The Reverse Heaven - Lucifer

S: The Garden District, The Garden
T: Sen eftermiddag
O: Der er en ubehagelig stemning, og den giver ret meget ubehag hvis man ikke ligefrem er til det.
V: Lettere tåget
P: Et par lange bukser, en striktrøje og en vinterfrakke.
Emne til: @Lucifer <3

---

Come to me.. stemme hun havde hørt siden hun var genopstået. Hun vidste hvem den tilhørte, og hun havde kæmpet imod den i over en uge nu. En uge tilbage ved de levende og herren over helvede ønskede at kommandere en rundt - fantastisk. Men hun kunne ikke sove, og på samme tid led hun for tiden af frygten for mørke. Den sendte hende direkte tilbage til da hun vågnede op i kisten, helt alene og bange. Måske hun til sidst bare var blevet træt af Lucifer og besluttet sig for at opsøge ham. Nu når han så gerne ville se hende igen. Dog som hun havde givet ind til stemmen, var et næsten som om den havde kontrolleret hende mere end hun havde kontrolleret sig selv - og da hun endelig kunne styrer sig selv, så var hun på et ukendt sted. Tågen gjorde omgivelserne udtydelige, men hun var sikker på at hun var i en form for gammel kælder. Hendes telepatiske forbindelse til Kaiya virkede fjern, som om at noget forsyrrede forbindelsen - hun kunne ikke engang få fat på sin far eller Marcel.
"Bloody hell," brummede hun frusteret og slog så ud med armene. "I know you are down here Lucifer. So why don't you just stop being such a giant pain in my ass?" Spurgte hun irriteret. Tågen gjorde ham næsten usynlig, det var som at lede efter en nål i en høstak.
"Why can't you just leave me the fuck alone?"

Påklædning

Lucifer var kendt for mange ting. Han levede op til de fleste af dem. Men folk slog ham sjældent som jaloux. Hans care-free attitude hang på ham som et andet ansigt. I virkeligheden havde jalousi fået ham smidt ud af himlen og havde startet hele denne krig med hans far. Derfor havde han ikke kunne modstå, da han hørte hans doppeltgængers datter blev sluppet fri fra himlen. Hun blev ikke smidt ud, hun blev ikke efterladt i et mørkt sted. Hun blev lige så fint sat tilbage på jorden som en porcelænsfigur i et dukkehus, hvor han selv var blevet smidt ned i huset og var gået i tusinde stykker. Så han havde formet et bånd til hende. Et han kunne bruge til sin fordel. I løbet af den seneste uge, havde han ofte kaldt efter hende. Han vidste hun ville give efter før eller siden. Hendes mentale styrke var større end han havde forventet. Han sad i den gamle kælder i hans hus. Den er emmet i mørke og skjuler ham, præcis som han ønsker. Han kunne mærke hende nærme sig. Det var bare et spørgsmål om tid. Han havde hans hænder foldet over sit krydset ben. Han forblev stille på trods af hendes viden om hans tilstedeværelse. Efter lidt tid, endte han alligevel med at tænde en enkelt pære, der knap nok oplyste den mørke kælder. ”It’s going to be. A bloody hell, that is.” Han rejste sig og gik imod hende. ”There is several reasons for me being ”a pain in your ass” as you so distasteful choose to call it.” Han gik helt hen til hende og så på hende. ”You probably know I’m not a forgiving person. You took something from me, and I want to punish you for it.” Det var ikke en fysisk ting hun havde taget. Det var hans søns offer, hans fars velsignelse. Det var to ting han aldrig ville få, og det generede ham at hun havde begge dele. Men det ville han selvfølgelig aldrig fortælle hende. ”I say you, I really mean your father. I’ve grown quite use to this face, and I won’t give it up. Perhaps he will, when he see what I have in store for you.”

Det enkelte lys var nok til at lette lidt af hendes nye angst for mørket, og hun holdt stille vejret for at vende sig imod lyden af hans stemme. Hun flyttede sig ikke, blev blot stående og så på ham. Måske var det fordi han lignede hendes far. Lucifer og Cain var som to dråber vand, udover det var tydeligt at Cain elskede hende og Lucifer hadede hende.
"Oh are you jealous?" Kom det en anelse nedladende fra hende, hun havde nok bare endelig fået nok. Men i forhold til deres første møde havde hun været bange for ham, lige nu var frygtet minimal. Hun vidste hvordan det føltes at dø, hun vidste hun havde gud havde en hånd over hende - på en eller anden vis. "You know people keep blaming my father for things he shouldn't be blamed of," startede Zitora så og løftede let på et øjenbryn. "And I'm proud of being his daughter," tilføjede hun og trådte et skridt tættere på Lucifer. Legede hun med ilden? Den varme følelse af ilden brændte i hendes indre, men lige meget hvad. Så vidste hun at hun ikke ville gå herfra uden et nyt problem, det var Lucifer som havde tilkaldt hende - at lade hende gå var for simpelt, for nemt.
"You can punish me.. hurt me.. kill me.. I'll always come  back from it, because it's the will of God. "

