Ray of Death - Wade

Emne: Ray of Death - Wade Lør Jan 05, 2019 11:11 pm

S: Southside, Dead Wood Cemetery
T: 22.45
V: Kølligt
O: Der er en urolig stemning over stedet.
P: Outfittet + Kappe + Ansigts maling
Det ansigt Wade ser når han ser på hende: Klik
Emne til: @Wade <3

De havde været igennem presset. Igennem konsekvenserne hvis de ikke gjorde hvad der blev sagt, ikke at nogle nogensinde igen kom til at slippe godt afsted med at true Tatia. Men når det galt hendes datters liv var det noget andet, hun havde misset så mange ting. Hun havde ikke set hendes datters første forsøg på at kravle, at gå, at snakke. Hun havde misset det hele, så at redde hende - virkede som en mild ting. Der var to liv på spil. Kaiya fortjente bedre end hende, det gjorde alle hendes tre piger, men der var ikke just meget at gøre ved det nu. Nu stod hun sammen med denne fremmede herre, med det tilfælles at de begge ønskede at redde deres børn. Ikke at hun just behøvede nogle at sammenarbejde med i sådan en opdage.
"First rule. Don't slow me down," pointerede hun da de var kommet ind på kirkegården. Hendes indre ulv var i mere uro end den normalt var, noget var ikke som de skulle være - men hvad? Tatia forsatte et par skridt frem ad, hvis hun ikke havde kunne holde sig selv varm - ville hun have frosset. En unaturlig akstiskkulde prøvede at angribe dem, og lydende af monstrene i skyggerne var ikke til at lukke ude.

Gæst

Påklædning: Sort turtleneck, med et par sorte jeans, udover det har han en sort jakke på for at holde kulden ude. Han bærer tynde handsker på hænderne.

Siden han var kommet til denne verden havde han lært at problemer her var meget mindre end bare liv og død. Så mange ting der ikke gav mening, uddannelse, hvem havde egentlig brug for det? Tilbage i hans tid i en anden verden, var uddannelse et privilegie, og her var det nærmest som en menneskeret, og folk opførte sig som om at deres fremtid afhang af det. Wade hadede det. Uddannelse var ikke liv og død, det var helt anderledes i hans tid. Og nu hvor de havde taget Elena, blev han bekræftet i sin frastødelse af denne nye verden.
Men nu handlede det hele om Elena, og at få hende ud af hvad end der var sket. Wade havde ikke hørt meget om det, men eftersom Ramsay havde alle informationerne. Han vidste stadig ikke hvordan han havde det med Ramsay, noget indeni ham ville hade ham, men ikke desto mindre havde Ramsay hjulpet ham med en ledende hånd gennem denne verden. Han trådte ind på kirkegården hvor han udenfor havde mødt en der virkede til at have samme mål. Uden en større introduktion havde han kaldt sig "Wyatt Creston," ikke langt fra sit rigtige navn, men han ville ikke riskere noget. Folk holdte sig fra denne kirkegård, de sagde at den var hjemsøgt, at folks skrig fra efterlivet stadig rungede i de mange katakomber og gravesteder. Han lyttede til hendes ord, denne kvinde som virkede som en han burde kende, ikke på ansigtet, men det indre. Han trak let på skuldrene og kiggede rundt, "I can say likewise. I'm only here for my daughter. If shit hits the fan and I get to choose, I choose her. I'm guessing you're sharing that mindset as well," sagde han stille, næsten med en kølig tone. Ikke desto mindre mente han hvert ord.
Siden han havde absorberet Ramsays evne, gik han altid med handsker. Han hadede at se folks minder, for på et punkt var han ligeglad. Så længe han ikke skulle bruge dem mod nogen, ville han ikke se dem. Som de gik gennem gården, hørte han et højt skrig, som fik ham til at kigge i retningen. "Ghosts wander this place. Don't get deceived," sagde han som en advarsel. Han havde hørt at man tit kunne se ens kære i en afspejlning af dem som man holdte aller kærest. Hans største bekymring var muligheden for at se Elena, og selv blive slunget ind i det dybe mørke af dette forbandede sted. Han sank en klump og begyndte at kigge på gravene. "Look for a recently dug one. I bet that is an entrance," foreslog han og kiggede på kvinden.

