So heyyy, partner? - Dean

Gæst

Sted_ Skolens bibliotek, ved gruppearbejde-zonen.
Tidspunkt: 12:00
Vejr: Solen skinner ind fra oven.
Påklædning: Her - Hætten er dog nede.
Emne til: @Dean

Tomoe var ikke sikker på om det var en god ting at hun havde taget sit skolearbejde så seriøst. Hendes klasse havde allerede været langt bagud, så da hun udvidste at hun var så langt foran som hun var i lektierne og faget generelt, kom det ikke som en overraskelse da hendes lærer ville have hende til at hjælpe en anden elev. Faget var det niveau højere, men læreren mente at det ville være godt for Tomoe, ikke kun at fordybe sig i kemi-faget, men også at komme væk fra kemi-klassen der hadede hendes stræben efter gode karakterer.
Hun sad med en albue på bordet som hun skimmede siderne som skulle laves, før hun åndede tungt ud og klappede sin pande kort. "This is hard stuff. Oyyyy~ how am I going to tutor someone in this, when I barely understand it myself," mumlede hun lettere opgivende for sig selv før hun lagde sin hånd fladt ned på papiret. Nogle elever stirrede på hende, og hun sank en klump før hun atter vendte sit blik ned i papiret. Folk så ud til at kende hende, måske var det alle rygterne fra hendes klasse, men ikke desto mindre hadede hun det. Hun kiggede op som døren gik op og hun prøvede at finde ud af om det var hendes kommende kemi-partner eller en komplet fremmed. Hun kiggede kort på sit armbåndsur og åndede tungt ud som hun lænede sig tilbage i stolen.
Det var en simpel start, en introduktion til det emne de senere skulle fordybe sig i. Hun kiggede kort på papiret igen og trommede fingrene mod bordet. Tanker fløj gennem hendes hoved som hun prøvede at finde ud af hvad hun skulle sige. Normalt var hun god til at snakke med andre, men det her var noget andet - Det var skolearbejde. At snakke med andre om det faglige havde aldrig været hendes stærkeste side, mest fordi hendes makkere normalt bare lod hende gøre hele arbejdet. Måske var det her anderledes. Det håbede hun i hvert fald.

Alfa **Antal indlæg** : 605

Påklædning - Hætten er nede

Dean kunne ikke løbe fra, at hans karakterer havde styrtdykket siden januar og at han var sakket bagud i forhold til hvad man burde have forstået indtil videre. Ikke desto mindre synes han det var unfair, at hans lærer insisterede på at han fik hjælp med lektierne. De andre i klassen kunne frit vælge dem de havde lyst til at skrive en kemirapport sammen med, men Dean var ikke ligeså heldig. Ligegyldigt for hvor meget han havde protesteret, ville hans kemilærer ikke høre på det. Han fik ikke lov til selv at vælge sin samarbejdspartner, men blev tildelt en komplet fremmed. Derfor var hans indstilling ikke ligefrem positiv. For det første fordi han var overbevist om at han nok skulle bestå, om så han skulle studere til sent på natten i eksamensperioden. For det andet var der ingen garanti for at hun ville kunne lære ham faget bedre end han selv kunne.

Han trådte ind på biblioteket med en sort rygsæk over skulderen og ledte efter hans nye makker. Han vidste godt hvem hun var, trods de aldrig var faldet i snak før. Han havde indtrykket af at hun var lidt af en nørd, som mest af alt gik op i skolearbejdet og at de ikke havde nogle fælles interesser. Han fortsatte over mod gruppeområdet hvor den unge asiat sad med en åben kemibog foran hende. ”Hey, you must be my new chemistry partner,” sagde han uden nogen form for begejstring i stemmen. På trods af at han havde set hendes navn, ville han ikke forsøge at udtale det. Han ville sikkert sige det forkert alligevel. ”I’m Dean,” præsenterede han som han satte sig ned ved siden af hende, mens han lagde rygsækken på bordet til højre for ham, hvor der var fri plads. Han åbnede den for at finde sin kemibog og notesblok frem. Han ønskede virkelig at dette ville blive overstået hurtigt. ”Don’t feel bad if I don’t get anything you’re saying.. I’ve pretty much fallen behind everybody else,” indrømmede han og vendte sine brune øjne ind i hendes, som han for første gang bemærkede hendes forskellige øjenfarver. Han havde aldrig set det før på et menneske, hvilket også fik ham til at stirre en smule længere end han normalt ville. Som han tog sig i dette, vendte han blikket mod sin kemibog foran sig og slog op på det kapitel han var nået til.

Gæst

Hun så en anelse overrasket på ham da han trådte ind. Han måtte da være et par år ældre end hende, og det føltes pludselig ganske mærkeligt. Hun kiggede ned i papirene mens han kom over og så først op da han hilste på hende. Et lille akavet smil spredte sig på hendes læber som hun strøg noget hår væk fra ansigtet og lagde det bag sit højre øre, "Yeah, I am," svarede hun stille og bemærkede hans manglende begejstring. Hun åndede tungt ud og nikkede kort som han sagde sit navn og satte sig ved siden af hende - Hendes øjne var kort plantet på pairene som hun bed kort sammen. "Tomoe. Though, most people usually call me Domo. It's easier than Tomoe, not that I know why," sagde hun en anelse kejtet og prøvede at smile. Hendes accent var ret præget af hendes japanske baggrund, men ikke desto mindre kunne man tydeligt høre hendes ord.

