Let the darkness come - Cody & Lion ( + Jamie )

Hendes hjerte bankede hårdt og hendes vejrtrækning syntes til at være ude af kontrol. Mariellas hænder rystede let som hun rakte ud efter sin mobil. Hun kunne knap låse op for den med sine blodklædte fingre.
"Fuck," mumlede hun irriteret og mærkede hendes vejrtrækning være tæt på panikslagen. Der var ulemper i at være en del af en bande, det var når banden havde fjender eller bare folk som ikke kunne lide dem. Åbenbart havde Mariella valgt den forkerte dag at lede efter Tiana. Hendes hænder rystede, der var et par skud der havde været fyret mod hende og det ene havde ramt hende lidt over højre hofte, hvilket var grunden til at blodet på hendes hænder. Sirener healede ikke ligefrem. Hun havde fået gemt sig bag en form for container. Havde hun bare været i sin egen tid, havde hun ikke været alene lige nu - og det var ikke fordi hun var alene som person. Der var folk hun kunne ringe til, og det var hvad hun prøvede på lige nu. Jamie eller Reggie ville være hurtigst. Ikke at hun ønskede at bekymre dem, men Mariella var klog nok til at vide når hun havde brug for at spørge om hjælp. Hun hørte lyden af deres motorcykler og bandede svagt for sig selv. "come on," hun prøvede at trykke på skærmen desperat. Hun så kort op for at sanse, hvor langtid hun havde før hun blev nød til at flygte videre. Endelig fik hun ringet et nummer op, men det var ikke ligefrem det nummer hun ønskede at ringe op. Ærligtalt ville hun egentlig bare have fat i Reggie, men fik ringet op til sin far. Men det var vel bedre end ingenting.
"...Hey dad," sagde hun først ganske stille og bed sig i læben. Det var først som hun prøvede at flytte sig en smule at hun gav et lille støn af smerte fra sig. "..I..I.. need your help," tilføjede hun ganske svagt og lukkede kort øjnene i smerten. Hun kunne ikke skjule sig længe for bloddæmoner.
"I'm.. I'm at the garden district in Moonlight Falls.. - I don't know what happened, they just started shooting and I reckon they are out for blood,"hun vidste efterhånden hvilke informationer som var vigtige at sige i situationer som denne, "I got hit.. fuck," hun vrissede svagt. "They can smell my blood. Dad, I'm scared," tilføjede hun som hun mærkede sit hjerte springe en takt over. Hun havde været på flugt så længe nu, og alt hun kunne hører og føle var sit hjerte der bankede blodet hurtigere rundt i systemet.

Cody var faldet i søvn på sofaen, som tv'et kørte i baggrunden, han satte sig lidt forvirret op som en høj skinger lyd havde vækket ham, og han opdagede lidt efter det var hans telefon der ringede. Ikke helt ædru selvfølgelig, som den tomme flakse vin på bordet ligesom afslørede ham. Han rakte ud og tog bare telefonen uden at opdage hvem der havde ringet, som han mumlede hæst ind i telefonen, "hallo?" men vågnede hurtigt lidt mere, da han hørte hendes stemme, og hendes smerte.. fuck! Han rejste sig op, som panikken allerede fik hans hjerte til at banke hurtigere, "Pumpkin, what's wrong" lød det bekymret og hæst fra ham, som han prøvede at vågne lidt mere op nu, "Wait what!!? Who's shooting?! Are you okay?! Are you hurt!!" råbte han bare op, som han med det samme gik frem til altanen og åbnede døren helt op, som han foldede sine vinger ud, "Oh god.. stay where you are, I'll find you!" sagde han bare hurtigt, som han sprang ud over altanen, og fløj det hurtigste han nogensinde havde gjort, suste gennem luften som et jetfly, som han nåede til the garden district på ingen tid, svævede omkring til han fik øje på hendes skikkelse gemt bag en container. Han landede hurtigt bag hende og foldede sine vinger beskyttende omkring hende, som han tog hendes ansigt mellem sine hænder, "Oh god.. my sweet child, what happend.. oh god.. I can fix it.. take a deep breath.. close your eyes.. you'll be okay, I'll fix it.. " gispede han bare helt fra den, som han undersøgte hende, som han fandt frem til hvor hun var ramt, men han elskede hende jo højere end livet selv, så heldigvis kunne han faktisk gøre noget for hende, som han lænede sig frem og kanaliserede alt sin kærlighed ind i det kys han nu trykkede blidt mod hendes tænding - et healende kærligheds kys.