Had kom altid lettere til Lucifer end kærlighed. Måske var det fordi han ikke havde følt ægte kærlighed siden Isabelle og at han aldrig rigtig havde følt sig elsket heller. Han havde muligvis nogenlunde forhold til nogle af hans børn, men han vidste ikke med sikkerhed om det var en form for indbygget kærlighed man altid ville føle til sine forældre, eller om der var noget ægte ved det. ”Of you? Hardly.” Han formåede at bevare en maske. Det var han blevet god til igennem årene. Hun virkede ikke bange for ham. Gud måtte have gjort hende troende, men han vidste også at det ikke betød han faktisk ville være der for hende. Der var nogle kræfter selv Gud ikke kunne styre. Hvis han skulle være så beskyttende over for hende, ville han ikke tillade hende at komme her.
En vrede trådte frem i hans blik ved hendes næste ord. ”Do not talk to me about being blamed for something. Do you honestly think ‘the devil’ makes every single person on earth commit a murder, cheat or steal. I have been far too busy in hell to poison the mind of weak people. I am the name of every bad deed done in this world. I am not jealous of your relationship with God. I pity you for it. You think he will always protect you? Do you think he would allow me to force you to come here, if he really cared so much? Do you think he would allow people to be killed on a daily basis, to let parents lose a child. He does that because he is a sick bastard with a literally God-complex. He enjoys to play with his little experiments. He even does so with his own children.” Lucifer fortalte hende mere end han havde gjort til andre. Han vidste ikke helt hvorfor, men noget i ham klikkede og fik ham til fortælle mere end han havde planlagt. ”Good for you.” Han stod et øjeblik tæt med hende, før han pludselig følte en emotionel sårbarhed, og trådte et skridt væk fra hende. ”You really give him too much power. He doesn’t care about you. He probably allowed you to return for something else. There is no such thing as a miracle, only plans and strategies. For all I know, he returned you to me. For some sort of sick twist of faith. That’s what he does. He play with people’s lives for his own amusement.” Måske var det hendes nye rolle. En han fortalte alt for meget til, så Gud altid kunne være et skridt foran ham. Han begyndte at fortryde overhovedet at få hende herhen.

Hun løftede øjenbrynet let som han fortalte og fortalte. Det var hendes job at kende folk, og de ord han sagde fik hende til at se ham som et normalt væsen - ikke den status der var sat over hans hoved.
"I don't need him to protect me," mumlede hun lidt for sig selv. Måske gjorde hun, men hun slog tanken ud af hovedet - bebrejdelse var en måde at provokere hende på. Zitora tog en dyb indånding og sukkede kort. Lucifer havde tydeligvis flere bolde i luften end han gav udtryk for.
"I never said I agreed with all his work. Would you believe if I told you I won a debate against him?" Spurgte hun med et svagt træk af et skævt smil. "You are clearly in a lot of pain, maybe you should talk it out," tilføjede hun og havde af instinkt lagt en hånd imod hans overarm. Dog trak hun den tilbage som hun også kom i tanke om, at et væsen som havde levet så længe skulle bruge mere end bare et par ord for at stole på nogle. Og var det virkelig hvad hun ønskede, at lege psykolog for djævelen? Han var vred, sikkert også bare van til at fylde sig ud i en rolle som var blevet lagt over ham. Nogle gange hadede Zitora det gen hun havde til at hjælpe folk konstant, måske det egentlig var derfor gud havde sendt hende tilbage. Og som Chase havde sagt, hun havde måske en egenskab til at gøre andres liv bedre.

Lucifer prøvede altid at vise sig selv fra en position af magt. Det var kun der folk respekterede ham, frygtede ham. Han var ikke typen der lukkede sådan op, men han måtte have brug for det. Bare ærgerligt en af Guds følgere skulle ligge øre til. Han skævede til hende, da hun mumlede noget han ikke rigtig kunne høre. Han fortalte ikke altid den rigtige grund til han forlod helvedet. Han sagde det var fordi han ikke gad mere, fordi han havde brug en luftforandring. I virkeligheden var det fordi det var ensomt. Dem der påstod at følge ham, gjorde det ikke af kærlighed eller tro. De gjorde det af frygt. Han så på hende med et overrasket blik da hun påstod hun havde vundet en debat med Gud. ”I wouldn’t if anyone else had told me. Perhaps his reason for letting you go was not a big scheme. Maybe he just didn’t want someone who could outsmart him intellectual so close to home,” spekulerede han. Han vidste ikke helt hvad det var med hende her. Hun var anderledes nu. Måske hun mindede ham om hans barndomshjem, og det bragte nogle varme følelser frem i ham, han ikke havde følt i evigheder. Da hun lagde hånden mod hans overarm, lod han den ligge, før hun selv fjernede den. Han tog sig selv i at føle sig sårbar igen. Han tog fysisk afstand til hende og trådte hen i den anden ende af lokalet. ”Enough talk,” sagde han og mistede det oprigtige og emotionelle ansigt han for et øjeblik havde haft. I stedet kom det sædvanlige udtryk til syne, det hun havde set da de først mødtes. ”We’re leaving.” Han vidste hvad han måtte gøre. Hun kendte for mange af hans tanker, men han ville heller ikke dræbe hende. Hun havde måske ret. Måske var hun et led i Guds plan, og hendes død ville ikke være endelig. Så han kunne få inspiration fra myterne om stedet. Han greb en spand fyldt med spartel og en lille skovl. Han havde allerede gjort det klar til hende. Nu var det bare endnu vigtigere at få hende til at forsvinde.

