Who let the dogs out?!

Max smilede bredt, da lægen gav ham et kompliment. Et, han ville kunne varme sig på i noget tid. "Thank you," svarede han. Han følte sig opløftet og motiveret af deres snak: Han havde lyst til at arbejde hårdt for at opnå sine mål, hvad de så end måtte ende med at være. Han var stadig en ung mand, med verden liggende for fødderne, og han behøvede knap nok indsnævre sine mål endnu.

"Yes, I will. 8 pm? Will I find the address on your card?" Max trykkede Rothwells hånd og følte allerede en let spænding ved tanken om på fredag. Han glædede sig også lidt til at se Rothwells egen ejendom; Hvad hans stil var. Det var jo ikke ligefrem gennemskueligt på en så offentlig arbejdsplads som et hospital. Han tænkte, der nok ville være en del mere hemmelig-agent-stil over dæmonens egne territorier.

Caine nikkede til Maxwells spørgsmål og slap roligt hans hånd igen. "That will be just fine.... Just press the buzzer at the gate and i will let you in...."
Hvis man var glad for agentfilm og den slags så kunne Caine's hjem sagtens ligne noget hvor agenter havde en hemmelig base. Det var jo et større palæ med en tilstødende bygning hvor selve hans privat klinik den lå.

"Be sure to bring some appetite.... It gives a more relaxed mood when discussing such details over a good meal...."

"Dr. Rothwell.. I'm 50% dog. I'm always hungry," svarede Maxwell ham med et charmerende smil. "Thank you for everything today. I'll see you on friday," var hans sidste ord, inden han forsvandt ud af døren.


_____
Klokken 19:58 fredag aften stod Maxwell udenfor Rothwells port. Han stod i sit nye tøj, som han havde taget på i dagens anledning. Han havde valgt at gå efter noget, som var pænt, og som han også følte sig tilpas med. Det var blevet til nogle sorte lærredsbukser, en sort sweater, en lys lærredsjakke og nogle brune, smidige lædersko. Alt tøjet var i gode mærker af høj kvalitet, og han følte sig både perfekt tempereret, og i stand til at bevæge sig frit med det. Samtidig gav det ham en følelse af at være sofistikeret: Mere moden, mere sikker. Det kunne han godt lide. Han havde været mange forskellige typer af outfits igennem på sin shoppetur, men det her var det, der føltes bedst. Han vidste ikke helt, hvor meget tøj, han ville få brug for, men han havde indtrykket af, at han godt ville kunne købe mere tøj på Rothwells regning, hvis det blev nødvendigt for en opgave. Derfor havde han kun købt en ekstra trøje at kunne skifte med.
Han trykkede på buzzeren for at blive lukket ind. Han følte sig en anelse nervøs - eller, måske nok nærmere spændt. Han huskede, hvor behagelig dæmonen havde været sidst, så han forventede jo ikke, at det ville være ubehageligt. Desuden var han blevet stillet et måltid i sigte, hvilket han også var spændt på. Han strakte sig lidt og kiggede ind gennem porten, for at danne sig et billede af huset, inden han ville få svar eller blive lukket ind.

Lige så snart buzzeren gav sit kald, gik Caine hen og trykkede på knappen i den anden ende så porten gik op. Det første der ville falde en i øjnene var en stor og meget velholdt have med store smukke træer der nærmest indrammede stien op til hovedhuset.
Der var en stor rund gårdsplads med to bygninger hvor den ene tydeligt var en garage og den anden var i ca samme byggestil som hovedhuset og var Caine's private klinik. Selve hovedhuset indebar alt hvad man kunne forestille sig omkring et overdådigt palæ med smukke røde sten og dekorationer. Hoveddøren var for enden af en rund trappe op hvor Caine stod klar til at modtage ham.
Caine have selv iført et sort jakkesæt der sat perfekt med en rød skjorte under og tilhørende vest. Det var alt sammen fuldendt med dyre italienske sko.
"Good evening Maxwell... I trust it wasn't too hard to find?"

Max bevægede sig langsomt op mod de store bygninger. Han fik en følelse af, at han nærmest bevægede sig gennem en slotspark. Lyset strålede ud fra bygningerne, som han nysgerrigt tog i øjesyn. Det var ikke svært at lokalisere hovedindgangen, da en trappe førte op mod den, og i døren stod Caine. Max gik frem mod ham med raske skridt og et smil på læben.

