Who let the dogs out?!

"Yeah, I agree. I'd choose you if you offered to be the group leader," sagde han venligt og nikkede, seriøst et kort øjeblik.

"Oh my god, I have the perfect idea.. You could assemble.. the AVENGERS!" udbrød Max begejstret, da han fik idéen, men selvfølgelig også med et grin. "You could be Nick Fury from S.H.I.E.L.D, and I could be..." Han tænkte sig kort om, men selvfølgelig ikke særlig længe, for han vidste da allerede godt, hvilken avenger, der var hans favorit. "Captain America, the shapeshifting version," Han lo igen med strålende øjne. Det var sjovt at tænke på. Han vidste selvfølgelig ikke, om dæmonen kendte referencen, men faktisk faldt det ham slet ikke ind, at det kunne være sort snak for ham.

Caine tog sig roligt noget mere kaffe imens Maxwell gav udtryk for hans idé. Og ganske vist var Caine gammeldags på rigtig mange punkter men han havde alligevel fulgt nok med tiden til at han forstod referencen.
"If i do not remember too badly Captain America is for a time replaced by.... A Skrull i think they are called?.... That would fit the shapeshifting part of course.... And me as Nick Fury?... To some extent he has people to answer for.... I don't so in a way... Would i not be more of a..... Tony Stark kind of character?.... I know him and Cap are not always the best of friends but still"
Det var egentlig mest for at vise Maxwell at han godt forstod referencen den unge mand kom med. Caine ville jo heller ikke virke alt for gammel

Max lo hjerteligt. "Dude, everyone wants to be Tony Stark, you can't just choose him!" svarede han drillende og med glimt i øjet. "But I do see your point. I'll think about it," fortsatte han og lænede sig tilbage i stolen.

"I'm so full," sagde han og tog sig til maven. "This night has been so delicious. I'm very thankful." Han ville gerne være så høflig som muligt, og samtidig var han også virkelig glad for den fine middag. "Maybe I should get going soon. I'm on my bike so I'll have a little ride before I'm home." Han ville heller ikke optage for meget af dæmonens aften og være uhøflig på den måde. På samme tid var det også sandt, at han havde en cykeltur hjem. Han håbede bare ikke, at det regnede.

Caine grinede varmt sammen med ham inden han så blinkede drilsk og sagde: "Well to be fair i am more of a X-men fan.... I have a special edition of the first Wolverine publication...."
En lidt nørdet anskaffelse ganske vist men ikke desto mindre vidste Caine også hvad der var tilpas mange penge værd til det kunne betale sig at investere i det.

Så tømte Caine sit glas og nikkede roligt til Maxwell. "I am glad that you enjoyed it..."
Da den unge mand så nævnte hvordan han havde en cykeltur med hjem, tænkte Caine ganske kort over det.
"It is perfectly fine... And if you wish it so i can drive you home.... It is the least i can do... I have a car that can fit your bike as well"

"Uuuh that's not bad either.. I think I've seen a couple of the movies.." Max nikkede let. Han kunne ikke forestille sig andet end at det måtte være en dyr anskaffelse, men kunne også sagtens forstå lysten til at eje den slags. Visse genstande kunne have en utrolig stor affektionsværdi.

"If you don't mind, that would be very nice," svarede Max glad. Både fordi, det var lækkert ikke at skulle cykle hele vejen hjem, men også på grund af udsigten t il en tur i en af Dr. Rothwells fancy biler. Han havde jo nævnt dem før, og Max var sikker på, at det kunne blive en ret lækker tur i bilen, hvilket ikke ville være en skidt ting ovenpå en dejlig aften. Især nu han ikke engang ville behøve at hente sin cykel en anden dag.

"I have read some of the comics and watched one movie.... I suppose you could say it was part of me keeping up with time.... It is hard to nor portray a supernatural age without at least keeping up a bit..." Der var selvfølgelig interesse i det men samtidig med det så var det også et led til den tid han nu en gang befandt sig i.

Så nikkede Caine roligt med et smil og sagde: "I do not mind at all.... Follow me then.... Ánd do not worry about cleaning after our dinner, i have already taken care of that"
Derefter rejste han sig og ventede til at Maxwell var klar til at følge med hvorefter han ledte den unge mand ud til garagen. Han trykkede på en knap på bilnøglerne og porten gled op og afslørede den sorte Humvee der inde. "This is the vehicle i use when i move paintings, or antiquities... Very spacious.... Should fit your bike just fine" Roligt gik han hen og åbnede bagsmækken så den var klar til at de kunne laste cyklen

"I see.. Society is always mirrored in the movies and art of the time." Max nikkede forstående. Han elskede altid at se gamle film, fordi det på en eller anden måde gav ham en følelse af, hvordan tingene havde været dengang, og på samme måde måtte det vel fungere med nutidens ting, hvis man forsøgte at catche op den anden vej.

