Can't really say I don't want trouble - Dean

Det gode ved denne her tid? Det var hun ikke havde nogle til at fortælle sig, hvad hun kunne og ikke kunne gøre i sin fritid. Naturligvis var hun ikke typen som faktisk lyttede til andre, og hendes forældre vidste af og til ikke hvad fanden de skulle stille op med hende. Mariella elskede sine forældre, det var ikke det- hun blev bare så hurtig rastløs og skulle bruge sin energi på noget som ikke bare var at sidde hjemme. Hun hadede rutiner og havde konstant brug for at blive distraheret. Southsider, mere korrekt Southside Serpent. Måske ikke i denne her tid, men hun bar stadigvæk sin jakke med stolthed. Den bande var ikke ligefrem kendt for noget godt.
Mariella havde sneget sig ind på akademiet, det verdens berømte akademiet - også kendt som det sted, hvor hendes mødre havde mødt hinanden første gang. Den episke og tragiske kærligheds historie, som nu alligevel var endt lykkeligt. Den var startet her. Mariella vidste de fleste var til spisepause lige nu, så hun havde ikke mere end lidt tid på hænderne - men hun nød at være presset, det syntes at gøre arbejdet det sjovere og mere spændende. Hun havde valgt et af de første værelser, og låst sig selv ind. Hun lukkede døren bag sig og så omkring. Mariella så sig omkring og tog et billed op, af Aaron og Audrey. Hun huskede dem fra fremtiden. Audrey var sammen med hendes bedste far. Bellamy Blake.  Hvilket ville gøre dette til Aarons værelse, well, han ville ikke vide det var hende som havde været her. Hun satte sig på hans seng og prøvede at tænke over hvordan det måtte være at gå her. Lion ville hade det næsten ligeså meget som hende, for mange regler. Mariella tog Aarons guitar op og spillede lidt på den før hun satte den på plads igen. Hun gik over på den anden side af værelset. Der boede tydeligvis to. Hun åbnede skufferne for at se om der var noget af værdi. Eller det var til hun hørte døren åbne.

Påklædning

Det havde været en almindelig dag på akademiet. Han havde haft timer hele morgenen og nød nu at have resten af dagen fri. Planen var at tage udenfor og træne – det var sjældent han blev indenfor for at studere, medmindre det var absolut nødvendigt. Han havde høje tanker om sine egne intellektuelle evner og følte derfor han nok skulle klare eksamen alligevel. Han forlod spisesalen en smule tidligere end de andre og gik op til kollegieværelserne, med hensigten om at klæde om.
Han åbnede døren til sit værelse og blev mødt af en overraskelse. En person han aldrig havde set før. ”What are you doing here?” spurgte han i en forlangende tone. Han gav hende elevatorblikket – hendes tøj skreg af badgirl og derfor drog han allerede den konklusion, at hun forsøgte at stjæle fra dem. Han måtte virkelig blive bedre til at låse døren. Pigen var netop i færd med at kigge i hans skuffe, hvoraf hun ikke ville finde noget af værdi, måske udover hans pung. Han var ikke vokset op blandt rigdom, som så mange af de andre elever på skolen. Hun havde nok en bedre chance i et af de andre værelser. Dean var nød til at finde et arbejde, hvis han skulle have råd til at færdiggøre sin uddannelse på akademiet. Det hjalp just heller ikke, at han hver weekend tog ud og brændte penge af i byen. Han smed sin rygsæk på gulvet og lukkede døren bag ham. Han ville under ingen omstændigheder lade hende slippe, før han vidste at hun ikke havde stjålet noget. Derfor stod han stadig foran døren for at blokerer den, mens han så afventende på hende. Han tvivlede på at hun havde en god forklaring. Aaron ville trods alt have sagt, hvis han havde fået en ny kæreste – og så ville hun formentligt heller ikke rode rundt i hans private ting. ”And who are you?” blev hans næste spørgsmål. Han synes aldrig at have set hende på gangene eller i timerne før. Hun lignede en teenager på sin egen alder, så det gav ikke meget mening hvorfor hun var her, hvis hun ikke var studerende.

"Bloody hell," mumlede hun lavt for sig selv som en varulv trådte ind på værelset. Hun havde været så sikker på, at hun i hvert fald havde haft et par minutter endnu. Hun lukkede skuffen som han lukkede døren bagved sig. Mariella trådte et par skridt tilbage og lagde armene overkors.
"Don't blame yourself, it doesn't take a genius to lock up a locked door - just a bobby pin and some practice," smilede hun skævt til ham imens hun lagde hovedet på skrå. Hun undgik stille spørgsmålet om hvad hun faktisk lavede her. Hun trak let på skulderen.
"Looking," svarede hun dog i sidste ende ret ærligt. Der var vel ingen grund til at ligge skjul på, at hun faktisk var brudt ind når hun havde indrømmet det. Who are you?, et lille fnøs forlod hendes læber som hun løftede på en grimasse og satte sig på Aarons seng. Måden varulven stod foran døren på, gjorde det tydeligt for hende at han ikke ville lade hende gå ud derfra. Måske var det derfor hun satte sig ned, eller bare på grund af dårlige erfaringer med at pisse sin kæreste af.
"I'm Sierra," svarede Mariella stille - det var ikke helt en løgn. Sierra var et af hendes mellemnavne. "Who are you?" Spurgte hun efterfølgende som om det var det mest normale at spørge om. Stille svang hun det ene ben op over det andet og kneb øjnene lidt for at analysere ham.
"I haven't taken anything. I thought I had at least five or ten more minutes - not that I need any of your crap anyways," sukkede hun for sig selv. Mariella var royal status, men det var ikke noget hun løb rundt på gaderne og skreg. Desuden var det også først i fremtiden.

