Who let the dogs out?!

Max sad træt i Astons skadestue og ventede. Han var iført sorte bukser og en sort t-shirt - hans klassiske 'efter et formskift'-outfit. Han havde ventet en times tid. Han gabte lidt, men sad ellers relativt tålmodigt i sin stol, selvom at han havde ondt. Han havde god forståelse for, at der var andre, der var vigtigere at hjælpe end ham først, og var helt enig i prioriteringen af barnet med ondt i maven og den grædende kvinde. Så han måtte bare sidde og kigge på sin mobil og på de mennesker der gik forbi.

Han havde ganske enkelt været i sit første hundeslagsmål. Det havde været noget værre noget. Han havde været ude som hund og havde bare udforsket byens kvarterer på en rolig villavej. Ud af det blå, var en stor satan dukket op; Den største schæfer, han nogensinde havde set. Og den var bare gal. Han havde sendt alle de dæmpende signaler, han kendte, og forsøgt tilbagetrækning, men den var hoppet på ham alligevel. Det var alligevel sjældent, han havde oplevet den adfærd, især fordi hans fært var anderledes fra almindelige hunde, så de fleste havde ekstra respekt overfor ham.

Hunden var således sprunget på ham og havde bidt ham adskillige steder: I nakken, på skulderen og havde på en eller anden måde fået ridset hans overlæbe og givet ham andre småskrammer. Han havde forsvaret sig selv og kommet væk så snart han kunne, hvilket var blevet hjulpet af at et menneske var dukket op med en kost og havde forsøgt at slå lidt på dem begge to. Derfor havde han også fået et slag på sit lår, men det var han nu ikke så bekymret for.

Læsionerne havde i hans menneskeform et lidt ejendommeligt udseende, fordi transformationen fra hund til menneske ændrede dem. Udover det var bidsåret i nakken selvfølgelig en meget speciel placering for et menneske Han havde forsøgt at hele dem selv, inden han skiftede form, men havde slet ikke nok træning eller styrke til det endnu, så han havde kun kunnet stoppe blødningerne og hele nogle rifter.  Han havde derfor vurderet, at det nok var bedst at blive tilset. Han vidste ikke helt, om der var noget der skulle syes, om antibiotika var nødvendigt, og om han måske skulle have noget rabies profylakse. Den hund var skør, og der måtte næsten være en årsag til det. Han var allerede rabies vaccineret - netop fordi han havde tænkt, han skulle forebygge situationer som denne - men var i tvivl om om der mon skulle gøres mere. Så nu sad han bare her. Lidt slukøret, for det var selvfølgelig ikke sådan, han havde ønsket at tilbringe sin søndag. Samtidig håbede han virkelig også, det var en læge med kendskab til overnaturlige væsner, for ellers ville det blive svært at forklare læsionernes opståen.

Caine havde sit eget lille kontor som reservelæge når han hjalp til på hospitalet hvilket også var der han befandt sig nu. Der havde været nok at lave men ikke noget han mente egentlig havde været nødvendigt med ham til. Men det kunne nu være rart nok at kunne slappe af med lidt småting når det kom til stykket.
Han sad stille med en kop kaffe som en sygeplejerske kom til forfjamsket ind til ham. "Dr. Rothwell?..... Your next patient is ready....." Caine smilede til hende og svarede: "I will be right there Anna... Thank you..." Hun fniste lidt for sig selv og gik igen med Caine der snart fulgte efter.

Outfit

Sygeplejersken kom ud med lidt farve i kinderne til Maxwell og sagde: "Mr. James?.... The Doctor will be right with you...."
Hun satte sig ind i modtagelsen igen hvorefter Caine kom ud i venteværelset og kiggede lidt rundt: "Maxwell James?"

