Sometimes you just need a little push - Cody

Det var ikke fordi, at hun burde kontakte sine forældre. Hende og Lion havde været enige om, hvis de skulle fortælle deres forældre om at de var her - så skulle de gøre det sammen. Alligevel havde hun følt sig draget til at opsøge deres far. Deres mødre var en anden historie, for hun vidste at de ikke kunne stikke af fra at være serpents,  eller sirener.  Mariella havde et flask id, hvilket forklarede hvordan hun var kommet herind. Hun havde købt sig en øl som hun drak af, imens hun så rundt i natklubben. Hendes øjne faldt på sin far som hun opdagede ham, det var underligt ikke at mærke den energi fra ham som en falden engel havde. Måske hun endnu kunne nå at redde hans sjæl fra bunden, hun vidste han var stærk for dem. Hun vidste også i denne her tid, var det kun få måneder siden der havde været et mord forsøg på hende og Lion.. mirakuløst var ingen døde under forsøget, men skræmmende at tænke på hvad der kunne have været sket. Mariella vidste godt det ikke var hendes sted at rydde op i fortiden, for det kunne skabe kaos i hendes nutid. Alligevel rejste hun sig op og satte sig hen på stolen ved siden af ham.
"Looks a little lonely, sitting here by yourself," pointerede hun og tog en slurk af sin øl. Hun så ældre ud end hun var, måske var det hendes attitude eller hendes påklædning - måske en blanding. "I'm not judging through," tilføjede hun og satte sin øl på bordet.  Hun gav ham et lille smil, og det gjorde en anelse ondt ikke bare at omfavne ham - men hun havde selv taget valget at opsøge ham.

Cody sad og kiggede lidt ned på sine knæ, med et lidt tomt, søgende blik i øjnene, som han pillede ved stoffet på de mørke blå cowboy bukser, hans skjorte sad lidt løst på ham, som havde han tabt sig en del på det sidste - det var flere dage siden han sidste havde barberet sig, håret sad ret rodet på hans hoved og han havde nogen pænt mørke render under øjnene - alt i alt ikke det mest attraktive look - egentlig var han ret deprimerende at se på, måske også derfor ingen havde gjort ham selskab.
Endnu altså, til en ung kvinde så pludselig bestemte sig for at han var selskabet værd.

Hans halv triste hundevalps øjne gled op, som hun trak stolen ud ved siden af ham, og klatrede op på den høje barstol, yderst elegant. Var det bare ham eller så hun en anelse bekendt ud? Mindede ham om en eller anden.. en han ikke havde set eller talt med længe.. en han savnede.. who are you little girl.. you shouldn't be in here.. it's no place for children..
"Didn't you mother ever tell you not to speak to stangers? Especially creepy looking older dudes in bars? I bet your dad would shoot me on the spot.. if he only knew.." sagde han så, med et halvt smil, som han løftede sin egen øl for at skåle kort til hende. "Not really in a very chatty mood, sorry.." fik han så mumlet, for ikke at være et alt for stort røvhul overfor hende.. underlig nok fik han bare den der sære følelse af at han burde beskytte hende.. fra alle de andre klamme mænd.. der sikkert lige nu sad og.. eww.. no!

Where is this kids parents?! tænkte han lidt forstyrret, som han virkelig prøvede at være ligeglad med hende, men det lykkes bare ikke helt.. igen.. underlig træng til at være super overbeskyttende.. do I know her from somewhere.. she looks just like.. like.. mhmm.. can't seem to place her.. but sure she does remind me of someone.. mhmm.

