The worst day of my life so far - Aspen, Jamie, Rayna og Vincent

Sted: Parken / Umbrella corperations
Tid: Omkring 15:45
Omgivelser: Legende børn, forældre og andre hunde. Til der pludseligt er tomt.
Vejr: Solen er fremme og man kan mærke varmen fra den men det er stadig ret koldt.
Påklædning: En stor sort uldtrøje med et par jeans til. En jakke udover med en inderlomme.
Emne til: @Vincent, @Rayna, @Jamie og @Aspen <3

Han åbnede øjnene efterfulgt af et spjæt i hele hans krop, blot for at opdage at han var fastspændt. Hans blik gled ned på metallet om hans håndled, arme og skuldre. De var sandelig ikke sjuskede, det måtte han give dem. Han spændte let i kæben mens han testede metallets styrke men måtte konkludere at ikke engang hans dæmonkræfter kunne få ham ud af de her. Han lænede hovedet tilbage som han prøvede at huske hvad der skete inden han endte op her, før han så noget pludseligt huskede Aspen, “ No fucking way,” mumlede han nægtende til sig selv. Aspen der lå på jorden med Jamie over sig.

-Før tilfangetagelsen-

Det havde været en god dag. John var sikker på at Jamie havde gjort større fremskridt end nogensinde før, så livlig og glad som han var begyndt at blive. Det var rart for ham at være genforenet med sin bror, sit kød og blod som var taget fra ham.
Mr Fluffy var mere end klar til sin eftermiddagstur men han var gået fra at være Johns skødehund til altid at ville være hos Aspen. “I see, the new dad is the favorite. It’s fine, it’s all good,” sagde han med en opgivende dog dramatiseret stemme der skulle understrege hans falske vrede. Det tvungne seriøse udtryk blev dog erstattet med et stort smil før han satte sig på sofaen og foldede hænderne bag sit hoved. “You know, it’s nice outside today. Maybe we should go for a walk in the park this time?” spurgte han så, et spørgsmål han senere hen ville fortryde som bare fanden.
Han fik taget sin jakke på og kiggede op af trappen før han tog fat i gelænderet og råbte:” Jamie! Get dressed and ready, ‘cause you’re gonna join us!”. Før han afventede enten at se sin bror eller få et svar. Men før Jamie kunne nå at reagere, vendte John sit blik mod Aspen og lagde hovedet lidt undersøgende på skrå, som spurgte han om tilladelse inden han gjorde noget. Men der ventede han ikke på et svar for kort efter, lagde han blidt hånden mod Aspens nakke og trak ham ind til sig før han plantede sine læber på hans. Et ganske hurtigt men ikke mindre betydningsfuldt kys end alle de andre. Kort fordi han ikke ville risikere at Jamie kom gående ned og skulle konfrontere akavetheden i at hans bror uddelte kys, selvom at John måtte indrømme at lige nu havde han faktisk lyst til mere af Aspens bløde læber. “More to come later. I promise,” sagde han så med sit fjogede smil der dog var fuld af kærlighed.
Som de alle gik en tur i parken med Mr Fluffy, følte John sig ganske fuldendt. Dog var der frygten for at Raynas mange håndlangere ville vende huset på hovedet for at få hans soulsaber, så det var taget med og lagt i inderlommen af hans jakke, ingen chancer skulle tages. Men tanken om at sværdet der ellers plagede hans liv, blot var en støvet genstand der ikke skulle bruges mere, lettede en sten fra Johns hjerte, for nu. “Have life ever been this great?” sagde han i en teaterisk men alligevel glad stemme som han drejede hovedet og kiggede på Aspen og Jamie.
Lykken skulle dog ikke vare længe, for pludseligt virkede parken så underligt tom. John bemærkede det hurtigt før han kiggede på Jamie for at finde ud af om det var en gensidig bekymring. Hans blik faldt dog så på Aspens hvor han prøvede at smile for ikke at virke for paranoid.
Pludseligt kom en hætteklædt mand ud fra et træ, ikke så langt fremme og stoppede foran dem. Ansigtet var synligt men det sagde ikke John noget. Dog alligevel trådte han frem og lagde en arm foran Aspen af rent instinkt. “Calm down” sagde manden før han trak sin hætte af sit hoved. “No need to be so defensive towards your father, John.” sagde manden så før hans mørkeblå øjne vendte sig mod Jamie. “Jamie, my son. It’s been a while since we last saw eachother,” sagde han så før et smil faldt over hans læber. “Oh yes, and I’m not here alone,” sagde han så og kiggede bag dem. John vendte sig mens han trak Aspen ind under armen og med en irriteret stemme mumlede han:” You again.”

