The After Party - Felicity og Micah

Som bilen kørte væk, tog Kyle sig en anelse til maven og åndede tungt ud. "Would it be a surprise if I told you I lied?" spurgte han med et svagt smil, før han hostede blod op i hånden. Noget var gået i stykker, men havde det været noget vitalt, havde han allerede ligget død, hvilket ville sige at han stadig kunne gå rundt. Forhåbningen var jo også at faren var ovre her. Han satte sig på en stor sten og hev en lille flaske frem fra lommen som han tog en tår af. Han rakte den til Felicity. "It's whiskey," sagde han, men hvis hun ikke tog imod den tog han endnu en tår og sad et øjeblik for at få et øjeblik til at ånde ud.
"I know what you're thinking. The way I behaved with Abigal was abnormal. But I had a good reason," sagde han så pludseligt og åndede tungt ud. "I had a daughter once. Sweet girl just like her mother, who died in childbirth. First person I loved who I had lost," han vendte blikket ned mod jorden og bed kort sammen. Mindet var dukket op i hans hoved kort før Abigals søster havde dukket op foran ham. Han tog endnu en tår af flasken og lagde den i lommen igen, hans blik stadig nede mod jorden. "So yeah... A good reason to. That's why I get all worked up when people I care for are in bad situations. It would suck to add more people to that list," sagde han så før han rejste sig og tvang sig selv til at stå ret. "Let's look around," sagde han så og begyndte at gå. Hans vejrtrækning var en anelse besværet, men som han gik, blev den bedre og bedre.
"Are you alright though?" spurgte han så og skævede mod Felicity. Han kunne ikke helt aflæse hende, men det virkede som om at der var noget, noget skjult.

Da hun sagde at de skulle brænde stedet ned, nikkede Kyle og kiggede op på laden. Det var nok ikke et sted som Abigal havde lyst til at se igen, så de kunne lige så godt brænde det ned. “We can get bottles and throw them all over the place. Party gone wrong,” sagde han som de trådte ind i laden.
Han kiggede på de tre døde mænd og satte sig på knæ ved den ene. Han bed kort sammen da tanken om Abigal der var alene med disse mænd virkelig gjorde ham arrig. Han rystede på hovedet og kiggede mod Felicity, “Lucky for us that she could. These guys are no joke. She could have gotten much worse than she got,” han sukkede og rejste sig for at gå ud og hente de mænd som de havde samlet i en bunke. Han kom i tanke om manden fra skoven og kiggede tilbage mod laden og så på Felicity, “I’ll get the last one,” sagde han og satte afsted mod manden. Han kunne stadig fange Abigals blod-fært i luften og knugede hænderne sammen på grund af det. “She doesnt deserve this,” mumlede han for sig selv og lænede sig ned for at gribe mandens krave og trække ham over sine skuldre. Da han havde rejst sig mærkede han en kold ring mod sin tinding og frøs et øjeblik. Han vendte hovedet forsigtigt for bare at se snuden af et gevær mod sin pande, mens en vred kvinde stod bag. “You guys killed em’. You dirty fuckers killed my men,” snerrede hun arrigt og pressede geværet hårdere mod Kyles pande. Pludselig begyndte flere folk at komme ud af buskene og andre begyndte at samle sig om laden hvor Felicity var, hvor de alle stod klar med deres geværer.