Hun fandt sine briller frem og tog dem på som hun fniste kort over hans ord, men det virkede anspændt og nervøst, mest fordi han havde stirret ret længe ind i hendes øjne. "It's quite simply actually, we'll take it step by step. I havent really gotten that much into it yet, but I was just given this today," forklarede hun så og klappede den åbne side af sin bog før hun rystede kort på hovedet af sig selv og vendte blikket mod sin bog igen. "But I dont want to dictate this, so if you'd like, you can choose the first topic," sagde hun så og vendte sine forskelligt farvede øjne ned mod bogen igen. "I know it's not exciting to be forced into having a chemistry-partner, but we'll just make the best of it..." sagde hun så en anelse lavmælt som hun åndede tungt ud og kiggede kort på overblikket over emner.

Alfa **Antal indlæg** : 605

Han vidste godt hvorfor – det var en anelse nemmere at sige Domo, end den måde hun havde udtalt Tomoe. ”How about I call you Mo?” ifølge hans lærer skulle de arbejde sammen resten af semestret, så han havde brug for at kalde hende noget og Mo var det første der faldt ham ind. Han skævede til hende, som hun tog briller på og blot lignede en nørd endnu mere. Han sukkede tungt som hans blik gled hen over titlen. Han havde ikke ligefrem lyst til dette, men vidste også at han heller ikke kunne være det bekendt, at lade Tomoe lave størstedelen af arbejdet for ham. Han var lige ved at fnyse, da hun sagde det var simpelt, men formåede at holde munden lukket. Den eneste grund til at han ville være god til et fag som kemi, var på grund af sine matematiske evner. Ikke fordi han var et geni, men fordi han havde arbejdet hårdt for at løse matematiske og logiske opgaver igennem sin ungdom. Ellers ville han heller ikke være i stand til at tage fag som kemi på akademiet.
Han blev glad for at hun ikke ville diktere det, men lod ham vælge det første emne. ”I’d like a recap on Molecules,” sagde han og bladrede en smule i sine noter, indtil han nåede emnet om molekyler. Han havde rimelig godt styr på atomer, det periodiske system og selve ionforbindelserne, men meget mere udover det, var han ikke ligefrem skarp i. Han var glad for at hun havde det på samme måde. Stod det til hende, havde hun sikkert valgt enhver anden end Dean som sin studiemakker. ”Yes, I suppose” han åndede ud og mindede sig selv på de årsager han havde, til at gennemføre uddannelsen. Han havde været meget umotiveret for tiden. Men dette var et nødvendigt skridt i at vende om på det akademiske, før han var fuldstændig tabt og ville dumpe sine eksaminer.
”I’ve booked the lab on Sunday at 11, so we can make experiments and write down our findings in our project. If you have time?” hvis ikke ville han forsøge sig ad på egen hånd. Det var trods alt vigtigt at lave eksperimenter for at anvende og kunne analysere brugen af de forskellige materialer og deres effekt på hinanden.

Gæst

Hun lavede et spøjst udtryk som han spurgte om han måtte kalde hende Mo, dog blødede det op i et smil som hun nikkede kort. "Of course. I like that better than Domo," sagde hun så.
Da han sagde at han ville læse op på molekyler, skubbede hun roligt sine briller op på plads og bladrede om på kapitlet om molekyler. "Sure. We can do that," sagde hun så en anelse koncentreret som hun læste de første par linjer og kiggede så på ham. "So what do you know about molecules?" spurgte hun så, velvidende at det godt kunne virke som om hun ville dømme ham hvis han ikke vidste særlig meget, dog bredte et smil sig på hendes læber som hun løftede hånden op for at signalere at det var okay hvis han ikke vidste det hele. "It's fine if you dont know it all. That's why we're in a group, so dont think that I am judging you," sagde hun så afklarende. Hun kunne mærke at nervøsiteten i hende var stille sluppet op og hun følte sig en anelse mere afslappet nu hvor de havde fundet et fokus.
Hun så på ham som han sagde at han havde booket laboratoriet og lavede en overvejende grimasse. "Hmm. I have to pick up my brother at 3 o'clock, but it'll only take a while. Though, I wouldnt think we'd spend more than 4 hours in the lab," sagde hun så og kløede sin hage som hun tænkte. Hun trak let på skulderen og så på Dean, "We'll see on Sunday," sagde hun så og smilte kort. Det var ikke uvant at hun smilede meget, selv hvis det blot var en lille smule. Hun kiggede ned på bogen igen og kneb øjnene sammen.
Hun var dog nysgerrig, og kunne ikke lade være med at sætte ord på sin forundring, "How come you'd been paired with me? If you dont mind me asking. I mean, I know we didnt choose these groups, but we're pretty far apart compared to our years here at the academy," sagde hun så og lagde en arm ned mod bordet som hun vendte sig mod ham med nysgerrige øjne. Hun indså dog hurtigt at det nok var et overskridende spørgsmål, så hun tog sine briller af og lagde dem på bordet, før hun kiggede på ham. "I didnt get along with my class, most of them dont want to talk to me, other than if they're paired with me. But then they'd let me do all the work... Because who wouldnt like an A+ without the effort of working for it," hun sukkede kort og løftede sin hånd før at ligge sit hoved mod den. "They think I'm a nerd, so instead of being judged for befriending a nerd, they'd rather just ignore me altogether," forklarede hun så og tvang et lille smil frem, der ikke virkede præget af at hun havde følt sig såret over sine klassekammerater.

