The book of death - Micah

s: Slottet, haven
T: Middag
O: foråret er stille ved at snige sig ind over land.
V: Omkring 19 grader
P: En yndig lilla kjole og håret hængende løst.
Emne til: @Micah <3

---

Dagen igår havde bragt mange ting frem i hende, dårlige ting og gode ting. Alting havde en balance. Abigal sank en klump som hun sad i haven og kiggede på fuglene der fløj rundt i trækronerne. Kyle var blevet sat af sin post til hans ben fik det bedre, hvilket gav mening. Haven var det eneste sted hun ikke ville forstyrres af sikkerheds vagter, det eneste sted der gav hende lov til at tænke lidt. Enhver person som var vokset op med hende vidste hun var kommet her hver eneste dag efter hendes søskende døde. Som om det gav hende en form for ro at sidde her. Hun opfangede Micah komme gående fra øjenkrogen.
"How is your bite, did you get a fancy scar?" Spurgte hun og ventede lidt med at se hen på ham. Dog var hun ikke vred længere, ramt af ordene - men hun var ikke vred. "It was a hell show last night huh," sukkede hun og så let ned, hvorefter hun flyttede blikket fremfor sig igen.
"I saw something last night that terrified me, and I can't shake the feeling of it not being the end," indrømmede hun. Hun havde ikke indrømmet det til Kyle endnu, men hun havde planer om at dele sin frygt med ham. Abigal overvejede om hun skulle fortælle Micah om hendes evne til at se de døde.

Micah var klædt i noget anderledes end man normalt så ham i. Frem for fine jakkesæt, havde han trukket en hættetrøje og løse bukser på. Det gjorde det bare nemmere at skjule hans skader. Hans ben var blevet fikset, men han havde stadig et ar på siden af halsen fra bidet. Det ville gå i sig selv efter noget tid, fordi de havde givet ham blod til at heale. Gud forbyde at nogle forbundet med den kongelige familie ikke så perfekte ud hele tiden. Hans læber trak sig i et smil ved hendes kommentar. ”Don’t get me started on the scarf,” han gik hen og satte sig ved siden af hende. ”I think you’re right,” sagde han og rakte forsigtigt ud efter hendes hånd. ”I know I said it yesterday, but I can’t express how sorry I am. I did have those thoughts a long long time ago. When you first told me about your abilities. I know you can be loved, because I love you. Platonically, of course,” det sidste blev sagt med et glimt i øjet. Hun og Kyle havde ikke ligefrem været sparsomme med at vise hvor meget de betød for hinanden i går. Han havde nok heller ikke været særlig god til at skjule hans begyndende følelser for Felicity, selvom de sandsynligvis ikke var lige så stærke som dem Abigal og Kyle havde for hinanden. ”I won’t ever let this happen again.” Han havde tænkt meget over det efter der var kommet ro på. Hvis ikke han var gået, havde hun ikke været alene og hun var ikke blevet kidnappet. Han gav sig selv skylden for alt der skete i går.

Abigal lod ham tage hendes hånd, trods alt var det ikke de ord som var det værste der havde hent dem i livet. Hun så hen på ham som han undskyldte for igår.
"It's okay, we were all very beaten up - and everything got the best of us," indrømmede hun og trak på skulderen. Hun vidste at han sikkert havde ment sine ord på et tidspunkt, hun var ikke uenig med ham i den påstand. Hun smilede af hans sidste kommentar. "I'm sure Kyle will be happy to hear that comment," drillede hun lidt. Micah sagde han aldrig ville lade dette ske igen, men hun trak på skulderen.
"Don't blame yourself, Yesterday was no ones fault - none of us could have predicted the outcome," indrømmede hun og sank en klump. "I know you. I know you blame yourself just as much as I do," tilføjede hun og trak skævt på smilebåndet. Skyld var en ting de to havde det med at plante ovenpå egne skuldre. Abigal sank derpå en klump.
"I saw the pages in the book Micah, all the crossed out names.. Jordans.. Gabriellas.. Summer.. Richard.. Malia.. Joseph.. their names all listed.. even Felicitys name is on it. I don't know why they want me alive.. the only one I can..," det var som om noget gik op for hende og hun sank en klump.
"This isn't bloody happening..." Hun sukkede, "I know who is behind this," mumlede hun stille men hendes blik var alvorligt - personen der var ude efter dem var ingen joke.

