What all the people said - Jason

S: Hendes hjem
T: Eftermiddag
O: Der er ikke just ryddet op, tydeligt at folk er kommet og gået imens hun har været væk.
V: Støvregn udenfor
P: Link + uden pilene
Emne til: @Jason <3

---

Det var flere måneder siden hun sidst havde været her, flere måneder hun havde levet et andet liv. Et mere simpelt liv. Det var svært at komme tilbage, sværere end hun ville lade sig indrømme. At komme tilbage til så meget magt, så meget ansvar og respekt der skulle vedlige holdes. Hun sank en klump som hun kom indenfor døren til sit hjem, et hjem der pludselig føltes så tomt. Der var ødelagte ting på gulvene, malerier der var faldet ned fra væggene. Det var tydeligt at se, at folk havde været her uden tilladelse. Mon hende besværgelse havde været faldet da hun forlod stedet? I hvert fald var den tilbage nu, ikke flere fremmede i hendes hjem. Rebekah tog hætten af som hun var kommet ind, og afslørrede de flammerøde lokker. Der var lettere mørkt i forhallen, men med et knibs med fingerne og diverse lys var tændt igen. Rebekah havde sin daggert på sig for første gang i flere hundrede år, og magten.. magien skreg for at blive brugt. Men det var ikke hvad der var vigtigst lige nu. Smerten ved at have blive 'udslettet' eller nærmere slettet fra jordens overflade, udvist fra at genopstå her - havde været ubeskrivelig. Den værste smerte hun havde oplevet siden hun kom til jorden første gang.
"Gosh.. what a mess," mumlede hun for sig selv og med et par hurtige bevægelser lignede stedet snart sig selv igen. Hun bevægede sig længere ind i det store hus, for at se en genkendelig skikkelse, "Jason?" hviskede hun næsten åndeløst. Rebekah lignede mere eller mindre sig selv, overvældet var hun - men hun lignede sig selv.

Alt var mørkt for Jason, efter hun døde kunne han ikke kontrollere sig selv, han blev vred, han blev mere blodtørstig end nogensinde. Han var ikke sig selv længere, men det var lige meget, for hun var der ikke, så hvem skulle han kontrollere sig selv for? Jason var endt i et sort hul, det var som at være tilbage til underverden, før Rebekah havde fået ham tilbage.
Han vidste han burde gøre det samme for hende, lede efter hende, men han havde ingen der kunne hjælpe ham. Stephen var nærmest lige så nede i hullet som ham og Stephen var den eneste heks som han vidste var stærk nok til at få hende tilbage.
Han vidste ikke hvad han skulle gøre, han havde brugt sine dage på at sidde i det mørklagte hus, eller være ude og jage. Han lagde ikke meget mærke til hans børn, selvom de havde været der.
Det varede i måneder og han sad stadig i den samme sofa som han plejede, han kiggede bare ud i luften, med størknet blod omkring sin mund.
Jason kiggede dog op da han kunne høre nogen og det pludselig blev lyst? Hvem var her, han snusede ind og fik Rebekah's duft. Hvordan? Hvem? Pludselig lignede huset sig selv igen, alt var rendt og pænt?
Han kiggede op da han hørte en stemme, hans blik sortnede og han for op da hans navn pludselig blev sagt og med vampyr fart stod han foran personen og havde tvunget hende op imod væggen og hvæsede.
Hans øjne blev dog store da han lige pludselig fik øje på hvem det var der stod foran ham. Det var uvirkeligt. Det kunne ikke være andet end en drøm. Hvordan kunne hun stå foran ham, hun var død, borte, hun kunne ikke komme tilbage, det var hvad Archie havde sagt, før Jason gik amok.
Hans øjne gik tilbage til hans normale farve og begyndte at flyde over med tåre, som han bare kiggede på hende, var bange for at tage blikket væk.
Please tell me you are here, I need you, I'm so lost without you hans stemme knækkede som han prøvede at tale, det var svært, når han så hende foran sig. Det måtte være virkeligt, han kunne føle hendes varme, han kunne røre hende.

Hun så ham i øjnene kort. I den tid det tog, de få sekunder før han havde fået hende op af muren - havde hun set hvordan hans blik sortnede. Der var sket mange ting efter hun var forsvundet, både for folk her og for Rebekah selv. Det havde været rart.. ikke at være Rebekah Sinclair for en tid. Men hvad der havde været forfærdelig var ikke at huske noget før hun havde mødt Clarissa og Stephen igen. Normalt ved alle andre, ville hun have brugt magi til sin fordel til at få vedkommende væk fra sig. Men hun lod Jason tæt på, lod ham se hende i øjnene. Håbe på at han kunne tilgive hende for at have været væk. Dengang tårerne begyndte at fylde hans øjne, kunne hun mærke sparket som det ramte hende direkte i hjertet, og satte hendes egen tårekanaler igang. Hun snøftede kort og tog en dyb indånding før hun lod sine hænder holde om hans ansigt.
"Hey, I'm here okay. I'm here. And I'm not going anywhere," kom det fra hende uden at tage øjnene fra ham et øjeblik. "Not now, not ever," tilføjede hun bekræftende. Rebekah tog en dyb indånding som hun mærkede tårerne triller henover hendes kinder stille. Det havde været en forfærdelig død, fået sin sjæl flået fra denne verden, tvunget til at genopstå på ny. Wonderland var så ren, så fyldt med positiv energi takket være hendes niece Mary - og det var der Rebekah også havde fundet ud af, at hendes mor var i live. Og var her. Endnu en person hun skulle genforenes med på en eller anden måde.
"I'm sorry that you have to go through that," kom det fra hende senere. Det var ikke typisk Rebekah at sætte andres følelser højere, men det var typisk hende ikke at tale om sin egen smerte.