Alfa **Antal indlæg** : 605

Han sendte hende et venligt smil. Det var altid noget, at hun bedre kunne lide hans kælenavn. Han bladrede ligeledes om på kapitlet om molekyler i bogen og fandt en kuglepen frem fra hans taske. Det var betryggende at hun ikke ville dømme ham. For dette ville sikkert være på et meget simpelt niveau for hende. Det virkede til at hun interesserede sig for at lære fra sig og ikke bare var ligeglad med hvordan han klarede sig. ”I only know that they consist of two or more atoms held together by either ionic or covalent bonds... As far as I remember a covalent bond is a chemical bond that involves the sharing of electron pairs between atoms and the bond they form. But to get a better understanding it would help if you could draw an example for me? We can start with a simple one and then work our way up?” foreslog han, og startede med at skrive en forkortelse på et element ned i sine noter, som for at starte en ligning, hvorefter han så afventende på hende.
Han nikkede til hendes planer om at hente sin bror. ”How old is your brother?” han havde altid spekuleret på, hvordan det var at have søskende. Det havde måske gjort det nemmere for ham at håndtere sin familie, men på den anden side, ønskede han ingen andre at blive behandlet på samme måde af deres far. Han valgte i stedet at se hans packmedlemmer som sine brødre og søstre, da de havde et meget specielt bånd imellem dem. ”Yes, 4 hours should be more than sufficient” fire timer var mere end det han plejede at studere på en søndag alligevel. Han foretrak som regel at være udenfor eller træne i stedet. Det var rart at hun begyndte at tale mere, da det kun ville gøre deres tid sammen lidt sjovere. ”I guess Mr. Perkins thought you’d help me out and wouldn’t distract me from the studies,” sagde han med et skuldertræk. Havde han valgt sin egen makker, havde de sikkert ikke studeret særlig seriøst. ”How old are you?” spurgte han så, idet det ville give ham en bedre idé om hvor stor forskellen var. Han vidste at man ikke burde dømme på udseendet, idet nogle havde eksisteret i meget længere tid end de så ud til, mens andre så ældre ud end de egentlig var. Han blev snart 19 år, så han kunne godt forstå hvorfor hun følte at han var en del ældre end hende. Han vendte overkroppen en anelse mod hende og lænede sig tilbage i stolen, som hun forklarede at de fleste klassekammerater ikke snakkede til hende. ”Well they sound like idiots,” sagde han, da det ikke måtte være rart at føle sig udenfor på den måde. Han vidste også at han måske selv havde tendens til at holde sig fra typer som hende. Det var nu mere på grund af at han tænkte de ikke havde noget tilfælles med ham. Ikke fordi han var bange for at blive dømt. Han kunne ikke være mere ligeglad med hvad andre tænkte om ham. Derudover kunne han forestille sig at Tomoe havde mere substans end så mange andre, som man udelukkende kunne have overfladiske samtaler med. ”I promise to work hard for the A+, even though I haven't gotten that grade before,” sagde han og vidste at han ikke ville kunne bruge det til noget, hvis hun gjorde det hele for ham. Han havde ambitioner om en succesfuld karriere, så at udvikle kompetencer og opnå en større viden var vigtigere end blot at bestå.

