Just doing the best I can - Lucifer

Det havde været mærkeligt, at han havde fået at vide i fortiden af en pige at hans datter ville være i fare på netop dette tidspunkt. Han havde gået rundt fra morgenstunden og bare været urolig, men når Abigal spurgte ham, skubbede han det væk og sagde at alt var fint. Om hun så troede på ham, var en anden sag.
Han havde skrevet adressen ned og skyndt sig afsted, uden så meget som at tænke. Han havde ladet Abigal være tilbage uden at sige et eneste ord. Da han var nået til kirkegården, gik han rundt og følte sig ganske fortabt. Vanya havde været væk, og noget sagde ham at det havde noget med hende at gøre, som gjorde ham så rasende. Da han så også fangede hendes fært af blod i luften, mærkede han sit hjerte pumpe varmt og ikke mindst vredt blod rundt i ham, som benzin til hans raseri.
Han styrtede mod færten, mærkede varulven i ham rive og brøle, som den ville fri - Men han pressede den ned, hvor længe han så kunne det var en anden sag. Det tog ham ikke længe før han kom til kilden af færten, hvordan han så en mand stikke en kniv i hans dyrebarste datter. "No!" udbrød han rasende. Han knyttede næverne så hårdt sammen at neglene borede ind i hans håndflader, som han instinktivt brugte sin fart til at sætte ekstra kræfter i det slag han plantede mod mandens kæbe - Man kunne kalde det noget af en kæberassler. Han vaklede en anelse tilbage og så på sine knoer der havde sprækket en anelse, både fra slaget men også fordi næven havde været så knyttet at huden havde været så tynd. Han snerrede arrigt, indtil han fik taget et ordentligt kig på manden, mærkede den samme dystre aura, som han gjorde i den kælder. "You piece of shite," sagde han rasende og gik over til Lucifer, som han greb hans krave og tvang ham på benene, "What the hell have you done to my daughter?" råbte han med al sit raseri i stemmen, før han knyttede næven igen for at plante endnu et solidt slag mod Lucifers ansigt. Han slap ham som næven ramte og tog et par beroligende dybe indåndinger, før han kiggede mod Vanya og hendes blødende skulder. Pludselig var det som om al vreden forsvandt i ham og han lænede sig ned for at inspicere hendes skulder nærmere. Han rystede på hovedet og kiggede op på hende, "You're grounded," sagde han så noget så seriøst, før han gik om bag hende og flåede lænkerne fra hinanden.
Han kiggede mod Lucifer igen, og vreden var tilbage som havde den aldrig forladt ham, "And you...."

Kyle så mod Lucifer som han noget så provokerende spurgte om han også havde stuearrest. Han åndede  vredt ud og begyndte at knække sin nakke fra side til side, fuldmånens energi fyldte ham med en ekstra ustyrlig vrede fra varulven. "I guess you'll have to ask your dad, when I send you to him in pieces," snerrede han som hans tænder havde groet længere og mere dyre-agtige.
Lucifer kom tættere på og de ord han sagde, smed bare mere brænde på det bål der var Kyles raseri. De ting han sagde han kunne have gjort mod Vanya, åh hvor Kyle frydede at han ikke var lænket til en stol denne gang. Kløerne kom frem, og som Lucifer havde rundet af med at snakke til hans datter, greb Kyle fat i hans skulder og stirrede på ham med øjne der ikke længere var blå men en gullig lysende farve. "You talk too much," snerrede han lavmælt, og slog mod djævelens hals, et slag der i hvert fald ville gøre ganske ondt, "Got anymore words you want to say before I rip out your throat?". Han kiggede mod Vanya og åndede tungt ud, "Call your mother. And get out of here. I dont want you to watch, Vanya." hans stemme var ikke længere den rare faderiske stemme han ellers altid havde - Det var noget andet og mere dyrisk. Han plejede heller aldrig at kalde Vanya ved hendes fornavn, han havde altid et eller andet kælenavn som han brugte, så seriøsiteten i hans ord kom virkelig til live.
Han kiggede mod Lucifer og havde ikke sluppet hans skuldre, "I think a little of your own medicine could be just fine, dont you think?" spurgte han så Lucifer og smed ham mod væggen, før han samlede lænkerne op som Vanya havde været i. At tænke at hans datter havde været lænket sammen af disse, Kyle måtte koncentrere sig meget for at holde fatningen. Han svang kæderne om Lucifer og bandt dem sammen med hans varulvestyrke, ligeglad med om Lucifer kom til skade i udførelsen. Kæderne bøjede en anelse under for styrken og låste sig sammen, så djævelen ikke kunne komme fri med det samme.

