I don't go out much - Jamie

Sted: Parken
Omgivelser: Børn på en legeplads med deres forældre på en bænk i nærheden. En mand og hans hund ude på den frosne græsplæne areal lige ved siden af legepladsen. Folk kommer og går på stierne som Avery sidder foran.
Vejr: Alt er frossent men der er ingen sne. Solen står højt på himlen og hvis man går ud i den, kan man mærke en svag varme fra den.
Påklædning: Tøjet (Et par sorte jeans med et par brune støvler og hendes Hår + ansigt
Emne til @Jamie <3

Parken. Stedet hvor Avery tit tog hen for at få inspiration til hendes digte. Hun havde ikke rigtig nogen venner, eller folk der gad tale til hende, så hun havde masser af tid til at tænke for sig selv. Og istedet for at fokusere på at lukke alle de væmmelige hviskende stemmer ude af hendes hoved med hendes opium, valgte hun for en gangs skyld at prøve med noget konstruktiv kreativitet. Hun sad med sin bog og kiggede rundt på de forskellige aktiviteter der foregik. Børn rendte og legede med hinanden, voksne stod og snakkede mens de holdte øje med deres legende børn.
Fuglene fløj og sang, en enkelt hund farede rundt efter en pind som hans ejer blev ved med at kaste rundt. Alt i alt var der en ro at finde her, en ro hun ikke kunne finde hjemme på akademiet hvor hun var fanget i sin egen stilhed. Her var der ikke stille, men alligevel var der så roligt. Hun skrev af og til et par linjer i hendes bog som hun kom i tanke om nye vers. Denne gang ville hendes digte have en rolig klang over sig. Bedre end alle de depressive og triste hun ellers plejede at skrive.
Men nok med at tænke på hvordan livet var når hun var alene. Hun havde været alene i alt for lang tid. Nok mere end hvad der var sundt for hende. Hun manglede den menneskelige kontakt med andre, ikke at hun tog chancen for at få den tilfredsstillet herude. Hun var alt for sky, alt for bange for at virke enten underlig eller for påtrængende. Så at observere og mærke deres glæde på afstand, var fint nok for nu. Det var en god start. Hun følte sig lidt stolt af sig selv i dette øjeblik. For hun var kommet udenfor.
Hun lænede sig tilbage på bænken mens hun åndede tungt ud og nød den kolde vinterkulde bide hende lidt i kinderne som hun lukkede sine øjne i.

Påklædning
- Tøj + Sko Han har en sort sweater på, en hvid tanktop indenunder og et par sorte bukser på Link. Han har sorte sko på
- Hår + Skæg Hans hår hænger løst Link. Han har en smule skægstubbe
- Andet Han har et ar, som løber hen over hans ene øje Link

Når det blev for meget, det at være indenfor, havde han fundet sig selv nyde, det at kunne gå en tur. Han kunne komme ud og få noget luft, bare tømme hovedet, for alle de ting der nu engang gik ham på. Det var ikke så lang tid siden, at han havde forladt Rayna, men han havde kendt den kvinde i over 700 år, og vidste ingen forlod hende, hun forlod dem og oftest i en ligpose. Så han forventede hele tiden, at møde en af hendes henchmen's, men enten ville dræbe ham på stedet, eller fører ham tilbage til hende, hvor hun her enten ville dræbe ham eller udsætte ham for hans sædvanlige behandlinger. I sidste ende vidste han ikke hvad der var værst, at blive dræbt eller endnu engang blive en tom skal, ude af stand til at føle noget som helst. Dog var der også så mange goder, ved netop at være den tomme skal, han behøvede ikke bekymre sig om alle disse følelser, vreden, usikkerheden og alt det andet, som han endnu ikke havde navn på. Selvom John havde tilbudt at være en støtte, så ville han heller ikke ødelægge den glæde, for sin længe fortabte bror, som kom i formen af Aspen.
Som han stoppede op, gik det op for ham, at i hans tankestrøm, havde han ubevidst bevæget sig imod parken, et sted han faktisk ofte besøgte, specielt efter at havde flyttet ind med John. Det var et sted, han kunne tage hen for at koble af, men også et sted hvor han ville tage på løbeturer, noget han så ofte gjorde. Det at kunne træne, var for ham en måde at kaste alle tankerne væk, også bare være sig selv. Han behøvede ikke bekymre sig om hvad der skulle ske, hvis han sagde noget forkert eller gjorde noget forkert, for åbenbart var det ikke normalt, at holde postmanden til fange også selvom han åbenlys trådte ind på en grund, som han ikke burde være på. Det hele var bare så mærkeligt, han var vant til hele tiden at skulle være på, hele tiden være klar på at slå ihjel, ting han ikke kunne bruge ude for Umbrella Corporation, hvor den slags ting var set ned på.
Efter endnu engang, at havde været fanget af for mange tanker, kastede han det hele ud af hovedet, hvorpå han fandt sig selv betragte sine omgivelser. Han så på børnene der legede, en mand der rendte rundt med sin hund, og dog var hans øjne draget imod den smukke kvinde, som sad alene på en bænk. Hun virkede elegant, typen der ville have en million mænd omkring sig, også var der det åbenlyse faktum, at hun var ekstrem smuk, smukkere end noget han nogensinde havde set. Da han på ingen måde, var vant til at snakke med en anden, uden det var omkring arbejde, så vidste han virkelig ikke hvad han skulle gøre. Selvfølgelig kunne han forsøge sig, med at være lidt ligesom John, han var trods alt god til at snakke med andre. Han fik endelig taget sig sammen, hvorpå han gik imod hende, hvor han satte sig ved siden af hende. Han forsøgte stærk på, ikke at virke mærkelig og på samme tid, var det ikke nemt, generelt følte han at alting gik af lort til, siden han havde forladt Rayna "you know if you were a scented candle they'd call it Perfectly Imperfect" han klukkede kort, men skar en grimasse da han opdagede, hvor dumt det lød "I'm sorry that came out really creepy, I'm just not use to talking to people, and even some as attractive as you...I should probably just leave now" han var på ingen måde vant, til at snakke med andre, som ikke var Rayna, forskere og John, så dette var meget nyt for ham.