Gæst

Hun lyttede til hvad han forklarede og nikkede kort. Hun fandt et papir frem og tog sine briller på igen som hun begyndte at tegne. "Alright. I think the best way to explain it is also by introducing you to the octet-rule. Do you know that one?" spurgte hun og begyndte at tegne metan-atomet. Som hun tegnede prikkerne mellem hydrogen-bindingen forklarede hun, "The carbon atom central to the methane molecule has 4 valence electrons and therefore it needs 4 more electrons from four hydrogen atoms to complete its octet," som hun pegede på prikkerne mellem bindingerne. "The covalent bond gives methane 8 eletrons, therefore it's called the octet-rule. Having 8 electrons in the electron ring that surrounds the core," hun lagde blyanten ned og smilte kort.
Da han spurgte ind til hendes bror, trak hun kort munden sammen før hun svarede, "He's 6. He just got out of kindergarten, but he has football practice Sunday, and my mom is too busy to pick him up. I mostly do the stuff she's supposed to," sagde hun så før hun blev en anelse overrasket over sin sidste sætning. Hun åndede skarpt ind og bed sig i læben. "Not that she isnt doing anything, she just works all the time. I guess I have my work ethic from her," sagde hun så med et lille smil og ville ikke rigtig tænke mere på hvad hendes mor gjorde og ikke gjorde. Det betød alligevel ikke noget for Tomoe, hun kunne godt lide at tage sig af sin lillebror, på trods af at det ikke burde være sådan. Hun blev glad for at høre at 4 timer var mere end nok. Hun tænkte også at det ville være ret længe at være der, især fordi de ikke skulle starte stort ud, de havde masser af tid til at tage deres gode tid med det hele.
Som han spurgte hvor gammel hun var, smilte hun kort og kiggede lidt spøjst på ham, "Ummm... I am 16," svarede hun en anelse stille før hun så trak let på skulderen, hun burde ikke føle at hendes alder skulle betyde noget, men alligevel når han var ældre end hende, virkede det mærkeligt at de skulle arbejde sammen i kemi. Hun vendte blikket mod sit papir og lavede et par prikker som hun havde samlet blyanten op, "But yeah, my class doesnt really challenge me in the way it was supposed to," sagde hun så og kiggede på sine prikker.
Hun blev en anelse overrasket som han kaldte dem idioter, før hun fniste kort. "I dont judge them. I could understand that it's not fun to feel like a dummy when they're supposed to be my equals. Not that I think I am above them. It's just the grades that say so," sagde hun så og lavede en bølget streg der lavede en smiley med en næse sammen med hendes prikker hun havde lavet før. Hun så på ham som han sagde at han ville arbejde hårdt for sådan en god karakter, og det fik hendes smil til at vokse. "That's the spirit!" udbrød hun en anelse glad før hun rystede på hovedet af sig selv. "It's not as hard as they make it seem," sagde hun så og trak let på skuldrene.
Hun kiggede så ned mod papirene igen og åndede ud. "Would you like to give the octet-rule a try? Try drawing CO2 and apply the octet rule as you draw it," foreslog hun så og prøvede at trække opmærksomheden tilbage på arbejdet. Ikke at hun ikke ville snakke, det ville hun gerne, men det var nok bedst hvis de også fokuserede på at få lavet det de skulle.

Alfa **Antal indlæg** : 605

Han rystede på hovedet som hun spurgte om han havde hørt om den. ”I don’t remember,” Han havde måske hørt om den, men hans hukommelse var lidt tom for idéer over hvad reglen gik ud på. Han betragtede hende tegne på papiret og lyttede nøje efter hendes forklaring. Han skævede til hende, og beundrede hendes intelligens og hjælpsomhed overfor ham. ”That seems straightforward,” eller det lød det i hvert fald til.
”That sounds fun. I play football for the school’s team” det kunne egentlig være meget sjovt at være hjælpetræner for nogle børn, hvis det ikke var fordi han lige havde fået et arbejde som tjener og ville bruge meget tid på dette. Ellers ville han ikke have råd til de sidste semestre på akademiet. "You should come watch us play sometime," opfordrede han hende, idet det altid var godt med så mange tilskuere som muligt til deres kampe.
Det var svært at tyde hvad hun mente med den sidste sætning, men det lød umiddelbart til hun var lidt irriteret. Det ville han måske også være, hvis han hele tiden skulle køre hans søskende rundt. Men det var svært at forestille sig, når han ikke havde et eneste familiemedlem i England.
”I understand. My dad works a lot as well,” selv når han ikke var på arbejde, var det ikke som om han gik meget op i at bruge tid sammen med sin søn. Udover at fortælle ham hvad han skulle og ikke måtte.
Han blev en smule overrasket over hendes alder. Han havde troet hun var mindst et år ældre. Det var sikkert bare det han havde ønsket, idet han selv var et par år ældre. ”So either you’re very smart for your grade or I’m very stupid for mine,” konkluderede han og trak op i et lille smil. Han håbede bare at hans lærer havde valgt hende fordi hun var klogere end alle andre og ikke fordi han var inkompetent.
”Do you know what you want to be when you graduate?” spurgte han, mens han klikkede med sin kuglepen og gjorde sig klar til at skrive det ned hun havde sagt om octet-reglen. Han nikkede blot til hendes udtalelser om sine klassekammerater. Måske Dean havde lettere ved at dømme andre end hun havde. Han vendte blikket op fra sine noter, idet hun sagde "That's the spirit", hvilket fik ham til at trække op i et bredt smil. Som hun bad ham tegne CO2, bevægede han kuglepennen ned på sin notesblok og tegnede et O med fire prikker på den ene side, og fire prikker som bandt den sammen med C, hvorefter han gjorde det samme på den anden side af C. ”Like this?” spurgte han og vendte blikket ind i hendes.

