What a reunion - Dean & Amaryllis

Sted: Kyle og Abigals mansion.
Tidspunkt: Omkring aften.
Vejr: Det er skyet.
Påklædning:Her
Emne til @Dean <3

Det første hun havde gjort da hun kom til slottet med Vanya, var at møde Kyle. Han havde set dem komme, og stod i døren til hendes værelse som hun ville forbi. Han havde været hurtig til at lægge armene om hende og holde hende tæt, men hun havde prøvet at aflede opmærksomheden, ved at nævne at han nok burde finde Vanya. Han var enig, men han flyttede sig ikke. "We're not having you at the castle anymore. We've bought a house and it's recently done with most of the restoring and preservence. I know there is a couple of few who are waiting for you there," fortalte han hende og sendte hende hurtigt afsted med en eskort, før hun overhovedet kunne nå at sige noget. Hun var fuld af forvirring da hendes hoved ikke kunne finde hoved og hale i det han sagde. Hun kunne huske huset, men det var blandet sammen med det hele - Så om det var et godt eller dårligt sted, vidste hun ikke. Dog var der ikke noget hun kunne gøre, før en fra escorten havde grebet hendes arm og hevet hende afsted. Hun havde fået noget nyt tøj på, og så var det ellers bare afsted.
Kyle havde været hurtig til at flytte alle de unge mennesker over i deres nye hus, slottet var for farligt med dets størrelse og alle de hemmelige indgange der ikke var så hemmelige mere. Det nye hus havde også sine hemmelige gange, men dem havde ham og Abigal på en plan. De vidste præcist hvor huset kunne infiltreres fra, og der ville der være vagter, så længe Ramsay var efter dem. Hun ankom til huset og kiggede op på det. Hun havde været her meget i fremtiden, men det skræmmende var at det ikke helt lignede det hun huskede, men hun vidste ikke om det var hende der huskede forkert eller om huset bare ikke var færdigt endnu. Hun åndede tungt ud og så på vagten der åbnede døren for hende. "I am not an idiot. I dont need an escort," sagde hun så en anelse vredt før hun vendte blikket tilbage mod de mænd der havde fulgt hende ind. Hun viftede dem væk med sin hånd før hun begyndte at gå op af den store trappe. Hendes gang var stadig en anelse vraltet, men det var ikke af hendes fysiske skader. Hendes hoved føltes stadig som en vrag og det irriterede hende grænseløst.
Men selvom hun ikke huskede sin vej rundt i huset, var det som i skoven, at hendes krop selv kunne huske hvor vejen var, hvilke trappetrin der sad en smule løse og hvilken dør der ledte til hvor. Hun trådte ind på et af værelserne før hendes øjne kort spærrede sig op. Hun stod bare et øjeblik i døren før hun lukkede den bag sig. "Dean," sagde hun en anelse hæst, som om hun havde noget i halsen. Men hun vidste at hun havde gjort alle så bekymrede og det gjorde hende vred på sig selv.
Hun vidste ikke helt hvad hun skulle sige, så de fleste ord der kom ud af hendes mund virkede ikke til at give mening, "I... I'm so... Mnh... Making you worry. Sorry. I just dont... I dont know," prøvede hun før hun sank en klump og rystede på hovedet af sig selv. Hun kunne virkelig ikke komme på noget der kunne opsummere hvordan hun havde det med at have fået ham til at bekymre sig, for at få alle til at bekymre sig.

Som han trådte mod hende og løftede hende op, lagde hun armene om ham og knugede sig tæt ind til ham, den tæthed han gav hende var noget hun havde manglet i den tid hun havde været helt alene ved søen. Det var underligt at selv efter de frygtelige ting som Ramsay havde gjort, ting som burde have fået hende til at hade en andens berøring, ikke havde ramt hende. Hun virkede anderledes på den måde - At han havde indvaderet hendes indre på den gruesommeste måde, havde kun gjort at hun ville have den følelse erstattet med tætheden fra dem hun holdte kærest. Hun lyttede til Deans ord, og sank en klump som han satte hende ned. Hun ville sige noget, men stoppede sig selv. Det ville ikke give mening alligevel, mindede hun sig selv om.
Hun åndede kort ud som han fortalte hende at den bekymring hun havde frovoldt ikke betød noget mere. Det fik hende til at slappe en anelse mere af, for han havde ret. Hans spørgsmål fik hendes øjne til at vende væk fra hans. "I wasnt thinking. It was like something in me, just told me to do it," forklarede hun og vendte sine øjne mod Deans. Hun vidste at det lød skørt, men hun ville ikke lyve for ham. "It felt like I had done it a million times before in the moment. But as soon as I was under the water, I was helpless," sagde hun så og sank en klump.
Det ville heller ikke hjælpe så meget at tænke over hvorfor hun havde gjort som hun havde, for det gav nok ikke mening for nogen som helst at hun havde valgt noget så drastisk. Hun var bare taknemmelig over at Vanya havde fundet hende før nogen andre havde. Hun blev trukket ud af sine tanker da Dean spurgte hende hvordan hun havde det, og hun bed et smil tilbage, "Confused. All my wounds are healed, but I still cant remember most things. This house isnt how I think it is in the future," sagde hun og tog sig lidt til hovedet. "And exhausted," sagde hun så som om at det var et eller andet news flash, at hendes krop pludselig havde kommet i tanke om at den havde været igennem en masse.
Da han spurgte hende om hun huskede akademiet, blev hendes blik en anelse mørkt. Det der skræmte hende mest ved hendes sammenrodede minder, var mere at hun huskede aller bedst hvad der var sket efter Ramsay havde ladet hende gå, som noget af det eneste. Det var ikke just rart at vide at det eneste som hun kunne være sikker på, var de ting der var sket efter monsteret havde ladet hende gå. Hun havde dog nikket og kiggede en anelse væk, før hun atter engang trykkede sig indtil ham og begravede hendes hoved ned i hans skulder. "It's scaring the hell out of me," mumlede hun stille og lagde sine arme en anelse strammere om ham, ikke på en kvælende måde, men mere en måde der afspejlede hendes behov for at være tæt på ham.
"I thought I was going to die in those woods. I felt so weak, powerless. I felt like I had let everyone down. Most importantly, I thought I was never going to see you or anyone ever again," mumlede hun ned mod stoffet af hans trøje som hendes rystende hænder greb hans tøj, som var hun bange for at hvis hun slap ville hun falde - Hvor hun ville falde hen vidste hun ikke.