"That makes a fair point," indrømmede hun og trak lidt på en grimasse. Zitora havde en gave med fra Gud som hun havde beholdt for sig selv, og det var den nye indre ro - en ro hun var begyndt at holde meget af. Den bragte hende ingen panik som sådan, og holdt hendes hoved klart udover når Lucifer selv syntes han skulle bryde igennem. Zitora holdt øjnene på ham, som sårbarheden syntes at ramme ham - typisk, det var også hvad hun selv gjorde, lod som om intet var sket. Det virkede bedst. Han tog afstand til hende, og ærligtalt kom en lille frygt til hendes sind - men hun viste den ikke. Specielt da han gjorde klart at de var færdige med at tale, hun så skeptisk imod ham.
"Leaving?" Spurgte hun spørgende som han samlede nogle genstande op. Mystiske objekter til denne samtale, som hun ikke helt kunne finde ud af hvad han skulle bruge til. "Are you planning on building a house or something?" Spurgte hun undrende.
"I'm afraid you have misunderstood what I do for the living," kom det så fra hende. Tydeligvis forstod hun ikke helt budskabet. "You know, the second we get out of here.. I have plenty of people on speed call, and what your plan is.. what ever you plan is.. will fail," tilføjede hun så og lagde armene overkors. Hun afslørede hendes mangel på forbindelse til omverdenen hernede fra. Hendes forbindelse ville være stærkest til Marcel og Kaiya - for dem havde hun brugt mest tid sammen med efter hun var kommet tilbage. Zitora var ikke ved sin fulde styrke angående hendes evner.

Lucifer holdt typisk hans indre tanker og følelser for sig selv. Det var ikke fordi han havde planlagt at læsse af på Zitora. Hans plan var at tilkalde hende, placere hende i et fængsel af hendes værste minder og mure hende inde. Mere eller mindre genskabe et personligt helvede bare for hende. Et eller andet sted, skulle hun sætte pris på han gik til alt det besvær. Det viste at han bekymrede sig, på hans egen forskruede måde.
Han lo kort ved hendes ord. ”Or something,” svarede han og stillede spanden fra sig igen, da hun nu var den med en masse at sige. ”Thanks for the warning.” Han knyttede sin næve og plantede den i hendes ansigt. Han vidste lige præcis hvor han skulle slå, så hun ville falde bevidstløs, men uden at gøre større skader på hende. Der var ingen grund til at skade et kønt ansigt. Han tog hendes telefon og lagde den i hans egen lomme. Han havde aldrig rigtig forstået menneskers besættelse af den lille genstand. Han fandt den selv nyttig i visse situationer, men han gjorde ikke voldsomt meget brug af den. Han samlede hende op og smed hende over skuldrene, han samlede spanden op og gik hen til den nedrevne mur han allerede havde lavet til lejligheden. Han smed hende over den halvt nedrevne mur og kravlede selv over. Han måtte vente til hun vågnede før han kunne placere i hendes eget helvede.

Hun tog en dyb indånding og observeret ham det hun kunne, men i dette mørke var alt muligt og hun vidste lige meget hvad - så ville det ikke være let at kæmpe sig fri af. Før hun nåede at sige mere blev lyset slukket og hun ramte jorden.
Det tog lidt kortere tid for hende at komme til sig selv end et normalt menneske ville have, og hun tog sig stille til hovedet.
"Ouch.. That bloody hurt," mumlede hun og mærkede kulden omkring sin hud. Mørket var værre her, og hun kunne føle hvor trængt der var. Hun så op imod ham og sank en klump.
"What is this?" Spurgte hun og man kunne hører undertonen af panik. "Lucifer," tilføjede hun og hvis der havde været oplyst i rummet ville man kunne have set panikken nå hendes øjne. Hjertet bankede med en eksploderende frygt. Normalt gjorde små rum hende ikke ligeså panisk, men efter sin genopståelse havde mørket forsøgt at rive hende i tu. Zitora greb ud efter ham, og fik fat i hans jakke i ren panik.
"Please don't leave me here.. Please," bad hun og alt det styrke der havde været omkring hende før var blevet vasket væk, smidt i et sort hul - ironisk nok.

