This will be the death of me

Gæst

Tid: Klokken 17 – Fredag aften
Sted: Grotten, Arachne
Vejr: Køligt vejr udenfor, fugtigt og klamt inde i grotten
Påklædning:
Lonán: Udseende og påklædning (minus bas og plus afbleget hår)
Dexter: Udseende og påklædning (plus briller)
Adannaya: Udseende og påklædning (håret sat op i hestehale)

Dedikeret til @Tidus, @Dexter og @Adannaya

Lonán havde ventet i hvad han mente var evigheder før Tidus havde taget sig sammen til at skrive til ham. Hans hjerte havde banket så hurtigt at han var bange for at det ville hoppe ud af hans bryst og efterlade ham. Dog var det endnu ikke sket, men de havde endelig aftalt en dato hvor de skulle ud og spise sammen. Datoen havde han nærmest gået og talt ned til, for det var vel ikke alle hekse der var så heldige at en mage gav dem en chance. Lonán håbede dog at det ville gå bedre end da de mødte hinanden første gang. De havde dog skrevet en del sammen, så lidt havde de dog lært hinanden at kende. Som ugerne var gået havde Lonán glædet sig mere og mere, og hans beskeder havde nok også givet afkald på det. Det var underligt. Så snart han tænkte på Tidus var han som et lille barn der knap nok kunne vente til juleaften. Tanken om det søde smil og de blå øjne gjorde ham varm indeni, og den måde han talte og bevægede sig på gjorde ham blød i knæene. Da klokken var ved at være fem havde Lonán ventet længe nok. I et ret så afslappet sæt tøj var han trådt ud af døren og låste lejligheden efter sig.

Ude på gaden var folk enten på vej hjem fra arbejde eller på vej i byen, og Lonán følte hvordan hans hjerte bankede af glæde. Dette ville være en aften han sent ville glemme tænkte han mens han stoppede sine hænder i lommerne på læderjakken. Dog tog det ham ikke længe før han følte en der fulgte efter ham. Han troede dog først at han bare var paranoid, men som personen nærmede sig kunne han mærke hans puls gå amok. Før han vidste af det var hans syn sort og han blev slået bevidstløs. Hvor længe han havde været bevidstløs vidste han ikke, men han følte det klamme grotte gulv under sin krop. Han lå på siden, med sine arme bundet bag hans ryg. Han mærkede en dunkende fornemmelse i sit hoved og følelsen af desorientering var tydelig i hans øjne. En mørk skygge gik langs væggen, kun oplys af en mobil skærm. Lonán følte hvordan hans øjne langsomt vænnede sig til mørket og han så omridset af en mand i jakkesæt. Manden så ud til at smile af mobilen, og da Lonán så over på ham følte han sig en smule forskrækket. Manden gik over til Lonán og talte i en let stemme, som om hele denne situation var sjov for ham.

”Oh, I’m sorry,” sagde manden som han lænede sig ned foran Lonán og viste mobilen til ham. På skærmen var hans samtale med Tidus, og Lonáns sidste nye svar kendte han ikke. Der stod at Lonán havde fundet et bedre sted de kunne mødes i stedet for caféen – grotten som sirenerne kaldte Arachne. Lonán fik med lidt besvær sat sig op og så på denne fremmede foran sig. Som han så på manden fik han kuldegys som de to mørke øjne mødte de endnu mørkere øjne. ”My names’ Dexter, and you can help me with a little fun this evening – That is as soon as our guest of honor arrives,” sagde denne fremmede mand der kaldte sig Dexter.

**Humør** : Trying to come back! **Antal indlæg** : 1137

Påklædning + udseende

Det var første gang han skulle på en date. Første gang han havde denne form for nervøsitet. Og første gang... han stirrede håbløst på alt det tøj han havde smidt på sengen. At han ikke havde nogle som helst anelse om hvad han skulle iføre sig. Han pustede ud og satte sig på sengen. Her betragtede han sin hund Queen, der bare lå og dasede ud i sin kurv. Hendes søde små øre var vend den helt forkerte vej, som hun lå på ryggen med benene i vejret.
”Yeah... you have no worries in life huh?” sagde han drillende til hende. Her rejste han sig op og strakte sig. ”Okay, okay... just take it easy... everything will be fine.” Her så han sig i spejlet. ”As long as you do something about your hair... yikes! Get a hairdresser you puddle.” Han forsøgte her at rette sit hår imens han skar grimasser af sig selv.
Til sidst lykkedes det ham at finde et outfit. Det blev bare til et halv afslappet outfit, men stadig med et par fine sko, da han altid elskede at gå op i sin sko. Han så sig en sidste gang i spejlet, nikkede og gik ellers hen for at ae Queen, før han smuttede ud af døren. Selvfølgelig iførte han sig også jakke, handsker, hat og alt det andet vintergrej.
På vejen ud til bilen, smilte han for sig selv og hilste ellers på Henry, som han satte sig ind. Han tjekkede sin mobil og smilte som han havde fået en besked fra Lonan. Dog blev det til en underlig grimasse, som Lonan skrev at han skulle møde ham i en grotte i stedet. En grotte... Han ville mødes med ham i en grotte i stedet? ”That was a an odd place for a date... but ok.” Han klukkede og gav ellers den nye adresse til Henry. Som altid nikkede manden bare og gjorde hvad der blev sagt.
Tidus kiggede ud af vinduet. Det havde taget ham lidt mod og lidt tid om at skrive til Lonan. Eller, det havde taget ham to dage fra hvornår de skiltes, at skrive til ham. Han havde brugt flere timer på at finde ud af hvad han skulle skrive til ham. Til sidst havde de bare skrevet og skrevet. Lonan havde spurgt meget ind til episoden med Dexter, hvilket havde været en svær at forklare, men det lykkedes. Og nu, skulle han møde Lonan igen. Ikke for at spise, men åbenbart for at mødes i en grotte. Der havde bare at være mad der. For han var egentlig ret så sulten.
Lonan var egentlig ret så rar at skrive med. Og han fik ham til at smile ved tanken om ham, så det måtte da være et godt tegn, ikke sandt?
Da de kom til grotten, kiggede Henry rent faktisk underligt om på Tidus, som spurgte han uden lyd om det rent faktisk var det rigtige sted.
”Yeah, I guess this is it,” sagde Tidus og steg ellers ud af bilen.
Han så rundt, pakkede jakken mere ind til sig og gik ellers hen imod grotten. Hvis han skulle være ærlig, så kunne han virkelig ikke forstå hvad Lonan ville her. Det måtte vel være en hekseting.
”Lonan?” lød hans rolige stemme. Det gav et ekko i gruppen. ”Where are you?” han så rundt. ”It´s a weird place... but I guess you know what you are doing...”
Jo længere han kom ind, jo mere urolig blev han. Specielt siden Lonan ikke svarede ham. ”Lonan?”
Hans hjerte kunne have gået i stå over det han så næst. Lonan var bundet på hænder og fødder, smidt på det klamme gulv og ikke så langt fra ham... Dexter.
”Okay... lets all just take it easy here...” sagde Tidus en smule truende som han gik hen imod Dexter. Han forsøgte at skabe øjenkontakt med Dexter. ”Whatever you want Dexter... you are gonna get it... just... let Lonan go. He has nothing to do with this.”
Han følte for at springe på Dexter igen. Men han var blevet klogere end sidst... Dexter var stærkere end man skulle tro.