Panikken om ikke at skulle finde Karmena igen havde fyldt Amaryllis krop med en frygt værre end noget andet. Selv værre end følelsen af at være i det hvide rum. Hun havde knap nok sovet og meldt sig på hvert lede hold, men intet havde nyttet. Uanset hvor mange gange hun troede hun havde fået Karmenas fært havde det ført til en blindgyde, og det havde kun gjort mere ondt. Efter en lang dag var hun vendt tilbage til huset og Kyle havde ikke behøvet andet end at kigge på hende for at hun vidste at Karmena var tilbage. Instinktet greb hende og hun fulgte den lugt hun kunne fornemme, åndeløst stoppede hun op i døren som hun så Karmena og den nytilkomne varulv – Dean – stå tæt op af hinanden. Kort knurrede hun som hun trådte ind i lokalet og hun kunne mærke sit hjerte blive skåret op indefra af at se nogen være så tæt på den hun holdt af. ”Get your filthy paws off of my girlfriend,” knurrede hun og spærrede øjnene truende op mod Dean og pressede sig ind mellem dem. Hun havde ryggen til Karmena, og knurrede lavt af Dean som hun gav ham et skub væk. Amaryllis gav ham et advarende blik før hun vendte sig om mod Karmena, hendes tårer kunne hun ikke skjule som hun tog vampyrens hoved i sine hænder.

”Karm,” mumlede hun undskyldende. Hendes krop et rod af følelser. Vrede. Glæde. Had. Kærlighed. Hun trak vejret dybt som Vanya havde lært hende, men tårerne kunne hun ikke stoppe. Hun fjernede sine hænder og knyttede sin hånd og gav hende at fast slag mod hendes skulder. ”Why do all of my friends need to have this fucking hero-complex?” mumlede hun vredt og lænede derpå sit hoved mod Karmenas bryst. Hun græd stille og lagde armene om Karmena, knugede hende ind til sig. Lidt stod hun bare og holdt om hende før hun hørte Deans vejrtrækning. Det var som om hendes blod begyndte at koge bare ved den lyd, og hun slap forsigtigt Karmena som hun vendte sig mod varulven. ”So, you are the one that left Karm, huh?” knurrede hun lavt og hun kunne mærke hvordan hendes øjne skiftede til de gyldne og hendes tænder blev skarpere.

”You are the one that let her jump, not even stopping to go back after her!” råbte hun vredt. Vreden kom vel også fra at Amaryllis ikke havde haft muligheden for at gengælde den tjeneste som Karmena havde givet hende. Hun sank en klump og lukkede øjnene. Hendes bæst fortalte hende at hun bare skulle flå hans luftrør ud med det samme, få det overstået, men hun vidste at det også ville såre vampyren bag hende. Det sidste hun ville gøre var at miste Karmena på grund af det.