Emne: Sv: Ray of Death - Wade Søn Jan 06, 2019 10:58 pm

"Tatiana Cameron," præsenterede hun sig selv. Tatia brugte aldrig sit fulde fornavn og alle hun kendte vidste hun aldrig brugte det. Hun ville hellere holde det hemmeligt end at fortælle nogle det, så at bruge det virkede oplagt. Hun fnøs let da de hørte et skrig, sikkert fra hvad man kaldte ånder, spøgelser eller andre navne.
"Ghosts are like the demons in your head, if you let them in - they take over," kom det lettere hæst fra hende før hun gav sig til at gå et par skridt foran. De blågrønne øjne så sig let omkring i håb om at få fingre i en eller anden fært. Men der var intet, kun luften af dyr - og tiden i underworld gjorde det ikke specielt unormalt med kæmpeedderkopper. Hun havde bekæmpet værre før. "I hate cemeteries..." mumlede hun let før hun satte sig på hug for at se nogle af kravende an. Takket være hendes indre ulvs nattesyn, så kunne hun langt bedre se hvordan jorden lå.
"Entreens you say. How about a big spider-nest?" rejste hun sig op da hun fik øje på det lettere store spindelvæv som så ud til at fylde ret meget. Hun havde heldigvis brugt følgende timer på at absorberer ild energi - så hun havde rigeligt med kræfter. Derfor gjorde det hende nemt som ingenting at forme en ildkugle med sin ene hånd og fyrer den imod spindelvævet. Ganske rigtigt vævet smeltede ganske nemt, og Tatia gik hen for at absorberer hvad der var tilbage af ilden.
"Looks like I found our entrence, you should know.. I like to play with fire," smilede hun en anelse skævt før hun bukkede sig for at kravle ind af indgangen. Takket være hendes ild evne kunne hun forme en ny ildkugle i sin hånd som kunne oplyse den mørke og klamme grotte.
"What is this place?" Spurgte hun ud i rummet og nok mere til sig selv. "It sure is a home for more than just one giant spider," tilføjede hun og ønskede lidt at hun havde inviteret Razor med på denne tur. Eller måske skulle hun bare have sagt mere end blot en hurtig forklaring til Simon?

Gæst

"Cool name, Tatiana, russian. Though, with the makeup, I'd take you for one of those tribal people who has like an animal for a surname, no offense of course." var det eneste han sagde, uden at tænke mere over det. Selvom han følte at han burde kende bare fornavnet. Han kiggede rundt på gravene og lyttede til Tatianas ord som fik ham til at smile. "Cemeteries arent that bad. Haunted ones are a different story though," indrømmede han og fortsatte med at kigge indtil hun udpegede en edderkopperede der ikke just lignede noget for små edderkopper. Han trak sin pistol og kiggede på Tatiana som fyrede en ildkugle afsted. Noget i ham fulgte flammen som skæret hurtigt reflekterede sig i hans øjne og forsvandt mod indgangen. Han gik over til hende og stod et øjeblik mens han tanker samlede sig. Hendes ord fik et smil frem på hans læber som han ikke forstod, det forsvandt hurtigt igen. "I once knew someone like that," sagde han underbevidst, og bemærkede faktisk ikke at han sagde det.
Som de gik ind i grotten, trak han en lygte frem som lyste det hele op. Han trak endnu en lygte op og kastede den langsomt mod hende. "Save your energy. We might need it, it would seem," sagde han med et skævt smil og kiggede så rundt. "Mostly abandoned here. But I'm guessing the fun is deeper indside this hellhole," sagde han så og trak en kniv for at skære noget spindelvæv ned. Det gode ved gammel spind var at det havde stået så længe og samlet så meget skidt og snavs at det var som at skære et lagen ned. Wade kiggede frem og så at vejen delte sig i to. Han kiggede tilbage på Tatiana og tog et nødblus frem. "This one lasts for hours. If we light one at each pathway that splits, we'll know if we're going in circles," sagde han så og aktiverede den før han smed den på jorden. Det røde lys skar gennem spindelvævet og man kunne næsten ane jordvæggene gennem det.