"I guess we can become best pals in the depths of hell then," sagde han med et kort smil der tydeligvis var fyldt med alt andet end glæde. Kyle var ligeglad med hvor han endte henne, men hvis de skulle ende i helvede sammen, ville det nok være Kyles eneste mission i efterlivet at gøre Lucifers tid dernede til et ekstra helvede i helvedet. Som Lucifer sagde at han ikke havde hørt det før, lavede Kyle et falsk forvirret udtryk, mens de rynkede bryn stadig markerede hans vrede. "That's interesting, you said something like it before you ripped out 6 of my teeth,". Han så efter Vanya som hun gik ud og fik bundet Lucifer sammen med kæderne.
"You really dont know when to shut up do you?" spurgte Kyle så og trak stolen hen foran Lucifer hvor han satte sig på den og stirrede på ham med sine glødende gule øjne. Han kæmpede stadig for at holde ulven inde, der var ting han ville vide før han ville lade den tage over, "Why did you take her? She has done nothing to you," snerrede han arrigt og lænede sig frem så deres ansigter var tættere på hinanden, "I dont expect a solid answer from you. You tend to just do as you please," han kunne blive ved men han holdte det kort og kontant. Alt efter hvad Lucifer svarede ham, ville afgøre hvor hurtigt Kyle ville få det overstået.
Noget i Kyle havde lyst til at pine ham, at rive ham igennem den samme smerte som han havde forvoldet Kyle, Abigal og nu Vanya. Det smertede Kyle bare at tænke på at denne djævel næsten havde berørt alle han elskede. Kyle tog et par beroligende indåndinger og rejste sig fra stolen som han overvejede hvad han skulle gøre, "New face. That means doing anything to you would be pointless. It'd probably hurt, but that's apparently tempoary. I gotta strike where it hurts," sagde han så og fik pludselig en idé. "That... girl... The blonde one you were with... the night Abigal died. You must hold her dear... I only got a small glance, but I never forget a face..." begyndte han, den dyriske stemme lød næsten glad over tanken om hævn. Det var ikke Kyle der længere snakkede, han ville aldrig have så meget som overvejet at gå efter en anden mands kære, det var smagsløst for ham. Dyret derimod? Det var ligeglad.

Han ville ikke lade sig påvirke af Lucifers provokation, ikke mere, mente han selv. Han stirrede på ham med flammende øjne som han sagde at de kunne lave vennearmbånd. Kyle ville hellere have trukket alle sine tænder ud over og over end at skulle tænke på et venskab med Lucifer i helvede.
"Because I could. You and Abigal never learn do you? Like you said, I do as I please. I wanted her for reasons you will never know. But mostly I just wanted to have fun. Fun for me is seeing you when I torture her, hurt her, make her unrecognizable in body and soul. And then when you think you can save her, I show that you can't. Then I will take the final shot and end her." ordene stak Kyle i hjertet og i et øjeblik var han sikker på at han ville miste kontrollen og lade varulven tage over. Han tog et par dybe indåndinger og lukkede øjnene i for at holde fatningen, bare et øjeblik mere. Og efter kunne han flå denne djævel i stykker til der ikke var mere tilbage.
Men det ville være et kort øjeblik. Hans øjne spærrede op som Lucifer sagde at Lynette var sammen med den blonde pige. I et øjeblik kunne man ane et forrådt udtryk, som hurtigt passerede, da han slog Lucifer i hovedet med sin knyttede næve, "You're lying..." mumlede han vredt og mærkede hans tænder dirre sammen i raseri, "You're fucking lying!" stemmen dyrisk og benægtende. Det var dog det sidste knæk, det sidste stykke for at skubbe Kyle over kanten. Han tog sig til hovedet og brølede højlydt som hans legemer begyndte at knække og vokse. Han faldt til gulvet på sine knæ og pressede sine håndflader mod gulvets hårde overflade som hans fingre gerne ville knuge sig sammen. Hans tøj begyndte at gå i stykker og blive erstattet med pels. Han lukkede sine øjne hårdt i og bed sammen så hans kæbe nærmest knækkede og formerede sig til det af en ulvs. Som transformationen havde sat sig, kiggede han op igen på Lucifer med sine ulve øjne og kravlede tættere på, før han brølede ham i ansigtet af raseri.
Han løftede den sin behårede hånd og slog sine kløer ned over Lucifers ansigt, før kæberne greb hårdt fat i hans skulder og begyndte at ryste ham vildt rundt. Han smed ham over i den anden ende af lokalet hvor han hoppede over ham og brølede atter engang, savl og blod dryppede nedover djævlens ansigt.