Hun kneb kort øjnene sammen som han sagde at næste gang skulle de klare det sammen som et hold. Hvis der var noget hun ikke var god til, så var det at arbejde sammen med andre. Ikke at hun blev dårlig af det, men hun vidste at hvis han ville ende med at komme i fare, ville hun være nød til at smide sine parader og hjælpe ham - Om det så betød at den de bekæmpede ville slippe væk. Hun sagde dog ikke noget men nikkede bare en anelse.
Hun så overrasket på ham som han sagde at fremtiden kunne have ændret sig. Hun sank en klump og rystede på hovedet. "I dont know.. Maybe," indrømmede hun så og sukkede dybt. Ærligt så håbede hun virkelig ikke at fremtiden var blevet ændret, ikke hvis det var hendes skyld at den var blevet ændret. Bare at tænke på det, gjorde hende en anelse utilpas, som Dean ville kunne fornemme.  "I hope not..." mumlede hun til sig selv.
Som han forsikrede hende at det var okay at være bange, rystede hun let på hovedet, men lod sit ansigt forblive mod hans skulder som hun havde talt videre. Hans ord satte en dæmper på hendes værste tanker, så hun følte at hun kunne ånde nogenlunde ud, selvom det kom ud som en skælvende udånding. Hun satte pris på at hun lige kunne få lov til at samle sig selv op inden at hun skulle møde de andre. "I say this so often. But thank you," hviskede hun stille som hun kiggede op på ham, for at bemærke tårerne i hans øjne. Hvad end hun ville svare, forsvandt helt fra hendes hoved og hun mærkede hendes læbe dirre som hendes eneste reaktion på den tristhed hun følte af at se ham sådan her.

En velkendt stemme lød i døren og Karmena løftede hovedet for at se ind i de smukke grønne øjne som hun havde savnet. Dog så Amaryllis ikke for glad ud, hvilket nok kunne være forståeligt når Karmena stod i Deans arme uden en reel kontekst til hvorfor. Karmena blev dog overrasket over at blive kaldt Amarys kæreste, for med hendes hoved, var hun ikke sikker på om det var rigtigt. Men som Amary stillede sig imellem dem, med ryggen mod Karmena, kiggede hun blot ned på hende og mærkede et overvæld af følelser.
Hendes øjne mødtes med Amaryllis' som hun vendte sig og hun bemærkede tårerne. Hun lod hende gribe hendes ansigt og lagde instinktivt en hånd over hendes. Hun løftede øjenbrynet som Amary sagde hendes navn i en undskyldende tone. Hun kunne ikke forstå hvad hun undskyldte for? Hvis noget, så mente Karmena at det var hende som skulle undskylde for at have været så overmodig, uden at tænke over konsekvenserne. Hun følte at de havde været i denne situation før, men hun kunne ikke rode ud i sine tanker og finde mindet frem i sit hoved. Hun blinkede en anelse overrasket som Amary slog hende, og pludselig fik hendes ansigt et mørke over sig. Hun vendte blikket en anelse ned og åndede tungt ud som Amary lagde sit hoved mod hendes bryst og begyndte at græde. Hun løftede sine hænder og lagde dem om trybriden, hendes hænder lavede små blide strøg ned over hendes ryg.
Men det varede ikke længe før skylden hurtigt fik ben at gå på og blev skudt mod Dean. Karmena lod hende vende sig, men lagde en hånd mod hendes skulder som hun lyttede til Amarys hårde ord. Inden hun kunne nå at sige noget, blev mere skyld skudt i Deans retning, og det gjorde hende vred på sig selv. Hun åndede tungt ud og klemte Amarys skulder en anelse forsigtigt, men ordene ville ikke komme ud. Måske havde Dean taget fejl - Hun var ikke så stærk som hun havde troet, ikke i dette øjeblik.

Amaryllis vidste ikke hvad hun skulle gøre af alle hendes følelser der rumsterede i hendes krop. Hun var ikke typen der var god til at holde sammen på sig selv, men at Karmena ikke sagde noget gjorde ondt. Selvfølgelig var vampyren en ung kvinde af få ord, men hendes blide berøring af hendes ryg fik hende til at ånde ud. Hendes hjerte bankede hurtigt, og som Dean bevægede sig havde hun vendt sig mod ham. Hans ord fik hende til at ryste voldsomt på hovedet, tårerne stod ned af hendes kinder. ”She always plays the hero – You should have seen through that – You should have went after her. Never left her side for one minute!” råbte Amaryllis og mærkede sine skuldre ryste af vrede og sørgmodighed. Karmenas hænder på hendes skuldre var det eneste der holdt hende fra at springe på Dean og flå ham. Hun vidste at Karmena havde fundet tryghed i en anden i denne tid, men Amaryllis var ikke altid typen der lagde to og to sammen lige med det samme. Hans kommentar om kærlighed fik hende til at knurre og vise tænder. ”The hell you know about our relationship? How fucking dare you, I’ll fucking-,” sagde hun men blev afbrudt af det hårdere greb om hendes skulder. Hun sukkede og så ned. Hendes skuldre bevægede sig hurtigt op og ned som hun forsøgte at få styr på sig selv. ”I failed her,” græd Amaryllis og faldt på knæ på gulvet.

”I’ve been hurting her and making her feel bad ever since I met her – I was weak enough to get captured, and she broke her leg because of me – I couldn’t find her when she needed me most,” græd hun og rystede som hun kunne mærke sit bæsts ønske om at tage over. Hun ville ikke lade det, for hun kunne ikke løbe væk længere. Hun kunne ikke forsætte med at lade Karmena komme til skade på denne måde. ”Why aren’t you guys yelling at me!?” bad hun som hun forsøgte at holde sammen på sin eksistens. Hun havde brug for at nogen slog noget fornuft ind i hende.