”I would say sorry, but I’m not,” sagde han og så på hende mens hun blev klar over sine omgivelser. ”Just a little fun. For me, at least.” Det klassiske djævlske smil flød over hans læber. Han lod hende reagere på hendes tydelige frygt. Han lod hende gribe fat i ham uden at reagere. Ikke før hun tiggede ham om ikke at efterlade hende. Da lagde han hans hænder om hendes hoved og så hende i øjnene. ”Have fun getting out of this. Let’s see if daddy dearest comes to your rescue,” det gyldne skær flød over hans øjne. Hun ville ende med at være fanget. Hun ville gennemleve de værste øjeblikke i hendes liv om og om igen, lige indtil hun døde af formodentligt naturlige årsager. Medmindre nogen skulle komme og redde hende før det. Hvis de overhovedet kunne finde hende. Lucifer havde aldrig fulgt med i en persons personlige fængsel før. Mest fordi han var ret ligeglad, men han var nysgerrig på hvor meget hans fars nye legetøj faktisk havde været igennem. Han ville kigge med og se hende blive mere og mere ødelagt. Lucifer greb fat om hendes hænder og tvang dem fra hans jakke. Han hoppede dernæst over den halve mur, og begyndte at mure den til. Zitora ville være så dybt optaget af hendes minder, at hun ikke ville lægge mærke til hans handlinger og derfor heller ikke kunne stoppe ham.
Da muren var dækket til, satte han sig op ad den. Han lukkede sine øjne og fulgte med i hvad hun gennemgik.

Læberne begyndte at skælve og hendes krop rystede af ren frygt. Han greb om hendes hoved og der mærkede hun hvordan hun først gik i sort. Da hun endelig syntes at åbne øjnene igen, stod hun foran Klaus igen. Det var ikke første gang noget havde knust hendes hjerte, men det var den første gang hvor hun havde elsket nået mere end sig selv og set det blive flået fra hende. Han efterlod hende i kulden, og han havde været hendes første alting. Den første person hun havde elsket med og den hun troede hun skulle have hele sin fremtid sammen med. Genlevningen af den dag ramte hende som en hånd spændt om sit hjerte, men det var ikke til hun fandt sig siddende i år af den frygt for ikke at lade folk komme ind til sit hjerte. Hvor hun ofte havde brugt tiden med sig selv, og aldrig rigtig søgt nogle andre. Det var først da hendes adoptivfar havde taget hende med til New York at stjerne endelig så ud til at være placereret til hendes fordel. Og det var de kort, til hun fandt sig selv vågne op på hospitalet. Fat i fødsel i håb på at hendes søn kunne reddes, flere timer, hvor hun næsten ikke havde kræfter til selv at forsætte.. givende hun havde følt deres forbindelse blive revet i tu før sygeplejskerne anede til det. Hvordan hun havde holdt det døde barn i sin favn.. sygeplejeskerne havde haft taget et billed - så havde hende og Bryce da et minde.. men efter det havde hun ikke andet hvad hun skulle gøre af sig selv. Den scene genspillede sig to gange ekstra for hende, og pillede hendes hjerte i tu stykke for stykke. Hende og Bryce havde ikke holdt længe efter det, og Zitora snakkede ikke delvist med nogle om ulykken. Ikke engang sin søster, sin tvillingesøster eller far anede intet til hvad der var sket.

Hun begyndte for alvor at drikke efter det, det var som om det var den eneste ting der lindrede smerten i hendes system bare lidt. Men ingen bemærkede hende drukne ligeså stille. Zitoras knuste hjerte overbemandede hende med arbejde, og tilliden til at stole på andre var væk. Et par enkelte romancer, men frygten for de ville gå fra hende fik hende til at skubbe dem væk. Ingen kontakt som sådan til sin tvillingesøster. Zitoras værste mareridt havde altid været at finde ud af hendes liv var en løgn, og det kom på bordet da hun fandt ud af at Cain var hendes far.. og at hendes adoptivfar sammen med Bryces far havde stået for påkørelsen af hende og hendes søn. Været grunden til hun havde mistet sig selv og den ene person hun havde haft til job at passe på. Løgnene og den nye virkelig havde til sidst svunget sig så stramt om hendes hals, at hun havde knækket nakken i tankerne. Alkhold og stoffer havde været hendes afledning. Og en aften spillede sig for hendes tanker, en hun før nu ikke havde kunne huske helt. Ikke før hun ramte jorden og mærkede mændendes ånde danse henover hendes hud som hun lå på jorden. Hendes krop havde været låst og ikke i stand til at gøre noget, selv hvis hun ønskede. Mindet klippede den redning ud som Seelie ellers havde stået for, for i dette helvede var der ingen redning. Følelsen af tab ramte igen da Kaiya fortalte at deres mor var død. Tragedien og sorgen havde endnu engang oversvømt hendes lille ellers godt bevogtede slot.
Alt sammen blev erstattet med den nyeste begivenhed, hendes faktiske død. Daisy havde bare stået der og kastet hende rundt ind i muren som en anden kludedukke. Ryggen havde været brækket før, og hun havde prøvet at bevæge sig frem af eller bare at løfte hovedet. Men hun kunne intet og sekunderne efter ramte hun trappen, hvor nakken brækkede. Hun havde været nød til at tage afsked med sin længe savnede søn i himlen.. og efter det grave sig ud af sin egen grav. Panikken ved det. Frygten for ikke at kunne komme fri. Alle de minder kom indover hende, og når de var omme - startede de forfra. Igen og igen.