Emne: Sv: Ray of Death - Wade Man Jan 07, 2019 12:44 am

Hun kommenterede ikke på ydeligere han sagde, hun kunne sagtens sammenarbejde med andre folk - engang imellem da. Hendes øjne flakkede rundt i de mørke omgivelser.
"Trust me, you've never met anyone quite like me," kom det let fra hende uden at se på ham.
"I can do more harm with my fits than with a fireball, don't worry - I know how to use my energy," så hun let overpå ham med et skævt smil. Hun så ikke ud af meget, trænet ganskevidst, men ellers ikke ud af meget. Den næste vej blev delt i to, og før hun kunne komme med nogle forslag så kom han med et. Tatia tog en af sine knive frem og skar et kryds i jordvæggen. Så vidste de i det mindste hvor de var kommet ind fra. Hun flyttede blikket tilbage på ham som han tog sit såkaldte nødblus frem. Som lyset aflyste rummets hemmeligheder, og hendes øjne opfangede de få skeletter som lå indbundet i spindelvævet.
"Let's hope we have better luck than these guys," mumlede hun lidt for sig selv. Forsvundet fra jordens overflade, og ingen havde fundet dem. Hun kendte den følelse og havde accepteret den.
"Underground caves are not really my special.. but you seem to catch up quickly on your surroundings - yes I have an eye for details," kommenterede hun og fik øje på noget i mørket i tunnelen til højre. Hendes dyriske instinkter var altid noget hun bar på sit yderste lag. Derfor tøvede hun ikke få sekunder med at trigger sin ene daggert og kaste den igennem mørket, udelukket for at hører lyden at et form for skrig i mørket.
"Ever fought gigant spiders before? Because.." med de ord kunne man spille hører jorden ryste under dem. "We have to go," tilføjede hun og flyttede blikket op på ham.

Gæst

Hans øjne flakkede mellem skeletterne før han tog en dyb indånding. Hans værste frygt ville være at se Elena blandt dem, men det virkede ikke til at være tilfældet, som han takkede inderligt for. Nødblusset var jo ikke hverken lydløst eller usynligt, så han vidste at hvis der var nogen tæt på, ville de komme nærmere. Og Tatianas sanser måtte være helt på toppen, for hun vidste det længe før ham. Daggerten fløj gennem gangen og ramte noget, skriget - Det lød menneskeligt men alligevel ikke. "Now there's one less that way. Lets investigate," sagde han så og gik i retningen hun havde kastet. Da han nåede til hvor skriget kom fra, bemærkede han et blodspor. "Not dead," konkluderede han kort før han begyndte at følge det, slog sikringen af sin pistol, i tilfælde af at det var nødvendigt - Selvom det ville lave mere støj. Men hellere kæmpe mod det nu end at blive overrasket senere, det var det han tænkte.
De kom ind i en kæmpe hule der var en død ende. Han gik hen til enden af sporet og kiggede kort på hvad hun havde ramt. "Jesus christ," udbrød han overrasket og gik et par skridt tilbage før han gik tættere på. Hvad der lå på jorden var ikke noget han kunne forklare. "Giant spiders you say... How about: Ever seen a half bred human spider? This is a first for me," sagde han roligt og satte sig på knæ. Kræet var ikke dødt endnu. Med edderkoppeben istedet for menneskelige, kroppen normal, hvis man så bort fra at torsoen var menneskelig men underkroppen var rund og behåret som en edderkops, hovedet næsten normal, hvis man så bort fra de tusind sorte øjne, manglende næse og kæmpe pigtænder der langsomt åbnede sidelæns og viste et par få menneskelige tænder før et kæmpe hul. Armene var der mange af, edderkope-agtige men på størrelse med tynde menneskearme.
"This is some fucked up shit," sagde han roligt og trak sin kniv som kræet begyndte at bevæge sig, mærkelige og uforståelige lyde kom ud af dens mund. Wade var ikke sikker på om han havde lyst til at møde flere af disse, men det så ud til at der ville være et par stykker. Han stak kniven i brystet på kræet og fik det slået ihjel. Armene faldt slap til gulvet og ikke flere lyde kom fra den. Han så på blodet på kniven som var helt sort. "I'd say this is the work of a witch... A sick one," sagde han så og kiggede på Tatiana. Så rejste han sig og sukkede kort. Det her virkede pludselig langt mere indviklet, end han originalt havde håbet på.

