So this is the Devil himself - Lucifer

Lucifer var ikke stoppet med at lede efter Abigal. Han havde planer med hende. Han havde ikke fortalt nogle andre om hans planer, ikke engang dem tættest på ham. Han stolede ikke nok på nogen til at dele planen. Han havde bare fortalt hans følgere, at det var noget stort. Noget der ville være endnu et oprør mod Gud. Men han havde brug for Abigal for at det kunne lade sig gøre. Så han havde haft flere hekse til at lave magiske genstande der ville hjælpe ham med at finde hende. Da hun forlod ham i den grotte flere år tilbage, blev han sendt tilbage til Helvede. Han havde respekt for Sinclair familien, men hvor kunne de også gå ham på nerverne nogle gange. Han gik ud fra en heks havde gjort et formidabelt job med at skjule Abigal, men noget var gået galt for dem, da han en morgen så på et kort og en mønt med hendes blod der skulle være i stand til at fortælle hvor hun var. I lang tid havde den været død. Indtil den ikke var, og fortalte Lucifer lige præcis hvor Abigal opfandt sig. Han satte gang i et større værk for at finde frem til hende. Han valgte at vente til hun var i England før han satte gang i hans plan. Den gik ikke som han havde forventet. Prinsessen havde flere loyale følgere end han først havde regnet med. De ville tydeligvis gå langt for at redde hende, og omvendt, virkede det til. Så det næste logiske skridt var at kidnappe den hun elskede mest. Et klassisk trick han aldrig blev træt af.
Lucifer stod gemt i skyggerne og ventede på han vågnede. Da han gjorde, lavede han et nik til manden der havde kidnappet ham. Han forlod rummet og Lucifer trådte frem. ”Kyle Grimm, what an appropiate name. Things are looking very grim for you.” Han trådte hen til ham og løftede hans hoved så deres øjne kunne mødes. Et gyldent skær flød over dem, men der skete ikke noget. Ingen skrig, ingen frygt at spore. ”Damn those mental shields,” sagde han og slap ham igen. ”Good old fashioned torture it is,” han gik hen til et bord med flere instrumenter. Han samlede et skarpt metal stykke, der ville blive noget så varmt efter en tur i noget varmt kul. Han tog også en tang der var god til at rive tænder og negle af med. ”I am not an unreasonable man, Mr. Grimm. You will have a choice. Where should we start?” Han holdt instrumenterne frem til ham.

Lucifer vidste at hans energi kunne have speciel virkning på folk. Det gjorde det svært for ham at gemme sig, men hvorfor skulle han også det? Han lyttede til hans ord og kom med en latter der mest af alt bare lød som ordet ’ha’. ”They got a lot of parts wrong,” fortalte han. Lucifer var egentlig ikke så kompliceret som folk fik ham til at se ud. Han var ikke ond i hans mening, han gik bare til hvilken som helst længde for at få hvad han ville have. ”You do know that you are expendable, correct? I will kill you in this depressing place. It is quite sad actually. But don’t worry, my daughter will take good care of a handsome man like you in hell.” Lucifer havde nogle over det hele, på nær himlen. Han kunne dog heller ikke bruge nogle fra himlen, når de var så opsatte på at følge regler og love. Det kom man ikke langt med, mente han.
Lucifer fnøs ved hans ord. ”Do you think yourself clever, Mr. Grimm? I can assure you, you’re not. I have patience like no other. I can make this last long, or we can get it over quickly. Either way, I get what I want. She is probably on her way over here as we speak. It’s up to you if she finds you dead or alive. Or maybe I’ll make her watch. That could be motivation. Isn’t it funny how you can brainstorm by just talking out loud. Well, I should make it look good.” Han lagde tangen tilbage og lod metalstangen kollidere med hans ansigt. Det kunne gøre ret meget skade sådan et slag. Han trak en stol frem og satte sig foran ham. ”I would have prefered to trap you in your head. Let you relive your worst moments. But perhaps I don’t need it. It’s such a shame how easy people break these days. Mental torture is most likely the worst kind.” Han lagde hovedet en anelse på skrå. ”Your sister didn’t have a mental shield. After a while she would gladly tell me everything I wanted. At the time I didn’t care about her brother. But here we are. Fate is a funny thing, don’t you reckon?” Han lænede sig forover i stolen. ”Let’s talk about little Minerva. She was such a beautiful child. Was.” Han prøvede altid at finde det svage punkt ved folk. Normalt var det ikke nødvendigt, da han bare kunne få folk til at gennemleve de værste øjeblikke i deres liv på repeat.