Kulden syntes at nå ind under hendes hud, og skyggerne var så velkendte for hende - at de hjalp med at holde hende skjult. Hun kunne vel takke hendes eks kæreste Jeremy for den smertetærskel hun havde på nuværende tidspunkt. En tanke fløj hen på Lion, kunne han mærke det? Mærke den brændende smerte der syntes at sprede sig i hele hendes nerve system. Det var værre end hun følte det var. Det var skræmmende så meget hun følte sig tættere på skyggerne lige nu, og hver eneste vejrtrækning truede med at være den afgørende. Mariella registeret næsten ikke at hendes far ankom og landede bagved hende. Det var ikke før hans varme hænder stille omfavnede hendes blege kinder at hun huskede at trække vejret ordenligt ind. Hun mærkede kysset mod sine tindinger og den magiske virkning det syntes at skabe i hendes system. Hun mærkede hvordan såret syntes at heale og hun fik sin energi tilbage.
"Thank you," mumlede hun stille og rømmede sig. Det var mere effektivt end vampyrblod. "We should call Lion.. or Jamie," mumlede hun stille og fiskede instinktivt efter sin mobil.
"They were are coming - demons," hviskede hun og samlede sine tanker i forhold til hvad der lige var sket. Hun tørrede blodet fra hendes skærm af i det ene bukseben. Hun var i et mindre sted af panik i hendes hoved, og selvom hun stolede på sin far - så stolede hun mere på ham i sin egen tid end denne tid. Der var stadigvæk 15 års bånd på den anden side, men hun satte stor pris på hvor langt han gik for hende nu. Hun fik med rystende fingre skrevet til Jamie, hvor hun var henne af - og han skulle tage enten Reggie eller Lion med. At der var problemer og hun havde brug for dem.
"They are here," mumlede hun stille og lagde mobilen fra sig. Mariella tog en dyb indånding.
"I might be able to do something. Do you trust me?" Spurgte hun og så sin far i øjnene. Men hun rejste sig stille op. Før havde hun løbet fordi hun ikke havde haft energien til at bruge sine evner - det havde hun nu. Hun fik to fra gruppen på 7 til at blive uvenner og de råbte pludselig af hinanden i bagrunden hvilket skabe kaos.
"If you can't fight your enemy. Make them fight each other," mumlede hun lidt for sig selv som gruppen prøvede at rive de to der slås fra hinanden.
"You think your tricks are gonna make you win. Bringing a angel to a demon fight, how stupid are you?"

"Always pumpkin.." hviskede han i en stemme fyldt af kærlighed, som virkelig var en bieffekt når han brugte evnen, alt blev bare overvældende følsesmæssgit for ham, kunne mærke hvordan hans øjne blev lettere sløret af tåre, og hvordan alt hans energi var forsvundet ind i det healende kys. "No.. no.. I can't have him here, I can't bring him in danger too.." sukkede han bønfaldende, hvad hvis der skete Lion noget, han kunne ikke redde dem begge! Åh gud! "Who is Jamie?" hviskede han bare, som han lænede sig frem og tittede ud, han ville ønske han også havde et par venner han lige kunne tilkalde, men alle hans venner var vidst lige så blødsøden som ham selv, og dem der ikke var - var egentlig ikke rigtig hans venner, og de ville sgu nok aldrig stille op for ham. Før han kunne nå at stoppe hende, havde hun sendt beskeden afsted, som han bare så lidt bebrejdende på hende, "Now we need to get out of here!" sagde han bare hårdt, som han ville rejse sig - men måske for sent.