Micah burde have vidst hun ikke ville lade ham pine. Der var en grund til de havde været i hinandens liv så længe. ”You’re right,” sagde han blot. En lavmælt latter flød over hans læber. ”Remember the platonic part,” sagde han. ”It’s different this time with us. I think we’re both ready to move on from us. Perhaps now is it a good time to make a deal. From now on we’re friends. Nothing more. We will always have our past, but I think we should agree to stay friends. We work better that way.” Han havde brug for noget stabilt, og det kunne han ikke have med Abigal. Deres livsstile var for forskellige. Han nikkede til hendes ord om det ikke var hans skyld, men han ville alligevel give sig selv skylden. I hvert fald i noget tid. ”We do both do that. Nasty habit,” sagde han med et smil. Hans smil falmede dog ved hendes næste ord. Det føltes som om hans hjerte stoppede, isvand blev hældt over ham. Han så på hende da noget gik op for hende. ”Who is it? We have to stop them. If they killed them, all of them, I will stop at nothing to ruin them.” Ingenting var vigtigere for ham en familie, og de havde taget en stor del af hans fra ham. Han havde været fikseret på aldrig at få børn igen, fordi han ikke kunne håndtere så stort et tab igen. ”I’ll kill them,” sagde han mellem sammenbidte tænder.

"That is a deal," pointerede hun med et skævt smil, som de blev enige om at holde deres relation til blot et venskab. Det havde også virket for dem i længest tid og det havde været hvad de havde været mest glade for - ikke at sige deres tid sammen ikke havde været god, for det havde den.
Han spurgte hende hvem det var, og et hav af fortiden ramte hende. Abigal sank en klump, og vidste kort ikke om hun faktisk burde afsløre det. Hun kunne hører vreden i Micahs stemme og den vrede blev tykkere og tykkere om hendes hjerte. Abigals mund blev helt tør. Abigal flyttede sit blik over på Micah, hun havde altid ønsket at hævne sig på dem der havde dræbt hendes søskende og hendes børn - og nu kendte hun svaret.
"We can't," sagde hun næsten åndeløst. "You can't kill the devil," tilføjede hun næsten tomt.
"I should have known.. how could I be so foolish," mumlede hun vredt af sig selv. "Remember back in the ages when I disappeared for like 200 years.. Lucifer was searching for some speciel kind of banshee.. someone who could communicate with the death on a higher level.. that being me.. he took me to this gave and held me captive with another girl.. till she helped me escaped.. I had a witch hide that part of my ability.. but their death has been to punish me.. for running away," Abigal rystede på hovedet og kørte sine hænder igennem sit hår.
"Don't tell Kyle anything.. he won't stop till he finds him.. we need to make a plan," sagde hun bekymret og så på Micah. Abigal vidste hun måtte få kontakt til Dove - høre om der var en begrænsning på hendes besværgelse, siden det virkede til at Lucifer pludselig var på sporet af dem igen.
"So now you know I've been able to talk with the dead my whole life."

Micah var glad for de fik lagt klare linjer for deres fremtid. Det var altid det bedste, hvis man vidste hvad der ikke kunne ske. Han ville dog aldrig glemme deres tid, både det gode og det dårligere. Hun tøvede med at fortælle det. Det var virkelig slemt. Da hun endelig fortalte ham det, følte han kun der var en ting at gøre; Bande. ”Fucking hell,” sagde han og så tomt ud i luften. Han var ikke typen der smed bandeord om sig, men dette krævede et par bandeord eller to. Han tog hendes hænder væk fra hendes hår og holdt dem begge i hans. ”We’ll figure something out. He won’t get away with this. I promised you to get Kyle back and I did, and I promise you this now. He might be the devil, but we’re us. We’re pretty damn badass. We proved that yesterday.” Han slap hendes hænder med den ene af hans og førte den igennem hans eget hår. ”Of course not. We’ll make a plan and then tell him.” Micah var nok mere for planlægning end at gå ind i ting blindt. Det virkede ikke til Kyle havde det sådan. ”To be honest, I always knew you were weird,” sagde han med et opmuntrende smil. ”So he hasn’t found you before now. What did you do to stay hidden?” Han vidste hun havde nogle kontakter, han havde også selv skabt nogle over årene der kunne hjælpe. Måske hjælpe. Selvom han virkelig mente Legends of Gaia var en mærkværdig gruppe mennesker, så måtte det være lige noget for dem. Han kendte ikke nogen personligt, men han vidste hvor de holdt til, så mon ikke han kunne få et møde.