Lucifer lo blot af hans snerrende kommentar. Han mente åbenbart han havde hele situationen regnet ud. Han havde ingen idé om det. ”You seem to know a lot about what type of man I am. Here’s a little tip; Don’t believe everything you read.” Han nikkede da han faktisk havde ret i noget. ”I don’t hope. I plan. People might think be heartless, but I know love when I see it. I don’t hope she will come, I know she will.” Han rystede på hovedet da han påstod han ville hjemsøge ham. ”You have never met my Father. He works in annoyingly unpredictable ways. You might serve some time in Heaven before getting back on the battlefield. Like a good little soldier.” Lucifer var overbevist om Gud gjorde ting bare for at pisse ham af. Lucifer havde forventet reaktionen da han nævnte hans kære Abigal. Han blev vred. Det var hvad Lucifer ønskede. Han ville finde alle de punkter han kunne udnytte til sin fordel. Han var sikker på det ikke var sidste gang han så ham. Medmindre han endte med at tage hans liv, selvfølgelig.
Lucifer fandt et smil spredte sig på hans læber da han endelig fik et flip. ”I dare,” sagde han kort. Han var ikke specielt nervøs da han begyndte at forvandle sig. ”Yes, I don’t doubt you will try and fail miserably.” Han lo igen da han udfordrede hans mandskab. ”The worst? If that is your request, so be it.” Han gik hen og ændrede positionen af kæderne, så han kun lige kunne snitte jorden med hans tåspidser. Han sørgede for kæden var godt sikret før han gik hen foran ham. Han lagde hænderne i lommerne og så på ham med et vurderende blik. Næsten som en kunstner der så på et tomt lærred og overvejede hvilken farve de skulle vælge først. ”You have a very foul mouth. We need to fix that.” Han tog tangen igen. Lucifer greb fat i Kyles hår for at holde hans hoved stille, mens han uden advarsel begyndte at trække tænder ud af hans mund. Han var ikke bange for at se ham i øjnene mens han gjorde det. Da han havde trukket seks tænder ud, smed han dem på en bakke og slap ham for at tørre hans blodige hånd af i en klud. ”Let me help you,” sagde han og tørrede blodet væk om hans mund. ”No need to not be respectful,” kommenterede han og så igen på ham, denne gang var han mere interesseret i hans bryst og maveregion. Han fjernede tøjet og så nærmere. Måske han kunne punktere en lunge. Han tog en lang nål og lagde den på hans bryst omkring hvor den ene lunge var. Han stak nålen igennem brystkassen ind til han kunne mærke lungen punktere fra presset. Han rev hurtigt nålen tilbage og lagde nålen sammen med tænderne. Han tog metalpinden igen og tørrede den rent fra hans blod. Han varmede spidsen op og gik om til hans ryg. Han lavede to mærker, et ved hvert skulderblad, så det næsten lignende at han havde haft vinger. Næsten, ikke helt. Som det afsluttende touch, gik han til en hylde med forskellige flasker der indeholdt blod fra forskellige racer. Han greb fat i den fra en banshee. Det var den værste type blod man kunne indtage, så selvfølgelig skulle han afprøve det. Han gik hen til ham og hævede flasken. ”Refreshments,” han hældt lidt at blodet i munden på ham for at se om han selv slugte, eller om han overhovedet kunne.

Påklædning: Klik

---

Malia havde brugt det meste af hendes liv designet i hendes hoved efter hvad Lucifer havde ønsket hun skulle se. Men efter hun var vågnet, havde virkeligheden vist sig at være værre - og hun vidste hun gik i samme bygning som djævelen. Også selvom de var et ukendt sted, var hun tvunget til at følge efter ham indenfor en vis rækkevide - medmindre hun ønskede at ende tilbage i en verden hun ikke herskede over. Men Lucifer gjorde ikke hende noget, så hun valgte bare ikke at give ham en grund til at gøre hende noget. Malia havde siddet ovenpå i et lille køkken og pillet ved en tom kaffekop. Hun havde en dårlig fornemmelse og ønskede ingen skulle dø. Hun rejste sig op og tabte koppen som et skrig nød. Hun vidste han torturerede nogle og hun hadede det. Til sidst valgte hun at han havde været nok længe nok, og rystede på hovedet. Hun gik ned i kælderen og blev mødt af grufuldt syn.
"Lucifer!" Råbte hun og gik de sidste skridt ned af trappen, "stop this," tilføjede hun og sank en klump. Malia var ikke van til voldsomme scener eller noget, men havde aldrig været sart. Som sin mor havde hun et godt hjerte og ønskede alle godt. Malia gik hen og rev ned i lænkerne som den sårede fyr var i, så han kunne lande på sine knæ.
"This was too much, even for you," hun så på Lucifer med sine store øjne før hun gik hen og hentede en klud med vand så hun kunne hjælpe med at rense med at rense hans sår.
"Stay with me okay?" Sagde hun stille til manden og sank en klump. "He just filled you up with banshee blood, and it will feel like hell.. But I'm here, so nothing worse is gonna happen okay," lovede hun den fremmede. Hendes stemme kunne minde om sin mors, og hun havde de samme mørke øjne som Abigal også havde. Hun begyndte stille at rense hans sår med en blid hånd, for hun vidste det ville gøre ondt.