En ung sygeplejerske kom ud og oplyste Max om, at lægen var på vej. Max lagde mærke til hendes røde kinder og forfjamskede smil, men udelukkede hurtigt, at det var fordi hun bagte på lige ham. Han rettede sig op i stolen og var klar til at rejse sig, da lægen kaldte hans navn. Max rejste sig og gik hen mod ham, mens han smilede venligt, og selvfølgelig lidt beklemt. Det var aldrig en gennemført behagelig oplevelse for ham at tage til lægen; og havde kun været virkelig skadet tidligere, hvor han var barn og havde brækket en arm, så på den måde var situationen også uvant. "Yes, that's me," svarede han på at hans sagde hans navn.

Denne læge var en ung mand; Nogle år ældre end Max, virkede det til. Max følte med det samme den naturlige respekt, man har for autoriteter. Han tog en indånding og lagde mærke til mandens fært. Han vidste med det samme, at dette i hvert fald ikke var en menneskelig læge. Faktisk var det en fært, han endnu ikke havde lugtet endnu, og den gjorde ham let urolig, men ikke noget mærkbart. Han måtte jo gå ud fra, at når manden var ansat her, og som læge, så måtte han ville ham det godt.

Caine havde altid en vis facade når han var på sygehuset. Ikke fordi han ville gemme noget som sådan men lige så meget fordi der også kom dødelige patienter og de ville nok ikke risikere en behandling når han var Dæmon.
Så gav han nærmest som en refleks den unge mand et håndtryk og sagde: "I am Dr. Rothwell... Right this way"
Så blev Maxwell ellers ledt ind på Caines kontor og vist en plads inden han selv satte sig til rette og tastede lidt ind på computeren.
Derefter vendte han sin opmærksomhed tilbage på Maxwell og smilede inden han så sagde:
"So Maxwell.... Quite a dog fight eh?...." Caine havde set nok skader i sit liv til at vide hvad der kom af hvad

Max tog lægens hånd og nikkede uden at sige andet. Dr. Rothwell - det var et navn, der havde noget svung over sig i hvert fald. Han fulgte let haltende med Rothwell ind i kontoret og satte sig på den anviste plads, mens han i stilhed kiggede lidt rundt i rummet. Det var altid sådan lidt akavet at komme ind til lægen. Da lægen så tiltalte ham, så han op. Han så først lidt overrasket ud, da det kom bag på ham, at lægen allerede vidste, hvad der var sket, men han mindede så sig selv om, at selvfølgelig vidste denne mand også, at han var formskifter.

Han kunne ikke lade være med at gengælde smilet. "Eh.. yes..." Han rystede lidt på hovedet. "It's not one of my regular activities.. dog fighting... but this huge dog came out of nowhere." Han rynkede let på panden. "And it was really, really angry.. took a while for me to get it off.." forklarede han og kløede lidt ved et lille ar, på hans arm, som han selv havde fået helet indtil granulationsfasen. "I figured it was best to be seen by a doctor so.."

Caine vidste godt at for langt de fleste patienter så var det akavet og i nogle tilfælde overvældende at komme til lægen, så derfor gjorde han også meget ud af at få folk til at føle sig tilpas. Det gjorde ganske enkelt tingene meget nemmere.
Caine havde set angreb fra hunde før og med henblik på hvor mærkerne sad, var det ikke svært for ham at lægge to og to sammen. Så ja han havde en meget klar idé om at den unge Maxwell var formskifter. Det ville i hvertfald være hans gæt.

Caine nikkede en gang inden han så forklarede sig selv: "Just so you have some clarity... I have seen a great deal of dog attacks in my years and due to where your injuries are, it is easy to guess your origin...."
Så kiggede Caine kort på computeren inden han sagde: "You are not the first to have been attacked over the last months... Where did it happen?"
Så kunne man måske få gjort noget ved den bidske hund

Max rodede sig let i håret. "It makes me feel a little better to know that it has happened to others.. I feel pretty stupid.. It was just a normal dog, shouldn't really be a problem," sagde han. Normalt ville han kunne læse hunden, og generelt var han overlegen i forhold til andre hunde i slåskampe - bedre overblik. Men det var så sjældent nødvendigt, fordi de havde respekt for hans anderledes fært, så han var kommet alt for sent igang med at forsvare sig. "I'm glad you are like.. non-human.. I have no idea how I could have explained it without sounding insane to them." Han lo kort og holdt øje med Rothwells reaktion, da han jo ikke vidste, hvilken race han var.