Påklædning
@Aspen :
- Tøj + Sko Han har en trøje på og et par sorte bukser Link, og han har en af John's jakker på. Han har sorte Convers på
- Hår + Make-up + Smykker Hans hår hænger løst, det går ham til midten af ryggen. Han har intet make-up på. Han har en choker og Piercing på Link
- Andet Han er en smule tynd, da han endnu kæmper med sin anoreksi

@Jamie :
- Tøj + Sko Han har en tanktop på, med en løs sweater uden om og et par løse bukser Link. Han har sorte sko på
- Hår + Skæg Hans hår hænger løst Link. Han har en smule skægstubbe
- Andet Han har et ar, som løber hen over hans ene øje Link

@Rayna :
- Tøj + Sko Hun har en sort kjole på Link. Hun har et par sorte sko på (De gør hende 7 cm højere, fra 1,71 til 1,78) Link
- Hår + Make-up + Smykker Hendes hår hænger løst, det går hende til omkring midten af ryggen Link. Hun har minimal make-up på Link. Hun har en halskæde på Link & Et smykke omkring sine fe ører Link
- Andet Hun har Fe ører Link. Hun har helt gyldne øjne Link
Emnefarve
Aspen
Jamie
Rayna

Aldrig i sit liv, havde han troet han ville blive så glad, denne lykke havde aldrig før været en mulighed, men nu stod han med en han elskede, han havde et hjem og folk som bekymrede sig om ham. Før han havde mødt John, havde dette aldrig været en mulighed, han havde måske drømt om det, men det havde aldrig været mere end en drøm, og nu var det virkeligheden. Hver morgen vågnede han op, og det var altid til synet af John, de morgner hvor han vågnede op før John, fandt han altid sig selv putte sig ind imod hans varme bryst. Alle disse tanker, fik et smil frem på hans læber, specielt som han betragtede John "Well I am far more lovely" sagde han med en drillende tone, hvorfor Mr. Fluffy helt præcis, syntes at ville være mest hos ham, kunne han faktisk ikke forklarer, ikke desto mindre nød han opmærksomheden var den skønne hund. Ved spørgsmålet om de skulle tage en tur i parken, nikkede han smilende "I would love to" sagde han spændt. Han elskede når de alle var ude, han kunne slappe af og bare nyde sit nye liv.
Han klukkede da John, råbte op til Jamie, en som hun efterhånden havde vænnet sig til. Han var lidt anderledes i forhold til John, hvilket var sjovt siden de to lignede hinanden så meget. Selvfølgelig var det mange træk ved Jamie, som gjorde han unik i forhold til John, plus han kunne også bedst lide John. Et kærligt smil formede sig på hans læber, i det han genkendte blikket i John's øjne, og sommerfuglene formede sig som altid i hans mave, i det John kyssede ham. Han ville aldrig blive vant til den måde, det føltes når John kyssede ham, der var summerfuglene, men der var også den kærlighed, som han havde for ham "Mhh I like it when you do that, and you better keep up your promise" sagde han og smilet var tydeligt i hans stemme, såvel som hans grå øjne, og man skulle være mere end blind, hvis man ikke ville kunne se den kærlighed, som han bar for manden foran sig. Han skyndte sig ud, hvor han fandt sin jakke, som han fik på.

