First date: Destination unknown [xxx]

Lonán manglede ord. Og luft. Og en generel forståelse for hvad der skete med hans krop lige nu. Alt han kunne gøre var at stønne højlydt som manden over ham gav ham hvad han havde bedt om. Han lænede hovedet tilbage og mærkede sig selv tæt på bristepunktet, men han ville ikke komme endnu. Ikke at han havde noget valg, for den her krop forstod åbenbart ikke det med at holde tilbage. Lonán udbrød en overrasket lyd som han kom, men det var tydeligt at se på englens røde kinder at det ikke havde været planen. Alexander havde haft ret, for hele hans hoved virkede mere afslappet nu, men han valgte ikke at lade hans krops funktion holde dem fra at forsætte. Som Alexander stødte mod ham forsøgte han at holde takten og presse ind mod vampyren som han pressede mod ham.

”You normally don’t have a hard time with words,” hviskede Lonán en smule drilsk, som han pressede sig ned mod endnu et af Alexanders stød. Han stønnede højlydt igen, men hvem skulle også høre dem så langt fra alle andre? Englens varme læber fandt vej til vampyrens og han pressede dem hårdt mod hinanden. Som han brød kysset bed han blidt og drilsk i mandens underlæbe. Der var vel noget underholdende i at en engel bed en vampyr for en gangs skyld. ”I know you can give me more, just do it,” mumlede han nu mod Alexanders hals som han stønnede højt imellem hvert ord. Hans ene hånd havde stadig et hårdt greb om lagnet under dem, og han var ærligtalt ved at miste fornemmelsen i hans hånd. Men Alexander holdt stadig tilbage, nok var Lonán en engel, men han ville vel kunne klare det.

Selv var han ikke tæt på at få sin egen orgasme, og dog gispede han, som han kunne føle Lonán stramme sig om ham, og med et syntes den unge mand at komme. Han hævede legende øjenbrynet, som han kiggede ned, og her så sit bryst og mave fuld af hvad der måtte havde været Lonán's meget overraskende orgasme. Det var ganske sødt, hvordan englen syntes at rødme, ved tanken om at havde været kommet tidligere end hvad han måske havde håbet. Blidt kyssede han Lonán's kind "it's okay, remember this body is new, and not used to sex" pointerede han, og blide kys blev lagt rundt omkring Lonán's ansigt, og dog stoppede han ikke sine stød, der i der endnu var i et hårdt og hurtigt tempo, og dog ikke på et plan, hvor han brugte sin vampyriske styrke eller fart, igen Lonán var ikke en vampyr, eller hårdfør som f. eks dæmoner var, og han ville helst ikke skade den unge mand alt for meget.
Han rullede med øjnene, over Lonán's drillende ord, nok var han normalt nem til at finde ord, men nu var han også optaget af at have sex, såvel som at hans sanser konstant blev bombarderet med forskellige indtryk. Et smil kom dog til hans læber, eller så meget af et smil det kunne blive, nu hvor hans mund var halvt åben, men det var nu mere de høje støn Lonán kom med. Han sukkede imod de bløde læber, men stønnede svagt, som den anden mand bed ned i hans underlæbe. Dog som Lonán bad ham give det ekstra, gav han slip fra sengeryggen, greb fat om Lonán's andet ben, hvor han også hejste det til hans egen hofte, og hans stød blev ikke kun hårdere og hurtigere, men noget af hans vampyriske fart blev også brugt, som han ramte fra forskellige vinkler, og endda roterede sine hofter. Som han gav slip omkring Lonán's ene ben, greb han fat om den unge mands lem, hvor han begyndte at lade sin hånd glide op og ned af hans erekte lem.

Det var som om tid og sted smeltede sammen som Lonán og Alexander forsatte deres leg til langt ud på natten. Det var dog endt med at englen var faldt i søvn op af Alexander, et lille smil på hans læber som han faldt til ro. Søvnen gav dog ingen ro for Lonán som hans mareridt forsatte, og som lyset kiggede ind satte han sig lidt overrasket op i sengen. Han tog sig til hovedet og så sig lidt forvirret omkring som han blinkede et par gange. Det var her han så vampyren ved hans side og han lagde sig ned igen, som han pakkede dynen en ekstra gang ind til sig. Han lukkede kort øjnene og forsøgte at få hans hjerte til at finde ro, som han var vågnet fra det evige mareridt der plagede hans drømme. De kolde øjne der stirrede på ham som livet gled fra ham var ikke nemme at vende tilbage til. Han bed sig i læben og åbnede øjnene. De brune øjne vandrede over på prinsen ved hans side og han vendte sig om så han nu lå med fronten mod vampyren. Fra dynen sneg han sin hånd ud og kørte blidt sin finger fra mandens tinding til hans kæbe.