Gæst

Lonán havde hørt det navn før. Dexter. Det rungede i hans hoved og sendte ham underlige glimt tilbage til hvad Tidus havde fortalt ham. Før han kunne nå at tænke sig yderligere om hørte han Tidus’ stemme runge gennem grotten og det føltes som om hans hjerte stod stille. Det gik op for ham at han var lokkemad – intet andet end en orm på en krog klar for fisken at bide sig fat i. Han havde lyst til at skrige og råbe at Tidus skulle forsvinde men han kunne ikke få et enkelt ord ud gennem sin mund. I stedet for trådte denne fremmede mand ind foran ham så han stod front mod Tidus som han kom hen mod dem. Lonán forsøgte at skabe øjenkontakt og finde noget ro i de blå øjne, men alt han kunne se var Dexters ryg. Dog hørte han den normalt søde stemme være hård og det var en side Lonán endnu ikke havde mødt af hans mage.

”Welcome, mr. Technique,” sagde Dexter og slog ud med armene. Grottens kolde luft gjorde at de kunne se hinandens vejrtrækning og som Dexter udåndede fulgte også en god åndesky. Den klamme følelse af grotten var over dem, og Lonán kunne intet gøre andet end at lytte. Hans hoved rungede og han kunne mærke hvor det tydelige slag havde været der havde gjort ham bevidstløs. Smagen af blod fyldte hans mund og han fandt det svært at fokusere på hvad Dexter sagde. ”Now, I am not one to be hasty when it comes to playtime. I was raised very well and with good manners, afterall,” rungede Dexters stemme i grotten. Lonáns krop skreg efter at ville hjælpe, men i den her situation kunne han intet gøre han følte sig hjælpeløs, og håbede at tingene ville komme under kontrol.

”Now, I was so happy to find out that you – of all people in this small world – had a witch with your name on it,” sagde Dexter og trådte til side. Med hånden gestikulerede han til Lonán der forsøgte at fokusere med øjnene. Hans tøj var revet i stykker, som om han var blevet slæbt efter en bil på vej herhen. Dexter kom over mod Lonán og han forsøgte instinktivt at flytte sig væk fra ham, men Dexter var hurtig og greb om Lonáns hage. Hans fingre pressede sin ind i kinderne på ham og Lonán stønnede i smerte. ”And the fun thing with witches are that they can’t lie about their mate, because it’s written into their skin!” sagde Dexter med et vildt smil på sine læber. Lonán så nu for første gang på Tidus siden hans ankomst, og de blå øjne gjorde ham tryg. Hvordan var det at denne fremmede mand kunne gøre ham så utryg, og Tidus kunne fjerne al frygten bare med et blik. Dexter greb om Lonáns bluse og rev det sidste stykke stof over der afslørede Lonáns mage mærke. Den smukke grå skråskrift med ’Tidus’ skrevet på hans kraveben var en så skrøbelig ting for en heks at afsløre. En dråbe af blod gled fra Lonáns læbe som Dexter slap ham og lod heksen falde mod det kolde grotte gulv.

”Please tell me Tidus, what could you possibly offer me in exchange for this worthles witch?” rungede Dexters stemme. Lonán følte sig svag og alt han kunne gøre var at se på sin mage et par skridt fra ham.

**Humør** : Trying to come back! **Antal indlæg** : 1137

Det kunne ikke passe. Hvorfor nu... hvorfor overhovedet!? Idioten havde fået sikre sig, at Tidus aldrig ville kunne nærme sig Rayna igen og alligevel, stod han nu ikke så langt fra Tidus og truede Lonan. Dexters stemme gav ham de væmligste gåsehud ned af ryggen. Både af ren frygt for Lonan og af vrede. Og den vrede var så tydelig at se i de ellers så fredelige blå øjne.
Han forsøgte kort at skabe øjenkontakt med Lonan, men desværre stod Dexter i vejen og han kunne derfor intet gøre for at berolige Lonan. Selvom han forsøgte at bevare roen, kunne han have slået ud efter Dexter, som han snakkede om at Lonan var offer, bare pga. hans navn stod på kravebennet.
”Happy huh? It is some realllyyyy weird things you get excited about Dex,” knurrede Tidus. Det var diskret at han langsomt gik tættere og tættere imod dem.
Dog stoppede han alt, som Dexter nu gik hen og tog fat i Lonan. ”Don´t!” han strakte armene ud og løftede dem op, som i et: Okay okay. Her så han ned på Lonan. Synet af ham gjorde bare Tidus endnu mere urolig. Blodet der gled ud af hans mund og tøget der tydeligvis var ødelagt pga. dårlig behandling. Han forsøgte at sende ham et varmt smil. Forsikre ham om at det hele nok skulle gå. Han skulle nok få ham ud derfra. Koste hvad det vil.
Som Tidus så sit navn skrevet på Lonan, begyndte hans hjerte at hamre og først her gik det op for ham, at Lonans skæbne var smedet med hans. Lonan kunne ikke have undgået dette... han ville være endt i Tidus liv før eller siden. Før eller siden ville han være kommet i fare. Alt pga. et par latterlige bogstaver på hans kraveben. Tidus tog en dyb indånding og så nu på Dexter. Som altid skræmte de mørke øjne livet af ham. Han nød dette alt, alt for meget.
Måden han slap Lonan på fik Tidus til at knurre og gå hen imod Dexter. Nu var det nok. Han stillede sig her foran Dexter, så på ham, koldt og kynisk. ”He is not worthless you piece of scum..” Det var en advarende og mørk tone Tidus brugte. Han forsøgte ikke engang at skræmme Dex. Vreden lå bare og brussede inde i ham, hvilket var tydeligt i alt han foretog sig. ”And You will get whatever you want, money, power... even torturing me if that is what you want. JUST. LET. HIM. GO.”
Lonan fortjente ikke dette. Om Tidus så var hans mage eller ej. Lonan skulle væk herfra... i sikkerhed... Tidus skulle nok sørge for det... og alligevel. Tidus mærkede alting gå i stå... omrking Lonan... han kunne fornemme det... banshees evne til at mærke når folk skulle dø... nej... det kunne ikke ske og det ville ikke ske. Han så kort ned på Lonan og smilte igen til ham. Herefter så han igen på Dexter. ”Name your price Dex.”

Gæst

Som Tidus snakkede lyttede Lonán ikke efter hvad han sagde – faktisk havde han ikke lyst til det, men han kunne knap nok fokusere. Hans syn var så omtåget og han følte sig så underligt svag. Grottens gulv var kold og fugtig, men Lonán fandt også en del ro i det. Det betød at Dexter ikke rørte ved ham, og at han stadig havde mulighed for at klare sig. Han forsøgte at finde de blå øjne igen, men han kunne knap nok se noget for bare tårer. Selvom det gjorde ondt over det hele var det ikke smerterne der gik ham på. Det var at Lonán ikke havde passet bedre på. Selvom det var Tidus der var gået efter Dexter først, følte Lonán alligevel at han skulle have holdt øje med alt omkring sig. Han skulle have bedt Tidus om nogle mænd til at holde øje med ham, måske have anskaffet sig et våben eller bare noget der ikke krævede noget af hans magi. Som Lonán lå på det klamme gulv lød Dexter’s latter gennem grotten.