Dæmonen havde et smukt jakkesæt på. Maxwell følte nærmest, at han i al stil lige var et niveau over ham, men han havde det fint med det. Han vidste med sig selv, at han aldrig ville føle sig tilpas i jakkesæt. Han blev helt stiv indeni af det og fik en akavet opførsel - han huskede det fra forskellige skoleballer. "'Evening, doc," hilste han venligt tilbage og gav Rothwell hånden, da det virkede som den mest naturlige hilsemåde. "Not at all.. Its quite easy to localize such a big area on a map.." sagde han smilende. På hans google maps havde dæmonens grund været en stor firkant, så der var ingenting at tage fejl af. "What are in all these buildings? You could have a whole farm here.. or a family of 10.." spurgte han smilende. På en eller anden måde havde han bare ikke fornemmelsen af, at her boede andre end lægen.

Caine gav ham hånden inden han så smilede og sagde: "Good to hear... Indeed it is not the smallest place... I do own alot of the land around here but it is mostly to preserve forest around here..."
Endnu en nem måde at skabe sig selv noget fred hvis det skulle blive nødvendigt.
Først pegede Caine over på den ene bygning og forklarede: "That over there is my garage... I can show you at some point if you wish..." Så blev hånden rettet over mod den lidt større bygning hvor han så forklarede: "And that over there is Dr. Rothwell Medical Clinic... It is a bit bigger than a normal medical clinic i know but it does take up some space when supernatural beings are your patients from time to time..."
Så gik Caine indenfor gestikulerende at Maxwell gerne måtte følge med. Indenfor blev man mødt af en stor forhal med trappe op til anden sal og de mange rum der måtte være der oppe. Grundetagen havde ligeledes seks døre til forskellige rum hvor Maxwells følsomme næse nok ville afsløre hvilket et der var spisestuen. "I have modelled the building after my familys Mansion... Would you care for a tour?"

"I see.. It must be nice to have a whole forest to yourself." Det kunne Max godt bruge. Også bare tanken om at have en privat skov i sin baghave - han ville jo nærmest ikke forlade sin dyreform.

Max kiggede på bygningerne som Rothwell pegede på dem. "Garage..? For your car or? I think I'd like to see sometime, yes," spurgte han nysgerrigt og lo så af sig selv. Han kunne godt lide biler. Det lød også spændende at have en ekstra stor klinik, bare for at behandle overnaturlige væsner. Han blev nysgerrig efter, hvad det var for nogle cases. Måske han kunne få lov at høre lidt om det en dag. Han havde på fornemmelsen, at lægen gerne ville fortælle, hvis han spurgte.

Han fulgte med ham ind. Der lugtede rent i bygningen: Rent, en duft af herre-parfume og så lugten af dæmon, som han havde lært at kende via Rothwell. Han opfangede også med det samme mad og spidsede nærmest ører. Han var ganske rigtigt sulten. Han undertrykte dog sine instinkter, også da han netop gerne ville se rundt i den store bygning. "Yes, I'd like that very much. So you're the architect behind all this?" Eller, arkitekt og arkitekt, hvis han havde lavet det efter en anden bygning, var det selvfølgelig ikke 100% dæmonens eget arbejde, men stadig.

"It gives a certain degree of peace and discretion for my patiens so yes its practical" Det var jo også en faktor at han kunne give den form for diskretion hvilket gav nogle ind imellem meget magtfulde patienter

Caine nikkede så til ham og svarede: "Yes... Two cars and a motorcycle.... Haven't gotten around to using the motorcycle all that much though.... " Caine var selv glad for biler og den slags men han gik efter hvad han kunne lide at køre i, så var prisen egentlig underordnet.

Det blev hurtigt klart at den unge mand var sulten så Caine ville sørge for at gøre rundvisningen fyldestgørende men samtidig hurtig. "To some extent yes... It is modelled after my family home but i put my own spin on alot of things.... Come...."
Rundvisningen blev startet ovenpå så de kunne slutte ved spisestuen. Først var der Caines egne 'gemakker' som han omtalte dem og et lækkert stort kontor med tilhørende bibliotek og galleri med antikviteter på den anden side. Så var der selvfølgelig nogle gæsteværelser med tilhørende badeværelser. Selve stue etagen bestod af en stor balsal, pejsestue, køkken og stort badeværelse. Der udover var der et træningsrum der ledte videre ud til en stor terrasse med pool.