Max kiggede kort på al servicen, som han godt kunne mærke føltes lidt 'jeg burde lige bære det ud i køknet'-agtigt. "Okay.. nice.. Your life is so.. upgraded," svarede han med et lille smil. Han havde aldrig haft en opvaskemaskine, men dæmonen havde tydeligvis skabt sig et liv, hvor han end ikke behøvede at fragte tingene til køknet selv. "This may be a weird question, but do all 'long-living' creatures become rich over time or is it possible to live an eternity just in the working class?" Mon status var noget, man altid kunne arbejde sig ud af, hvis man fik nok tid - eller om nogen måske bare aldrig formåede at skabe sig penge.

Max fulgte dæmonen ud i garagen og så begejstret på bilen. "I see.. awesome.." sagde han og kiggede lidt ekstra på bilen og kunne heller ikke lade være med lige kort at røre den blanke, sorte overflade med fingerspidserne. "I'll get my bike.." sagde han så og skyndte sig ud at hente sin lette, blå racercykel. Han havde selv måttet fikse nogle ting ved den, da han købte den billigt, men det var en god cykel, som havde flyttet ham mange gode kilometer.

Caine trak på smilebåndet ved Maxwells kommentar om at hans liv virkede 'opgraderet', Der var selvfølgelig også noget om det. "I suppose you can call it that yes....."
Ved det næste spørgsmål han kom med, tænkte Caine lidt over det inden han så rystede lidt på hovedet.
"No.... Age does not grant wealth unless you work for it.... I of course was lucky because i was born into a Noble House which in its own had wealth.... But i worked hard and long to make my own name... But how hard it is needed to work is up to one self... You have to know when to grab a chance..."
Det var jo hoveddelen af hvordan Caine have skabt sit navn og formue.

Som Maxwell kom tilbage med cyklen, var Caine heller ikke bleg for at hjælpe ham ind med den hvorefter han så fik en lidt spontan tanke.
"I was wondering Maxwell.... Do you have a drivers license?...." Det blev sagt med en drilsk glød i øjnene som Caine holdte nøglerne hen mod Maxwell som et tegn på han måtte køre hvis han havde

Max lyttede opmærksomt til dæmonens forklaring. "I see. You had a good start, but I'm sure you'd always have to work hard to maintain wealth and to make it grow," svarede han. "But I guess having som extra years to work in is an advantage.." Han trak let på skuldrene med et smil. For folk, der havde en dårlig start, kunne de ekstra år måske give dem tid til at lære og til at udbedre sine fejl eller arbejde gæld af.

De fik cyklen ind i bilen uden de store problemer, selvom en cykel selvfølgelig altid blev lidt mere uhandy, når den blev løftet fra jorden. Max stod og kiggede på cyklen, der var kommet godt ind, og drejede så hovedet da han opfangede Dr. Rothwells spørsmål. Hans øjne lyste op. "Yes.. What.. Are you for real??" spurgte han målløs og modtog nøglerne, mens han kiggede på ham. Han havde kun kørt sin mors billige skraldespand af en bil, så det virkede helt vildt at få lov at prøve en så velholdt og dyr bil som denne.

"Indeed.... Just because you have wealth, it doesn't mean that it keeps being there... But then again.... Money earned is alot more fun to use...."
Det var selvfølgelig rigtig nok at de ekstra år hjalp på det når det kom til at opbygge formue. Det kom selvfølgelig an på hvordan man brugte de år.

Caine kunne ikke helt lade være med at slippe et kort grin som den unge mand kom med så entusiastisk en reaktion. "Of course i am.... Just drive carefully.... I do not know what kind of driving experience you have and it is a powerful vehicle.... Besides, it will be alot easier for us to get there considering you know where it is.... Shall we?..."
Caine fik lukket ind til cyklen hvorefter han satte sig ind på passagersædet

"That makes sense," svarede han om det, at man selv havde tjent pengene, gjorde dem sjovere at bruge. Penge fik også en anden værdi, når man vidste, hvilken indsats det krævede at tjene dem. Det vidste han i hvert fald selv fra overgangen fra barn, der kunne få penge fra forældrene, til at man havde et arbejde og fandt ud af, hvor mange timer og hvilken indsats der lå bag ens arbejde. Det kom selvfølgelig også an på, hvor høj en stilling man havde, men der lå jo også arbejde bag at komme dertil. For det meste i hvert fald.