Hun så ham godt ude i sin øjenkrog, men hun havde ikke regnet med at han ville sætte sig. Hun havde bare regnet med at han ville gå videre og så tage en anden bænk hvis han ville sætte sig. Så da hun faktisk opdagede at han satte sig, ved det lille ryk der kom i bænkens ryg. Hun åbnede let øjnene og vendte sit overraskede blik mod ham, det første hun bemærkede var hans smukke brune øjne. Så faldt hendes øjne kort på hans ar, men væk igen da hun ikke ville blive taget i at stirre. Det var jo ikke hans skyld at han havde et ar ned over ansigtet? Eller forhåbentligt var det ikke hans egen skyld.
Hun anede hurtigt at han var mindst ligeså god til at være social som hun var - Det tog en at kende en. At han startede en samtale ud med en scorereplik, og ikke en særlig god en, fik hende til at hæve øjenbrynet en anelse skeptisk og måske lidt skræmt, men som han klukkede og derefter skar en grimasse, kom hun til at trække lidt på smilebåndet. Det var rart at hun ikke var den eneste der følte sig dårlig til det her. Hun rettede sig lidt op som han forsøgte at forklare sig, med resultatet af at han mente han skulle gå.
Havde det været en hver anden dag hvor hun ikke havde haft det så godt som hun havde det nu, havde hun ladet ham gå. For havde det været en hver anden dag havde hun troet at det var hende der fik ham til at have det som han havde det, som en byrde der bare var der for at spænde ben for alle andre. Hun lagde sin hånd på hans arm hvor et smil formede sig på hendes læber, hvor havde hun dog savnet at have kontakt med et andet væsen. "No please. Stay," sagde hun, næsten bedende hvortil hun så vendte blikket væk og rystede på hovedet, "I mean, if you want to stay that is...." begyndte hun så lidt nervøst, før hun bemærkede at hendes hånd stadig var på hans arm! Hurtigt trak hun den til sig og så mere nervøs ud end før. "Truth be told, I am not very good at this either..." indrømmede hun så før hun kiggede ned på sin bog.
Hvad skulle hun dog sige? Hun gnubbede det øverste af hendes bog med sine fingerspidser som hun prøvede at tænke på noget at sige. "You have very pretty eyes.... I like brown, it's reminds me of chocolate. Or the smell of wet mud," sagde hun så hvorefter hun trak ansigtet sammen i en fortrydende grimasse. Kaldte hun lige hans øjne for vådt mudder? Og endda ikke bare vådt mudder, men faktisk duften af den! Som ikke var helt så slemt, men hun skulle nok have holdt sig til chokoladen. Var han helt skræmt af hendes underlighed? Hun skævede kort mod ham, ledte efter et eller andet tegn der kunne fortælle hende om han havde det fint med det her, eller om hun havde skræmt ham.