Micah lovede hende de ville finde ud af det, og hun nikkede let. Hun måtte indrømmede igår havde bevidst lidt.
"He is going to be so angry if I keep it from him through," sukkede hun og kløede sig kort i nakken. Selvfølgelig var det lige noget hun havde opdaget nu, og hun skulle være sikker på om der var grund til bekymring. Dog som Micah sagde han altid havde vidst hun havde været underlig. Abigal gav ham et skub med sin skulder, "oh shut up," sagde hun med en mild latter og rystede på hovedet af ham.
"Honestly I hoped he never would," sukkede hun og sank klumpen af en af hendes mørke kapitler af fortiden. "I became friends with Dove Sinclair long time ago, she helped me - my power were more awful back then than it is now," tilføjede hun og rystede let på hovedet.
"When I first met Lucifer, he stabbed me and activated the part of my ability that makes me use the death and life force.. but ever single person whom he killed after that would have to touch me to cross over - and I felt the pain of every single death for over 200 hundred years," Abigal så væk som hun indrømmede den smerte og åndede ud. "I'm not ready to take on that kind of pain again. I don't think I would be able to handle it," tilføjede hun ærlig. Hun vidste at hun ikke skulle frygte noget som måske ikke blev aktuelt - men der var en chance for det ville bide hende bagi ikke at være forberedt.
"But nothing is sure, I'll just have to see if I can get Dove to meet up with me I guess," sukkede Abigal lidt for sig selv.

Micah kunne godt forstå hvorfor hun ville have svært ved at fortælle ham det. ”We will tell him it was my idea to keep it from everyone.” Han tænkte det var nemmere hvis Kyle blev vred, at det var rettet mod Micah fremfor Abigal. Han smilede da en mild latter forlod hendes læber. ”Maybe we need to find out what his plan is, and then we can try to work out how to stop it.” Hans kæbe spændte da hun fortalte hvad han gjort ved hende. ”You won’t go through it again,” sagde han selvsikkert. Han ville ikke lade det ske igen. ”Meet with us,” rettede han og sank en klump. Han havde stadig ikke fortalt hvad der faktisk var sket med Clem, men lige nu kunne det måske komme til hans fordel. Han vidste godt hvem Calla Sinclair var. ”I never found a cure for Clementine, but something else did happen. I did some things to keep her safe. I thought they were so wrong, but now it feels like it might do us some good. I met Calla Sinclair, Dove’s daughter. Clementine is in her body. It’s rather complicated, but maybe Dove would be more likely to help if she we have her daughter on our side. I won’t put Clem in harms way, but if we bend the truth a little, she might be willing to help.” Han vidste at det var forkert at misbruge folk på den måde, men han ville ikke lade der ske Abigal noget. Måske var det også nok bare at besejre Lucifer for Dove, men hvis ikke var det en god idé at have en backup plan.

Abigal lukkede kort sine øjne og sank en klump som han nævnte Clementine. Automatisk rystede hun på hovedet.
"I'm not gonna risk that," hun så på Micah, "you have already went such a long way. And you keep pushing yourself back for me, for Clem.. for everyone. Don't go on risk everything for me," tilføjede hun svagt og sank en klump.
"I want you to be happy, find love.. and fight for it. I'll talk to Dove, and I'll convince her one way or another," pointerede hun med et skævt smil.
"You should invite Felicity to the event in London tonight," skiftede hun så emne og løftede et øjenbryn. "It's okay, love is free," tilføjede hun med et skævt smil.
"She will open up to her, but she is just scared.. last time she had a big love.. I ruined it. I had no idea, because it was a secret relationship.. and I went home for the weekend.. and my powers overwhelmed him.. and that is the reason we started fighting," fortalte hun så og vidste det var Abigals egen skyld at det var gået galt mellem de to søstre -hun havde også valgt ikke at tilgive for Felicity efter ulykken der fulgte nogle år efter.