Gæst

Et tilfreds suk forlod hendes læber ganske svagt som det virkede til at han forstod hvad hun mente. Det var rart at det hun sagde ikke bare faldt ned i "nørde-snakken" som de andre havde kaldt det, men at han faktisk forstod det hun fortalte ham. Det gjorde hende lidt mere sikker på at de nok skulle finde ud af at komme igennem stoffet på ingen tid.
Hun løftede det ene øjenbryn som han sagde at han også spillede fodbold. Hun havde set sin bror spille et par gange, men hun måtte indrømme at det ikke havde været meget for hende. Samt havde hun også prøvet det i idræt, men hendes gejst var blevet slået ned gang på gang som hendes klassekammerater havde valgt hende til sidst. Hun bed kort sammen ved mindet, men kom tilbage til virkeligheden da han opfordrede hende til at komme og se dem spille. Hun grinte kort en anelse kejtet og lagde en hånd mod sin skulder, "I dont understand much of it. I just know I have to cheer when the ball hits the right goal, if I dont, I'll hear my brother Hiraki yell at me for not paying attention," forklarede hun så og grinte en anelse mere selvsikkert da hun fandt det sjovt. "But sure. I'll watch one of your games whenever I have the time," sagde hun så og kunne ikke holde smilet tilbage der havde formet sig efter hendes grin.
Hun lavede en trist grimasse som han kunne sympatisere med hendes mors manglende tilstedeværelse. Hun åndede tungt ud og så på ham, "It's not all bad. Sometimes she can take us on vacations and stuff. It's pays out in the end. But she was there for me more than she was for my brother. I dont think that he feels sad about it, because he had me, but I feel bad for him," forklarede hun så og trak kort munden sammen som hendes blik vendte sig væk fra hans.
"We'll take the smart option," sagde hun så med et smil og kiggede på deres bøger, "I dont particulary think you're stupid. Maybe you have your reasons for not having time to catch up with the subject," sagde hun så og lavede en overvejende grimasse som han spurgte ind til hvad hun ville være. Hun trak let på skulderen og så på ham, "Definitely something that doesnt take all my time," svarede hun så ganske simpelt. Hvis der var noget hun ikke ville, var det som at ende op som sin mor. "But my mom said that it wouldnt be hard with an education. So that's why I take it seriously," sagde hun så og smilte kort.
Hun så på papiret som han tegnede CO2, og nikkede som hun vendte blikket mod han idet han vendte det mod hendes, "Precisely. You got it!" sagde hun så ret så glad og kiggede på papiret igen. "You'll be an expert in octets when we're done," sagde hun så og klappede let i hænderne. Måske var hun lidt for glad på hans vegne, men det var lidt sådan hun var. Hun opfangede dog også hurtigt hendes entuisaisme og rømmede sig kort som hun rettede sig op i sin stol. "Sorry. I can get pretty worked up over good things, even the smallest," sagde hun så en anelse undskyldende og løftede sine briller op på plads. Hun lagde håret bag øret igen og trak bogen ned. "Now we'll write down the different molecules and connect the electrons," sagde hun så og løftede sin blyant som hun trak sin notesblok ned ved siden af bogen og begyndte at skrive ned. Hun skævede kort mod ham og kunne ikke undgå at smile lidt for sig selv. Hun følte at der endelig var en der ikke bare ignorrerede hende eller syntes hun var overnørdet - Det var en rar afveksling.

Alfa **Antal indlæg** : 605

”Great. It helps us perform better if people cheer,” smilede han og kunne allerede se hende heppe for sig. Hun behøvede dog selvfølgelig ikke at gøre det, hvis hun ikke havde lyst. ”Even if you’re not interested in football, you can at least check out all of us handsome guys playing it,” sagde han drilsk og kunne ikke lade være med at grine en smule.
Han nikkede til hendes forklaring, over at hun i det mindste tog dem på ferier, selvom hun lod Tomoe gøre meget for hendes bror. ”I’ve always wanted to know what it was like to have a mother,” sagde han lavmælt, som han nu også tegnede et par prikker på sin notesblok. Et sørgmodigt udtryk havde taget form i hans ansigt, som han tænkte på hvordan det mon var at have en familie som hendes – trods den ikke var perfekt. Dog var det ikke noget der gik ham på normalt. Han havde aldrig oplevet hvordan det var at have en mor alligevel.
Han trak op i sit øjenbryn, da hun sagde de ville vælge den kloge mulighed. Han ville nok også miste modet en smule, havde hun valgt den anden. Det næste hun sagde fik ham til at vende blikket mod hende. ”Yeah I just need to regain my motivation… I’ve been going through a lot lately,” indrømmede han, uden at ville komme ind på hvad der var sket. Hun havde nok ret i at uddannelsen ville hjælpe. I hvert fald med at tjene flere penge, men ens arbejdstid kom vel an på så meget. ”I’m sure you can become anything you set your mind for,” sagde han og vendte blikket tilbage i kemibogen. Han kendte hende næsten ikke, men noget han vidste var at hun var hårdtarbejdende og klog – så mon ikke hun havde frit valg på alle hylder i forhold til valget af karriere.
Da hun sagde han ville være ekspert indenfor octets på ingen tid, smilede han skævt. Det var måske optimistisk nok, men det var rart at hun havde denne indstilling. Som hun sagde hun kunne blive begejstret over den mindste ting, så han mod hende. ”I like that.. but we still have a long way to go,” pointerede han, som han begyndte at tegne en anden binding som ville opfylde octet-reglen. Han læste i bogen omkring de forskellige molekyler og begyndte at skrive noter ned til det som han fandt vigtigst. Han stillede hende et par spørgsmål undervejs og som han afsluttede kapitlet om introduktion til molekyler, så han mod hende. ”Do you feel up for another chapter?” spurgte han, da han trods alt ikke ville tvinge hende til at hjælpe ham yderligere, nu de også skulle hænge ud på søndag.