Jamie havde fundet mange forkærligheder, hvor han før havde været en kold morder, en soldat hvis vilje var det af Rayna, havde han nu venner og der var en kvinde, han måske havde en vis interesse for. Han havde set hende et par gange, og han måtte indrømme at hun var en interessant ung kvinde, hun var anderledes end hvad han havde forventet. Det første møde ledte til flere, og der var så meget ved hende, som han virkelig godt kunne lide. Hun havde besluttet sig for, at ville lære ham at skrive og stave, siden han så fint indrømmede at dette var noget, han aldrig før havde lært. Han havde frygtet dette, ville få hende til at tro mindre om ham, dog syntes det faktisk ikke at være tilfældet. På samme tid fik han også et godt bånd til sin bror, en han ikke før for nyligt, havde fået et bånd til, og han havde også mødt andre fra sin familie. Dog var chancen for at møde hans mor, endnu ikke en som var kommet frem.
Da John råbte op til ham, var han netop lige kommet ud af badet "Okay" han var endnu ikke vant til, helt hvordan han skulle snakke til sin bror, han gjorde sit bedste, men det var ikke just nemt at gå fra næsten aldrig at snakke, også til at være omkring en mand der hele tiden snakkede. Ikke desto mindre fik han hurtigt tørt sig selv, og derpå fået noget tøj på. Han vandrede nedenunder, hvor han blev mødt af John, ligesom hans bror havde han ikke behovet, for at tage alt for meget tøj på, da han ikke just frøs alt for nemt, hvilket i sig selv var ganske praktisk. Der var jo ingen chance for, at han ville fryse eller andet lig dette, når hans krop havde en temperatur, som var over det af et menneske.

Den uskyldige tur til parken, hvor de alle tre kunne hygge sig, havde hurtigt vist sig som den dummeste ting, specielt som parken begyndte at blive tom for folk. Aspen begyndte at trykke sig imod John, og Jamie lignede en der ikke vidste hvad der skete, dette var dog indtil at han fik øje på sin far. John vidste nok ikke hvem han var, men da Vincent snakkede direkte til ham, var det som automatik at han bukkede hovedet, og ikke rigtig gad se ham i øjnene "Father" lød det fra ham, der var en vis respekt og frygt i hans stemme, han havde trods alt trænet med sin far, og vidste hvor farlig han kunne være. Dog havde han ikke forventet, igen at skulle se Rayna, der som altid var klædt som var hun en del af et modeshow. På trods af den farer der var omkring hende, måtte Aspen indrømme hun var smuk, men på samme måde som en slange var smuk, i det man aldrig vidste hvad der skulle ske.
Rayna vandrede frem, som ejede hun det hele, det var som om verden var hendes, og alle der boede der, var hendes små undersåtter. Hende og Lilith havde længe været rivaler, men hvor Lilith bar en svaghed når det kom til sine børn, var Rayna's eneste bekymring hende selv. Det var en kulde i hendes ellers så brændende gyldne øjne "Hello my sweet things, it's time to get home" hun lod sit blik glide fra Jamie og til John, egentlig var hun fuldkommen ligeglad med mennesket "You thought you had control, you thought you were free, but no one is free from me" hun klukkede koldt, en latter der skar gennem marv og knogler for Aspen, som nu gemte sig helt bag John "Jamie my sweet boy, it's time to get back" hendes blik var hvad man kunne beskrive som sadistisk og modbydeligt, hun var ens sande mareridt "I'm not going anywhere with you" knurrede han vredt.
Hun så på ingen måde overrasket ud, og let hævede hun sit øjenbryn "Zhelaniye. Rzhavyy. Semnadtsat’. Rassvet. Pech’. Devyat’. Dobroserdechnyy. Vozvrashcheniye na rodinu. Odin. Gruzovoy vagon." (Longing, Rusted, Seventeen, Daybreak, Furnace, Nine, Benign, Homecoming, one, Freightcar) i takt med at hun begyndte ramse ordene op, begyndte Jamie at panikke, for han vidste hvad der ville ske når først de ord blev sagt. Han råbte og bad hende stoppe, dog forsvandt alle ord fra hans mund, som hun havde sagt det sidste ord. Han gik fra panisk til fuldkommen tom, hans blik mistede alle følelserne, og hans blik var kun rettet imod Rayna "Dobroye utro, Soldat?" (Good morning, Soldier) spurgte hun, og et koldt smil formede sig på hendes læber "Ya gotov otvechat" (Ready to comply) svarede han og det var som præcis det øjeblik da John og Jamie først havde mødt hinanden, hendes kontrol over ham "Kill the human" beordrede hun og med en næsten overnaturlig fart, gik han fra at stå ved siden af John, til at overfalde Aspen, der nu ikke kunne andet end gispe efter vejret, i takt med at Jamie's greb omkring hans hals blev strammere og strammere. At form for menneskelighed var væk, og han var en soldat der udelukkende kun gjorde hvad der blev befaldet.