”Oh, but I’m a afraid you won’t give your most loyal right hand to me,” sagde Dexter med et smil. Siden han havde set Adannaya havde han ønsket at have fingrene i hende. Hun havde fremstået som et eksemplar som Dexter bare måtte have i sine hænder, og det var derfor han var gået efter Lonán. Ikke fordi Tidus havde gjort noget, men fordi han ville have Adannaya. Den kvinde var et mysterium han ville elske at eksperimentere på. ”I couldn’t find much information on her, and I would just love for her to join me,” sagde Dexter med et smil på sine læber. Lonán kunne høre hvad der skete omkring ham – hvem var den kvinde som Dexter talte om? En højre hånd? En som var loyal overfor Tidus? Ordene kørte rundt i hans hoved som han forsøgte at få det hele til at give mening. Dog håbede han at det ville give mening for Tidus, og at de snart kunne komme væk herfra. Med det kunne han mærke noget af sit blod på vej ned i luftrøret, og et automatisk host kom fra ham. En smule blod fulgte med som han hostede og han rystede let. Gulvet var kold, og hans krop virkede til ikke at kunne generere nok varme selv.

”Ti… Ti…” kunne Lonán få hostet ud af sig som han lå på det kolde gulv. Han ønskede at råbe at Tidus skulle forsvinde fra grotten – det sidste han ønskede var at han skulle være skyld i noget som kunne skade hans egen mage. Men han kunne intet få ud over disse lyde der næsten lød som klynk. Hans blonde hår var vådt, sikkert fra de dråber af vand der dryppede ned fra loftet af den store grotte. Han vidste ikke hvor længe han kunne holde sine øjne åbne, men han tvang sig selv. De mørkebrune øjne forsøgte ihærdigt at holde øje med de blå. Dexters latter rungede i grotten endnu en gang som han gik over til Lonán igen.

**Humør** : Trying to come back! **Antal indlæg** : 1137

Tidus kunne ikke tro sine egne øre. Idioten stod foran ham og krævede at han skulle give ham Adannaya. Tidus skar sine tænder. Han følte for at flå Dexters tænder ud, bare for at fjerne det selvfede, latterlige smil. Han placerede hænderne på sine hofter og kiggede ned i jorden, her klikkede han med tungen og rystede på hovedet.
”You are not gonna get Adannaya you sick motherfucker,” knurrede Tidus og så op på Dexter igen. ”I do not know what you want with her, but I assure you, that I´m not gonna let you get your hands on her.” Han så ind i Dexters øjne. Deres had til hinanden var tydelige hos dem begge. Eller, sådan føltes det i hvert fald hos Tidus. Det var ikke til at vide hvad Dexter tænkte på. Den mand var jo også fuldkommen skør.
Lyden af Lonans svage stemme og hosten, var nok til at få Tidus til at reagere ud af instinkt. Her sprang han nærmest hen imod ham. Han nåede hen til Lonan før Dexter gjorde. Beskyttende stillede han sig over ham og så på Dexter. Langsomt ville de sorte markeringer snige sig frem på hans ansigt. Det kunne minde om et mørkt edderkoppespind. Tidus øjne blev også mørkere og mørkere jo mere Dexter nærmedes sig. Hans stemme var som dæmonisk, i det han knurrede at Dexter bestemt ikke skulle komme nærmere.
”This is a fight between you and me...” lød det fra Tidus. Stemmen var ikke til at genkende. Markeringer åd kroppen op. Hans arme blev også mørke og tænderne spidse. Han sprang her imod Dexter. ”So lets fight!”
Hvis der ikke var andre måder at gøre det på... så var det sådan det blev. Han måtte forsøge at såre Dexter nok til at han kunne få Lonan væk derfra. Hans negle var også begyndt at blive til klør. De skar ham i hoften som han gik fortsat hen imod Dexter.

Gæst

Dexter havde ønsket at have den forunderlige kvinde i sin varetægt siden han først havde set hende, men Tidus’ svar skuffede ham en smule. Men med de ord havde Tidus også skrevet Lonáns skæbne i sort og hvid. Dexter var ikke typen der legede med en fyr der ikke kunne give ham hvad han ville. Som Tidus sprang mod ham ville han ryge lige igennem Dexter og han sendte bansheen et lille smil. Hans mørke øjne glimtede, men med foden skubbede han til Lonán der gav et klynk fra sig på jorden. Sikke en skam at de ikke kunne have fundet en løsning, men nu stod de her. Dexter undrede sig faktisk over hvorfor denne kvinde ikke var dukket op endnu, men det var de færreste der ville vide hvor de var. Måske hun stadig ledte efter denne blondine og hans fortabte heks. Han rystede let på hovedet men vendte nu straks hovedet mod Tidus, hvis forvandling var tydelig.

”Tidus Borgia Technique,” sagde Dexter højlydt så det rungede i grotten. Tiden stod stille og den faldne engel kunne ikke lade være med at smile skævt til Tidus som han ville sige de næste ord uafbrudt. ”I order you to kill the man with your name on his collarbone, the man you call Lonán Mícheál Ó Súilleabháin,” som han sagde ordene kunne man se fryden i hans øjne. Nu kunne han roligt efterlade grotten uden at blive stoppet, og Tidus ville alene være skyld i den unge heks’ død. Som han forlod grotten så han kort over skulderen og smilede let over hvad han så.

**Humør** : Trying to come back! **Antal indlæg** : 1137

Selvfølgelig brugte Dexter det samme trick som før. Han gjorde sig urørlig. Det resultat, at i det Tidus sprang frem, ville han ramme ingenting. Denne gang forsøgte han dog at være hurtigt. Ligeså snart han ramte gulvet, ville han med det samme springe imod Dex igen, for at gøre endnu et forsøg. Igen var Dex dog hurtig. Han undveg alt.
Som han skulle til at gøre sit tredje forsøg, lød hans fuldenavn i et råb og han stoppede med et sæt. Kroppen stivnede... den ventede nu på dens ordre. Alle tegnene fra monsteret forsvandt. Han stod nu bare og så på det hele. Ordren Kom. Den slog ned i ham som et lyn. Han rystede ivrigt på hovedet og forsøgte nu at stoppe sig selv i at gå hen imod Lonan.
“No!” Skreg han så ivrigt. Kroppen bevægede sig af sig selv. Den gik langsomt hen imod Lonan. “You!! Dexter!!” Frustrationen fik øjnene til at svige. Hans bevægelser var stive, ej menneskelig, mere som en robots.
Det var med et rystende hoved, at Tidus nu var kommet helt hen til Lonan og stillede sig over ham. Tårerne var nu forlængst begyndt at køre ned af hans kinder. “Lonan...” han kunne ikke få ordene frem. Hænderne ville gribe fat om Lonans hals. De rystede så meget. Tidus kunne ikke få vejret. Han ville ikke gøre dette. Det måtte ikke ske.
“Please Lonan... try to... try to run away...” bad Tidus desperat. Han vidste godt at det ikke var muligt... men... der måtte da kunne gøres noget.
Hænderne klemte nu hårdere og hårdere om Lonans hals. “I’m sorry!” Skreg Tidus i frustration og smerte. “I’m so sorry!” Tårer ville dryppe ned på Lonans ansigt. Tidus kunne knap nok se Lonans ansigt for bare tårer. Han forsøgte så meget han kunne at stoppe, men han kunne ikke... kroppen var sin egen. Overtaget af forbandelsens klamme greb.
Selv om Lonan sprællede under ham, så ville han bare klemme hårdere og holde ham nede. “I’m so... sorry...” han hang sit hoved.
Først da der ikke længere var liv i manden under ham, kunne han fjerne sine hænder. Rystende fjernede han dem, placerede dem langs sin krop og så op i grottens loft. “I’m so sorry.” Det kom stadig mumlende ud imellem hans læber. Tårerne var tørret ind på kinderne. Han så ned på Lonan. Alting stod stille... hans øjne vandrede ned på Lonans kraveben. Der var hans navn. Hans latterlige navn.
Tidus tog hænderne op til sine kinder. Kløerne var tilbage. Her lod han dem bore ind i den bløde hud.
Hans skreg her sine lunger ud. Skriget rungede igennem grotten. Han skreg ikke fra smerten, han skreg over døden af sin mage... døden som han selv var skyld i. Havde der stået et andet navn end hans latterlige, så ville dette ikke være sket for Lonan...
Tankerne, stemmerne og mørket åd ham op. Det var nok til at han igen skreg af frustration.

