Sorry for meeting you like this - Dean

Det hele kom tilbage til hende i flasbacks. Ramsay, Wade, smerten og lidelsen. Af en eller anden grund følte hun at hendes indre var blevet omrokeret, men som hun kørte en hånd ned af sin trøje der var våd af hendes eget blod, huskede hun Ramsays hånd der havde indvadret hendes mave, hvordan hans sadistiske smil havde brændt sig fast på hendes nethinder som han pillede ved hendes organer. Hun havde knapt nok kunne gå, det havde været en halvdøsig halten, men hun var ikke taget hjem. Hun kunne ikke, efter al den rædsel og pinsel som han havde trukket hende igennem. Hun var så ude af sig selv at hun ikke vidste hvad hun selv var i stand til at gøre længere. Det var kun ved et rent held at hun havde sneget sig ind på akademiet og skæbensvangert at hun havde kunne finde hans værelse. Hun havde bare tvunget døren åben, næsten flået den af hængslerne med sine sidste kræfter før hun var gået ind.
Alt brændte, alt gjorde ondt. Hun ville græde, men det virkede som om at han havde taget hendes sidste tårer og fjernet hendes evne til at græde. Hun kiggede kort tilbage mod sit eget blodspor og sukkede kort. Hun manglede så meget blod, at hun ikke vidste om hun overhovedet ville klare natten. Hun satte sig besværet op i vinduet og lænede sig mod rammen som hun fandt sine sidste små flasker med blod frem. Som et sultent rovdyr tømte hun dem alle på en gang og mærkede healingen sætte igang. Men kunne den hele de sår hun havde i sit hoved? Hun slog hovedet tilbage mod rammen og vendte blikket mod stjernehimlen. Hvad der engang kunne få hende til at føle sig så rolig, virkede som et fjernt minde der ikke længere havde nogen betydning.
"Fuck..." mumlede hun og tog sig til hovedet. At have både Ramsay og hans hund til at rode hendes minder sammen havde splittet hende. Det var som om at alt ting var blandet sammen, intet gav mening. Var der overhovedet noget der var virkeligt mere? Hun stirrede bare udtryksløst på stjernerne og mærkede hendes åndedræt skælve, ikke at hun havde brug for luften, men alligevel var den blevet påvirket af hændelserne. Hendes blik føltes så tung, hun havde lyst til at give ind til dvalen, lade hendes krop få den ro den manglede og alligevel følte hun sig ikke sikker her. Var hun sikker nogen steder?
Hendes blik fjernede sig fra stjernerne som hun hørte fodtrin og hun lagde en hånd på en kniv hun havde taget fra Ramsay, kunne det være ham der var tilbage? Men han lod hende gå, så hvorfor skulle han komme tilbage? Hun hoppede døsigt ned fra vindueskammen og faldt på hendes knæ da hendes vægt føltes som som en dødsbyrde på hendes ben. Hun skar tænder da hendes knæ ramte gulvet og mærkede blodet dryppe fra hendes trøje og ned på gulvet. Såret havde åbnet sig igen.

Hun ænsede næsten ikke hvem det var foran hende, det virkede som om at alle hendes tanker skreg på en gang om alt muligt - En ville opsummere Ramsays uhyrlighed, en anden tænke på hendes fysiske status, en tredje prøvede at rydde ud i minderne og langt flere ville vide hvem det var foran hende. Han ville kunne mærke på hendes hals at hun var i en dyb forvirring mens hun prøvede at regne ud hvem han var, hendes postur døsig og øjnene kæmpende for at holde sig åbne.
Hun skar tænder da trøjen blev viklet om hende, og hurtigt greb hun fat om den for at flå den af igen, som hun tog sig til maven og klynkede lydløst, det eneste der gav hendes smerte væk var hendes rystende skuldre. Hun havde lyst til at krumme sammen og give ind til dvalen, men hun vidste også hvor farligt det var. Netop som han havde spurgt hende hvor hun havde ondt, spærrede hun øjnene op som hun blev mindet om hvad der var sket for at hun havde så ondt. Hun vendte sit blik væk og bed så hårdt sammen at musklerne i hendes kæbe begyndte at krampe, men hun reagerede ikke på det.
En stemme, hans stemme fra mindet havde fortalt hende præcist hvad han havde gjort med hende, "Now this is a tricky thing, but I am injecting you with this mixture of garlic and verbena. Isnt that just a perfect cocktail for a vampire, hmmm? I'll make sure to distribute it properly for a perfect balance. It probably wont kill you, but it sure will burn worse than anything you'd ever imagine," havde Ramsay sagt som han havde givet hende små skud af jernurt og hvidlød gennem hendes vener. Hele hendes krop rystede men hendes ansigt havde samme stoisk udtryk som altid, på trods af at hendes øjne var helt åbne og hendes kæbe dirrede smerteligt. Hurtigt faldt hendes øjenlåg ned til at være halvåbne og hendes kæbe fik lov at slappe af. "Verbena and garlic... It burns..." mumlede hun en anelse rodet og tog sig til hovedet.
"I need blood..." sagde hun pludselig med en mørkere stemme end normalt. De mørke øjne løftede sig mod ham, og pludselig havde hun et udtryk der mest af alt virkede som et vilddyr der betragtede et bytte. Det var som om at hun ikke så den Dean hun havde mødt i skoven, men blot et bloddepot der ventede på at blive tømt.