"I'll drive like a 80-year-old. So slow. So responsible. Wait. With better reflexes. Maybe like a... 40-year-old...." svarede han og lo, og glemte et kort øjeblik at han stod overfor en 100+-årig. Han gik, stadig med en følelse af målløshed, over på bilens anden sæde og satte sig ind i førersædet. Sørgede for at justere sædet, for at vise sin ansvarlighed. "Okay," sagde han og rettede sig op, tog en dyb, begejstret indånding og satte nøglen i og tændte bilen. Han smilede bred ved lyden af motoren, der begyndte at spinde, og kørte roligt ud. Han var heldigvis en ret dygtig chauffør - havde en god ro, selvtillid og forståelse for biler.

Caine nikkede stille, satte sig til rette og spændte sin sele. Han viste at han var helt rolig og stolede på Maxwell og hans køreevner. Og der udover kunne han læse på den unge mand at han nok skulle være forsigtig.
"Just take your time, get to know the car.... And just have fun with it... "
Som den unge mand fik startet motoren og smilede ved lyden, kiggede Caine på ham med et anerkendende smil. "Well then.... Let's see how well you drive...." Caine tvivlede ikke og hans toneleje vidnede om at han havde tiltro til den unge mand.

Max fokuserede på vejen og orienterede sig. "Is it okay if I take the long way home?" spurgte han med et lille grin, da han gerne ville nå at køre lidt mere, end de 10 minutter det nok ellers ville tage at køre hjem.
"I'll do my best to drive like a police officer or a taxi driver.. or.. I'm not really sure if they drive nicely.." Han kunne bare ikke rigtigt komme i tanke om nogen, der pr. definition kørte pænt. "But I guess I'll get more hurt than you if something goes wrong.. right? Doesn't demons heal much faster than humans?" spurgte han og skævede til dæmonen for at blive bekræftet. Det fascinerede ham. Tanken om at kunne brække en arm, uden at det påvirkede ens fremtidige måneder synderligt, var så mærkelig. En krop, der var så stærk og hurtig. Samtidig følte han også, at det virkede så unaturligt, knogleender, der kunne mødes efter blot et døgn, frataget den langsomme, stabile adfærd som knogler havde normalt.

Caine nikkede som den unge mand spurgte om tilladelse til en anden rute, det var jo klart nok at han gerne ville prøve bilen noget mere.
Dog kunne Caine ikke helt lade være med at grine kort som Maxwell beskrev hvor godt han ville køre.
"It is ok Maxwell, it is okay to have a little fun..... Try it a little"
Da den unge mand så ville vide lidt mere om hvor meget han egentlig kom til skade, tænkte Caine først lidt over hvordan han skulle svare. "It would probably hurt you more yes... A Demons body is quite resilient.... It made me survive both World Wars... And yes we heal rather quickly, not at fast as a Werewolf but still rather fast"

Max lod vejen tage dem langt omkring, og lod da også speederen få lidt ekstra på de lange, åbne stykker, efter at Rothwell gav ham tilladelse til at give den lidt mere gas. Han var begejstret, følelsen af frihed og kvalitet var berusende, især ovenpå sådan en aften. Han følte, han kunne langt mere nu, følte sig fyldt med potentiale og styrke.
Han lyttede opmærksomt og nysgerrigt til dæmonens fortælling. "But I guess it hurts just as much to you.. or?" Han kunne ikke forestille sig, at store skader ikke gjorde lige så ondt. På den anden side kunne deres kroppe måske være mere modstandskraftige, når de generelt bare på mange måder var en opgradering af mennesket. Det måtte føles unaturligt. Eller det gjorde det jo nok ikke, for de havde jo aldrig prøvet andet. "Have you ever been shot or something?!" spurgte han, da dæmonen beskrev at det havde hjulpet ham til at overleve krige.

