First date: Destination unknown [xxx]

Tid: 27. Februar omkring klokken ti om formiddagen
Sted: Winther’s Tavern & Inn, ude foran
Vejr: Køligt, men solen skinner
Påklædning: Udseende og påklædning med sorte bukser, simple sorte sko og uden briller

Dedikeret til @Alexander


Lonán havde endelig fået adgang til nogle af hans ting fra hans tidligere liv, men de fleste ting var blevet sendt hjem til hans forældre i Irland, eller blevet doneret bort. Dog havde han fået penge nok til at kunne leve et stykke tid på denne hyggelige kro. Vinden så tæt ved vandet havde været godt for ham, for det var som om det havde givet ham mere liv. Han havde haft mere tid til at overveje sine muligheder og ikke mindst hvad han ønskede fra det hele. Det hårdeste der havde sket i ugens løb var det faktum at han havde set Tidus i øjnene. Det havde været en smerte han aldrig havde kunne forestille sig, ikke fordi han var vred på den blonde fyr. Men at skulle se på de øjne han havde oplevet i sine mareridt siden hans genopstandelse havde ikke været nemt. Han skød tanken til side som han sad i lobbyen og legede med den mobil han havde købt sig. Den havde været dyr, men i denne moderne verden var en smartphone mere eller mindre nødvendigt. Som klokken nærmede sig mødetidspunktet rejste Lonán sig op og trak jakken på. Derpå trådte han ud i den friske vind og smilede lidt for sig selv. Han var ikke nervøs nu, for det var vel bare en hvilken som helst date. Dog følte han sig mere tryg ved at han ikke skulle gå selv hen til et sted – for det havde endt galt sidst.

Påklædning
- Tøj + Sko En mørkeblå poloskjorte, et par grå bukser og en grå jakke Link. Han har mørke sko på. Han har solbriller på Link
- Hår + Skæg Han har mørkebrunt kort hår. Han har skægstubbe
- Accent Britisk (På kanten til Posh)
- Andet Han er 2,03 meter høj. Han har en dagslysring på. Han besidder evnen Absolute Charisma, hvilket gør ham meget charmerende. De kommer kørende i hans bil Link

Han var meget sjældent typen, som faktisk gik på dates med andre, ikke så meget fordi han ikke havde lyst, mere end ofte havde han så bare ikke tiden til det. Derudover så vidste han ikke hvad han helt præcis skulle gøre af sig selv, og dog vidste han nok omkring dates, til at vide de mest basiske ting. Det var selvfølgelig mere hvad man gjorde efter, som han var mere usikker omkring, plus han ville helst ikke give en stakkels person ideen om, at han nødvendigvis ønskede et forhold med vedkomne, hvis nu det faktisk ikke var tilfældet. Ikke desto mindre, havde han ladet sig overtalt, til at tage på denne mindre date med Lonán, ikke fordi han ikke havde lyst, for det ville da være interessant, at lære mere af denne unge mand. Han havde endda fundet et passende sted, hvor de kunne holde selve daten, og dog var stedet et stykke væk fra Gaia, men alt for at sikre de kunne være en smule alene.
Selve turen til Winther’s Tavern & Inn, havde ikke været den længste i hele verden, men så igen Gaia var heller ikke så forfærdelig stor igen. Selvfølgelig var byen en smule større end en normal by, men måske var det fordi han havde boet der så længe, at distancen aldrig syntes så lang. Som han ankom til stedet, hvor de havde planlagt at mødes, fandt han Lonán stående og ventende på ham. Et bredt smil kom frem på hans læber, som han kørte hen imod ham, og stoppede op ved hans side "Get in" lød det fra ham, som han samtidig tog sine solbriller af, og lagde dem ved kopholderen mellem de to sædder. De blå øjne syntes som altid, at følge den unge mand, som han så ville sætte sig ind.

Lonán havde ikke stået længe kulden før han kunne motoren fra en mustang der svang om hjørnet. Gennem forruden spottede han Alexander siddende med solbriller og han kunne ikke lade være med at smile skævt over det syn. Som bilen holdt foran ham nu tøvede han en smule, men han kunne ikke lade være med at le en smule. Med et par lidt usikre skridt gik han om på siden af bilen og satte sig ind ved siden af vampyren. Et par lettere nervøse fingre legede med selen som han tog den på og vendte blikket mod prinsen. Han bed sig svagt i læben og så lidt rundt i den ret så elegante bil. Drilsk tog han de solbriller som Alexander kort forinden havde placeret i kopholderen og tog dem på og struttede med munden.

”Where are we going, handsome?” sagde Lonán drilsk og forsøgte at lyde så posh som Alexander gjorde af og til. Han kunne dog ikke holde masken længe før han tog brillerne lettere af og så med sine brune øjne over glasset. Et drilsk og lettere drenget smil spredte sig på hans læber som Alexander trådte på speederen. Det var som om verdenen omkring dem bare fløj forbi dem, og Lonán turde ikke helt holde øje med speedometeret. Forsigtigt lagde han brillerne tilbage i kopholderen og så let ud af sideruden som de kørte. ”I didn’t know what I had in mind going on a date with a prince, but this seems a bit too much,” sagde han og lo som han rystede på hovedet af sig selv. Det var svært for ham at sætte sig ind i det liv som Alexander havde levet og han så ned af sig selv. Havde han valgt noget for afslappet til dette møde? Når han skævede over på manden ved sin side virkede han som taget ud af et modemagasin. I stedet for at tænke mere over det kørte han en hånd gennem hans hår og fik rettet på et par krøller der virkede til at have deres eget liv. Lonán rettede sig lidt i sædet så han sad med ryggen til sideruden og havde sit fokus på Alexander.

”You look good,” var alt han kunne sige og han sukkede en smule opgivende. Hvad var det for en kompliment? Han burde have sagt noget mere originalt, men han havde svært ved det lige nu som hans hjerte bankede.