"It happened around Ellison avenue, actually pretty close to the park. It's quite worrying since there's a lot of children in that area. I'm concerned it might have rabies or something, it was really acting weird." Han var glad for at få nævnt det med rabies for lægen. Hvis der var en ting, han ikke ville have, så var det den virus. Han gik ud fra, at hvis lægen mente der var risiko for ham i den dur, ville han nok tage affære. "Were the others shapeshifters too or ..?" han følte, det var ret vigtigt, om hunden mon også angreb mennesker eller kun hunde.

Caine nikkede imens Maxwell forklarede og sagde derefter: "How does an encounter with such a dog usually go? I need to know to get a clearer image of what might have transpired.."
Det var altid nemmere at finde ud af en situation hvis man havde så mange detaljer som muligt på plads og Caine kunne også bedst hjælpe sådan.
Da Maxwell konkluderede at Caine nok heller ikke var menneske, så Caine kort overrasket ud men skiftede hurtigt over til en mere rolig fremtoning. "Really?.... What gave me away?...."

Som Maxwell forklarede sted og om hundens mærkelige opførsel, nikkede Caine endnu en gang og så kort ud af vinduet. "That could be an explanation yes... Hard to know for sure before i actually see the dog... Or perhaps more answers will appear when i examine the wounds...."
Caine begyndte så at finde de påkrævede ting for at undersøge og behandle Maxwells skader inden han svarede på Maxwells næste spørgsmål: "No... Just very unlucky humans..."

Max tænkte sig om. "I think.. I was just walking down the street, or maybe running, trying to look like a had a purpose or something, people usually leave dogs alone if they look like they're headed somewhere.." Eller måske gav de bare op på forhånd. "But then the dog just jumped out of this privet hedge, it must've come from someones garden. And it just jumped me and bit me, that's how I got this one," forklarede han og pegede over i sin nakke, som stadig dunkede let, og det sivede også en lille smule med væske fra såret. Han var begyndt at slappe mere af i lægens selskab, da hans udstråling var ganske behagelig.

Max bemærkede, at Rothwell var overrasket over, at han vidste, han ikke var et menneske. Det kom lidt bag på ham, da de fleste han havde mødt, med det samme vidste, at han var formskifter, så han var lidt af den opfattelse, at alle lidt vidste, hvad race alle var. Han troede bare, han var bagud, fordi den her verden var ny for ham. Men måske var det ikke sådan. "You seemed to know that I'm.. different. And you don't smell like a human. They have a really simple scent. Yours is more.. multifaceted. I thought you knew that..?" svarede han lidt forsigtigt spørgende, da han blev bekymret for, om han havde overtrådt en grænse. Måske var lægen ikke klar over, at hans lugtesans var forbedret, fordi han skiftede form til hund. Han kunne selvfølgelig måske heller ikke vide, at hans form var en hund. Max blev helt i tvivl om, om lægen havde regnet ud med det samme, at han var formskifter, eller om han selv var kommet til at give den information ud.

Han rynkede let på panden. "Oh.. that's not good.. poor things.." Et menneske måtte næsten få endnu værre skader af den hund, hvis man altså ikke havde nogen våben i nærheden. "Should I take my shirt of? I have this wound at my shoulder.." Han trak lidt op i ærmet for at vise det.

Caine skrev ned som Maxwell forklarede hændelsen men Caine havde stadig mærkbart meget fokus på den unge mand. Et talent han havde oparbejdet med årene.
Så kiggede han i retning af nakken og kunne svagt dufte væsken der sev lige så stille. "Hmm... That was a quick infection.... But we will fix that...."