Hun kom stille med et lille kækt fnøs, som han spurgte om hun aldrig havde lært ikke at tale med fremmede.
"If you don't talk to strangers, how will you ever get to know new people?" spurgte hun som havde han stillet hende et ekstremt dybt spørgsmål. Hun tog sin øl igen og skålede med ham før hun tog endnu en tår. Han var et lavt sted, og det føltes som et mindre knæk i sin sjæl. Ingen ønskede at se en af deres forældre i et mørkt sted - og på trods af at hendes mødre lige nu var forlovet. Der var stadigvæk mørke over dem også fra forrige år.
"It's alright, who would chat with a teenager anyways?" Spurgte hun og løftede let på den ene skulder. "But I'll appreciate if you kept the cards close, I'm not quite ready to leave yet," tilføjede hun og satte øllen på bordet igen.
"Don't worry about me, my parents taught me to take care of myself," måtte hun påpege. Mariella var måske ung, men hun havde brugt meget tid sammen med andre serpents - i hendes tid stod hun til at skulle tage over for sin mor. Det sagde lidt om, hvor hun stod. Men hun var selvfølgelig ikke uovervindelig selvom hun gerne ville virke modigere end hun var. Mariella tog en dyb indånding og så ud mod folkene omkring dem. Folk der passede sig selv, folk som så imod hende. Det havde altid været mærkeligt at kunne mærke folks forhold til hinanden, om det var svagt eller stærkt - venskabeligt, familiært eller romantisk - fjendtlige. Det havde været en sår fornemmelse i starten, og nogle kunne hun ikke mærke på grund af skjold. Mariella tog en dyb indånding og flyttede sit blik tilbage på ham.
"Don't you have somewhere or someone to be with instead of sitting here by yourself?" Spurgte hun så og sank en klump. Hun vidste det var et skridt ind i samtale hun ikke burde tage. "And don't reflect the question back at me, I have an overprotective brother - I'm safe."

"Maybe somewhere else than in overcrowded bars, I guess? The only strangers you will talk to here, is the ones trying to get into your pants.. Try and find a playground or something, you can make friends there.." lød det bare fra Cody, der gav lidt igen, men han var virkelig ikke i humør til det her lige nu, han orkede det ærlig talt ikke, kunne hun ikke bare lade ham være altså?
"Exactly.. go home kid.." sagde han bare med et lille blink, før han vendte sig væk fra hende, troede at samtalen var slut - måske at han havde gjort en god gerning (som han virkelig ikke fik gjort sig meget i for tiden) og sendt hende hjem.. men nej.. selvfølgelig.

"Whatever.. do as you please.. I'm not your dad.." sagde han så bare som han rullede let med øjnene, som det ikke rigtig var lykkes ham, men hvad skulle han stille op alligevel? Desuden ville han meget heller bare passe sig selv, og hvis hun nu også bare gjorde det, så var alt vel sådan set i den skønneste orden.. ikke.

Cody drak de sidste tåre af sin øl, som han bestilte en ny, lige i tide til hendes næste spørgsmål.. Jesus Christ kid! Just leave me alone! "Maybe I'm here looking for someone to be with.. ever thought of that mh?" sagde han så bare og hævede øjenbrynet lidt af hende, hvad ragede det overhovedet hende?! "You're really starting to get on my nerves kid.." brummede han bare, som hun forsatte, "sure.. seems like it.. or whatever.. do I actually know you or what? Because you.. look a lot like.. someone I know.. are you like her cousin or something?" spurgte han så, som det var gået op for ham hvem pigen mindede ham om.. Veronica.. they could be related.. really.. they both do that thing.. with their eyebrow.. when they're trying to seem super confident.. but you just know something else is up.. mhmm.. maybe a niece?