Max nikkede alvorligt, da Rothwell henviste til, at området også gav diskretion. Det gav selvfølgelig også god mening at have klinikken lidt afsides, i stedet for midt inde i byen, hvor der var mange ører og øjne forbi hele tiden.

"Aww, that's so cool.. I've never tried to ride a motorcycle though. But it must be fun." Han syntes det lød imponerende, at man kunne eje sådan en dyr ting, som man ikke lige brugte så meget, at man havde vænnet sig helt til den endnu.

Max fulgte imponeret med på rundvisningen. "Wauw.. do you ever get lost in this big house?" sagde han smilende. "Do you dream of filling it with a family, or do you just like the luxury of space?" spurgte han så venligt, og tillod sig friheden at stille et ret personligt spørgsmål: Han følte sig tryg i Rothwells selskab, til at spørge om den slags, og havde også en fornemmelse af, at han nok skulle sætte grænser, hvis han syntes, Max spurgte om noget upassende.

Caine smilede stille inden han nikkede og svarede roligt på hans spørgsmål: "It is really fun... And it gives a nice sense of freedom in it's own way... Almost.... Like flying... I need to ride it more, just not that practical in some of my work"
Caine elskede at køre på motorcykel men travlheden havde gjort den havde stået stille en del.

Da Maxwell så spurgte om han aldrig for vild i så stort et hus, kunne Caine ikke lade være med at grine lidt inden han svarede: "It's layout is almost a complete copy of the home i grew up in... I could see how some might get lost, but i learn to get around quickly"
Som de var på vej ind i spisestuen, fik Caine et spørgsmål han ikke lige var klar på. Det var dog ikke et der generede ham på nogen måde.
"I like having the sense of space... But i will not deny the thought of family at some point.. But the whole 'being a demon has a tendency to scare people away from the thought"

Så åbnede han ind til spisestuen der var lige så smagfuldt indrettet som resten af huset og igen med et moderne præg der passede overraskende godt ind. Der var dækket op på et tre meter langt antikt spisebord med alt fra fisk og kylling til suppe og steaks. Der holdte en lille vogn ved den ene side med hvad der duftede af friskbagt kage

Max kunne sagtens se Dr. Rothwell, som typen, der havde styr på sin seje motorcykel og en babe bag på. Han havde den der ekstravagante stil. "I can imagine. I figure it's a very powerful machine." Han nikkede let. Måske blev han voksen og fik penge engang, og sin egen seje motorcykel. Han måtte i hvert fald hellere holde sig til i selskabet her, så han kunne se og lære.

Max lo let sammen med dæmonen."I see. But you must've had to show your cleaning lady around a few extra times.. If you have something like that." Han gik bare lidt ud fra, at når man boede i sådan et hus, så havde man nok også en økonomisk post til rengøringshjælp.

De gik ind i spisestuen. Max lyttede opmærksomt til Caines svar, og skulle til at svare ham igen, da døren gik op og afslørede et kæmpe spisebord. Han spærrede øjnene op, gispede, og kom så til at le. "What???? Am I in a movie or something? That doesn't look real!!" sagde han begejstret og overrasket. Han havde sådan set forventet, at det ville blive lækkert, men da slet ikke overdådigt på den måde. Han gik hen mod bordet og så fra den ene ende til den anden. "Wow.. You didn't have to do this.." sagde han forlegent og beæret over, at være blevet inviteret på sådan en flot omgang mad. Det duftede også helt fantastisk, han havde lyst til at smage på det hele.

Han fik så samlet sig lidt og ville gerne vende tilbage til emnet, han havde tabt i sin begejstring. "I honestly don't think you're that scary. And anyway.. how about a lovely little demon lady?" spurgte han og sendte ham et smil. Det kunne selvfølgelig godt være, at der ikke var så mange af dem, eller måske faldt de bare ikke i Dr. Rothwells smag.

Maxwells kommentar fik Caine til endnu en gang at trække på smilebåndet hvorefter han svarede med en stærk selvsikker ro: "I have a cleaning crew coming by a couple of times a week yes.... They were surprisingly fast to learn where everything was and where to put things... One of them made a Bargain with me a while back and she is very happy about it it seems"

Caines smil var diskret som han lod den unge mand kigge lidt rundt og var åbenbart ganske overrasket.
Så gik Caine hen til bordet med en næsten majestætisk holdning hvorefter han vendte blikket mod Maxwell. "This is not a movie no... Since we are starting a somewhat relationship of cooperation, i thought it would be fitting..."
Så trak Caine stolen ud i den ene ende af bordet og gestikulerede til Maxwell om han kunne sætte sig.
"Maybe not.... But even though you did not want one of my Bargains, i still wanted to make sure you felt appreciated in our cooperation... Besides i cannot use a hungry agent, now can i?"
Den sidste kommentar var med et lidt drilsk toneleje.