"I.. yes.. with all my heart.." hviskede han, som han prøvede at få sine stærke følelser under kontrol, og tage sig bare lidt sammen, men han følte sig så svag og udødelig, hvordan skulle han kunne hjælpe overhovedet?! Han havde da haft kampsport på akademiet, men han havde sgu aldrig været god til det.. og de var.. dæmoner..
"I can distract them.. then you run.. please?" bad han så, som han kravlede ud fra bag deres skjul og endelig kom på benene, som hans øjne gled hjælpeløst omkring, men hvad fanden skulle han egentlig gøre?! "Heavenly father.." stønnede han tungt, som hans blik gled op mod skyerne, "send me your strengt.." bad han, som han tog et skridt frem mod dæmonerne, om det så ville blive det sidste han tog i denne verden.

"Trust me.. we are serpents dad. We can handle it," åndede hun stille ud og sank en klump. "Jamie is Roys son," hun var sikker på at Veronica havde fortalt om Roy. Roy og Ronnie var søskende, ikke biologisk men opvokset med hinanden. De var opvokset i New Zealand, hvor hun var så heldig at hendes forældre havde mødtes dengang. "It's complicated. I just hope he brings back up," sukkede hun stille. Hun nikkede stille som han svarede på hendes besked om han stolede på hende.
"Good," sagde hun med et svagt smil før hun måtte skifte lidt mere ind på kampen end hvad hendes følelser skreg. Hun så mod dæmonen, men hendes far trådte frem mod ham. Hendes hjerte sprang afsted hurtigere og hurtigere. Hun brugte en del af sin energi på at manipulerer med skyggerne omkring dem, til at holde nogle af dæmonerne faste. Hun bed sig i læben det krævede en del energi at holde en dæmon, og ekstremt meget at holde bare halvdelen af holdet. Men det hjalp der stadigvæk var nogle af dem der slås. Hun var stadigvæk i mindre chok, men var god til at holde hovedet koldt og panikke senere.
"What took you so long? Was traffic bad?" Sukkede hun og skar en grimasse som hun gav to af dæmonerne et klem stærkt nok med skyggerne så de faldt om. Hendes tøj var stadigvæk mere eller mindre smurt ind i hendes blod, og det samme var hendse hænder. Men takket være sin far var hun healet. Hun følte sig en anelse rundtosset, og kneb øjnene let som hun så på Lion.
"Why are there two of you?" Spurgte hun stille og tog sig til hovedet. En af dæmonerne havde øjnene på hende, det måtte være en eller anden form for evne.