Kyle blev smidt på knæ med sine hænder bundet og en pistol mod hovedet. “Do anything stupid and the rapid dog gets euthanized,” advarede kvinden der havde fanget ham. Kyle kiggede op på Felicity og åndede tungt ud, “Looks like we’ve got an escort, how kind of them,” sagde han og smilte kort til kvinden der bare blev rasende og slog ham i baghovedet med enden af pistolen mens hun råbte, “Silence, dog!”. Hun kiggede mod Felicity og pegede pistolen mod Kyle igen. “Now you be a good little girl and get on your knees,” kommanderede hun, men inden Felicity ville kunne nå at reagere, pegede hun pistolen mod Kyles ben og skød. Kyle bed hårdt sammen for ikke at bare skrige, og kiggede op på kvinden med et rasende blik. “I’m not playing games. I will kill you both fucking right here, the royal family can get it’s own little surprise” sagde hun så og hvis Felicity ikke gjorde som hun sagde ville hun begynde at stikke fingrene i Kyles sår som begyndte at vride sig og komme med smertelige lyde, indtil Felicity gjorde som hun havde sagt. De ville binde hendes hænder og trække sække over deres hoveder inden de smed dem op bag i en pickup-truck. “Now you two sit tight, the bumps on the road are merciless, and if you fall off, we’ll run over your heads to make sure no one knows,” sagde kvinden i en næsten glad tone som hun slog siden af trucken der bare kørte afsted. Kyle kunne ikke se noget bag sækken og han ømmede sig stadig over skudsåret i hans ben. “I’m going to say it as it is. It’s gonna bleed out. I doubt these guys care much for hospitality,” han åndede skælvende ud, “This may sound like I’ve given up. But if I dont make it. Then tell Abigal that she changed my life for the better, you know. Just in case we dont get out of this before I lose all my blood,” sagde han dybt seriøst og kiggede mod hvor Felicity var, dog kunne han ikke se hende. Der var en timer på, hvis de endte med at være der for længe kunne Kyle potentielt dø. Det skræmte ham en anelse, men mest på grund af at han ikke var klar til at efterlade Abigal, især fordi hendes sidste ord ville have været at han ikke skulle forlade hende.

Som hun begyndte at tvinge sit håndled mod hans mund, drejede han og vendte sit hoved. “You get infected from a wolf bite, what do you think is gonna happen with you have my spit all over your wrist?” Spurgte han modstridende men hvis hun ikke gav op måtte han. Han drak noget af hendes blod og vidste ikke hvad han skulle syntes om smagen. Vampyrer og varulve havde trods alt ikke ligefrem en venlig relation - Så det var mere instinkt end det var en smagstest. Han stoppede efter lidt og vendte hovedet væk, da hun så fik sig selv frigivet fra rebene. Han nåede ikke at opdage hvad der skete før de ramte vandet. Og selv der var han usikker på hvad der skete, udover at Felicity skubbede ham væk, som kuglen ramte hende istedet. Han kunne ikke forstå hvorfor han hoved føltes så tungt, så meget blod havde han da ikke mistet?
De var nu begge skadede, Kyle mere end Felicity men hendes skader var heller ikke en dans på roser tænkte han. Kyle var stille ved at heale efter Felicity havde givet ham hendes blod, så han var heldigvis ikke på kanten af døden. Dog var hullet stort og dybt, og skulle syes for at kunne heale ordentligt. Han prøvede at rejse sig og nåede op på benene i lang tid nok til at nå at støtte sig mod det træ som Felicity stod ved. Han lagde ryggen mod det og gled ned mens han trak vejret tungt. “It’s a silver bullet she put in me.. god it hurts,” sagde han lavmælt og kiggede ned på sit ben, da han hev sine bukser en anelse fra hinanden til at se såret, kunne man se at blodårene rundt om såret var blevet mørkere. “I hate to admit it but I’m too weak to go anywhere. And they’ll be looking for us, so you’d be better off running without me,” sagde han stille og lukkede sine øjne kort, usikker på om det var det rigtige at sige i denne situation. Han ville ønske at han kunne komme med nogle idéer til at begge kunn slippe væk, men sølvet tog alt hans fokus. Han kiggede mod Felicity. “And you dont look too good either,” observerede han før han vendte blikket ud mod skoven. Han vidste ikke engang hvor de var længere. Han smilte lidt til hendes kommetar on festen. “I’ve never really been a party guy.” - “Call Micah if your phone has any connection out in these damned woods,” foreslog han og prøvede ikke at bevæge for meget på sig.