Da Maxwell så spurgte forsigtigt ind til om ikke Caine allerede vidste det, grinede han lidt og rystede så på hovedet. "Forgive my laughter... I was trying to seem humorous..... I am well aware of the scent of my kind... And yes i have a knack for figuring out peoples origin... Supernatural beings is afterall my specialty.... And if you guess my origin, i will tell you...."

Så var Caine klar til at undersøge den unge mand hvor han så svarede: "Yes please... It will make the examination and treatment alot easier"

Da Dr. Rothwell lo, så Max først forvirret ud, før han også begyndte at grine. "Oh my god, I'm so sorry," sagde han stadig grinende og en anelse flovt, med en let farve i kinderne. "This whole supernatural thing is still very new to me. I didn't even know that the thing I did was shapeshifting until a few years ago," undskyldte han sig selv.

Han så lidt slukøret ud, da han blev bedt om at gætte lægens race, hvilket han vidste ville være besværligt. "To be honest, I haven't smelled a scent like yours before. So whatever you are, it's my first.." Det sidste sagde han i et lidt fjollet tonefald, da det også var en lidt fjollet måde at tale om det på. Der var noget mørkt i lægens duft, noget lidt faretruende, som stemte dårligt overens med hans venlige væremåde. Max kunne af gode grunde ikke placere, hvordan det hang sammen. Han havde dog læst lidt i Persephones bog, og på den måde havde han nogle valgmuligheder, men der stod desværre ikke noget om dufte i den, så det kunne han ikke bruge til så meget. Han tog roligt sin trøje af og rettede sig op, forberedte sig mentalt på at blive undersøgt.

Caine kiggede nærmest beroligende på ham og sagde: "No need to be sorry... If all this is still to some extent new to you, no one can really hold it against you..." Det var ikke første gang at Caine var løbet på folk med et lignende problem. Og hvis man ikke rigtig havde kendskab til den overnaturlige verden, så kunne det være utroligt overvældende.

"I didn't expect you to guess it.... Besides i tend to hold it to myself because people have a tendency to think the wrong things right away"
Så tog Caine handsker på og sagde: "Ok here we go... Do not worry, i will be very cautious.... Lets see what we have to work with...." Han startede med biddet i nakken og fik taget en lille prøve af væsken fra inden han sagde: "Good thing you are a shapeshifter... That bite was brutal.... You have a very strong immune system it seems but i will still clean the wound and perscribe something to get the infection out faster...."

Max nikkede let. Lægens ord beroligede ham faktisk, og det var rart at høre, at han godt forstod det. Max følte sig tit dum, men det var bare så utroligt svært at få styr på det hele, når det var så nyt og på mange måder bare med en helt anden logik, det hele.

"Oh I'm sorry to hear that.. It's never nice to be judged based on something like that," svarede han. Hans nysgerrighed var selvfølgelig vakt, også fordi det passede lidt med hans anelser om hans duft. Men Rothwells bekymringer omkring det viste i hvert fald, at han havde nogle reflektioner omkring det hele, og udover det virkede han meget beroligende og venlig. Og så var han jo også læge.

Max skar let ansigt, da han kunne mærke der blev rørt ved såret, men han sagde ikke noget, a han jo vidste, at Rothwell var forsigtig i forvejen. "Thank you.. yes..  I guess it's okay that I can't really see it myself," sagde han og lo.

Han tænkte sig lidt om. "Can I ask you something? Have you went to like, normal med. school, or how did you get to be a doctor?" spurgte han. Han var ret nysgerrig på, hvordan det fungerede med læger i den her verden. Han vidste ikke, om der var specielle læger i forhold til overnaturlige væsner, og om det overhovedet var en nødvendighed. Men han drømte jo selv om at komme til at hjælpe andre engang, og han havde altid syntes at biologi var spændende. I hvert fald human biologi.

Caine smilede nærmest beroligende og forklarede den unge mand at det ikke var noget han tog så tungt. "It is perfectly fine.... In a sense i cannot blame people when they learn of my origin... It scares them.... Besides other individuals have a tendency to soil our kinds name..."