Lonán havde aldrig set en sovende vampyr fyr, men det var vel ikke meget anderledes end alle andre racer. Han så på mandens afslappede ansigt og smilede lidt for sig selv. Det var underligt at tænke på at det ellers så sammensatte ansigt kunne se så fredfyldt ud. Der var vel noget trist over det faktum, men Lonán forsøgte ikke at tænke over det. Englen kunne mærke sin ømme krop, og han turde ikke rigtig undersøge sig selv for mærker, så derfor gemte han sig en smule under dynen, som hans brune øjne nysgerrigt så på vampyren.

Som en vampyr, havde man også en god mængde stamina, hvilket kom til god brug, specielt når det så kom til sex, og Lonán bad ham trods alt om, at give ham alt hvad han kunne, så det fik han så også. Det betød også, at de brugte mere af natten, på ren nydelse og lysten til hinandens kroppe, end faktisk at slappe af eller sove. Så selvom vampyrer ikke var kendt for at sove, syntes han alligevel fanget langt væk i drømmeverden, hvor han enkelte gange syntes at række ud efter den anden mand, blot for så at trykke ham imod sig. Dog som morgnen kom ind, og han endnu stadigvæk var så langt væk i drømme verden, bemærkede han ikke da Lonán mere eller mindre vågnede op fra sit mareridt. Han havde også fået bevæget sig så meget rundt, at dynen nu knap nok dækede mere end fra hans hofter og ned af, og han lå på siden med fronten imod englen.
Han bevægede en smule på sig, som Lonán syntes at gå på udforskning, hvor han ubevidst lagde sin ene arm omkring livet af englen. Dog gik det ikke lang tid, før Lonán's stirren, syntes at vække noget i den ellers så sovende vampyr "You're starring" lød det fra ham, dog med en stemme hæs af søvnen. Han var endnu halvt om halvt i en sovende tilstand, og dog var han nok til stede, til at kunne føle blikket imod sig, hvilket vækkede ham mere og mere. Rovdyret i ham var trods alt altid klar, på hvis nu nogen syntes at kigge imod ham, og dog var det et smil der kom frem på hans læber, som han lagde sig på ryggen, og hæv sin pude ned over ansigtet, fremfor at ligge på den som han gjorde før. Dette betød så, at man nu kun kunne se fra omkring lysken og op til hans hals af blottet ud.

Som Alexander lagde armen om livet på englen lo han stille, for det var tydeligt at se at den sovende vampyr ikke var klar til at stå op. Hans hæse stemme lød underlig, for hvor ofte så man en træt vampyr? Lonán lå dog lidt og kiggede og som vampyren gemte sit ansigt væk åbnede han endelig munden. ”It’s just a me thing,” mumlede han som han forsatte med et kigge på Alexander med et drilsk smil gemt væk bag dynen. Måske han skulle stå op og undersøge den krop der gjorde så ondt, men han bed sig svagt i læben. Lonán trak vejret dybt og fik sig forsigtigt sneget sig ud på gulvet hvor han stod lidt før han bevægede sig mod badeværelset. Han trådte ind på gulvets varme overflade og kunne mærke at hans krop var tæt på at give efter af ømhed. Hans brune øjne gled forsigtigt op på spejlet og han kunne ikke se nogle bidemærker. Hvad der dog mødte ham lignede en krop der havde været ude for et trafikuheld; blå mærker spottet omkring på hans blege hud. Han bed sig i læben som han vendte ryggen til spejlet og så hele hans ryg dækket af blå mærker. En del af dem var ved at hele, men det var ømt. Han forsatte med at bide sig i læben som han rørte ved et par af de store pletter.

