The After Party - Felicity og Micah

Abigal gispede kort ved spøgelsespigens ord, men ville det være mærkeligt hvis hun indrømmede at det ikke overraskede hende. Men det var stadigvæk en ting hun næsten ønskede at Kyle selv skulle fortælle hende. Dog var det uden tvivl rart at vide, at miste et barn - det var ikke bare en tanke hun kunne forstille sig hun vidste hvor ondt det gjorde. Hun vidste at hun måske havde været lidt forsinket i sin respons, men hvad alt der skete - så kunne hun næsten ikke ordenligt igennem og opfatte hvad der var sket før spørgelsespigerne var væk. Hun mærkede at han trykkede hende ind imod sig, og en harmonisk latter fyldte den mørke skov som hans kys blev plantet rundt i hendes ansigt.
"I love you," sagde hun stille og så ham i øjnene denne her gang. Hun lagde sine hænder mod hans kinder og holdt sine øjne mod hans.


Felicity rynket brynet som Micah fløj ud af hendes greb og hen mod skov bunden for at omfavne jorden. Der var ingen, og som Abigal havde sagt - illusioner. Felicity sank en klump og vidste Kyle havde god hørelse så hun lavede et højt pift så de kunne finde dem. Micah gik helt ud af den og hun kunne hører hans hjerte banke derud af. Der lå en kniv på jorden som han sikkert regnede med var en del af hans lille personlige mareridt.
"Hey, it's okay. None of this is real," sagde hun og gik stille imod ham som han fløj op. Dog var det ikke de ord hun sagde, som han hørte. Felicity gik alligevel tættere på ham, dog til at han førte armen frem med kniven og stak hende i brystkassen. Det var meningen at den skulle nå hjertet, men hendes held var ikke opbrugt helt endnu. Alligevel var det overraskende og hun faldt halv gispende sammen. Hun faldt sammen i hans favn, og uden han nok vidste det kom frygten susende igennem hende - forstærket.

Abigal mærkede noget var galt, og hun tøvede ikke et sekund med at løbe mod hvor følelsen kom fra og her stoppede hun op ved synet af Micah og Felicity. Abigal slugte kort sit had til Felicity og løb derhen og tvang hende nærmest over i sin favn.
"You are going to be fine," sagde hun og så på kniven der sad i hendes bryst. Dog som hun ville til at gøre noget, så snakkede Micah til hende. Abigal så op og stirrede blot på ham. Hun tog hvert eneste ord ind som han sagde, og holdt vejret som sandheden kom på bordet - alt i vrede holdt en form for sandhed. Kort så hun over på Kyle også tilbage på Micah. Ordene tog tydeligvis hende som en overraskelse. Abigal trak kniven op fra Felicitys bryst og så væk fra Micah, hun valgte at lade som om hun ikke havde hørt det - men tydeligvis så gjorde hun som Felicity og ignorerede smerten og følelserne der ellers blev bragt med. Hun kastede kniven hen til ham.
"She is not dead. Do you really think she is that unlucky? Go on tell me how you really feel," Abigal rejste sig op. "You are right. All that happened tonight is because of me. It's true. None of you would have get hurt tonight if I hadn't made a trak for you to follow. I'm sorry okay. I'm sorry I'm not perfect," svarede hun så bagefter. Den eneste grund til hun var gået med ud denne aften var fordi deres liv havde været på den anden linje, hun havde naturligvis efterladt dem spor og fået dem hen til hende. Måske det i virkeligheden var var selvisk af hende ikke at lide alene. Tanken ramte hende overraskende hårdt og det kunne ses på den måde hendes øjne flakkede let rundt. Han undskyldte men Abigal rystede blot på hovedet.
"Don't, just.. don't," sagde hun så og sank en klump. Hun rystede på hovedet og gik tilbage mod bilen.

Felicity gispede efter luft efter kniven var taget. Der skulle mere end blot en kniv til at dræbe en fuldblodsvampyr men hun havde helt klart brug for mere blod. Hun så kort på Abigal der gik og så derefter på Micah. Hun tog sig kort til hvor kniven havde været.
"What did you say?"Spurgte Felicity. Det kunne godt være søstrene ikke snakkede sammen, men de havde kendt hinanden i mange år.