Emne: Sv: Ray of Death - Wade Man Jan 07, 2019 1:46 am

Ikke død. Det var for svært at dræbe i mørket, men skadelig gjort. Synet de gik imøde var voldsommere end mange af hendes forventninger. Synet af den halvskabte edderkop menneske skabning. Det virkede noget som Kol ville gøre, det ville ikke overraske hende hvis han havde haft en finger med i spillet.
"I've seen weird stuff, but this," ingen ydeligere kommentar. Tatia var egentlig klar til at aflivebæstet men før hun gjorde det, så havde han taget beslutningen. I stedet for gik hun hen til bæstet og trak kniven ud af den.
"A witch with the fetish.. no.. they would keep them lucked up for sell them for something," vurderede hun udfra hendes mening om Kol.
"One thing you should know, everytime I'm involved in something.. things tent to get very complicated," advarede hun en anelse. Hvorfor vidste hun ikke. Han bar en eller anden aura om sig, som fik hende til at føle hun bare kunne tale til ham. Tatia sukkede og løftede blikket rundt. Tatia satte sig på hug ved edderkoppen for at få en bedre fært af selve skabningen. Det var det samme med racer, alle bar en unik duftkode som ofte var umulig at opfange medmindre man vidste hvor man skulle kigge. Tatia troede ikke på spøgelser, eller på sin vis var hun ikke i benægtelse over det. Hun havde aldrig set et gør, måske det var pointen. Hun så omkring dem. Denne her hule var større, og mange ting kunne gemme sig i de bagerste skygger.
"Or maybe.. maybe these creatures are protecting something.. I can feel it, can you smell that? Or are you not that familiar with the scent of death. Blood.. " spurgte hun stille og rejste sig op. Hendes fingre strejfede stille jordvæggen, og prøvede stille at føle sig frem til et eller andet.
"Feel here.. the fugament is weak, a few pushes we might have another path."

Gæst

Han lyttede til hende snakke om fundamentet som fik ham til at tænke en anelse. “Alright, lemme try,” sagde han og begyndte at skubbe. Det tog ikke mange skub fra dem begge for jorden til bryde sammen og falde ud. Et elektrisk lys blændede Wade som et stort metal-rum blev synligt. Han trådte ind og kiggede rundt. “Odd. This sort of looks like the foundation of.... Umbrella..” han kiggede på hende med et forvirret blik og åndede tungt ud. “Nice call,” sagde han så og trådte ind i rummet som havde en dør. Døren ledte til en lang gang der ikke virkede til at have en ende. “I’m guessing we know where spiderman came from,” sagde han roligt og trak sin pistol igen. Der var underligt stille. Næsten for stille.
“The smell gets stronger in here,” erklærede han som han kiggede ned og så et blodspor. Sort blod. Det ledte ned af gangen, men som sporet fortsatte blev det mere og mere rødt som blod skulle være.
En stemme lød bag dem. “Nicely done Wyatt. Or should I call you by your actual name? Wade Preston?” Sagde dæmonen med et markabert smil og de velkendte is-blå øjne lyste næsten i det elektriske lys. Wade kiggede på Tatianna før han kiggede tilbage på Ramsay. Men inden Tatia kunne nå at reagere på noget som helst hev Wade fat i hendes nakke og tvang en tazer i hendes ryg som ville sende hende i dybe muskelspasmer, blot i et par minutter. Ramsay kom tættere på før han satte sig ved Tatias side og aede hendes kind. “Glad you’d come for Kaiya. But she isnt your only daughter here. I brought your family here to you. Arent you happy to see him? Your Wade. He looks different and act different but he is in there,” forsikrede han hende og begyndte at lænke hendes hænder sammen før han lagde en ispose mod hendes bryst som han spændte godt fast, blot for at holde hende kold.