Et lidt for højt gisp undslap hans læber, men det her havde vel været hans egen skyld. Han havde selv bedt Alexander om ikke at holde sig selv tilbage. Med lidt rystende hænder fik han tændt for vandet til bruseren og lod vandet varme en smule op som han så sig selv i spejlet. Han havde stadig ikke vænnet sig til synet af det, men det var som om for hver dag der gik forsvandt hans gamle spejlbillede en smule mere. En del af ham glædede sig til at glemme det, mens en anden forsøgte at holde fast i mindet om den mand der havde været ham. Efter lidt tid trådte han ind under det varme vand og stønnede svagt af ømhed. Vandet var hårdt mod hans krop og han følte han havde fået en omgang tæsk. Dog var der ikke noget i ham der havde fortrudt det ham og Alexander havde gjort. Havde man først taget et valg måtte man vel stå ved det. Han placerede sine håndflader på hver side af bruserslangen og stod lidt under vandet som hans krop langsomt blev vækket. Med lukkede øjne forsøgte han at få samlet det mentale puslespil han havde. Vandet dampede en smule om ham, men han kunne knap nok få vandet varmt nok.

Han hørte Lonán's ord, og grinede dog under puden, og dog som den anden mand forsvandt ud af sengen, forblev han lidt i den endnu. Det var dog først da han hørte vandet tænde, at han fjernede puden, og sneg sig ud af sengen, hvor han også fik strukket sig under vejs. Han havde planen om, at joine den smukke engel i badet, siden det også var stort nok, til at kunne have adskillige folk derinde, så burde pladsmangel ikke være det helt store problem. Som han kom derind, lagde han armene om den anden mand, hvor han blidt gav Lonán kys på skulderen "Morning" lød det kælent fra ham, og han fik vendt englen imod sig, hvor hans kys nu ramte hans læber. Det var dog også her, at han faktisk så resultatet af deres lange hede nat sammen, netop i formen af alle de blå mærker hans krop havde. Han rynkede brynet, og fjernede sine hænder fra ham, hvor han trådte et skridt tilbage.
Måske var det fordi han så sjældent havde sex med væsner, der faktisk så nemt kunne gå i stykker, eller det faktum, at han normalt ikke gav den alt hvad han havde i sig, at han blev chokeret over præcis hvor slemt det hele så ud. Blidt lagde han sin hånd imod Lonán's kind "I'm so sorry" måske han ikke skulle havde lyttet til englens ord, om at give alt hvad han havde. Han havde det lidt dårligt over, alt deres sex havde forsaget så meget skade, på den unge mand.

Vandet brusede over hans hoved, så han lagde ikke mærke til Alexander før han mærkede de kolde læber mod hans skuldre. Lidt overrasket vendte han sig mod den anden mand med et skævt smil. ”Good morning to you too,” mumlede han før han mærkede læberne mod sine. Kort lukkede han sine øjne, men de åbnede sig let som manden trak sig væk. Lonán så ned, for han vidste at vampyren ville undskylde. Som havde han lige forudset fremtiden tog vampyren og lagde sin kolde hånd mod hans varme hud og han sukkede stille som han så op på Alexander. Han sank en klump, for de havde vel været lige gode om det, men han havde svært ved at finde nogle ord der kunne beskrive det han følte lige nu. Han åbnede og lukkede sin mund et par gange som han forsøgte at sige noget. Forsigtigt rakte han sin hånd frem mod Alexanders bryst og gik tættere på ham.

”As long as you don’t call me a dalmation, I’ll forgive everything,” mumlede han med et skævt smil. Hans fødder var trætte under ham, men han havde vel i teorien også været oppe at slås med en vampyr. Dog var slåskampen ikke ligefrem hvad han ville kalde hvad de havde lavet. Lonán lænede sig mod Alexander og sukkede lidt ved den kolde hud der ramte hans ømme krop. Som han stod der tog han sig den frihed at støtte sin vægt op af manden, for det var svært at holde denne gennembankede krop oppe. ”But there’s no need to be sorry around me, because I’m stupidly happy,” mumlede han en smule opgivende. Det havde været rart ikke at tænke på denne nye krop og bare lade sig smelte sammen med vampyrens, og hvis det betød at han ville gå rundt med en krop dækket af blå mærker, var det det hele værd. Han åndede tungt ud og forsøgte at finde noget at tale om.