Hun fnøs af hans første kommentar og så fra ham ud imod folk igen. Mariella var typen som mere eller mindre fik fortalt nej og tænkte ja. Også uden hun måske egentlig ønskede problemerne. Hun burde gå hjem, lige nu begyndte hun mere og mere at fortryde sine handlinger. Måske hun skulle have ventet på Lion før hun opsøgte nogle af deres forældre, han vidste trods alt altid hvad han skulle sige.
"Sure that sounds like fun," mumlede hun lidt for sig selv, men overvejede det lige nu mere end noget andet. I'm not your dad.., sjovt nok fik den kommentar hende til at trække let på smilebåndet, mest fordi så betød det han ikke havde fanget den. Men ikke at hun bebrejdede ham, han havde ingen overnaturlige sanser.
"Stop calling me kid.. I'm not a kid," vrissede hun lidt for sig selv. Dog slog hans næste kommentar hende lidt ud af kurs og fik hende til at synke en klump. Hun rystede let på hovedet. Spørgsmålet kom for tæt på, for hun ønskede ikke at lyve - men hun ønskede heller ikke at fortælle og skulle begrunde tidsrejser lige nu. Desuden virkede han ikke stabil nok til at håndterer det hele ligenu, og bebrejdede hun ham? Egentlig ikke. Lige nu i denne her tid, havde Veronica og Jessalyn sendt dem til sikkert hjem resten af året ud. Bare til de i hvert fald havde fundet ud af hvem der forsøgte at dræbe de to børn.
"You know what?.. - don't worry about it," hun rejste sig op og kørte en hånd gennem sit hår. Hun tog den sidste mundfuld af sin øl, og tog en dyb indånding som så på ham. En af bartenderne kom hen og tog hendes tomme flaske.
"Daughters.. am  I right?" Spurgte hun Cody og gav ham et stille smil før hun gik igen. Kommentaren fik Mariella til at få sit busted ansigt på, et han ikke kendte endnu - men hendes øjne talte for sig selv.
"Fuck," mumlede hun og tog først øjnene fra ham som hun bakkede tilbage. Det var typisk hende, hvis hun ikke vidste hvordan hun følelsesmæssig skulle håndterer situationen - så løb hun. Hun mindede mere eller mindre om en som var blevet opdaget i at tage den sidste småkage eller tømme glasset med nutella uden at få lov. Men i hendes forsvar, så vidste hun ikke hvad hun skulle sige; Hey dad, I'm sorry. I followed my brother here from the future to make sure he isnt in trouble. But who cares, I'm basically in trouble all the time?
Mariella bakkede tilbage i og undskyldte kort. Ikke at herren så ud til at være specielt glad ud for at Mariella havde fået ham til at spilde sin drink udover sig selv.

"You look like a kid to me" sagde han bare, åbenlyst ligeglad med om han irriterede hende eller ej, det var hende der var kommet op til ham? Det var hende der blev ved med at henvende sig? Det var hende der.. lignede hende...
"Why not?" sagde han så bare, nu endnu mere nysgerrig, som hun så pludselig prøvede at stikke af - betød det han havde gættet rigtigt? Eller var der mere i det end som sådan? "Excuse me, what did you just say?!" lød det så mere oprevet fra ham, som han rejste sig op nu, havde ikke tænkt sig bare at lade hende gå sådan uden videre, ikke med den kommentar! Han kunne jo se det på hende at et eller andet var galt, at hun havde talt over sig - men hvordan hang det sammen?

"Who are you?!" knurrede han så bare, lidt mere på vagt nu, som hans blik var blevet lidt mørkere - "What do you want?!" pressede han på, som han greb ud efter hendes arm, for ikke at få hende til at løbe - men han klemte ikke til eller noget, holdte den bare - som en eller anden underlig følelse opstod i ham, han var ikke helt sikker på hvad - men hans evne begyndte at spinde i hans sind, som han kunne mærke hendes følelse nu de var i fysisk kontakt - og hendes følelser sagde alt.. "You know me.. you.. love me?" hviskede han stille, som han kunne mærke hendes kærlighed selvfølgelig - men den var, anderledes, den var lidt ligesom.. den kærlighed han havde for.. sine.. børn..

"You look just like her.." hviskede han så, som hans øjne var blevet store, han vidste ikke hvad han skulle tro.. det var så indlysende.. men det kunne jo ikke lade sig gøre! Det kunne jo ikke være rigtig! How is that possible, it shouldn't be.. she's a baby.. she's just a baby! It isen't her.. what is she doing, who is she.. what mind games are she playing! What does she want!