Dove
Lucifer
Aurelia
Micah

Lucifer så på Kyle da han talte, men han opfangede ikke rigtig hvad han sagde. Han var mere interesseret i det mesterværk han lige havde skabt. Før han kunne nå og gøre mere, farede Malia ned af trapperne og forlangte at han stoppede. Han sukkede, og fortrød lige nu at have skånet hende da hun var, barn selvom han ikke rigtig havde lyst til at slippe hende igen. ”Way to ruin the fun,” sagde han til Malia. Han gik op ad trapperne og satte sig på verandaen foran huset. Hans interesse blev genfundet da han så ikke kun Abigal, men Aurelia og Dove også. Han skulle have vist hun havde en finger med i at befri Abigal. ”The basement. Have fun putting your boy-toy together,” sagde han henvendt Abigal.

Micah havde fornemmet en stærk følelse. Stærkere end deres sidste udflugt. Det var slemt. Han måtte finde frem til Kyle. Han kunne se kælderen, men der var mange kældre i verden. Han fik hjælp fra en af slottets hekse til at lokalisere ham. Han så Lucifer sidde ude foran, så han sneg sig ind fra bagindgangen og gik ned i kælderen. Det første han så var ryggen af en kvinde, dernæst så han en meget kvæstet Kyle. Hans hjerte sank til hans mave. Han gik hen til dem. ”Hey buddy, I’m going to get you out of here. Just hang in there.” Han så over på kvinden og blev overrasket over hvor meget hun lignende Abigal. Et øjeblik troede han det måske var Malia, men hun var død. Det måtte være et tilfælde.

Abigal havde kontaktet Aurelia. Da hun fandt ud af Lucifer havde Kyle, havde hun ikke tøvet med at tage ud. Heldigvis var det mørkt, så det var ikke et problem. På vejen havde de hentet Dove. Undervejs havde Abigal haft en stor trang til at skrige. Aurelia havde bedt hende bare skrige. Det måtte være det bedste for en banshee ikke at undertrykke deres skrig. Aurelia så strengt på Lucifer. ”You two go on ahead. I will take care of him.” Aurelia gik hen til Lucifer. ”You have no idea what you just cost me. You will pay for this.” Det havde været hans sidste ord til hende, og var nu blevet vendt tilbage mod ham. Hun stod foran på stolen, og satte en fod under stolebenet og trak den til sig så han væltede bagover. Han rejste sig op over den ødelagte stol og trak hende væk verandaen og ud i forhaven. ”You have to do better than that,” sagde han og sendte hende opfordrende smil. Hvis hun ville have en kamp, skulle han gerne give det.

Dove havde gravet sig selv ned i et hul efter alt der var sket med hende den seneste tid. Men da Abigal og Aurelia kom og bad om hendes hjælp til at bekæmpe Lucifer, var hun hoppet op af det mentale hul. De kom frem til huset hvor Lucifer holdt Abigals kæreste fanget. Dove gik med Abigal ind i huset. Hun havde en taske med sig, så hun kunne hjælpe med de skader han nu havde fået. Hendes magiske viden var blevet ret stor gennem årene, så hun havde stort set en løsning på alt, men når hun ikke vidste hvad der var sket med ham, var det svært at vide hvad hun skulle have med. Hvis det kom til det, måtte hun improvisere. Hun blev et øjeblik slået ud af hans tilstand, men vidste så hun blev nød til at agere hurtigt for at redde ham. ”Empty a table and get him on top of it,” instruerede hun dem. ”I need you to do exactly what I say whatever happens.” Det ville blive grusomt, men det var nødvendigt.

Det havde siddet i fingerspidserne hele dagen og hun havde ledt rundt på hele slottet - men uden held. Hun vidste at det var farligt at kontakte de døde om hjælp, det ville give Lucifer besked om hun var tæt på. Dog havde hun kontaktet Aurelia og de havde sammen overtalt Dove. Da de kom ind i lokalet frøs Abigal kort og stirrede på den skade Lucifer havde gjort. Aurelia fløj i flæsket på Lucifer og efterlod Abigal stående mellem to muligheder. Dog som Dove fortalte hvad de skulle gøre tøvede Abigal ikke med at rydde alt i en vis fart. Hun så sig tilbage som Aurelia og Lucifer var igang med at slås udenfor. Hun satte sig ned på hug foran Kyle og lagde sine hænder i hans ansigt.
"Hey, don't give up on me. Stay with me. You can fight this.. okay.. don't leave me and your sister hanging. You'll be okay," sagde hun og prøvede at holde tårerne tilbage i sine øjne. "You'll be okay," sank hun en klump.
"There is no me without you, so please stay.. please stay," hun blev rykket væk af kvinden ved siden af sig, og fik kort øjenkontakt som tog pusten fra hende. Malia.
Malia havde en anden styrke end de andre grundet sin evne, så hun rev lænkerne af Kyle og lagde hans ene arm om sin for de kunne få ham op på bordet. Abigal hjalp til og så udenfor igen.
"He injected him with banshee blood," fortalte Malia kort og Abigal så over på Micah. Hun så ned på Kyle og lod sin hånd køre henover hans kind.
"I'm gonna go help your sister before she does anything stupid.. like getting herself killed.. okay? I'll be right back," sagde hun og kiggede op på Dove for at give hende et nik.  
"Be stubborn for me a little bit longer okay.. just a little bit longer."