Micah var ikke ondskabsfuld, han ville aldrig sige sådanne ting til hende. Han havde måske tænkt det engang for længe siden, men det var kun efter hun havde fortalt om hendes evne første gang. Micah reagerede knap nok da Kyle tog fat i ham. Han havde været så fanget i sine følelser, at han ikke havde tænkt på hendes. Han sukkede da hun gav igen. Han havde ikke forventet andet, men det fik ham til at frygte han havde såret hende så meget, deres forhold aldrig ville blive det samme igen. Han så efter hende da hun gik. En del af adrenalinen fra frygten tog af, og han kunne mærke smerten i benet og skulderen. Han positionerede foden sådan at det meste af vægten var på tæerne og det yderste af foden, for så vidt muligt at skåne knoglen. Han så på Felicity og sank en klump. Han så bare væk da hun spurgte hvad han havde sagt. Han havde ikke lyst til at genleve det lige nu. ”The wrong thing,” svarede han blot.
”Can we not talk about this right now?” Bad han, og lod Kyle binde hans hænder. Han ønskede ikke at såre flere, så det var bedst sådan. Han så på Kyle. ”I’m sorry,” han vidste godt det var Abi han skulle undskylde til, og han ville undskylde lige indtil hun ville tale med ham om det. Han var dog nervøs for det ville tage noget tid. ”Can we go?” Spurgte han Felicity. Han ville bare gerne væk herfra, så han forhåbentligt snart kunne komme sig over det forbandede bid og vende tilbage til en mere normal hverdag. Selvom han tvivlede på det ville blive normalt lige forløbelig, efter hvad de havde været igennem. Han drejede sig mod Felicity. ”Everything that happened, I didn’t mean for it to go down like that. At least not what happened after our conversation. If you can even call it that,” et kort smil fandt frem på hans læber.

Abigal var mest af alt bare påvirket, fordi det var hvad hun frygtede mest. At der ikke var noget der var ægte, at hun havde været grådig nok til at fylde sig op med alt for mange ting der var falske - at hun var nød til at huske på de ting som var ægte. Hun stoppede lidt før bilen men blev enig med sig selv om at hun ikke bare kunne gå derfra.
"Get your head in the fucking game," mumlede hun vredt af sig selv. Abigal kom tilbage til dem som hun havde fået taget et par nye indåndinger af luft. Felicity og Micah passerede hende, og hun tog en dyb indånding før hun samlede den kniv op fra før.
"where do you think you are doing?" Spurgte hun så og pegede let på ham med kniven men rystede så på hovedet af sig selv før hun smed den fra sig igen.
"No," sagde hun så bare inden han kunne nå at sige noget, "you said you wouldn't go," tilføjede hun så og sank en klump.
"So lets just drive back.. get washed up and just go to bed, please," sagde hun stille og trådte tættere på ham for at tage sine hænder i hans. "Come on, lets just go," tilføjede hun stille og så bedende på ham. Det var også ved at blive for koldt for hende, hun havde trods alt bare taget noget hurtigt tøj på - og sommertøj på en vinter nat var vidst ikke det bedste valg.

Felicity brød sig ikke om at binde Micah som var han en fange, men det var nødvendigt lige nu - i hvert fald til han kom ud af det stadie han var i. Da han spurgte om de kunne gå, nikkede hun og hun holdt om hans arm som de gik mod bilen - passerede Abigal på vejen, men så sig ikke tilbage.
"I know it wasn't you. You just saw what you fear most, and that makes us angry at times, fear makes us angry.. being angry just makes things easier," sagde hun så og udviste hun havde lidt erfaring på området uden at gå for meget i detaljer. "I don't blame your for what happened, I hit you with bad luck - so everything has a way of backfiring," fortalte hun så og trak let på den anden skulder som de kom til bilen. Hun åbnede bil døren for ham så han kunne sætte sig ind og hun satte sig på forsæddet.
"I give them 5 minutes and then we drive," sagde hun så lettere bestemt.