”I’m normally not there when the other person wakes up,” mumlede han. Han havde aldrig været typen der bandt sig ufattelig meget til nogen, for der havde vel altid været heksens søgen for sin mage i ham. Nogle ville have kaldt ham kold, men begge parter havde før i tiden aftalt på forhånd at det ville være en gang, og aldrig mere. Han vidste ikke hvordan han stod i forhold til Alexander, og det var en underlig tanke at have. I stedet for at tænke for meget over det kyssede han blidt vampyrens kolde bryst. Vandet over dem var stadig varmt, og hans krop rystede en smule som dråberne ramte de blå mærker. ”I’m not good at the morning after,” indrømmede han stille og trak på skuldrene. Han skar kort grimasse som den lille bevægelse gjorde ondt. Det var altid en så tom følelse af have efter en aften som den de havde haft. Han bed sig på indersiden af sin kind for den tomme følelse var vel forsvundet som hans race havde.

Han hævede øjenbrynet, som Lonán ikke syntes at virke særlig irriteret på ham, men snarer trådte tættere imod ham, og lagde hånden imod hans bryst "I would never do that" lovede han med et mindre smil på læberne. Selvom hans krop per natur var meget kold, så kunne det yderste lag af hans hud godt til en vis grad varmes op, f. eks i formen af varmt vand imod hans hud, so hvad Lonán ville føle, var at selvom hans hud var kold, så var den varmere end normalt. Han lagde begge sine hænder imod Lonán's kinder "I'm glad" fik han hurtigt sagt, inden han blidt kyssede ham. Han forsøgte dog ikke at røre ham alt for meget, da han gik ud fra disse blå mærker gjorde ondt, aldrig havde han selv haft et blåt mærke, men han kunne regne ud, både ud fra læsning men også beskrivelsen fra andre, at det ikke just var behageligt.
"Are you asking me to leave?" spurgte han drillende, for ham havde det været varierende, ja han kunne godt gøre sig i one night stands, hvor de så begge aftalte det kun var for sex, men han kunne også gøre søde morgner, blot fordi han havde et seksuelt baseret forhold til en anden person. Han smilede som Lonán kyssede hans bryst, og selv kørte han håret gennem sit hår, så det ikke hang alt for meget ned af hans ansigt "I think you're doing magificent" han lod sine hænder glide gennem Lonán's hår, hvor han masserede hans hovedbund "You know my blood could heal those bruises, I can make you a juice and put some of in it, and you will feel as if they were never there" forslog han. Givet Purebloods vampyrer var skabt ud fra magi, magi som holdte dem så stærke, hurtige og udødelige som de nu engang var, så besad de også healende evner, såsom at indtagelsen af deres blod, i små mængder ville kunne heale de fleste sår og skader. Selvfølgelig i større mængder, ville de virke lidt som stoffer.
Han betragede hvilken instilling Lonán havde sat badet i, og fik hurtigt rettet den til en bedre instilling, hvor vandet ikke ville føles så hårdt imod hans ødelagte krop "I think you put on the wrong setting" sagde han, dog efter noget tid slukkede han for vandet "I shall wash you, and don't worry I've been told I have magical hands" han tog noget bodywash frem, og lod blidt sine hænder glide hen over den anden mands krop, og meget af hvad han havde lovet, var hans bevægelser ikke hårde, snarer blide imod den ømme hud. Efter han havde smurt sæben ind i hans hud, tog han noget shampoo, og begyndte at massere den anden mands hovedbund, med sæben "Feeling better" spurgte han med et smil på læberne.

Lonán sukkede svagt ved hans spørgsmål om Alexander skulle gå, for det var så tydeligt drilsk, men selvom han følte for at daske til manden foran sig, kunne han ikke finde kræfterne. Kort lukkede han øjnene som vampyren sagde at han gjorde det godt og nød fingrene mod sin hovedbund. Dog hjalp det ikke på det mindre pres han fik mod sit kranie som han var tæt på vampyren. Det var vel en af de ting han måtte leve med. Alexander nævnte at han kunne drikke noget af hans blod men han rystede på hovedet, dog var det mere en rullende bevægelse med panden mod vampyrens bryst. Han kendte godt til vampyrernes helende egenskaber i deres blod, men Lonán kunne mærke sit stædige jeg dukke op. Fortælle ham at han selv havde rodet sig ud i det her, og måtte lade sin krop hele af sig selv. Desuden, som engel ville han vel hele naturligt hurtigere end han havde gjort som heks.