Gæst

Der var ikke meget hun forstod omkring fodbold, men han havde vel ret i at det var vigtigt at have opbakning fra sidelinjen. Det gav pludselig mere mening at Hikari havde råbt af hende fra banen. Hun kneb øjnene over hans drilske kommentar, før hun smilte en anelse slesk, "Sweaty guys running around in the field with thin shirts that cling to their body in the sun? Sounds good to me," sagde hun så noget så overbevist. "Do you think all the girls on the side are just there to watch the meatmarket?" spurgte hun så pludseligt, før hun lavede en overvejende grimasse, "Surely, there's a lot of muscles under those shirts," mumlede hun så og bed sin blyant kort før hun rystede det ud af hovedet og vendte sit blik ned mod bogen.
Hun sank en klump som han mumlede noget om at gerne ville have en mor, noget i hende kunne godt forstå ham, da hendes far havde forladt hende og hendes mor før hun overhovedet var blevet født. Hun havde haft en stedfar, som var faderen til hendes bror, men han havde heller ikke blevet særlig længe. Men Hikari havde fået lov til at have sin far, og efter han var smuttet, havde der været mange spørgsmål, blandt andet om han ikke havde elsket ham nok. Tomoe havde været for ung til at vide hvad hun skulle svare, så det var gået i det usagte. Han havde det med at nævne ham fra tid til anden, men Tomoe havde mindet ham om at de havde hinanden istedet. "I think it's better to make due with what you got," sagde hun så før hun lænede sig ind og tegnede en mund under hans prikker, før hun kiggede ham i øjnene. "We have to be thankful for what we've got, even if it's not a lot," sagde hun så en anelse optimistisk og trak sin arm til sig som hendes smil fik en antydning af noget sørgmodigt - Måske var det mere en forsikring til sig selv.
Hun blev dog gladere igen som han sagde at hun kunne blive hvad hun ville. "It's very thoughtful of you to say. But I always fear that even my best isnt enough," sagde hun så og trak let på skulderen som hun vendte blikket ned i sin bog igen og skrev nogle noter ned. Hendes optimisme blev dog ikke spor påvirket af benævnelsen om hvor meget de manglede. Hun klappede bogen og kiggede på Dean, "This is the way to A+. And if we learn all it's secrets, then nothing can hold us back," sagde hun så en anelse dramatisk med et seriøst udtryk, før hun ikke kunne holde masken og brød ud i latter der tvang hende til at gribe fat i bordet og tage et par dybe indåndinger for at fange sin koncentration igen. Men det var ikke så svært for hende.
"On the bright side, it's good that you're back in the saddle," sagde hun så og slog blidt til ham med albuen som hun grinte let. Hun havde ikke tænkt sig at spørge ind til det, da hun vidste at de ikke kendte hinanden godt nok til at snakke om sådan noget.
Hun lavede en overvejende grimasse som hun skævede ned mod sit armbåndsur før hun kiggede på ham med et stort smil og nikkede. "We can get through that, before the break ends," sagde hun så og kiggede i registeret før hun åndede ud. "Let's revise on acids, bases and pH," foreslog hun så, da det også var noget der var ligetil. Hun kneb kort øjnene sammen mens hun kiggede på første side hvor hun så kørte en hånd gennem håret, så det forsvandt fra hendes ansigt, "We'll write notes and pick out some experiments that we can look closer into on Sunday, okay?" sagde hun så, velvidende at det lød mere som en befaling end et foreslag. Det ville bare gøre det nemmere for dem at komme igang på søndag, istedet for at de skulle vælge der.
Alt efter hvad han sagde, ville hun følge trop og få skrevet nogle noter, da klokken pludselig ringede midt i at de skrev. Hun åndede tungt ud og slog hånden let mod bogen. "Shimatta! (Dammit!) We've still got half a chapter left. I thought this would be easy, but it seems that I was wrong," sagde hun en anelse irritabelt, dog fik hun en idé. Hun vendte hovedet mod Dean og smilte kort. "Meet up after school to finish it? It's better to finish the notes while the knowledge is fresh," foreslog hun så og lagde hovedet let på skrå. "But I cant meet right away. I have some stuff to do, but I thought that we could meet after dinner?" hun kløede sin hage før hun lavede en surmulende trutmund. "I have to babysit my brother. Hmmmmm~," sagde hun så noget hurtigt før han kunne svare, havde hun allerede et nyt foreslag. "If you come over to my place, you'll get free dinner, and then we can finish the chapter?" et stort smil var over hendes læber som hun så afventende på ham.