Han støttede sig til hende og gik langsomt op mod bilen. Han så mod Abi da hun gik forbi dem. Han ville undskylde senere, men det ville ikke hjælpe noget lige meget hvad. Det ville også være bedst at gøre når han var kommet sig over virussen der var i hans system. Så vidt han vidste, ville han snart komme til et stadie hvor han ville få voldsomme symptomer der mindede om en influenza. Hvis ikke var han en banshee, ville han gennemgå forvandlingen indenfor de næste par døgn. For ham ville det bare være en virus han skulle over. ”Thank you for understanding,” sagde han og sank en klump da han så et spøgelse dukke oppe ved bilen. Det var ikke fordi han normalt så spøgelser, men det var frygten der fik ham til at se ham. Den første person han dræbte. Det var ikke bevidst. Han havde bare ikke kunnet helbrede hans sygdom, og det hang stadig på ham. Han og andre patienter der døde, var grunden til han havde opgivet det medicinske fag. Han kunne ikke håndtere al den død. Det var bare ikke et sted for en banshee. ”It’s not your fault. It was the venom.” Han så på hende da hun satte sig ind på forsædet. ”You wouldn’t mind driving, would you?” Han stolede ikke på ret mange med hans bil. Lige nu var han mest tryg ved at Felicity kørte den. Han så på Abigal og Kyle da de kom op til bilen. Abigal var stadig vred på ham, af gode grunde, men det var stadig så ukendt en dynamik mellem dem. Han havde lige fortalt senere på aften hun kunne stole på ham, og nu havde han brudt den tillid. Han så mod Kyle der blev kaldt væk. Han så tilbage på Felicity. ”Why don’t you two go back, I’ll wait for Kyle to be done here and drive with him.” Han kunne sige han gjorde det af uselviske grunde, men faktisk havde han ikke lyst til at sidde i en situation hvor Abigal var vred på ham. Lige meget hvor kort turen var.

Han spurgte hvorfor hun ikke havde fortalt ham at hun frøs, og det var først der kulden som sådan gik op for hende.
"I've been a bit busy," svarede hun og lod ham placere sin trøje over hendes skulder. De kom gående mod bilen, og hun skulle lige til at sætte sig ind som en vagt kom. Abigal var ved at være træt af alt det her, og hun vendte med at sætte sig ind og gik hen ved siden af Kyle med armene overkors. Abigal fik kort øjenkontakt med Kyle og så trådte hun et skridt frem.
"Oh shit," kom det fra Felicity som hun kendte Abigals vrede bedre end nogen anden.
"So you want. Two princesses, one hurt adviser to wait.. on the battlefield? Felicity has bullets in her.. You want some personal explanations of what happened in that barn, I'll bloody tell you. I killed three of them, gun shots.. Felicity killed the others.. is that enough information for you? Or would you like to know that its my blood in the barn.. it's me who went through hell in there..I don't care about your fucking orders, I'm pretty sure my father and my grandfather would agree with me on this one. So go tell your boss, that if he wants information he can contact me tomorrow. Otherwise, just get rid of the bodies - and let us be on our way," kom det eksploderende fra Abigal. Hun var træt, hun var såret både mentalt og fysisk. Der var ikke meget mere tilbage af hende end ren følelse. Abigal tog en dyb indånding.
"So excuse me if I don't trust anyone else on the detail this evening. He is with us."

Felicity prøvede ikke at grine af mandens udtryk.
"So you heard my sister, both of you get in," sagde hun og så på den vagt der stod chokeret tilbage. Felicity så på Micah.
"She would never be able to hate you forever. You know that. It's been quite the day, I feel like everyone is tired," pointerede hun så. Hun burde virkelig komme hjem og få de skud trukket ud, men hun holdt igen sine følelser inden i - og kunne klare verden helt alene mente hun.

Micah så på Felicity da hun tydeligvis mente der snart gik noget galt, dømt ud fra hendes udtryk. Hans blik faldt på Abigal. Oh shit var et godt ordvalg. Abigal var ikke en hidsig person, men hun eksploderede fra tid til anden. Dette var en af de tidspunkter. Han sad bare og kiggede på hende mens hun fortalte hvad der var sket. Det fik ham blot til at indse hvor uretfærdig hans ord havde været tidligere. Micah så på Felicity da hun talte til ham. ”I know, but thank you.” Han sendte hende antydningen af et smil. Han så på dem som de alle satte sig ind og så ned mod hans stadig fastlåste hænder. Han vendte ryggen til vagten. ”Do you mind?” Spurgte han. Vagten skar ham fri før han stak af fra den vrede prinsesse. Han bebrejdede ham ikke. Hun var ret skræmmende når hun var vred.
Han gned begge sine håndled inden han satte sig ind på førersædet. Han var ikke i bedste stand til at køre, men der var ikke langt op til slottet, og han havde bare brug for at komme ned og ligge, og forhåbentligt ville alting blive bedre efter noget søvn. Han parkerede bilen et godt stykke fra slottet, da solen så småt var begyndt at stå op, og hverken bilen eller dem, var i stand til at blive set i deres tilstand. ”Let’s take the secret entrence.” Han skævede til Abigal og gik mod muren hvor de var kommet ind tidligere. Han trykkede på flere mursten for at få den til at åbne, men der skete ikke noget. ”Maybe you should,” sagde han til Abigal og trådte et skridt væk. Nu hvor der var lidt mere ro på, viste smerten sig for alvor. Men han bed den i sig. Han så på Felicity. ”How are you doing?” Spurgte han, velvidende hendes svar ikke ville sige ret meget.