Derefter satte Caine sig i den anden ende af bordet imens han svarede på Maxwells spørgsmål: "That is only because you have not seen my true form. Very few has.... Hmm a woman in my life would be a very nice thing... I will not deny that... Now young man... Dig in"

"Of course you have a whole crew.." lo Max, både imponeret og let drillende. Alt ved dæmonens liv lød til at være lidt ekstra i forhold til, hvad han kunne forestille sig. Det var fascinerende.

"I like this movie," svarede Max blot med et grin. Det var imponerende, at Rothwell havde tænkt, dette ville være passende - meget mindre kunne vist have gjort det. Max tog forsigtigt plads og følte sig lidt i tvivl om formaliteterne ved dette flotte måltid, men han forholdt sig bllot rolig og måske lidt afventende. "I see.. I must admit your agent is very hungry, but I guess that's a good thing with all this food.." Han lo. Max havde heldigvis appetitten af en ung, stadig voksende fyr. Han havde også en teori om, at hans forbrænding måske lå en anelse højere, på grund af hans formskiften. I hvert fald kunne han spise imponerende meget.

"Your true form.. How does that work? Do you feel better in that form or?" Max vidste ikke, om dæmoner havde brug for at skifte til deres dæmonskikkelse ind imellem, eller om det mon var ubehageligt for dem, at være i menneskeform. Han forstod jo godt, hvis der var et kald mod den skikkelse - han følte jo selv ind imellem et behov, for at være i sin hundeskikkelse, men det var ikke på den måde et kæmpe krav for ham. Det var mere den omvendte vej, hvor han følte, han begyndte at miste sig selv, hvis han var hund for længe uden at komme tilbage til at være menneske. Men det kunne jo være, det var den omvendte vej for dæmoner. Da Rothwell bød ham at spise, gik han straks ombord i måltidet med stor appetit.

"Yes... It was decided by the company i hired. I sent a layout of the building and they decided how many was needed. Besides if one person had to do it, one would never finish" Caine vidste godt at der nok lå lidt status i det men det var nu også praktisk at den slags kunne ordnes sådan.

Caine sagde det selvfølgelig ikke højt men der var nok også en bagtanke med at få Maxwell til at arbejde for sig, og når der så var den rette mængde goder ved det så hjalp det jo også. Og Caines erfaring var alligevel at en glad medarbejder var langt mere effektiv.
Så slap Caine et kort grin inden han hældte lidt vin op til sig selv og gestikulerede mod Maxwell om han kunne tage det han ville at drikke. Der var både vin, øl, sodavand og kildevand med is.

Caine så kort lidt eftertænksom ud ved Maxwells næste spørgsmål men fandt så frem til en måde at svare på der gav mening. "I have no idea of how long i have actually existed.. But in Hell i walked in my true form always.. I was brought into the world in the form of a human child. A normal practice to make it easier for a Demon to be in this world... I sometimes feel alot better in my true form, yet my surroundings have a tendency to.... Act negatively when they see it... A Priest once described my true form as 'The Fabric of Nightmares'..." Caine gik ind imellem i sin sande form men det var mest når der var trudsler for ellers skræmte han som regel andre væk

Max smilede. "One would simply never finish..." gentog han let drillende, men han forstod godt tanken. Det måtte tage ganske lang tid at gøre alene. På den måde var det vel også en total nødvendighed, at der kom et firma og ordnede rengøringen, hvis ikke Rothwell skulle afsætte hele dage til rengøring.

Max kiggede kort på alle de ting, der var at vælge imellem at drikke også - det var næsten svært med alle de valg. Han endte med også at tage noget rødvin, da han ganske godt kunne lide det, og det virkede passende til sådan et ekstravagant måltid. Han havde aldrig i sit liv fået noget så fornemt: Han havde knap nok været på en fancy restaurant før. Han havde aldrig haft mange penge tilgængeligt, så sådan var det. Det var ikke fordi, det var noget, han ærgede sig videre over: Han var ikke vant til fine steder på den måde, og kunne som følge af det også føle sig malplaceret sådanne steder. Men han var nu en stor madelsker. Og her, i Rothwells hjem, følte han heller ikke, at det hele var så anspændt og opstillet, som det var, hvis man spiste på en restaurant. Så han kunne nyde måltidet med afslappede miner.