Alfa **Antal indlæg** : 605

Han nikkede og grinte af hendes kommentar. Medmindre pigerne rent faktisk gik op i fodbold, var han overbevist om at de var der for at tjekke fyrene ud. ”Well yes,” svarede han mens latteren var stilnet hen til et bredt smil. ”Oh yes I’m basically pure muscle,” sagde han og løftede sin arm for at spænde musklerine i sin overarm. Han rystede på hovedet ad sig selv, som han vendte blikket ned på sin notesblok og bladrede hen på en tom side.
Hun havde vel ret i at de burde være taknemlige for hvad de havde. Der var intet at gøre ved hvad der var sket i fortiden, så man måtte bare nød til at se fremadrettet og få det bedste ud af sit liv. Han forsøgte så vidt muligt at se optimistisk på tingene, men det var betryggende at høre ordene fra en anden end sig selv.
Som hun sagde at hun var bange for hendes bedste ikke var godt nok, trak han en smule op i sit bryn. Det var vel denne perfektionisme som hjalp hende til at arbejde så hårdt for sit studie og hjalp hende til at blive bedre. Måske de var et godt makkerpar på det område. Hvis der var noget han hadede, var det når personer gik for meget op i detaljer i gruppearbejde. Forhåbentligt ville Dean kunne hjælpe hende til at komme videre en smule hurtigere, mens han kunne lære at læse tingene igennem en ekstra gang for at korrigere og forbedre stoffet fra hende.
Han nikkede til det næste emne og fandt kapitlet om syrer og baser. ”Sounds good” det sjoveste var klart at lave eksperimenterne, hvilket også havde været en af grundene til at han havde valgt faget. Han var langt mere praktisk anlagt. Dean skrev et par eksperimenter og sidetal ned, som han mente de kunne bruge på søndag.
Da klokken ringede, skar Dean en grimasse på grund af den høje lyd. Han vendte blikket mod Tomoe og smilede skævt. Dean synes bestemt ikke det havde været nemt og vidste at han stadig havde meget at indhente. Han havde ikke fodboldtræning i dag, så det passede ham egentlig fint at mødes efter skole. Før han nåede at svare hende, ændrede hun sin idé og endte ud med at invitere ham på middag, hvorefter de så kunne se på resten af kapitlet. ”I’d like that. I’ll come by at six?” sagde han, hvorefter han spurgte ind til hendes adresse og telefonnummer. Han pakkede sin taske og fandt sin telefon frem af lommen, for at skrive hendes nummer og adresse ned. Han rejste sig op og svang rygsækken over skulderen. ”See you tonight,” sagde han som afsked og nikkede til Tomoe, før han vendte sig om og gik ud af biblioteket for at nå sin næste time.

-------
Klokken 18 samme dag. Hjemme hos Tomoe.

Dean smed sin cykel i græsset udenfor og gik op til døren for at ringe på til den adresse Tomoe havde givet ham. Han havde aldrig været hjemme hos nogen piger for at studere, så situationen var ret uvant. Ikke desto mindre havde han prøvet at være hjemme hos et par venner i Spanien, så han kunne ikke se hvorfor dette skulle være anderledes. Han var stadig iført det samme tøj som tidligere, men havde haft hættetrøjen lukket under sin cykeltur. Han tog hænderne i lommen og så afventende på døren.

Gæst

Hun gav ham sit nummer og virkede ekstatisk over at hendes forespørgsel var godtaget. Hun smilte stort og holdte om sin egen telefon som hun så ham forlade biblioteket. På en måde havde hun blandede følelser omkring det hele, for hun var glad for at han ikke havde set hende som en komplet nørd, men alligevel var det bittert at hun skulle finde folk fra andre klasser for at føle sig som en der hørte til. Hun kiggede ned på sine noter og pakkede sine ting sammen. Hun skulle til sin næste time før Hikari skulle hentes.

Hun stod i køkkenet som det ringede på døren og hun var næsten for opslugt af at kokkerere til at høre den. Dog kom Hikari løbende ud og mindede hende om det. "Dareka go doa ni i ru," (Someone is at the door) råbte han overrasket, Tomoe vendte blikket mod ham og lavede en forundret grimasse, "Jaa dou shite doa o ake nai no?" (Well, why are you not opening the door then?) spurgte hun og smilte kort. Hikari spærrede kort øjnene op og løb ud til døren som han åbnede for at kigge op på fyren der stod der. Han lavede et underligt løft med øjnene før han kiggede tilbage mod køkkenet, "Ana tano yuujin hako ko ni a ru!" (Your friend is here!) råbte han. Tomoe skyllede sine hænder og tørrede dem af i det forklæde hun havde på som hun trådte ud i gangen og kiggede på Dean. "Hi. Come on in," sagde hun så og Hikari åbnede døren helt så Dean kunne træde ind.
"I was finishing up the dinner. I hope you like soup, it's my speciality," sagde hun så med et stort smil og lavede så store øjne som hun indså at hun nok burde tjekke maden igen. "Hikari, show him to the living room, please," bad hun sin bror, som nikkede og kiggede op på Dean.
Han viste ham ind i stuen hvor man ikke ville have troet at der boede nogle asiater. Der var intet præg af deres baggrund, udover hvor simpelt alting var. Hikari smed sig i sofaen og snuste kort til luften. "The whole house is going to smell like that soup for at least a week," mumlede han og lød ikke særlig begejstret over det, selvom at det duftede godt. Han var trods alt van til den slags mad, så at hun lavede sin gode suppe, virkede ikke til at påvirke ham særlig meget.
Tomoe trådte ind i stuen og klappede sine hænder sammen med et smil på læberne. "It's almost done," sagde hun så og prikkede til Hikari som satte sig ordentligt op i sofaen med et suk. "You know mom hates when you slouch on the couch," sagde hun så og fniste lidt af sit eget rim. Hun kiggede på Dean, "How was class?" spurgte hun så for at de kunne snakke om et eller andet.