Derefter vendte slap hun ufrivilligt sit greb om Kyles hånd og placerede et kys mod hans pande.
"You and me together.. okay?" hviskede hun stille og tog en dyb indånding. Derefter greb hun et par knive henne ved bordet af en god størrelse, en af dem som var lette at kaste. Som hun trådte ud og et par skridt tættere på kastede hun den og ramte Lucifer lige ved baglåret.
"I've been waiting for this," vrissede Abigal vredt og tog en dyb indånding. "What are you waiting for? Wasn't this your huge master plan.. you knew I would come for him," hun tog en dyb indånding og skreg men fokuserede sit skrig mod Lucifer for at skubbe ham et stykke tilbage for at give Aurelia en lille ekstra hånd. hun kastede kniven over til hende og nikkede. Hun mærkede derefter en sær følelse, en følelse af at blive kvalt - men der var ingen som holdt om hendes hals fysisk.
"Do it," sagde hun så og sank en klump.

Malia stoppede alt hun havde gang i og begyndte at ryste som hun så ud.
"No," sagde hun næsten åndeløst. Hun så ned på herren som alle syntes at være kommet herhen for at redde. Hun skar hul på sit håndled og lagde det mod Kyles læber. Hendes blod var healende. En af de goder som gjorde Lucifer havde haft hende tæt.
"Dad," sagde hun så og sank en klump som hun så mod Micah. Hun kunne fornemme noget forfærdelig skete udenfor, men hun kunne ikke sætte sin finger på det. Men det var noget som fik hende lyst til at skrige. Det var også først lige nu det gik op for hende at hun havde set sine forældre for første gang i lang tid - ikke lige den genforegning som man håbede.
"Do you have anything faster or better than my blood?" Spurgte Malia heksen.


@Maelle var en del af planen, hvis nogen ønskede hævn på gud var det hende. Hun hadede at være fanget på jorden, hadede aldrig at kunne ændre sig eller blive noget andet end det hun var. Hun kom frem fra baghaven og holdt sin hånd ud. Hvis Aurelia formåede at ville gå mod hende ville hun blive slynget til den anden side.
"Are you alright?" Spurgte hun sin far. Hun blev ved med at suge luften ud af Abigal til hun var tæt nok på så knipsede hun med fingerne og Abigal faldt i søvn. Hun greb bansheen i sin favn.
"Just like planned huh?"

Lucifer så på Aurelia med hans hoved tiltet en anelse. Hans blik var overvejede. ”Haven’t you had enough of my torture? Why keep coming back for more?” Han så tilbage mod huset. ”Oh yes the brother. Your information was quite helpful, thank you very much.” Han gjorde an til at ligge hende i endnu et mind prison da en kniv ramte ham i baglåret. Han bukkede sammen et øjeblik og slap Aurelia. Han så tilbage på Abigal. ”You have become so strong. You two did me a favor really. You weren’t ready for my plan before. You are now. So thank you girls.” Han så tilbage mod Abigal da hun ikke så ud til at kunne trække vejret. Kort efter blev Aurelia smidt til siden. Han vidste hvem der stod bag. Et smil trådte frem på hans læber da han så Maelle. Han tillod at sætte sig ned på knæ, da han vidste hun havde taget begge piger ud af spillet. ”It takes more than an knife and two overly emotional girls to knock me out,” han greb fat i kniven og trak den ud. ”A plan is only fun when there’s complications,” han så tilbage på Abigal. ”Nicely done,” sagde han og gik hen til hende.

Micah så på Abigal som hun bad Kyle om at holde ud. Han hadede at hun og Kyle skulle gå igennem så meget på grund af den mand. Djævel eller ej. Han ville stoppe ham. Micah så mod Malia da hun fortalte han havde banshee blod i sig, hans blik faldt så på Abigal og til sidst på Kyle. Han anede virkelig ikke hvad hun skulle gøre. Micah så på Malia da hun gav sit blod til Kyle. Hans hjerte sprang et slag over da hun kaldte ham far. Han sagde ikke noget, han gik bare hen til hende og kyssede hendes pande. Hans hjerte føltes til at stoppe, da han fornemmede den død. Abigal var den eneste han kunne tænke på. Han farede op ad trapperne og ud til dem. Han tøvede ikke med at skubbe Aurelia væk og samlede Abigal op i sine arme. ”No. No you can’t die. We just found her,” tårer dukkede op i hans øjne som han så på hendes livløse krop.