Lucifer fulgte med i hendes forløb. Da han havde set det to gange, følte han ikke for at se mere. Det var ikke fordi han var imod tortur. Han var djævlen, så det var en del af ham at torturere andre. Men der var noget der fik ham til at stoppe med at se med. Han følte de to havde mere tilfælles end han først regnede med. Han havde aldrig selv været tvunget til at gennemleve sine dårlige minder. Han begyndte nu at tænke over hvordan det ville være. Det skabte en sympati rettet mod Zitora. Han var ikke tilfreds med det. Han besluttede sig for at mure hende inde måske var lige groft nok. Han sparkede muren ned, da det endnu ikke var tørt. Han hentede hende og lagde hende ned på jorden. Hvad han nu skulle gøre, vidste han ikke.

Chase havde mærket Zitoras frygt og fulgte den. Han havde aldrig været en god skytsengel og han var begyndt at mistænke det var på grund af hans fars utallige forsøg på at få ham til at falde. Nu hvor det ikke længere var hans mål, følte Chase han kunne være bedre. Han ville følge Zitora gennem hele hendes liv og gå til alle tænkelige længder for at beskytte hende. Han ville lykkedes med at guide igennem de svære tider. Han havde i løbet af hans besøg i himlen talt med dem han havde mistet. Han havde sagt farvel til dem. Han var derefter endt i helvede. Han havde troet det var hans fars hævn. Den tanke ændrede sig da han så Lucifer stå foran Zitora der lå på jorden. Det havde hele tiden handlet om hende. Chase havde bare været i vejen. Han gik hurtigt hen til ham og skubbede til ham. ”What the hell did you do?” Spurgte han vredt og gav ham endnu et skub. ”I gave her hell,” svarede han. Chase satte sig ned ved Zitora. Han vidste ikke med sikkerhed om det var det samme som han havde været igennem, men der var en stor chance for det. Hans far holdt af at genbruge tricks. Han løftede hendes hoved så det lå i hans skød. Det var trods alt blødere end den hårde jord. Nu måtte han bare forsøge at få hende ud af det. ”Zitora, I’m here. This is not real. It’s a nightmare. All you have to do is wake up. Just open your eyes. Just open them,” sagde han i et blidt toneleje. Han håbede bare det var nok. Han vidste også at selvom Zitora var en af de vigtigste personer i hans liv, var det ikke sikkert det var gengældt. Hun havde sin søster, far og kæreste. Deres relation måtte være vigtigere for hende end deres.

Kroppen begyndte at fryse, og rystede af hvad hun følte og så. Hun så ikke ud til at reagere på noget, øjnene var åbne og tårerne strømmede derfra som et endeløst vandfald.
I hendes hoved, var hun nået til gentagelsen af tabet på hendes søn. Hun sad i hospitals sengen som lige havde fået det døde barn i sin favn. Det var her en stemme ringede i hendes hoved, og hun så til siden. Da hun kiggede tilbage var barnet væk. Zitora sank en klump, og rejste sig trods sin smerte som hun følte hun var i. Men det var som om at da hun slap ud af cirklen, gjorde det ikke ondt mere. Zitora sank en klump, alle omkring hende forsvandt og det mindede hende mere om en eller anden gyser film. Zitora var stærk, ikke den stærkeste men stærk var hun. Hun så sig omkring, hun var ikke stærk nok til at vågne fuldstændig op. Men hun var vågnet fra det kaos hendes sind havde skabt, hvilket også kunne mærkes på hendes fysiske krop - rystelserne syntes at blive mindre. Zitora nåede ud til gangen og hørte et barnegråd.
"It's in your head Zitora.. its all in your head," mumlede hun for sig selv.
"Is it?" Spurgte en stemme bagved hende og Zitora snurrede rundt, "Daisy," sank Zitora den klump der var ved at vokse i hendes hals.
"It's pretty funny watching you.. thinking you could run from the devil," hun fnøs. Zitora rystede på hovedet.
"You are not real," sagde Zitora blot og så på Daisy. "You are right, I'm not. You are trapped in your head.. The amygdala is linked to the parts of the brain that govern your senses, muscles and hormones – enabling your body to react quickly to the sight or sound of a threat." Fortalte hun og Zitora kneb øjnene let.
"So my mind created you, to help me find a way out.. ironic," sukkede Zitora let. Gangenes lys var svage og den smalle gang syntes kun at blive mindre.
"I wonder if you can connect with people outside your head when you are in here?" Spurgte Daisy så og trak på skulderen. Zitora måtte indrømme det var ikke en dårlig ide, men når den kom fra hendes underbevidsthed i form af Daisy, så var det ikke ligefrem det letteste at stole på - var det?

