Walking in a winter wonderland - Jason

Det var ikke ligefrem fordi, at hun havde været her i lang tid. 215 år siden var det for at være præcis, efter hun havde mistet sin far - så havde Ana slet ikke været den samme person, og at se de andre i sin familie havde ikke hjulpet. Hun havde altid været fars pige, og hun elskede ham så meget. Der var sket mange ting på den rejse hun havde gennemgået, tabet af den kvinde hun egentlig havde håbet hun skulle tilbringe sit liv med. Valgt til side. Had man modtog med den race hun egentlig var. Nu stod hun her, i Moonlight Falls, i juletiden. Let vippede hun hovedet på skrå som hun så på de hyggelige julelys rundt omkring. Let vippede hun frem og tilbage fra tå til hæl, imens armene var bag ryggen med hænderne foldet. Let nynnede hun ganske stille for sig selv, hun havde ikke i sinde lige nu at opsøge sin familie. For at se dem i øjene igen efter hun egentlgi var smuttet, ville være mere end hun mentalt kunne håndtere - hun frygtede vrede og den tanke kunne hun inderst inde i klare.

Noget på den anden side af vejen fangede hendes opmærksomhed. Hun fik fjernet fokus fra de fine lys og over på en skikkelse. Hun stod og stirrede på den i noget tid, før det faktisk gik op for hende hvem det lignede. Det kunne ikke passe? Anastasia stod kort og glemte helt at trække vejret. Kort tid efter fandt hun sig selv på vej der over, for at stå overfor manden som lignede hendes far. Hun så mistænkelig på ham kort.
"You better have a very good present for me, if this is some kind of trick?" Startede hun ud og trådte en anelse tættere på. "Because I'm veeeeeeeeeeeery good at tricks.. and I don't like this trick.. if it is a trick. So please tell me if it is or isn't. It isn't.. oh dear.. this is amazing! a true Christmas miracle!" - "wait.. goes this mean that Santa really exists?" Spurgte hun kort efter sig selv. Hendes mentale tilstand var ikke ligefrem hvad den havde været. Anastasia var klædt et par uld strømpebukser med et par short over, og en sort/rød alt for stor skjorte på overkroppen. Men hun smilede til sin far og svang efterfølgende armene omkring ham.
"I have missed you so much."

//@Jason lavede den igen! be prod of me! <3

Denne verden var en stor omvæltning. Der var meget han skulle vende sig til. Efter at havde været død i så mange år, og så komme tilbage til dette år. Han havde meget han skulle forstå, som denne teknologi. Computere, mobiler. De nye historier der var, hvad der var sket rundt omkring i verden. Det var meget, og samtidig prøvede han at opsøge alle de personer han havde kendt før. Sine børn, sine venner. Han havde selvfølgelig tilbragt meget tid sammen med Rebekah, hun havde fået ham ud af helvede, af underverden, og han havde savnet hende så meget.
Der kom også andre problemer ved at komme til live. Han vidste noget havde fulgt med ham op til overfladen. Han kunne mærke energien i hans krop, hver gang han lagde sig til at sove. Det var som om noget tog over. Han havde ikke sagt noget til Rebekah, han ville ikke gøre hende nervøs, hun havde reddet ham, hun skulle ikke tænke mere over det, selvom det nok var en dårlig ide, hun var sikkert den eneste der kunne hjælpe ham, hun var den første heks nogensinde, hun var den mægtigste i magi, som han kendte.
Han blev revet ud af sine tanker, da en person stod foran ham. Der gik nogle sekunder, før han egentlig så hvem det var og han fik store øjne. Ana... Anastasia! Rebekah og hans datter. Han stod og så lidt måbende på hende, mens hun talte. Dette var intet trick, dette var virkelighed og hun stod foran ham. Han havde ledt efter alle han havde kendt fra den gang, og her stod hun. Et stort smil plantede sig på hans læber og han kunne ikke lade være med at grine lidt af det hun sagde. Nej, julemanden fandtes ikke, men hendes mor gjorde!
Han gispede let, da hun omfavnede ham. Uden at tøve omfavnede han hende i et kæmpe kram og knugede hende ind til sig. Han ville ikke give slip på hende, på ingen måde ville han give slip på hende igen.
Han havde holdt så meget af hende den gang, hun havde nærmest fået alt hans opmærksomhed dengang, indtil han døde. Nu stod han her og hun var... så voksen. Ana... I missed you so much too, you have grown so much sagde han og slap hende så, så han kunne få lov til at kigge på sin skønne datter.