Abigal tog en dyb indånding og kneb øjnene af bogen. Hun havde ikke set den før, og tog den hurtigt fra vagten for at bladre i den. Hendes øjne kiggede flere af siderne igennem, og sank en klump. Hun så kort op på Micah som sad i bilen. Der var noget usagt i hendes blik af nogle ting hun havde fundet, og kom frem til sin egen 'pris' men også Felicitys.
"This is sick," mumlede hun for sig selv og gav manden bogen tilbage. Uroen voksede i hende og hun havde allermest bare lyst til at slå på noget eller nogen. Det kunne ikke være den eneste bog, det var hun overbevist om. For hun kendte nogle af de navne som var streget over. Det fik hende til at synke en klump og ryste på hovedet. Hun havde en teori om hvorfor hun var en af de eneste der skulle holdes i live, men hun valgte at holde den teori for sig selv. Kyles stemme slog hende ud af sine grufulde tanker og hun så kort op på ham, tydeligt at hendes tanker kort havde været et andet sted. Hun reagerede mere som han lagde armen om hende og hjalp hende ind i bilen. Abigal rystede på hovedet.
"I don't really care.. at least we all made it," sagde hun i et stille suk og lagde sit hoved mod hans skulder. Micah ville have fundet ud af deres relation på et eller andet tidspunkt alligevel, og lige nu orkede hun virkelig ikke at skjule noget.

De kørte afsted og Felicity så ud mod vinduet og prøvede at fokusere på noget andet end de skud der stadigvæk brændte op i hendes system. Felicity rynkede på brynene som Micah nævnte en hemmelig indgang og Abigal sukkede.
"Way to ruin my secret escape plans," rystede hun på hovedet og prøvede at løfte sit humør op. Men det var lettere sagt end gjort. Abigal gik over til muren og lagde sin hånd mod en bestemt mursten og en dør åbnede. Felicity så overrasket på hende.
"How did I not know about this?" Spurgte hun og holdt sin ene hånd knyttet for at aflede hendes hjerne fra den anden smerte. Abigal svarede ikke og gik indenfor. Op af et par trapper og de kom ud til gangen ikke langt fra hverken hende eller Felicitys værelser.
Felicity sank en klump da Micah spurgte hvordan hun havde det.
"I'm fine," typisk respons. Abigal vendte sig rundt og så på Felicity. "Stop that. I'm sick of it. We all hurt. We all bleed today, but stop trying to make us stop from helping you," afbrød Abigal dem og så på Felicity. Felicity var tydeligvis overrasket over Abigals udbrud.
"Stop pretending like you care,"-"you know what you did," afbrød Abigal igen men rystede på hovedet af sig selv.
"I'm sorry. I'm just angry at the world right now," sagde hun så og sukkede som hun gik hen til døren for at tjekke om der var nogle på gangen. "Come on, my room is the closest," sagde Abigal så og gik ud på gangen.