// Plottwist!!!! Can I hit Wade now???? <333

Emne: Sv: Ray of Death - Wade Tirs Jan 15, 2019 4:40 pm

Hun vendte sig rundt før stemmen nåede at fuldføre sit første ord, Ramsay - selvom det var flere hundrede år siden for hende. Så var der nogle stemmer man aldrig glemte. Dog var der noget som ikke gav mening. Hun spærrede øjnene op da han sagde Wades navn. Det var sikkert et træk, men et træk hun ikke havde set komme.
"Don't you dare talk about him," kom det truende for hende og hendes øjne glødede rødt arrigt. Dog fik grebet om hendes nakke til at give et piv fra sig, og tazeren fik hendes krop til at reagere negativt. Hendes krop kæmpede for at heale skaden, og hun brummede vredt som Ramsay kom hen og aede hendes kind. Da han talte om Kaiya.. og før han nåede at sige mere havde hun tingene sammen. "Elena.." kom det fra hende og hun mærkede vreden brænde hende op. Dog holdt isen hende tilbage, hun skulle sparer på hendes evner - men hvad hvis det ville være forsent at gøre noget.
"This doesn't make any sense.." hun flyttede sine øjne op på Wade, det lignede ikke ham - men der havde været noget. Det var nok hvad hendes ulv havde opfanget. "What do you want Ramsay? Thought you would be happy in Underworld, or are you here because I found some new enemies.. are you jealous?" Spurgte hun og fnøs. "If you think this is holding me for long.. you seem to have forgotten who I am," tilføjede hun og løftede et bryn.
"Things have changed since I got here," fortalte hun så. Dog valgte hun ikke at spilde sin energi på Ramsay. Derefter så hun op på Wade.
"And you. I don't care what he have done to you. If you were any bit of the person I remember, you wouldn't follow Ramsay like a dog," kom det fra hende. Det var hårdt, men chokket fik hende til at reagere i vrede. Måske ikke kun vrede imod Ramsay, men også sig selv. Her var hun kommet sig over ham, accepteret at hun aldrig skulle se ham igen. Også for hvad? For hendes billed af ham, det sidste øjeblik hun altid havde håbet om at få med ham - var dette. "I always wished for one more day with you.. but not like this.. if you do this.. there is no coming back," sagde hun og så Wade i øjnene. Tatia troede mildt på hjernevask og så på at ting kunne ændre ens adfærd.
"Classic of you Ramsay.. how about you just get on with what you feel like you need to do."

Gæst

“Oh... I had idea coming here would make our paths cross. Till I met her,” sagde han så uden at lade hende vide hvem det var. Da hun snakkede til Wade kiggede han på hende og satte sig på knæ ved hendes side. “Too much is at stake. I had no choice,” sagde han kort og kontant. Det var også lettere nu hvor hun var sløret ud i hans minder. Han kunne knapt nok huske hendes fært, berøring. Alt takket være Ramsay. Han greb nogle flere isposer fra Ramsays taske og begyndte at spænde dem fast på hendes ryg, til hele hendes krop undtagen arme ben og hoved var dækket med frysende kold is. Ramsay vidste at en ikke ville være nok. Hun skulle holdes så kold at hendes indre nærmest ville fryse.
Ramsay grinte af hendes utålmodighed. Han klappede blidt hendes ene kind og fjernede noget hår fra hendes ansigt. “This wasnt even my plan. I am merely a pawn in all this. I just had to have my eyes on you, one last time..” sagde han med et varmt sadistisk smil smøret på hans ansigt. Han trak hende op og kiggede på Wade. “[color=#009900WYou wonder how I did this? Made Wade my nice little lapdog? It took long. It was hard. He was tough, and fought long and hard to keep you in his memories. So hard that he actually stole my power. We stole eachother’s actually. But everyone has a breaking point and his was Elena. As long as he stays a nice good dog, she’s gonna be fine. Her children too. And grandchildren. Even though that isnt up to me anymore,[/color]” sagde han før han smed hende ind i Wades arme. Wade kiggede kort på hende, men hans øjne sagde intet.
“Now, come along you two. The girls are waiting,” sagde Ramsay og begyndte at gå ned af gangen. Wade fulgte med med Tatia i sine arme. Han kiggede dog bare frem, han kiggede ikke på hende, som om han ikke kunne se hende.
For enden af gangen åbnede Ramsay en dør der førte ind i grotten igen, men dette var et stort hulerum med en sø i midten. Kaiya sad med hænderne bundet på den anden side og fik hurtigt øje på Tatia. “Mom!” kaldte hun overrasket og begyndte at kæmpe mod rebbene, men intet hjalp. “We have her,” sagde Ramsay så til en skygge der stod bag de fastbundede piger.