”My body just needs a bit of rest, that’s all,” mumlede han, men han følte sig mindre anspændt som vandet ændrede indstilling. I stedet for de hårde stråler var det blidt som regnvand og han sukkede nydende. Lonán hørte knap nok hvad Alexander hørte, men mærkede de behagelige hænder over sin krop. Han stod blot med lukkede øjne, for det virkede som om det gjorde mindre ondt. Vampyren gik nu i gang med at massere hans hovedbund med sæbe, og Lonán sukkede svagt. ”I do,” mumlede han stadig med lukkede øjne som han bare nød ikke at gøre noget. Var det selvvisk? Meget, men han kunne også mærke at hans krop føltes som om den var blevet ramt af et tog. Vandet over ham blev igen tændt og han lavede en lille bevægelse af overraskelse. Sæben gled nemt ud af de mørke krøller og han kørte et par fingre igennem sit hår for at få det hele af. Det var først her han åbnede øjnene og så på manden foran sig igen. Et lille smil var på englens læber som han rakte sin hånd ud for at hive vampyren forsigtigt ind mod sig. De stod ikke så tæt som de havde gjort, men det var nok mest fordi Lonán krop stadig var forslået. Hans fingre fandt op til Alexanders hår og legede let med en af de våde lokker som han pressede sine læber forsigtigt mod vampyrens.

”I think I need to get out and sit down,” mumlede han mod vampyrens læber. Derpå trådte han med et par lettere rystende ben ud af badet og fandt et håndklæde at tørre sig med. Der hvor de fleste blå mærker havde placeret sig var langs hans lår, baller og lænd, men det var vel også der Alexander havde haft fat det meste af tiden. Dog havde hele hans krop pletter fra hvor vampyren havde rørt ham uden at holde igen. Lonán tog håndklædet om sin hofte og lænede sig mod håndvasken for at holde sig oppe. Hans krop føltes allerede bedre efter badet, men han skulle nok ikke meget de første par timer som han helede. ”A chonách sna ort (It serves you right),” mumlede han bandende til sig selv. Normalt var det vel en sætning man sagde til andre, men i dette øjeblik snakkede han blot til sig selv. Derpå fik han slæbt sig selv ind på sengen igen hvor han satte sig med et mindre bump. Han ømmede sig og tog sig til lænden som han lagde sig ned på den bløde madras. Et lille suk undslap hans læber.

”I’m ok,” kaldte Lonán, for han vidste at lyden af bumpet havde været ret så højt, men en øm krop kombineret med en krop han ikke kunne kontrollere helt endnu var en underlig cocktail.

Selvom der ikke om så meget af et svar fra ham, da han tilbud sit blod til englen, kunne han dog fornemme bevægelsen imod sit bryst, som nok betød nej "Okay, I just wanted to help, after all I do have something to do with those bruises" pointerede han med et skuldertræk. Han havde altid tilbudt sit blod, hvis han kunne hjælpe andre folk der var kommet til skade, måske det lå i hans natur som en der bekymrede sig om andre, og med lysten til at hjælpe folk. Et smil kom til hans læber, som han så Lonán virkelig slappe af, ud fra alt det han gjorde ved ham, nu havde han trods alt også brugt hele natten, på at have sex med ham, så det mindste han kunne gøre, var vel at vaske hans krop, også selvfølgelig gøre det ekstra blidt "Good" han smilede blidt til ham, at Lonán ikke vaskede ham, gjorde ham ingenting, han vidste trods alt at englen var udkørt og øm i kroppen, så det var det sidste han ville bede ham om.
Som Lonán trak sig imod sig, trådte han tættere på ham, også således at englen bare kunne læne sig op af ham, som han nu engang havde lyst til. Ham brummede i behag, som han følte Lonán's hænder i sit hår, han var næsten som en kælen kat, eller tilfreds hund, når folk de nussede ham gennem håret. Han sukkede dog imod Lonán's blide læber, som de kyssede hinanden "I will just wash off and then I will be out with you" fik han sagt, efter Lonán forklarede han skulle ind og sætte sig, hvilket nok også var forståeligt. Nu hvor han var alene i badet, fik han hurtigt vasket sin krop, såvel som det af sit hår, og han var hurtigt færdig indenfor et par minutter. Han steg ud af badet, fik tørt sin krop og står hår, hvorpå han helt nøgen vandrede ind i soveværelset "I don't know if you're hungry, but I can make you some food" forslog han, som han vandrede hen til kommoden et stykke væk fra sengen. Han havde aldrig haft et problem med sin krop, hvilket også betød, at han ikke skammede sig over at vandre nøgen rundt.