Aurelia havde været bange, men hun var blevet ekspert i at skjule det. Hendes blik blev hårdere da han nævnte hendes bror og hvordan hun havde svigtet ham. Hun følte hun havde en del af skylden i alt det her. ”I’m not afraid of you.” Hun kom ud af hans greb da Abigal kastede en kniv efter ham. Hun greb den kniv der blev kastet til hende. Som han gik mod Abigal, blev han væltet omkuld. Det tog hende et øjeblik før hun kom på benene igen. Lucifer stod henne ved Abigal. Hun blev nød til at være hurtig. Hun så ned på kniven og hviskede de ord Dove havde sagt ville aktivere kniven så den gjorde det den skulle. Hun satte i løb og landede på knæ ved Abigals side. Hun så op på Lucifer, før hun hamrede kniven ned i Abigals brystkasse. Aurelia havde lovet Abigal, hun aldrig ville lade Lucifer få fat hende igen, lige meget hvad det krævede.

Dove gik i gang med at arbejde så snart han var lagt på bordet. Hun startede med at undersøge hans krop for at vurdere hvad der skulle gøres. Han havde en punkteret lunge. Det måtte være første skridt at få den fikset. Hun tog en plastik handske fra hendes taske og lagde den mod hans bryst. Hun fandt så to krystaller og hviskede en besværgelse imod dem. Hun lagde den ene hans brystkasse og proppede den anden ind i handsken. Hun pustede handsken op og bandt en knude på den. Det ville få lungen til at puste sig op og heale det hul der havde punkteret den til at starte med. Hun så ikke meget på hvad der skete omkring hende. Hendes eneste fokus var at helbrede Kyle. Hvis den plan som hun havde lagt med Abigal og Aurelia, så var der heller ikke noget hun kunne gøre deroppe. Hun greb fat i tænderne og spredte støv på dem, der ville hjælpe med at heale nerverne mellem tænderne og tandkødet. Hun åbnede forsigtigt hans mund og satte dem tilbage på plads, og holdt hver enkelt på plads indtil den kunne holde sig oppe af sig selv. Hun så på Malia da hun spurgte om hun havde noget stærkere til at helbrede ham. Hun tog en pose vampyrblod fra hendes taske. ”Give it to him, just a little.” Det var aldrig en god idé at blande to racers blod på samme tid, men det var nødvendigt for at de andre skader han havde fået. ”I have to go talk with the devil,” sagde hun og gik op til de andre. Lucifer var allerede sprunget på Aurelia. Dove så på ham og rakte sin hånd frem imod ham, han ville blive tvunget til at slippe hende. Hun gik så hen til Aurelia og så på Lucifer med et hårdt blik. ”It’s over. She’s dead. Go find some other idiotic way to rebel against your father. You’re done here. Leave me to do the cleaning, like always.” Hun var ikke i tvivl om, han ville smutte nu. Når først hans planer gik galt, så han ingen grund til at blive, og så kunne alle andre sørge for at rydde op i det kaos han havde efterladt. Hun gik hen til Micah og lagde beroligende en hånd på hans skulder. Hun vidste hvor svært det var at miste. Hun havde gjort det rigeligt.

Aurelia stak kniven i brystet på Abigal og Maelle fløj op på sine ben igen.
"You little bitch," vrissede hun vredt og gik mod Aurelia. "You are gonna pay for that," snappede hun arrigt af pigen. Men nu var ikke tiden og Maelle havde alt tid i verden til at planlægge. Hun så mod sin far, som han sprang på Aurelia. Dog fik Maella lagt en hånd på hans skulder.
"We will get back to them, we will find what we need. There is no point of fighting them in grief," sagde hun så - en smule tegn på menneskelighed. Bare en smule. Hun så kort tilbage på de alle kom ud og så på den døde banshee.  Hun rystede på hovedet og sørgede så for at få sin far med sig derfra. Der skulle ligges en ny plan.

Malia havde set efter sin far som var stormet op fra kælderen men forsatte med at være assistent for Dove.
"I don't know if he is gonna make it," indrømmede Malia som kunne mærke døden stod og bankede på hoveddøren. Som Dove gav hende posen med vampyrblod sørgede hun for at få det i hans system. Som Kyle slog øjnene op og kom på benene trådte Malia et skridt tilbage. Hun fulgte derefter dem med udenfor, og tog sig til munden som hun så sin far sidde med sin mors livløse krop. Som Kyle gik hende i sin favn gik hun ubalanceret hen til sin far og fald grædende ind i hans favn.