Til sin overraskelse tilstod hun hendes indbrud med det samme. Så han havde altså ikke glemt at låse døren. Dean lagde ligeledes sine arme over kors. ”You seem oddly calm about being caught in the act,” troede hun måske ikke, at han var typen der ville sladre? Eller var hun ligeglad med at komme i problemer? Et helt andet spørgsmål var, hvor i alverden hun havde lært det fra – men med øvelse kunne man vel mestre alt. Han løftede mistroisk det ene øjenbryn op og fnøs over hendes forklaring på hvad hun lavede her. Ja, muligvis kiggede hun, men med en hensigt om at stjæle. Det virkede dog ikke til at hun havde fundet meget andet end penge – han vidste ikke hvad Aaron havde. Det var heller ikke så meget det, at hun tog penge der nagede ham. Det var nærmere princippet i, at man ikke tog noget der var ejet af en anden og hvis genstanden havde en betydning for en. Som det billede han havde fra sin barndom på skrivebordet, eller den ring han havde arvet fra sin mor. ”Great. Sierra, show me what you have in your pockets,” befalede han, som om hun ikke havde nogen andre muligheder, end at gøre som han sagde. Han troede ikke på hendes ord, fordi hun kunne lige så godt lyve omkring det. Derfor havde han brug for at få en bekræftelse på, at hun ikke havde taget noget. Hvis ikke hun gjorde som han sagde, ville han bare finde ud af det på en anden måde. Måske var dette ikke nødvendigt, men lige siden hans kæreste havde været ham utro, var han blevet langt mindre tillidsfuld overfor andre og især fremmede. Havde hun spurgte ham, om hvem han var? ”I’m Dean. I live here,” svarede han åbenlyst. ”But what I meant was, I haven't seen you at the academy before, so why are you here?” spurgte han, med idéen om at hun ikke gik her. Det var i hvert fald meget dumdristigt at stjæle fra sin egen skole og bosted.

Hun trak let på skulderen og kneb øjnene.
"Maybe if you looked like someone who wanted to kill me.. I would be more worried," indrømmede hun og tog en dyb indånding før hun åndede stille ud. Gad vide, hvor længe hun skulle blive under afhøring? Et lille grin forlod hendes læber som han ville vide hvad der var i hendes lommer.
"Or what else? Are you going to check them for me?" Spurgte hun med et lille fnøs. "I must warn you.. I do bite," tilføjede hun med et drillende blik i øjet. Tydeligvis var det her mere en leg for hende, mere end det egentlig burde være. Men hun var også mere end denne her attitude, det krævede bare sin person at se under det.
"Dean, its a simple name, I like it," indrømmede hun og skar på en grimasse. Mariella tog en dyb indåndning før hun rejste sig op igen, og trak sin jakke af. Det var trods alt de eneste lommer hun havde på sig. "I wanted to check the place out. My mothers say its somehow magical," tilføjede hun og trak let på den ene skulder. Hendes mødres kærlighedshistorie satte nogle standarder hun ikke kunne følge med på. Men det var Jeremy som ændrede hendes tillid til andre, og hun var ikke specielt glad for han blev ved med at følge efter hende. Mariellas venstre skulder og kraveben var lettere blålig, tegn på hun havde taget et slag fra et eller andet der. Hun kastede sin jakke over til ham.
"That is the only pockets I have," indrømmede hun tørt og slog ud med armene. Mariella lagde armene overkors og kneb øjnene en anelse. Mariella bed stille sin læbe, og ville egentlig bare gerne dække sin skade til igen. "Can I have it back now?" Spurgte hun så. Det eneste der var der i var et sæt nøgler og hendes mobil, men det var hendes egene genstande.

Hvis det var hendes eneste bekymring, kunne han godt forstå hendes ligegyldige attitude. Det var dog alligevel vildt at sige foran en fremmed. Han indrømmede gerne at han havde et temperament, men han kunne aldrig drømme om at dræbe nogen – måske lige med undtagelse af den mand, hans ekskæreste havde været sammen med. Derudover havde han naturligvis dræbt dyr i sin varulveform, men det var noget andet. Hendes ord fik ham til at træde et par skridt tættere på hende. ”That’s exactly what I’d do,” svarede han uden at fortrække en mine. Hendes attitude irriterede ham en smule, men han kendte også nok personligheder til at vide attituden dækkede over noget – at hun havde en grund til at være sådan. Eller måske var det hendes naturlige personlighed. Ikke fordi der var noget galt i det, tværtimod. Dean kunne godt lide en udfordring og Sierra havde bestemt intet imod at svare ham igen. Det var næsten uundgåeligt, at få ham til at lyde som en politibetjent, der var i gang med at afhøre en tyv – for hun havde trods alt indrømmet dette og han havde ikke i sinde at lade hende slippe af sted med nogen af deres genstande.

Han lagde hovedet en smule på skrå, da hun komplimenterede hans navn. Hendes forklaring var vel forståelig nok. ”Are you going to start here?” spurgte han, ellers kunne han ikke rigtig se nogen grund til, at hun ville se stedet. Der var vel mange magiske steder. Hans fokus blev dog hurtigt rettet mod jakken, som hun tog den af og smed den over til ham. Han greb den og mærkede i begge lommer efter noget velkendt. Sierra havde talt sandt. Der var kun et par nøgler og en mobiltelefon i hendes lommer. Dette fjernede hans mistænksomhed. Han løftede læderjakken op, for at se på mærket der var placeret på bagsiden. ”South Side Serpents,” læste han højt. ”Is that some kind of gang?” spurgte han, hvorefter han atter kastede læderjakken over til hende. Det var ikke en bande han havde hørt om før, men bare tanken om at hun var bandemedlem, medførte en interesse i at høre mere om hende.

Mariella tog en dyb indånding og fortrak et lille rynk på næsen som han spurgte om hun skulle til at starte her.
"My father would most likely think it would become a good idea, but I'm not really good with rules," svarede hun imens hun trak lidt skævt på smilebåndet.  "If you haven't noticed." Hun kom med en ganske varm mild latter, dog kun ganske kort og nok mest over sin egen kommentar. Han læste på jakken hvilket fik hende til at løfte let på hagen. "You clearly never visited the Southside before haven't you?" Spurgte hun efterfulgt af et lille fnøs. Hun greb jakken som han kastede den tilbage til hende.
"If you haven't. Don't, that place isn't for everyone," advarede hun som hun tog jakken på igen. Hun bar den med stolthed.
"My moth.. my mothers friend, is their leader, I'm basically serpent by blood," sagde hun og kørte en hånd igennem sit hår. Stille vippede hun sit hoved en tak på skrå.
"If you ever do deside to go.. let me know, then I'll keep you safe," smilede hun mere drillende til ham. Hun trådte et skridt tættere på ham og så ham i øjnene. Det var ikke fordi hun tvivlede på, at hun kunne få fair slåskamp ud af ham. Men hun orkede ærligtalt ikke flere slåskampe, og desuden virkede det til hendes bror og hans lille wicked squad havde nok problemer - Mariella skulle nødig samle for mange, for Lion ville bare prøve på at fjerne det fra hendes skuldre. Mariella bed sig kort i underlæben før hun rev sig løs fra sine tanker.
"So officer.. are you going to arrest me or let me go?" Spurgte hun og løftede let på det ene øjenbryn. Mariella var kendt for at sige hvad hun tænkte, så længe det ikke kom til følelser.