Emne: Sv: Ray of Death - Wade Tirs Jan 15, 2019 5:24 pm

Hun bed ud efter ham som han berørte hendes kind igen. Ramsay smed hende i Wades arme, arme der før havde fået hende til at føle sig varm og sikker - en følelse der var blevet erstattet med had og kulde. Tatia mærkede kulden gøre hende svagere, og valgte egentlig blot at følge med dem. Hun måtte give sit sidste senere. Det var heller ikke før hun så Kaiya og Elena, at hendes øjne blev spærret op. Tatia hørte Kaiyas stemme og det gav hende et gnist hun havde brug fortil at brænde sig selv lidt op. Men ikke nok, men nok til at hun kunne give Wade en albue i hovedet og træde nogle skridt frem imod Ramsay. Hun havde ikke mere ild, hvor blev hendes overlevelses instinkt af. Grotten gjorde noget ved hende, som fik hende til at føle sig så indelukket. Luften var kold og fugtig.
"Let them go," hun svang en hurtig bevægelse og havde fået fat i en af Wades knive. Tatia stod mellem Wade og Ramsay. Elena spærrede øjnene let op, men hun havde bind for munden til ikke at råbe op og forstyrere sine forældre. Elena havde efterhånden mere at miste her end Kaiya havde - eller det følte hun selv. Tatia så hen på sine døtre og sank en klump.
"You won. Okay. Is that what you want to hear. You found my breaking point," hun så imod Kaiya og Elena.
"I love both of you. Keep each other safe.. okay?" Måske hun efterhånden havde kendt forskellige spil nok. Hun slap kniven og vendte sig imod Wade.
"After everything we have been through.. I always thought, that we would safe each other.. but there wasn't ever any saving me.. you can't safe someone who is already dead. But this isn't the man I loved.. the man I knew, and it pains me to have this last day with you.. filled with sorrow." Der var intet hun kunne gøre, et skridt forkert og Elena samt Kaiya ville lide Ramsays ondskab. Wade var væk.

Gæst

Wade gjorde ikke meget for at ikke at lade hende gå. Han sakkede lidt tilbage som han fik hendes albue i hovedet og tog sig til kæben mens han ømmede sig lydløst. Han så ned og så at hans kniv var væk. Ramsay var stoppet op og havde vendt sig, spændt på hvad Tatias træk ville være. "Who's saying I wouldn't let them go, after this? I never claimed that they would be captive forever. I certainly would never hurt them, especially Elena with the history we've got to share over the years" sagde dæmonen med et slesk smil over læberne. "Who knows... Maybe I would have let them go if only Wade came for them. Seeing he didnt really know how his mission was to be carried out till he saw me. I actually didnt ask him to imobilize you, he did all that himself, which I appreaciate." smilet blev større og han afventede hendes næste træk. At hun ligefrem gav op fik smilet til at falme. Var hun blevet blød? Havde en anden knækket hendes kampgejst før ham? En bitter smag var i Ramsays mund men han viste det ikke. Blot et løft med øjenbrynet, som hun vendte sig mod Wade.
Wade kiggede på hende men det var stadig som om han ikke så hende. Hendes ord virkede bekendte, men ikke nok. Det var ikke nok til at vende ham. Han åbnede munden kort som om han skulle til at sige noget, men lukkede den igen. Der var intet han kunne sige, den gamle Wade havde forsikret hende at han stadig var her, at han kunne redde hende. Men ligemeget hvor meget gamle Wade ville sige til hende, var det ikke den han var nu.
Ramsay begyndte at klappe i hænderne og ryste let på hovedet. "The man you love.. What a touching thing to say. I must say Tatia, I only knew you when you didnt have any kids at stake, and then you would have given everything to just slip at knife in my throat, no matter if it would have killed me or not," han kiggede på Kaiya og Elena. "Did you know that when I took Wade, I got to spend time with Elena? She was hesitant to follow me, but in the end we got to know eachother a little. Such a little girl with a huge spark in her heart," han kiggede på Elena. "She refused to let me train her, but I don't doubt that she took notes anyway. She's so strong now, and you missed it all. But Wade was there, seeing her grow and helping her when he could. You should see him with her, it's like the old Wade never left, always keeping his daughter safe, even if it cost him himself. A true sacrifice, from a loving father," han lo næsten og tog en rolig udånding. "Anyway, my work is done here. I reckon that Wade will take care of the rest," han kiggede først på Elena og så Kaiya. "You two surely got time to get to know eachother too. Lovely," var hans sidste ord som han gik i en ring om Tatia og Wade og forsvandt ud af døren som blev lukket og låst, for ikke at kunne åbnes igen.
Wade gik over til kniven og samlede den op som han kiggede på den. "It's been a while. I still don't remember you completely, but I cant apologize. It wouldn't mean anything, words are nothing compared to actions," sagde han og kiggede så kort på Elena. "All I did, I did for her. The one I knew I had, the other half of what I had lost,"