"It's not that I've lost hope. But reality is that one of us can get out of here and the other cant," sagde han og kiggede på hans lår. Blod sivede stadig ud og havde farvet jorden under hans ben, og han kunne ikke engang lægge pres på fordi det blot ville skubbe kuglen længere ind i benet og sprede mere sølv rundt. Han sukkede dybt og lagde hovedet tilbage mod træet. Noget sagde ham at kvinden havde planlagt det her så han ikke ville kunne have sluppet væk, men nu hvor Felicity havde fået dem ud af den pine, var der stadig det faktum at han ikke kunne komme nogle steder.
Da Felicity dog begyndte at nævne Abigals evner som en banshee, bed Kyle sammen og stirrede ned i jorden. Hun havde ret og det vidste han. Han skulle til at sige noget, men en bølge af sløvhed ramte ham og han glemte helt hvad han skulle sige. Han åndede tungt ud og kiggede på hende. "Silver is one hell of a weapon," mumlede han stille som han gnubbede sin pande og prøvede at blive bare en anelse friskere.
Efter hun havde snakket med Micah, rejste Kyle sig en anelse forsigtig uden at støtte for meget på hans skadede ben. Han gik over til en pistol der lå og samlede den op for at tjekke dens patroner. Hans blik var dog ret sløret, så han kunne ikke se meget. Han lukkede øjnene hårdt i og åbnede dem igen for at kunne se om han kunne få sit syn på plads. Pludselig hørte han et skrig fra Felicity og vendte sig hurtigt nok til at vride sit lår, ikke at det gjorde ondt at vride det, men kuglen gled længere ind og han bed tænderne hårdt sammen mens han tog hurtige og skarpe indåndinger.
Han kiggede mod hende da hun sagde at hun var bange for at dø alene. "A lot of people are. It's common. But you're not gonna die," sagde han og humpede over til hende igen hvor han satte sig ved siden af hende. De skulle bare vente på Micah, og håbe at han kom før de andre.
Han skævede ned mod såret som igen var begyndt at bløde meget. Han kunne mærke hans blik sløre mere og mere som tiden gik. Han greb forsigtigt Felicity's hånd. "It seems that you should push yours. Who knows who will be here first. Micah or the attacker? Don't risk it for me," sagde han bestemt og så hende i øjnene som han følte et øjebliks klarhed.

Kyle reagerede ikke rigtigt på at blive stukket i armhulen med en nål. Han kiggede på Micah og åndede tungt ud som han sagde at han ville have ham til at sidde stille. "This is going to be difficult," sagde han roligt og kiggede på tangen som Micah tog frem, inden Micah stak den ned i kødsåret. Så snart tangen prøvede at få fat i kuglen, begyndte Kyle at knuge hænderne hårdt sammen, men han sad stille. Hans vejrtrækning var skarp og hurtig stadigvæk, helt indtil kuglen var ude af hans lår. Han åndede tungt ud og lagde hovedet tilbage mod træet som han lukkede sine øjne kort. "Thank god," sagde han som sølvet så stille stoppede med at påvirke hans hoved. Dog var hullet rundt om stadig ret mørkt, noget der skulle hele af sig selv over tid. Men Kyle kunne mærke noget i ham der var begyndt at røre på sig igen, varulven var vågnet op. Han sank en klump men sagde ikke noget, håbede på at han kunne presse den ned i sin dvale.
Da benet var forbundet og han havde fået en del blod tilbage, følte han styrken komme tilbage, hvilket kun var godt, for han opfangede lyden af ben der løb imod dem. "They're here," sagde han selvom der ikke var nogen endnu. Han trak nålen ud af sin armhule og rejste sig, før han gik en smule frem. Han hænder begyndte først at ryste før hans arme fulgte med. Han kiggede ned på dem og bed hårdt sammen. "Fuck. This isnt good," mumlede han dog ville de andre kunne høre det. Han vendte blikket tilbage mod dem. "I'm shifting," sagde han alvorligt da hans fingre pludselig begyndte at spænde sig helt ud og lave mærkelige bevægelser der så ud til at gøre ondt på ham. Han lukkede øjnene og prøvede at koncentrere sig, holde ulven inde.