En let latter undslap hans læber, idet hun sagde hun ikke var god til regler. ”Well, rule number one is to not get caught. They don’t have any survelliance here,” det var i hvert fald en regel hun skulle holde, hvis hun ville bryde de fleste andre. Noget som hun ikke havde formået i dag. Hvordan hun tog hans ord, var han ligeglad med – men han talte af erfaring.
Pigen havde ret. Udover Athena, havde han kun besøgt midtbyen i Gaia. ”I haven’t,” ingen i hans varulveflok hang ud der. Men det var vel klart, hvis det var det kriminelle hub i byen. Hun advarede ham om at gå derhen, men han tvivlede på, at nogen ville gøre ham noget. Banderelaterede ting var oftest henvendt til andre bander og han var ikke ligefrem et godsindet væsen, som en fe eller engel var det. ”Why? Is there nothing fun to do there?” spurgte han. Han var ikke bange for at se de mørke steder i byen, hvilket også var derfor han svarede som han gjorde på hendes advarsel. ”I see,” svarede han, da hun forklarede, at hun var født ind i det. Om så hun ville det eller ej. Et smil kom til syne på hans læber, da hun påstod at kunne holde ham i sikkerhed. ”Thanks but I can take care of myself,” han vendte sine brune øjne ind i hendes. De væsener han havde mødt indtil nu, ville ikke nå at volde stor skade på ham. For ikke at nævne, de ikke havde nogen grund til det.

Han overvejede hendes spørgsmål. På den ene side, havde han fundet ud af det han gerne ville, men på den anden side, ville hun sikkert prøve at stjæle fra andre elever. Han valgte at lege med. Han kunne arrestere hende for at bryde ind og holde hende i sin varetægt eller lade hende slippe med en advarsel. ”Considered you just admitted that you’re a gang member, I’m going to arrest you and keep you in custody for a few hours,” sagde han med et drilsk glimt i øjet. Han trak også svagt op i sine mundviger, blot så hun ikke var i tvivl om, at det var en joke. Havde hun lyst til at gå, kunne hun såmænd bare gøre dette. Arbejdede han i politiet, ville han nok heller ikke arrestere hende blot fordi hun var bandemedlem. Men han var trods alt interesseret i at høre mere om hende, så det virkede som det oplagte svar.

"Just because we are called the Southside Serpents, doesn't mean we are the only people on the Southside," pointerede hun og trak let på den ene skulder. "It's plenty of fun. After all the rule is, you only have the fun you make yourself," hun blinkede kort til ham. Tydeligvis ville han have opdaget allerede nu at hun fulgte sine egne regler - og måske et par andre, reglerne fra banden var også nogle hun fulgte.
"Good to know," svarede hun stille som han sagde, at han kunne passe på sig selv.
Mariella fnøs let og lagde armene overkors, over den næste kommentar. Hun trådte et ekstra skridt frem. Takket være sine støvler havde hæl, var han ikke meget højere end hende, men stadigvæk højere. Mariella så ham i øjnene. Hun fnøs let og løftede drillende på et øjenbryn over hans joke.
"Oh really? That is right.. I did admit that, I have a no lie rule," hun trak let på skulderne og skar en grimasse. "So what are you suggesting that we do in those hours?" Spurgte hun og vippede hovedet let på skrå. Hun kneb øjnene en anelse og blev egentlig bare stående for at se ham an. Derefter tog hun et par drillende skridt tilbage og vendte sig rundt for at gå hen og se ud af vinduet. Hun så hen på hans skrivebord, hvor hun stille gik hen og tog ringen op for at se på den.
"It's very beautiful," sagde hun stille og tog en dyb indånding før hun lagde den fra sig igen.
"Who is in the photo?" Spurgte hun efterfølgende og så hen på ham.

Han havde aldrig tvivlet på, at der var mange som holdt til der, men mon hendes svar betød at de var den eneste bande? ”I can imagine there’s all kinds of criminals lurking around there.” Hvis hun påstod der var masser af sjove ting at lave, måtte han jo nød til at opleve den farlige del af Gaia. En gang skulle jo være den første ”If that’s so I dare you to take me to the coolest place in Southside,” opfordrede han hende. Hvad end dette var en bar, natklub, hendes bandes hovedkvarter, en slåskamps arena eller noget helt femte.

Han så ned på hende, som hun fnøs over hans joke og kunne ikke holde masken særlig længe, så hans smil blev kun bredere. Han tvivlede dog på, at hun ikke ville lyve, men hun havde trods alt været rimelig ærlig og åben omkring hendes tanker og handlinger. ”I suggest we get to know each other some more, before we go to the Southside,” svarede han, selvom han stadig ikke anede om hun ville tage imod hans opfordring. Det kom vel an på hvad hendes intuition omkring ham var. Idet hun gik hen for at røre ved ringen, trådte han hen til hende. Han havde lyst til at fortælle hende, at hun ikke skulle røre den, men hun lagde den forholdsvist hurtigt ned igen. Det var det eneste arvestykke han havde fra sin mor og siden han aldrig lærte hende at kende, betød det meget for ham. Dog var det også ham som havde glemt at pakke ringen tilbage i skuffen. Han tog den ofte frem i dårlige tider. Han satte sig ned på sin seng og betragtede billedet sammen med hende. Det var et klassisk billede, hvor hans mors forældre stod og holdt om hinanden til venstre på billedet, og hans egne forældre stod på den anden side. De var hans eneste familie. Baggrunden var den skov han var vokset op i. ”It’s my parents and grandparents,” svarede han blot. Han holdt sig som regel fra at tale om sin familie. Han havde altid ønsket sig at have en mor, specielt med den vold og ufølsomhed han havde modtaget fra sin far. Han havde et mål om at gøre Dean til en rigtig barsk og stærk ulv – til en alfa ligesom ham selv. Han ville dog ikke tænke mere på det og rettede derfor fokus på Sierra. ”So what do you like to do, when you don’t sneak around in strangers dorm rooms?” spurgte han med et glimt i øjet og så afventede på hende.