Micah så mod Abigal da han kunne mærke hendes blik på ham, men han fjernede det hurtigt igen. Han vidste ikke hvad der stod i den bog, men han kunne regne ud det ikke var noget godt både fra Abigals reaktion og fra Felicitys tidligere på aften. Hvad end der skete lige nu, så var det ikke bare i aften. Det var han sikker på, men han var også for udmattet til at tænke videre over det.
Micah var blevet vant til at forfalske smil – det var man nødt til i hans fag. Det var forventet at han til events ville fremstå udadvendt. Det kunne være ret udmattende at være på konstant på den måde. Men af den grund, trak han helt automatisk på smilebåndet over Abigals kommentar. Det var dog tydeligt det ikke var helt oprigtigt, da han ikke havde energien til at skjule det. Micah havde forventet at Felicity ville sige hun havde det fint, så han lod det ligge for nu. Men Abigal gjorde ikke. Han sukkede blot da de igen begyndte at skændes. Kyle derimod tog kampen op, som Micah ikke havde energien til. Han så over på Kyle da han henvendte sig til ham. ”Yes. But the virus is still active.” Han så over på Abigal. ”If you don’t mind, I prefer to sleep in my own bed. Also I think it’s safer if I stay away for a little bit. I wouldn’t want to say anymore that I regret. Regret deeply,” sagde han og så skiftevis på dem. Et eller andet sted håbede han nok nogen bad ham blive, men han ville også forstå hvis de ikke gjorde.

Abigal og Felicity stirrede på hinanden som Kyle bad dem stoppe. Det var første gang i så mange år at de faktisk havde holdt hinanden ud i så lang tid - fremskridt hvis man skulle sige det. De havde aldrig fået snakket ud omkring hvad der var sket i Tyskland dengang. Abigal ville til at indvende sig med Kyles kommentar og han tyssede på hende. Hun skar ansigt af ham, men rystede blot på hovedet for at bevæge sig ind på værelset. Felicity gik bagved holdt sine øjne mod Micah som Kyle spurgte indtil ham. Hun holdt sig diskret. Dog havde hun sine øjne på Micah og hvis man virkelig så efter kunne man godt se gnisten af bekymring kæmpe sin vej ud.
"I'll keep you company. I wouldn't want you to hurt yourself," sagde hun så før hun tænkte over sine ord. Felicity sank en klump og så Micah i øjnene. "Like someone I know would say, I don't have any feelings.. so what you say wouldn't effect me," tilføjede hun og så kort på Abigal og løftede et øjenbryn.

Abigal åndede opgivende ud, men lod kommenteren om hvilke ord hun havde brugt mod Felicity før passere. De to var verbalt onde ved hinanden de få gange de faktisk så hinanden. Nogle gange krydsede de grænser som ikke skulle krydse, hvilket nok forklarede deres problematik meget. Abigal tog sig kort til hoften, hendes egne skader var ikke just healet helt med den smule blod hun havde fået af Felicity tideligere - men adrenalinen havde holdt smerten i skik i nok tid til at lege dagens helt.
"You should go to the healers, and get checked up on," sagde hun til dem alle tre. "No media has acces to what happens now, but you should all get checked up.. so we don't risk anything."

Micah havde ikke overskuddet til flere konflikter, så han prøvede så vidt muligt at holde sig ude af det. Men det virkede til Kyle havde formået at stoppe konflikten, hvilket var ret imponerende. Han så på Felicity da hun tilbød han holde ham ved selskab. Han var ikke sikker på om det var en god idé. Han havde allerede skubbet Abigal væk, og selvom han ikke tvivlede på han kunne vinde hendes tilgivelse, var han ikke sikker på det samme kunne ske med Felicity. Hvis han første skubbede hende væk, var han ikke sikker på han kunne vinde hendes tillid igen. Han gik allerede med en hemmelighed der potentielt kunne ødelægge deres venskab. Han havde ikke brug for en situation hvor han måske ikke kunne stoppe sig fra at fortælle den. ”Okay, let’s go checked out first,” sagde han efter Abigals næsten direkte ordre. Han kunne ikke gå imod prinsessens ordre. Og så var det tydeligt Kyle ønskede noget alenetid med Abigal, så han skulle ikke stå i vejen for det. Han gik langsomt ned mod lægestationen på slottet med Felicity ved hans side. ”What I said earlier, about liking you. Don’t think too much about it. I’ll win you over eventually,” sagde han og så på hende med et halvcharmerende smil. Det var alt han kunne præstere lige nu. ”Permission to be emotionally vulnerable?” Spurgte han og så på hende.