John bemærkede hurtigt udtrykket i Jamies øjne som den fremmede dukkede op. Han havde et forvirret udtryk som han drejede blikket tilbage mod manden og kneb sine øjne sammen. Hans far? Ham der tog Jamie væk fra familien. Han mærkede vreden boble op i sig, hvilket kun blev endnu værre da han vendte sig for at møde øjne med Rayna. Hvor han dog foragtede den kvinde og hendes måde at ødelægge alt på sin vej.
Vincent stod blot i baggrunden og lagde armene let over kors. Han kiggede på sine to sønner og i et kort øjeblik faldt hans tanker på Lilith. Han kiggede så på Rayna som hun talte til Jamie. Hans blik vendte væk fra det hele, da han selv hadede når hans ord blev brugt mod ham. John kiggede bare frem og tilbage mellem Jamie og Rayna som han lagde begge arme beskyttende om Aspen. Han nåede at se på Jamie som Rayna sagde sin remse, og så selv på egen hånd hvordan Jamies udtryk fuldstændigt ændrede sig.
Og pludseligt beordrede Rayna at Aspen skulle dø. John blev skubbet væk som Jamie overfaldte Aspen, han bemærkede grebet om Aspens hals der bare strammedes. Han rejste sig hurtigt inden han kastede sig over sin tvillingebror, på trods af at han havde taget et par sekunder til at opdage hvad der egentlig skete, håbede han at Aspen var okay. Dog kunne han ikke kigge på ham, hans øjne var på Jamie. "Jamie! What the fuck is up with you! Come back to your senses! Snap out of this bullshit!" råbte han næsten frustreret. Mr Fluffy løb hen til Aspen og begyndte at slikke hans kind som han pev og pev.
Og der kunne John og Jamie så ligge og skiftevis rulle rundt som John prøvede at holde Jamie nede med alle sine kræfter, for der var ingen chance for at John nogensinde ville løfte en knytnæve mod sin egen bror, ikke så længe han stadig var sit gode jeg. Det gode ved at han var oppe mod sin tvillingebror, var at deres styrke var nogenlunde den samme, for selvom John ikke havde trænet til at kæmpe, havde hans job som mekaniker vedligeholdt hans styrke og træning. Men fuld fokuseret på Jamie var han, til det punkt at han ikke bemærkede Vincent der pludseligt begyndte at gå imod dem, for at stoppe ved Aspen. Han satte sig roligt på knæ ved hans side og løftede det spinkle hoved op via nakken. Han kiggede ned på Aspen før han så kiggede på Rayna og så Jamie og John. "John," sagde han så roligt, hvor John var tvunget til at vende hovedet et kort øjeblik.
"Don't fucking hurt him!" råbte John så som han kiggede på Rayna med et næsten flammende blik. Men så indså han hvad der var nød til at blive gjort. Han trak sit sværds hylster frem som han kastede det for fødderne af Rayna. "Make them stop!" råbte han næsten bedende, før han kiggede tilbage mod Aspen. "Then join us, John," sagde Vincent så som han fjernede lidt hår fra Aspens ansigt.
"Why the fuck would you want me to join you?" sagde John så helt uforstående før han så kiggede på Jamie. Og så gik det op for ham, det hele gav mening nu. Han kiggede op på Rayna og bed tænderne sammen for ikke bare at begynde at bande og svovle af hende.
Han åndede tungt ud og kiggede så igen tilbage på Aspen. "I'll do anything if you spare the human. Anything you want," sagde han så før han kiggede på Rayna med et forhadsk blik. Intet kunne understrege hvor meget han faktisk havde lyst til at knække nakken over på denne hundjævel, men for nu måtte han bukke sig i støvet og føje dem. Så længe Aspens liv var i fare, kunne han ikke gøre noget overilet.