"Okay," svarede hun på udfordringen. Der var ikke langt til Southside herfra alligevel, specielt ikke på hendes motorcykel. Hun lagde hovedet undrende til den anden side som han sagde han gerne ville lærer hende bedre at kende inden at de tog afsted. Hun bemærkede hans reaktion på at hun rørte ringen og det var også en af grundende til hun lagde den hurtigt fra sig igen. Hun trak på smilebåndet af billedet, familie gjorde altid hende glad. Det var trods alt de kort hun havde tættest på sig.
"They look nice," sagde hun stille, og så overraskende varm ud i sin personlighed i forhold til hvad hun ligefør havde fremvist. Dog vidste hun også at der ofte var flere historier til en familie end hvad billeder blot viste. Hun vidste fra sin egen familie, at der ikke fandtes noget ord for en simpel familie middag.
"I don't have a picture of my whole family together.. It's to complicated to have everyone. I have photos back home with my mothers, my father and my brother. But its pretty old," indrømmede hun og trak let på skulderen. Hun gav ham et skævt smil, og kom egentlig i tanke om hun havde semi stikket ham en løgn omkring sit navn.
"Well, first of all. I lied earlier.. My name is Mariella.. Sierra is my middle name, I use it towards strangers," fortalte hun så og kløede sig kort i nakken. "I don't really have the most interesting life.. I like to job on my bike.. and just drive. Feel the brise of the wind, and just be .. free," indrømmede hun og trak lidt på smilebåndet.
"I enjoy music as well, my mothers are excellent dancers and singers.. avoiding music has never really been a choice of mine," fortalte hun så med en blid latter som hun så over på Aarons guitar. "I do often.. go out. There are some pretty good clubs in Southside.. and its the best because you can basically do everything on Southside.. the cops are to scared to deal with the different gangs," påpegede hun og flyttede sit blik tilbage mod ham.

Det var den eneste familie han havde kendt, hvilket gjorde det nemmere for dem at være samlet i et billede. ”How old is your brother?” han havde altid spekuleret på, hvordan det var at have søskende. Det havde måske gjort det nemmere for ham at håndtere sin familie, men på den anden side, ønskede han ingen andre at blive behandlet på samme måde af deres far. ”The picture is old as well, my mom died almost 19 years ago,” sagde han roligt, mens han foldede hænderne sammen og så ned mod dem et kort øjeblik. Han så dog hurtigt op på hende, da hun indrømmede en løgn. Hans ansigtsudtryk var en smule tvivlsomt, for hvorfor skulle hun lyve om sit navn? Måske troede hun alligevel, at han var typen der sladrede og ville undgå problemer. Derudover hadede han når folk løj. ”Mariella, that’s a beautiful name,” han havde aldrig hørt nogle hedde det før, men mange af pigerne i Spanien havde lignende navne. Han genkendte den frie følelse af at være på en motorcykel, da han selv havde lært at køre på en som 17-årig.

Der var mange på akademiet der elskede musik, så måske hun alligevel ville føle sig hjemm her? Dean havde ikke faget musik, da han holdt mere af de fysiske udfordringer ved sport, men han kendte en smule til det fra sin roommate Aaron, som havde lært ham at spille nogle akkorder på guitar. ”Do you ever perform?” spurgte han og lod ligeledes blikket glide ned mod Aarons guitar. Afhængig af hvor god hun var, kunne det godt være hun optrådte med sang, dans eller andet. Måske han ville tjekke hende ud engang. Dean burde måske blive bekymret for hendes sidste udsagn. Han gik ofte i byen, men det var ikke fordi han havde behov for at gøre noget ulovligt – hvoraf det var ligegyldigt om politiet var tilstede. Nervøsiteten spredte sig i hans mave, da hun sagde politiet var for bange for at komme i nærheden af banderne. Om noget, burde de jo turde at gøre det. Måske havde han alligevel brug for at hendes insider viden.
Enhver person med god fornuft, ville fortælle ham, at han burde holde sig langt væk fra denne pige, men Dean var ikke typen som lod sig overtale af god fornuft. Det var han for dumdristig og impulsiv til. Han kunne simpelt ikke lade muligheden passere for at se Southside, nu han stod overfor en insider som Mariella.

"We are twins," svarede hun stille og kløede sig kort i nakken. "He is like a big brother through. Sometimes I feel like I wouldn't even be alive if it wasn't for him," sukkede hun stille og kneb øjnene kort af sine valg af ord.
"Which is silly to say, but he also happens to be the yang to my yin," hun fnøs en anelse over sin måde at beskrive ting på lige nu. Mariella blev opmærksom på hvad han sagde om billedet, og rynkede brynene kort som han fortalte at hans mor var død. Mariella havde ikke mistet nogle familiemedlemmer, nok havde hun en ekstremt kompliceret familie - men at miste nogle af dem kunne hun ikke forstille sig. Stille lagde hun sin hånd mod hans skulder og gav den et klem.
"I'm sorry about that," sagde hun oprigtigt og gav derefter slip igen.

Han spurgte om hun nogensinde havde optrådt, og hun fnøs let kækt - ikke på nogen negativ måde.
"At times. My mothers would sign me up for these contests when I was younger, mostly dance contests. But I do enjoy singing - but I have a reputation to take care of," blinkede hun kort drillende.
"What about you?" Spurgte hun så og placerede sine hænder mod sine hofter. "You know stuff about me.. What are you doing in your spare time, other than staying here?" hun lagde hovedet en anelse på skrå og bed sig ganske kort i underlæben. Mariella tog en dyb indånding og skiftede medvilje opmærksomheden over på ham. Hun så ham dog i øjnene og sank en klump.

Det var altid noget at hun havde en bror, som reddede hende ud af problemer. Dean havde også set hans tidligere flokmedlemmer som brødre og søstre, da de havde brugt utrolig meget tid sammen. ”I’m glad you have him then,” sagde han med et smil på læben, mens han undrede sig over hvilke livsfarlige situationer hun havde rodet sig ud i, hvis hun da havde ment det bogstavelig talt. Det måtte være rart at have en person som man kunne være fortrolig med på den måde. Han havde mistet det eneste tætte forhold han havde i England, da hans ekskæreste døde. De fleste af hans nuværende forhold og bekendtskaber var overfladiske.