Som de begge så ud til at lade deres vrede gå udover hinanden, føltes det for Karmena som om at hun havde en kæmpe klump i sit indre der kun blev tungere og tungere. Hun så på Dean som han ville have at hun tog hans parti, men Amaryllis var hurtig til at skyde det ned. Karmena rystede på hovedet af sig selv og kiggede ned mod Amaryllis, "He's right. I didnt give him a choice," sagde hun ærligt og lod sine tommelfingre stryge Amaryllis skulderblade.
Men Deans kommentar om Amaryllis' slag fik Karmena til at løfte øjenbrynet en smule af ham. Selvfølgelig kunne han ikke vide at det ville tikke Amary af, men hun havde på fornemmelsen at de begge agerede ud fra deres følelser. Hun sukkede kort som Amaryllis faldt på sine knæ, men hendes øjne spærrede sig kort op ved Amarys ord, og hun rystede vredt på hovedet over hende. Hun var så fanget i sine egne tanker, det rod der var at hun ikke hørte Amarys næste ord og derfor agerede på sin egen vrede, hun pludselig følte noget så instenst. "I broke my leg because I am dumb at fighting. I was also dumb when I went outside and got captured by Ramsay. I was dumb when I jumped off that cliff with the dog. If both of you can stop acting like you have any control over my actions, that would be great," sagde hun så pludseligt en anelse hårdt.
Hun stillede sig imellem dem og skiftedes til at kigge på dem begge. "My fucking mind is a mess, and you two going at it with eachother isnt fucking helping!" snerrede hun og bed så hårdt sammen. Hun tog hænderne op til sit hoved og lavede en smertelig lyd da hun pludselig følte at tusind knive stak hendes hjerne på samme tid. Hun blev kun mere vred af det, og vreden var rettet mod Ramsay - Som ikke var her. Hun lukkede øjnene hårdt i og kunne mærke hele hendes krop dirre af vrede. De forkerte ord kunne sætte hende helt af, så det var op til de to andre om hvordan de ville reagere.

”I would have risked everything to save her,” Amaryllis sagde som hun rystede svagt. Hun hørte hvad Karmena sagde, men alle havde et valg. Nok var Amaryllis villig til at vove sit liv og sine lemmer for vampyren, men det betød vel ikke at varulven ville. Hun sad lidt på gulvet og hørte Karmena’s hårde ord. Det var som om hun havde ventet på de hårde ord, for hendes ansigt blev blankt. Trybriden sank en klump og så ned på sine knyttede næver, hvor kløerne havde boret sig ind i hendes sarte hud. ”You could never be dumb, Karm. You’re so much smarter than all of us combined,” mumlede hun og kørte sine tårer væk med bagsiden af sin hånd. Amaryllis’ eget sind var stadig ved at hele efter alt det Ramsay havde gjort ved hende, så hun turde næsten ikke forestille sig hvad det monster havde gjort ved vampyren. Lidt kluntet og usikker på sin balance kom hun på benene som hun stadig rystede svagt. Hun havde behov for at agere, men hun kunne ikke såre andre. Aldrig mere. Det var hun nød til at love sig selv. Hun havde såret Lion og Vanya ved praktisk talt at holde dem fra hinanden. Hun havde såret Karmena ved ikke at se de følelser der tydeligvis havde været mellem dem. Og ikke mindst havde hun såret sine venner og familie ved at blive fanget af Ramsay. For at være ærlig vidste hun ikke om hun nogensinde kunne vende tilbage til sit lalleglade jeg, for det var som om hendes latter ikke ramte hendes mave når hun lo. Som om hendes tårer bare flød fra hende uden at anstrenge sig.

”Do you want me to take a look?” spurgte Amaryllis forsigtigt. Hun havde fået mere kontrol over sine evner efter at være kommet her, og hendes manipulerings evner var blevet langt nemmere at håndtere. Hun tog et par dybe indåndinger og vidste ikke helt hvordan hun havde det med at Dean holdt Karmena hånd. Amaryllis betvivlede tit sin eksistens, som om hendes venner ville leve fint uden hende og hendes latterlige humør. Hun bed sig i læben og så forsigtigt op på Karmena.