Da han åbnede øjnene igen, var hans øjenfarve blevet en skinnende gul, og han begyndte at vakle en anelse før han dejsede om og vred sig, nærmest som om han var oppe at slås med sig selv hvilket han var. Han brølede en anelse forpint som han vendte blikket mod dem. "I... I cant... control it... Which means you'll might be in danger too... if I dont recognize you in all the bloodshed," advarede han og vred sig endnu engang som kløerne skød ud af hans fingre. Han kiggede mod Felicity da hun ville være mest i fare - Fordi hun var vampyr. Han vidste at hun ikke ville kunne slås og varulven var ligeglad med de skader som Kyle bar på, den var stærk.

Han var for opslugt af den indre kamp til at opdage hvad der skete rundt om dem, og om dem han havde opfanget stadig var på vej eller allerede ankommet. Varulven straffede ham, stærke bølger af smerte skød frem og tilbage i hans krop og hans sammenbidte tænder var begyndt at bløde. Det der fik ham nogenlunde tilbage til overfladen var færten af Abigal, som han hurtigere opfangede end han ellers havde, takket være varulven. Han havde lukket sine øjne i og boret kløerne ned i jorden under sig. Da hun kom tættere og tættere på, åbnede han de gule øjne og kiggede op på hende med en kortvarig overraskelse der så blev til en slags vred frygt, "What are.. you.. doing here? You should have.. stayed.. home," snerrede han gennem sammenbidte tænder, vreden var ikke rettet mod hende, det var dyret i ham der var rasende.
Da hun så bad ham om at trække vejret, sank han en klump og åndede tungt ud gennem skælvende tænder. Hendes berøring på hans knæ bragte han en kortvarig ro til at gøre som hun sagde og han begyndte at fokusere på sin vejrtrækning. Han åndede skælvende ud og ind og prøvede at holde det roligt, selvom hans hoved føltes som om det kunne eksplodere. Han lukkede øjnene igen og kæmpede imod smerten da endnu en bølge kom, og selvom det virkede til at han ikke lyttede, så gjorde han. Især fordi da hun sagde at hun havde brug for ham, åbnede han sine øjne igen for at kigge på hende.  Han løftede sin ene hånd op for at røre hendes kind, da han så kløerne og hurtigt trak sin hånd til sig og åndede skarpt ind, han ville ikke give varulven muligheden for at skade hende. "You.. really should leave.. It's strong, and it wont stop at anything..." sagde han og knugede sine hænder hårdt sammen.
"I'm sorry I didnt stay with you. I should have stayed," sagde han og kiggede op i himlen med et forpint blik. Endnu en bølge fik ham til at rulle om på maven som han rejste sig op på den samme måde en varulv ville. Han faldt til jorden igen og mærkede sine hænder krampe sammen. "I really want to keep you safe, Abigal. But I'm not safe right now," sagde han så og åndede skarpt ind. Det var en svær kamp indeni ham.

Hun havde ret - Han skulle acceptere varulven i ham og lade den være en del af ham. Men han kunne ikke, ikke med de frygtelige ting der var sket på grund af den. Han havde aldrig nævnt det, hvorfor han kæmpede så meget imod varule-delen af sig selv. Han var sikker på at han var nået så langt væk at intet kunne stoppe det nu. Han begyndte at hoste, men stemmen var ved at blive dyrisk, og hans tanker var begyndt at ændre sig. Pludselig virkede logiske og rationelle idéer til at få dem ud herfra til lysten til at flå noget i stykker og spise det. Han løftede sig op igen og kiggede på hende som hun sagde at han ikke var alene. Det alene ville normalt ikke have været nok, bare at sige ord, men det var Abigal der sagde dem og hun mente hvert ord, det vidste han. Det var sværere og sværere at slappe af, hans knogler føltes som om de skulle til at brække, hvilket de også skulle for at give plads til varulven. Hendes ord ramte ham, og han vidste ikke hvad han skulle sige. Det begyndte at sætte menneskelige tanker igang i hans hoved, det forvirrede varulven.
