Wait... You’re not my sister - Ekaterina

Fysiske udseende Zitora
Påklædning
- Tøj + sko Hun er iført en løs sorte kjole, så går hende til anklerne. Hun har sandaler på
- Hår + Make-up + Smykker Hendes hår hænger løst, og det går hende til lidt over brystet. Hun har intet make-up på. Hun har ingen smykker på
- Accent Britisk

Nok kendte hun ikke nødvendigvis meget til Zitora, men hun vidste hvordan hun lød og hvordan hun så ud, plus små detaljer så som hendes kærlighed for sin familie. De to havde også mødtes tidligere, så hun kunne få de præcise træk korrekt ind, såvel som det af lyden af hendes stemme. Ganske vist tog det hende ikke meget, for at kunne ligne en person, men desto mere hun fik af fra den andens stemme, desto mere realistisk blev den oftest. Hun vandrede gennem gaderne, mens hun ledte efter det sted, hvor hun havde fået af vide, at Kaiya ville vandre rundt, dog som duften af blod, såvel som Kaiya's fært nåede hende, begyndte hun at gå i retningen af det. Som hun nåede hen til hende, tog hun virkelig personaet af den blide Zitora, den kvinde hun havde lært at kende, da de mødte hinanden, mens hun selv tog formen af et lille barn. Så da Kaiya rakte pistolen frem imod hende, måske i chok eller i et forsøg på at beskytte sig selv, rakte hun hænderne op, næsten som overgav hun sig på stedet, som var ideen om at skulle kæmpe imod sin egen søster forfærdelig, eller nok snarer syntes at blodet hjerteskærende.
Hun gav et nik fra sig, som Kaiya snakkede "Yeah, it's me kai" hun forsøgte at sende Kaiya et blidt smil, som un sænkede armene og trådte frem imod hende "What happened? Who did this to you?" spurgte hun, som hun blidt lagde sine hænder imod den anden kvindes kinder "I know, but I had to see you, something is wrong Kai, I can feel it" forklarede hun, som hun lod sit grønblå blik mødes med Kaiya's "We need to get away, and we need to get you somewhere safe" hun vidste Zitora ville gøre alt for sin familie, selv ofre sikkerheden af sig selv "Here lean on me" forslog hun, som hun rakte sin ene arm frem imod Kaiya, i forsøget på at beskytte og støtte den anden kvinde.

Det lignede Zitora, virkede som Zitora. Men hvor var den magiske forbindelse? Kaiya plejede at kunne mærke den, som enhver forbindelse. Men den var enten svag eller ikke eksisterende og Kaiya kunne mærke en tvivl i sig. Men alligevel tænkte hun på at hendes sår kunne have noget at gøre med det. Hun havde før oplevet at forbindelsen var blevet påvirket af hendes fysiske skræmmer, dog ikke som det her. Hun åndede tungt ud og trådte frem mod sin søster. "I... I dont have time to explain. They're looking for me. He wants to bring me back... I don't know what will happen if he does." sagde hun så og greb fat i Zitoras skulder så hun kunne få noget støtte. Da Zitora sagde at hun også kunne mærke noget var galt, kiggede Kaiya op på hende og sank en klump - Så de havde i det mindste begge en fornemmelse af at alt var galt.
Da Zitora sagde at de skulle væk herfra, kunne Kaiya ikke være mere enig. Hun greb bedre fat om Zitora og lod sig støtte sig til hende mens de gik afsted. Hun åndede tungt ud og kiggede en anelse ned i jorden. "I'm sorry for what I've done... For everything. Lying, hurting you... All of it. I'm sorry," sagde hun, uden at ane at det var den forkerte Zitora at undskylde til. Hun mærkede en tåre glide ned af sin kind, "I really just wanted to protect you, by all means possible. You're my other half. If you broke, I would break too. I couldnt handle even the thought of it. So I made myself our pillar, the one who took on the problems of the world, so your shoulders would be just a little bit lighter," forklarede hun så og snøftede kort. Hvis det nu bare havde været den rigtige Zitora hun snakkede med. "When we get to safety, I'll tell you everything,"

Hun vidste nok om Zitora, til at vide hvordan hun skulle agere, og dog vidste hun ikke kun, til at vide de to søskende havd et bånd mellem hinanden, som var dybere end det af søskende. Hvor tvillinger normalt bar en forbindelse til hinanden, vidste hun ikke at de faktisk bogstaveligtalt havde et telepatisk bånd til hinanden. Dog måtte hun tage tingene som de gik, og hvis nu Kaiya fandt sandheden ud, kunne hun jo altid bare slå den unge pige ud, også bærer hende vejen tilbage til UC, i sidste ende var det måske også nemmere, og dog var det ikke nødvendigvis hvad Rayna havde ønsket. Som Kaiya lagde sin hånd imod hendes skulder, lod hun sin arm omkring den unge piges liv, alt for at agere som om hun faktisk bekymrede sig om ungen, hvilket hun selvfølgelig ikke gjorde.
"I saw a place not far from here, we can hide for a little while" forslog hun, selvfølgelig var dette alt sammen en del af planen, de skulle derhen, også ville Kaiya blive fanget og taget ind. Med sin arm omkring Kaiya, lod hun hende støtte imod sig, mens de vandrede hen til stedet. Et blidt smil brød frem på hendes læber, og et udtrykke af forståelse var at se i hendes øjne "it's okay, I forgive you" med sin frie hånd, fjernede hun blidt tåren fra den anden kvindes kind "We stay together no matter what, if you go then I'll go, but I just want you to be safe" hun ledte dem hen imod stedet, der heldigvis ikke var så langt fra hvor de var henne "you don't always have to be the one protecting me, I also want to protect you, after all that's what sisters do"