Det var godt at han undskyldte, for det var nok det værste man kunne sige til en anden, selv nu hvor han havde fundet sig selv sige det, kunne han godt regne ud at det måske ikke var det bedste. Det behøvede ikke at tage en ekspert, til at vide man måske ikke burde sige den slags, måske hvis man kendte vedkomne. Dog syntes det ikke at stoppe det hele, for som hun lagde sin hånd imod hans arm, og bad han blive, kunne han ikke lade hver med at smile, der var noget unikt og måske uskyldigt ved hende, som han kunne lide. Måske ikke i en romantisk form, den slags havde han trods alt ingen ide om. Hvorfor han netop smilte til hende, vidste han faktisk ikke, normalt fandt han det ubehageligt, også selvom Rayna altid sagde han havde så fint et smil. Han sat sig straks til rette igen "Sure, I would love to" han kendte hende måske ikke, og normalt var han ikke typen, der faktisk snakkede med folk han ikke kendte, men det var på tiden at han gjorde noget nyt.
Af ukendte grunde, gjorde det ham faktisk ikke så meget, at han faktisk rørte ved hende, normalt hade han det, men hendes berøring var så blid og elegant, det var på ingen måde lig hvordan Rayna ville gøre. Hendes var behageligt, og det gav ham ikke lysten, til at trække sig væk, som berøringer så ofte gjorde. Han accepterede dog, da hun fjernede den, mest af alt fordi det måske ikke var normalt, at røre ved folk i for lang tid af gangen "It appears I have something in common with you then" det var sjældent, at han faktisk havde noget til fælles med andre, han var lidt mærkelig i de fleste øjne, noget han kunne huske fra sin tid ved Rayna. Han kunne huske hvordan de fleste, ikke rigtig gad ham og at han oftest var så alene, medmindre Rayna selvfølgelig hidkaldte ham. Måske var det også derfor, at han faktisk valgte at snakke med hende, han var så ensom og han vidste ikke hvad han skulle gøre ved det.
Han blev overrasket, da hun valgte at komplimentere ham, normalt hade han det, men det virkede anderledes med hende, også fordi hun valgte at komplimentere en anden del af ham, end hvad han var vant til. Hun var god til at beskrive ting, dog hvor normale folk ville finde det irriterende, at hun sammenlignede hans øjne med mudder, så vidste han ikke om det var unormalt, så han tog det som havde hun gjort noget helt normalt. Det trak let i hans mundvige "thank you, I can't really see my eyes, so you're probably right" han følte han var nød til at sige noget igen, give hende en kompliment, han vidste dog ikke hvad han faktisk skulle sige til hende "I'm not sure how to compliment you, other than saying you look exquisite, possibly the most beautiful woman I have seen" han vidste ikke, om dette faktisk var den rigtige måde, at komplimentere andre, måske håbede han at det var bedre, end den han havde givet fra starten af "I'm Jamie" han rakte hende sin hånd, hvilket han havde set Rayna gøre ofte, når hun enten mødtes med klienter eller skulle møde nye folk, han håbede i det mindste det var den rigtige måde

Hun kunne ikke undgå at rødme en anelse da han kaldte hende den smukkeste kvinde han nogensinde havde set. Hun kiggede kort væk som hun prøvede at finde ud af hvad hun skulle sige, men der var ikke rigtig noget der gav mening. Hun rømmede sig så let før hun kiggede på ham igen. "Thank you.. I'm not very good at receiving compliments... In fact, I don't ever get any sort of compliment... at least not personally.. People like my poems, but that's not me, just my feelings..." forklarede hun så, før hun begyndte at overveje hvorfor hun overhovedet snakkede om sine digte? Kunne hun være værre til det med at have en social interaktion eller hvad?
Da han rakte hånden ud og introducerede sig selv, kiggede hun kort på hans hånd før hun selv rakte hånden frem og tog fat i den. Skulle hun ryste den? Hun lod være. "I'm Avery. Nice to meet you Jamie. But we don't shake hands in the 20th century. Not unless we just want to be old fashioned and formal.. Or both... Whatever you feel like," sagde hun så med et lille smil på læben som hun slap hans hånd. Så kiggede hun lidt på hans trøje før hun løftede sit øjebryn. "Isn't it a bit too cold to just be only wearing that shirt?" spurgte hun så lidt nysgerrigt, før hun kiggede ned på sin bog. Hun var ikke særlig god til øjenkontakt, faktisk fandt hun det meget intimiderende og det føltes mere som en konkurrence om hvem der kunne kigge mindst underligt på den anden.
"Do you often come here? I don't think I've seen you here before?" spurgte hun så, før hun kort øjeblik kiggede på ham. Hun havde bare brug for at kigge ind i de smukke brune øjne, om det så var blot for et sekund. Hun kiggede atter ned i sin bog mens hun afventede et svar. Det var ikke fordi hun var her så tit igen. Faktisk var det første gang i en måned at hun havde forladt akademiet, men det var kun fordi at hendes roomie var væk, og hun var overladt til sig selv. Så det var enten søvnløse nætter eller opium - det ene værre end det andet. Men hun ville have husket ham hvis hun så ham herude mens hun kom her ofte.
Hun bed sig kort i læben før hun klappede sine hænder mod sin bog. Hun var ret nervøs og overvejende lige pludselig, som han nok ville kunne bemærke. Hun blinkede et par gange før hun kiggede på ham atter engang og spurgte:" Do you like hot chocolate? Would you like to get one... with me?" efterfulgt af et nervøst smil. Nu kom skræken for en afvisning, og så dog regnede hun ikke med andet. Hvorfor var hun også så underlig, de kendte jo knapt nok hinanden?

