump som havde sat sig i hans hals og han knyttede næverne, mens han igen prøvede at rive sig løs.
Han lyttede dog stadig til samtalen, mellem de to kvinder, han gav også hurtigt op på at prøve at komme fri. Han mærkede hvordan hans hjerte slog hårdt i hans brystkasse, som om det prøvede at stikke af fra hans krop. Han bed sig i læben og kiggede over på de to kvinder. De havde mødt hinanden før, og hun snakkede om hvad Callas far havde gjort ved hende, at hun ikke var færdig endnu, hvad end det så skulle mene. Han følte sig så hjælpeløs, han sad fanget i stolen og kunne ikke engang komme fri. Han mærkede både frustrationen, men også en opgivende følelse, som om at han lige så godt bare kunne lade være med at gøre noget som helst. Han holdt sit blik i retningen af de to kvinder der stadig snakkede. Hans blik flyttede sig dog og han vendte hoved væk og lukkede øjnene, han ville dog ønske at han kunne have holdt sig for ørerne, lydene var forfærdelige og han åbnede først øjene, da han mærkede hvordan Calla flåede lænkerne af ham. Han så op på hende og rejste sig hurtigt, han havde mest af alt lyst til at omfagne hende, men han vidste at det havde de ikke tid til lige i øjeblikket, så det måtte vente. "Thanks," sagde han mens han gned sine håndled og så på Calla, "I think we better get going.. Do whatever you think necessary, just be safe, I'll try and keep up." Han nikkede og så hen imod døren, som dæmonen var kommet ind ad, der lød dog flere fodtrin ude fra gangen af og pludselig stod der en hel flok foran dem, som langsomt kom nærmere. Han trådte et skridt tilbage. Han kunne ikke rigtig gøre noget imod dem og han mærkede hvordan hans hjerte sank i hans brystkasse, han var nødt til at stole på at Calla kunne hjælpe dem. Selvom han hurtigt kunne se at der nok var alt for mange, imod dem.

Påklædning

---

Selvfølgelig gik intet forbi hendes næse i hendes by. Der skulle ikke meget til før nogle havde hørt eller set en genkendelig skikkelse - som ellers var gået under jorden for noget tid siden. Nemlig Roy. En af Rebekahs mager, men nok den hun havde elsket mest. Dog vidste folk at af et menneske var han den eneste som ikke skulle røres. Så da en af hendes tjenestefolk havde set en flok dæmoner med ham - reagerede hun. Det tog ikke Rebekah længe og hun var hurtigt henne ved det såkaldte hus hun havde hørt om den tilfangetagelse. Hun stormede ind, og med få håndbevægelser havde hun slået flere af dem ud ved at smide dem ind i væggen. Hun fik åbnet døren til rummet med en enkelt bevægelse.
"No need for that.. not when you have me," sagde hun så da hun trådte ind med et skævt smil på læben. Så fik hun øje på Roy og smilet blev straks mere end lykkeligt.
"You are really alive.. I thought you were dead.. I felt you die.." sagde hun som hendes stemme knækkede over og hun i et snuptag svang sine arme omkring ham. "I thought I had lost you..you are here.. you came back," hviskede hun og knugede ham ind til sig. Det var ikke altid til at tro på det før man så det. At hende den onde og magtfulde heks kunne være så følelsesladet omkring en anden person. At hun kunne være mere end ond. Hun trak sig ud af hans favn igen hvor man kunne se små tårer triller henover hendes kinder.
"Oh my sweet love.. how awful for you it must have been for you.. you look so lost.. what happened?" Spurgte hun og derefter så hun over på hybriden med blod over sig. Først en anelse skeptisk, var det hybriden der havde gjort noget eller ej? Var Roy i fare eller ej?