Som Lonán fik sat sig ind, og her så fint tog hans solbriller på, for så at strutte med munden, kunne han ikke holde sin latter tilbage, specielt ikke da han fik et ordenligt kig, på det udtrykke Lonán lavede "So handsome" han rystede på hovedet, og dog som den anden mand forsøgte sig med at lave en parodi af hans egen accent "Well we're going to a place I know, quite beautiful actually" han fjernede igen blikket fra Lonán, som han fokuserede på vejen, netop som han begyndte bilen, og som altid kørte den helt perfekt, det var heller ikke så gammel en bil igen, og en han vist nok havde fået af en gammel elsker. Som Lonán begyndte at snakke, lod han sit blik tages væk fra vejen, og hen imod den unge mand, dog var han fuld i kontrol, over hvad der foregik foran dem "What do you mean too much?" spurgte han nysgerrigt, for ham selv var det jo nærmest ingenting, det var trods alt hans egen bil og noget mere afslappet tøj, som han i virkeligheden havde på.
Et blidt smil formede sig på hans læber, som Lonán komplimenterede hans udseende, og dog som sukket kom fra ham, hævede han spørgende øjenbrynet. Blidt lagde han sin hånd på Lonán's lår, og hans blik vandrede igen hen til ham "hey, are you okay?" han vidste ikke helt hvad hvor han skulle placere den anden mand, specielt med det suk han kom med, som havde han egentlig i sidste ende ikke lyst til det "I mean if you don't want to, it's completely okay" hans hånd fra Lonán's lår, lagde sig på hans kind, hvor han blidt strøg ham hen over kinden med sin tommelfinger.

Alexanders latter smittede og Lonán lo stille som han lyttede på vampyren fortælle hvor de skulle hen. Dog lød det ikke som om han gav et meget præcist stykke information, men meget bredt beskrevet ville det være smukt. Han smilede lidt frem for sig selv som brillerne blev placeret i kopholderen igen. Han kunne høre det nysgerrige svar fra Alexander, og han smilede skævt, måske en smule forlegent, til prinsen. ”I don’t know what I mean, I just say what comes to mind – that seems to have been the easiest to do,” sagde han og trak på skuldrene som han vendte sine brune øjne mod Alexander igen. Sammenlignet med den høje mand følte han sig så underlegen på en eller anden måde. Den mand havde vel alt hvad han kunne begære, men der var noget bag den facade som vampyren til tider satte op. Efter Lonáns forsøg på kompliment hørte han de undrende ord fra prinsen. Han havde da fortalt ham at han ikke var okay da de havde talt sammen sidst, men det havde ikke noget med dette møde at gøre.

”No, I’ve been looking forward to getting away and starting making some new memories,” sagde han roligt som han så på den hånd der hvilede på hans lår. Hvorfor var den så beroligende og alligevel så skræmmende på samme tid? Lonán flyttede sit blik mod de blå øjne og sendte ham et skævt smil, som han mærkede hvordan hånden nu rørte hans kind. ”Shouldn’t you be watching the road? I mean, you might get away from a crash with just a scratch, but counting my luck, I might end up as roadkill,” sagde han med et drilsk smil som han lænede sit hoved lidt mod hånden ved sin kind. Dog kunne han godt lide den måde som Alexander så på ham på, den var rolig og lettere kærlig.

”It’s just my head playing games with me, but it’s fine – you seem to calm it down a bit, however I can’t tell you why,” sagde han med et skævt smil.

Han gav et nik fra sig, som Lonán svarede tilbage "I mean if there's something wrong, it's better to just say it" han trak på skulderne, måske var det nok fordi han var vokset op i dette slags miljø, at han ikke så det som noget stort, for ham var det trods alt kun normaliteten, at han havde disse ting. Selvfølgelig gjorde han også sit bedste, for at give tilbage til verden, og gav også en del penge, til de som var i behov for det, så det hele ikke kun var fest og glade dage for ham. Hans smil blev straks igen blidt, som Lonán syntes at beskrive han var okay "I'm glad to hear that" mens hans hånd lå imod Lonán's lår, gav han det et blidt klem. Nok var han ikke den bedste, når det kom til emnet af kærlighed, men han havde da sine øjeblikke, hvor han faktisk kunne være ganske nænsom, hvor det hele ikke kun handlede om sex.
Han klukkede og rystede på hovedet "The good parts of being a vampire, is that it gives me supernatural reflexes, so I'm always watching the road, even when it looks like I'm not" forklarede han med et legende smil "So no you won't end up as roadkill" det var nu alligevel en sjov tanke ham kom med, det at skulle de køre galt, at han selv ville overleve det "and even if the chances were that we crashed, I would be able to save you even before anything happened" han nev ham drillende i kinden. For ham var verden en smule anderledes, og hans hjerne arbejdede hele tiden i overarbejde, hvilket gjorde det nemt for ham, i situationer at handle bedre end så mange andre. Lonán's ord fik ham til blidt at tage den anden mands hånd i sin "Well then play with my hand, it always seems to calm you down" plus han havde ikke behov for begge hænder.

Lonán kunne ikke sætte en finger på hvad det var der havde gjort han havde sagt at det hele var en smule overdrevet. I og for sig var det vel bare en bil, men i hans verden var det så fjernt fra hvad han huskede fra sit gamle liv. Nok havde han haft mulighed for at leve af musikken, men hvem sagde man blev rig af det? Det lille klem mod sit lår gav ham gåsehud, men det var ikke en ubehagelig form. Langt fra faktisk. Han lo lidt over Alxanders kommentar med hensyn til hans race og han rullede dramatisk med øjnene. ”I’m sorry I’m not used to vampyric skills,” sagde han og smilede dog svagt med lidt rødmen i kinderne. Som Alexander sagde at han ville redde ham selv hvis det skete trak han lidt på smilebåndet og så ned som vampyrens hånd greb om hans. Han sukkede svagt, for så havde vampyren vel lagt mærke til den måde hans fingre bevægede sig på. Mens de kørte lod Lonán sine fingre lege blidt med vampyrens hånd.