Han pressede på, og Mariella var ikke god til pres. Når hun havde muligheden for at løbe tog hun den, men han kom efter hende og greb hendes arm. Mariella så mod ham og holdt vejret. Det var næsten som at se på et dådyr som havde fået øje på lyset fra bilens lygter. Hendes hjerte bankede en anelse hurtigere og des slag gjorde næsten fysisk ondt på hende. Konfrontationer i denne her form var ikke hendes scene. Sådan noget lod hun Lion tage sig af, han vidste altid mere eller mindre hvad han skulle sige. Konstateringen af at hun elskede ham, fik hende til at ånde let ud.
"...Of course I do," mumlede hun stille og sank en klump. Hun stod bare stille som var hun blevet fanget i den værste forbrydelse. Den næste kommentar fangede hendes personlighed, og fik hende til at knibe øjnene en anelse.
"Funny you should say that, people always tell me I look like you," svarede hun så og sank en klump. Hvis han synes hun lignede sin mor, så vent til han så Lion. Nok havde Lion tydeligvis højden fra andre steder, men han lignede deres mor.
"I'm sorry daddy," sagde hun så og ændrede helt mimik fra den person han havde siddet og set på for lidt siden. Mariella var ikke ofte så følelsesmæssig påvirket men dagen før denne, havde været hård for hende. Hun tænkte ikke, hun reagerede, hvilket var derfor hun kastede sig ind i hans favn. "I fucked up.. I'm sorry," hun havde ikke overskud til at holde sig selv oppe og vente med at få det ud.

Han kunne slet ikke finde rundt i tankemylderet der nu opstået i hans hoved, som han prøvede at finde en logisk forklaring på alt det her - eller prøvede bare at forstå det. Det var bare ikke rigtig muligt, det var alt for skørt jo! "You do?" hviskede han bare tilbage, stadig ikke sikker på hvorfor, også selv om han allerede havde gættet svaret.
"They do?" hviskede han stille, som han virkelig stirrede intenst på hende nu, prøvede at finde lighederne, men det var næsten altid umuligt for den person hvor lighederne skulle fines, ikke?
Ind til han hørte hendes ord, havde han virkelig prøvet at finde en anden forklaring end den der stirrede ham ind i ansigtet, men nu blev det jo fuldkommen umuligt at benægte altså!
"Mariella?" hviskede han, som pusten var blevet taget fuldstænding fra ham.
"Ah!" gispede han højt, som han kastede sig i armene på ham, og han lidt forsinket forsigtigt lagde sine arme omkring hende også, og da han gjorde kunne han virkelig mærke kærligheden slå gnister mellem dem, mærke den som han mærkede den når han besøgte sin lille pige i New Zealand, det var fuldkommen det sammen bare, endnu dybere måske?! Det kunne ikke være andre end hende.. det kunne det ikke!
"It's okay.." hviskede han stille som han blidt strøg hende op af ryggen, på den mest faderlige facon han kunne, men med bekymring i stemmen, "how did this happen? how did you grown this big so sudden? Where's your brother? Where's your moms?!" sagde han helt bekymret og overbeskyttende, men selvfølgelig gjorde han det, han var jo hendes far!
Han trak sig lidt tilbage og så på hende igen helt forvirret, prøvede stadig at forstå det var virkelig, at det ikke bare var en dum prank eller noget - men han kunne jo mærke det, kunne mærke hendes kærlighed, kunne mærke den var ægte. "My little.. baby girl.." hviskede han helt uforstående, og strøg hende ømt hen over hagen.