Abigal så mod Kyle som Felicity og Micah gik, hvorefter hun løftede let på et øjenbryn. Et fnøs forlod hende som han sagde hun var god til at holde hovedet koldt.
"It comes with experience," svarede hun blot og åndede stille ud. "But I wouldn't call losing my temper at Felicity, keeping my head calm," indrømmede hun og lagde armene omkring ham. Læberne mod hendes var en sang for sig selv, og hun gengalte det ligeså lidenskabeligt som ham - det havde trods alt været en aften med livet hængene på kanten. Og hun havde været så frygtelig bange for at noget skulle være sket med ham. Nok til at hun havde taget alt smerten ind og taget kampen op alligevel.
En kvinde kom gående på gangen, men ikke hvilken som helst kvinde - Alycia, dronningen.
"You kids should find a room, our do you want your secret love affair to be outed?" Spurgte hun og fik et drillende smil på læberne. Alycia havde intet imod deres kærlighed. Abigal frøs kort og så på Kyle før hun så på Alycia. "How is it you both look? Do you need any help?" Spurgte hun bekymret.
"Busted," hviskede Abigal stille og sank en klump.

Felicity gik med Micah mod healer afdelingen. Hun rynkede brynet som han tog emnet op fra tideligere, og hun sank en klump. Dog den sidste lille kommentar som han kom med fik et kært fnøs frem på hendes læber. Det gode ved Felicity var at hun altid var ærlig, ikke med sine følelser - men hun omgik sig ikke med folk som hun ikke brød sig om. Så hvis hun slet ikke havde nogen form for tiltrækning til Micah havde hun sagt det direkte - men hun havde ikke sagt noget, for hun var heller ikke god til at åbne sit hjerte. Dog smilede hun til hans kommentar.
"I know you aren't gonna stop, so permission granted," svarede hun med et skævt smil som de trådte ind i healer fløjen. En af vampyr healerne på slottet kom løbende hen til Felicity som hun havde set skud hullerne i den ellers løse trøje. Hun løftede let op og afslørede Felicitys skader - hvilket var værre end hun opførte sig det til at være. Det lignede at de skud der havde været sendt afsted stille opløste hendes system indefra.
"We need to get these out, now," sagde den ene af dem og Felicity så kort på Micah. Som de greb fat om hendes ene arm og trak hende med hen mod en af sengene - greb Felicity instinktivt ud efter Micahs arm og trak ham med dem. Hun satte sig op på briksen og de gav sig til at gøre hvad der måtte gøres. Felicity bed sammen, og fiskede automatisk udefter Micah og sank smerten i sig. Lige nu virkede det for alvorligt, og hun brød sig slet ikke om sådanne ting her.
"Permission to be emotionally vulnerable?" Spurgte hun ham så og for første gang længe, kunne man se den skræmte pige der gemte sig dybt inde.

Micah kunne ikke gennemskue hvad der foregik i Felicitys hoved, men det var en del af hendes charme. Det evige mysterium som han virkelig gerne ville løse, og så alligevel. Hvad så når han havde løst det? Han slog tanken ud af hovedet ved hendes kære fnys. Han skulle lige til at være følelsesmæssig sårbar, men han nåede det ikke før en healer kom hen til dem for at se på Felicity. Han forventede at de skulle gå hver til sit nu, men hun greb fat i hans arm og trak ham med. Han stod ved hende og holdt fast i hende mens de gjorde hvad de skulle gøre. ”Just look at me,” sagde han og mødte hendes øjne. Han nikkede da hun bad om tilladelse til at åbne op. Han ville aldrig sige nej til det. ”You always have permission,” fortalte han og aede hendes hånd mens han sørgede for at holde øjenkontakt med hende. Han vidste at det var let at være for opmærksom på hvad der foregik, hvis ikke man havde andet at fokusere på. Lige nu ville han være den distraktion så længe han kunne. Han følte at efter hvad de havde været igennem, var der ikke noget at skjule imellem dem, men han vidste også med sin fornuft at det ikke var sandt. Han havde hemmeligheder, hun havde hemmeligheder. Men forhåbentligt kom der noget godt ud af i aften: Et grundlag for at være mere åben overfor hinanden. Lige nu virkede det i hvert fald til, Felicity havde tænkt sig at åbne op for ham.