Lion havde hængt ud med Theo det meste af dagen. Om aftenen havde han haft planer med Vanya. ”See you later,” sagde han til hende og gav hende et hurtigt kys før han forlod hendes værelse og gik igennem huset. Han havde mærket Marie. Hun var bange. Så var hun okay. Så var hun vred. Der skete noget. Hun var kommet i problemer igen. Han var allerede på vej mod hoveddøren da Jamie kom frem og viste beskeden fra Marie. De klædte sig på og brugte Jamies vampyrfart til at komme frem til dem. Dæmoner. Fantastisk. Han så på Marie, da hun talte om at se dobbelt. Hans blik flyttede sig hen på dæmonen foran hende. Uden meget eftertanke, tacklede han dæmonen og på den måde afbrød evnen der var blevet brugt på Marie. ”Hey dad,” sagde han og kom på benene igen. Han stillede sig hen til Marie og greb fat om hende hånd. Deres nye evne kunne være ret nyttig i situationer som denne. ”Let’s do this.” En bølge spredte sig fra deres kroppe, og skubbede flere af dæmonerne til jorden. ”You got this one? I’ll take of the others.” Han trådte hen ved siden af Jamie igen. ”Keep your siren under control,” en af dæmonerne sagde rettet mod Jamie. ”He might end up getting hurt, poor boy.” Lion krydsede sine arme. ”Why the hell are you talking to him? I’m the one who is going to mess you up,” sagde han og gik tættere på dem. Han var ikke bange. Han havde lært at slås på trods af han ikke var så fysisk stærk som andre racer. ”It’s a mistake to underestimate him,” informerede Jamie dem. Lion så på dæmonerne skiftevis. Han gik hen mod en af dem og begyndte at slås med ham. ”Here we go,” sagde Jamie under en vejrtrækning. Han gik selv ind i kampen. Han var ikke voldelig af natur – hvis man så bort fra han var en vampyr. Men han var en serpent, og det betød han aldrig ville lade andre serpents gå ind i en kamp alene. Lion gav dæmonen et slag i ansigtet der fik ham til at træde tilbage. Han lo ondskabsfuldt før han slog igen og ved det skubbede Lion til jorden. Han tørrede blodet væk fra hans læbe og brugte hans ben til at vælte dæmonen til bordet. Han satte sig hen over ham og slog løs på dæmonen, til han var bevidstløs. Han gik så videre til den næste.

"Mariella.. please just do as.." prøvede han, som han blev afbrudt og rynkede lidt på brynene, som han prøvede at huske hvem det var - "Roy.." hviskede han bare stille, okay, men uhm.. hvad skulle han her? "No.. no fighting! Just run!" udbrød han frustreret, som hun bare ikke lyttede til ham.. Jesus! Hun var jo en lille baby altså, det her teenager-pis var han slet ikke klar til argh!
"No please! No!" udbrød han bare højt, som drengen.. som.. var hans søn.. pludselig bare.. var der??! "No don't do that.. argh! watch out! No, OH GOD!" lød det bare ynkeligt fra den emotionelle engel, der var helt fyldt af skrækslagene følelser, ikke imod dæmonerne, men imod at dæmonerne ville gøre hans børn ondt - han kunne slet ikke være i sin krop af skræk for der skulle ske dem noget, havde bare lyst til at dække sine øjne jo! "Nonono not Mariella, don't!" råbte han bare efter dem, ville ikke have de to fyre trak hende med ind i kampen, hvorfor kunne hun ikke bare løbe når han bad hende om det!!
Han stirrede bare ud, som de to søskende brugte en eller anden evne han ingen kendskab havde til, men det virkede vidst, som han dog bare stod og var skide bange for hvis det nu ikke gjorde.. argh, det her var virkelig noget shit altså! Lige nu ville han virkelig ønske han kunne være til mere hjælpe.. men han havde allerede brugt alt sin energi på at heale sin datter, og nu stod han bare med hundred følelser i sig på grund af det og følte sig sådan set helt ubrugeligt mellem sine seje børn og ham den anden fyr, Roys et eller andet noget..
Han gloede bare rundt imens der skete en hel masse omkring ham.. før hans blik gled ned, som en eller anden havde tabt en pistol og den på heldig.. eller uheldigvis.. var endt mellem fødderne på Cody.. men det kunne han da ikke.. han kunne jo ikke.. gøre dem ondt.. men han kunne heller ikke lade dem gøre sine børn ondt.. åh gud!! Fucking Shophie's choice!
Han samlede den alligevel op, bare hvis nu.. hvis..
Og så skete der noget helt forfærdeligt, som Cody opdagede sin datter var kommet i vanskeligheder, og en dæmon var ved at kvæle livet ud af hende, "Oh heavenly God no! NO!" råbte han bare op, som han fik rettet pistolen mod dæmonen, og uden at tænke mere over det så trykkede han bare på aftrækkerne og lod kuglen skyde gennem luften og hamre ind i ryggen på dæmonen, der gav slip på hans datter - det var også alt han så, før han bare væltede omkuld på grund af trykket fra pistolen, slet ikke vant til at affyre sådan en, som det hylede helt for hans øre, og en mærkelig smerte satte ind i hans bryst.. what.. what was happening.. what! "Pumpkin!" gispede han bare, prøvede at få sig rejst igen, ville tjekke om hun var okay, var hun okay? Var der sket hende noget?! Åh gud! Men han kunne slet ikke komme op, som smerten i hans bryst bare blev værre og værre.. åh!