Så begyndte han stille og roligt at rense sårene hvilket nok sveg lidt men Caine havde en overraskende blid hånd. Han trak dog lidt på smilebåndet da Maxwell spurgte ind til hvordan Caine blev læge.
"Are you sure you want to hear all that? It is quite a long tale... I am much much older than i appear...."
Caine havde ikke noget imod at fortælle det men det var alligevel noget der kunne tage tid så Maxwell skulle have muligheden for at vælge fra

Max beundrede, hvordan Rothwell havde så meget indsigt og selvrefleksion, at han kunne udvise den form for forståelse. Han virkede på en meget måde vis, trods at han stadig så relativt ung ud. "But it's still not fair to be judged by other people's actions," indvendte han venligt. "I don't think you deserve that from what I've learned about you so far," sagde han og sendte ham et smil. "You're very doctor-ly and friendly," tilføjede han med et lille grin. Han kunne ikke lade være med at fjolle åbenbart, heller ikke hos lægen.

"Yes, I'm sure!!" svarede han bekræftende og nikkede ivrigt. Han stoppede dog hurtigt, da han kom i tanke om, at det nok var irriterende for hans arbejde. Det sveg en del, men Max tog det så pænt han kunne og prøvede bare at trække vejret roligt. Han var meget interesseret i at høre lægens historie, og håbede virkelig at han ville fortælle. Han virkede som en meget interessant mand.

Caine nikkede til den unge mands ord, nok var det ikke fair at blive dømt på andres handlinger men det var ikke desto mindre et faktum at det skete. Og det skete ofte. Og hvis ikke Maxwell allerede havde erfaret det så skulle det nok komme.
Da Maxwell så beskrev ham med så kreative ord, stoppede Caine kort for at grine af inden han fortsatte med at rense såret meget omhyggeligt. "Doctor-ly? That was a new one.... I kinda like it actually....."

Da Maxwell så virkede meget entusiastisk, lagde Caine kort en hånd på hans skulder for at vise han nok hellere måtte sidde stille.
"Very well.... History time it is..... I was born into House Rothwell which made my parents Lord and Lady Rothwell.... Which is roughly 150 years ago..... I started medical practice during World War II"

Max smilede fornøjet, da det lykkedes ham at få manden til at grine. Det var sådan nogle ting han samlede på, kunne man sige. Andres latter. "Yeah. It's very descriptive of you actually. I'm suprised you haven't heard it before," lo han.

Max skyndte sig at sidde stille, da lægen signalerede, at han vist blev for ivrig. Det var bare ikke nemt at sidde stille, når man var 25% procent labrador. "Uffff! That's so cool..." udbrød han og spærrede øjnene let op, som han sad der og kiggede lige frem for sig, for ikke at forstyrre Rothwell i sit arbejde. "Why did you start then? Because of the need or..?" spurgte han nysgerrigt. Han kunne jo regne ud, at han havde været gammel nok til at starte før 2. verdenskrig. Men på mange måder var det jo nok også et tidspunkt, hvor det virkelig gav mening at blive læge.

"When you think about it.... Many of my patients are powerful supernatural beings... It is my specialty... And when they are injured, they are usually too proud for conversation...."
Den slags væsner foretrak som regel en hurtig behandling og så væk igen.

Han kunne ikke helt lade være med at grine lidt af den unge mands entusiasme men på en positiv måde.
"Cool? That i am over 150 years old in Earth years?"
Så begyndte Caine meget metodisk at forbinde formskifterens sår så det sad godt til men heller ikke hæmmede hans bevægelser på nogen måde. "I wanted to be more than just my title as Lord... So i started getting into medicine which seemed very useful during WWII.... Although many of my treatments wasn't exactly of this world..."