Hun åndede tungt ud som de begge så ud til at lytte til hende, og vreden stilnede så stille hen som den var kommet. Som hun mærkede Deans hånd i sin, vendte hun blikket ned mod gulvet og virkede som om at hun var et andet sted end hos dem. Hun stirrede ned i gulvet som om hun var ved at skanne sin hjerne for et eller andet. Hun prøvede egentlig bare endnu engang at rode ud i de kludrede minder, men der var ikke noget der hjalp. Hendes frie hånd var stadig over hendes hoved, og det kunne næsten virke som om at hun ikke hørte Amarys tilbud om hjælp.
Indtil hun vendte hovedet mod hende med blanke øjne. "I dont know what you're going to see if you do.." mumlede hun en anelse sammenrodet og slap Deans hånd som hun vaklede over til sengen og satte sig med sine hænder i sit skød. Deres skænderi havde lige pludselig gjort hende mere træt end hun havde troet. Hun kiggede op, men ikke på dem, hun kiggede rundt som om at hun ledte efter noget, men det hun ledte efter var noget som gav mening. Hun bed hårdt sammen og knyttede sine hænder i en vild vrede, som om at vreden ikke havde nået at forsvinde helt og nu var den tilbage, det ekstra stærkere end før. "Fuck..." snerrede hun og tog sig til hovedet da et minde pludselig afklarede sig selv. Hendes øjne skød op og hun genlevede det som var hun der lige nu og ikke her.
Selvom at mindet virkede klart, kunne hun fornemme at al den stress hun havde følt under selve oplevelsen havde skabt huller. Hun kiggede ned mod sine hænder som var dækket af blod, og en kniv der lå ved siden af. Hun var i rummet Ramsay havde holdt hende i, og foran hende lå der en bunke af døde mennesker. Hun kunne smage metallet i sin mund, den søde smag af blod der pludselig blev bitter. "I get that you dont like killing innocent people, a remarkable trait to have, indeed. But you sure put on a show for this. It was like you didnt even see them as people, but merely cattle," hviskede Ramsay hæst i hendes øre og hun vendte hovedet som stod han lige ved siden af hende. "No... This didnt fucking happen!" råbte hun rasende men det var mere fortvivelse end det var vrede. "I would... NEVER KILL INNOCENT PEOPLE!" skreg hun og mærkede tårene presse sig på før hun lagde sit hoved i sine hænder. Hun opdagede at hun havde kvalme, den søde blodsmag var væk og erstattet med noget væmmeligt. "I didnt know.. He messed with my head. I didnt see that they were innocent...." hviskede hun til sig selv og bed hul i sin læbe.

Som Amaryllis fulgte med Karmena over til sengen satte hun sig på knæ foran vampyren og lagde en hånd på hendes bare hud. Hun trak vejret dybt og lukkede øjnene som hun fokuserede. Karmenas sind var sløret, men det var alles på sin vis. Så mange minder man glemte med årene hobede sig op som en tåge omkring tankerne. Hun kunne mærke et stik i maven som hun fornemmede Karmenas minde og den velkendte stemme fra dæmonen rungede i hendes eget hoved såvel som i vampyrens. Hun sank en klump og som mindet sluttede hev hun et andet minde frem som Karmena kunne bruge til at slappe af på. Tiden før de var rejst tilbage, liggende i græsset sammen med Lion, Vanya og hende selv. Lion og Amaryllis der lavede jokes med konstellationerne og Vanya der konstant rettede deres navne til konstellationerne. Amaryllis kunne mærke sine tårer falde, for denne tid var så lang væk, men mindet spredte alligevel varme mellem de to. Amaryllis fjernede forsigtigt sin hånd og følte sig svimmel. Hun skulle kaste op, men havde intet at give af.

”Memories are memories, fake or not – I can’t tell them apart,” sagde Amaryllis stille og så på Dean med et trist ansigtsudtryk. Karmena havde brug for ro og hvile, et bad og noget blod. Amaryllis placerede forsigtigt en hånd mod vampyrens kind og så hende i øjnene. ”You’ll get through this, we’ll get through this – we made a promise to each other, can you remember that?” spurgte Amaryllis forsigtigt og kørte en tommeltot over Karmenas kindben. Hun sukkede svagt og så over på Dean. ”I know I’m not good at displaying how much she means to me – but if it weren’t for her, I would be in Ramsay’s hands right now,” sagde hun alvorligt. Hendes blik blev tomt som hun tænkte tilbage på den følelse og lukkede øjnene. Hun havde ikke tid til at tænke på sig selv nu. Det var Karmena der kom først, og sådan skulle det være fra nu af. Hun vendte sit blik tilbage mod vampyren og så på hende med et mildt blik. ”Karm, when was the last time you fed?” spurgte hun alvorligt.