Gæst

Lonán forstod ikke hvad der skete, men som Dexter havde sagt Tidus’ fulde navn stod tiden stille. Selv da Tidus’ varme hænder tog om hans kolde strube var det endnu ikke gået op for ham hvad der skete. Livet havde været så kort, og var det nu enden på det hele? Som Tidus’ tårer ramte hans kolde hud kunne han dog ikke lade være med at smile. Selvom det var ved hans mages hænder han ville dø, kunne han ikke bebrejde denne mand som havde været hans skæbne. Deres tid sammen havde været kort, men det havde følt som en livstid for ham. Inden Tidus tog det sidste af hans luft kunne han lige få klemt et par ord ud. De var korte, men han håbede at efter hans død ville ordene give ham en smule hjælp.

”I-I’m ha-happy-y th-that I-I got t-to mee-et y-you,” sneg sig ud gennem hans hals før Tidus endelig havde nået hans bristepunkt. På dette punkt tog kroppens impulser over og langsomt ville hans krop skrige efter luft. Først ville han miste bevidstheden og senere ville hans hjerte stoppe. Hvad der lå tilbage var skyggen af den person der før havde haft liv. De mørke øjne lå uden lys bag sig, og et smil var stadig plantet på hans læber. Selv i døden var han afslappet og fortrød intet. Lonán følte sig selv blive hevet ud af sin krop og fløj nu et stykke fra Tidus som han skreg. I håb om at han ville høre det inden han forsvandt talte han igen.

”Please, Tidus… Don’t be sad,” sagde Lonán mens hans ånd svævede ved hans side. Hans stemme lød som et ekko, men det var kun Tidus der ville kunne høre ham. En banshee kunne høre de afdøde og han håbede inderligt at Tidus kunne høre ham nu. ”I can see this wonderful place, so please, we’ll meet again some day,” lød Lonáns stemme før hans sjæl forsvandt fra jorden.

Gæst

Livet var aldrig fair, men Adannaya havde følt sig fortabt i denne situation. Uanset hvad ville det have endt i Lonáns død, men i denne version af fremtiden ville hun kunne være ved Tidus i hans sorg. Hun ville til ingen nytte være i Dexter’s hænder, og hun vidste knap nok hvordan hun kunne forklare til til den unge mand uden at han ville gå amok. Adannaya nærmede sig langsomt fra skyggerne og satte sig på knæ ved Lonán’s krop. Med en forsigtig hånd lukkede hun hans øjne og mumlede et par ord på hendes modersmål. Det var ikke nogen af bestemt betydning, men hun håbede at dette ville give Lonán noget fred i hans efterliv. Hun rejste sig fra det kolde gulv og vendte sig nu mod Tidus og kunne ikke holde sig selv fra at give ham en lussing. Den var hård og bestemt, som en formanende mor der skældte sit barn ud.

”Don’t feel sorry for yourself,” sagde hun mens hendes egne tårer kørte fra hendes kinder. Hun havde selv et mage mærke, så hun vidste realiteten af dette liv. Hun så kort væk og forsøgte at samle sine tanker. Længe havde hun haft disse syn om Lonán’s død, men hver gang hun ændrede sin mening var fremtiden uændret. Var hun taget med Dexter ville Lonán dø, hvis hun havde forsøgt at redde Lonán ville han ende med at dø alligevel, og måske endda hende selv i processen. Som hun bevægede sine øjne op og ned af den livløse krop foran dem sukkede hun trist. ”He needs a burial,” mumlede hun stille og forsøgte at berolige sig selv. Hun havde selv følt frustrationen som Tidus havde og hun vidste at denne sorg ville vare ved. Men hun behøvede ikke et fremtidssyn for at vide at tiden lægede alle sår. I stedet for at tage sig af Tidus der på nuværende punkt stadig var i gang med at destruerer sig selv satte hun sig ned på knæ og løftede det tunge korps op fra jorden. Derpå gik hun mod grottens udgang.

”If you wanna be of any help, then you better call Henry,” sagde hun mens hun gik med Lonáns livløse krop i sin favn. ”And snap out of it,” Adannaya forsøgte ikke at lyde hård, men hun vidste også at hun ikke kunne lulle ham ud af denne situation. Han var nød til at høre det hele kort og kontant, intet andet ville hjælpe.

**Humør** : Trying to come back! **Antal indlæg** : 1137

Så snart Tidus hørte Lonans stemme, stoppede han med at skrige i frustration og sad nu bare stille. Han frygtede at hvis han bevægede sig, så ville stemmen forsvinde. Musklerne slappede fuldstændig af. Han følte mere ro i sin krop, hvor han derpå fjernede sine hænder fra sine kinder, lod dem falde ned langs hans krop. Som Lonans stemme forsvandt, pustede han ud og så nu ned på den døde krop under sig. I betragtningen af at Lonans stemme havde været så rolig, så så hans krop så forpint ud. Tidus adskilte sine læber. Hvordan kunne Lonan ikke hade ham? Hvorfor havde han sagt disse sidste beroligende ord... hvorfor...
Han kom tilbage til virkeligheden, som en stor smerte ramte hans kind og et ekko fra en lussing suste igennem grotten. Forskrækket, så de blå øjne nu op på ingen andre end Adannaya. Hun stod der, stolt som altid, men stadig med tårer i sine øjne.
Hendes ord, fik ham til at rejste sig op og ellers nikke kort og kontant. Han forstod ordene. Der var ikke tid til dette. Han var ikke opdraget til dette. Hvis hans far så ham, ville han have banket ham fuldstændig sammen, for at have vist så mange følelser i det hele taget.
Som hun sagde ordene burial, rystede han på hele kroppen og betragtede ellers Lonan, som hun samlede ham op. Hendes ord var som en summen bagerst i hans sind. Men han hørte hendes ord. Han forstod deres hårdhed. Der var ikke tid til dette... lige meget hvor ondt det hele så gjorde.
Uden hun skulle sige mere, ringede han til Henry. Og som var det magi, gik der ikke mere end fem minutter, før han var klar med bilen ude foran.
Med et løftet øjenbryn, så Henry på dem, som Adannaya kom med den døde Lonan i sine arme. Dog sagde han intet. Han var ikke den som skulle blande sig i deres sager.
Tidus ansigt var nu så tom. Tom som dagene inden han havde mødt Levi og hans mor... han sad nu bare og stirrede koldt frem for sig. Indeni gjorde alting så ondt. Men udenpå... Udenpå var han som af sten. Enkle gange så han hen på Adannya.
”We should inform the people who were close to him. That is the right thing to do... isn´t it?” spurgte han. Hans stemme var faldet til ro. Den var tør, men den var faldet til ro og havde sin seriøse mafia tone. ”Especially to inform them about the burial.”
Hans kinder var stadig tørre fra tårerene.