Hvorfor hun var så følelsesmæssig lige nu var en helt anden historie. Der skete meget omkring ørerne på hende, og hun vidste ikke hvordan alting skulle håndteres. Men hun havde helt klart undervurderet, hvor meget hun havde haft brug for et kram fra sin far. Ordene, It's okay.. fik hende næsten til at åbne for sine følelser helt, men hun holdt sig tilbage. Det var ikke stedet for det. Men hans blide strøg henover hendes ryg fik hende til at slappe af - så meget som Mariella nu kunne slappe af.
"Its okay. We are okay," fik hun så sagt og sank en klump. "I would never let Lion go into trouble without back up," tilføjede hun og trak skævt på smilebåndet. "He is following his heart, me I follow my head."
"We followed some friends here from the future, 15 years into the future to be exact. I know it sounds insane, trust me - living it is even more insane," hun smilte let med et hint af et lille grin af sin egen kommentar. Hun var stadigvæk ikke helt sikker på, hvordan hun skulle omfavne situationen. Mariella sank en klump og prøvede på ikke at tabe ansigt helt - men hun havde altid været fars pige.
"Can we go somewhere else?" Spurgte hun stille og bed sig i læben.

Han prøvede virkelig at forstå det, men det var så nyt for ham, så fjernt, så mærkeligt og absurd, det tog tid, det ville tage tid for det at synke ind - og selv om han ikke rigtig forstod det, så vidste han jo det var virkelig, at det var Mariella, lige der, foran ham, 15 år ældre end sidst han havde set hende.. wow.
"Where is he?" spurgte han bare hurtigt, var han her også? Var han uden for? Kunne han møde ham?!

"What do you mean? What did you do? What happened?" spurgte han bare, som flere og flere spørgsmål bare byggede sig op inde i ham, det hele var bare så crazy altså! "From the future?!" gentog han bare, som han spærrede øjnene lidt op helt forvirret, "no.. that's not good.. that's.. you shouldn't have done that.." gispede han bare helt, som han prøvede at regne ud hvad det betød, men det var så fucking svært altså!
"Yes come on, let's get out of here!" lød det bare hurtigt fra ham, som han lagde en arm om hende og fik dem begge ud af klubben, "where should we go? eh.. I live just a few blocks away, we could go there? Or.. or can we.. can we go see your brother too?" spurgte han forsigtigt, som han ikke helt vidste ja.. han vidste ikke rigtig noget vel.. wow.

"He is with his friends," svarede hun stille og åndede ud. Han var sammen med Vanya, men hun vidste ikke just om de to faktisk kaldte sig kærester endnu - eller hvad fanden der forgik i hovederne på dem.
"Hey.. I just followed my brother. He was the one who wanted to play the hero and save his friends," pointerede hun og løftede let på et bryn. "I didn't do anything bad.. this time," tilføjede hun og rømmede sig let.
"Shhhh," tyssede hun lidt på ham. Det var ikke just alle som skulle vide at de var tidsrejsende trods alt. "I know. Trust me I know," tilføjede hun og sukkede stille af sig selv. Der var mange ting hun efterhånden ikke burde have gjort. Han lagde armen om hende og de gik ud fra klubben.
"Lets just go to your place - I wish I could get Lion, but I haven't actually told him where I went.. and we sorta promised each other that we would seek you, mum and mom out together," indrømmede hun så og trak let på skulderen. " I just needed to see you. So I made a selfish mode, Lion will get over it. I'll just schedule a time for you two," tilføjede hun og trak let på den ene skulder. De fleste ting var Lion og Marie enige i - også var der den lange liste over ting som de ikke var. Men de løste altid deres konflikter forholdsvis hurtig. Det længeste de havde været uvenner var da de var 8 og Marie havde taget fjernbetjeningen til tv'et og gemt den for ham. Det havde gjort de ikke havde snakket sammen før de skulle spise, og det var kun fordi at deres kæreste onkel Nathan var på besøg og havde tryllet hele stuen om til et legeland - at de faktisk havde glemt de var vrede på hinanden. Deres skænderier var dog voldsomme nogle gange, men det var mest fra Mariellas side.