Mariella reagerede som de fleste andre, når han sagde at han havde mistet sin mor. Han så ind i hendes øjne med et taknemligt blik. Som han forestillede sig hende optræde med dans eller sang, vendte han sit blik mod indgangen til værelset og smilede svagt. ”What reputation would that be?” han kunne ikke forestille sig hvordan hendes omdømme kunne tage skade af at optræde – selvom det selvfølgelig afhang af typen. ”I’m never here most of the time” startede han, mens han så sig rundt i værelset. Det var egentlig kun når han havde brug for at være alene, som i at studere eller når han sov, at han befandt sig på sit værelse. ”I love to be outside. Wether it’s camping, hunting or swimming. Name an adventure and I’ll go,” sagde han med en tydelig passion. Han var altid typen som var klar på at opleve noget nyt og spændende. Han hadede at sidde fast i rutiner. “I spend a lot of time working out and I play football for the school's team” afsluttede han. Han prøvede som regel at træne mindst fem gange om ugen. Det var ligegyldigt om det var sport, løb eller styrketræning – bare han blev udfordret fysisk eller kunne konkurrere. ”And then I also make bad decisions, such as going to Southside with a girl like you,” sagde han med et drilsk glimt i øjet.

"So am I," indrømmede hun med et lille smil på læben. På trods af at Lion også var impulsiv så var hun den som tog alle de forkerte chancer. Som om hun havde et mørke hængende over sine skuldre, der var umulig at løbe fra.
Endnu et fnøs forlod hende som han spurgte hvilket ry hun havde at opholde.
"Oh well, I do have some moves that might fit," påpegede hun så og trak let på en grimasse. Mariella kørte stille sin ene hånd igennem sit hår og åndede ud som han fortalte han aldrig rigtig var her. Mariella forstod hvordan ens 'hjem' ikke altid var et sted, men hvor vinden blæste mod huden og rodede med håret. Mariella skulle til at kommenterer på hans kommentar omkring hans fritids aktiviteter, da han kom med sin sidste kommentar. Hun rullede kort med øjnene og løftede drillende på det ene øjenbryn og tog et skridt tættere på ham.
"A girl like me?" Spurgte hun og så ham i øjnene. "You are right.. it is really a bad decision. You should really think it through, before you do something you regret," tilføjede hun og trak skævt på smilebåndet. Hun tog sine nøgler op af lommen.
"Let's go then," sagde hun i et halv dragende toneleje. "I'm driving, unless you have your own - I don't know what you are driving," tilføjede hun og trak let på den ene skulder.  Hun bevægede sig hen til døren og åbnede den for at se tilbage på ham.
"Are you coming?" Spurgte hun så, hvorefter hun gik ud af døren. Hun gik ned af gangen som hørte hun til her. Det var tydeligt at se, hvordan hun havde haft blandet ind med omgivelserne  - som en slange der skiftede sit skin. Selv hvis han ændrede mening, så gik hun ud til akademiets parkerings plads hvor hendes motorcykel stod og ventede på hende. Hun satte sig op og så afventende på ham.

Det tog vel ikke et geni at se at hun var en badgirl – hun havde også blankt indrømmet, at hun brød reglerne. ”That’s a possibility but I’m willing to take the risk. I would regret it if I didn’t go,” sagde han ærligt. Man blev vel kun klogere med alderen, hvis man levede livet fuldt ud som ung og fortrød nogle af sine handlinger. Dean trak op i sit øjenbryn, da hun opfodrede ham til at tage af sted lige nu. Han var ikke i tvivl om at hun var seriøs, så han måtte vel forberede sig på, at se denne skumle bydel hurtigere end forventet. Han rejste sig op fra sengen, greb sin læderjakke på knagerækken og fulgte efter hende ned ad gangen og ud mod parkeringspladsen. Hans blik koncentrerede sig ret hurtigt om hendes motorcykel, som var misundelsesværdig. ”Cool bike,” kommenterede han, hvorefter han atter åbnede munden. ”Oh no, I can barely afford the last semesters of my education. I don’t have a ride,” indrømmede han, hvilket betød han måtte nød til at sidde bag Mariella på motorcyklen – lige meget hvor omvendt han synes det burde være. Han skulle virkelig finde sit et arbejde. Han satte sig op bag Mariella og bevægede hans arme rundt om hendes liv, da han trods alt ikke havde noget andet at holde fast i – men også fordi han havde en idé om, at hun kørte rimelig stærkt. Han var mest af alt spændt på at se, hvor hun ville tage ham hen og om Southside virkelig var så slemt, som alle rygterne påstod. "Let's go," sagde han lavmælt, da hans mund ikke var så langt fra hendes øre.

"Thanks," svarede hun kort til at han komplimenterede hendes motorcykel. Hun havde en der var endnu federe i sin egen tid, men måtte nøjes med denne. Mariella vidste hvor meget Lion hadede når han skulle sidde bagpå hendes motorcykel de få gange det havde været nødvendigt - så det undrede hende ikke hvis andre fandt det ligeså. Men han sagde intet til det, så hun fulgte ham bare stille med øjnene som han satte sig op. Hun hev stille vejret ind som han lagde armene om hendes liv.  Mariella fnøs stille for sig selv, som hun mærkede hans ånde danse henover sit ører. Hun satte igang, og tøvede ikke med at stærkere end man egentlig måtte. Hendes forældre ville halshugge hvis de så hende, men hvad de ikke vidste havde de intet ondt af. Det tog rekord tid at passere skiltet hvor Southside næsten stod som havde byen været udsat for storm.

Allerede fra man kom ind i selve byen kunne man fornemme et hvis mørke. Det lå som en tyk tåge af negativitet - sikkert derfor hun følte sig så hjemme her. De fleste af husene der lå når man kom henover grænsen - var halvt ødelagte og så nærmere fattige og ubeboet ud. Der sad folk i vejkanten, meget forskellige personligheder - nogle sov, andre sad og små grupper og drak deres hjerner ud. Dog forsatte Mariella blot videre indtil midten af byen. Og drejede til venstre om et sving hvor et skilt med navn Killet street, stod og så truende ud. Dog så bygningerne overraskende pæne ud fra at være på Southside. Det var heller ikke udseendet der talte, de fleste tog ikke så langt ind - så de vidste ikke hvad der befandt sig på de indre sider af den lille flække. Mariella forsatte hen af en smal gade og parkerede i en indkørsel.
"Welcome to Southside, The Cherry pup," smilede hun lidt for sig selv. Der virkede ikke til at være meget liv lige her dog. "You are a werewolf, can't you smell it in the air? Trouble," tilføjede hun og vendte hovedet til siden for at se tilbage på ham med et lille kækt glimt i øjet. Hun steg af motorcyklen og kørte en hånd gennem sit hår og ventede på han også steg af. Da han var steget af greb hun hans arm og holdt om den.
"If anyone asks. You are with me," smilede hun stille som hun så op på ham. "Remember.. some of these people aren't as nice as I am," pointerede hun før hun forsatte mod det ellers lydløse hus. Det var først da man kom hen til døren ved siden af bygningen, og lagde hånden henover at en dør åbnede. Hun førte ham med ind. Luften af alkohol og blandede racer var stærk. Musikken høj, det var den altid lige meget hvilken dag, hvilken tid og hvilket år. Som de trådte nærmere blev de stoppet af dørmanden. En næsten to meter høj dæmon.
"What are your business here?" Spurgte han. Mariella lagde stille den frie hånd mod Deans bryst.
"Well my boyfriend and I.. are out for some real fun. We heard your boss has the best place. Is it him over there? If you have a problem, invite him to the our chat. I would love to see what happens when he breaks his deal with the serpents," hun trak et skævt smil frem og så blot på manden som derefter lod dem gå ind.
"Do you want a drink.. a dance?" Spurgte hun, men slap ikke grebet om hans arm. Han var ikke en del af hendes gang, så hun holdt ham tæt.