”I can’t use your hand always, I think it would be better to get a bass,” sagde han og lo lidt som han lænede ryggen op mod sideruden. Hans brune øjne så på hans fingre som de blidt legede med den kolde hånd. Forsigtigt bed han sig selv i læben, for han vidste at hvis han ikke snart fandt noget andet ville han gå amok. Han var nød til at finde et arbejde og få skrabet sammen til en bas så hurtigt som muligt. Han var ikke kræsen, men den han havde haft var den første han havde købt efter han var begyndt at tjene penge på sin musik. ”I had a mustang too, just not a car – it was a Fender Squier Mustang I had,” sagde han og huskede lyden fra den fantastiske bas. Dens måde at fylde et rum med lyd på var en han sent glemte, selv på trods af de slørede minder, var lyden af bassen så klar i hans hoved.

”I just need a job and maybe a real place to stay that you don’t have to pay for per nights sleep,” sagde han med en lille latter. Det var vel i og for sig ikke svært at finde et sted at bo i Gaia, for der var mange muligheder at vælge imellem. Dog ville han ikke have mange penge til sig selv når først regningerne ville være betalt. ”I just think it’s hard going out and finding a job when I don’t really have any papers to my name – I go by my old name, but that person is dead, so …” mumlede han mest for sig selv som han rynkede brynene. Han ville ikke have sympati eller penge fra andre – Tidus havde da tilbudt ham alt han kunne ønske sig, men han ville ikke finde det rigtigt at tage imod det på den måde. Det ville føles forkert og nærmest beskidt.

"That's okay, I mean it is a bit weird when you think about it" han trak på skuldrene og klukkede kort, vampyrerne var trods alt skabt med formålet, at være en langt bedre version af menneskerne, hvilket også forklarede hvorfor de så så menneskelige ud. Noget måtte dog havde været gået galt under ritualet, der havde gjort alle de kvinder gravide, da vampyrerne endte op langt stærkere end hvad man oprindeligt havde troet. Havde det været første gang, at Lonán egentlig syntes at finde ro, ved at lege med hans hånd, havde han nok fundet det en smule mærkeligt, men nu havde den anden mand gjort det et par gange, så var det blevet mere normalt "No, but you can use it now" han havde aldrig selv kunne spille på et instrument, men havde dog haft en forkærlighed for musikken "Maybe you can play some music for me then, I love music" forslog ham med et skævt smil.
Han lyttede nysgerrigt med, som Lonán forklarede mere omkring sin baggrund, mere specifikt det af et egendom han havde haft "I've seen those, or rather a friend of mine had one" og med ven var det ment som tidligere elsker "he was the one who gave me this car too, quite a musical talent too" et bredt smil kom frem på hans læber, med tanken om Benjamin, specielt også de tider de have haft sammen, og dog var den tid ovre "But he used to play at these concerts" forklarede han med et skuldertræk "I can help you with the papers, I've got some friends, who deals in that kind of thing, so if you need new papers they can help you" han hævede spørgende øjenbrynet, som hans blik blev rettet imod den anden mand. Han havde regnet med, at Lonán næppe ville tage imod hans penge, så han gav det næstbedste han kunne komme på, en form for hjælp "they can make everything you need disappear, and create a whole new life for you"

Lonán valgte at lade snakken om vampyriske evner ligge for nu. Selv havde han ikke kendt mange vampyrer gennem hverken dette liv eller hans tidligere. Han var dog taknemmelig for at Alexander lod ham sidde og lege med hans hånd. Normalt sad han altid stille, men hans hænder skulle altid have gang i et eller andet. Nogle havde kaldt det at han ikke fokuserede, men hvis Lonán havde noget i sine hænder havde han nemmere ved at opfange ting omkring ham. Nu da han havde fået en mobil var han lidt bange for at den ville blive hans legetøj. Risikoen for at tabe den ville betyde at den kunne gå i stykker, og uden penge til meget andet end at overleve dag til dag, var det måske dumt. Som Alexander foreslog at han kunne spille noget musik for ham lyste hans ansigt op. Han havde endnu ikke spillet musik i denne krop, men han ville hellere end gerne gøre det.

”I’d love to show off, but no instruments,” sagde han med et drilsk smil og trak på skuldrene. Medmindre de var på vej til en musikforretning så var chancen vel for et instrument vel lille der hvor de skulle hen. Selvom han ikke vidste hvor de skulle hen, så kunne han ikke forestille sig at de skulle køre så langt bare for en butik. Da Alexander nævnte at han havde set en af de typer bas smilede han skævt, for han havde næppe set den han havde haft. Man synes vel altid at det man havde haft var det bedste, men som vampyren fortalte mere om sin ven nikkede han blot. Han opfangede ikke at han snakkede om en elsker, for hvorfor skulle han ligge mærke til det. Dog var han overrasket over den gavmildhed som vennen havde udvist og Lonán bed sig i læben. Det var svært at forestille sig hvordan man bare kunne give en bil væk i gave. ”I used to play at concerts too, wonderful feeling, though I was always scared to death right before a show,” sagde Lonán og lo lidt for sig selv. En svunden tid. Et fjernt minde. Det var vel hvad der var hans tidligere liv. Alexander nævnte dog at han havde nogle der kunne hjælpe ham med papirer nikkede han.

”I’d love that, but I bet I couldn’t pay for it – however if I could pay a bit at a time I might have a chance,” sagde Lonán med et skævt smil. Der var noget rart ved at ville kunne få nogle papirer. Tanken om at ændre sit navn strejfede ham, for han var jo ikke Lonán længere, var han? Den tid, den hovedpine. Den sidste sætning fik dog englen til at løfte det ene øjenbryn. ”I don’t need anything to disappear – I just need papers,” sagde han og så ned. Han følte sig lidt som en belastning, også selvom han ikke kunne gøre for det hele.