Han rynkede let på panden mens han lyttede. "But how do you feel yourself about your true form?" Spurgte han. Afskyede dæmonen selv den form, hvis han havde fået så mange negative reaktioner, at han på den måde måtte bekymre sig om det? "The fabric of nightmares sounds pretty.. scary," gav han ham ret og gøs kort. Det var kraftfulde ord til at beskrive en skikkelse. Selvom der var totalt tomt i Maxwells hoved, når han forsøgte at forestille sig Rothwells dæmonform, da han ikke anede hvordan den så ud, havde han med det samme en forestilling om, at det var ubehageligt.

Caine var selv en stor madelsker, ikke så meget på grund af næringen, den skulle han alligevel have fra sjæle. Men derfor satte han stadig stor pris på de finere ting i livet, inklusiv at få tilfredsstillet sine smagsløg med en fantastisk oplevelse. Om det så var på en fin restaurant eller om det var på den lokale café var egentlig fuldstændig ligemeget.
Han nikkede også nærmest anerkendende da Maxwell tog den gode rødvin. Måske tænkte Maxwell ikke selv over vinen men det gav alligevel Caine flere detaljer om ham end man måske skulle regne med.

Caine trak nærmest stolt på smilebåndet da Maxwell spurgte ind til hvordan han havde det med sin sande form. "Oh it is magnificent.... Glorious some would say.... I am very proud of my true form... It instills fear where it needs to and shows power where it needs to... None have ever asked to see it just because... I love being in my true form but in a city like this, it can cause quite a stir...."
Så tog Caine selv en bid af sin mad og man kunne tydeligt se på hans ansigtsudtryk at han nød hvert sekund af det.
"A poet once made a Bargain with me to write the most beautiful poems... He wanted to see me true form to as he put it 'write beauty from darkness'.... Some say that one can see their own souls desire in my real eyes...."

Max smilede, da Rothwell udtrykte begejstring for sin sande form. På en måde fik han et skær af den der drengede begejstring, som mange rummede dybt indeni: og som Max især selv kunne føle ind imellem. Stoltheden ved at finde sider ved sig selv, som man kunne stå ved, og som man faktisk også godt kunne lide. Hans argumenter for det, var dog langt bedre, end Max' følelse af: hold kæft, det er sejt, jeg er en ulv, se mine kæmpe tænder, og hvor kan jeg løbe hurtigt. Men sådan var det - på mange måder var dæmonen bare nogle udviklingstrin længere end ham. Forhåbentligt kom det med tiden.

"Maybe I'll ask to see it a day I'm feeling brave..." svarede Max så og lo, mens han rystede let på hovedet, venligt. Det var ikke fordi, han på den måde ville dømme dæmonen på noget - men det lød heller ikke lige, som noget han skulle bede om at være en del af. Man behøvede jo ikke udfordre sig selv mere end højest nødvendigt. Men dæmonen fortalte så mere af sin historie, og Max ltytede interesseret. "Ones soul's desire.." sagde han tænksomt. "That does not sound very scary. Or maybe if it's something unexpected.." Han rynkede let på panden og smilede så blot af sig selv. "Was it a poem, who became famous after that bargain?" spurgte han så, nysgerrigt.

Caine kunne heller ikke skjule sin begejstring for sin sande form, det havde han nu heller ikke tænkt sig. Han var af den overbevisning at man skulle være stolt af den man var og hvor man kom fra. Det var trods alt fortiden der var med til at forme ens nutid.
Så kunne Caine ikke rigtig lade være med at slippe et roligt grin inden han sagde: "You might need more than just feeling brave.... But should you feel like in a solid state of mind and being truly courageous one day, you might see it...."
Caine spiste lidt mere og drak en tår vin inden han sagde: "Sometimes fear stems from what you truly feel... Some are rather surprised to realize what their true desire is...."
Så sukkede Caine en gang nærmest som om han kortvarigt havde ondt af den aspirerende poet.
"He never lived to get famous.... As time went by he succumbed to his addiction and took an overdose from Heroin. That is what i have been told anyway"
Caine satte sig lidt til rette i stolen med et næsten dragende smil og begyndte så: "Enough about me... There will be plenty of time for more... Tell me Maxwell... You coming here must have spawned some thoughts... What expectations do you have?..."