Dean strammede grebet omkring hende en smule, idet Mariella nåede ud på de større veje. Hun kørte en del stærkere end hastighedsgrænsen, hvilket gav ham ret i hans formodning. Der var ingen frihed som at mærke vinden i håret på en motorcykel.
Da de nåede Southside, fik Dean hurtigt sit eget indtryk af bydelen. De fleste bygninger var ødelagte, og stemningen var præget af en negativ energi, så det var ikke så underligt at det var her de fattige og kriminelle hørte til. Bygningerne blev en del pænere, som de nåede videre ind til centrum af Southside. De nåede deres destination på en ret smal og tom gade. Dette skulle nok gå hen og blive spændende. Han lo kortvarigt over hendes kommentar. ”I smelled trouble the moment I found you in my room,” sagde han, og trådte ned fra motorcyklen. ”What are you anyway? I’ve never met your kind before,” indrømmede han, idet han ikke havde kunne udpege hendes lugt, trods den var meget karakteristisk. De brune øjne så nysgerrigt på bygningen, som havde et lidt gammeldags skilt, med navnet på pubben. Det virkede dog meget dødt. Da hun greb hans arm, så han ned mod den, hvorefter han vendte sit blik ind i hendes. Var det også nødvendigt? ”Or what?” spurgte han. Han tvivlede stadig meget på, at nogen ville gøre ham noget. Han kunne vel umuligt være særlig interessant for nogle af de hårde kriminelle. Det var i hvert fald hans overbevisning. Ville vampyrerne måske dræbe ham af ren afsky? Han fulgtes med hende hen til bygningen og hun viste ham en hemmelig indgang. Lugten indenfor var væmmelig, ikke så meget på grund af alkoholen, men mere de mange mørke væsener der var tilstede. Han kunne ikke forestille sig hvilke kriminelle aktiviteter der foregik herinde. Han lod hende føre ordet, idet dørmanden spurgte ind til deres foretagende. Han trak ikke en mine, på trods af hans overraskelse over hendes ord og det usædvanligt naturlige toneleje. Hun var ekspert i at lyve. Ville han ikke havde fået lov at komme ind, hvis hun bare præsenterede ham som hendes ven? Da hun spurgte om han gerne ville have noget at drikke, nikkede han og vendte blikket mod baren. ”I could drink a beer,” tiden ville vise om han senere havde brug for noget stærkere. Som de fortsatte op til baren, mærkede han en del af gæsterne stirre på dem. Han bildte sig selv ind i, at det var hende de gloede på. Hun var trods alt, en smuk, ung kvinde. Han bestilte en øl, da bartenderen kom hen til dem og så derefter afventende på Mariella.

De var ikke på en anden bandes grund, måske hun skulle fortælle det? Mariella valgte dog at lige nu var der ingen problemer, og denne her bande havde en alliance med hendes. Hun nikkede og fulgte med ham hen til baren, hvor han bestilte en øl.
"Make it two," sagde hun blot og satte sig op på en af barstolene for at se ud imod folk. Man skulle tro det aldrig blev dag hernede. Så mange forskellige væsner og så mange forskellige typer. Men ingen lysevæsner, ingen engle eller feer som kunne ødelægge stemningen. Lion ville blive pissed når hun fandt ud af at hun var taget herhen uden ham.
"You want them to not give a fuck, say the words," det var ikke fordi hun ville gøre fysisk skade på dem. Hun kunne bare ændre på relationen imellem folk - ikke noget hun gjorde ofte. Det var slemt nok altid at kunne mærke, hvordan folk havde det med hinanden - lad os bare sige nogle familie middage var sjovere end andre. Deres øl blev serveret og Mariella tog sit glas for at skåle med ham før hun tog en mundfuld.
"To answer your other question.. I'm a siren," fortalte hun så og flyttede sine øjne tilbage mod ham. "I grew up with a lot of different species around me.. example, my father is a fallen angel.. one of my mothers are a siren.. the other a banshee. My childhood friends were mostly hybrids and trybrids," tilføjede hun til sin lille afsløring og trak let på den ene skulder.
"Guess I'm well adjusted to all the different creatures here," fnøs hun med et skævt lille smil. Hun vidste der var mange vampyrer hernede også, men der var også andre varulve. Folk festede hernede på trods af sine racer, det største problem var hvis nogle af banderne kom i slagsmål. Hvilket skete ret ofte. Faktisk. Mariella prøvede altid at holde sig fra de slagsmål, specielt når hun ikke var i selskab af Lion eller andre serpents. Og lige nu var hun den eneste serpent tilstede.
"Don't stare back at people.. they will just pick up a fight with you," advarede hun åndeløst og flyttede sit blik fra omgivelserne og hen på ham. Mariella levede i øjeblikkende, og det var nok derfor hun så ofte kom i problemer. Men det var bedre end at blive angrebet af sine egne følelser. Marie tog et par store mundfulde af sin øl og sukkede stille.
"I thought Serpents stayed in their nests?" kom det fra siden af dem. En herre, dæmon kom hen imod dem. Mariella fnøs. "Sometimes you don't even have to look at them," hviskede hun stille til Dean før hun bundede sin øl og rejste sig fra stolen.
"Still pissed you lost yesterday? It's not my fault you are a sore loser James," hun rystede let på hovedet.
"I want my money back," - "For the last time, I didn't take your money. Why would I take something I don't need?" afbrød hun ham og løftede på et bryn. Ja ganske rigtig havde hun brudt ind nogle steder, men hun tog aldrig noget hun ikke havde behov for. Mariella valgte at snore hans vrede over til en af hans tætte venner, og snart fik vennen til venstre for James et slag. Mariella vendte opmærksomheden tilbage på Dean.
"I didn't take his money," påpegede hun før han kunne nå at sige noget. Hun virkede helt upåvirket af den kamp der startede bagved dem.