Han havde faktisk ikke forventet, at han i løbet af sin tid med Lonán faktis ville føle denne slags glæde, men nogle gange havde folk tendensen til at overraske en, og det var da i hvert fald hvad Lonán gjorde. Ikke at han havde forventet noget dårligt om ham, men de syntes da alligevel at klikke ret godt med hinanden, så han håbede kun at den anden mand, ville nyde hvad han havde fået lavet, når de kom frem til stedet. Hans blik syntes fanget eller nok fængslet, af hvordan Lonán's ansigt nærmest lyste op, så snart hahn nævnte at han kunne spille musik for ham. Det var faktisk ret nuttet, og fortalte måske også en historie om, hvor meget musikken rent faktisk betød for ham. Hans blik blev dog straks mere drillende, og måske endda charmerende, sekundet Lonán nævnte at han ville vise sig frem, dog ikke med instrumenter "ohh so you're going to show off, please do enlighten me on which body parts you want to show off, since instruments aren't a part of it" hans blik gled straks fra englen's øjne, til hans læber og videre ned til punktet mellem hans ben, før de igen havnede ved hans øjne.
Han vrikkede drillende med øjenbrynene, som havde han i tankerne at Lonán ville vise sit lem frem, ikke at han ville tvinge ham til det, og dog ville han på ingen måde brokke sig, hvis han fik lov til at se det. Han nikkede, som Lonán begyndte at forklarer hvordan, at han selv havde spillet til koncerter og ofte blev bange inden han skulle på "I've heard blowjobs helps" sagde han uden han rigtig nåede at tænke over det "It reduses the anxiety in the body...or so I've been told" han trak på skulderne, selvfølgelig havde det været hvad han plejede at gøre på Benjamin, dengang de to havde været mere sammen, og dengang han plejede at se ham optræde. Selvfølgelig gjorde de også langt mere, end at feen fik et blowjob.
"I can make it happen, you just tell me the time and date for when you want to meet them, and I will set up a meeting" havde det været en hver anden, som de skulle møde, så ville de nok næppe lade en afbetaling virke, og dog hvis Alex sagde god for vedkomne, så gjorde de det med glæde gratis. Der var vel goder ved, at man kendte den fremtidige konge af Gaia, specielt i disse situationer. De havde kørt i noget tid, og var noget et skovoråde, hvor Alex parkerede ved indgangen til skoven. Det var dog et sted langt væk fra mange mennesker, og derfor var chancen for at møde en anden person, mere eller mindre lig det af meget lidt.

Lonán lo af Alexanders kommentar, men som vampyrens blik vandrede kom der en smule farve i hans kinder. Han tog dog ikke sit smil væk, for det var vel ret så underholdende hvor ligefrem den anden mand var. Han puffede blidt til Alexanders arm, men blev ved med at lege med hans hånd, som han var ret så taknemmelig for at have. Han så ned på hænderne og kørte tungen ud over sin underlæbe for at fugte den svagt. ”I don’t think it would be fair if you look before I have had a chance,” sagde han stille og lettere forsigtigt. Det var måske lidt underligt at indrømme, men han havde knap nok turde se sig selv i spejlet, og at skulle undersøge hans krop virkede underlig for ham. Hans smil sad dog stadig på hans læber, men da han hørte rådet fra Alexander så han op med et drilsk blik i de brune øjne.

”Well too bad I didn’t have someone to do that,” sagde han og stak tungen ud af ham. Det var underligt hvor nemt det var at snakke med en der praktisk talt var fremmed, men det var vel nok fordi han ikke havde kendt ham. Han havde ikke taget kontakt til de fleste fra hans tidligere liv, og at støde ind i Tidus den anden dag havde ikke været planlagt. For ikke at sige at det havde været svært at kontrollere kroppen når hver gang han så ind i bansheens blå øjne var de isblå fra hans mareridt. Lonán så ned på hænderne igen som Alexander snakkede om papirerne, og han nikkede blot. Hvorfor sad han og tænkte over Tidus når han var i kompagni der var så villig til at snakke og høre på ham? Det var vel fordi det fyldte en del hvem der havde slået ham ihjel. Kort så han ud af forruden og sad lidt i stilhed som Alexander parkerede ved udkanten til skoven. Lonán så en smule undrende på vampyren.

”A forrest?” spurgte han undrende og vendte hovedet på skrå. Han havde dog ikke noget imod en gåtur i en skov, men han havde ikke forestillet sig at det var her de skulle tilbringe dagen sammen.

Han havde altid været en mege direkte mand, hvilket nok også betød, at hvis han gerne ville opnå noget, eller ønskede at prøve noget, så var han ikke bange for, at give udtryk for det. Selvfølgelig ville han aldrig presse Lonán til at have sex med ham, selvom han skam ikke ville have noget imod, at hører den unge mand stønne hans navn, som han bragte ham til et stadie af nydelse. Selvfølgelig var der ingen der vidste, om dette helt præcis faktisk ville ske, men skulle det hændes, så ville han ikke brokke sig. Så for et øjeblik, skød der vel gennem hans tanker, billeder af den anden mand, fanget i ren begær og nydelse, hvor han nærmest hev efter vejret. Det var dog billeder, som han hurtigt kastede væk igen, han havde ikke tid til at tænke den slags ting lige nu.
"Yeah a forest, we don't need to walk that far" han løste bilen, hvor taget samtidig kom op, således den ville være sværere at stjæle, ikke at folk dog ville komme helt her op, for at stjæle en bil. Han stoppede dog op midt i sin bevægelse, og gik dertil hen til den anden mand, hvor han blidt lagde hans hænder imod mandens kind. Han bøjede sig en smule ned, mens hans hænder guidede Lonán's ansigt op, og dog stoppede han op, da deres læber lige præcis gled op imod hinanden, uden at det faktisk var et helt kys. Det var meget ala til fødselsdagsfesten, hvor han pirrede ham ved aldrig at give kysset, den unge mand måske ville have. Det var dog også præcis det samme han gjode her, for i stedet for at lade sine læber mødes med hans, gav han ham i stedet et kys i panden, før han gav slip på ham, trædte tilbage og vendte sig imod "it's this way" han vinkede i retningen af, hvor de skulle hen.