Hun mærkede Amaryllis' hånd mod sin kind men hun var for opslugt af de frygtelige minder til rigtigt at reagere på det. Hun stirrede bare ud i luften og var tydeligt stærkt præget af sine handlinger, selvom hun ikke ville tro på det hun så, vidste noget dybt inde i hende at det var sandheden. Hun havde lavet de uhyrlige ting som Ramsay havde fået hende til, og det forstærkede hendes indre had til Ramsay, det monster han var, og det han prøvede at få hende til at indse at hun selv var.
Men som mindet forsvandt, dukkede et andet op, et mere simpelt et, fra før de kom til denne tid. Hun ville gerne tro at tingene kunne gå tilbage til at være som de var, men hun vidste at hun aldrig ville blive den samme igen. Den pige der sad i græsset med sine venner og kiggede på stjernerne var et levn om hvad der engang havde været, og det gav Karmena en bitter smag i munden. Hun sukkede kort og kiggede på Amaryllis som hun snakkede til hende, forsigtigt lagde hun en hånd over hendes som lå på hendes kind. Hun nikkede kort og åndede tungt ud, selvom hun tvivlede på at hun nogensinde kunne blive den samme igen.
Hun kiggede derefter over mod Dean og åndede tungt ud. "It's real. I did something horrible," sagde hun så bittert og lod sit blik vige væk fra hans. Noget i hende vidste ikke om han ville fordømme hende, men hun håbede at han ikke ville. Amaryllis spørgsmål fik hende til at ryste på hovedet. "I fed before I came here. It's not lack of nourishment, it's Ramsay. It's his whole exsistence, and the unspeakable shit that he has done," sagde hun så og kiggede på trybriden. Det virkede måske som hårde ord, men hun mente dem ikke sådan, det var blot det som hun så som sandheden.
Hun tog sig kort til hovedet og lavede et vredt udtryk. "He needs to die," konkluderede hun bare og rettede sig en anelse op som hun kiggede på Amaryllis og lagde en hånd mod hendes kind. Det havde været så længe siden at de havde set hinanden, og det var først nu gået op for hende hvor meget hun havde savnet at kigge ind i de grønne øjne. "I'm sorry that I was reckless. I will be more careful if something similar happens in the future," forsikrede hun dem begge og drejede skiftevis hovedet mellem dem. Hun kiggede så mod Dean, "I shouldnt have dragged you into this mess. If the dog survived, Ramsay will know who you are. I know that puts you in a compromising situation. I never wanted that," sagde hun så og sukkede kort.

Amaryllis vidste ikke helt hvad hun skulle gøre af sig selv. Karmena var ofte den viljestærke der vidste hvad de skulle gøre, og hun følte sig en smule fortabt. Ikke at hun ikke kunne tage vare på sig selv, men efter alt hvad der var sket i denne tid vidste hun knap nok om hun kunne holde det ud ret meget længere. Hver ting satte dem på prøve, og når hun endelig følte sig foran blev hun ramt igen. Hun sank en klump ved Karmena og Deans snak om at slå ihjel. Amaryllis havde det svært med døden, så at give den til nogen som Ramsay var ikke ligefrem i hendes planer. Hun så ned og tog sin hånd til sig. Let flettede hun sine fingre og placerede dem i sit skød. ”I don’t know if I can handle more blood on my hands,” hviskede hun og sank en klump. Hun blinkede et par gange som hun forsøgte at holde tårerne tilbage. Hun ville ikke være svag. Det kunne hun ikke være bekendt over for Karmena. Vampyrens undskyldning fik hende til at se op med et lille smil på læberne. Smilet nåede dog aldrig trybridens øjne, men det var der.

Hun åndede forsigtigt ud og hørte som Dean rejste sig op, hendes blik søgte varulvens og hun rynkede på brynene af hans ord. Hun rakte ud og rørte forsigtigt Deans hånd som han gik forbi. Billederne hun så var blot en bekræftelse af hvad hun troede og hun så ned. Det var måske ikke fair at bruge sine evner på den måde, men ofte ville folk ikke tale til hende. Som om hun ikke blev taget seriøst. ”You don’t have to leave if you don’t want to,” sagde Amaryllis forsigtigt. Hun ville ikke sætte dem alle tre i flere problemer, men det bed i hendes sjæl hvad hun havde set. ”Unless Karm wants to be alone?” spurgte Amaryllis og vendte blikket mod sin kære vampyr. Hun bed sig i underlæben, for hun havde været glad for at Karmena havde fortalt hvordan vampyren havde forsøgt at glemme hende på. Hun sank en klump, for hun havde aldrig forventet at hun nogensinde ville møde den ’adspredelse’, men her var Dean alligevel, trofast som en hund. ”If the two of you just need to talk I can leave too?” sagde hun stille og så ned. Hun havde egentlig ikke lyst til at lade de to være alene i et rum sammen, men hun kunne jo ikke styre hvad Karmena gjorde og ikke gjorde. De var vel nød til at stole på hinanden på det punkt, og Amaryllis stolede blindt på hende.