Alfa **Antal indlæg** : 605

Dean blev overrasket idet en lille dreng åbnede døren, men huskede på at dette måtte være hendes lillebror og at han derfor ikke var kørt til den forkerte adresse. ”Hi,” sagde han og sendte drengen et venligt smil. Han forstod ikke drengens ord, men han så tilbage på køkkenet, så han gik ud fra at han talte til nogen. Som Tomoe dukkede op i gangen, nikkede han og trådte indenfor, for at tage sine sko af ved indgangen. Han vidste ikke meget om japansk kultur, men han vidste at man aldrig gik med sko på indenfor. ”Soup sounds delicious,” svarede han og trak op i mundvigene. Dean var langt fra kræsen, men han havde været lidt bekymret for at de skulle spise med spisepinde, da han aldrig havde prøvet det før. Han gik dog ud fra at han fik en ske til suppen. Han trådte videre ind i stuen efter hendes bror og så sig rundt på den simple indretning. Dean trak på smilebåndet over Hikari’s kommentar. Han satte sig ned i en sofa og lænede sig en smule frem for at stille Hikari et spørgsmål. ”Do you get soup a lot?” han kunne forestille sig at dette var grunden til hans udsagn. Det kunne dog også bare være en tilfældig kommentar, som drenge i hans alder kom med.

Idet Tomoe trådte ind i stuen, betragtede han hvordan hun fik sin bror til at sidde ordentligt. ”Will your mum be home for dinner?” spurgte han – ikke fordi dette gjorde noget, men det var rart at vide. ”Class sucked. I got a D graded test back,” sagde han ærligt med et lille suk. Han var ikke bange for at indrømme dette overfor Tomoe. Hun vidste jo allerede at han klarede sig dårligt akademisk. Så længe han ikke skulle indrømme det overfor sin far, der med garanti ville straffe ham på den ene eller anden måde. Dette var blot endnu en grund til at han skulle tage sig sammen. ”I’m sure I’ll catch up though,” sagde han en smule mere optimistisk. ”What about your class?” spurgte han og lænede sig tilbage i sofaen.

Gæst

Hikari made an annoyed grumble as he asked about soup, "Yes. Awfully much," he said as he stared at the tv. He looked shortly up at Dean and softened his annoyed expression, "You'll like it though. She makes good soup," he then said as his eyes automatically crawled back onto the tv.
She made a uncertain expression as he asked about her mother's arrival. She looked at the clock and tilted her head as a small humming vibrated in her throat. She puckered her mouth and then looked at Dean, "No... she wont," she then said and smiled a little bit, a sort of sad smile. Hikari pouted and crossed his arms, "She's never home for dinner," he mumbled in an angy tone, which made Tomoe pinch his cheek, "She's working hard to make sure you'll be all set for university, young man," she told him with a minor smirk. Hikari just scowled and sunk down into the sofa. Tomoe sighed and looked at Dean as he told her about school. She raised an eyebrow and then shook her head, "I'm sure you'll nail it next time," she said quite confidently as he seemed to be optismistic as well.
When he asked about her class, she made a small frown but still smiled a bit, "It was alright. Art class, which means that I dont have to talk to people that clearly doesnt want to talk to me," she then explained as she heard the soup boil in the kitchen.
She excused herself and walked out into the kitchen to stir around the pot, smiling a bit to herself. She was sure that she had outdone herself this time, it was going to taste delicious. She lifted the pot off the heat and placed it on a table mat. She pulled out a couple of bowls and placed the noodles in moderate portions. She turned her eyes to the door, "Come get your soup!" she yelled happily as she poured the soup onto the noodles and adorned the dish with freshly cut vegetables.
As they sat down at the table, Tomoe sat with her hands in her lap as she looked at Dean, "Go ahead," she said with a smile as Hikari dug into the soup and started eating rather quickly. Tomoe sighed as she watched her brother and then picked up her spoon, before she looked at Dean's chopsticks, "Do you want a fork instead?" she asked with a raised eyebrow and a teasing smile.

» Can't really say I don't want trouble - Dean
» Sorry for meeting you like this - Dean
» Just like old times? - Dean
» This is why I don't like Mondays - Dean
» What a reunion - Dean & Amaryllis