Dean satte sig op på barstolen ved siden af hende og lagde sin arm på bardisken, for at løfte ølglasset op til munden og smage den kolde væske. De fleste havde stoppet med at stirre, så måske det bare var fordi de var nyankomne – eller ikke havde set Dean før. Lige meget hvad, var han sikker på han ikke behøvede hendes hjælp. Han var også ligeglad med at slås, idet han healede hurtigere end nogen anden han havde mødt. Han ville dog helst bruge sin tid i Southside på at lære Mariella bedre at kende.

Han betragtede hendes ansigt, som hun afslørede sin race. ”On second thought, I won’t come to see you sing” sagde han, tydelig henvendt til deres tidligere samtale og vendte sig en smule mod scenen i det ene hjørne af pubben. Han havde bestemt hørt myten om, at sirenerne brugte deres sangstemme til at lokke personer i deres fælde. Hun havde sikkert hørt folk kommentere på dette på mange måder. ”That’s lucky. I only grew up amongst werewolves, so I don’t know much about other creatures,” sagde han ærligt og drak endnu en slurk af sin øl. Det var vel rart at have et godt kendskab til de andre væsener, så man vidste hvad deres styrker og svagheder var. Han havde dog kunne lugte en anden varulv blandt folkemængden og så sig derfor over skulderen, for at se om han kunne genkende personen. Han måtte hurtigt erkende at han aldrig havde set nogle af disse ansigter før. Han vendte blikket tilbage mod Mariella. ”So what? I’ll just tell them I was looking for my friend,” det var vel en god nok forklaring. “Besides you told me you’d keep me safe,” tilføjede han med et drilsk smil på læben. Hun havde holdt ham tæt på vejen ind, så han havde en formodning om, at hun ville fortsætte med dette og ikke bare overlade ham til sig selv.

Da den høje mand nærmede sig Mariella, vendte Dean blikket mod ham. Han kunne tydeligt fornemme mandens vrede og efter de havde udvekslet et par ord, troede han at det ville eskalere rimelig hurtigt, hvis hun ikke gav ham pengene. Et forbløffet ansigtsudtryk kom til syne, idet manden begyndte at slå sin ven ved siden af sig og de derfor begyndte at slås imod hinanden. *What the hell?* tænkte Dean, hvorefter det gik op for ham. ”How did you do that?” spurgte han og betragtede stadig de to mænd kæmpe, indtil en tredje dæmon kom ind og stoppede dem fra at kæmpe videre. De brune øjne vendte ind i hendes, hun havde tydeligvis brugt en form for magi eller evne. Aftenen var ikke engang begyndt, men der var tydeligvis gang i den herinde. Han bundede sin øl og vendte blikket mod flaskerne på barhylderne, for at se hvad de havde af spiritus. Han signalerede til bartenderen, ”Do you want to do shots with me?” spurgte han Mariella. Ligegyldig for at det var eftermiddag og at han havde en test i morgen formiddag.

Hun fnøs en anelse som han nævnte han ikke ville komme og hører hende synge.
"Why? Afraid you are gonna get seduced?" Spurgte hun og løftede stille drillende på et øjenbryn. "But don't worry, it doesn't happen everytime I sing, only when I see something I want," tilføjede hun og blinkede til ham. "My friends father is a werewolf.. she is a hybrid, half werewolf, half vampire," tilføjede hun og trak let på skulderen.
"But yeah, I guess I'm lucky like that." Det var egentlig ikke nogen information han kunne bruge til noget - men nu havde hun sagt det.
How did you do that? spurgte han om hendes handling, og Mariella tog en dyb indånding.
"I can sense and manipulate peoples relationships with each other. Like see the guy and the girl with the red dress on? She loves him, he doesn't love her. But he loves the blonde girl that is standing next to the table - but she only loves herself," fortalte hun og pegede over på de personer hun talte om. "It's a bit annoying time to time, because it never really shots up - it keeps buzzing under your skin.. I normally like to spend time with people with mental shields - because I can't sense their relationships with others.. which is somehow nice..  unless you know your boyfriend is into one of your friends, but he keeps you for fun," hun rullede øjne af den sidste kommentar. Lige meget hvor meget hun ønskede at slippe væk fra Jeremy, så var han der som en parasit. Hun frygtede ham mere end hun gjorde med noget andet. Kun fordi hun vidste, at han kunne slå hende ihjel imens hun sov hvis han ønskede, åh han havde forsøgt.
"I'm always down for shots," svarede hun og sendte ham et smil. "And don't worry. I can't influence my own relationship with people," tilføjede hun som om hun følte hun skulle pointerer at hun ikke manipulerede med ham. Det var sjældent hun faktisk brugte sin evne til at manipulerer med andre - medmindre hun følte det var alt eller intet.

”Somehow you seduced me to come here, so yes I’m absolutely terrified,” sagde han med et glimt i øjet. Det ville ikke være andet end dumdristigt at gå efter en pige som Mariella, så han måtte nød til at tage sine forbehold – på trods af at hun sagde det ikke skete hver gang hun sang.
Han trak overrasket op i brynene, idet hun sagde hendes ven var en hybrid mellem en vampyr og varulv. Hele hans liv havde han fået kastet fordomme i hovedet om de følelseskolde vampyrer. Det var vel konsekvensen af at have levet isoleret med varulve. De havde sågar historier om at have dræbt vampyrer, som om det var noget at være stolt af. Det virkede surrealistisk at de to racer opfostrede et barn sammen. Han rømmede sig en smule, inden han åbnede munden. ”You’re kidding, right?” hans første indskydelse var at det var tæt på umuligt, men han burde ikke agere så overrasket – han havde trods alt selv sagt, at han skulle have et åbent sind og ligge fordommene bag sig. ”That’s very interesting,” ændrede han så sit svar, da han ikke ville udtrykke et decideret had. Siden han ankom til Gaia, havde han havde selv lært at vampyrer havde følelser.