Vampyren i hende hørte ikke hans ord, ikke et eneste. Den så en kilde, og den ville have den. Koste hvad det ville. Men hendes sanser var også så svage at hun knapt nok kunne se, høre eller dufte hvem han var. Om det var Dean, eller om det var en fremmed, hun ville ikke ane det.
Hun så på hans håndled og lænede sig en anelse kejtet frem som hun greb om det. Men så snart hun kom tæt nok på til at snuse til ham, lavede hun en vred grimasse og trak hans håndled væk fra sit ansigt, "No," hvæsede hun nærmest, ikke af ham, men fordi vampyrsiden havde taget over og den ville ikke have blod fra en varulv. Hun snerrede og begyndte at kæmpe imod hans omfavnelse, men hun var for svag til faktisk at kunne komme fri. Hun brummede og knurrede men jo mere hun kæmpede imod jo svagere blev hendes bevægelser, hun var ved at bruge al sin energi.
Til sidst gav hun op og faldt ind mod ham. Hendes hænder greb løst fast om ham som hun satte sine tænder i hans skulder og begyndte at drikke. Hun skulle kun bruge en smule, blot for ikke at dø. Hun slap sit bid relativt hurtigt og snerrede over smagen som hun lagde hovedet mod hans skulder og mærkede en lille rest af hans blod glide ud af hendes mund blandet med hendes spyt. Hun lukkede øjnene i og gav ind til dvalen, men hendes drømme var mareridt. At hun havde varulveblodet i sit system, gjorde det blot langt værre.

I mareridtet vågnede hun på sit værelse, og satte sig op fra gulvet med et spjæt. Hun kiggede forvirret rundt, før hendes øjne fangede en lille skikkelse under sengen. Hun kravlede hurtigt over til den og rakte hånden ind mod sig selv, som blot var 7 år gammel. Hendes yngre jeg tog hånden og kravlede ud, men så snart deres øjne mødtes, ændrede alt sig. Det yngre jeg smilede, som Ramsay havde smilet og greb Karmena's ansigt, tvang hende til at se på hende, "You're the monster you're trying to fight," sagde hun og Karmena begyndte at kæmpe for at komme fri, men hun var frossen, som var alle hendes legemer lammede. "You kill those you love slowly everyday, just by exsisting. How many mirrors are you going to smash to try and deny it? You cant hide from me now," sagde hun så og skubbede Karmena væk, hun ramte det kolde trægulv hårdt, men kunne stadig ikke bevæge sig. "It's too bad that you didnt remove your own exsistence in time, everyone would have been better off without you," sagde hun men det var ikke hendes yngre jeg, det var Lion som greb hendes krave og løftede hende op i luften. Pludselig dukkede Vanya op ved siden af og Karmena vendte ufrivilligt ansigtet imod hende, tvunget til at se hende i øjnene. "I will always blame you for what your father did to me. Every time I look at you, all I'm going to see is him," sagde hun mens Ramsays smil var over hendes læber. Hendes hoved blev vendt til den anden side og hun var ansigt til ansigt med Amary. "You never loved me. You lied, if you truly loved me, you would have never tried to stop your father. We will all see through your lies and see the monster in you," spyttede hun arrigt. Pludselig dukkede en stemme op bag hende, det var Dean, "You really taught me something about vampires, Karmena. You're really just an empty shell like I thought, a waste of space," sagde han, før Lion slap hende og hun faldt, gennem gulvet og ind på slottet. Hun landede på alle fire og da hun kiggede op lå alle døde omkring hende. Lemlæstet og blodige lå de, mens hun holdte en blodig kniv og smagte metal i munden. "No.... nonono.... I... I'm not a monster... I'm not a monster!" skreg hun fortvivlet og lagde sine hænder om sit hoved mens hun rystede over alt. Ramsay satte sig pludselig foran hende og løftede hendes ansigt, de iskolde blå øjne mødtes med hendes mørke. "We're one and the same. You and I. Pure evil from birth, waiting to spread chaos..." sagde han og hun vidste ikke hvad hun skulle sige, så hun skreg, med sine lungers fulde kraft og slog ud med kniven, men da hun ramte Ramsays hals var det Amaryllis. Karmenas øjnene spærrede sig op og hun greb hendes hals og prøvede at stoppe blødningen, men det var forsent. Amaryllis kiggede på hende med bearbejdede grønne øjne og med sin blodige mund sagde hun sine sidste ord, "Dont you get it, fucktard? You truly are a monster..."