Roy så hen på kvinden der stod i døren. Hendes lange røde hår fik noget til at røre på sig i hans minder, men ikke noget som sådan hang sammen, kun små bider af at han havde set det før. Et eller andet sted. Han stod, ude af stand til rigtig at sige noget og mærkede blot hvordan hun slog armene om ham, han hørte hvert et ord, hun virkede lykkelig over at han var i live, han gik ud fra at han havde kendt hende, fra før han blev en engel. Måske hun kunne hjælpe ham med at huske? Da hun trak sig tilbage, så han at hendes tårer trillede ned ad hendes kinder og han sank endnu en gang en klump i halsen. Han stod og kiggede ret målløst på hende, men samlede sig så og rømmede sig "I'm.. I'm so sorry, but I have no idea who you are, but I think, I think I've known you, before.. Before I can to be once again." Han så hvordan hun kiggede på Calla og han sagde øjeblikkelig "She's with me." Han trådte et skridt tættere på Calla og skulle lige til at tage hendes hånd, men hun havde kaldt ham ved kælenavn, så han undlod dette, da han ikke vidste hvad hun kunne finde på, hende ord og handlinger tydede på at hun havde elsket ham. Små brudstykker af minder farerede rundt i hoved på ham, hænder, hår og små brudstykker fra samtaler. Et enkelt udveksling af kærlighed for hinanden, svævede også rundt og han tog sig kort til hoved. Hvem var hun helt nøjagtig? Var hun en gammel flamme, men hans minder viste sig at de havde været så meget mere. Han så kort over Calla, som virkede mundlam, hans blik skiftede så over på den rødhårede kvinde foran ham. Og det samme spørgsmål løb rundt i hoved på ham, hvem var hun helt præcist? Og pludselig dukkede et navn op i hoved på ham og han kunne ikke stoppe sig selv fra at sige "Rebekah.."

Rebekah rystede let på hovedet.
"Its okay my love.. I can help you with that.. " svarede hun blot og nikkede så da han sagde pigen var med ham. Pigen virkede forundret over Rebekahs handling, hvilket hun måske egentlig også forstod. Hvem vidste hvilke relationer Roy havde fået imens han havde været væk fra hende. Fanget i den nye verden som en engel. Rebekah så kort undrende på ham, som han tog sig til hovedet. "You lost your memories when you died.. its okay.. that happens sometimes, I tried it before too.. but I know a memory trigger or too," tilføjede hun opmuntrende.
"You both should come with me to my mansion.. it's better than this hell hole," pointerede hun med et skævt smil.
"I might not have been able to save you before.. but I can help you now," måtte hun påpege for Roy. Dog da han nævnte hendes navn, blev hendes øjnekontakt med ham lidt dybere.
"Yes.. that's right," smilede hun til ham.
"Wait Rebekah.. as in Rebekah Sinclair?" Spurgte Calla så og blinkede let med øjnene. Rebekah så over på hybriden med blinkende øjne.
"Yeah.. I guess it a little hard not to know me.." måtte hun indrømme og trak kort på den ene skulder. Hun tog blidt Roys hånd for at de kunne følge med hende. "You know this is much easier.. " sagde hun og stoppede op.

Der med et knips med fingrene stod de i et palæ, smukkere end mange andre.
"This is my home.. enjoy your stay.. hungry?" Spurgte hun så og vippede hovedet let på skrå. Hun slap først nu Roys hånd og sendte ham et kært smil. Rebekah oplevede sjældent at en af hends mager overlevede ved at blive engel - så det var underligt. At miste sine minder var ikke. Det kunne hun i det mindste gøre noget ved. Dog var Rebekah også sikker på t der ikke var meget der ville ændre sig, selv med hans minder tilbage. Så tog hun sin mobil op og gik ind under photos for at finde en mappe med billeder hun havde gemt af dem sammen.. "You can take a look," smilede hun til Roy. Calla stod blot lidt i baggrunden og så med. Hunvidste hvem Rebekah var. For det havde Dove fortalt hende.