Gæst

Adannaya placerede let Lonáns krop på bagsædet af bilen og satte sig ind sammen med ham. Tidus kunne få forsædet sammen med Henry. Her sad hun med Lonáns hoved i sit skød og aede det som var det en mor der lullede sin søn i søvn. Selvom hun aldrig havde mødt ham havde hun i og for sig kendt ham i al den tid som Tidus havde. Hun havde følt samme smerte som Tidus havde da han slog ham ihjel. Hun begyndte at nynne en sang der lød så gammel og trist at alt omkring dem virkede ligegyldigt. I dette øjeblik nynnede hun blot denne gamle melodi, en melodi hun havde hørt for så mange år siden i sin barndom, der altid havde bragt hende ro. Som Tidus endelig begyndte at snakke nikkede hun blot som han nynnede.

”I have contacted them, but have understood,” mumlede Adannaya som hun nynnede melodien videre. Tænk at denne unge mand havde mistet sit liv allerede, men alle havde sin skæbne, og desværre var Lonáns slut i dag. ”They want his body home to Ireland,” sagde hun roligt som melodien sluttede. Derpå fulgte en ny melodi, lige så trist som den tidligere, men med toner i sig der havde håb i dem. Hendes fingre rettede på hans blonde hår som hun så ofte havde set det i hendes syn, og hun smilede lidt for sig selv. Det var utroligt hvor fredfyldt et ansigt havde når der ikke var flere muskler der reagerede. Selvom Lonán’s krop var død var Adannaya dog sikker på at han ikke var vred. Han virkede ikke som typen der ville bebrejde Tidus for noget, specielt ikke når denne forbandelse ikke havde noget med Tidus’ egen vilje at gøre. Kunne hun have gjort noget anderledes havde hun forsøgt, men det hele havde endt i dette, dog med hendes lig ved siden at Lonán’s, og en Tidus ude af stand til at fungere.

”Henry, would you mind stopping by this adress?” sagde Adannaya som hun rakte ham et papir. På papiret var en adresse til en bedemand, og det virkede som om hun havde det hele planlagt. Hun var altid et skridt foran, men med det vidste hun også at hun nemt kunne blive beskyldt for ikke at have hjulpet i denne situation. Dog håbede hun at Tidus var velovervejet nok til at vide at hun ville have gjort noget hvis det havde hjulpet.

**Humør** : Trying to come back! **Antal indlæg** : 1137

Tidus kiggede op i bakspejlet. Han betragtede Lonans ansigt. Igen beundrede han hvor fredfyldt det lå til at være. Ada´s nynnen gjorde hele sceneraiet mere trist. Lonan havde som sagt fortjent bedre. Meget bedre. Hans unge, smukke fredfyldt ansigt var så beroligende at se på. Hvilket var skræmmende for Tidus, når han tænkte på at han var skyld i, at Lonans hjerte ikke længere bankede. Tidus så frem for sig igen. Han lyttede til alt hvad Adannaya sagde.
Det var med en klump i halsen, at Tidus igen så op i bakspejlet, denne gang på Ada. Hun havde vidste at dette ville ske. Hun havde set det hele. Men, Tidus vidste bedre, end at gå hen og blive vred. Hvis hun kunne have stoppet Lonans død, så ville hun have gjort det, med andre ord. Det havde været umuligt at forhindre det. Skæbnen havde været døden.
Fuck skæbnen var et røvhul.
”Good,” var alt Tidus kunne få ud imellem sine læber.
Hans familie var kontaktet. Hans familie... Tidus lagde hænderne imod sine tindinger. Så mange tanker. Så mange ting der skete... så lille et hoved til at behandle det. Han bed sig hårdt i underlæben. Vent, kaldte han lige sin egen hjerne for lille? Han sukkede for sig selv. Det kunne være lige meget.
Henry stoppede på den ønskede adresse. Tidus så på bedemands butikken og rettede sig her op. Han så om på Ada. ”You want help?” Lige nu lod han hende føre, da det virkede til at hun havde mere styr på det end hvad han selv havde. Igen så han ned på Lonan og det fredfyldte ansigt.
Han kunne stadig høre Adas nynnen selv efter hun var stoppet. Den sidste havde haft håb. Her lyste hans øjne op og det var tydeligt, som han så på Ada. ”In this world... people can come back from the death? Is there a way we can get Lonan back?” stemmen havde fået en smule mere håb i sig.

Gæst

Da Henry holdte ind til siden takkede Adannaya ham. Hun vidste at han ofte gjorde alt uden en form for forventning om taknemmelighed, men i denne situation var han deres helt. Som Tidus spurgte om han skulle hjælpe nikkede hun let og trådte ud af bilen. Med hendes styrke løftede hun den spinkle fyr fra sædet og bad Tidus om at holde døren til butikken åben. Hun hørte udmærket godt hans spørgsmål, men det svar kunne hun komme med senere. Nu her var det et spørgsmål om at bringe Lonán’s lig sikkert hjem til hans familie. Da Adannaya havde fortalt hvad der var sket havde hun intet andet end gråd hørt fra den anden ende. Dog viste det sig at moren et sted langt ude i deres stamtræ var i familie med hende – dog på hendes fars side. Det gav Adannaya en underlig fornemmelse i munden som hun så på Lonán’s hoved dingle en smule som hun gik over til en kiste der var stillet klar. Det hele var som planlagt, og bedemanden stod stille i hjørnet – tydeligt en der ikke stillede spørgsmål.

”Tidus, I want us to go home to my place – there’s a lot I have to tell you,” sagde Adannaya i sin offentlige hårde tone. Når de var ude blandt andre snakkede hun anderledes – hun var hård og kold. Intet af det søskende kærlighed hun viste i privaten. Det var vel også hendes arbejde at skulle være hans højre hånd og dermed ikke vise sine følelser. Gennem årene havde hun hurtigt lært at skjule dem væk, men når døden stod for døren var det hårdere for hende. ”This gentleman needs the service I provided you in the envelope, sir,” sagde Adannaya der nu henvendte sig til bedemanden. Hun gik roligt over mod bedemanden der krøb en smule sammen af frygt for hvad hun kunne finde på men i stedet for at være truende sendte hun ham et høfligt smil.