Hun kom tilbage til virkeligheden og vågnede i et skrig som hun så forvirret rundt og mærkede tårerne presse sig på. Hun tog en hånd op til munden og begyndte at hulke som hun krøllede sig sammen til en bold og gemte sit ansigt. "I'm a monster..." hviskede hun noget så smerteligt. Hun kunne ikke engang mærke den tortur Ramsay havde trukket hende igennem, det var som om hun slet ikke kunne mærke andet end hendes hjerte der stille virkede til at forsvinde. Hendes udtryk forsvandt helt som hun bare virkede til at synke ind i sig selv, hvis Dean rørte hende ville han kunne mærke tomheden, smerten der fyldte hende op og den smerte hun følte i hjertet.

Hun vendte blikket op mod ham som han sagde at hun bekæmpede monstrene. De sidste par tårer gled ned af hendes ansigt som hun så satte sig op og vendte blikket frem, der var noget anderledes ved hende, som var noget knækket i hende. Hun tog en hånd op til hovedet og lukkede øjnene kort som hun åndede ud. Da han forklarede om sit blod, åbnede hun øjnene og stirrede frem. Med sine tanker og minder helt skramlet sammen, var det ikke til at vide hvad hun tænkte, mest fordi hendes ansigt fortalte intet. Hun så sit yngre jeg sidde for enden af sengen og det var som om at hun indså noget hun skulle have set for længe siden. "I can live with being a monster," hendes tone var kold men ikke mod ham. Hun åndede tungt ud og vendte blikket væk fra pigen og tilbage mod Dean, "I could never beat him if I cant accept what I am, that's why I lost," sagde hun så ret så konstanterende.
Hun lagde en hånd ned mod såret på sin mave og bed hårdt sammen. "The fucker gutted me and toyed with my insides like some kind of stressball," sagde hun så og lagde sig ned mod sengen igen, mens hun vendte blikket mod loftet. Hendes krop sveg og brændte, men hun kunne ikke mærke det. Hun så Amary for sig, men da hun rakte hånden ud for at røre hende, forsvandt hun som støv i luften. "I need to keep remembering..." mumlede hun halvirriteret og tog sig til hovedet. Hun kunne ikke glemme hende, men det var som om at alt var tåget. Var hendes drøm virkelig bare en drøm, eller var det virkelighed?
Hun lukkede øjnene hårdt i og klemte sin håndflade mod sit hoved, "I need to remember her," mindede hun sig selv om i en træt mumlen, før hun bare åbnede øjnene og rystede på hovedet. "It's no use. Everything is scrambled," konkluderede hun før hun kiggede mod Dean og åndede tungt ud. "Where am I?" spurgte hun så. "Is Amary safe?" spurgte hun så næsten lige efter. Hun vidste ikke om hun havde reddet hende, eller om hun var blevet fanget med hende. Hun satte sig hurtigt op som fik en smerte til at skyde gennem hende som hendes mavesår blev trykket sammen. Hun skar tænder af det og kom med en smertelig lyd, men hun formåede at skubbe sine ben udover sengen som hun stirrede mod jorden, tænderne bidt hårdt sammen.

"Ramsay. The monster's name is Ramsay," sagde hun så, mere for selv at huske på hvem det var. Hun syntes det virkede mærkeligt, at han havde ladet hende gå. Havde hun været for kedelig? Eller lå der en mere sadistisk grund bag? Måske han ville skræmme hendes venner ved at sende hende tilbage i denne tilstand - Men det ville nok ikke ende særlig godt når han fandt ud af at hun ikke var taget til slottet som sit første valg. "I came here instead of seeing my friends.. Doubtfully I've seen the last of him," sagde hun så og lukkede sine øjne kort i.
Hun rystede på hovedet da han sagde at det var vigtigere at hun fik det bedre. Hun skulle nok heale, det var hun ikke spor i tvivl om. Men Ramsay og Wade der begge havde rodet rundt med hendes minder, fik hende til at tvivle på alt, om det var virkeligt eller en falsk virkelighed opsat af det monster. "They did something to my head. Ramsay has an ability to change or tear memories in your head. I. Fuck, it's all just falling together, none and all of it makes sense," forklarede hun så og åndede tungt ud. Hun blev ved med at prøve at huske, huske de ting der var sket, men hun kunne ikke få scenarierne til at passe sammen med det rigtige.
Hun kiggede mod ham som han forklarede hvor hun var og hvem han var. Hun nikkede kort som svar men bed hårdt sammen, "We.. looked at the stars, I think," sagde hun så og blev pludselig så vred over at hun ikke kunne huske alting så præcist. "Amaryllis..." sagde hun så som han sagde at hun nok var okay. Karmena "I kissed her.. But I cant remember when or why. Fuck, this is too much," mumlede hun og som hun havde sat sig op kiggede hun på hånden der lå på hendes lår, den varme hånd som fik hende til at huske deres nat i skoven sammen bedre. Hun lagde sin kolde hånd over hans og stirrede på deres hænder. "I'm gonna need more blood to get better, we have to get to the castle," sagde hun så og løftede sit blik mod Dean. De havde blod hun kunne få for at heale hende, det var hun sikker på. Men kunne hun regne med at de kendte hende på slottet? De kendte hende i fremtiden, men hun kunne ikke huske om hun havde været der i fortiden. Var hun stadig i fortiden? Tvivlen blev ved med at falde og stige som minder faldt sammen, rodede sig ind i hinanden. Dean var dog ikke fra fremtiden, eller var han?
Hun løftede blikket og pludselig mødtes hendes øjne med en skikkelse, det var hendes far. Hun skar tænder som hun tvang sig selv på benene og stirrede arrigt på ham. "This is your fucking fault, you piece of shit. If only I hadnt been born into this world," snerrede hun arrigt ud i luften før hun lagde en hånd mod sin mave og sikrede sig at den ikke blødte. Hun tog sig til hovedet igen som skikkelsen pludselig var væk og åndede tungt ud. "Shit," mumlede hun forvirret og mest af alt irritabelt som hun rystede på hovedet. Hun skulle huske men også minde sig selv om at hun hallucinerede - Det var to indre kampe hun virkede til at tabe. Hun mistede kort sit fodfæste og greb fat i Dean, som hun støttede sig til ham.