Få ting i livet kunne beskrive den følelse som Alexander gav ham med den sætning om at han jo havde noget med de blå mærker at gøre. Det var underligt, for Lonán følte ikke at det havde været den anden mands skyld – nok nærmere hans egen ivrighed. Han kunne jo have sagt noget som det havde gjort ondt, men det havde været svært at gøre andet end at stønne. Den eneste tilfredsstillelse han ikke havde givet Alexander den nat var at stønne hans navn. Der var noget i englens krop der ikke kunne gøre det, for at sige hans navn var som at indrømme de følelser han havde indeni. De følelser han ikke følte han fortjente. Han bed sig i læben som han havde lagt sig på den bløde seng og så lidt op i loftet. Den summende fornemmelse af hans krop der helede var ny, og det gjorde ham en smule ør om hovedet. Han lagde sin plettede arm over sine arme og sukkede let for sig selv. Alexanders stemme fik ham ikke til at se over mod vampyren. I stedet lå han lidt i stilhed og mærkede bare som hans krop var i gang med at arbejde.

”I am hungry, but you shouldn’t do stuff for me like that,” mumlede han og fik fjernet sin arm som han satte sig op. Hans hoved snurrede en smule og han lagde en hånd på sin pande som for at støtte den. Derpå fik han knap så elegant skubbet sig selv op på benene og samlede sit tøj op i stilhed. Han var ikke vred, men han vidste ikke hvor hans tanker var på vej hen af. ”I can cook myself, so don’t worry,” mumlede han som han med et par ømme bevægelser fik hevet et par underbukser og sine bukser på. Han stønnede svagt som stoffet pressede mod de blå mærker der så småt helede. Han kunne ikke holde tanken ud om at tage sin skjorte på, og valgte i stedet at vandre ud i køkkenet som han greb et æble fra en af skålene. Han tog en bid af æblet og gumlede lidt på det før han satte æblet i tænderne igen, for nu at have hænderne fri til at finde ud af hvad der var i skabene. Noget med protein, var alt hvad han kunne tænke på. Som han åbnede køleskabet var det fuld af mad, og han kiggede en smule undrende ind i det. Der var mad til en hel uge i det køleskab, men i stedet for at tænke så meget over det tog han en bakke med æg ud og tog en bid mere af sit æble. Æblet og æggene placerede han på køkkenbordet som han gravede sig frem til en pande.

”I know you want to take care of others, but I’m fully capable of doing it myself,” mumlede han og slikkede et stykke af æblets saft fra sin læbe som han så efter Alexander. Bare fordi han havde ondt i kroppen betød det ikke at han ikke kunne noget. Han havde altid været typen der forsatte, uanset hvad der gjorde ondt. Som han rejste sig fra sin stilling slog han hovedet mod kanten på køkkenbordet og brummede af sig selv. Hans finger kørte op til hans hår og mærkede forsigtigt efter. Der var ikke gået hul på hans kranie, men derfor kunne han stadig smage metal i sin mund. ”Ok, maybe I need a little help,” mumlede han og lukkede øjnene som han lænede sig op af køkkenbordet med hånden på sit hoved.

