Straight to Hell, or close enough

Påklædning: LINK
_________________

Det havde ikke været meningen at tiden skulle løbe fra Raven, sådan som den havde gjort. Hun skulle bare lige have tegnet det sidste på to forskellige design, så de var klar til at blive præsenteret hendes kunde ved næste booking. Hvad der skulle have været en times tid, var hurtigt blevet til 4, hvis det kunne gøre det. Da hun endelig havde løftet blikket fra lysbordet, var det allerede mørkt udenfor. Synet af det våde mørke, havde fået en hård knude til at trække sig sammen i mellemgulvet. ”Are you kidding me? That’s not what I needed…” mumlede hun små tvært og lettere opgivende. Overvejelser om at blive natten over i tattoo shoppen fik lov til at rumstere bag panden. Hun havde ikke spist hele sin frokost, så hun havde da en halv sandwich og en flad cola i køleskabet? Fornuften vandt dog i sidste ende. Hvordan skulle hun kunne forsvare over for sin chef i morgen tidlig, at hun havde overnattet på butikkens gulv fordi hun var bange for mørket?
Regnen faldt let ned over byen, lagde sig som et finmasket net af små perler på det mørke hår. Håret var sat halvt op, så det var trukket tilbage fra det fregne fyldte ansigt, mens resten af lokkerne hang løst om ryg og skuldre.
Med hastige og lange skridt vendte Raven kursen hjemad, mens hun forbandede sig selv indvendigt for ikke at have kørt på motorcyklen. Den åbne læderjakke blev trukket tættere om den spinkle krop, med armene slået omkring sig selv og hovedet sænket, i et håbløst forsøg på at skærme mod regnen. Ingen gang halvvejs hjemme, lød det første brag over hende og fik det til at gibbe i hele kroppen. Knuden tætnede sig, håndfladerne blev fugtigere og en klamme følelse af noget fulgte hende i mørket, fik det til at løbe hende koldt ned ad ryggen.

I sin panik var hun endt med at trække ind i et nærliggende, tydeligvis forladt, hus. Mørket her var nærmest endnu mere overvældende, mens tasken over den ene skulder febrilsk blev ledt i gennem ” Where is’t? I know I’ve… - Ah! There!” lød det samtidigt med en nu tændt lommelygte blev hevet op fra tasken. Med lygten som sin eneste trofaste lyskilde og fast holdepunkt i mørket, bevægede hun sig rundt i huset. Det var sørgeligt at se, hvor forfaldent det var. Det havde tydeligvis været et ganske nydeligt hus; en gang.
Hun havde været så optaget at det ikke var før en mandlig stemme lød bag hende. Tæt på at tabe lygten, drejede brunetten rundt med lyskeglen pegende direkte i hovedet på mandspersonen. ”Oh I.. Sorry.” hurtigt sænkede hun lygten, da hun blev klar over hun var i færd med at blænde ham ”I can’t say I disagree with you, but I’m clearly not the only one who thought it’s was a good place to hide from the rain, huh? Or am I?” spurgte hun med hovedet tiltet let på skrå. ”I’m Raven and you?” Hånden blev fremstrakt smilende mod den fremmede skikkelse.

Den blege kegle af lys blev skænket så den lige akkurat kastede nok lys af sig, til at den fremmede ikke længere blev blændet, men stadig var oplyst nok til at Raven stadig kunne se hans træk. Selv med de hårde skygger, til at kæmpede mod lyset om at lægge hele hans person mørklagt, så var han ganske behagelig for øjnene.
Det betød dog ikke at Raven formåede at stå så standhaftig som hun kunne have ønsket sig, da han valgte at korte noget af afstanden mellem dem. Hun vidste trods alt af erfaring, at et kønt ansigt kunne gemme på de værste monstre. En erfaring hun lidt for ofte havde det med at glemme, som hun alt for tit lod tvivlen komme folk til gode.
Glippet i kroppen var lille ved første skridt, knapt nok synligt her i mørket. Det kunne jo altid undskyldes med det brag der lød over huset - det var i hvert fald hvad brunetten tillagde skylden.
Hånden blev derfor alligevel strakt venligt frem mod ham og tilsyneladende taget vel imod ”Nice to meet you, Joseph.” et lille, men fast klem af hånden blev givet før hun slap for at trække sin egen hånd til sig ”And just because you don’t melt in the weather, doesn’t mean you like being soaked to the bone. Buuut it could be your thing, melting or not.” pointerede hun med en underlæggende drillende tone i stemmen.
Smilet endnu ikke falmet, selvom det havde stadig ikke helt formået at nå øjnene, men det fremstod ikke mindre venlig af den grund. Selv med et hjerte der syntes at forsøge alt for ihærdigt, at banke ud gennem den tynde brystkasse i angsten for mørket omkring dem.
”… Your friends notebook is missing, here?” øjenbrynene rynkede sig kortvarigt nærmere hinanden på midten af panden, før det ene rykkede sig spørgerne længere op i panden. Eftertænksomt glid tungespidsen fugtende over læberne ”It doesn’t seem like the pouring will stop anytime soon, so.” lød det endeligt med et skuldertræk, af den ene skulder. Det var måske søgen efter notesbogen, som skulle til for at lede tankerne andre steder hen. Det var om ikke andet et forsøg værd ”But I’m telling you I refuse lifting anything that may or may not house a spider…” det skarpe blik blev akkompagneret af en løftet pegefinger, der efterfølgende blev slået ud som en gestus til at han måtte føre an. Raven antog i hvert fald ikke at husets entre var hvor de ville finde bogen, men man kunne overraskes - folk forlagde trods alt ting de mest besynderlige steder.

// Lukket efter aftale