Max nikkede let for at vise, at han forstod. Det måtte han lige se på, om han følte sig en dag. Han følte sig egentlig ret afbalanceret og stabil mentalt: Men samtidigt var han et sted, lige for tiden, hvor han ikke følte, at han rigtigt kendte sig selv. Han vidste ikke rigtigt, hvad han ville, hvad han ønskede sig, og på samme måde vidste han heller ikke rigtigt, hvad han egentlig frygtede.

"I can imagine, that some people might have a hard time facing the truth about themselves.." Han håbede ikke, at han var en af dem. Han ville så gerne finde sit eget fundament. Han troede dog også på, at det ville være et, der føltes rigtigt for ham, for ellers var det vel ikke et rigtigt fundament.

Han lyttede med let rynket pande til den tragiske historie om kunstneren. "Because of the bargain or because he was already an addict?" spurgte han nysgerrigt, selvom hans indtryk var, at kunstneren nok havde været misbruger i forvejen. På den anden side kunne det, at have en stor kreativ evne, godt drive nogle typer af mennesker til vanvid af sig selv.

Max tænkte sig kort om, inden han svarede på dæmonens spørgsmål. "I guess I'm just hoping to get a new challenge and find out, what I can do. I honestly feel like I don't really know myself right now, I don't know what my purpose is or what I want to do with my life. I'm afraid of making big decisions about my life, because I don't know if I'll change my mind tomorrow, in a week or next year. I feel like I might need a mentor or something like that," sagde han så, lidt prøvende, ordene kom lidt efter lidt, og så alligevel var det som om, sætningerne faldt ud af hans mund, da han først kom igang.

"Indeed... Finding out ones own truth can be a beautiful thing or utterly devastating.."
Caine havde været så heldig at han hurtigt havde fundet sit sted i verden, eller det syntes han i hvertfald selv. Det var et sted han selv havde skabt ved at skabe sit eget navn.

Da Maxwell så spurgte ind til kunstnerens afhængighed, satte Caine roligt sit glas ned og svarede roligt og fattet: "I would suspect he had the addiction before my Bargain... I have met many artists who were in a very severe addiction and sought the help of darker powers to do what they could not accomplish themselves"

Imens Maxwell begyndte at forklare hvordan han ikke rigtig kendte sig selv og hvad han egentlig gerne ville opnå, rejste Caine sig roligt og gik hen til en kommode ved væggen. Der rakte han ned i en skuffe og tog nogle papirer op. "I can understand that.... You remind me alot about myself when i was your age... An old friend of mine always said: 'You need to find your feet before you can dance through life"
Nærmest hævet og royalt gik Caine hen til Maxwell og lagde papirerne foran ham. "This is a contract..... It entails the details of your medical study as an intern under me and your employment as an 'Agent' working for me... And the details of your salary of course...."

"Or maybe both at the same time too..." Han trak næsten umærkeligt på skuldrene. Man kunne nemt forestille sig det; På mange måder var der skabt meget kunst og litteratur om det, at møde sit eget inderste, som var kraftfuldt og skræmmende, men som også kunne være så utroligt meningsskabende.

Det gav mening, at kunstnere også ville søge til Rothwell for at komme ud af afhængighed. "I see.." På den måde kunne mørkere kræfter vel bruges til noget godt. Det var jo også lidt det, han håbede på, at Rothwell gjorde. Han havde dog svært ved at vurdere, om han gjorde Rothwell mere godsindet, end han egentlig var, fordi han så ham gennem et slør af anerkendelse. Han så op til dæmonen, som virkede så fattet og vis.

Max kiggede lidt forvirret op, men fortsatte med at tale, da dæmonen rejste sig. Han mærkede et strejf af stolthed ved, at han mindede om Rothwell som ung; Så var der da håb for, at han kunne ende et lige så godt sted. Han smilede let ved citatet. "I guess that's why my dancing skills suck so bad right now.." mumlede han muntert. Men han var taknemmelig for, at Rothwell forstod ham. Han tog papirerne op og lod blikket glide ned over siden. "Nice.. And what are the.. details of my salary, you say?" spurgte han lidt forsigtigt, da han havde indtrykket af, at hans løn netop var at få lov at lære af Rothwell. Han kiggede op på ham, og så ned på pairerne igen, men det gik vist hurtigere at spørge end at læse sig til det, selvom han selvfølgelig havde tænkt sig at læse papirerne igennem før eller siden.