Chase nåede ikke igennem hende. Det var vel kun forventet, men han havde alligevel håbet. Han strøg hende over håret og så op på sin far. Vreden var ikke til at gå glip af. Han lagde forsigtigt Zitora fra sig og gik hen til sin far. ”Will you stop this, please?” Det generede Chase at han blev nød til at bede ham om hjælp, men han vidste også at han ikke selv kunne løse denne opgave. Han kunne bringe hende til andre, men det ville tage tid og han ønskede ikke at Zitora skulle lide længere. Hans fars læber formede igen det genkendelige smil han havde set så mange gange før. ”Are you willing to make a deal?” Chase vidste at det værste var at indgå en aftale med djævlen, men Zitora var det værd. ”Yes.”

Lucifer var begyndt at overveje at fjerne hans evne. Men samtidig ville han gerne se om det kunne lykkedes Chase at få hende ud. Et eller andet sted håbede han det, fordi han trods alt havde et ry at leve op til, og det ville lyde bedre hvis Lucifers søn reddede en pige fra Lucifers ondskab end at Lucifer ændrede mening og skånede en pige. Da Chase rejste sig og bad ham hjælpe, så Lucifer det som en mulighed for at hjælpe uden at ødelægge hans ry. Da Chase var gået med til hans aftale, gik han hen til Zitora. Han lagde en hånd mod hendes pande og så minderne for sig. Først fjernede han dem og erstattede dem i stedet med alt det gode hun havde oplevet. Det var altid nemmere at trække en person ud, når de ikke længere var styret af så stærke negative følelser. Det kunne skabe alvorlige mentale ar. Det var en gode måde at torturere på, men det var ikke ligefrem hans formål lige nu. Det han nu gjorde kunne bedst beskrives som at en usynlig kraft tog fat om Zitoras bevidsthed og trak hende opad. Det sidste det krævede var for det meste noget han havde det okay med. Især når det var smukke mennesker. Han lænede sig fremover og lod kort hans læber ligge mod hendes. Han trak sig tilbage og så på hende et øjeblik, for at være sikker på hun var tilbage. Han rejste sig og så på Chase. ”Remember that you owe me,” sagde han før han forlod stedet. Han havde følt nok svaghed i dag på grund af den pige. Han blev nød til at finde en måde at føle styrke på.

Daisy forsvandt pludselig og alt lys gik ud. En stemme kaldte hendes navn, og trods mørket lige nu var det hun frygtede mest så fulgte hun stemmen. Hendes rystende hænder fik fat i et håndtag, og blev mødt af et lys der kunne blænde. Hun blev mødt af en flok 13 årige, og havde det ikke været fordi hun genkendte hallen havde det været alt for flippet. Nogle af de minder Zitora havde holdt af havde været fra før hun fandt ud af hun var overnaturlig. Da hun kunne danse uden at skabe en storm over sig. Derfor kunne hun se på hendes tideligere vennekreds varme op, og de fik øje på hende. Kaldte hende derop og først så Zitora sig om for at være sikker på at det var hende de kaldte på. Da hun var overbevist så løb hun op på scenen, og dansede løs med dem. Det var først efter hun havde danset lidt og glæden var på sit højeste at hun fik øje på Marcel. Han hørte ikke til i dette minde, men hun klagede ikke. Zitora løb ned til ham og svang ham ind i sin favn - også selvom han ikke var virkelig, så ville han altid bringe hende tryghed.
"Time to wake up," lød ordene fra hans stemme før han plantede sine læber imod hendes. Den varme strøm gav hende et kort gisp, som den fysiske krop også havde reageret på det kys der lå imod hendes læber. Dog gengav hun det kort og klemte en lille tårer ud af sine øjne. Det var dog ikke Marcels læber, det vidste hun før hun åbnede øjnene. Åndeløst så hun Lucifer i øjnene og sank en klump - han havde befriet hende, men hvorfor? Hun tog ikke øjnene fra ham før han var væk. Derefter så hun over på Chase og sank en klump.

Hun rystede let på hovedet og kom på benene. Zitora tog sig let til hovedet, og ønskede ikke at snakke om hvad der var sket.
"What is the easiest way home?" Spurgte hun som det eneste og tog en dyb indånding.

Chase stod på afstand og så til mens hans far gik i gang. Han rynkede på næsen da han kyssede hende, men det overraskede ham ikke at det var en del af processen for at fjerne evnen. Han var bare glad for Callie havde været i stand til at få ham ud af det. Alternativet var skrækindslagende. Chase gik hen til hende da hun vågnede op. Den måde hun så efter Lucifer gjorde ham lettere utilpas. Han vidste hans far sommetider kunne have en stærk virkning på folk. Oftest negativ, men når den var positiv, var den lige så stærk. Chase var bare glad for hun var okay nu. Han smilede let over hendes ord og fik hans vinger til at vokse frem. ”I prefer wings,” sagde han og stak en hånd frem for at hjælpe hende op. ”Are you okay?” Han havde selv været igennem det. Ikke kun det helvede hans far kunne bringe en på jorden, men også det egentlige helvede. Det efterlod ofte folk anderledes end de før havde været. Det havde taget ham lang tid før han var kommet sig over det. Men lige meget hvad, ville Chase hjælpe hende igennem det.