Aspen så chokeret, og nåede faktisk ikke at reagere, før hænderne lukkede sig om hans hals. Faldet i sig selv, var med til at slå luften ud af hans lunger, dog blev det kun værre, ved at han ikke kunne få luften tilbage i dem. Han forsøgte at få Jamie væk, men som et svagt menneske, kunne han ikke andet end slå et par enkelte gange, før grebet om hans hals blev for meget. Dog som John smed sig over Jamie, og de nu begyndte at kæmpe, kom luften susende tilbage igen, dog med så stor en fart, at det fik ham til at hoste, og derpå pive i smerte. Man blev ikke kvalt, uden at det efterlod vise dårlige resultater, hans hals ville helt sikkert være hævet i noget tid, hvilket i den grad ville komme til at gøre ondt. Lige nu ignorerede han dog det, da han hellere ville have at Vincent og Rayna forsvandt, så det hele kunne gå tilbage til hvad det var, før de to var dukket op, og selvfølgelig alle hendes mænd.
Hun forsøgte at smile til Mr. Fluffy, som han slikkede ham på kinden, den hund var så dejlig loyal, og sammen med John, Jay og Jocelyn, det bedste som nogensinde skulle havde været sket. Han var gået fra at leve på gaden, til at have en familie, som faktisk holde af ham. Dog var dette langt fra hvad han tænkte, det hele var trods alt et kaos, Jamie og John der kæmpede imod hinanden, og John der forsøgte ikke at gøre skade, hvor Jamie på ingen måde holde tilbage. Det var som om alt hvad der gjorde ham menneske, pludselig var forsvundet og alt hvad der var tilbage, var et monster der kun ønskede at skade andre. Den Jamie han havde lært at kende, ville aldrig nogensinde, gøre den slags ting, det var ikke Jamie, det eneste der var der og kæmpede mod sin egen bror, var hvad man ville beskrive som et sandt monster og intet andet. Dog da Vincent bevægede sig imod ham, begyndte frygten at stige igen, og havde det ikke været fordi, han var for svag til at bevæge sig, så ville han nok havde flyttet sig langt væk.

Alt i Jamie havde skreget, at han skulle dræbe Aspen, og da John begyndte at kæmpe imod ham. Han så ikke længere sin kære bror og ven, men derimod en person, som skulle skaffes af vejen, og gerne så hurtigt som overhovedet muligt. Han var fuldkommen ligeglad med det faktum, at John ikke ville gøre skade på ham, hvilket i sig selv gjorde det så meget nemmere for ham, at gøre skade på John. Som Vincent anskaffede sig John opmærksomhed, fik han landet et godt slag. Rayna hævede om ikke andet øjenbrynet, da John smed sit sværd imod hende, og et smil formede sig på hendes læber, hun elskede når tingene gik efter hendes vilje. Hun knipsede i fingrene og pegede imod sværdet, og nogle af hendes mænd, skyndte sig hen og de fik taget sværdet, dog ikke før de lagde det i en specialpose, således der ikke ville ske noget. Da John nærmest tiggede hende om at stoppe dem, sukkede hun "Jamie stop" og som var han en dukke efter hendes vilje, stoppede han op og rejste sig op, hvor han gik hen ved siden af Rayna.
Hun hævede igen øjenbrynet, som Vincent tilbød John at joine dem, hvilket egentlig var et fantastisk forslag, hun måtte huske at belønne ham for det, i hvilken form havde hun dog ingen ide om indtil videre. Det var ganske tilfredsstillende, at se frygten i et menneskets øjne, som han forsøgte at komme væk, dog ikke til stor lykke, de mennesker var trods alt så svage, at der ikke skulle meget til, før at de med et intet kunne finde ud af. Let lagde hun hovedet på skrå, og et tilfredsstillende smil kom frem i hendes gyldne øjne, da han gik med på at gøre hvad hun ville, blot at mennesket blev efterladt levende "fine, erase the humans memories and leave it at John's house, he will believe John left him" hun klukkede for sig selv "and you" hun pegede imod John "will come with us, and if you complain, I will kill the human right in front of you" der var både en trussel, og et løfte i hendes ord.
En af Rayna's mænd, denne gang i formen af en kvinde, bevægede sig frem imod Aspen, hvor hun greb fat om hans tindinger, og her rev minderne ud, hvilket fik Aspen til at skrige i smerte, men i sidste ende besvimede han, og straks blev han løftet op, for her at blive ført til Johns hjem "Don't forget the rat" lød det hånligt fra Rayna, i reference til den mindre hund, der hurtigt blev taget med "Now shall we leave" det kom i formen af et spørgsmål, men det var langt fra et, snarer mere at hun var ved at blive utålmodig, og egentlig ikke gad tilbringe mere tid, i denne forfærdelige grimme park "And dear John, before you do anything stupid, like contact the human or disobey my orders, do remember I know wherre you family lives, and I have no problems with having them all killed, every single person you have meet would be dead" der kom et næsten udfordrende udtrykke frem i hendes øjne, som håbede hun faktisk på at han ville gå imod hendes ord, blot så hun kunne få dem alle dræbt.