"But as history have told us, artists have a tendency to indulge in things they end up succumbing to.... A sad case really.... He had good talent... He could have gone far...."
Det var netop det potentiale der gjorde at Caine sagde ja til handlen den gang. Det kunne godt komme til at virke som om Caine tog lidt af hvert men det gjorde også han havde kontakter de mærkeligste steder.

Caine smilede nærmest anerkendende til den unge mand og sagde: "In due time you will find your feet as well Maxwell"
Så satte Caine sig roligt ned på sin plads igen og lod Maxwell kigge lidt i papirerne imens Caine tog sig lidt mere at drikke.
Ved Maxwells spørgsmål, satte Caine sig godt til rette og så kort eftertænksom ud. "I believe there is a standard salary in this part of the world at around 2500 Euro.... If i am not mistaken i have written 5000 in your contract"

"I guess it can be a burden to have such talent for art.. Or the burden may lead to the talent.. What would I know, I can't even draw a flower without people laughing at it." Max smilede og trak let på skuldrene. Det var bare ikke hans ting, og det var ham et under hvordan nogen kunne skabe kunst - skabe noget der vækkede følelser i folk, blot de kiggede på det. Han var troligt fascineret af det og samtidig smerteligt bevidst om, at det aldrig ville blive noget han gjorde.

Max følte varmen brede sig i sin krop, da Rothwell gjorde udtryk for, at han troede på ham. Så kunne han nok godt klare det hele. Dæmonen virkede ikke som en, der tog fejl. "What? Holy.. Eh. Nice. That's a lot. "Han tog sig nu tid til at kigge mere grundigt i papirerne. Han kiggede så op. "As long as I'll still have time for my studies at the academy, I'm up," sagde han så. Det ville ændre hans økonomi drastisk - han ville både have mere til sig selv, og måske kunne han også støtte sin mor lidt bedre. Jobbet virkede efterhånden meget, meget fornuftigt for ham.

"I paint a little myself but i would not say that it is something i should ever try and make a living off of.... I just find it.... Relaxing in a sense...." Caine var egentlig ganske ferm til at male men han gjorde ikke rigtig i at sælge malerier, han havde de penge han skulle bruge og egentlig var der også nok at se til.

Som den unge mand virkede overrasket over tallet, sad Caine med et roligt smil men udstrålede alligevel en sikkerhed man sjældent så andre steder. "There should be a section covering medical for you and the immediate family and of course danger compensation... The danger compensation is more a formality really... You should not end in dangerous situations, i just like to be covered and keeping employees safe...."
Så rejste Caine sig igen og tog en smuk og nærmest antik kuglepen op af lommen hvorefter han gik hen og gav den til Maxwell. "There will not be any assignments for you that should hinder your education.... All you have to do is sign"

Det kom på en eller anden måde ikke rigtigt bag på Max, at dæmonen også malede. Han havde selvfølgelig også haft mange år til at udvikle alle disse talenter i - men det var nu stadig imponerende. Max følte sig meget menneskelig i hans selskab. "I can imagine that it could be relaxing, if you're good enough.. I get a little stressed because it never turns out looking like I want it to." Han lo lidt igen. Han tog ikke lige dén mangel så tungt - som han heller ikke følte så meget begejstring ved at være kreativ på den måde, gjorde det ham heller ikke så meget, at andre, som godt kunne lide det, var bedre til det.

"So immediate family is also my mother?" kunne han ikke lade være med at spørge, mens han så alvorligt op. Det kunne betyde meget. Han tog sig ikke så meget af det med farekompensationen - han troede på, at dæmonen nok skulle 'passe på ham' og opgavevalget, og ellers måtte han jo bare prøve at passe på sig selv også. Der var efterhånden for mange fordele ved aftalen.

Max tog imod kuglepennen, og registrerede at selv den var fancy. "Okay... Thank you.. I feel like saying.. This seems like a very generous deal." Han kiggede lidt mere på siden, før han så skrev under. "Do I get this with me or do you have another copy or something?" Han følte, det måske var rart også lige at have den med hjem og læse den igen. Mest for at kigge på det overvældende tal. Måske kunne han ligefrem vise sin mor den. Det kunne han nok ikke. Men måske.