Han blev overrasket da hun udtalte, at hun ikke ofte fik komplimenter, eller i hvert fald ikke mod hende personligt, hvordan dette ikke kunne ske, var ham forunderligt. Hun var en tiltrækkende kvinde, det ville selv en blind kunne se, og dog virkede det ikke til, at hun enten troede dette om sig selv, eller også var folk bare ikke gode, til at udtrykke venlighed. Dog da hun nævnte hun skrev digte, formede der sig et mindre smil på hans læber "I love poems, it was one of the few things I was allowed to have" Rayna havde aldrig ladet ham have meget, men hun fandt det åbenbart charmerende, at han havde en forkærlighed for digte, så da hun havde haft fundet hans hemmelige skab, hvor i han havde bøger fulde af digte, havde hun tilladt ham at have dem "I used to read them as often as I could" han var tæt på at spørge, om han måtte læse nogle af hendes, dog vidste han at den slags kunne være private. Som hendes hånd ramte hans, lukkede han forsigtigt sin omkring hendes, han vidste at han som en dæmon, havde en del mere styrke end andre, og han ville helst ikke knuse hendes hånd.
Da hun udtalte, at man ikke længere gav hånd, skar han en grimasse "I really didn't know, I don't come out that often" indrømmede han. Det havde ikke været mere end en uge, siden at han forlod Rayna sammen med John, så han var på ingen måde vant til, hvordan verden fungerede. Hendes spørgsmål til, hvorvidt han egentlig ikke frøs, kiggede han kort ned på sit tøj, for så at lade sit blik mødes med hendes "Not really, I guess I'm naturly hot" han klukkede kort, og som han så væk, forbandede han kort sin bror langt væk, han havde været for meget omkring ham, så han begyndte at fortælle nogle af hans jokes. Han mødte dog igen hendes blik, netop som hun spurgte til om han kom her ofte "Not really, I mean sometimes I come to run, but no I don't really come out that often, I have no idea what to say to people, or for that matter how to act properly" man lærte ikke om sociale færdigheder, ved at være en morder, for en som Rayna, det var nok snarer det modsatte. Hvis man skulle have råd, til hvordan man skulle dræbe en anden, så var han åben for det, men alt andet var han den værste til. Hvorfor han dog var så ærlig omkring hende, kunne han ikke fortælle, der var bare et eller andet ved hende, som han godt kunne lide.
Han blev overrasket, da hun spurgte om han ville have kakao med hende, ikke desto mindre fik det ham til at smile. Det var nok første gang, at nogen spurgte om han ville noget med andre, hvis man selvfølgelig så bort fra alle de gange, at Rayna ville have sex. Han nikkede "Sure I mean I don't really do anything, so why not. Do you know a place close by?" han rejste sig op og rakte igen sin hånd frem imod hende, som for at ville give hende en hånd for at komme op. Ikke han troede hun ikke kunne finde ud af det, men mere som en form for venlighed. Han vidste dog ikke, om det faktisk var anstændigt, dog huskede han at Rayna hadet når han ikke gjorde det, så det var nærmere automatisk end det var noget andet.

Da han begyndte at snakke om sin egen kærlighed for digte, kunne Avery mærke et smil vokse på hendes læber. Hun kiggede på hans ansigt med et næsten drømmende udtryk. Det var rart at finde en person hun allerede på så kort tid havde så meget tilfælles med. Hun kiggede på ham med en næsten nysgerrighed som hun lagde hovedet let på skrå. "Do you write any sort of poetry yourself? Or do you just read it?" spurgte hun så. Det kunne være endnu en ting de havde tilfælles, men hun ville også have det fint med at han bare læste digte. Så kunne hun finde ud af hvem hans ynglings digtere nu var, hvis han da havde nogen. Let klemte hun om sin egen bog som var fyldt med selvlavede digte. Hun var ikke så sikker på at hun havde lavet noget der var særligt imponerende. Faktisk var de fleste af hendes digte meget triste.
Da han jokede med at være naturligt "hot", en joke der havde mere med hans udseende at gøre end kropslig varme, kunne Avery ikke undgå at grine som han klukkede. "Whoever that's telling you how to have conversations with people, must be some sort of jokester," sagde hun så i sit grin, mens hun lænede sig lidt tilbage mod bænken. Det føltes rart at grine, det føltes naturligt at grine når hun var sammen med Jamie. I alle andre situationer havde hun nok tvunget sit eget grin, men her kom det naturligt, og hun satte pris på det. Jo mere de snakkede sammen, jo mere var hun glad for at han havde valgt at sætte sig ved siden af hende. "What do you mean 'dont know what to say'? You seem like a natural!" sagde hun så med en svag jokende men munter tone. Det var tydeligt at de begge ikke var gode til det her, men alligevel så det ud til at virke for dem. Hun kunne ikke lade være med at grine før hun så rystede på hovedet, "Well, either way, you're not alone in that. At all," forsikrede hun ham så med et lille smil.
Det blev nemmere og nemmere at kigge på ham i længere tid, men hun havde det stadig med at kigge væk en gang imellem, især hvis han kiggede på hende også. Som han takkede ja til hendes tilbud og rejste sig, tilmed tilbød hende en hånd, kiggede hun først lidt forvirret på hans hånd, men tog den nu alligevel mens et smil formede sig på hendes læber. "You're very formal for a person who doesn't know a thing about social interactions," sagde hun så og rystede så let på hovedet af sig selv. Selvfølgelig kunne han da godt have mannere men alligevel ikke vide hvad han skulle gøre. Avery følte sig fjollet over den kommentar og kiggede så en anelse nervøst på Jamie, "Not saying that you don't have to be formal..... I don't know.. Sorry, I just assume things beforehand and...." hun stoppede sig selv som hun begyndte at rode rundt i sine egne ord. Så åndede hun tungt ud og pegede fremad.
"It's that way. It's not far off here. And they make the best, at least I think so. Do you like hot chocolate?" spurgte hun så som hun begyndte at gå med ham mod hendes ynglings-café. Det var mest fordi der var så hyggeligt, mere hyggeligt end hjemme. Hun følte sig altid mere kreativt i dens varme dekorative omgivelser og de behagelige lyde fra arbejdende kaffemaskiner til menneskers snakken og latter, det var en humørbombe for Avery. Hun kunne aldrig føle sig for trist når hun var her.