Han hjalp hende på benene, og Zitora gjorde hvad hun nu gjorde bedst - skubbede problemerne væk og lod som om de ikke var sket. Men det var svært nu, selvom de gode minder havde ramt og erstattet de dårlige - så hærgede de lige nu stadigvæk over hendes sind. Zitora tog en dyb indånding ved hans spørgsmål og sank en klump.
"No.. No I'm not okay," åndede hun ud og så ham derefter i øjnene, "but I will be," tilføjede hun blot og slog blikket væk.
"Just get me home, I don't want to talk about it," indrømmede hun og kløede sig kort i nakken. Alt for at undgå det, og hvis hun kunne tage et par piller og sove på - perfekt. Det vil være en hjælp hvis Marcel og Kaiya ikke var hjemme - ellers ville de sikkert spørge indtil det røde mærke hendes ansigt bar efter slaget samt de skrammer der beklædte huden under tøjet. For specielt nu mere end før, var de overbeskyttende overfor hende. Grunden forstod hun, hvis hun var død engang kunne hun dø igen. Ligesom dem var det en ting hun ikke ønskede, men der var også værre ting end døden.

Han så på hende med et trist blik. Han skulle have været der noget før. Hvis han havde fundet hende hurtigere, var det aldrig sket. Han knugede sine hænder i vrede til sig selv. Han vidste det lige så meget var Lucifers skyld, men det var ikke Lucifers opgave at beskytte hende. Det var hans, og han havde ikke beskyttet hende godt nok. ”Okay,” svarede han kort og så på hende. Han løftede hende op i sine arme og fløj hende tilbage til hendes hjem. Han landede foran døren og satte hende ned. ”I think I should stay,” fortalte han. Selv hvis hun ønskede at være alene ville han stå lige udenfor døren og sørge for hun var okay. Han tog en dyb indånding. Det gjorde ondt på ham at se hende sådan. Hun havde altid spredt glæde hvor end hun gik. Chase frygtede det var blevet taget fra hende, det lys hun gik og gemte på. ”I’m sorry,” sagde han og stak hænderne i lommerne. Han havde endnu ikke givet hende spejlet han havde fået lavet til hende. Han ville gerne tillade hende at vende tilbage til sit liv, før han gav det til hende. Måske nu var det rigtige tidspunkt at give det til hende på.

Det var første gang en engel havde haft hende i sin favn og fløjet afsted med hende - men der var vel en første gang for alting. De nåede op til opgangen af lejeligheden, hvor han satte hende ned. Zitora rystede på hovedet til hans ide til at blive.
"No its okay. And don't go on the hunt of guilt. Ifs and maybes don't change what happened," tilføjede hun og lagde en hånd imod hans skulder, "I did hear you.. It broke the circle of nightmares," pointerede hun og vippede hovedet let på skrå.
"Against my hope.. I can hear I won't be alone," smilede hun lidt skævt. "You were the one who told me that I was tough.. If I could say goodbye to my son.. I can handle this too," tilføjede hun og lagde kort hånden imod hans kind.
"Don't be a stranger," nikkede hun derefter let. Zitora tog sine nøgler op af lommen og låste sig indenfor i håb om ikke at vække alt for meget opmærksomhed. Men hun vidste Kaiya ville have følt det slag hun havde fået i sit ansigt hvis ikke den næsten dødelige frygt der havde banket i hendes system. Så selv hvis Kaiya var på arbejde havde hun ikke taget afsted uden backup.

Chase prøvede at respektere hendes valg. Men han ville ikke forlade hende. Han så væk da hun mente han ikke skulle bebrejde sig selv. Det var lettere sagt end gjort. Hans blik faldt på hende igen da hun fortalte hun hørte ham. ”I did say that. But you shouldn’t have to do it alone,” han blev stående tilbage da hun låste døren op.
”Zitora,” sagde han før hun gik indenfor. ”I have something for you. Let me go get it, and afterwards I promise to leave if you want me to.” Før hun rigtig noget at svare, var han fløjet af sted. Han fløj tilbage til sit værelse på skolen hvor han havde gemt spejlet. Han vidste lige præcis hvor det var. Han holdt det lille runde spejl tæt klemt mod hans brystkasse så han ikke ville tabe det på flyveturen. Da han igen stod foran opgangen ringede han på dørtelefonen så hun kunne lukke ham ind. ”I have it,” sagde han da telefonen blev besvaret. Han var ikke engang sikker på det var Zitora der havde taget opkaldet.