Alycia så på dem, og fandt det en anelse sjovt. Måske fordi de mindede hende omkring dengang hende og Sebastian først fandt hinanden. Også det faktum at hun vidste hvordan det var at elske nogle man ikke burde.
"No need to be so formal Mr. Grimm," sagde Alycia blot men lyttede til hvad han egentlig informerede omkring hvad der var sket. Den eneste grund til Alycia faktisk var her lige nu var for at sikre sig at Hope sov godt. Alycia lyttede til Kyles foresprøgelse i bekymring for at blive nød til at forlade Abigals side. Alycia så kort fra Kyle og over på Abigal. Abigal vidste Alycia var ret nede på jorden, og det var en af grundene til at de faktisk kom godt ud af det med hinanden. Abigal så bedende på Alycia.
"I promise," kom det så fra Alycia og Abigal sendte hende et smil. "Now go get cleaned up before anyone sees you," tilføjede Alycia så og lavede et nik til de skulle smutte. Abigal holdt stadigvæk godt fast i Kyles hånd og trak ham med ind på sit værelse. Hun trak ham med ud på badeværelset og fyldte badekaret op. Imens vandet løb vendte hun sig mod Kyle.
"Time to get cleaned up buttercup," sagde hun så for at efterligne hvad han havde sagt til hende og Felicity.

Hun var langtfra sikker i denne her situation, og hun hadede ikke at være i kontrol. Felicity tog en dyb indånding som hun blot så på ham, og sank en klump. Hun hadede at hun kunne lide at blive fanget i hans øjne ,hun hadede at hun følte sig mere tryk ved at holde ham i hånden end hun havde gjort længe. Men lige nu som de trak kuglerne ud gispede hun let og bed tænderne sammen. Det var langtfra en sjov oplevelse, men hun holdt øjenkontakten med Micah.
"Thank you," hviskede hun stille. Dog tog det heldigvis ikke særlig lang tid og de rakte hende et par blodposer som hun tømte på rekord tid. Hun sukkede og lod dem tage sig af Micah, men fulgte med. Hun havde ikke lyst til at forlade hans side.

Micah gav ikke slip på hende, han ville vise hende at han var der for hende selv når hun ikke ønskede det. Selvom han ikke vidste om det var sådan hun faktisk følte. Han håbede det ikke, men lige meget hvad så var han der. ”I will always be here when you need me, even if you don’t want me to,” sagde han. Han blev ført over sin egen seng da hun var færdig med blodposerne. Hun stod ved hans side, han havde ligeledes fat i hendes hånd, som de begyndte at ligge knoglen på plads, hvilket gjorde ret så ondt. Men han skulle distraheres, og hvad bedre end at fortælle om følelser. ”My turn to vulnerability,” sagde han som hans ben blev rykket, og han måtte tage en pause for at fange vejret. ”Back there, with the hallucinations,” startede han ud og gav hendes hånd et klem da hans ben blev rykket igen. ”I saw a lot of dead people. You were not one of them. You came after, you said the things that would have hurt the most. I thought maybe they would have been worse…” Han stoppede da noget pludselig blev sprøjtet ind i hans ben. Han havde på fornemmelsen de sommetider glemte de ikke alle var vampyrer. ”I thought it would have been worse if coming from Abigal or Clementine, but that was my worst nightmare, and you were the most important part of it.” Han så på hende, som sveddråber dukkede op på hans pande, både fra virussen i hans krop såvel som smerten fra benet. ”You have grown quite a lot on me Callie,” indrømmede han. Han var ikke klar til at sætte ord på hvor meget hun betød for ham, og han var ikke sikker på om hun var klar til at høre det. ”There is a lot of things to like about you,” sagde han før han var nød til at slippe hende, så de kunne rense hans sår i skulderen. De sluttede af med at pakke hans skader ind og gav ham noget vampyrblod så han ville heale hurtigere.

Abigal rullede let øjne af ham over hans kommentar.
"You have no idea," svarede hun drillende og lagde stille armene overkors. Dog som han trak sin trøje af trådte hun nærmere ham som han gjorde hende. "I believe I deserved it, don't you?" Tilføjede hun med samme drillende tone og plantede sine læber mod hans. At kæmpe mod døden og alting mindede hende om de skulle nyde den tid de havde sammen. De havde begge skader, men de ville også begge to overleve dem.

Felicity lyttede til hvad han sagde, og kort kæmpede hun mellem at lade ord forlade sig, men den side som ønskede at holde hende sikker trak hende tilbage. Men den var ikke stærk nok til at lade hende trække på smilebåndet af hans valg af ord.
"You most be slightly insane, you know that?" Sagde hun med et skævt smil. Hun gik hen og gav ham et kys på tindingen. "Rest up, okay?" Smilede hun og lod ham være lidt nu. Hun gik fra rummet med et smil på læben, som ikke kunne nedbrydes.


//Emne over and out <3