Han skar en grimasse, da hun spurgte ind til om han selv skrev, for det var lige netop problemet, han kunne faktisk ikke skrive, det eneste han kunne var at læse. Man kunne sige at Rayna ikke fandt det nødvendigt, at han skulle lære denne "I would if I could, but I was never taught how to write or spell for that matter" det var en smule akavet, det var ikke just noget alle hørte hverdag, at en voksen mand ikke kunne finde ud af at skrive "I was only taught how to read, I guess she didn't find it necessary to teach me how to write" hans blik faldt lidt ned, måske fordi han følte dette måske gjorde ham dårligere, eller i hvert fald mindre værd, hvordan kunne en voksen mand ikke stave eller skrive for den sags skyld. Dog gik der ikke lang tid før, at han endnu engang mødte Avery's blik "It's a bit lame I know" han havde en tanke i hovedet, om hvordan hun måtte tro han var en komplet idiot, siden han ikke engang kunne finde ud af at skrive, noget fundamentalt som de fleste kunne, men åbenbart ikke ham.
Det trak i hans ene mundvige, da hun grinte over hvad han sagde, ikke desto mindre havde hun ret, da hun sagde at hvem end der havde lært ham, at skulle snakke med andre, i den grad var en der lavede sjov "ohhh yeah you couldn't be more right" hvis der var noget John lavede, så var det jokes og han var ikke altid de bedste, når det kom til at lave jokes. Hans jokes havde en tendens til at være platte, og ikke altid de bedste i verden, dog så Aspen ud til at elske dem, og det var vel det vigtigste. Et mindre smil formede sig på hans læber, da hun sagde han virkede som om det hele kom naturligt, i forhold til den måde han snakkede med hende "thank you, I guess it feels natural speaking to you" normalt var han på ingen måde god, når det kom til at snakke med andre, dog virkede det hele så naturligt, når det kom til at snakke med Avery "you seem natural too, I mean we have a fluent conversation" pointerede han med et smil, der måske ikke var på hans læber, men i den grad i hans øjne.
Han klukkede kort "I was taught to be this way, she didn't really like when I didn't do things like this" han gad ikke rigtig give navn til Rayna, det var som om når han sagde hendes navn, at tingene altid syntes at blive værre. Han så overrasket på hende, da hun syntes at springe over ordene, og hele sætninger kunne med et ikke komme ud "it's okay, no need to worry" han havde været ved Rayna's side så meget, at han helt var blevet vant, til at være så formel, så han opdagede faktisk ikke altid, når det var han gjorde det. Som hun begyndte at gå fremad, fulgte han med ved siden af hende "that's good" han sendte hende et skævt smil. Da hun spurgte indtil, om han kunne lide varm chokolade, nikkede han uden den mindste smule tanke "yeah I love it, I'm not a monster" han sendte endnu et smil, før han igen så fremad, som han sagde ordene, var der noget drillende i hans stemme.