Micah var måske lidt for uselvisk til tider. Han havde det bare bedre med at tænke på sig selv, hvis han havde tænkt på alle andre først. ”I can’t promise that,” han så på hende da hun insisterede på at finde ud af det selv. ”I will fight. I am,” han havde fortalt Felicity at han ikke ville give op og det havde han heller ikke planer om. Han så et øjeblik overrasket ud da hun foreslog at hun inviterede Felicity med til eventet. ”I was going to talk to you,” sagde han. Det havde bare aldrig været den rigtige tid. ”I’ll ask her,” sagde han og lyttede til hvad hun fortalte. Han vidste ikke ret meget om Felicitys fortid. ”I know. I understand it. I might not have clammed up like her, but I wasn’t always as open to love. I’ll be patient with her and keep trying.” Micah så på hende med et smil. ”Us as friends is going to be great.” Han lagde en arm på ryglænet af hendes stol. ”How is Kyle doing?” Han var så småt begyndt at se på Kyle som en ven, eller i hvert fald i et venskabeligt lys. Forhåbentligt kunne det blive et venskab en dag.

"It's okay, guess we all really learned Yesterday.. that life is too precious to be hidden," løftede hun stille på smilebåndet. "We all lost people we loved.. I don't want anyone to give up on love, for the reason of fear it will be done one day," tilføjede hun og åndede ud. Et lille smil varmt på hendes læber, som han sagde at de klædte hinanden som venner.
"We should.. I mean, we basically grew up together.. and you've always been here.. I don't hope you think anything can replace that, because no one can," pointerede hun og så på ham. "After Gabriella and Jordan died.. and my mom left, I had you and my father - I'll never forget the one who always dropped everything to see me smile," tilføjede hun og lagde sin hånd over hans. Han spurgte indtil Kyle og hun sank kort en klump.
"Pissed that he is on castle duty," fnøs hun stille og kløede sig i nakken. "His leg still healing, but it was a good idea of Alycia to make him slow down. It sucks through. not to see him as often as I'm used to," indrømmede hun så - det havde kun været en halv dag og det føltes som et år.
"How about you?"

Micah nikkede til hendes ord. Det var rigtigt. Det var med at leve mens man stadig kunne. Han følte sig lettet da hun sagde han ikke kunne blive erstattet. ”Thank you for saying,” sagde han og lyttede da hun fortalte videre. ”I still would. You’re my family. I will go above and beyond for my family,” han sukkede da hun fortalte hvordan Kyle havde det. ”It will get back to normal eventually. Just make the moments you have with him special.” Micah mente altid, at det var sundt for et par, særligt et nyt par, at have lidt afstand fra hinanden ind imellem. Så havde man mulighed for at savne hinanden. ”Better than I should.” Micah havde mere voldelig adfærd i sig end man først ville tro. Det var ikke fordi han havde behov for at begå vold, men når først der var et grundlag for det, tøvede han ikke med at gøre hvad der var nødvendigt. ”Mostly I’m just worried about that side of me. I don’t like it when I become like that. I’m always afraid I will not be able to stop myself and hurt someone I shouldn’t.” Han så væk og tog en dyb inånding. ”I’ll be fine,” sagde han så med et smil.

Han fortalte hende om sin bekymring om det indre mørke, og hun forstod det. Faktisk forstod hun det mere end mange andre måske lige kunne sætte sig ind i. For når du så på Abigal lignede hun ikke en som havde mord på hjernen - og det havde hun heller ikke som sådan.
"I know what you mean," sukkede hun. "I just killed three people last night, and I didn't blink I don't feel sorry, and I should. I should feel sorry for their families, their loved ones," tilføjede hun og rystede let på hovedet af sig selv.
"We all have our inner darkness, and we are responsible for what it does when we let it out," pointerede hun og sank en klump. "I can't tell you not to fear your darkness, but I can tell you that, you have a good heart. And if you believe it, you won't have to be scared." smilede hun stille.
"Funny enough that is what everyone of us is saying," fnøs hun lidt med et stille smil.