"I dont remember if I did. Could just be my imagination," sagde hun noget så stille, tanken om at det var rent indbilsk fik hende til at føle sig en anelse tom. Hun lyttede til ham sm han forklarede at akademiet havde blod. Hun klemte kort om hans hånd før hun åndede tungt ud, "They cant know who I am. If they ask for a name, call me Karmen Novak," sagde hun så, hun ved ikke hvorfor det navn faldt hende ind, men det virkede naturligt. Det var selvfølgelig fordi det var hendes fars efternavn, men hun kunne ikke huske det.
"The castle. Here in the city," sagde hun og begyndte at trække minderne fra hinanden for at rydde ud i informationerne, forhåbentligt kunne hun få det til at hænge sammen. "My friend is the princesses daughter. Her father, Kyle Grimm" hun lukkede kort øjnene og tog sig til hovedet, "Kyle has taken care of me always," forklarede hun så som de minder om Vanya og hendes familie rev sig fri fra de andre og faldt på plads igen. Så var der i det mindste noget som gav mening.
Hun så en anelse overrasket på ham som han snerrede af hende, men den eneste reaktion hun kunne komme med var et vredt udtryk som hun havde vendt opmærksomheden mod sin far. Hun hadede når folk bekymrede sig for meget om hende, hun var stærk, mente hun i hvert fald selv. Hun var den i gruppen der kom mest til skade for til foreskel for de andre, var hun ligeglad med hvad der skete med hende selv. Noget der gjorde hende ekstrem farlig i en kamp, men efterfølgerne var altid en healingsperiode. Inden faren kunne forsvinde havde Dean stillet sig i vejen, og hun kiggede ham i øjnene som hun støttede sig op af ham.
"It's not safe here," sagde hun så pludseligt og kiggede rundt. Hun kiggede mod blodsporet og åndede tungt ud, "People talk, and talk can reach him," forklarede hun så. Hun var sikker på at der var elever på skolen som i hemmelighed arbejdede for ham, det ville være mærkeligt hvis ikke. Det monster havde tråde alle steder og som en edderkop ventede han bare på at et bytte satte sig fast og fik trådene til at vibrere ham mod den rigtige retning.
"It's better if we get to the castle, doubtfully you'll be safe here now that I've been here" sagde hun så og skubbede sig væk fra Dean, med den ene hånd over såret. Hun kiggede lidt ned i jorden som hun overvejede deres muligheder. Hvis han forlod hende, hvem ville sige om Ramsay ikke kom farende for anden omgang? Men på den anden side, hvis han så ikke var her, var han så ikke sikker fra ham? Hun stirrede ret længe ned i jorden før hun åndede tungt ud og kiggede op på Dean, "Can you get me blood?" spurgte hun så og ignorrerede en stemme bag sig der hviskede uhyrlige ting. Hun var nød til at holde hovedet klart og koldt, selvom hun stadig var så forvirret.