"How do they know you?" spurgte Max nysgerrigt. Han syntes det var smart. Det var rart at være hos en læge, der ligesom forstod. "It sounds like an unrewarding job to treat those patients.." kommenterede ham med et lille smil. Patienter, der egentlig ikke rigtigt ønskede at blive behandlet, var nok sjældent taknemmelige.

"Yes. Very cool. That's so many years! How do you feel about technology?!" spurgte han med et grin, og tænkte på sine bedsteforældre, der knap nok kunne betjene en mobiltelefon. 150 år var virkelig lang tid. Rothwell måtte have set og oplevet meget - det var så skørt, at han stadig så så ung ud. Det var svært at få sit hoved til at fatte. Max fulgte med i historien og nikkede. "You mean.. you used magic or something?" spurgte han nysgerrig. Lægens historie fascinerede ham allerede.

"From my work..... I had worked with some influential people so they got me into contact with others. Besides my abilities makes me have powerful contacts..."
Caine var godt klar over at verden ikke nødvendigvis var et taknemmeligt sted så han fandt sin egen måde at klare den slags situationer.
"On the contrary Mr. James.... Gratitude is one thing... And if it's lacking i have my ways to gain anyways"

Han kunne ikke helt holde en latter tilbage men dog fortsatte hans arbejde meget metodisk.
"I chose very early on to learn technological advances so i kept with the flow of time" Så fik han lukket en forbinding der nærmest ikke kunne mærkes men sad fuldstændig som den skulle. "There we go, that was the worst part... Now for the smaller wounds..."
Da Maxwell spurgte nysgerrigt, trak Caine på smilebåndet og nikkede. "In a sense yes.... You seem like a curious young man.... How much do you want to know my Origins?"

"Ah. Of course," svarede han. Selvfølgelig var det sådan et internt netværk. På den måde kom kun de rigtige personer til at høre om den praksis. Han fik et tænksomt udtryk ved det næste, lægen sagde, da han faktisk ikke var sikker på, præcis hvad han mente. Men han fik så meget ud af det, at Dr. Rothwell i hvert fald ikke manglede at føle sig tilfreds med sin livsbeskæftigelse, og at han havde fundet sine egne veje til at have det sådan. Det var selvfølgelig beundringsværdigt nærmest uanset hvad.

Max smilede ved lægens latter. "I see. A very wise choice. It could have went very wrong if you didn't choose to dig in those new technologies back then," sagde han muntert. Man kunne godt fungere i nutidens verden, selvom man ikke var fan af teknologiens fremspring, men det var nu en fordel at forstå dem og at kunne udnytte dem til at begå sig i samfundet.

Max var lettet over, at det største sår nu var overstået, og han sad blot tålmodigt, klar til at lægen fortsatte sin undersøgelse og behandling. Da lægen spurgte ind til hans interesse, svarede han: "I'm very curious. I'd like to know as much as you want to tell me," nikkede han. Der var vist ingen grænser for det. Det her var en spændende historie, anderledes end hvad han ellers havde hørt på første hånd, og han var bare taknemmelig for alt, hvad Rothwell ønskede at dele med ham.

Sandt at sige havde Caine selvfølgelig altid haft sit speciale men at det var blevete en ting her i byen, var sket lidt ved et tilfælde. Ikke noget han havde regnet med at skulle bruge så meget men med tiden havde det vist sig at være meget nyttigt, specielt når han skulle tage føde til sig.
der var selvfølgelig masser af sjæle men styrken i dem var ikke ligemeget.

"Indeed..... I learned very early on to adapt.. It makes it alot easier to fit in and hide the fact of how old i am.... " Det kunne godt give interesse fra steder hvor man ikke ønskede interesse fra. Caine havde skulle tage sig af blandt andet heksejægere igennem tiden. Ikke noget han ikke kunne håndtere men han vidste også godt at det ville ikke holde ved hvis ikke han gjorde bare lidt for at være diskret. Der var denne by så til gengæld helt fantastisk.