Hun rynkede på brynene som Dean prøvede at børste hendes bekymring væk med sin egen. Hun vidste ikke om det var ham der prøvede at få hende til at have det bedre eller værre omkring det hele. Hun rystede på hovedet og vendte sit blik mod hans øjne. "If anything happens to you, I dont think I'll be able to live with it - It would be my fault," sagde hun så og lavede et udtryk der sagde at hun ikke havde overskudet til at diskutere det. Så glad som hun var for den hjælp han havde givet hende, var der en bitterhed blandet ind i det, og det var Ramsay. Hun kunne næsten forestille sig de uhyrlige ting som han ville gøre, og det fik hendes mave til at vende sig endnu engang som kvalmen kom tilbage.
Hun åndede tungt ud som Dean ville lade dem være i fred. Hun kiggede op som han gik og så Amaryllis røre hans hånd, og hun vidste hvad det betød. Hun vendte sit blik væk og vidste ikke helt hvordan hun skulle have det med det. At Amaryllis havde brugt sin evne på hende havde ryddet ud i minderne på et groft plan, der var detaljer der stadig ikke sad helt på plads, men i de grove træk var Karmena nogenlunde sikker på hvordan alting var. Det betød også at hun kunne huske Amaryllis der havde set noget frygteligt fra Lion, som var grunden til at de overhovedet var sammen nu. Hun kiggede ned som de begge så ud til at ville hende enten være alene med den anden eller være helt alene. Det gjorde hende vred, hvorfor vidste hun ikke, men hun kunne ikke være i kontrol over sine følelser i det øjeblik. "Stop acting like I have to choose between you two. It's idiotic, and completely unecessary," sagde hun en anelse bittert, "It's easier if I just leave you two to it," afsluttede hun så en anelse koldt som hun rejste sig og knugede sine hænder.
Hun skulle til at sige noget, men bed sine ord i sig som hun hastigt gik forbi Dean inden han kunne nå døren, hun åbnede den ret kraftigt, så kraftigt at dørhængslerne knirkede, før hun bare gik ud og lukkede døren i efter sig. Hun kunne ikke håndtere at de begge skulle bære den jalousi mod hinanden, og den måde de prøvede at opvarte hende som var hun skrøbelig. Ja, hendes hjerne var et rod, men hun følte at de behandlede hende som en baby, som om at hun skulle vælge imellem dem. Det var ikke et svært valg, for Amaryllis havde hendes hjerte, og det vidste Dean. Men alligevel kunne hun ikke få sig selv til at såre ham, for det at han ikke kunne få hendes hjerte, betød ikke at han ikke betød noget for hende.
Hun tog sig til hovedet men fortsatte med at gå, uden rigtigt at tænke på hvad de ville sige til hendes beslutning, lige nu trængte hun bare til at være alene.

Karmena’s ord var hårde, men Amaryllis bebrejdede hende ikke. Langt fra. Hun ønskede næsten at der blev råbt mere, så vampyren kunne få sine tanker og frustrationer ud. Det var det som trybriden bidrog med. En man kunne råbe af når man ikke kunne holde det inde længere. Hun sukkede og så som Karmena smækkede med døren. Amaryllis smilede skævt men trist af Deans reaktion og lukkede øjnene. Det var hvad hun kendte. Når hun gjorde noget forkert eller dumt blev hun råbt af. Det var hendes lod i livet, og sådan havde det været så længe hun havde været sig selv. Som Dean hev hende op så hun på ham med sine grønne øjne. Fredfyldte og rolige som hendes fars så tit kunne være. ”I saw everything, but I’m not mad,” sagde Amaryllis roligt som hun kiggede ned på sin arm. Hans greb var hårdt, men det værste var den associering berøring havde for hende nu. Instinktivt frøst hun til is som hun kiggede på ham. Hun sank en klump som han slap hende og trådte et skridt væk. Hun vidste når Karmena ville være alene, og gav hende derfor muligheden for at få ro. ”If you chase her, you’ll lose – I don’t doubt what me and Karmena have,” sagde hun bare og tog sig til den arm han havde holdt ved. Hun hørte som sengen gav efter og han lagde sig ned. Hun valgte at spille det her sikkert, for hun vidste hvad en varulv var i stand til. Nok ville hun være stærkere end ham fysisk, men hun var ikke ved sine fulde fem nu her. Det havde hun ikke været længe. Det eneste der kunne hive hende ud af det var Karmena, og som hun var forsvundet havde verden sunket sig sammen om hende. Hun satte sig over på en stol lidt fra sengen, gav Dean plads.

”I don’t want to yell anymore, it doesn’t make what I’ve seen and felt go away,” sagde hun med et blankt blik. Hun masserede lidt hendes arm. Der hvor Ramsay havde flået hendes muskel ud og observeret hende i timer mens den helede tilbage. Hun sank en klump og rystede på hovedet. ”I’m not a messenger for anyone, so,” sagde Amaryllis stille. Hun så ned på sine fødder og hvordan hendes sko var fulde af skidt. Den normale Karmena havde råbt og skældt over at slæbe skidt ind på denne måde, men selv det gjorde hun ikke. Hun bed sig i læben og følte sig en smule fortabt. Hun havde aldrig været i et forhold før. Hun kendte ikke reglerne, eller hvad man gjorde i disse situationer. ”Karmena keeps saying that I have her heart, that I am the one she counts on to keep it safe – but truth is she has mine too. It’s like it’s only really beating when I’m with her,” sagde Amaryllis med et lille smil. Hun havde altid elsket Karmena i et eller andet omfang, men hun havde været så blindet af Vanya’s indflydelse på hende. Hun havde jagtet noget der aldrig havde været ment til at være hendes, og da hun endelig stoppede op, gik det op for hende hvem der virkelig betød noget.