"Abigal. She will birthe my best friend in 8 months," forklarede hun og trak let på skulderen. Hun trak op i sit øjenbryn som han virkede skeptisk omkring situationen, "Dont worry about it. I've been there all my life, I know how to get in, even without being noticed," sagde hun så en anelse hårdt, men det var ikke for at være led. Hun kiggede ned af sit tøj og åndede tungt ud da han spurgte om hun skulle vaskes inden, "Though I'd prefer it, we dont have time. I'll just have to deal with it," sagde hun så en anelse irritabelt, mest fordi hun hadede at være beskidt og dækket af sit eget blod. Det gjorde hende en anelse utilpas, bare at tænke på.
"Thanks," sagde hun en anelse stille, som tak for at han ville gøre noget overildet for hende, mest fordi hun ikke var sikker på at hun havde fortjent det. Hun satte sig på sengen igen som han forlod rummet og tog sig til maven. Hun vidste at hun skulle fokusere sin healing på det område, så længe såret kunne gå op, var hun nytteløs. Men blodet var den eneste vej, uden det ville det tage flere timer. Hun åndede tungt ud og lagde sig ned igen som hun stirrede op i loftet. En rastløshed lå over hende, hun følte ikke at det var sikkert her, endnu mere fordi hallucinationerne ikke ligefrem var på hendes side heller. Hun lukkede øjnene og prøvede at holde stemmerne ude, fortælle sig selv over og over at det var rent indbild.
Da han kom ind igen åbnede hun øjnene og vendte hovedet mod ham, som hun prøvede at finde ud af om det virkelig var ham eller noget hun forestillede sig. Hun greb roligt om hans arm og klemte den kort før hun tog flaskerne fra bordet og tømte dem med det samme. Hun lod sig falde ned på sengen igen og lukkede sine øjne i som han gik ud på badeværelset. "I'll think of something, dont worry about it," forsikrede hun ham før hun lukkede øjnene i igen og vendte sit fokus mod sin mave. Dog kickstartede blodet hendes healing og hurtigt begyndte såret at lukke sig sammen da der egentlig ikke var sket nogle skader på hendes indre. Hun trak vejret skarpt ind og tog sig lidt til hovedet.
Efter et øjeblik rejste hun sig, med såret lukket, virkede hun mere sikker på sine ben. "We have to go, now," sagde hun så og greb hans hånd før hun begyndte at gå ud. Udenfor slap hun hans hånd før hun gik over til en motorcykel der var i nærheden og satte sig på den før hun flåede ledningerne ud, "Hope the owner doesnt mind. The faster we get away, the better," sagde hun så og begyndte at lede ledningerne sammen, i en forhåbning om at kortslutte maskinen. Pludselig brølede maskinen på motorbæstet og Karmena fnøs kort, "Well that was simple. It's a lot harder in the future" sagde hun så lettet og kiggede på Dean. "I show you the way, and you drive. Alright?" det var ikke så meget en forespørgsel som det var en kommando. Hun hoppede en anelse tilbage så han kunne sætte sig foran.

"Must be my lucky day today," sagde hun med en svag antydning af en varm tone. Hun lagde armene om ham som han kørte afsted og holdte øje med vejen fra hans skulder. Hun sørgede for at vælge de veje som ville skjule dem bedst, men hun havde på fornemmelsen at nogen var efter dem. Dog blev hun ved med at fortælle sig selv at det var indbild. Hun fokuserede på vejen og lukkede kort øjnene da der var længe til de skulle dreje igen. Hendes hoved føltes som om at det snurrede sig tusinde gange om hinanden, og der var intet hun kunne gøre for at stoppe det. Hun var bare heldig at hun var så satans god til at holde hovedet koldt og fokusere på målet - At nå til slottet.
Hun sad lidt og lagde en hånd mod sædet som hun tog sig til hovedet for at holde stemmerne ude, dog hjalp det da han snakkede til hende og mindede hende om virkeligheden foran dem. Hun trak let på skulderen og så på ham, "You wont get shot if you do as I say. Also they're more for inprisonment and questioning rather than actually shooting. Unless you have a weapon on you, of course" sagde hun så og svang sit ben over motorcyklen for at rejse sig. Som de gik mod slottet kiggede hun op mod det og følte en lettelse falde over sig. Hun kunne få styr på sine minder her, det var hun sikker på. Hun kiggede kort tilbage, ganske pludseligt men så ikke nogen bag dem. "Must be my imagination," mumlede hun og vendte blikket frem som de nåede hegnet. Hun kiggede kort op på det og rystede på hovedet, "Not this way," sagde hun så og begyndte at gå langs hegnet, hvis de skulle komme ind uset, måtte de gå ind fra skoven. Som de gik, mærkede hun rastløsheden skylle indover sig igen, hun begyndte at kradse siden af sin pegefinger med tommelfingeren for at lade en lille smule smerte minde hende om at hun var vågen. "If anything happens.. Not that I know. But if something does happen..." sagde hun så pludseligt og stirrede frem som de gik, "Find Kyle Grimm. Tell him everything. Okay?" hun vendte blikket mod ham med en bekymret rynken i brynene.
Træerne stod højt og som de gik igennem skoven, kunne det virke til at de kunne fare vild når som helst. Men Karmena kendte vejen, bedre end nogen anden vej. Skoven havde altid været hendes sted som hun kunne slippe væk fra virkeligheden, selv nu hvor hendes minder var i ruiner, var det som om at hendes krop vidste hvor den skulle dreje, hvor der skulle gåes forsigtigt. Hun trak pludselig hånden ud for at stoppe Dean, da hun kiggede ned af en høj skrænt der ledte til bunden af skoven. Hun åndede tungt ud og kiggede mod ham. "Are you scared of ledges?" spurgte hun så før hun pegede mod en tynd kant der gik langs skrænten. Hun lod ham gå først og åndede tungt ud som hun kiggede ned af skrænten. Det var ret mørkt, men hun kunne ane vand forneden. "We're almost the..." - "Not for long," brød en stemme igennem og hun vendte blikekt for at blive mødt af de mørke der tilhørte Ramsays hund - Wade. Hun sank en klump og mærkede vreden boble op i sig. "Dean. Get to the castle," sagde hun så før hun vendte sig mod Wade, der var trådt ud på kanten for at gå imod dem. Hun undrede sig over hvorfor hun ikke havde opfanget hans fært, men hendes nattesyn kunne se mudderen og græsset der var smurt godt og grundigt ind i hans tøj. Hun vidste pludselig at hendes rastløshed havde været med god grund, og hun havde hele tiden børstet det af som en hallucination, det var hendes skyld at hun ikke havde lyttet til sine fornemmelser. Selvfølgelig var Ramsay ikke færdig endnu. "Dont stop, make sure you get to Kyle. Get to Kyle!" sagde hun så før Wade begyndte at løbe mod dem. Hun sank kort en klump før hun selv løb imod formskifteren, uden at tænke, stoppe hun kort før de mødtes og greb fat i hans arme. "Dog. We fall together," sagde hun så noget så koldt før hun sparkede siden af kantens væg af sten og mudder, før de begge faldt ned af skrænten, ned i det dybe mørke.