Lonán trådte roligt ud af bilen og så sig om som Alexander låste bilen. Det var her han mærkede den høje fyr tæt på sig igen og han vendte sig mod vampyren. Lidt overrasket mærkede han de kolde hænder mod sine kinder, men per automatik lukkede han blidt øjnene. Kysset kom aldrig og han smilede lidt for sig selv som Alexander placerede et kys mod hans pande. Han gav vampyren et puf, men alt det gjorde var at sende Lonán et stykke bagud. Det var vel ikke så nemt at flytte på en vampyr. Han lo lidt og rystede opgivende på hovedet. ”If you keep doing that, I might go crazy,” sagde han og så op på de blå øjne over ham. Dog fulgte han Alexander gennem skoven. Lonán stak sine hænder i bukselommerne som de gik, for hvis han faldt ville hans arme næppe være dem der tog af for faldet alligevel.

”So, would you maybe enlighten me a bit?” spurgte Lonán og bed sig i læben. Han kunne stadig mærke Alexanders ånde mod sine læber, og det gav ham en mindre lyserød farve i kinderne. Han trådte forsigtigt over en gren på hans vej, og blev kort distraheret af en fugl der fløj over hans hoved. Han dukkede sig let og lo forsigtigt. Derpå vendte han blikket mod vampyren igen. ”Where are you taking me?” spurgte han og tog et par hurtige skridt ekstra for at kunne følge med den høje mand.

Han klukkede, da han mærkede hvordan Lonán, forsøgte at skubbe til ham, hvilket dog ikke gjorde så meget andet, end at sende den unge mand den anden retning. Ikke desto mindre fandt han det ganske morsomt, specielt fordi han lige netop nåede, at vende ansigtet, og se ned imod Lonán, som han tog et par skridt tilbage "I suppose I like the idea of you wanting me, wanting me to kiss you and touch you" indrømmede han med et skuldertræk. Der var vel altid noget dejligt, ved den viden om, at han var noget en anden person begærede, eller på en måde havde lyst til at være tæt på. Det var en fin reminder om, at han vel for nogle personer var vigtig, selvfølgelig kun til et vis punkt, og hvis det punkt var lyst og begær, så havde han da vel gjort noget rigtigt.
Et smil brød frem på hans læber, da Lonán forsøgte at spørge ind til, hvad de helt præcis skulle hen "Well it's a bit of a surprise, call it payback for making me arrange everything, even though you did ask me out" lød det drillende fra ham, og det fine glimt i hans blå øjne, talte fint for at han selvfølgelig ikke mente rigtig hævn. Ikke desto mindre havde de gået i omkring 5 minuters tid, før man kunne få øje på en smuk hytte ved en mindre sø, og ved siden af det var der en smuk gazebo, hvor der var dækket op til at der skulle være middag. Et bord var placeret i midten, med en hvid due ovenpå og to stole placeret over for hinanden, og servetrice placeret på det smukke bord "and now we're here" han slog ud med hånden "We dine at the gazebo, and if it gets too cold, the cabin is rented for the next few days" forklarede han med et skævt smil på læberne.
"I didn't know what you liked to drink or eat, so I hired a chief, who's ready to make whatever you may desire" han bevægede sig op til bordet, hvor han hurtigt tog sin jakke af, og placerede over sin stoleryg, hvortil han trak Lonán's stol ud, og ventede på at han ville sætte sig, og når først den unge mand havde sat sig i stolen, ville han fører den ind, således han sad godt til rette. Selv satte han sig foran Lonán på sin egen stol, og kort efter kom en ung asiatisk kvinde ud "So what would you like to eat handsome?" spurgte han med et legende smil på læberne.

”I think if I tried to run at this point, you’d probably catch me and drag me back with you,” sagde englen med et drilsk smil. Dog fulgte han gladelig med vampyren længere ind i skoven. Lonán stoppede kort op og rynkede på brynene som han så ned i jorden. Han bed sig i læben, som Alexander havde nævnt at det var en form for hævn for at gå igennem så meget planlægning. Der kom den følelse igen. Følelsen af at have sat manden overfor ham i forlegenhed. Han forsøgte at ryste tanken af sig og følge efter prinsen, dog mere stille end før. Som de nåede søen med hytten og gazeboen faldt Lonáns kæbe ned. Han vendte blikket mod Alexander og rystede derpå opgivende. ”Why all of this?” fik han mumlet. En smule forvirret, for det føltes som om at han skyldte vampyren noget nu. Var det den hensigt som prinsen havde? Først med at tilbyde hjælp med papirerne, og nu et, hvad Lonán ville kalde, overdådigt sted. Det hele føltes i overkanten, men det her virkede normalt for Alexander der blot gik op mod bordet i gazeboen som han snakkede. Hvad skulle man svare på alt dette? Det var overvældende og Lonán valgte at holde sin mund lukket som han satte sig på stolen. Han bed sig i læben som han betragtede den unge kvinde komme mod dem, men de brune øjne røg igen over på Alexander som han stillede ham et spørgsmål.

”I …” Lonán vidste ikke hvor han skulle finde sine ord henne. Det var som om de var forsvundet i den blå luft, specielt som han så sig omkring. Han sank en klump og følte sig lidt ør i hovedet over alle omgivelserne. Han så ned på sine fingre som han sad og flettede dem sammen for at gentage igen. Han kunne ikke lade som om at de her forhold var normale, for det var langt fra hvad han havde forestillet sig. Alle hans tanker kørte og han kunne ikke finde op og ned i det hele. Hans puls steg som han følte den unge kvinde se på ham, for han blev nervøs nu. Han havde ikke været klar til det her, men hvad havde han været klar til? Han turde ikke rigtig nævne at han allerede havde fået et stort måltid inden deres date, for han vidste jo at vampyrer ikke spiste. Men alligevel havde Alexander brugt penge på en kok, og her sad Lonán uden en eneste idé om hvad han kunne finde på at sige. Dog var det vel nemmest at indrømme hvad han havde gjort.