Abigal slog øjnene op i den åndelige verden, og så alting spille rundt for sig imens hun var ubevidst. Det havde sine goder at forstærke sin evne ved hjælp fra Dove, nok til at kunne være sit eget anker til kniven ville blive fjernet fra hendes hjerte. Hun så alt der forgik og ønskede at løbe mod Kyle som han kom ud, men han kunne ikke se hende.
"No no no no.. go back inside.. both of you," råbte hun til Micah og Kyle, mene velvidende at de ikke kunne hører hende. Hun havde lovet ham at hun ville komme tilbage, han skulle ikke se det her. Abigal vred vred på sig selv og satte sig på hug ved siden af ham. Der ville ikke gå længe før de døde ville opdage hende her og forlange hun blev ved dem.
"Pull out the knife," mumlede hun og sank en klump. Da han endelig trak den op forsvandt hun tilbage til sig selv. Det tog hende lidt tid at genvende kontrol og faktisk hive vejret ind.
"I told you I was to stubborn for this," mumlede hun anstrengt. Hun tog sig stille til sit hjerte for at holde pres mod såret. Hun løftede sine mørke øjne op mod Kyle. Hun skar en lille grimasse fra smerten, men den var ingenting i forhold til hvad Kyle gik igennem.
"Hey baby.. it's okay," hviskede hun stille til ham og lagde den ene hånd mod hans kind. Hun pressede stille sin kind mod hans brystkasse. "Dove, a little help please," sukkede hun så og sank en klump.

Malia var dog hurtig og havde allerede et åbent sår, så hun tøvede ikke med at placere sit håndled mod sin mors læber og tvangsfodre hende blodet. Hvilket kort overraskede Abigal, men hun behøvede ikke meget før hun kunne skubbe hånden væk. Abigal rømmede sig som blodet syntes at have effekt. Hun tørrede sine læber med sit ærme og rynkede næsten af smagen. Derefter svang hun blot armene omkring Kyle og holdt ham tæt indtil sig. Kort havde hun været så bange for at miste ham, og troet hun skulle miste ham. Det værste havde været, hvis hun haft dette valg dengang hun faktisk havde været fanget af Lucifer, havde hun sørget for at hun aldrig ville komme tilbage. Men hun havde noget at komme tilbage til og det ændrede alting.
"I'm so sorry this happened to you.. I'm so sorry," hviskede hun som hun pressede ham tæt indtil sig. Abigal gentog og gentog det.  Malia så på dem, og besluttede sig for at liv og døds situationer kom før hende lige nu, også kunne hendes far også lige få hende lidt for sig selv.

Lucifer så forfærdet på Abigal da hun blev stukket med kniven. Hun var død. Hans blik vendte sig til Aurelia der lå på jorden efter Micah havde skubbet hende væk. Han løftede hende op i halsen. Hans blik var så fyldt med vrede, at han nær havde klemt livet ud af hende der, hvis ikke Dove havde brugt hendes magi til at tvinge ham fra hende. Han så på Maella da hun også virkede utilfreds med Aurelias handling. Men han endte med at gå fra stedet med hende. Han blev nød til at planlægge noget nyt. Der måtte være en anden banshee derude han kunne bruge. ”This isn’t over,” sagde han højt nok til de alle kunne høre ham.

Micah så på Kyle da han kom hen til dem. Han lod hende tage hende i armene, selvom han mest følte for at holde hende til evig tid. Han havde aldrig levet et liv hun ikke var i. Han var ikke sikker på han kunne. Micah lagde armen om Malia og holdt hende til på sig. ”I’m here,” sagde han lavmælt ind i hendes hår. Han havde var lige blevet okay med at have mistet sine børn inden alt det her. Selvom han var lykkelig for at have Malia tilbage, føltes det som om universet havde taget et andet liv for at give ham Malia tilbage, og det var han ikke okay med. Han så op fra Malias hår da Kyle sagde han hørte noget. ”Beats?” Sagde han forvirret og så på Abigal da hun vågnede. Han forstod ikke hvad der foregik.

Aurelia havde reageret hurtigt, så hurtigt at hun ikke havde tænkt over hvor svært det ville være for hende at dræbe Abigal, selv hvis hun ikke døde rigtigt. Hun troede et øjeblik hun ville dø, da Lucifer greb om hendes hals og løftede hende fra jorden. Hun faldt sammen på jorden da han var tvunget til at give slip. Hun rejste sig og så på Maelle der kort før havde truet hende. Da de gik, følte hun sig et øjeblik lettet, men det ændrede sig da hun så hen på Kyle. Han var knust. Hun ville sådan ønske at hun kunne have fortalt ham sandheden, men de havde brug for realistiske reaktioner for at få Lucifer til at tro på det. Hun gik hen til Kyle og lagde en hånd mod hans skulder. Aurelia var blevet god til at se på det større billede, og somme tider glemme at det sårede folk. ”I’m sorry,” sagde hun og fjernede hendes hånd. Hun var begyndt at vågne, men hun havde stadig været en del af det hele, og hun var så nervøs for Kyle ville hade hende for det. Hun havde ikke råd til at miste ham.