(I am very proud <3)

Det var mærkeligt at mærke hans arme omkring hende igen, i det hele taget nogles arme omkring sig. Den følelse af at nogle havde savnet hende, elsket hende - var ikke en hun ligefrem havde modtaget imens hun havde været væk hjemmefra - og hun havde savnet den så grufuldt. Ana havde næsten glemt tiden allerede som de faktisk bare stod der og holdt om hinanden, genforenet. Archie og Ana havde altid sloges lidt om deres fars opmærksomhed, mest fordi Archie på nogle punkter havde mere tilfælles med deres far end Ana havde. Archie var trods alt det eneste barn - så vidt hun vidste - som ikke var født heks men en anden race - jo ganske vidst var Ana en blanding af begge - men Archie havde altid været fuldblodsvampyr. Hun lyttede til sin fars og vippede hovedet let på skrå.
"Well, you sure look like yourself, ish," svarede hun med et kækt lille smil. "A little cursed, what happened?" Spurgte hun lidt efter rettere nysgerrig. Anastasia havde haft som sagt sine ture med tricks og andre former for forbandede ting - hun kunne genkende en forbandet person når hun så en - ikke som i direkte forhekset men bare når folk ikke ligefrem så deres evner som en gave men en forbandelse.
"Well I mean I know where you were.. like every other story in this world.. before people started believing in all this crap.. just more like.. why are you hiding.. its a silly thing. Masks.. masks.. they aren't keeping anything safe really.." fortalte hunbare løs, som om alt var helt normalt. Desuden vidste hun hvor han havde været, i Underverdenen - det var der alle kom hen når de havde uafsluttede forretninger at gøre bod for. 215 år der måtte sætte sine spor og specielt når man så faktisk kom tilbage til landet med de levende.
"You can tell me, we are all mad here.. no need to be wearing masks just because everyone else is doing so," fortalte hun så og trak let på begge skuldre.

Ana var så hurtig til at opfange at der var noget galt, som altid. Man kunne vel heller ikke gemme noget for hende, kunne man. Han vidste ikke helt om han havde lyst til at fortælle hende hvad der var galt. Han ville ikke gøre hende bekymret, han havde trodsalt en dæmon i sig, det var ikke bare noget man gik rundt og sagde, det var farligt og han prøvede at holde styr på den, men det blev sværrer og sværre, han måtte bare snakke med Rebekah om det, hun vidste sikkert en eller anden besværgelse, der kunne få det ud af ham! Det var han næsten sikker på, hun var den mægtigste heks i hele verden, syntes han i hvert fald! Han sukkede og rystede på hovedet af hende, med et overbærende smil. Hun skulle ikke have det afvide, hun skulle ikke bekymre sig om sin far, de var først lige blevet genforenet, det var ikke rigtigt at han bare med det samme droppede en bombe oven på hende altså!
Han ruskede lidt i hendes hård, som han havde gjort da hun var lille, han havde lidt glemt at hun ikke var så lille mere. Nothing to worry about Ana, I'm fine, I'm alive forsikrede han hende om og krammede hende ind til sig selv igen, før han gav lidt slip.
Måske skulle de tage på en café, en restaurant, så de kunne få talt, han havde ikke fået talt med hende i over 200 år for pokker! Der var sikkert sket en masse ting, som han skulle have afvide, som hvor gik hun i skole nu? Hvad gik hun rundt og lavede? Havde hun en kæreste, som han skulle dræbe?
Hmm.. Do you know where there is a place we can sit and talk? spurgte han hende med et stort smil.
Det var tid til at være far igen, efter så mange år. Og han kunne ikke være mere spændt.