”I’ve already eaten,” mumlede han en smule forlegent. Havde det været forkert af ham at udelukke middag, når nu vampyrer kun levede af blod? Hans kæbe spændte en smule som han så på sine hænder der forsatte deres lille leg. ”I know vampires don’t eat, so … I just didn’t think … I mean I did think … But I didn’t think we were going to eat dinner,” sagde han og så forsigtigt på vampyren over for sig.

Han fandt sig selv i et tab for od, som Lonán ligefrem mumlede og spurgte hvorfor, at han syntes at havde gjort så meget ud af det, måske var det fordi han gerne ville gøre den anden mand glad, eller han var så vant til, at skulle være perfekt hele tiden, at han ikke kendte anden vej "I just wanted to make you happy" han rynkede brynet, så var det forkert det han havde lavet, tanken om at trække ham væk til dette sted og give ham alt hvad han ønskede. Forskellige tanker gled gennem hans hovedet, og givet han var en vampyr, kunne han samtidig også tænke forskellige tanker på én gang, så det med overtænkning kunne han tage til et helt nyt niveau. Samtidig var han også lidt af en perfektionist, hvilket nok kom af en barndom, hvor han så ofte havde fået af vide, at han skulle være perfekt, at hvis han ikke var perfekt, så ville folk hade ham eller ikke bryde sig om ham.
Han havde dog været klar, til at de kunne spise sammen, netop fordi han havde sørget for, at han faktisk kunne spise med, via rå bøffer og den slags. Så da Lonán indrømmede, at han havde haft spist i forvejen, forsvandt smilet på hans læber "ohh, but I thought that people ate together when they go on dates, or that's what everyone else told me" han havde jo ingen erfaring med rigtige dates, og havde derfor spurgt indtil hvordan man gjorde. Måske han nok snarer skulle havde ladt Lonán om at gøre det hele klart, da han ikke syntes at kunne gøre noget rigtigt "I can't seem to do anything right" sagde han pludseligt, mens han kiggede tomt ud i luften "I kiss you, and you get scared, I touch you and you admit to feel scared, I wanted to make you happy, and I do everything wrong" han blinkede et par gange, som forsøgte han at forstå hvad der faktisk skete "I just wanted to make it perfect for you" han rejste sig fra sin siddende stilling.

Lonán følte det skar i hans hjerte ved de ord Alexander sagde. Han ville have at han skulle være glad, men hvis Lonán ikke selv vidste hvordan man skulle gøre det, hvordan ville vampyren så? Lonán bed sig i læben som Alexander snakkede og englen følte sig dum. Her var en fyr der havde planlagt en hel perfekt dag til dem, og englen havde opført sig så dumt. Han forsøgte at finde sine ord som Alexander listede de forsøg han havde gjort. Det var først da Alexander rejste sig op at hans krop reagerede. Lidt kluntet ramte han ind i bordet og tog vampyrens kolde hånd i sin varme. ”I don’t want perfect,” bad Lonán og forsøgte at få øjenkontakt med prinsen. som han stadig holdt hans hånd gik han om til ham og så nu op på de blå øjne. Lonán strakte sin hånd op og placerede den på Alexanders kind, hvis prinsen da tillod det. ”I want reality,” sagde han og så ind i de blå øjne som han forsøgte at forklare sig.

”Pefection is not real, no-one is perfect – even if they say they are, they aren’t,” sagde Lonán og følte at han faldt en smule over sine ord som han kiggede ind i de blå øjne over ham. Englen forsøgte at forstå om han havde såret vampyren, men det blanke ansigt var svært at aflæse. ”I said I wanted to get to know you, and this perfect facade doesn’t fool me,” sagde Lonán roligt og strøg mandens kind. Lonán ønskede ikke at kende den Alexander som alle andre kendte, det havde han vel gjort tydeligt, men han følte at afstanden mellem dem blev så stor når prinsen forsøgte at gøre det hele perfekt. Lonáns hånd flettede sig forsigtigt ind med vampyrens og han lænede sin pande ind mod Alexanders bryst.

”On my first date ever, I accidentally spilled red wine over the whole dinnertable, and I was in ruins, because I thought I had fucked it all up,” sagde han mod vampyrens hårde og kolde bryst. Han bed sig svagt i læben som han følte sin hånd begynde at lege med prinsens hånd. ”But I hadn’t – in fact it ended up being pretty great,” sagde han med et skævt smil og så op på vampyren.

”I know everyone says it, but I’m not like most people – I don’t want perfection or even someone to kiss the ground I walk,” sagde han og stillede sig på tær for at komme nærmere prinsens ansigt. ”I want someone to be honest and open with me,” hviskede han mod vampyrens læber. Denne gang var det hans tur til blidt at lade sine læber tirre Alexanders.

Han forblev stille, som Lonán fik fanget hans hånd, og placerede sin hånd imod hans kind. Nok sagde den anden mand, at han ikke ville have perfektion, men det var nok nemmere sagt end gjort, taget i betragtning af, at han hele sit liv havde fået af vide, at han skulle strejfe efter dette mål. Han havde trods alt været en del af søgelyset, i forskellige varianter, siden han havde været lille, så ideen om at skulle blotte alt andet, end den så velkendte charmerende personlighed, var så fremmede for ham. Dog på trods af han egentlig intet sagde, så lyttede han skam til hvad englen fortalte ham. Men havde han haft et bankende hjerte, ville det nok banke hårdt imod hans brystben, og nok endda forsøge at banke sig vejen ud, og dog var det ikke just hvad han besad "I wanted it to be romantic, I was told a cabin near lake would be romantic" sagde han, som han brød sin egen stilhed, netop som Lonán stilte sig på sine tær.
"I've always been told I had to be perfect" det var nok en af de første gange, hvor han faktisk havde sagt ordende højt, hvordan han var oplært til perfektion af sine lærer, og han mindes hvordan den ene af lærerne, ville slå ham over hånden, hvis han lavede fejl. Han fulgte den unge mand, som hans ansigt kom tættere og tættere på han, for deres læber til sidst næsten kun rørte hinanden helt fint. Hans frie hånd fandt sin vej op til Lonán's hals, hvor hans tommelfinger lagde sig imod hans hage, før han rykkede sig frem også kyssede Lonán. Det var et forsøgende kys, og dog på trods af blidheden i det, kunne man sagtens også fornemme, at han havde kysset mange før dette.

