Some dogs prefer a certain type of person

Max var ude at gå i parken. Han var iklædt sorte bukser og en tyk, mørkeblå vinterjakke, samt en matchende blå tophue med en brun pelskugle i toppen. Det var ikke med vilje, at han matchede, han var ikke videre stilbevidst, men i dag var det altså lykkes. Han var iført nogle gode, brune støvler, som både holt varme og var gode at gå i.
Han gik og betragtede de legende hunde, som der var i parken. Vejret var flot og hundene nød det. Det var intet problem for dem at holde varmen grundet deres bevægelse. Han mærkede det trække i sig - lysten til at lege med hundene, skifte form og deltage på lige fod med dem. Der var intet som det naturlige, lette og enkle i at lege som hunde. Der var ingen spil, der blevet spillet eller noget man skulle forhold sig til. Hunde var altid enkle, uden bagtanker, kun bevægelse og leg.
I dag holdt Max sig dog i skindet, også fordi det ville virke mærkeligt med en løs hund, der midt i parken. Han havde før prøvet at blive forsøgt opsamlet med hundefanger, hvilket bestemt ikke var noget, han satsede på at skulle ud i igen.
En af hundene kom løbende hen mod ham med en pind i munden. Nogle gange var det, som om de godt kunne fornemme, at han på en eller anden måde var én af dem. Måske hundene kunne genkende noget af dem selv i hans duft. "Hey buddy," mumlede han mildt og bøjede sig ned for at modtage pinden fra hunden, som den overlod til ham efter en kort trækkeseance. Han rettede sig op og kastede pinden langt væk, og hunden satte efter den. Han fulgte den med blikket, før han kiggede sig lidt omkring og vinkede over mod den person, som han antog, var dens ejer. Det gjorde ham intet, at folks hunde opsøgt ham, tværtimod, men det var stadig lidt pinligt for ejerne, at de ikke kunne kontrollere deres hunde. Han sendte et smil afsted før han drejede hovedet tilbage mod stien foran sig med henblik på at fortsætte sin gåtur.