Det var nu egentlig rart at se den unge mand more sig lidt med at køre bil og så rent faktisk mærke lidt mere hvad bilen egentlig kunne. Mange gange skulle der ikke mere til end en tillidserklæring til inden at så gav det et helt nyt niveau af loyalitet.
Caine trak lidt på skuldrene inden han svarede: "Yes it hurts when i get injured..... But i do not think it hurts as much as if a human was injured.... I do not really have anything to compare it to" Caines krop var som de fleste dæmoners ganske modstandsdygtig.
Så nikkede han lidt som den unge mand spurgte om han var blevet skudt. "Yes a couple of times.... I had to do a little acting since it didn't hurt me as much as the others.... I started my journey in medicine during the war as a Field Surgeon... And enemies really do not like field surgeons"

"Of course," sagde han blødt, da dæmonen mindede ham om, at han selvfølgelig ikke havde noget sammenligningsgrundlag. Han kunne jo slet ikke vide, hvor meget og hvor lidt smerte, et menneske følte.

Han smilede lidt over historien om krigen. "I guess you were that motherfucker who just always came back from his sickbed.." Den der type af mennesker, som man tænkte havde ni liv. Rothwell havde så bare i virkeligheden mange flere liv end de ni. "Have you ever wished to be human? Or is that a weird question?" spurgte han så, tænksomt. Han kendte bare følelsen af at ønske, han var normal, og ikke skulle forholde sig til sin mærkelige krop. Men det var måske også fordi, der stadig var så meget menneskeligt i ham. Hvorfor skulle et overlegent væsen som en dæmon ønske at blive den mest underlegne race? Det kom vel også lidt an på, hvilket moralsæt man havde, men generelt var der jo egentlig ikke nogen fordele ved at blive et menneske.

Caine kunne ikke lade være med at grine lidt af den friske kommentar fra den unge mand hvorefter han svarede: "No..... I was the motherfucked that kept going on the battlefield.... I treated myself if needed.... Imagine a completely human Doctor treating me? Seeing how little injury i actually sustained?"
Kort blev Caine tavs da Maxwell spurgte om han nogensinde gerne ville være menneske. Efter lidt rystede han på hovedet med et forsigtigt smil.
"No i never wished to be human.... But that does not mean that all my aspects are enjoyable.... Even though i am a Demon, i still got to experience to a degree a mothers love.... And while i went through the years, my entirely family was caught by age.... I must admit that every now and then, i get a sense of being alone.... I am the very last of House Rothwell...." Det at han ind imellem følte sig alene, var ikke noget han før havde givet udtryk for

Et smil brød ud på Max' ansigt, da dæmonen lo. Det gjorde ham glad, at han kunne få ham til at grine - han følte sig efterhånden mere og mere fortrolig sammen med ham, og det gav ham indtryk af, at det var gengældt, i hvert fald til en hvis grad. "Oh," sagde han, da dæmonen gjorde ham opmærksom på, at han selvfølgelig ikke kunne modtage normal lægehjælp. "That makes sense... I guess people wondered a lot about you back then. Maybe some figured out that you were supernatural.. they almost must have.." sagde han, i et let spørgende tonefald, og rynkede let på panden. Det må da næsten have været umuligt ikke at lægge mærke til - og så alligevel, hvis man ikke anede, at det var en mulighed.

Max lyttede roligt, mens dæmonen talte, da han fornemmede, at han havde fået spurgt ind til noget dybere. "I understand. It must be painful.. It always is.." sagde han om at miste familien til alderdom. Han kunne også sagtens forstå, at dæmonen kunne føle sig ensom, når familien var væk, og det ikke havde lykkes ham at skabe en selv. "You could.. knight me .. make me Knight Of The House Rothwell," foreslå han for sjov, med et lille grin, for at opmuntre ham. Samtidig ville han gerne signalere, at han i hvert fald gerne ville holde sig tilknyttet. Han følte medlidenhed med Rothwell, som han jo også havde utroligt meget respekt for.

Caine nikkede da den unge mand spurgte ind til om ikke folk lagde mærke til hans aldrig lidt gik i stå.
"Oh they noticed.... That is why i had to leave so many years ago.... But over the years i got really good at hiding my true age.... It involved forging a family tree and my mansion still have a haunted house like status even though House Rothwell is still very much alive..."
Det var et talent man blev nødt til at få hvis man ville sikre sig at der ikke kom unødig opmærksomhed.