Lonán hørte hvad det var Alexander sagde og han smilede skævt. At prinsen ligefrem var blevet fortalt hvad der havde været romantisk var en sjov tanke i sig selv, men også sødt. Englen kærtegnede roligt den anden mands kind og han bed sig i læben. Vokse op med forventningen om at være perfekt var en fjern forestilling for ham. ”I’m telling you not to be perfect around me, make mistakes, drop things, yell if you are frustrated,” hviskede han kærligt mod mandens læber som de svævede foran ham. Som Alexander greb hans hage og trak ham ind i et kys gengældte Lonán gladelig. Da kysset forsigtigt blev brudt stak han tungen ud og kørte drilsk mod vampyrens overlæbe.

”Let loose, at least just for me while we are here,” sagde han og blev stående foran vampyren. Hans brune øjne så fra Alexanders kæbe og op til hans mund og derpå op på de blå øjne. Han vendte blidt hovedet på skrå som han betragtede vampyren og kunne ikke lade være med at smile kærligt til ham. Af natur var Lonán en meget varmhjertet person, men det var altid nemmest når den anden person åbnede sig op. ”I’m not saying you have to tell me all of your troubles, but – here, let me show you,” sagde Lonán og trådte et skridt tilbage og skar en drilsk grimasse til manden, før han hoppede lidt på stedet. Derpå hoppede han lidt rundt om sig selv før han så på Alexander og lo stille.

”Don’t be afraid to be silly – I like that,” sagde han med et smil og gik tæt på Alexander igen. ”Now, seeing as I’ve already ruined the date, what about you show me around that amazing cabin?” spurgte han med et skævt smil, med de brune øjne låst på de blå.

En ting var at sige noget, noget andet var at leve det, det var trods over 3.000 års indlæring, som Lonán nu stod og sagde han skulle kaste væk, som var det ikke indgroet så dyb i hans hjerne, at det nærmest var umuligt. Det overraskede ham endda også, at Lonán ikke syntes at have en forståelse for det, da han trods alt også selv havde problematikker. Han valgte dog ikke at kommenterer på det, men betragtede derimod blot englen foran sig, som han igen begyndte at snakke, og endda sågar begyndte at hoppe rundt, noget han dog nok ikke selv kunne gøre, for så ville der komme skader i grunden, og han ville hoppe alt for højt. Det var ikke altid nemt, at være et stærkt væsen, der kunne smadre alt og alle, hvis bare kontrollen forsvandt en smule.
Han rystede på hovedet af ham, og dog kunne man se antrækningen til at smil på hans læber "Fine come with me" han trådte til side, så han kunne gå ned af gazeboen, og ned i græsset. Hans blik vandrede om bag hans skulder, for at sikre sig Lonán kom med. Det første sted han viste, var terrassen, hvor der var solstole, såvel som en smuk udsigt til den store sø "A friend of mine ownes the place, he doesn't use it so much anymore, so at times i come up here, to relax and forget about everyhing" forklarede han. Det var egentlig en ganske smuk udsigt, og nok hans favorit ting omkring selve området, han mindes hvordan han sommer morgner, bare ville komme ud og nyde udsigten, uden at bekymre sig om nogen som helst "it's my favorit place to stand when I'm here" hans blik forlod ikke søen, som han sagde det.

Lonán vidste at det var svært at fjerne indlærte ting, men han så det smil det der kunne minde om et smil på Alexanders læber. Selv havde han vel svært ved at give slip, men ønsket om at gøre det var der, og det var vel i bund og grund det som han ønskede at se fra vampyren. Et lille hint om at han lod sig selv slippe facaden og bare kort levede et liv han selv valgte. Som Alexander gik fra gazeboen så englen lidt efter ham, til vampyren så sig over skulderen. Derpå lavede han en hurtig bevægelse og fulgte efter den høje mand. Han fulgte efter ham op på terrassen og så ud over søen. Det var som om Alexanders ord var introen til en film som han så ud over vandet. Et svagt smil dannede sig på Lonáns læber som han så ud over det stille vand. Han tog roligt fat i gelænderet og lænede sig ud over, som for at ville tættere på. Det kunne ligne et barn, men Lonán var ligeglad. Faktisk tænkte han ikke over det i dette øjeblik som han så på vandet. Hans fingre tappede en lille lyd mod træet som hans hænder aldrig virkede til at være stille.

”I like it,” sagde han stille og nød bare udsigten, før han drog sine øjne mod den høje vampyr endnu en gang. Hans hænder var stadig på gelænderet og han var lænet svagt over som han så på Alexander. Et lille smil dannede sig på hans læber som han kiggede på fyren. ”I like you,” sagde Lonán med et drilsk smil, men hvad han sagde passede vel i og for sig. Ikke at han var forelsket, men han fandt Alexander værd at være sammen med. Selvom de var forskellige havde de vel nogle ting til fælles. Lonán vendte sig med ryggen mod søen og lænede sig op af gelænderet som hans brune øjne så på Alexander.

”You look at peace here,” sagde han og vendte hovedet på skrå. Det var egentlig ikke et spørgsmål, men det kunne vel godt tolkes som et.