Hun åndede lettet ud som han lovede hende at finde Kyle. Det gjorde det nemmere for hende at trække Wade med sig udover skrænten, uden at vide hvad der ville ske med dem begge. Det måtte tiden vise an. Wade råbte nogle vrede ord, som forsvandt i luften og efterlod et tomt ekko. Og skoven var atter stille igen.

Han havde bare siddet for sig og læst en bog for at tænke på noget andet end sin døde datters spøgelse der hoppede rundt om ham og tiggede om hans opmærksomhed. Han havde lært at tune hende ud det meste af tiden, men nogle dage var sværere end andre - Dette var en af dem. Han måtte have læst til langt ud på natten, for da han hørte skriget og gik ud på gangen for at tjekke det ud, var alt lyset slukket. Nogle vagter kom løbende men han løftede hånden og signalerede at han havde styr på det. Noget i ham håbede at det var Karmena, at hun endelig var kommet tilbage. Han skyndte sig mod lyden og sprang nærmest gennem døren som han så stuepigen og en ukendt fyr. Han opfangede Karmenas fært på ham, og havde han ikke været så træt som han var havde han klynget fyren mod muren.
Istedet åndede han tungt ud og kørte en hånd gennem håret. "It's alright Miss, you can leave," fortalte han stuepigen og vendte sit blik mod fyren. Som stuepigen forlod dem, lagde han armene over kors og så fyren an. Noget i ham var ikke sikker på at ham her var fra fremtiden, blandet med Karmenas fært var en pack's fært, en der havde været i skoven i et stykke tid nu. Han sukkede kort og rystede på hovedet mest fordi fyren virkede for skræmt til at have gjort Karmena ondt, men han vidste at fyren vidste et eller andet. Han var nød til at vide hvad, også selvom det værst tænkelige gik gennem hans hoved. "I hope you have a good explanation for being here so late at night. The castle isnt open for visitors... Yet I feel that you have something important to tell me, judging by the fact that you have Karmena Hale's bloodscent all over you," sagde han så og bed kort sammen. Var der sket noget frygteligt med Karmena? Tankerne var allerede ved at flyde rundt i hans hoved og hans døde datter gjorde det ikke bedre. "She's dead, dad. You know she's dead. That's why he is here... To tell youuuuu~ that she is gone!" sang hun nærmest og Kyle vendte surt blikket mod hende før han vendte blikket tilbage mod fyren. Han lavede en gestus mod en lænestol før han selv satte sig i den anden og lagde sine hænder på sine knæ, "So?"