”You will be payed handsomely when I receive notice of his arrival at home,” sagde hun og holdt en finger op truende. Hvis bedemanden ikke holdt sit løfte ville hun personligt se til at han ville bruge resten af sine dage i smerte. Derpå vendte hun sig mod Tidus og klappede ham på skulderen som for at signalere han skulle sige farvel til Lonán og hans lig nu. Når de kom tilbage til lejligheden ville de have rig mulighed for at få kigget på Tidus’ sår og få snakket det hele igennem. Derpå gik hun ud og satte sig i bilen og ventede på at den unge blonde fyr ville komme tilbage. Når Tidus ville sætte sig ind i bilen ville Adannaya give adressen til hendes lejlighed til Henry, og de ville ankomme til hendes lejlighed.

**Humør** : Trying to come back! **Antal indlæg** : 1137

Adas hårde tone gjorde Tidus klar over situationen. Alle de ting han ville have svar på, skulle besvares når de endnu engang var i privaten. Derfor sagde han ikke mere. Han lod det ligge og hjalp i stedet med at få Lonan ind til bedemanden. Heldigvis stillede bedemanden ingen spørgsmål. Det var han vel klog nok til at lade være med. De var trods alt ikke de folk han skulle fucke med lige nu. Som Lonan blev lagt i kisten, gik Tidus hen til ham, efter at have nikket og smilet svagt til Ada. Her ventede han med at sige noget, før Ada var gået ud og bedemanden lå til at lade dem være alene.
Med et ømt blik i sine blå øjne, så han ned på Lonan og lagde forsigtigt en hånd på hans hænder.
”I will revenge you... I promise... you death will not be in vain...” sagde han lavt og smilte ømt. ”Once again... I´m sorry Lonan....” Herpå lagde han Lonans arme på kors over hinanden og forlod ham der. Selvom der var mere fred i hans sind, så havde han det stadig forfærdeligt, men det var ikke noget man kunne se i de blå øjne.
Han satte sig ud i bilen. På hele turen sagde han ikke mere. Heller ikke da de kom til hendes lejlighed. Han steg bare ud og ventede på Ada gjorde det samme. Henry kørte væk fra dem. Som altid forsvandt han ligeså hurtigt som han var kommet.
Tidus gik op i Adas lejlighed. Her tog han med det samme sin telefon og skrev til Levi, at han havde noget vigtigt at fortælle ham og de var nød til at mødes i morgen.
Igen kunne han have fået et hjerteanfald. Bare tanken om at fortælle Levi, at han havde dræbt en af hans venner... ville han så overhovedet selv have noget at gøre med ham mere? Ville han miste Levi? Tidus knyttede sine næver og gik ellers hen for at tage noget af Adas whiskey.
Den næste gang skulle han nok få ramt på Dexter. Og han havde ikke i sinde om at stoppe før det lykkedes. Han tog hele whiskey slurken i en mundfuld og stillede ellers hårdt glasset fra sig.
”What were you going to tell me?” her så han om på Ada. Hans blik var stadig alvorligt og en smule koldt.

Gæst

Da de ankom til hendes lejlighed gik Adannaya op i stilhed, faktisk ventede hun til at Tidus selv var klar til at tale. Hun gik ind på sit værelse og fandt noget andet tøj til dem begge – hun følte ikke for at lugte af den grotte et sekund længere og skiftede hurtigt. Derpå smed hun vasketøjet i en kurv foran badeværelset og tog selv et glas whiskey. Man skulle tro det var en vane at de drog til alkohol når de havde haft en episode med den forbandede faldne engel, men her var de igen. Dog var denne gang værre, da der ikke længere var en i blandt dem. Hun studerede let hvordan Tidus fandt sin mobil frem, men valgte ikke at kommentere det. Derpå tog hun en slurk af den stærke alkohol. Som han begyndte at tale igen lyttede hun. Som var hun en anden person så hun på ham med en dybtfølt smerte i øjnene. Hun havde mistet i sit liv før, også folk til hendes egne hænder, så hun håbede at Tidus kunne finde en smule trøst i at han ikke var alene.

”Firstly, I want you to sit down, because this might come across as a lecture,” sagde Adannaya og tog endnu en slurk. Alkoholen brændte ned af hendes hals som hun overvejede hendes næste ord. Tidus havde spurgt om det var muligt at få Lonán tilbage, og der var vel altid en chance. Dog var den minimal, og kunne ofte være smertefuld for begge parter. ”If Lonán is seen as worthy, he can come back as an angel – the chances are slim to none, but that’s the reality of this world,” sagde Adannaya som hun så på de blå øjne. Hun kunne se smerten bag det blik, selvom han forsøgte at skjule det. Hun kendte ham alt for godt, så det var vel derfor han havde nægtet at afgive hende til Dexter. Selvom hun gladelig havde givet sit liv og sin frihed for at Lonán kunne live, kunne dette ikke blive en realitet. Hvem vidste hvad Umbrella kunne bruge Adannayas evner til, og hun havde ikke lyst til at spekulere mere på det.

”Now, that’s out of the way, I think I might have found something that could hel pus cure one of your curses,” sagde Adannaya forsigtigt. Hun ville ikke give ham for meget håb, men hun havde brugt så lang tid på disse studier at hun følte hun var nød til at fortælle ham om det. Følelsen af uvished ramte hende. Dette var en ting hun stadig havde et sløret syn om, så hun var usikker på fremgangsmetoden. ”Rayna’s a fairy, and a dark fairy none the less – I have my connections but guess who you’ve met,” sagde Adannaya med et skævt smil. Hun vidste ikke om Tidus ville opfange det, men hun hentydede til en bestemt person som han havde mødt da han holdt jul med Leviticus. Hun håbede lidt han ville fange den, men eftersom han var mere optaget af alkoholen valgte hun at sige det alligevel.

”Faith, that redhaired, greeneyed girl that is one of Leviticus’ family friends,” sagde Adannaya forklarende. Med de ord tog hun en mundfuld af den stærke alkohol og lænede sig let tilbage. Det var ikke en skudsikker plan – faktisk havde hun ikke turde kontakte feen i frygt at blive afvist. Hun tog roligt sit hår ud af hestehalen og kastede elastikken gennem rummet. ”She’s quite good for a fairy, but if you match her with Leviticus’ father, Haniel, they might just be able to solve your problem.”