”I’m not the brightest of my friends, or the strongest – hell I can barely do anything to protect them,” sagde hun bare roligt og forsøgte vel bare at tale til sig selv. Hun var ligeglad med om Dean lyttede, hun havde bare behov for at tale. Få lettet den byrde der var på hendes bryst. ”I know how to handle weapons and throw out witty lines. I know how to lose complete control and let the beast take over. But what I know most is that I love Karmena more than anything in this world – and that includes food,” sagde hun og lo lidt for sig selv som hun rejste sig op. Hun rakte en hånd ud mod Dean for at hjælpe ham op fra sengen. ”I think she’s had time enough to cool off, how about we kumbaya the shit out of her together?” sagde hun med et forsøgende smil. Selvom dæmonsiden i hende ønskede at rive hans hals over, var det engledelen der bad hende vise nåde og omsorg. Hvis Dean lod hende ville de sammen gå ud til Karmena.

Under normale omstændigheder havde hun kravlet op på taget og siddet på kanten for at kigge udover byen. Men i det øjeblik havde mindet om hendes normale opholdssted når hun ville være alene, været så sløret at hun bare havde fundet en altan som hun sad på gelænderet af. Hun havde kigget udover skoven og lyttet til vinden der blæste gennem træerne, den fløjtende lyd som det lavede fik hende til at slappe af. Hun havde vendt sit blik op mod himlen som hun hørte fodtrinene før de kom ud til hende. Hun vendte blikket tilbage mod dem og lyttede til Deans ord.
Hun bed kort sammen og kiggede så på Amaryllis før hun sank en klump og vendte sit blik ned mod jorden. Hun var mildest talt overrasket over at de havde opsøgt hende efter hun ellers havde vist dem ret så voldsomt hvor meget hun havde brug for at være alene. Hun svang sine ben over kanten så hendes front vendte mod dem og foldede sine hænder i sit skød. "I..." mere nåede hun ikke at sige som Kyle kom stormene ud på altanen med vilde øjne og kiggede på dem. "Why were you yelling? Did something happen?" spurgte han bekymret og skiftedes til at kigge på dem alle tre.
Karmena kiggede kort på Kyle og lavede en bevægelse med sin kæbe, hendes hjørnetænder der gned sig mod hinanden som ville hun have sagt noget men fik stoppet sig selv inden det slap ud. Hun var ikke sikker på at hun havde meget overskud til at gennemgå et forhør fra Kyle, så hun løftede bare blikket til de to andre, som overlod hun det til dem. Kyle kneb øjnene af Karmena før han kiggede på Dean og Amaryllis. "Well? It was you two yelling. What happened?" hans tone lød hård men mindst ligeså bekymret.

”I wouldn’t say I’m good enough, not yet at least,” sagde hun stille som de bevægede sig ud på gangen. Hun var egentlig ligeglad med om han havde lyttet til hende, det var nu mere det faktum at få sat ord på det hele. Ingen havde brugt meget tid på bare at sætte sig ned og snakke siden de var kommet hertil. Det var som om alting bare skete og ingen af dem fik lov til at hele komplet før der blev skåret et nyt sår der skulle hele. ”Besides, she is my better half,” hviskede hun til sig selv. Hun havde aldrig rigtig forstået hendes forældres kærlighed, men når hun så på Karmena kunne hun mærke det som hun havde set ved hendes forældre. Gud hvor hun savnede at se og høre sin mor – alle de samtaler de havde haft i det store køkken, og hvordan hendes far efter hans undervisning kom hjem og var klar til en aften med dem. Det var fantastisk hvilken familie hun havde været så heldig at vokse op med. Hun savnede sin bedstefar der altid var i konstant kamp med hendes onkel om hvem der kunne give hende de største gaver til jul og fødselsdage. Hun savnede sin onkel Tidus så meget at det gjorde ondt, for han havde forstået hendes transformation mere end nogen anden. Hun var blot glad for at hun havde sine venner omkring hende, men når de var ved at gå op i spåner vidste hun knap nok sine levende råd. Tidsrejser var farlige, men hun havde ikke troet at det ville ende med så meget rod.

Amaryllis lod blot Dean gå frem og tale for sig selv, desuden kunne hende og Karmena altid snakke senere hvis behovet var der. For Amaryllis krævede det blot et blik og hendes kæreste vampyr vidste at hun havde sagt undskyld. Som hun hørte Kyle sukkede hun opgivende. ”I’m sorry, I just have a lot of nightmares,” sagde Amaryllis og så ned. Hun løj, men hun var fandens god til det. Hun tvang et par tårer ud som hun så op på Kyle. ”Please, they just helped me to get some fresh air,” sagde hun som hun så op på Kyle. Hun løj ikke fuldstændig, for mareridt var vel hos hende dag som nat, og hendes tårer var blot med til at forstærke det. ”I’ll think about my actions – but you always told me I couldn’t decide my nightmares,” sagde hun og så på Kyle. I hendes tid kendte hun den varulv som en anden far. Hun havde vokset op tæt af hans datter Vanya, og det hun fortalte var sandt. Som barn havde hun haft mange mareridt, men det kunne nutidens Kyle ikke vide på samme måde. Hun sukkede stille og så kort på Dean og Karmena. ”I’m sorry,” sagde hun til dem alle tre.