Han sukkede kort ved fyrens forbavselse. Det var intet andet end forståeligt, men Kyle virkede ikke til at tænke så meget over det. "Her greatest weakness is that she doesnt care for herself. She's do anything to protect others, even if it could kill herself," hans ord var bitre men ikke mod Dean, og egentlig vidste han ikke hvor han vidste det fra, det måtte være en rift mellem fortiden og fremtiden der kunne ende ud i noget værre på et tidspunkt, jo længere dem fra fremtiden blev her. Han sukkede kort og rystede på hovedet. "At least I know that I can try to change that in the future," sagde han så en anelse forhåbningsfuldt. Han vidste dog ikke at så snart de tog tilbage til fremtiden, ville hans minder om deres tilstedeværelse blive slettet, blot for ikke at ødelægge fremtiden. Det var tydeligt at der lå et faderligt bånd mellem Karmena og Kyle, men sådan havde han det med de fleste af børnene. Han ville også beskytte dem, ligemeget hvad det ville koste ham selv, så længe det kun var ham selv.
Han åndede en anelse anspændt med en antydning af noget blandet lettelse med da fyren bekræftede at det ikke var Ramsay. Det måtte være en håndlanger, den de kaldte for hund. Han havde ikke mødt nogen af dem, men han havde mødt ondskab før i formen af djævlen selv. Ramsay måtte ikke være meget anderledes. Han kløede sin hals let som fyren prøvede at børste Kyles bekymring af sig. Han så på fyren med et seriøst blik i øjnene. "Ramsay Deverux is no joke. That man will harm anything just because he can. It's not about who, it's about what he can do to break someone's mind. I can only imagine what he did to her," sagde han så og bed kort sammen.
Som fyren tilbød at tage med, overvejede Kyle det kort. Han sank en klump og sukkede ret så dybt. "Would you be able to handle seeing her corpse, if she was dead?" spurgte han så noget så direkte. Optimismen var ikke særlig høj, men det var mere fordi at Kyles sind allerede var ødelagt, og alt det stress han havde været igennem, havde revet det fra ham. Han håbede inderligt at han tog fejl, men han ville heller ikke smide sit håb ud, for så ville det gøre det mere ondt at have ret. Noget han ikke var sikker på han kunne holde til. Bare tanken om at se Vanya, Lion og Amary med deres hjerter knuste... Han kunne ikke klare at smide et håb ud.
Han bemærkede at fyren så ham spjætte, som fik ham til at trække lidt anspændt på skuldrene. Han brød sig ikke om at vise at der var noget der var galt med hans hoved - Han hadede det. Et kort smil kom over hans læber som han sagde at det var hvad Karmena ville have. Nu hvor han vidste at fyren der kort efter introducerede sig som Dean havde hjulpet hende, ville han ikke glemme det. "Dean. Ah. That makes sense, she did mention you but never by name," sagde han så og kløede sin hage en anelse. Der havde ikke været meget snak fra Karmenas side om ham, udover at hun havde nævnt en varulv hun havde mødt i skoven nær akademiet. Han nikkede kort som Dean spurgte om han måtte blive, "Of course. I mean, I dont own this castle, but so far it's been housing the future kids without a complaint. Except from the kitchen," et lille smil gled over hans læber som han tit havde set Amaryllis gå på rov i køkkenet med Lion.
Han rejste sig og kiggede på Dean, før han gik over til ham og lagde en hånd på hans skulder. "There's no need to regret anything. She probably wouldnt have allowed you to help her, other than what you had already done," sagde han så før han pludselig begyndte at tænke på et vigtigt råd han havde fået engang fra en tid længe før denne. Han satte sig på hug foran Dean og så ham i øjnene med et seriøst blik. "A man I knew once told me; You cant save everyone. And you cant let the regret of not saving them, or saving them in time, get to you. If you begin to regret, you’ll dull your future decisions and let others make your choices for you. All that’s left for you then is to fail. Nobody can foretell the outcome. Each decision you make holds meaning only by affecting your next decision." - "And if we're going to find her, you need to have a clear mind and a ready heart," sagde han så før han klemte hans skulder kort og rejste sig.
"You should try and rest. I'll send some men out right away, but it's a long river, so you'll need all your energy," sagde han så og åndede tungt ud. Han ville selv gå med dem ud, blot for at sikre sig at hun enten var der eller ikke var, han var nød til at se det med sine egne øjne.

Der kom et trist udtryk i Kyles øjne som Dean sagde at han ville kunne klare at se Karmenas lig. Kyle hadede at han overhovedet havde spurgt, for han var ikke engang sikker på om han selv ville kunne klare det. Men sådan ville han have haft det overfor alle teenagerne som var her. De var så unge, og Kyle vidste hvor hårdt det var at miste. Hans blik vendte sig kort ud mod hans datter som hoppede rundt i rummet og sang højt som Karmenas lig. Han vendte derefter sit blik ned og sukkede. At miste var det hårdt, men at vide intet var næsten værre - For håbet kunne altid blive knust.
Han smilte kort som Dean takkede ham. "There's no need to thank me. I should be thanking you, for the things you have done for her," svarede han blot og lyttede så til hans forespørgsel. Han nikkede kort og åndede tungt ud, "Of course. It's important for everyone here that we find her and fast," sagde han så og kløede sin nakke let. Han rettede sig op og strakte sin øvre ryg kort som han overvejede hvilket værelse Dean kunne bruge. "You could use her room, till we find her. I think she'd want that," sagde han så og lavede en gestus mod døren før han ville vise ham til værelset.
De gik et stykke ned af gangen og skulle dreje om et par hjørner før han åbnede døren til et kæmpe gæsteværelse. I forhold til den stue de havde været i, var værelset nærmest i perfekt stand i forhold til oprydningen. Kyle vidste at Karmena godt kunne lide at holde ting i orden, på et niveau der nærmest var fanatisk. Han åndede tungt ud og gik over til sengebordet hvor en bog var nydeligt anrettet som var dens plads der. Han løftede bogen og så kort på den, før han sukkede dybt. "I gave her a list of books not long ago, and she's already halfway through it," mumlede han stille for sig selv før han lagde bogen tilbage og kiggede tilbage mod Dean. "Feel free to grab food from the kitchen, every room has it's own bathroom. This castle could house over 5 families, yet it's only used by one," sagde han så før han klukkede kort, for det virkede en anelse ironisk at have så mange værelser der bare var ubrugte. "If you run into a girl named Amaryllis in the kitchen... Ummm, then dont tell her anything about Karmena, just yet," sagde han så med et skævt smil og trak på skuldrene. Han var ikke sikker på at Amary havde brug for at høre om det endnu, ikke før de havde fundet Karmena.
Hans blik vendte sig kort mod vinduet hvor han så mod skoven og sank en klump. Han bad en indre bøn til at hun havde klaret den, før han atter kiggede på Dean. "Get some rest. I'll make sure the search team is up and ready. They'll search till morning and then be replaced by another team. If you'd like, you can join that one," sagde han så og kunne ikke undgå at sukke dybt ved tanken om at de virkelig kunne være ude og lede efter et lig. Det var hjerteskærende. Han så afventende på Dean, før han gik ud for at lade ham få den ro han skulle bruge.