Han kom med et suk fra sig, og smilet på hans læber syntes at blive større og større, i takt med at de bare stod der ved vandet. I dette øjeblik var det som om alt andet ikke var sket, og at han bare kunne slappe af, og virkelig nyde naturen. Det var måske også derfor han bragte Lonán med sig, for at vise en mindre del af det han anså for sit paradis "I like it too" han lukkede et øjeblik øjnene, og lyttede blot til fulgnes sang flere km væk, barken der gav sig i den mindre vind, myrerne der kravlede rundt i jorden og generelt bare dyrerlivet som var der omkring ham. Dog som Lonán med et sagde, at han godt kunne lide ham, åbnede han igen øjnene, og lod sit blik falde til den unge mand "Well I may like you too" hans drilske glimt var at se i de blå øjn, som han betragtede manden ved sin side.
"You can call this place one of the few paradises I have in this world" forklarede han med et skuldertræk. Dog med et begyndte han at tage sine sko af, såvel som sine sokker "You asked me to be silly, so I should do as you asked of me" han trak poloskjorten af sig, hvilket afslørede det muskuløse bryst, med en fin mængde behåring omkring hans bryst og kraveben. Bukserne forsvandt også, hvilket efterlod ham i et par grå boksershorts. Med et drillende smil, gav han hurtigt Lonán et enkelt kys, for han ganske elegant sprang i vandet, hvor han forsvandt under i et stykke tid, før han igen kom op til overfladen.

Det var svært at gøre andet end bare at nyde øjeblikket, og Lonán smilte svagt som Alexander lukkede øjnene. Egentlig vidste han ikke hvorfor han havde sagt at han kunne lide vampyren, men det var vel en af de tanker der var kommet ind i hans hoved og ud af hans mund. Vampyrens ord fik Lonáns til at le en smule som han så ned, for det var nemt at se de drilske blik som den anden mand havde. Som Alexander sagde ordet paradis fik Lonán få glimt fra et lyst sted. Han tog sig til hovedet og rystede lidt for at forsøge at skyde minderne væk. Det var svært at vide hvilke ord der satte hans hukommelse i gang, men ordet ’paradis’ var åbenbart en af dem. Det var først at Alexander begyndte at tage sit tøj af at han kunne komme tilbage til den virkelige verden. Ordene han sagde rungede en smule for ørerne som Lonán så på den halvnøgne mand der nu stod foran ham. Det lille kys og måden som prinsen nu sprang i vandet på fik en overrasket latter til at undslippe englens læber. Han stod lidt og ventede på at manden kom op til overfladen igen.

”How’s the water?” spurgte han drilsk og fulgte en dråbe som den gled fra Alexanders hår og ned til hans hage. Han smilede lidt for sig selv, for han kunne forestille sig at vandet var koldt. Ikke at en vampyr havde noget at bekymre sig om hvad angik kulde. Lonán tog fat i gelænderet som han lænede sig over for at se på Alexander, og han kunne ikke holde et lille grin fra sine læber. Selv kunne Lonán ikke svømme, men det var ikke noget han havde lyst til at indrømme som han stod og kiggede på den flotte krop nede i vandet.

"It's fantastic" svarede han som hans blik var rettet imod Lonán, der syntes at blive ved terassen, ikke at han ville tvinge ham i vandet, det ville trods alt nok være koldt for den anden mand, plus hvis han nu ikke kunne svømme. I sommeren, plejede mange af hans venner også selvfølgelig ham selv, at komme op til denne hytte, også bare generelt have det sjovt, hvor de ville feste også bade i den store sø. Han svømmede dog ikke meget rundt i vandet, før han igen kom hen til terassen, hvor han trådte op på det hårde træ. En hånd blev kørt gennem det våde hår, således alle dråberne af vandet, ikke konstant gled ned af hans ansigt.
Han havde altid elsket at svømme, måske var det hele ideen om, at når man svømmede så var der ikke så meget nogle specifikke regler, og man kunne oftest bare gøre hvad man ville, om det så var at flyde i overfladen, eller tage på opdagelse under vandet. At han så ikke selv havde brug for ilt, gjorde nok det hle så meget nemmere "So shall we go inside?" spurgte han, so han vandrede hen til en kasse, hvor han tog et håndklæde frem, hvor brugte til at tørre sin krop. Indenfor var det dejligt varmt, næsten helt behageligt og hjemmeligt, hvor man bare havde lysten til at putte sig under et tæppe. Der var en sofa, et tv og generelt meget af det man fandt i et normalt hjem, forskellen her var bare tingene var dyrere. Man kunne også se køkkenet ikke så langt fra, et par dører til nogl soveværelser, såvel som bade.

Lonán lo af Alexanders kommentar og tog sig en smule til maven. Det var så rart at se den anden mand være så spøjs og spontan. Som vampyren trådte op af vandet så englen dog kort væk. Han rødmede svagt og ville ikke sige så meget før den anden mand havde tørret sig en smule. Da Alexander spurgte om de skulle gå indenfor nikkede han svagt og fulgte blot med. Han havde ikke lyst til at sige at han allerede frøs, men han havde vel ikke forventet at skulle være sådan et sted. Men så igen, havde han ikke haft så mange forestillinger om hvor de skulle hen. Som de trådte end følte Lonán varmen tage om ham og han sukkede en smule lettet. Med sine brune øjne så han rundt og bed sig i læben. Alt det her virkede sådan i overkanten af hvad han selv var vant til, eller hvad han plejede at være vant til. Lonán fik taget sine sko af og gik på strømpesokker over til pejsen som han tog sin jakke af. Han satte sig foran pejsen og rakte sine kolde fingre mod ilden med et svagt smil.

”This looks like something I could only imagine when I was a kid,” sagde han og så over skulderen på Alexander. Derpå vendte han ryggen til pejsen og nød nu varmen mod sin ryg som hans øjne vandrede rundt på alle tingene. Det var en elegant stil, det kunne han ikke benægte, men en del af han turde nok sætte sig i møblerne fordi de så så fine ud. Lonán hev sine knæ op til under hans hage som han så rundt. Det var vel mere passende for ham at blive på gulvet, og han sagde ikke nej til at være foran denne varme pejs. Derpå fandt hans brune øjne vej til de blå som han sendte ham et forsigtigt smil, inden han lukkede øjnene og nød varmen igen. ”If you keep spoiling me, I might get bratty,” sagde han med øjnene lukkede og nød bare lyden af pejsen der gnistrede fra tid til anden.