Hendes bløde læber mod hans, han kunne mærke sig selv blive trukket tilbage til aftenen hvor de havde deres første kys, et af hans bedste minder. Han lukkede øjnene og greb hende som han lod kysset trække ud og han fordybede sig i at få mere af hende - Mere af de læber. Han mærkede varulven der modvilligt trak sig tilbage langsomt og lod  den igangværende transformering omvende han til et menneske igen. Hans hænder formede en skål under hendes ansigt som han holdte det og lod deres læber skilles. Han smilte varmt og lagde armene om hende for at trykke hende helt indtil sig. Han åndede tungt ud, stadig en anelse rystet over hvad der var sket og hvad der var ved at ske med ham.
“Thanks for being so stubborn with me,” sagde han lavt med et blidt smil over læberne som han kørte sin tommelfinger henover hendes kind. Han så taknemmelig ud hvilket han også var, for han vidste ikke hvad der var sket hvis han havde nået at forvandle. Nok intet godt. Han lagde hovedet ned i hendes skulder og tog følelsen af hende, hendes duft og lyde til sig, mens han lukkede sine øjne i.
Færten kon dog tilbage da han løftede hovedet og han rejste sig hvor han rakte Abigal hånden så hun kunne rejse sig også. “They’re close by now, we have to either fight them or run,” sagde han så men vidste at det var forsent at løbe nu. Han så på Abigal og greb hendes hånd. “I got you, now and always. And I’m not gonna leave you agiain.” lovede han hende som han gav hende et sidste kærligt kys på munden. De var nåd til at være hurtige for at finde Micah og Felicity igen. Et skrig gennem skoven let, efterfulgt af et mandligt et. Kyle bed kort sammen. Han havde fået blod og energi men han var stadig svækket af sine skader.

"Always," svarede han hendes spørgsmål om de var sammen om det. De gik mod Felicity og Micah da Micah lettede ikke så langt fra dem, for at ordne dem der var efter dem. Abigal holdte hans øre og han nåede lige at ligge en hånd over hendes øre der ikke var presset mod hans bryst som skrigene pulserede gennem skoven, og fik træerne til at ryste hysterisk. Han vidste at Felicity kunne se dem, men på et eller andet punkt syntes han at de havde været nok igennem til at han kunne stole på hende med denne hemmelighed. I hvert fald havde de været dårlige til at skjule hvad de følte for hinanden i de her stressende situationer.
De gik over til Felicity og som de to søstre begyndte at diskutere, kiggede Kyle frem og tilbage med et bekymret blik og alligevel overrasket blik. Han vidste ikke helt hvad han skulle sige, så da Felicity pludselig bad om hans input, vendte han blikket lidt væk og åndede tungt ud som han lod hende tale færdigt før han overvejede hvad han skulle sige. "It's risky. She needs to know exactly what they're doing and if you put your bad luck on top of it, it will hit Micah as well," sagde han overvejende og kløede sin hals. Han kiggede tilbage mod stedet de var stukket af fra og sukkede kort. "He couldnt have gotten all of them, and if we want peace, we'll have to take the remaining lot out... They're like cockroaches," hans ord var pludselig tomme af følelser. Kyle havde ikke nævnt det, men han brød sig ikke om at dræbe folk, bare tanken om at tage et liv gjorde ham ubehagelig tilpas. Men nu var det en nødvendighed og han var nød til at sætte sine følelser på hylden for nu.
Men pludselig bed Abigal af Felicity som fik ham til at vende hovedet tilbage mod de to søstre, hvor han hurtigt bemærkede ændringen i Abigal. Da hun bad alt om at stoppe med sin evne, blinkede Kyle kort som han bare trådte frem mod hende og Felicity satte ud for at finde Micah.