Hun åndede lettet ud som det virkede til at Zitora havde en plan, men så igen havde Zitora altid en plan til alt. Kaiya kiggede en anelse frem som de gik og åndede skælvende ud. Det var ikke just nemt med et åbent hul i maven, heldigvis havde Kaiya forbundet det så hun ikke ville forbløde, men hun havde mistet nok blod til at hun var døsig og langsom. Hun lyttede til Zitora som hun sagde at hun tilgav hende, samt fjernede hendes tåre blidt. Kaiya åndede lettet ud og kiggede mod sin søster, "I can't wait for this to be all over... To be a real person again. Wouldnt that be lovely?" spurgte hun hende så som de fortsatte deres gang.
Hun blev lidt mere døsig da de kom tættere på og besluttede sig for at snakke i tankerne. "I feel much safer now that I've found you... I was afraid I was going to die... How did you actually find me Zee?" sendte hun mod sin søster, og efter lidt tid lavede hun en mærkelig grimasse da der ikke så ud til at komme noget svar. Hun rynkede brynene og åndede tungt ud, "Zee... Don't ignore me.... Wait... You're..." de næste ord blev sagt i person, ".. not my sister," som Kaiyas øjne spærrede sig op og hurtigt skubbede hun kvinden væk fra sig, men uden støtten faldt Kaiya om på sin side og ømmede sig højlydt. Hun bed hårdt sammen og kiggede op på hende der ikke var Zitora. Hun ville ikke spilde sin tid nu så hun sendte sine tanker til sin rigtige søster, "Zee, I'm being taken away... Just... remember that I lo...." og pludselig blev alt mørkt.

"When this is all over, and everything is done, I'll do everything in my power, to make you real again" lød løftet fra hende, og selvfølgelig var det ikke et rigtigt løfte, faktisk kunne hun ikke være mere ligeglad, med hvad der skulle ske denne unge kvinde. Om hun endte op som noget brugbart, eller bare skulle dø, så var udkommet alligevel det samme uagtet hvad. I sidste ende var Rayna's beslutning også den, som virkelig betød noget, hun var den der bestemte hvorvidt Kaiya skulle dø, eller om hun måtte beholde sit liv. Dog så det ud til, at den unge pige, opdagede at tingene ikke just var hvad de så ud til, specielt som hun trak sig væk fra hende og faldt til jorden "You just couldn't have waited a little more" nu med sin egen stemme, talte hun gennem skikkelse af Zitora, mens hun fik en sprøjte frem, som hurtigt blev sprøjtet ned i halsen på tøsen.
Hun sukkede og rystede på hovedet, og hurtigt fik hun løftet tøsen op, og bar hende tilbage til Umbrella Corporation, hvor hun blev båret op til et rum, og her placeret i en stol. Tøsen blev lænket til stolen, og et halsbånd blev bragt om hendes hals, som ville neutraliserer alle hendes evner. Efter alt dette var gjort, kom Rayna ind iklædt en sort kjole, og hun placerede sig foran Kaiya, også selv siddende på en stol, mens hun ventede på at pigen ville vågne op igen. Ekaterina selv stod endnu i formen af Zitora, ved siden af Rayna.

Sprøjten slåede hende ud i et godt stykke tid. Som hun åbnede øjnene var hun stadig en anelse døsig, men underligt nok var hendes sår i maven væk. Var det blevet fikset? Hun mærkede lænkerne og kiggede mod Rayna og den falske Zitora. Hun fik et skræmt udtryk i øjnene og begyndte at kæmpe imod lænkerne, "I don't get it.... I was finding him for you, just as you asked me to... I..." hendes stemme skælvede og hun kiggede mod Zitora, som hun sank en klump. "Are you going to kill me?" spurgte hun så og gav op mod lænkerne, hun havde været her engang før, det nyttede ikke noget.
En tåre løb ned af hendes kind som hun ikke kunne forstå hvorfor dette skete. Havde hun ikke været hurtig nok? Men Rayna måtte da have vidst at det ville tage sin tid... Hun sank en klump og lukkede sine øjne kort i som tårer rullede ned af sine kinder, "Just don't hurt them.... I.... Dont hurt them please," tiggede hun Rayna og bed hårdt sammen. Det ville ikke hjælpe noget at tigge, men alligevel følte hun sig hjælpeløs nok til at prøve. Hun var blødsøden på det punkt, hendes elskede holdte hende tilbage fra hendes fulde potentiale, og måske havde Rayna regnet det ud.