**Humør** : Trying to come back! **Antal indlæg** : 1137

Tidus satte pris på at Ada forstod situtionen og egentlig ikke valgte at sige noget, før han snakkede til hende. Han skulle selv tage sig sammen. Sluge det hele og generelt forstå hvad der egentlig lige var sket. Han smilte over at hun selv tog alkohol metoden i brug.
Som hun sagde at han skulle sætte sig, gik han hen til sin sædvanlige plads i sofaen, men først efter at han havde hældt mere alkohol op. Snakken om at der var en mulighed for at Lonan kunne komme tilbage, var ikke hvad han havde håbet. Han havde håbet at de kunne gøre noget for at få ham igen, ikke noget med om han var værdig til at blive en af guds disciple. Eller, hvad man nu kunne kalde de såkaldte engle.
”I see... then... there is not much we can do, except hoping...” mumlede han og tog en ny tår af sin drik. Lonan burde da være værdig nok til at være en engel... burde han ikke... hvad var kriterierne for det? Han sukkede og lod hovedet falde bagover i sofaen. Fuck.
Nu kom der et andet tungt emne på bordet. Forbandelserne. Her satte han sig op og så nu alvorligt hen på hende. Trods alt vidste hun hvad hun snakkede om. Derfor lod han hende snakke ud. Helt ned til det helt sidste ord.
Faith... ja, han kunne godt huske hende. Hun havde været noget så genert. Men, han huskede hende godt. Han lyste her op og viftede rundt med glasset. ”I remember her... shy, but I do remember a red head.” Han tog en ny tår af whiskeyen. ”It is worth a shot... buuuut, How do we know if she wants to help?” Kort så han efter hvor elastikken hun skød ud i rummet landede. ”Haniel proberly wants too... after all he is a goof ball and a nice guy.” Han lænede sig tilbage i sofaen. ”You a genius like always Ada... what would I do without you?... I know... Be dead... in a dumpster, raped and left behind, somewhere.” Alkoholen var ved at stige ham til hovedet. Det var en blanding af træthed, alkohol og stadig klistret tåre der sad på kinderne. ”As soon we have contacted this Faith... then you will get a paid vacation... I promise...” her løftede han glasset i en skål.
Gud... der var så meget at forklare til hele Levis familie... oh... men der var ikke andet valg. Plus, Levi fortjente at vide, at en af hans venner for 10 år siden var død... igen... Tidus tog sig til hovedet. Måske han skulle tage en ferie... smutte på den næste færge ud af verden.
Her kluklo han og klappede sig på maven. ”Oh gooooood... this is not a laughing matter...!” han stillede glasset fra sig. Her smilte han til Ada. ”Where do you want to have a vacation?”

Gæst

Adannaya nikkede ved Tidus’ ord – det eneste var at vente og se. Dog ville de ikke få en besked omkring hvis Lonán faktisk blev engel – hvem ved, måske havde han ikke lyst til at opsøge dem igen. Adannaya valgte dog ikke at spekulere mere i dette, da det var en sag ude af hendes hænder. Dog var den næste del af samtalen noget hun kunne hjælpe og bidrage med. Hun kunne mærke sin krop være træt og udmattet, men hun lod ham snakke færdig. Det var en smule underholdende når han var fuld. Han snakkede i tydelige sætninger, men det var som om han svarede på hver af sine spørgsmål før hun selv fik chancen. Nok var hun klog, men hun var langt fra et geni. Hun havde dog taget kontakt til Haniel, men ikke rigtig gjort andet. Hun ville gribe dette emne en smule forsigtigt an. Nok var Faith en familie ven af Haniel, men hun var stadig datter af Rayna. Noget i Adannaya kunne ikke lade være med at dømme hende på forhånd, selvom hun forsøgte at set lyst på det.

”Yea, worth a shot – but maybe sleep would be best for now?” sagde Adannaya og tømte sit glas med whiskey i en hurtig mundfuld før hun rejste sig op. Hendes ben rystede en smule under hende men glasset fik hun placeret på bordet inden hun bevægede sig mod soveværelset. ”I will contact them when we get up, but now I am too tired to think of anything else than that bed,” mumlede hun og satte sig på senge kanten. Hendes lejlighed var lille nok til at man sagtens kunne have en samtale i soveværelset med en i stuen uden at råbe. Hun tog træt sit tøj af og lagde sig på sengen – venstre side, så der var plads til Tidus i højre, hvis han havde lyst. Ved lyden af en lovet ferie smilede hun let for sig selv som hun lå med halvt lukkede øjne.

”I want to go somewhere remote, maybe Hawaii,” sagde Adannaya og gabte. Hele hendes krop føltes som om den lige havde været ude og træne, men her lå hun og halvsov. Hun forsøgte at lytte til om Tidus kom i seng, men før hun vidste af det var hun døset hen og faldet i søvn. Hendes nat var utrolig rolig, og hun kunne ikke lade være med at føle sig lettet over ikke længere at have mareridt om Lonáns død. Derfor var hun som sædvanlig den første af de to hoveder til at stå op den næste morgen. Hun tog sig god tid til at kontakte Leviticus, dernæst Haniel og til sidst fik hun fat i Faith. Ikke at hun snakkede meget under deres samtale i mobilen, men det var nok til at Adannaya tolkede det som om hun ville hjælpe. Hun følte som om en sten var blevet løftet fra hendes skuldre som hun begyndte at rydde op efter gårsdagens drikkeri og hun smed deres beskidte tøj til vask.

**Humør** : Trying to come back! **Antal indlæg** : 1137

Søvn ville være det bedste lige nu. Han kunne ikke have været mere enig. Hendes ord var pludselig blevet en højere summen bagerst i hans sind. Han vidste virkelig ikke hvad det skyldes. Søvnmangel, uden tvivl. ”Once again... you are right.”
Han rejste sig fra sofaen og fulgte ellers med hende derind. I det han allerede bemærket at hun var ved at døse hen, smilte han svagt og skiftede ellers tøj. Det stank alt for meget af grotte... død... og kulde. I det hun nævnte hawaii, smilte han og kunne allerede fornemme duften af hav og følelsen af sol imod ens hud. Han forstod udmærket godt at det var der hun ville hen. Forsigtigt smed han sig ved siden af Adannaya og stirrede herpå op i loftet. Selv om søvnen var ved at æde ham op, så kunne han ikke helt få sig til at sove. Han blev ved med at høre Lonans sidste ord for sig, samt se hans ansigt og ellers stadig mærke hvordan kroppen havde kæmpet under ham. Her rystede han på hovedet og lukkede ellers øjnene i. Det lykkedes ham at falde i søvn. Han havde ikke de største mareridt, heldigvis. Dog føltes det kom som fem minutters søvn, før han vågnede op igen og så sig omkring. Som altid var Ada vågnet op før ham. Han gabte og svang benene udover sengen.
Her gik han ud i køkkenet for at snuppe noget vand. Var der mon mulighed for at det hele havde været en drøm og at han rent faktisk nu skulle på date med Lonan?
Han rystede på hovedet. Han måtte tage sig sammen. Det var sket... og han kunne ikke lave om på det. Sløset gik han rundt i det afslappede tøj og satte sig ved siden af Ada.
”Goodmorning, you look relieved... what´s up?” spurgte han roligt. ”You want me to make som breakfeast?” her rejste han sig igen fra sofaen og gik ud i køkkenet. ”Oh, and I have to go home again soon... Queen needs to get outside.”
Forhåbentlig havde han fortalt Ada om sin hund, så hun forstod hvad han mente.

Gæst

”I know I’m not supposed to look relieved, but this has been my first night without dreaming of Lonáns death,” sagde Adannaya og forsøgte stadig at ryste følelsen af sig. Hun havde slået mange folk ihjel, specielt efter hun havde valgt at blive en den af Technique mafiaen. Dog var det anderledes når hun havde disse blandede følelser i sig. Forsigtigt så hun på Tidus – hun frygtede en form for efter chok, dog var hun ikke sikker på om det ville komme nu eller når han var alene. Alligevel gik hun over og tog om Tidus, som for at beskytte ham fra omverdenen. I hendes favn ville der ikke ske noget med den unge fyr, og de skulle vriste hendes døde hænder af hende før de kunne komme gennem til ham. Hun stod lidt og holdt om ham mens hun var stille. Krammet havde de begge brug for ovenpå sådan en nat, men snart ville verden gå tilbage til deres sædvanlige rutine. Efter en rum tid slap hun den unge fyr og søgte de blå øjne for at give ham et smil.