Som han fortalte hende at han ikke kunne skrive, trak Avery bekymret på øjenbrynene. Hun vidste at hendes egen familie var sindsyg, men hvem ville ikke lære sit barn at skrive? Hun begyndte dog at overveje om det var hans familie, eller om der var sket noget da han var yngre. Det ville forklare arret hans havde over øjet. Hun blev trukket ud af sin spekulation da han så ud til at være generet over hans manglende skrivefærdigheder. Hun bed kort sammen som hun lænede sig over mod ham og ret instinktivt men alligevel blidt lagde en hånd ovenpå hans arm som hun kiggede ham i øjnene. "There's nothing wrong with not being able to write. Life is a journey and we are taught new things all the time. You can still learn how to write. I'll gladly help you," sagde hun så med et blidt smil over læberne og et glimt i øjnene.
Indtil hun opdagede hvordan hun kiggede på ham, og hendes hånd som hun slet ikke havde registreret at hun havde flyttet. En svag rødmen bredte sig i hendes kinder som hun trak sin hånd til sig og lænede sig tilbage mod bænkens ryg. "I'm... I-I'm sorry, I touched you without permission, that was weird..." begyndte hun så at fremstamme en anelse nervøst og begyndte at gnubbe sin tommelfinger mod sin anden hånds ryg der var beklædt af en handske.
Det var godt at de fik rejst sig for at tage ned og få en kop kakao, ellers havde Avery nok endt ud i at give sig selv et nervøst sammenbrud. Selvom Jamies tilstedeværelse, hans ord virkede til at have en eller anden beroligende effekt på hende, på trods af at han var en anden person, og de mange krav indenfor sociale interaktioner der rodede rundt i hendes hoved. Som han sagde at han elskede varm chokolade, kom et stort smil over hendes læber. Hun kunne nemlig selv godt lide det, så det var blot endnu en af de mange ting de havde tilfælles.
Som de bevægede sig op til skranken for at bestille deres varme drikke, havde Avery allerede besluttet sig for hvad hun ville have. Hun kiggede på caféarbejderen før hun med et smil sagde:" Salted caramel coco, please." hvortil arbejderen tastede det ind på det lille register. Så kiggede Avery tilbage på Jamie og lagde hovedet svagt på skrå. "What do you want Jamie?" spurgte hun lidt nysgerrigt og lod Jamie tage tiden til at finde ud af hvad han ville have. Da han så havde fundet ud af det og valgt, fandt Avery nogle kontanter frem som hun rakte kassedamen. Så kiggede hun lidt på Jamie inden hun så åbnede øjnene lidt overrasket. "Um.. I hope you don't mind that I bought that for you... Consider it a treat.. I guess," sagde hun så før hun prøvede at smile.
Så gik hun over til et bord og fik sat sig, hendes blok var blevet lagt ned i en lille taske som hun hang på ryglænet. Så åbnede hun sin jakke og tog sine handsker af. "Was it your mother who didnt want you to learn how to spell?" spurgte hun så med en lettere bekymret tone før hun så kiggede lidt væk. "Inapporiate unasked questions, Avery..." mumlede hun svagt for sig selv, men Jamie kunne nok ane det. Hun fjernede noget hår fra sit ansigt og lagde det bag øret før hun så sukkede dybt. "I am just curious... Normally someone like a mother would want the best for her children...." sagde hun så, som om hun havde glemt om sine egne forældre. Hvordan de var fuldstændigt ligeglade med hende og smed hende væk da de endelig fik en grund til det. Hun kiggede lidt ned i bordet og knugede sin ene hånd sammen ved tanken om sine forældre.

Han kiggede væk fra hende, da det for ham ikke var det bedste, han hadet at føle sig svag og mindre end andre. Hvorfor han dog ikke ville virke dum og svag overfor hende, var noget han ikke helt kunne finde ud af, hun var fantastisk og unik, intelligent og kreativ, så det var i sidste ende nok derfor. Dog da hun lagde en hånd imod hans arm, kunne han ikke andet end lade sit blik mødes med hendes, som hun sagde der intet var i vejen med ikke at kunne skrive, var han tæt på at sige hende imod dog, da hun tilbød af hjælpe ham, voksede der et mindre smil på hans læber, på trods af han ikke kunne lide at smile, syntes hun at bringe det ud af ham, noget han i den grad ikke kunne forstå, ikke engang John kunne gøre det, og det var hans tvillingebror. De kendte dog ikke nok til hinanden, til at han direkte følte sig så tryg, dog kendte han knap og nap Avery, og alligevel var der noget anderledes ved hende. Han kastede det ud af sine tanker og nikkede "thank you so much, it's very kind of you" han vidste ikke hvad han ellers skulle sige, det var trods alt ikke ofte, at han faktisk blev tilbudt hjælp, Rayna forventede at han skulle alt selv og han ville ikke vise svaghed overfor John.
Hendes undskyldning over at havde rørt ham, fik ham til at trække på skulderne "It's okay, I don't mind it" normalt ville han havde flyttet sig, men hendes berøring var blid og ikke som alle andres, hvilket nok også forklarede hvorfor han ikke fjernede sig, men ofte blot lod hende røre sig. Han havde ikke meget at sige, da de bevægede sig imod stedet, der var ikke behovet for det og dog var det ikke en akavet stilhed. Efter hun havde bestilt, og det nu var hans tur, lod han sit blik mødes med vedkomne bag skranten. Han lagde hænderne i lommerne "dark chocolate, with a twist of cinnamon on the top" sagde han, før han lod sit blik falde væk og igen imod Avery's ansigt. Det var som om, hver gang han så på hende, at han hele tiden fandt nye træk, nye ting han kunne lide, og han måtte indrømme hun blev smukkere og smukkere, for hver gang at han opdagede nye ting. Det vidste sig også, at de havde så meget til fælles, noget han i starten ikke havde troet ville være muligt. Da hun betalte for tingene,ville han havde sagt hende imod dog, dog holde han hænderne oppe, som hun fortalte at hun ville give ham en treat "Sure why not, thank you"
Han fulgte med hende hen til bordet, hvor han satte sig foran hende. Da hun spurgte ham, om det havde været hans mor, som ikke havde lært ham at ville stave, rynkede han brynet og så væk "I never grew up with my family, when I was just a baby my father took my away and gave me to a terrible and cruel woman" indrømmede han med et skuldertræk, før hans blik endnu mødte hendes, denne gang mørkere end hvad det før havde været. Det havde gjort ondt, det ikke at kunne vokse op med sin familie, hvorfor havde det været ham, som var tvunget væk fra dem? Selvom han kunne lide sin bror, så havde han også en vis vrede imod ham, som var grundet hvad der var sket "I was never taught many good things" han trak på skulderne og sukkede, dog kom en kvinde med deres ting, og han tog imod sin chokolade "It's many years ago, so I don't know I have kind of learned to live with it" sagde han og her mødte han hendes blik.