Emne: Sv: Ray of Death - Wade Ons Jan 16, 2019 7:39 am

Tatia var nok nærmest nået til det punkt, hvor det eneste hun havde tilbage at give hendes døtre var sit liv for deres. Hun havde misset alt ved dem begge, deres først smil, deres første grin. Alting. Ramsay prøvede at pisse hende af, men hun havde lukket af. Hun lod ham ikke se den reaktion af hvad hun følte, for ærligtalt tog hun ikke øjnene fra Wade overhovedet. Hendes instinkter vidste at Ramsay ikke var i rummet, men hele rummet var stadigvæk præget af ham. Der var ingen frihed herinde, men hun var ikke bange for hun vidste hvad hun gjorde hvad for.
"Words without actions are nothing," svarede hun og sank en klump. Tatia tog en dyb indånding og nikkede. "Everything I do is for them.. Funny how history repeats itself. I missed everything with them. I was never the mother they deserved, but life is war to complicated.. just promise me one thing.. keep them away from him. Elena, Kaiya and Zitora. Keep them out of this.. even through you don't remember anything.. trust your gut, thats always made you able to help an angry warrior at war with herself," tilføjede hun og åndede ud. "Omon gon oson." (All of me for all of you), sagde hun så.
"Ai gonplei ste odon"(My fight is over), sagde hun næsten åndeløst. På sin vis havde hun aldrig tænkt på, hvad der ville ske når hun ikke skulle kæmpe mere. Hun gav Wade et nik.
"Do what you need to do," sagde hun og gik tættere på ham. Hun placerede et hurtigt sidste kys imod hans læber, "Ai hod yu in. Leidon... Mebi oso na hit choda op nodotaim." (I love you, goodbye. May we meet again). Derefter trådte hun et skridt hen til søen for at se ud imod vandet. Tatia lod sig selv falde ned på knæ, og lukkede øjnene i.

Gæst

Som hun kyssede ham mærkede han nogle følelser forsøge at kravle ind. Han greb forsigtigt om hendes nakke og gengældte det kys hun havde givet ham, uden at ane hvorfor. Som hun gik væk fra ham og satte sig ved søen, tænkte han på missionen. Han kiggede over mod Elena, vidste hvor meget smerte hun måtte gennemgå i dette øjeblik og hvor meget han så end ville beskytte hende, var det her vejen til at gøre det. "I'm only following orders. I hope you don't hold that against me. That some day we can meet under different terms and figure this out. But for now... I'm sorry," var hvad han sagde til hende, men også Elena og Kaiya på en måde. Han trådte frem mod Tatia og stillede sig i søen før han løftede hende op i sine arme. Han gik længere ud i søen og kiggede kort på Elena en sidste gang før han lagde Tatia i det kolde vand som gik ham selv til hofterne. Der var noget i ham der skreg at han skulle stoppe at han bare skulle lade hende gå og tage Elena med sig, men den side vidste ikke alt som der stod på spil. Ramsay havde ham i en snor, han var nød til at svare på enhver vilje et hvert ønske. Han så på hende som hun flød der og lagde blidt en hånd mod hendes pande. "Mebi oso na hit choda op nodotaim," gentog han som tommelfingeren blidt kørte over hendes pande. Og så pressede han hende under vandet. Han greb lænkerne og holdte dem godt fast som hans hånd holdte hendes hoved under vandet. Hvis hun kæmpede imod nyttede det ikke meget, han havde al sin vægt til at kunne holde hende nede.
Og selv efter hendes krop virkede til at have givet op, lod han hende ligge lidt længere, før han trak hende op til overfladen. Hans hjerte gjorde ondt, men han vidste ikke hvorfor? Det gav ingen mening. Han løftede hende op i sine arme igen og kiggede kort på hende. Trådte ind til breden hvor han lagde hende og fjernede noget hår fra hendes ansigt. Kaiya havde skreget og bedt ham om at stoppe, men havde indset at der var intet at gøre. Hendes kinder var vædede i tårer og hun stirrede bare på Tatia der lå ved breden. "Mom... You... Monster..." hulkede hun, som Wade pludselig gik over til hende og satte sig på huk foran hende. Hun skreg op i panik, men forvirringen bredte sig i hendes ansigt som han skar hende fri og rejste sig. Han gjorde det samme ved Elena hvor han pillede stoffet af hendes mund.
"Babygirl..." startede han lavmælt. Men han vidste ikke hvad han skulle sige. Han kørte en hånd over hendes kind før han rejste sig. Han var nød til at melde til Ramsay at opgaven var fuldført. Han smed et par lygter på jorden med sin pistol før han roligt begyndte at gå ud af hulen. Han kiggede ikke tilbage, han ville ikke se Elena stå ved sin mors side med sit hjerte itu.