Han var i gang med at tage tøj på, som Lonán gav udtryk for at han ikke burde lave mad til ham, og at han sagtens selv kunne lave mad til sig selv. Den eneste grund til, at han havde spurgt om han skulle lave mad til ham, var fordi Lonán virkede så udkørt og generelt øm i hele kroppen, at han blot ville gøre denne ene tjeneste for ham. Dog virkede det som om, at Lonán ikke just brød sig om hans tanke eller mulige gestus, so han valgte ikke at kommentere på det, men tog bare tøj på i stilhed. Han vidste ikke helt hvad han skulle sige til det hele, og efter han havde taget tøj på, hvilket var omkring samme tidspunkt, som Lonán havde snuppet æblet, vandrede han ud i køkkenet til ham. Dog var hvad han selv tog frem, en karton af noget der udenpå så helt normalt ud, men dog egentlig faktisk var blod.
Med kartonen i hånden, som han sippede af engang imellem, det var trods alt hans morgenmad, betragtede han hvordan Lonán begyndte at finde ting frem. Nok var der massere af mad i køleskabet, men det var ikke fordi han havde planen om, at de skulle være der i lang tid, han var bare ikke sikker på, hvad Lonán måske kunne lide af mad, så han bestilte lidt af det hele "I know, I suppose after having seen all the bruises and hearing your minor complaints of pain, that I wanted to make sure it didn't hurt too much more" forklarede han med et skuldertræk, som han drak videre fra den hvide karton, han kunne trods alt høre hver enkel lyd af smerte englen kom med. Dog som Lonán slog hovedet op imod køkkenbordet, havde han hurtigt lagt kartonen fra sig, og var henne ved ham i løbet af sekunder "Of course, but are you okay?" spurgte han, ikke sikker på om Lonán ønskede at han rørte ved ham "What can I help you with? I mean if you don't want me to make it for you, then I can help with things" forslog han med et mindre smil.

Lonán sukkede svagt af Alexanders ord, da det gik op for ham at vampyren jo nærmest kunne høre alt. Det var vel i og for sig svært nok at vænne sig til det, ja det og det faktum at vampyren agerede så venlig omkring ham. Englen valgte ikke at svare, for han var ærligtalt usikker på hele den her situation. Skulle han bare smutte? Han havde ikke lyst til det, men det var vel hvad han normalt ville have gjort. Normalt. Lonán tog sig til hovedet som han fandt panden frem. Hvad var normalt for ham efterhånden? Han havde det som om der var to personer i ham i krig – hans gamle jeg og hans nye jeg. I og for sig var de vel den samme person, mens han forsøgte at være hvad han troede han skulle være. Som han ramte hovedet mod det hårde køkkenbord stod han bare lidt og holdt hånden mod sit hoved. Alexander var selvfølgelig ovre ved ham ret så hurtigt og spurgte om alt var i orden. Englen sukkede og lænede hovedet lidt tilbage, for det var som om den mand ikke gjorde andet end at være der for ham.

”I’m not ok,” mumlede han og hev sig selv op og sidde på køkkenbordet. Han tog æblet og tog en stor bid af den som han så ned. Han overvejede kort om han bare skulle gå på jagt i frugtskålen frem for at forsøge at lave mad. Lidt lænede han sig bagover og rakte ud efter frugtskålen, og fik fat med en finger. Han hev skålen med sig som han rettede sig op. ”I’m stupid, stubborn, affraid and happy all at the same time,” mumlede han som han stillede æbleskroget ved siden af sig på køkkenbordet. Derpå tog han en klementin som han gik i gang med at skrælle. Hans fingre var overraskende noget af det eneste der ikke gjorde ondt og han stoppede et stykke af frugten i munden.

”I give up,” sagde han og hentydede til det faktum at han ikke ville lave mad. Frugtskålen ville være hans mad, og det var bare sådan det ville være. ”Could you maybe distract my mind with something? Anything, really?” spurgte han med et skævt smil. Hans tanker fløj afsted og han havde svært ved at finde ud af hvad han ville sige. Der var mange ting han stadig forsøgte at få styr på, men en mindre distrahering ville være rar. I og for sig var det lige meget om det var kys og kærlige berøringer eller om det var historier. Han fik stoppet endnu et stykke af klementinen i munden og fik kravlet ned fra køkkenbordet med en lille grimasse der viste at det gjorde ondt. Han tog æggene og stak dem tilbage i køleskabet igen, panden satte han også væk. Derpå luntede han over og tog frugtskålen i sin ene arm og tog den over til pejsen. Varme og frugt var det eneste han kunne finde ud af lige nu. Lonán kunne se på sine arme at han langsomt var ved at have mindre blå mærker, hvilket var lidt surrealistisk. Dog var den over lænden stadig hård ved ham, men han forsøgte ikke at beklage sig som han satte sig i den plads i sofaen der vær tættest på pejsen. Han greb et af tæpperne og trak det om hans bare overkrop og tog nu et kig i skålen for hans næste offer.