Som Abigal sagde at de alle stirrede på hende, grab han hendes hænder og så hende i øjnene, prøvede at skabe øjenkontakt med hende. “Stay with me Abigal, dont let them get to you, let me help you like you helped me,” sagde han og kom med et lille smil som han klemte om hendes hænder. For at være helt sikker på at hun hørte ham, bed han sig kort i læben før han hældte sit hjerte ud foran hende og sagde, "This made me realize one thing tonight. No one has ever been able to bring me back like that, no one." - "It's because my heart belongs to you, it beats for you and only you now. Abigal, I love you," sagde han så og åndede tungt ud, da det ikke just var let at indrømme. Han kyssede hendes pande og lagde sin pande mod hendes efter, som pressede han kysset han havde givet hende ind under huden. Det var sjovt som tingene så ud til at være i en slags ping pong i aften. En skulle reddes og da de var reddet var det redningsmandens tur, i et endeløst hjul - Men Kyle havde tænkt sig at smadre det hjul. Han prøvede at aflæse hende men han kunne ærlig talt ikke engang forestille sig hvad det var hun så.
Kyles datter tittede frem bag nogle af de døde i aften og trådte frem mod Abigal med hendes hænder foldet på ryggen. Hun hinkede faktisk hen til Abigal hvor hun rørte forsigtigt ved hendes hånd. “You saved him... I thank you for that. He always blames himself on me, thinking he deserves all this pain that he gets,” hun holdte en pause og kiggede op på Abigal med store øjne, “He doesnt.. None of you deserve this suffering,” hun begyndte at slå hænderne af dem der rørte ved Abigal og hinke rundt om hende og Kyle som en vagthund i barnekrop. "I promised to keep you safe, for him," sagde hun og begyndte at skubbe spøgelserne væk.
Kyle lagde hånden mod Abigals kind og holdte sin pande tæt på hendes. “Stay with me please," bad han lavmælt med sine øjne lukket, et håb om at han på magisk vis kunne give hende noget af sin styrke til at holde det ud, selvom det nok ikke var muligt.

Kyle så en anelse forvirret da Abigal spurgte ham hvad han havde sagt. Han fnøs lydløst og vidste ikke helt om hans følelser kunne håndtere det alligevel, men han ville hellere sætte hende før sig selv. "I said that I love you Abigal, I want us to be together," sagde han så før han sank en klump. Det føltes rart at kunne sige det højt, men alligevel vidste han at de ikke kunne være sammen på den måde. Han holdte sin pande mod hendes og åndede skælvende ud.
Spøgelsespigen kiggede på Abigal før hun kiggede på Kyle og lavede en sukkende bevægelse med sine skuldre. "Just take care of my dad," sagde hun så før hun kiggede mod Gabriella og rakte hånden mod hende med et smil på læben. Hun vidste at Abigal havde prøvet at finde ud af hvordan hun var relateret til Kyle, og egentlig var hun blevet lidt træt af den måde Abigal analyserede hende så nært, det var ikke noget hun ville bryde sig om i hendes levende liv, så det var endnu mindre i det døde liv. "Tell him that I dont blame him," sagde hun som hun begyndte at trække Gabriella med sig, hun ville ud og lege nu når spøgelserne var blevet skræmt væk.
Kyle vidste at hun måtte have snakket til nogle spøgelser, og da hun takkede dem, kom et smil frem på hans læber. Han overvejede hvem det var der havde kommet til hendes redning, men han ville ikke spørge. Da hun sagde at hun også elskede ham, åbnede han sine øjne og rykkede sit ansigt væk fra hendes mens han følte sit hjerte gallopere i sit bryst. Han trykkede hende ind mod sig og begyndte at kysse hende blidt overalt på ansigtet, indtil han havde fyldt hendes ansigt med små kys, "Say it again," bad han lavmælt og aede hendes kind med sin tommelfinger. De burde nok tage ud og finde Felicity og Micah, men efter at Abigal havde sagt at hun også elskede ham, havde han skudt det helt ud af hovedet for nu.