Zitora lovede Chase at vente på ham når han ville komme tilbage. For nu lukkede hun døren efter sig og gik indenfor. Hun stoppede kort op da hun så manden stå med en pistol imod Kaiya.
"The pleasure is all mine I take," svarede hun og lagde armene overkors. Zitora havde haft at gøre med typer som denne før, nogle gange kom det med hendes arbejde - andre gange hendes side arbejde.
"I'm sure she does.. I have secrets on my own. We all do," kom det blot fra hende og hun skar ikke en grimasse eller noget tegn på situationen påvirkede hende. Endnu en ting der lå til at være god i hendes fag, tegn på svaghed ville ikke vinde nogle sager. Hun så neutralt på ham, som han bad hende sætte sig ned.
"What If I can make you a better offer?" Kom det så fra hende som hun ikke gjorde hvad han sagde og i stedet gik et skridt tættere på ham. "You seem to already be blessed with an immunity ability, no one would be able to mess with your mind.. but like I said, I have secrets on my own," tilføjede hun og løftede på et øjenbryn.
"I don't know what messed up deal my sister made - but, with a power like mine. I can grant you abilities that will make others beg for mercy. Normally I would ask for money in return," kom det så fra hende. "I do prefer people not pointing guns on my family members when I make deals," tilføjede hun og løftede en anelse mere på øjenbrynet.
"And for what you know.. I can have your face printed on every single person I know in the city' head.. with a shot to kill warning right next to. See you I know a lot of people. You would never be able to walk in public again or for that matter show your face anywhere. I would take a deal. Don't test me," sagde hun lettere bestemt og holdt stadigvæk sit ansigt neutralt. Det kunne godt være han ville snakke, men hun havdel lyttet nok til folk idag - og ærligtalt så orkede hun ikke mere. Hun var kommet på bordet med de kort hun havde at spille med, og nu var det hans tur. "Wait outside.. there is trouble. I'll let you know if it gets too far." kommunikerede hun ud til Chase da han stod udenfor og ventede på hendes svar. "This guy has a gun and clearly he wants to make a point. If everything goes south.. find my dad." tilføjede hun som hun holdt sine øjne på dæmonen og ikke sin søster.

Chase trådte et skridt tilbage da der ikke kom noget svar. Han prøvede og se om han kunne se ind i lejligheden, men det var umuligt fra den vinkel. Da han fik mentale beskeder fra Zitora besluttede han sig hurtigt for ikke at gøre som hun sagde. Han fløj op til vinduet, men sørgede for man ikke rigtig kunne se ham, da en engel højst sandsynligt ville skabe lidt for opmærksomhed. Han landede i stedet igen et stykke væk fra døren. Han baskede sine vinger så han fløj hen langs jorden med så meget fart han nu kunne mod døren. Den faldt sammen under hans vægt. Han bevægede sig hurtigt op ad trapperne, efter hans vinger var blevet trukket ind igen. Men han sørgede alligevel for hans muskler var klar til føre vingerne ud igen. Det ville gøre ondt at blive skudt på sine vinger, men det ville gøre mere ondt at blive skudt i organerne. Han lagde en hånd på håndtaget og tøvede. Det var lige med at finde det rigtige tidspunkt. Han opdagede dog, at han ikke kunne høre hvad der blev sagt, og han måtte derfor bare åbne døren og træde indenfor. Hans største frygt var at han ville skyde Zitora og hun ville dø en gang til. Han skulle bare have fat i den pistol. Han åbnede døren og gik med hastige skridt ind i lejligheden. ”I should say something badass right now, but it’s not really my style,” sagde han og gik hen til Zitora. ”Why don’t you pick on someone your own strength?” Han vidste at Zitora ikke længere var menneske, men hun var stadig skrøbligere end de fleste racer. Ikke fordi Chase var så meget stærkere end hende. Men han havde selvfølgelig sin evne han kunne gøre brug af, hvis han havde brug for at distrahere dæmonen.

Hun måtte være tilbøjelig til at slippe et lille smil som han sagde han ikke behøvede hjælp med hendes evne.
"I see. You are to smart to let me touch you," svarede hun og gav et halv imponeret nik fra sig. "I'ts not impossible," tilføjede hun da han sagde hun skulle få immuniteten til at forsvinde. Chase kom indenfor og et suk forlod Zitoras læber, men hun tog ikke øjnene fra dæmonen. "I told you to wait!" sendte hun sin tanke til Chase, men så ikke over imod ham. Hun brød sig ikke om dæmonen, men hun vidste had ikke skulle vises i disse tilfælde. Zitora gjorde hvad hun gjorde bedst, lyttede til hvad han sagde. Zitora kastede et hurtigt blik over imod sin søster og løftede hånden op til at Kaiya ikke engang skulle overveje at gøre noget dumt. Zitora trådte endnu et skridt tættere på, men havde ikke tænkt sig at angribe. Hun ønskede bare at snakke, meget lig ham.
"So what you are telling me is, you want to get Rayna out of the picture. And the only thing standing between is my sister leaving you alone," hun så kort over imod Kaiya og undrede sig kort over hvad Kaiya havde rodet sig ud i imens Zitora havde været død. Derefter lagde hendes grønne øjne sig tilbage mod dæmonen. "I do apologize for my sisters rather impulsive behavior. You seem to have your facts in check, you'll understand why she would want to go to such extremes. All I ask is to let us live our lives, and we will let you live yours. Separate. Just think about it, and I'll be at your service if any of your men will be in need of an ability change.. and I'll convince my sister to back out. Give me a call or a visit.. you have 42 hours to deside or come with a deal." Sagde Zitora og rakte sin hånd frem imod dæmonen. Hun havde behov for at lave en aftale hvor hun ikke følte sig overvåget og hun blev nød til at snakke med Kaiya i ene rum bagefter.