”Faith, Haniel and I have agreed to give it a try,” sagde hun og hentydede til at fjerne en af hans forbandelser. Det kunne være farligt, men Adannaya var nød til at gøre noget. I denne situation kunne alle udnytte denne fyr så længe de kendte hans fulde navn. Den anden forbandelse håbede hun dog at han selv kunne få under kontrol, da den var så stærk at chancen for at fjerne den var minimal. ”But I want you to know that it’s gonna be painful, however, Leviticus has agreed to be there when we try,” sagde hun og håbede at hans bedste vens navn ville give ham en form for tryghed. Magi var en farlig ting i denne verden, og en mørk fe som Rayna var utrolig stærk. Dog var hun taknemmelig for at Tidus havde fået sig sådan nogle gode venner. Venner der agerede som den familie som Tidus og hende havde behov for. Før hun lod ham gå tog hun hans ansigt i sine hænder og så undersøgende på ham. Hun var glad for at se at de sår han havde lavet i går var gået i gang med at hele, og det tydede ikke på at der ville gå infektion i.

”Do you want me to fix your puppy face?” spurgte hun drillende som hun slap hans hoved og gik ud i køkkenet. Da han nævnte Queen smilede hun lidt for sig selv – det var nu godt at han havde en derhjemme der holdt af ham uanset hvad. ”Oh, and by the way, she has already peed on your carpet, right in the corner of the livingroom,” sagde hun med et grin. Det var underligt at grine så hurtigt efter at en af Tidus’ venner var død, men hun følte også et behov for at se ham smile.

**Humør** : Trying to come back! **Antal indlæg** : 1137

Det var første gang hun kunne sove uden mareridt. Mareridtet om Lonans død. Igen havde Tidus været så selvoptaget, at han ikke havde tænkt over hvilke forfærdelige syn hun måtte have set. Han følte for at undskylde, men igen... det vil intet nytte. Hvis han konstant undskyldte og sagde det hele var hans skyld, ville han være en irriterende attention hore. Hvilket han ikke måtte være. Ja, alt det her var hans skyld. Men tiden kunne ikke spoles tilbage. Han havde haft kidnappet Dexter og det havde konsekvenser. Livet var ikke nemt. Men, det var også for kort til at han bare skulle stå og klynke om medynk.
“I see... most have been nice with some sleep for once,” sagde han roligt.
Han havde egentlig ikke nået mere end at rejse sig, før han blev trukket ind i en varm omfavnelse. En omfavnelse han kunne smelte og gemme sig væk i. Ada ville altid kunne mærke hans uroligheder. Derfor var hendes kram som medicin for ham. Han lagde armene om hende, trak hende ind til og lod ellers hovedet hvile på hendes skulder. Tanken om at han garanteret også kunne have mistet hende, gjorde ham helt ilde til mode. Men det var altså det Dex havde ønsket. Hans mål havde været at få fat på Ada. Det var noget han aldrig ville lade ske.
Som hun trak ud af krammet, betragtede han hende, bare for at se om hun nu var helt okay. Hendes smil forsikrede ham om at hun var okay.
Haniel og Faith ville gerne hjælpe. Her lyste han op af glæde og nikkede kort og kontant. “Perfect!” Han glædede sig allerede til at få fjernet forbandelsen. Det måtte koste hvad det vil. Selvfølgelig ud over andre og hans eget liv.
Som hun forklarede, at det ville gøre forfærdeligt ondt, smilte han kækt. “I can handle it... I’m sure of it!”
Han havde ingen anelse om hvad han ville gå igennem, men en ting var sikkert. Det var det værd. Som hun sagde, at Levi også ville være der, nikkede han med et skævt smil. Det hele skulle nok gå. Hvis forbandelsen kunne fjernes, ville han ikke skade nogle længere.
Kommentaren om Ada skulle fikse hans hvalpe ansigt, fik ham til at række tunge af hende, men ellers grine. “Haha, no thanks... it is a minor injury... don’t waste your magic on that.”
Faktummet af at hun også havde taget hans ansigt i hendes hænder, fik ham til at rykke sig frem og kysse hendes næse.
Herefter trådte han væk med en kærlig latter.
Lonan havde stadig en chance for at komme tilbage og det var det der gav et smil på læben. Det og at Ada sagde Queen havde tisset på gulvet... selvfølgelig havde hun det.
“God damnit!” Var alt han klukkende kunne sige, imens han så med et smil hen på Ada.

// afsluttet

Gæst

Adannaya kunne ikke lade være med at smile over det kys han placerede på hendes næse og skubbede ham drilsk væk. Det var stadig utroligt hvor meget den unge fyr havde ændret sig, og hun var glad for at se denne ændring. Selvom han havde haft en svær nat var han stadig klar til at få hende til at grine. Skæbnen var en forunderlig ting, men hun var nu taknemmelig for at have mødt Tidus – også selvom det betød at hun faktisk arbejdede for ham. Til tider kunne det arbejde være hårdt, men hun vidste også at hun var nød til at gøre hvad der var behov for. Tidus var stadig så ung, og alt han havde haft så travlt med var ikke så vigtigt i det store billede. Hans seksualitet holdt han stadig skjult overfor hans familie, men Adannaya kunne han ingen hemmeligheder holde fra. Dog frygtede hun den dag hvor Tidus fandt den person han ville dele resten af sit liv med. Om han ville forlade mafiaen og få et normalt liv vidste hun ikke – den beslutning lå så langt fremme at selv hun ikke kunne forudsige det. Dog havde hun håb i sjælen som hun sagde farvel til Tidus.

”Aya, you are getting soft,” mumlede hun til sig selv som Tidus var gået. Hun holdt så meget af den unge fyr at det til tider kunne gøre ondt. Dog var denne følelse at foretrække frem for den kolde fornemmelse hun havde omkring Tidus’ far. Hun skulle ofte ringe sammen med ham og fortælle om tingene og hvad hans søn foretog sig. Dog var hun god til at forholde sig diplomatisk og rolig i disse situationer. Udadtil ville man ikke kunne se at en så sten hård kvinde som hende havde et så varmt og stort hjerte. Dog vidste hun også at hvad end fremtiden måtte bringe, håbede hun at den unge fyr ville finde et sted i denne verden han kunne leve uden at føle sig i skyggen af sin far. Adannaya smilede lidt for sig selv og kørte et par fingre gennem hendes mørke krøllede hår. Hun trængte til et bad, og gik derpå ud på badeværelset. Derpå ville hun gå i gang med at planlægge hver mindste detalje af deres forsøg på at fjerne hans forbandelse. Dernæst ville han aftale en tid med Haniel der passede hans arbejdskalender.

//Emne slut//

» First rule about death club. Don't talk about death club - Elian
» Sudden Death(Cw)
» Death and snakes
» Children of Death
» Before I bleed to death - Ivo