Kyle fnyste kort over Deans forundring, før han klukkede kort, "I hardly believe it myself. But yeah, her inner clean freak really shows," - "I'd bet that even though the maids has been doing a good follow up on her level of freakishly clean, she'll still be able to go in here and find a spot that they've missed," forklarede han så og kløede sin nakke som han ikke kunne undgå at grine en anelse sørgmodigt over det. Det pinede ham at tænke over minderne, for han kunne ikke være sikker på at det ikke var de sidste han havde.
Han rystede på hovedet som Dean takkede ham og løftede en hånd, "No need to thank me. I really should be the one thanking you, afterall," mindede han ham om og smilte kort. Han åndede tungt ud og var glad for at høre at Dean ville med andet hold, for han var ikke i tvivl om at Dean var typen der kunne finde på at ofre sin egen søvn for at finde Karmena hvis det var nødvendigt - Det var dog heldigt at Kyle var i den position han var, så de ikke var helt alene om det. Han kløede sin hage kort og kiggede en sidste gang ud af vinduet. "I'll be with the first team. See you around nine," sagde han så som sin afsked, dog stoppede han kort i døren og vendte hovedet tilbage mod Dean, "Sleep well," sagde han blot før han klappede dørkammen stille og gik ud.

Morgenen kom hurtigere end forventet. Kyle stak et lille flag i jorden for at markere stedet de var nået til, mens de mørke render havde krøbet frem på hans ellers halvunge hud. Kyle så ud til at være 24, men nu kunne man tro at han var oppe i de 30. Det var vel en af ulemperne med hans ødelagte sind og alle de stressende ting som han havde været igennem på den korte tid. Han bed tænderne hårdt sammen som han strammede sit greb om et stykke tøj han havde fundet. Vandet havde taget al duften fra det, men han vidste det var Karmenas. Han vidste snart ikke hvad der var værre - Alle disse frygtelige ting eller Lucifers tortur. Han savnede pludselig at havde djævelen til at rive hans tænder ud og pine ham, for det var i det mindste fysisk. Dette var et helt andet helvede.
De var taget tilbage til slottet og Kyle havde taget sig en kop kaffe som han trådte ind i spisestuen hvor Dean var, en halv time før ni. Han så træt ud, men han følte sig ikke spor træt. Han var van til at misse et par nætters søvn, så han mærkede ikke hans krops kald efter hvile. Han satte sig roligt foran Dean med sin kop og lænede sig tilbage - Det måtte være den hvile som han kunne give sig selv for nu. Han åndede tungt ud og fandt tøjstykket frem, det var en god luns af hendes trøje som Dean ville kunne genkende. Han lagde det foran dem og sukkede ganske dybt mens hans blik afslørede at de ikke havde fundet noget. "There was more pieces of other clothing as well, but that must be the dog's." sagde han så og tog en tår af sin kaffe.
"We didnt find her, though. There was a bit of blood in the mud, I assume that one of them tried to crawl out of the water, but was taken back by the stream," sagde han en anelse bittert før han bed hårdt sammen igen og kiggede en anelse væk. "You're neveeeeeeeeeer going to find her. She'll be missing forever. Vanya and the others are going to be thrilled to hear about your failings, daddy!" råbte Minerva ved siden af hans hoved, men Kyle reagerede ikke med andet end et blik der blev vredere. Han tog et par dybe indåndinger og tvang sig selv til at holde fatningen. "I doubt that a second team would find anything," sagde han så gennem sammenbidte tænder og så ned på sin kop som han drejede rundt på bordet. "In fact, I doubt any team will have any luck. She can be miles from here already, our sirens refuse to go in the water, they say it's too dangerous," sagde han så og gned sine tindinger. Det var tydeligt at hans optimisme havde forsvundet helt under eftersøgningen, og dens manglende frugtbarhed. De var på bar bund, som Karmena sikkert også kunne være lige nu, uden at de ville vide noget om det. "I'm sorry," sagde han så en anelse lavmælt og kiggede op på Dean, "It's hard to be optimistic with all the losses I've had..." - "... it just reminds me of someone else I lost. Someone I had a chance to save, but couldnt," sagde han så og tog endnu en tår af sin kaffe.