Hun smilte en anelse over hans valg. Hun havde ikke oplevet før at folk drak deres varme chokolade med kanel. "That is an exotic choice," sagde hun med samme smil på læben som hun så på Jamie. "I never thought that cinnamon fit into hot chocolate, but I guess that it must taste good," sagde hun så. Det var ikke for at beskylde ham for at være underlig på nogen måde, folk havde trods alt forskellige smage. Hun var bare lidt overrasket over valgtet, da det ikke var et typisk valg. Som de satte sig, og hendes nysgerrighed havde taget over, var hun ikke sikker på om det var svaret hun havde håbet på at høre. Måske havde hun lidt håbet på at høre at hun tog fejl og at han havde haft en god barndom. Men det viste sig at være det helt omvendte.
"I didnt exactly grow up with mine either. As soon as I was born, they discarded me to avoid having any type of strain in their relationship to eachother... My parents. I grew up with a nanny that taught me everything I needed to know..." sagde hun så med en lettere sørgmodig stemme som hun tænkte tilbage på sin barndom. Hvordan hendes forældre kun ville se deres datter hvis det var for at vise hende frem til andre mennesker. Hun kørte sin ske rundt i den varme chokolade inden hun løftede skeen og pustede varmen væk så hun ikke skulle brænde sin tunge. Hun smagte på det der var på skeen og smilte en anelse for sig selv som hun blev mindet om hvor meget hun faktisk elskede varm chokolade om vinteren.
"Yet you're the nicest person I've met and actually have tings in common with. Despite all the bad from the past, now you have all the time and space for the good stuff," sagde hun lidt opmuntrende med et blidt smil på læberne. Hun kiggede så lidt ned i sin varme chokolade igen og trak læberne sammen som hun ikke kunne undgå at føle at samtalen havde taget et drej som hun ikke brød sig meget om. Men alligevel føltes det befriende endelig at kunne sige til nogen, uden at føle sig dømt. Hun følte ikke at Jamie dømte hende for noget som helst, især når han egentlig burde, hvis man altså skulle spørge hende. Hun sukkede kort og kiggede op på Jamie.
"It's not fair. None of it. You don't deserve going through cruelty," sagde hun så, bare for at understrege det. For hun følte at det var vigtigt at han skulle vide det. "And as creepy as it may sound, I would only want to see you happy. If you let me, I'll promise that I'll make you a master of pen and paper," sagde hun så før hun ikke kunne undgå at smile og grine af det sidste hun sagde. Ikke fordi hun ikke mente det, men hun havde følt sig underlig tilpas og nu efter at have sagt det, indså hun at hun måske lød lidt for ivrig og desperat. "I wasn't laughing at what I said... I'm just really awkward... I'm sorry. I meant it though," begyndte hun så en anelse nervøst.

Han klukkede, og han kunne ikke holde sit smil fra læberne, som han så det danne sig på hendes. Hun var virkelig smuk, specielt smilende, det var anderledes da han normalt ikke rigtig tænkte, på andres udseende. Han var ikke just typen, som faktisk fandt en anden tiltrækkende eller for den sags skyld smuk, dog måtte han indrømme at Avery ikke kun var skøn, men hun var ufattelig smuk "I'm just that crazy, though my brother has an addiction for this thing" han skar en grimasse, klukkede igen før han blinkede til hende "but yeah it's really good" han trak let på skulderne, kanelen gav en lidt anderledes smag til kakaoen, dog var han på ingen måde ligeså fanzy som sin bror John, der efterhånden burde få sig en intervention for sit kakao misbrug. Det var helt sindssygt, så meget kakao han kunne drikke, det var som om han havde et fuldt ud misbrug, af denne varme drink. Måske var det sukkeret, eller chokoladen som gjorde det, men hvad end det var, så burde han nok få sig noget hjælp!
Det var mærkeligt, i hele hans lange liv havde han ikke mødt meget venlighed, ganske lidt af det faktisk, og dog var der denne fantastiske kvinde, som blot gav ud fra sig, og det virkede til hun intet ønskede at få igen. Dog ville han gøre det til sin mission, at fremvise hende hvordan det føltes, når en anden person gjorde noget godt for en og ikke forventede at få noget igen. Forhåbentligt hvis han fik lov til at se hende igen, hvilket han faktisk virkelig håbedet på at gøre. Da hun fortalte hvordan hun heller ikke, var vokset op med sine forældre, og hvordan de blot havde kastet hende til siden, fra sekundet hun blev født og hvordan hun var blevet voksede op med en barnepige, lagde han blidt sin hånd oven på hans, som en form for tryghed eller det var i hvert fald meningen med det, at han ville vise han var der for hende. I sidste ende var det præcis det, som han faktisk gerne ville, han ville lære nye ting, men han ville gøre det sammen med hende og ingen andre "They didn't deserve you, had I known you in the past, you would probably had given me hope and light, as you do now" indrømmede han, endnu med sin hånd oven på hendes. Det var ikke så tit, at han faktisk lukkede ud om hvad han følte, og måske havde han ikke kendt hende i lang tid, og dog var hun som et håb for ham, og et lys han så gerne ville hen til.
Han tog dog sin hånd til sig igen, da han ikke ville overtræde hendes grænser. Som hun fortalte hvordan, at han var den sødeste person hun havde mødt, og det var selv på trods af hans fortid, trak det i hans ene mundvige. Han nåede dog heller ikke at sige noget, før hun med et brød ud at han ikke havde fortjent det, noget han aldrig rigtig havde forestillet sig. Han havde altid fået den tanke i hovedet, om at han havde været skyld i det hele, alle de ting han havde gjort. Smilet kom for alvor frem da hun sagde, at hun kun ønskede han var lykkelig, og derpå udtrykte at ville gøre ham, dog før han kunne nå at sige noget, kom hun med en mindre undskyldning "don't worry about it! And if I am to be frank, I also want you to be happy, and I am thankful for having meet you" han kørte en hånd igennem sit hår, og tog en tår fra sin kakao "I'm sorry that sounded weird" han skar en grimasse og mødte hendes blik.