"Friends?" gentog han bare forvirret, kunne nok ikke helt få billedet af hans lille baby dreng ud af hovedet, de eneste venner han havde var de venner hans forældre bestemte for ham vel. "Play.. save? What?" spurgte han bare forvirret, kunne ikke følge med overhovedet, det hele var lige til at blive gal i hovedet af jo.
"Oh.. eh.. sorry.. I.. mh" mumlede han bare lidt akavet og kiggede sig omkring, men folk virkede ret ligeglade ærligtalt altså. "Oh.. well.. yes, this way.." mumlede han bare og nikkede ned af gaden, havde lidt håbet på også at se sin søn, men hvis det ikke passede så godt lige nu, så måtte det jo vente..
"You havn't told Ronnie yet?! Oh.. she won't be happy about this.. she won't.. she'll freak out.. so much.. don't tell her without Jess there okay? She knows how to handle.. stuff.." mumlede han bare lidt rundtosset, som han prøvede at finde på noget at sige der ikke havde noget direkte med at gøre at.. hans et-årige datter stod foran ham.. fordi.. nej.. nope!
"You did? What why? Does something happens to me?! Do I die???!!" lød det så bare helt kaotisk fra Cody, der var stoppet op nu og stirrede bare skræmt på hende, hvorfor, hvad, hvornår, hvordan?! Åh gud! Han kunne slet ikke håndtere det her jo!

"Yeah.. Mom and Mum have some friends they met at a royal event. And we have known them since forever," fortalte hun stille og trak let på den ene skulder. Hun fulgte med ham de gik ned af gaden. Det var mærkeligt at se ham så forvirret og rundt på gulvet.
"Sorry. But you seriously need to take a deep breath in," sagde hun så og løftede på et øjenbryn. "They both know. Lion ran into mum the other day, she took it quite good actually. I haven't spoken to her myself yet, but Lion told me everything that happened," tilføjede hun og sukkede ganske kort.
"No what? Stop saying stuff like that. No one died," udbrød hun så lidt. "It's because I tend to do stupid things, and Lion is hanging over me like fog to stop me - not that he is ever fast enough - but yeah," tilføjede hun og rystede på hovedet. Som de kom til Codys hjem. Fortalte hun om, hvordan hendes veninder Amaryllis og Vanya ved et uheld havde pillet ved et magisk objekt og havnet i fortiden - og hele hendes gruppe af venner havde fulgt efter dem - og nu var mere eller mindre fanget i fortiden. Hun fortalte ikke noget som fremtiden, siden det var farligt - og hun måtte også afslutte med at fortælle når de engang skulle tilbage ville de være nød til at slette hans minder og restens minder omkring det. For minderne fra fortiden kunne ødelægge hendes og de andres fremtid - og det kunne de ikke risikerer på sigt.

//Out, now bring the drama <3 xD

"What, really? Who? Do I know them? Why wasn't I invited.. uf.. they never invite me.." mumlede han bare lidt små irriteret, Ronnie og Jess havde alt for travlt med deres eget liv og deres eget drama til nogen sinde at tænke på Cody jo, vidste de overhovedet at ham og Ben ik var sammen længere? Vidste de overhovedet at Cody havde.. gjort.. alt muligt.. som.. var rigtig slemt, og at alting var ved at gå helt galt jo, hele hans liv var bare gået galt og de var bare ligeglade!
"Right.. okay.. sure.." mumlede han bare lidt stille og tog en dyb indånding, det kunne han jo heller ikke bare belemre Marie med jo, intet af det var jo hendes skyld. "Right.. of cause they do.. and why would they care to tell me anyways.. like I'm just your father but whatever I guess!!" udbrød han bare surt, men faldt heldigvis lidt ned, nu skulle de ikke tale mere om Ronnie og Jess, bare snakke om Marie og hvad der var sket og alt det, det var nemmere da de var kommet hjem til Cody og han kunne drikke te og bare lytte, så glemte han lidt det med Ronnie igen.

//Out - and yaaaas please! <3<3<3