Så begyndte Caine at rense de andre så imens han svarede overraskende ærligt på den unge mands spørgsmål: "My parents could not get a child the ordinary way... So my father Prayed... But he prayed to Hell.... And his prayers were answered.... I entered this world in the form of a child which my earthly mother gave birth to... My power showed it self as i learned more of this world. So i am the kind of Demon you hear stories about.... Demon at the Threshold they called me"

"That makes sense. A young man who didn't know how to use a phone would probably attract some attention.." nikkede Maxwell. På den måde var det vel netop en overlevelsesstrategi at følge med verden, som den udviklede sig. Generelt var det jo en af de sikre måder at overleve på i de fleste miljøer, hvis man kunne gøre det succesfyldt.

Max lyttede intenst til Rothwells historie. Han rynkede let på panden. Egentlig ikke fordi, Rothwell sagde, at han var en dæmon, men i første omgang mest fordi lægens far havde bedt til helvede frem for himlen. I forhold til dæmon-informationen valgte han blot at tage det som en neutral information. Dels, fordi han faktisk heller ikke vidste så meget faktuelt om dæmoner og dels, fordi dæmonen foran ham virkede venligtsindet. "But.. why did your father pray to hell? Why not do heaven?" spurgte han i en let forvirret, skeptisk tone. "I thought most people pretty naturally would choose God or Jesus or someone.. I'd think they have a more.. helpful disposition..?" Han tænkte sig lidt om. "I'm sorry if I offend you, I'm only curious," skyndte han sig så at sige, da det gik op for ham, at Rothwell kunne tage det ilde op, hvis han misforstod ham.

"Indeed it would.... I may not be the most tech savvy person out there but i manage"
Det var lige præcis en overlevelsesstrategi da Caine godt vidste at han med tiden ville blive meget ældre end hvad mennesker blev.

Heldigvis lod den unge Maxwell ikke til at have nogen forudindtaget tanke omkring dæmoner og Caine var da heller ikke som de fleste af hans art.
Det var selvfølgelig logisk at spørge sådan når man havde den åbne og måske naive natur Maxwell havde. Men Caine tog ikke anstød af det på nogen måde. "Oh but they prayed and prayed.... Every night... My mother prayed until she was losing her sanity.... So my father chose to redirect his prayers when Heaven did not answer.... When a woman is on her knees praying to the Heavens to bless her with a child... Prayed until her knees bled... A man turns to where they will listen... And only a few months after, i was brough into this world in the form of a child... A demon is never brought into this world in its true form... " Så fik han lappet de sidste sår og fik dem forbundet så det igen ikke hæmmede hans bevægelighed. "You did not offend in any way.... Besides i was given a rather unique possibility to change the world"

Max smilede bredt. "Just hit me up if you need some tech advise.. I've helped my grandmother many times, so I'm pretty professional at teaching technology to the elderly.." sagde han med et drillende glimt i øjnene.

Max lyttede omhyggeligt til lægens historie. Han sørgede undervejs for at dufte grundigt til ham, fordi han nu i det mindste havde en fornemmelse af, hvordan en dæmon duftede. Ud fra Rothwells tidligere udtalelser vidste han jo godt, at det ikke altid var nogen, man kunne være rolig omkring. "Ah.. I'm glad they at least tried heaven first, gave them the offer," sagde han for sjov. "But I'm glad they tried option two then. It must've made them so happy when you were born?" spurgte han smilende og med en varm tone i stemmen. Det var altid så dejligt, når barnløse endelig fik deres ønsker opfyldt. Generelt var det dejligt, når børn blev født. At det så havde været en dæmon, og at det måske ikke medførte lykke for alle, så han bort fra. Han gik venligtsindet til Rothwells situation, og derfor gik han ud fra, at selvfølgelig var hans forældre blevet glade for at give liv til denne venlige læge.

"I see.. Thank you so much for looking at my wounds. I was afraid I would be pretty immobilised, but I still feel pretty moveable!" sagde han og bevægede nakken let. Det gjorde stadig lidt ondt, men han følte ikke, at forbindingen generede overhovedet.