"They didn't deserve you, had I known you in the past, you would probably had given me hope and light, as you do now" sagde han, som fik et lille genert smil frem på hendes læber. Hun kløede sin nakke let og brugte derefter hånden med albuen plantet i bordet til at holde mod sin kind som hun så lidt væk fra ham. Det var ikke tit at hun fik komplimenter, især slet ikke så mange som han havde givet hende på denne korte tid de havde kendt hinanden. "You're very kind. I just dont know. I feel like there's a reason why they didnt want me. And either way, despite how much it sucks, it still made me who I am today. I cant be anything but grateful," sagde hun så som hun løftede sit hoved fra sin hånd og kiggede Jamie i øjnene.
Som samtalen begyndte at dreje over i en mere behagelig retning igen, "Well, that makes two of us, Jamie. I am also thankful of having met you," sagde hun med et lille smil på læben. Som de fik drukket deres kakao, og tiden var ved at smutte fra dem, rømmede Avery sig kort efter at have kigget på sit ur. "I really don't want to leave you just yet. But I have homework, and I'm very strict about my education..." sagde hun så med en lettere sørgmodig tone. Men så fik hun en idé der fik hende til at smile stort.
"Now, I don't normally do this. But would you like to join me? I live at my school, so if I finish quickly, then we have an evening to spend together?" foreslog hun så med et blik fuld af håb. Hun var ikke sikker på at hun ville tage et nej for et nej. Men af en eller anden grund var det ikke fordi at hun tvivlede på ham. Havde hun tolket signalerne rigtigt? Det var nu hun ville finde ud af det, helt præcist. Hun klappede hænderne sammen og kiggede på ham som hun rejste sig. "I wouldnt mind a little distraction.... So come if you want to," sagde hun så før hun bevægede sig over mod døren, før hun vendte blikket mod ham. Han kunne gå med, eller lade være. Hun håbede han ville vælge det første.

Han lyttede med, som hun snakkede, af en eller anden grund, blev han altid draget imod hende, når hun begyndte at snakke. Avery havde en vidunderlig måde at forklare tingene på, at alt hun snakkede om automatisk blev ti gange mere interessant. Som hun fortalte hvordan, at på trods af det måske gjorde ondt, ikke at være valgt af sine forældre, så havde det gjort hende til den hun var i dag. Sandheden var at den hun var i dag, var helt vidunderlig og perfekt. Et skævt smil formede sig på hans læber "And you truly are wonderful, I donøt think I would change one thing about you" han blinkede med sit ene øje af hende, det var trods alt sandheden. Nogle ville måske mene hun var mærkelig, men det var han også, så han kunne ærlig talt ikke finde en eneste fejl ved hende, hun var smuk, kreativ, venlig og helt igennem perfekt. Det skæve smil, som før havde været på hans læber, blev halvgenert, som hun sagde hun var glad for at møde ham. Dog som hun rømmede sig og så på sit ur, frygtede han et øjeblik hun ville gå, og det bare ville være det, at de ikke ville se hinanden igen.
Ikke desto mindre, som hun forslog han kunne komme med hende, kunne han ikke holde smilet væk fra sine læber. Han ville med glæde tage med hende, så kunne han trods alt, tilbringe endnu mere tid med hende, fremfor at skulle tage hjem til sin bror, og se ham leve det perfekte liv. Han hade ikke direkte John, men han var lidt træt, af at skulle se ham leve et liv, som han førhen aldrig havde kunne få chance for. John havde været fri hele sit liv, haft en familie som elskede ham, og selv havde han været fanget, taget væk fra sin familie. Han kom til virkeligheden, da han så hun havde rejst sig, og som hun sagde hun ikke ville have noget imod, at have lidt af en distraktion. Han skyndte sig at rejse sig op, hvorpå han kom hen til hende "It would be an honor, to be your distraction, and I have never been to a school before, so that would be awesome too" han havde et stort smil på sine læber, som han gik med hende ud af cafeen.

//Out <3 <3