Dove gik tilbage i huset for at hente sine ting, men var tilbage før Abigal vågnede op. Malia var hurtig til at helbrede hende. Dove så på dem. ”I can explain, but we need to get out of here. Lucifer can’t know Abigal is still alive.” Hun fandt en kasket og solbriller frem fra hendes taske. Det var ikke den perfekte forklædning, men det måtte være nok for nu. ”I can use magic to transport two of you back to my place, the rest of you will have to get by foot,” sagde hun og så skiftevis på dem. Hvem hun skulle transportere var op til dem. Hun ville nok selv have valgt Aurelia og Kyle, da Aurelia ikke kunne være ude for længe, og Kyle lige havde været igennem en masse. Men hun vidste også, at hendes følelser var minimale i denne sag. De havde måske en anden mening.

Hun lukkede lettet øjnene sammen og holdt ham bare tæt. Abigals hjerte banken blev bedre og bedre des længere hun var vågen. Der gik lige lidt tid før hun faktisk følte sig rejse klar. Hun lyttede til Dove, som sagde hun kunne tage to med - men Kyle bestemte hurtigt hvem de to skulle være. Hun rynkede et kort bryn af ham. Abigal så bekymret mod ham, som hun blev hjulpet på benene. Der var noget galt, men hun kunne ikke sætte sin finger på hvad det var - men at have været i kontakt med døden pillede stille en fra hinanden, hun ville vide det. Måske var det også derfor hun valgte ikke at spørge ind til det lige nu, hun ville vente til de var alene. Så hun ville ikke diskutere med ham lige nu, men hun greb alligevel kort hans hånd og gav den et klem. Dove havde ret, de skulle væk herfra også var næste plan at finde en måde at sørge for hendes evne blive dulme sig lidt. Abigal så på ham som han gik hen til sin bil, og brød sig ikke om at lade ham være alene lige nu.
"I don't like this Dove," indrømmede hun og så Dove i øjnene. Dove kendte nogle af Abigals mere bekymrede træk, og det gjorde Aurelia også. "I'm afraid he is gonna lose his mind," sank hun en klump. Abigal havde næsten mistet forstanden da hun først havde mødt Dove. Abigal tog med Dove og Aurelia.

Malia så mod sin far og mod varulven som gik derfra. Hun var bekymret, hvorfor havde Lucifer bare ladet hende gå, det gav ingen mening. En del af hende tænkte han ville komme tilbage. Malia lænede sig ind mod sin far igen, og havde ærligtalt ikke lyst til at forlade hans side igen. Selvom det var så ufattelige mange år siden, så huskede hun det stadigvæk som var det igår.
"Should we follow them? I would really like to talk to mom too," indrømmede hun og sank en klump. "I should have stopped him.. done at least something, I was almost to late," sukkede Malia en anelse for sig selv. Hun havde set at varulven tydeligvis elskede hendes mor, og det var alligevel mærkeligt for hende at hendes forældre ikke længere var sammen.

Micah så på Kyle da han påstod der ikke var to hjerteslag. Måden han sagde det på fik ham til at tro det måske ikke var sandheden, men han ville ikke grave længere ned i det. Han havde elsket sine børn, og han var lykkelig for at han kunne stå og holde om Malia, men samtidig vidste han også hvilken fare hans børn havde været i på grund af Lucifer, hvad hvis det var det samme med et nyt barn. Ville han være efter ham eller hende også? Han sank en klump og så bag sig, da Kyle så på noget i den retning. Der var ikke noget, hvilket skabte mere bekymring i ham. Men lige nu så skulle de bare væk derfra, så måtte de tage sig af alt andet senere. Han nikkede da Kyle besluttede at Abigal og Aurelia skulle med Dove. Han vidste ikke helt hvem Aurelia faktisk var, men det måtte være en grund til Kyle ønskede at få hende i sikkerhed først, så han sagde ham ikke imod.
”See you at the house,” sagde han og så efter ham. Dove havde givet dem adressen, så han tog fat i Malias hånd. ”We’re going with them,” sagde han beslutsomt. Han blik faldt på hende da hun gav sig selv skylden. Han slap hendes hånd og lagde i stedet hans hænder om hendes ansigt og skabte en dyb øjenkontakt med hende. ”My beautiful girl,” sagde han med et smil der havde været sparsomt over den seneste tid. ”None of this is your fault. None of it. Lucifer is to blame for this, okay?” Han kyssede hendes kind og trak hende ind i et tæt kram. Han havde ikke kunnet forudse hvad der ville ske når han kom her, men at finde Malia havde aldrig været en af de ting han troede kunne ske. Han havde ikke kunnet forudsige det, og hun havde formået at rykke tæppet væk under ham. Han havde altid drømt at han ville se hende igen før han selv døde. ”Let’s go find your mom.” Det var måske ikke det bedste tidspunkt for Abi at blive genforenet med hendes formodet døde datter, men Micah ville være ved hendes side, lige indtil Abigal var klar til det.