Han lyttede på hendes forklaring af evnen og kiggede mod de personer hun pegede på. Det lød til en stor magt at kunne splitte andres forhold op og styre dem som hun ville. ”So purely hypothetical, you could make me and some random dude hate each other for no reason?” spurgte han. Det var åbenlyst at han aldrig havde mødt nogen med denne evne. Han kunne forstå at det var irriterende aldrig at kunne lukke alt ude. ”I guess I’m lucky my mental ability only works by touching,” konkluderede han. Han havde nok i at håndtere sine egne følelser og behøvede ikke at vide hvad alle de fremmede herinde følte. Han vendte blikket fra mængden og ind i hendes øjne, da hun sagde at hendes kæreste kunne lide hendes ven. ”I’m sorry to hear that,” sagde han oprigtigt. ”My ex cheated on me, so I know how it feels” der var sikkert mange der gennemgik den samme følelse. Han forstod ikke hvorfor man ikke bare kunne være ærlig og sige noget er galt eller slå op. Hvis hans ekskæreste havde været ærlig, ville han i de mindste kunne forsøge at redde forholdet. I stedet valgte hun at være ham utro i en måned, til det punkt hvor han selv måtte konfrontere hende og slå op. Han turde ikke tænke på hvad der var sket, hvis han havde fanget dem i selve akten. Bare billedet af hans eks med en anden. Han var bange for, at han ville have dræbt ham. ”So why are you still with him?” spurgte han dernæst. Han tvivlede på at hun holdt på ham for sjov, men vidste også at han måske ikke ville få hele sandheden ved at stille dette spørgsmål.
Da bartenderen nærmede sig dem, bestilte han tequilashots. ”Cheers to Southside,” sagde han og løftede sit shotglas op mod hendes, inden han hurtigt bundede den stærke væske.

Hun trak på en lille grimasse.
"Or love each other. The ability works best if someone actually already have a relation to each other, because there is a bond already. But its kinda stressful time to time, knowing almost everything," et skævt smil sneg sig op på hendes læber som han sagde hans egen kun virkede ved berøring. Han fortalte om sin ekskæreste, og hun sukkede let. Men så kom spørgsmålet so why are you still with him?  Det var jo egentlig et godt spørgsmål, og svært at besvare hvis man ikke kendte til hele historien.
"Well I like to stay alive," sagde hun blot tog skålede med ham. Det var ikke til at vide, om hun faktisk mente det alvorligt eller som en joke. Hun bundede den stærke væske. Derefter så hun på ham igen.
"Don't worry about me, I'm a big girl - I can handle it," hvem hun prøvede at overbevise mest hende selv eller ham var en anden sag. Mariella tog en dyb indånding og så væk. Hun havde ikke fortalt nogle omkring hendes mere giftige forhold til Jeremy, hun mente hun kunne kontrollere det. Hvis hun nu havde ham tæt på, var hun mere eller minder sikker på hvor han var - også behøvede hun ikke at frygte at han brød ind på hendes værelse for at ville slå hende ihjel. Der var en grund til de små mærker hun havde henover skulderen og kravebenet. Men for en type som hende krævede det måske mere at sætte to og to sammen. Der var en grund til hun havde den her facade oppe, for hvis hun satte murerne højt nok op - kunne ingen skade hende medmindre hun lod dem.

Han skar en grimasse idet hun sagde elske hinanden. Han tvivlede på at hendes evne ville ændre på hans seksualitet, men man kunne selvfølgelig godt elske en fyr på det venskabelige plan. ”It would be pretty impressive if you could turn me gay” han sendte hende et smil. Det gav god mening, at det var nemmere at manipulere med eksisterende forhold. ”Maybe someday you’ll be able to keep it out of your head” han trak på skuldrene, da det måtte være noget man kunne lære at kontrollere med tiden, men han var ikke sikker. Dean var rimelig ærlig, så det gjorde ham egentlig ikke noget, at hun havde denne evne. Medmindre det var en pige han havde et hemmeligt crush på, naturligvis. Men lige nu var der ingen han kendte udover hende. Han så ned på glasset og ind i hendes øjne, da hun svarede at hun godt kunne lide at forblive i live. Det var svært at forestille sig at kæresten prøvede at myrde hende og hendes toneleje afslørede ikke hvad hun mente. ”Well I’m here if you need to talk,” tilbød han blot, da han heller ikke ville tvinge hende til at dele ud af sine følelser og især ikke i et offentligt rum. Hun havde nok en grund til at være sammen med sin kæreste, men bare mistanken om at hun var i et voldeligt forhold fik ham til at have det ubehageligt. Han beroligede sig selv med tanken om at hun havde nogle i hendes liv, som hun turde fortælle det til.

”Do you live in Southside at the moment?” han vidste hun ikke boede på skolen endnu. Det virkede mest sandsynligt at hun boede andetsteds og det blot var banden som havde hovedkvarter her. Hvis hendes mor var leder, kunne man forestille sig hun boede rimelig eksklusivt. Selvom han ikke vidste hvordan de tjente deres penge, var det formentligt via salg af stoffer eller anden ulovlig aktivitet.

"It depends on the bond really. I can increase or decrease it.. I can't place emotions, but If I teamed up with my friend, oooh - she feels and controles emotions by a simple look. Imagine that team up," smilede hun lidt skævt for sig selv. Hvis hende og Vanya faktisk teamede up på den måde - de ville være næsten uovervindelig. "But it will surprise you how easy it is to make someone go from love to hate, and from hate to love," tilføjede hun og trak let på den ene skulder. Det var sikkert også en af grundende til ikke at lukke for mange folk ind tæt på, hun vidste hvor nemt det var for hende at ødelægge et bånd - at hun nogle gange glemte at det blot var en evne.
"Maybe, you never know what will happen these days," påpegede hun og kløede sig kort i nakken. Hun løftede kort på brynet som han sagde at hun kunne snakke med ham, hvis hun havde behov for det.
"I'll need a few more shots," indrømmede hun og løftede hånden til at få serveret noget mere. "Besides. I don't want to drag people into my messes," sukkede hun svagt før hun tog endnu en shot. Hun nød den stærke væske i sit system, det gjorde det lettere for hende at håndterer de følelser hun egentlig ønskede at rende væk fra.

"Actually, I don't. I just moved into this apartment on Ellison Avenue," fortalte hun så. Hvilket ikke var helt løgn. "Being in a gang isn't what most people think. It's like finding your none-judgmental family. People often like to start rumors about things they don't understand," tilføjede hun og kørte en hånd igennem sit hår. Alkohol fik hende altid til at snakke mere, om det var en god eller dårlig ting var så en anden sag. "But I watch my brother give his heart away and I think, Don’t you know better? Hearts are breakable. And I think even when you heal, you’re never what you were before."