Rayna lagde det ene ben over det andet, som hun ventede på at Kaiya igen ville vågne, og da hun endelig gjorde, var det næsten ventetiden værd, specielt som frygten kom op i hende "I had a very interesting conversation with Samuel, and it turns out you did find him my sweet child" pointerede hun med det så velkendte kolde smil på hendes læber "And yet he is nowhere to be found" de gyldne så rundt i lokalet, og præcis som hun havde sagt, var han ingen steder at finde. Som tårerne kom op i hendes øjne, trådte Ekaterina frem imod hende, og blide hænder blev lagt imod hendes kinder "No kai, you're not going to die" hun strøg hende blidt over kinden, og fjernede de tårer som var kommet frem "I won't let them kill you, I promise" nok skulle hun havde lagt Zitora rollen på hylden, men hun var en stor fan af at mind fucke en anden person, og det var præcis hvad hun gjorde her.
Hun trådte et skridt til side, således Rayna kunne få øjenkontakt med Kaiya "I'm not going to hurt them, but someday you're going to do it, and you will do it voluntarily" lød det kryptisk fra Rayna, der jo selvfølgelig havde så mange planer i tankerne for denne unge pige, so mange ting der skulle gøres og alligevel så kort tid til at få det gjort i. Feen rejste sig fra sit sædde "it's so sad you don't let your potential come forth, you could be so much better if it had not been for those you call your family" hun sukkede og rystede på hovedet.

Hun lyttede til Rayna som hun sagde at hun havde hørt fra Samuel. Kaiya bed hårdt sammen og rystede på hovedet. "He's lying. I did find him yes, but telling him where I saw him doesnt matter, I had to find out where he had his base... And I almost did..." hun færdiggjorde ikke sætningen da hun blev mindet om at det var Amery, Peyton og Elena som havde stoppet hende fra at finde ud af det. Hun sank en klump og kiggede mod den falske Zitora som kærtegnede hendes kind. Hun snakkede gennem sammenbidte tænder, "You wont fool me twice, you demon," svarede hun arrigt og rykkede sin kind væk fra hendes kærtegn.
Hun kiggede atter på Rayna som hun noget kryptisk fortalte om sine planer, som Kaiya ikke kunne finde hoved og hale i. Men hun vidste også at der nok ikke ville være flere svar end dem der blev givet og Rayna hadede at gentage sig. Hun forstod heller ikke hvad Rayna mente med hendes fulde potentiale, og at hendes kære holdte hende fra det. Men alligevel vidste hun at Rayna havde ret. De havde stoppet hende fra at finde Samuels base, og det måtte Rayna have vidst. Hun rynkede på brynene og tårene stoppede med at rulle ned af sine kinder. Men hvad skulle det betyde for denne tilfangetagelse? Hvad havde hun i tankerne? Kaiya kunne ikke lide det. Ikke det mindste. Hun kiggede atter mod den falske Zitora og prustede vredt ud, "Are you going to show me who you truly are?" spurgte hun så, og løftede det ene øjenbryn.

Rayna klukkede koldt "That the keyword almost did, which sounds awfully like failure to me" og dog havde hun endnu ikke dræbt Kaiya's nærmeste, som hun havde svoret hun ellers ville havde gjort "But I must say I am quite benevolent, I mean I did remove the chip, and my security team from you, and even though you have yet to success in anything, I haven't slaughtered your family" pointerede hun med et ondt smil på læberne, selvfølgelig var god, og alle hendes handlinger havde ofte noget bag sig "So in some ways you do owe me quite a lot" hun havde trods alt valgt ikke at dræbe Kaiya's nærmeste, og havde fjernet alt form for overvågning imod tøsen. Ekaterina klukkede, som Kaiya udbrud at hun ikke ville kunne nare hende to gange "But I will" hun kunne trods alt ligne hvem som helst, så chancen for at Kaiya faktisk ville vide hvem hun snakkede med, ville være meget lille.
Hendes blik vandrede tilbage til Rayna, som hun snakkede og som altid var hun helt stille. Hun var blevet taget ind af dette monster, og var formet til det våben, som hun havde haft behovet for, så selvfølgelig havde hun en stor mængde respekt for kvinden, uagtet hvor meget af et monster hun var. Dog som Kaiya ønskede at se hendes rigtige jeg, placerede hun sig foran hende, og hendes træk begyndte at ændre sig, og pludseligt stod hun som en perfekt kopi af Kaiya selv "I am everyone" igen skiftede hun træk, og i stedet for Kaiya lignede hun nu Amery "and yet no one at the same time" hun snakkede med hans stemme, som hun trådte et skridt tilbage.