Aurelia havde ikke anet at Abigal var gravid. Hvis hun havde vidst det, ville hun aldrig være gået igennem med det. Hun havde stadig svært ved at slette billedet af Abigal der døde ved hendes hånd fra hendes hukommelse. Hver gang hun blinkede så hun det for sig. Aurelia så på Abigal da hun sagde hun ikke var glad for hende. ”I am as well. But he is my blood, I will never let him suffer. I will help him when he gets there, and then you two can work on fixing the ability,” sagde hun og trådte hen til Abigal. ”He is my only family. I will not let anything happen to him.” Aurelia havde ikke fortalt nogen udover Amery om Noah. Hun havde fulgt ham når hun kunne, men at blive en del af hans liv var endnu mere skrækindslagende end det var at se Kyle igen. Det var en søn hun aldrig havde kendt. Han havde oplevet glæde, sorg, et knust hjerte. Han havde været igennem det hele, og der havde været en anden for at hjælpe ham igennem det. At tage kontakt ville bare være egoistisk af hende. Det var anderledes med Kyle, fordi han havde kendt hende. Det havde Noah aldrig.

Dove så på Kyle som han gik og Micah og Malia der blev stående i deres egen samtale. Hendes blik faldt så på Abigal. ”Nobody is losing anything tonight. We will handle everything.” Hun tog fat i de to pigers hænder og fik dem til at forsvinde fra græsplænen til det hus hun først havde taget Abigal til da de mødtes – bare mere moderne. Hun slap deres hænder og så på dem. ”I’m in this now,” sagde hun henvendt Abigal. ”He wants to hurt you, and does so by hurting other people. He will not do so again. I will make sure of it.” Hun drejede sig så mod Aurelia. ”I’m afraid I don’t have a completely light tight room. We have a couple of hours before the sun starts to rise. You should be back in the cave by then.” Dove havde altid haft ondt af Aurelia. Hun måtte føle sig så ensom i den grotte. Det havde måske ikke været så slemt da der kun var lys om dagen, så kunne hun altid bevæge sig ud om natten når det værste lys kom fra månen, men nu med den teknologi de havde, kunne hun nærmest aldrig være ude. Hun var imponeret over hun var kommet ud i dag, på trods af lyset må have brændt hende lidt på vejen. ”I have something I usually give to new vampires. It will make the light more tolerable to them. I don’t know if it will work on you, but it is worth a try. It is only a temporary fix, I’m afraid.” Hun ville ønske hun kunne gøre det lettere for hende, men det var svært at vide hvad hun kunne gøre, når Aurelia var den eneste af hendes slags.

Malia sank en klump som hendes far tog hendes hånd i sin. Dog holdt hun vejret som han lagde hænderne om hendes ansigt i stedet for og hun så ham i øjnene. Hun nikkede svagt og holdt tæt om ham som han gjorde med hende. Hun lod tårerne vælte ud, og havde egentlig blot mest lyst til bare at stå her lidt. Bare stå og nyde øjeblikket. Også selvom hun gerne ville genforenes med sin mor også.
"Or maybe we can just stand here for a little while," sagde hun som hun ombestemmede sig og blev ved med at holde omkring sin far. Det var hvad hun havde brug for lige nu.


Abigal vidste det var forkert at gå, og alligevel gjorde hun det. Der var ikke et skridt hun havde taget hun nogensinde havde fortrudt mere, og hun så op som Minerva trådte op foran hende - det bekymrede ansigt smittede automatisk af på Abigal og hun sank en klump. Abigal skar tænder og hev vejret ind. Abigal så mod Aurelia, det måtte være Lynette - det gav mening. Abigal så mod dem og sank en klump.
"I'll," hviskede hun lidt for sig selv og tog en dyb indånding. Alle i rummet vidste trods alt hendes evne til at kommunikere med de døde.
"It's Minerva.. I need to go find Kyle. She want's you to know, that she wishes she had known you," sagde Abigal så og kløede sig kort i nakken. "I'll be fine," sagde hun derefter til Dove og Aurelia.
"I'll be fine when I find him. Minerva.. show me the way," sagde hun så og fulgte med spøgelset.


//Over and out <3