Som Lion tacklede dæmonen der holdt evnen over hende, slap den grebet om hende og hun kunne holde balancen.  Lion kom tilbage til hende og greb om hendes hånd. Han behøvede ikke engang at sige ordene før hun vidste hvad de skulle. Hun lod bølgen af energi blive sendt mod dæmonerne og slog dem omkuld som spillede de bowling. Hun slap hans greb som han gik hen til Jamie, Mariella løb aldrig fra en kamp. Og hun var elendig til at gøre hvad folk bad hende om hvis det ikke var i enighed med hvad hun ville. She turned her eyes to the demons when they asked Jamie to contain Lion. Little did they know.
"It really is," tilføjede hun til Jamies kommentar. Som Lion trådte frem og gik i slåskamp mod dæmonerne, så hun stadigvæk mod Jamie. Det var ikke ligefrem fordi hun ønskede at være passiv, men hun holdt øje med situationen før hun ville angribe. Hun elskede at se båndende mellem folk an, for at se om de kunne bruges til noget. Dog som hun skulle til at manipulerer med noget ild mærkede hun en dæmon bagved sig som fangede hende i en armlås. Han brugte alt styrke på at klemme luften ud af hende. Hun gispede efter vejret, og prøvede at kalde ud efter Jamie - men ingen ord undslap hendes læber. Dog lød et skud og hun mærkede grebet slippe og hun faldt til jorden. Hun hostede et par gange lettere voldsomt, før hun fik genvundet sin normalle vejrtrækning og så tilbage.
"Noo.." mumlede hun stille og vendte opmærksomheden mod dæmonen.. men kuglen var gået igennem hjertet ud ud på den anden side af brystkassen, og havde selv snittet hende. Dæmonerne havde haft våben speciellavet til at tage alle racer ud. "He is dead," sagde hun næsten åndeløst. Hun vidste hvad det betød når en engel slog ihjel. Hun flyttede sine øjne mod sin far, og mærkede skylden sprede sig som en farlig sygdom  hendes system.
"Cody, what the hell!?" udbrød en stemme som den blonde vampyr kom løbende derover. Lili så mod resterende dæmoner og sukkede mod de to unge fyre der kæmpede kampen bragt. Hun fokuserede på dæmonerne og spredte en frygt i dem så voldsom at de stoppede alt hvad de havde gang i, og løb afsted som forskrækkede fugle efter et højt brag. Hun så mod den ene af drengene og kneb øjnene kort. Der var et eller andet hun ikke kunne sætte sin finger på - men hun flyttede hurtigt blikket til Cody. Ikke at de var ekstremt tætte, hun havde kun kendt ham et par uger - men Lili var forholdsvis venlig overfor alle hun mødte. Hun satte sig ned på hug ved siden af Cody.
"You kids okay?" Spurgte hun så, hvorefter hun så skiftevis på alle tre. "Hey this is okay," afsluttede hun stille imens hun så på Mariella. Hun kunne fornemme den voldsomme følelse af skyld der hang over hende. Hendes lyse øjne endte mod vampyren igen. Igen følelser var noget hun fornemmede hurtigere end noget andet, og hun undrede sig over hans. Roy ville hade hende for at løbe til en dæmon kamp i hendes tilstand, det var sikkert traumerne fra hans tid med Calla. Mariella sagde intet hun stirrede bare ud i luften og sank en klump.