"That is very kind of you to say Maxwell.... Such a family story is often met with ridicule or resentment.... Which is why i keep it close to me"
Caine kunne ikke helt lade være med at trække lidt på smilebåndet ved Maxwells forslag på trods af det var for sjov. "I think it is only Royalty that has Knights in this age... But nevertheless i will still count you among House Rothwells trusted"

Max lo kort og smilede lidt ved tanken om, at offentligheden troede at huset Rothwell var en uddød historie eller et spøgelseshus, mens der stadig gik en nulevende arving eller ejer rundt. Det var på en måde lidt eventyrs agtigt - måske egentlig mere gyser-agtigt, dæmonstatus taget i betragtning - men det var i hvert fald lidt spøjst at tænke på. "So you've forged yourself a new family tree with younger members?" spurgte han nysgerrigt, da han ikke helt havde fanget, om det var det der var pointen med den del. Der var trods alt ikke mange der kom og spurgte ham til hans familie. Han vidste knap nok, hvor han stammede fra, længere tilbage end hans bedsteforældre.

"I can't imagine how I would ever feel that way about it," sagde han venligt og nikkede oprigtigt. Han smilede så, da dæmonen måtte skuffe ham. "Okay, I'll take what I can get," svarede han med et let grin. De nærmede sig hans ende destination, skolen, som var hans hjem.

Caine havde aldrig tænkt over om hvor vidt det var eventyragtigt eller måske mere gys, for ham havde det jo været sådan hverdagen var. Men det gav selvfølgelig god mening hvorfor andre kunne komme til at se sådan på det.
"In a sense yes...Basically it will keep looking like a family tree that is growing.... It took some legal work in the right places but i have gotten quite skilled at stuff like that over my years.... During the war, many young men wanted me to forge their papers so they could go serve in the War before they were old enough.... I refused them though"

Som de nærmede sig skolen, kiggede Caine kort og sagde: "I come here as guest teacher every now and then..."

Max smilede skævt. "So every now and then, you're reborn? Your own son. As in. Your son is you?" spurgte han, han havde lidt svært ved at forstå, hvordan det fungerede, og fik sin egen fjollede idé. Det var dog ikke fordi, han havde brug for at forstå det i dybden, hans tanke var bare lidt komisk. Men det kunne jo meget vel være sådan, det fungerede. og det var jo også lige meget - bare dæmonen kunne få lov til at fortsætte sit liv i fred.

"That sounds very kind of you.. I think I'd try to protect them from joinging the war too early too.." Han beundrede, at Rothwell havde valgt sikkert at sætte sin egen fordel eller betaling til side, for at beskytte de unge knægte - hvis det altså havde været hans motiv. Max kunne ikke forestille sig andet.

Max så lidt overrasket ud, da dæmonen fortalte, han underviste. "I didn't know that. What do you come here to teach?" spurgte han nysgerrigt. Mon han nogensinde skulle have time med Rothwell som lærer? Det ville være hyggeligt. "Biology?" spurgte han, en anelse håbefuldt, da det var et af hans fag.

Caine nikkede stille og roligt imens han smilede nærmest tilfreds. "In a sense yes.... On paper that is... Maybe i will start my own family one day so that part won't be relevant anymore.... But as it is, it works just fine"

For en stund lød Caine mere alvorlig men ikke så meget at han virkede vred på den unge mand.
"Yes.... I may be a Demon and i make my Bargains.... But young men going to war before they are ready helps no one"
Det gjorde ingen nytte selvom mange andre dæmoner sikkert så en anden profit i krig

Så nikkede han til Maxwells spørgsmål inden han svarede: "History and Biology... And if they get unique cases that needs medical attention, they sometimes call me as well due to my specialty"

Max smilede. "But I guess your children will live just as long as you, right..? Hopefully," svarede han venligt. "I hope you'll find a Mrs. Rothwell soon," tilføjede han med et lille smil. Han var ret nysgerrig på, hvordan en sådan ville se ud. Sikkert lige så elegant og mystisk som ham. Lige børn leger bedst.

Max nikkede, enig med Caines kommentar. Det var også en brutal måde at lave handler på - at udnytte de svage, kan man sige. "You're right.. I hope they didn't find someone else, less morally bound than you." Han havde ikke svært ved at forestille sig, at der fandtes typer derude, der udnyttede de unge uanset prisen.

"That's cool, maybe you'll be teaching some of my classes someday soon, then." Max så over på ham og nikkede, før han vendte blikket tilbage på vejen, da de nærmede sig skolen. Han parkerede bilen på en af de ledige parkeringspladser foran skolen.