”Even though my body is hating me right now, I want to thank you,” mumlede han og tog en vindrue i munden som hans øjne vandrede fra pejsens flammer og til ud af vinduet.

Et bekymret udtrykke dannede sig i hans blå øjne, som Lonán gik så langt som at sige, hn faktisk ikke var okay, og i takt med at han rejste sig op, var han hele tiden klar til at træde ind, og hjælpe hvor end han kunne "that sounds like a lot of emotions at the same time" Det virkede generelt som om, at de samme problemer der havde ramt Lonán den første gang de mødtes, endnu hang om ham. Hvis han skulle komme med et seriøst gæt, virkede det som om der var en del af englen, som ønskede nærhed, ønskede kærlighed fra andre og generel omsorg. Men så var der også den del, som havde fået brændt nallerne, som var bange fo at gentage fortiden, og generelt ønskede at fjerne sig fra alt, der kunne betegnes som en form for kærlighed eller omsorg.
"Of course" han strøg ham kort blidt hen over kinden, og dog som Lonán fjernede sig, og vandrede ud af køkkenet, tog han en sidste tår af kartonen, før han fulgte med ham ind i stuen. Han satte sig ved siden af den anden mand, med sin ene arm omkring ham, hvor han blidt strøg ham op langs armen, næsten som en fjer imod hans hud. Et mindre smil kom på hans læber, som Lonán begyndte at snakke kom, at han ville takke ham, også selvom hans krop ikke just havde det godt "Why do you want to thank me?" spurgte han, mens hans hånd nu fandt sin vej på til de smukke krøller, hvor han lod fingrene glide gennem det.

”Yeah, it is, but I guess that’s my life now,” mumlede han og slugte frugten uden at have tygget den helt færdig. Det store stykke føltes til at skære hele vejen ned gennem hans hals, men han slugte det og rettede lidt på sine skuldre. Han var en smule overrasket over hvordan han fik sat sig i sofaen, for det var ikke med det sædvanlige bump, og han håbede det var et tegn på at han snart kunne kontrollere sig selv en smule mere. Alexanders arm omkring ham var en smule trøstende, men han lænede sig ikke mod vampyren. Det ville bare skabe tryk på en del af hans krop, og han forsøgte bare at sidde stille mens hans krop tog sin naturlige helings gang. Spørgsmålet kom ikke bag på englen for han måtte vel forklare sig selv, og han kom en vindrue mere i munden som han overvejede hvordan han bedst forklarede det.

”For basically breaking my body in – making me feel something that I thought I might never get to feel again,” sagde han og så med sine brune øjne på vampyren. Han rynkede let sine bryn for han følte en tanke komme snigende. En tanke om at i går ville være første og eneste gang han kunne føle sådan i sin nye krop. Han forsøgte at skubbe tanken til bagerst i hovedet, for den krise var han ikke i humør til at have lige nu. ”But I also feel very guilty,” sagde han og så nu ned på sine hænder. Han havde ladet sin lyst styre sig, været selvvisk og han vidste ikke hvordan han havde det med det faktum. Ikke nok med det, så havde englen stadig så meget at lære om hans nye krop, at det hele havde været overraskende og nyt. Et lettere opgivende suk kom fra hans læber som han lænede sig tilbage i sofaen og satte frugtskålen på armlænet. Den var trods alt lavet af træ, så hvis den faldt ned ville det bare være frugt over det hele.

”Because I want to have more of you,” sagde han og bed sig i læben. Den måde som Alexander havde rørt på ham på havde været modsat alt andet han nogensinde havde mærket. Det var vel på grund af mandens lange liv og erfaring, men der var noget andet over det. Og han følte det også som Alexander nussede hans arm. Hver gang vampyren hev ham ind til sig var englen ved at gå i stykker indeni, for de følelser ville han ikke føle. Specielt ikke for en der var mere eller mindre stadig en fremmed. ”I know I’m silly, but I guess that’s why I’m not good at the day after – I get too attached after I’ve felt someone’s body, and things go wrong,” sagde han og lukkede øjnene som han lænede hovedet mod Alexanders skulder. Det var vel derfor han ikke ville være nogens legetøj, fordi han var så håbløs. Selv folk der legede med ham fik han vel følelser for på et eller andet punkt. Han bed sig i kinden og bandede i sit sind over den latterlige del af ham.