Emne: Sv: Ray of Death - Wade Tors Jan 17, 2019 9:58 pm

Tatia kæmpede ikke imod, selv da vandet fyldte hendes lunger og hun mærkede livet sive ud af hende - var det som om der var en stemme inden i der fortalte hende, at det ikke var enden. Hvis Tatia havde lært noget, var det at lytte til de stemmer, og til sidst var der bare ikke andet en mørke omkring hende.

Elena ville skrige, tårerne sprang nærmest ud af øjnene på hende. Hjertet bristrede i tusinde stumper som hun så sin far drukne sin mor. Alt faldt fra hinanden, den person hun havde søgt efter hele sit liv, dræbt af den person hun havde mistet og altid været uvis for hende. Elena hørte Kaiya skrige efter deres mor og Elena følte det hele. Svigtet, alene, tom - alle følelserne ramte hende på engang. Og hvis hun lignede hendes mor nok, kunne man se tørsten efter Ramsays hoved i hendes øjne. Han kom imod dem og skar Kaiya fri først. Sikkert et godt træk, for mange sekunder med Elena og hun ville ikke vide hvad hun skulle gøre ham. Han tog stoffet ud af munden på hende, der næsten var fugtigt af hendes tårer. Hun så på ham, som om han havde revet hende fra hinanden og taget alt fra hende. Hvilket også var sådan hun følte lige nu.
"How could you?!" fik hun sagt med en forvrænget stemme af sorg. Hun havde lyst til at slå ham, vise ham hvor vred og ked af det hun var. Han begyndte at gå fra hende igen. "You killed the woman I've been dreaming about my whole life.. I believed in you," skreg hun efter ham med en skinger stemme af sorg. Derefter løb hun hen til Kaiya og sin mors lig. Hun bed sammen og tog en dyb indånding, hvorefter hun stille greb sin mors hånd.
"Hofli graun en folau na gon won. Medo en keryon, kriken sonraun en branon,"(May the Earth and ash become one. Body and spirit, old life and new.) startede hun stille og snøftede stille, "Kom graun, oso na groun op… Kom folau, oso na gyon op.," (From the Earth, we will grow… From the ashes, we will rise.) tilføjede hun og tog en dyb indånding. Elena greb en lille pen fra sin baglomme, siden ingen vidste hvad den kunne udover Elena og ingen kunne bruge den udover Elena - var den ingen nytte for folk som ikke forstod den. Hun førte den henover sin ene rune for styrke, og aktiverede den.
"Take the gun, and guide me the way out. I'll carry her," fik Elena så sagt en anelse tørt, men hun var tydelig oprørt over det hele. Det var ikke hende der burde løfte sin mors krop ud af grotten, hverken hende eller Kaiya - men Elena løftede liget op på sin ryg og mærkede det våde tøj imod sin ryg. Elena sank en klump og tårerne strømmede ned, men det var hvad de behøvede at gøre.
"Come on, lets get out of here," sagde hun så. Elena havde været på egen hånd i mange år af sit liv, og var van til at tage beslutninger som ikke altid var de letteste.

» First rule about death club. Don't talk about death club - Elian
» I didn’t ask for your help - Wade
» Not something you see everyday - Wade
» This will be the death of me
» Death and snakes