Roy så næsten uforstående på hende, han vidste ikke hvad han skulle tænke. Og han reagerede heller ikke rigtig, hvad der blev sagt, andet end at hun også kunne hjælpe ham med at huske, alt andet var et stort blør.
Han så hen på Calla, da han hørte hendes stemme og så hvordan hun blinkede og han så over på Rebekah som også så på hende med blinkende øjne.
Han rystede let på hoved af sig selv og nåede ikke rigtig at gøre noget, før Rebekah havde taget hans ene hånd og knipset med fingrene og pludselig var de et helt andet sted. Han så efter Calla, han ville være sikker på hun var med og da han så hende, smilede han usikkert til hende og mærkede hvordan Rebekah slap hans hånd. Da hun spurgte om de var sultne, rystede han på hoved, mens han sagde "No, not really.."
Han så på Rebekah igen og så hun smilede til ham. Hun virkede som om hun tænkte lidt, inden hun fandt sin telefon frem og efter at have trykket en smule på den, rakte hun den til ham. Han tog imod den med rystende hænder. Var han klar til at huske? Ville det overhoved hjælpe ham? Han så kort hen imod Calla, usikkerheden tydelig i hendes øjne, inden han tog en dyb indånding og kiggede ned på billederne i telefonen. Han var på en masse af dem, sammen med Rebekah.. Han mærkede hvordan flere og flere små minder brød løs, gamle samtaler begyndte at røre på sig og en masse glemte minder kom tilbage til ham, han følte sig pludselig svimmel, men kunne ikke løsrive sit blik fra telefonen i hans hænder. Da han nåede igennem alle billederne, så han op på Rebekah og blinkede et par gange, mens han prøvede at finde ord, men han var for overvældet til at kunne tale. Han mærkede en hovedpine begynde, som om hans hjerne var ved at smelte inde i hans kranie og han så hen imod Calla igen. Han vidste ikke hvordan han skulle reagere, han var helt fortabt.

Calla tog ikke øjnene fra heksen først, mest af alt fordi hun vidste hvem hun var. Kun på grund af Dove, og den mærkelige øjenkontakt hun fik med hende derefter - viste blot at Rebekah også kendte til den historie. Men lige nu havde de vigtigere ting at sørge for.. Roy. Derfor som han så billederne igennem bemærkede Calla hvor utilpas han blev, mest af alt fordi hun lyttede til hans hjerte rytme.
"Roy.." sagde hun stille, men udtrykket i hendes øjne blev mere og mere alvorlig... og hun stormede til sidst hen ved ham, og rev mobilen ud af hånden på ham. "It's okay.. you are going to be okay.." tilføjede hun beroligende. Hun så ham i øjnene.
"Roy.. listen to me.. listen to my voice.. what is happening now.. is your memories.. let them in if you want.. either way.. it's okay to be a little scared," sagde hun og sendte ham et smil. Calla så over på Rebekah kort, som havde grebet sin mobil med en besværgelse og lagt den på bordet. Hun så på Calla og Roy - og noget i hende gjorde ondt. Rebekah tog Roys hånd og førte dem begge hen imod sofaen for at han kunne sidde ned.
"It's true what she said.. something is triggering your memories.. but not strong enough to let them flow.. what you need is.." hun sank en klump og tænkte kort.. "the only thing that can break anything.. in this whole world.. is this.." på de ord plantede Rebekah sine læber imod Roys. I håb om at det kunne bringe tilbage noget af det han havde tabt.. middage..fester.. alle de smil og ting hun havde sagt til ham.. fra da hun havde givet ham en hund til sin fødselsdag.. som faktisk stadigvæk var i live.. de gange hun havde taget ham med til byens festligheder ved hendes side.

Calla trak sig tilbage automatisk.. og faktisk løb hun. Den vampyriske fart fik hende til at storme ud hurtigere end de ville opdage hende. På trods af alt var de gang i noget andet, og hun var ganske lydløs. Det var først da Rebekah trak sig fra Roys læber at hun bemærkede de kun var to.
"I'm sorry.. " hviskede hun stille og sank en klump. "I really want you to remember.. remember how much I love you.."