Lucifers ord ville have ramt Kyle, men det var ikke Kyle der var i kontrol. Bæstet var ligeglad med provokation, den agere efter instinkter og følelser, den reagerede ikke på påvirkelse udefra. Brølene var fulde af frustration, ikke rettet mod Lucifer, men mere det faktum at den havde været holdt inde så længe. For at yderligere fremvise frustrationen, havde den også banket sine arme ned mod manden, ikke hårdt men alligevel heller ikke blødt.
Ulven ville have kød, den ville fortære djævelen og så ville det være overstået. Men noget i den kunne ikke få sig selv til at flå hovedet af manden. Den blev ved med at brøle og savle over ham men den gjorde ikke jobbet færdigt, som om at en stemme et ukendt sted fra bad ham om at stoppe. Tage hvad der skulle tages og så forsvinde. Endeligt, lagde den en pote på hans skulder og greb fat i armen med sine stærke kæber, før den flåede hele armen af ham og prustede arrigt. Den gik over mod udgangen og kiggede tilbage mod djævelen med armen i munden. Den prustede en sidste gang før den gik ud og løb afsted for at finde et roligt sted hvor den kunne spise armen i fred. Den tænkte ikke på at Kyle havde en datter der havde brug for ham.

Han havde sat sig op langs en træstub, med armen dinglende op og ned som han havde gnavet i den, i ro og mag, indtil sanserne opfangede fodtrin der kom tættere på. De lysende gule øjne åbnede sig, men ulven blev bare siddende som den opfangede Abigal og Vanyas fært, så den vidste at det ikke var fare på fære. Armen og blodet havde også stillet blodtørsten, mest fordi at Kyle havde sørget for at få spist sig mæt inden han tog afsted. Den så op på Abigal og begyndte at snerre som hun kom tættere på, og da hun rakte ud efter armen fik den et slag over snuden som fik den til at pive kort, men rejse sig op på sine ben. Hun slog den med armen og den prustede vredt, men kiggede så på Vanya.
Ordene talte til Kyle, men varulven havde al kontrollen. Den kiggede på resterne af armen og kom med et opgivende prust som den begyndte at gå væk fra dem. Den var ikke færdig med at være ude, så de skulle ikke stoppe den, ikke engang Kyle som begyndte at kæmpe for at genvinde kontrollen igen.

Som Abigal fulgte efter bæstet, kiggede det tilbage mod hende og snerrede, hvorfor skulle den opgive kontrollen så den bare kunne ligge i dvale igen? Den havde ikke lyst. Dens øjne vendte sig mod Vanya som Abigal sagde at de andre kunne fange hendes fært, og pludselig følte den en trang til at beskytte Kyles datter. Ikke desto mindre fordi det også var varulvens datter, Kyle og den var trods alt den samme person. Det dyriske i ham skreg at han skulle beskytte sit afkom, det vigtigste for overlevelse.
Der var næsten ikke noget vigtigere, og det vidste både ulven og Kyle. Kampen mod Kyle i deres indre var smertelig. Den begyndte at ryste som kontrollen var ved at gå fra den. Den så på Abigal med et flammende blik - Det var hendes skyld at Kyle ville tilbage. Den gik mod hende med hastige og alligevel vaklende skridt før den stoppede foran hende, snuden få centimeter fra hendes ansigt. Den snerrede arrigt og løftede kløerne for at slå hende, men den frøs. "Not.. huuurrt..." snerrede den næsten utydeligt og hoppede tilbage som den fanatisk forsøgte at holde fast i kontrollen, den hoppede ind i træstubben og vred sig rundt, som et skudt vilddyr. Kløerne blev til fingre og pelsen faldt af for at afsløre menneskehuden under. Den skrumpede og vred sig, piv og brølede, men forvandlingen var igang. Endelig i midten af al den pels der nu lå på jorden, var Kyle.
Han åndede tungt ud og knugede hænderne sammen. "Fuck... I'm sorry.." mumlede han en anelse træt og tog sig til hovedet. Det var hårdt at tage kontrollen tilbage, og det var tydeligt på ham. Han satte sig forsigtigt op og sørgede for ikke at blotte sig selv, "Any spare clothes by any chance?" spurgte han med et træt smil.