I told you, I will always find you - Jason

S: The underworld
T: Det morgen i underverdenen
O: Beskrives
V: Neutralt
P: Beskrives
Emne til: @Jason <3

---

Det var ikke fordi, at hun ikke havde prøvet i flere hundrede år på det. Faktisk havde hun haft flere rejser til underverdenen for at få det til at lykkes - men i sidste ende var hun vel ved at miste håbet om at få ham tilbage. Rebekah havde været glad igen, men det samme skete hver eneste gang en af hendes nye mager døde - hun døde kort og hendes sjæl kom til underverdenen inden hun blev suget tilbage til livet igen. Død og at miste var efterhånden noget hun kendte så godt, og alligevel var der ingen som Jason. Denne gang var hun ikke i underverdenen fordi hun var død, hun var her fordi hun endelig havde samlet nok kræfter og ting hun havde brug for. Så da hun havde fået åbnet portalen til underverdenen, gik turen på at finde Jason inden Hades fandt hende. Simpelt var han en af dem hun ikke kunne holde  sig oppe imod forevigt. Rebekah var en af de stærkeste personer i verden, men en gud - var ikke ligefrem en hun kunne bekæmpe i sidste ende. Hun var klædt i et par sorte bukser og en rød lettere løs bluse. Det røde hår hang løst henover hendes skuldre, og fulgte hver eneste bevægelse hendes hoved lavede. Blikket var målrettet, for Rebekah havde også fjender her. Mange endda. Et liv som den første heks kom ikke som en helt, selvom hun gerne mente hun gjorde alt for det bedre.
"Jason," Udbrød hun med et stort smil på læben da hun så ham igen. Rebekah løb over imod ham og svang armene dirke omkring ham i et tæt kram.

Jason kunne ikke sige hvor lang tid han havde været i underverden. Det føltes som måneder, måske endda år. Han så intet sollys, der var ingen ure, så han kunne ikke holde øje med tiden og sige hvor lang tid der var gået. Det eneste han kunne fortælle var hvor mange timer de havde brugt på at torturer ham, der hvor han var. Hver evig eneste dag, de holdt ikke pause, de var nådesløse. Hvad havde han gjort for at fortjene dette? Well... det var måske et dumt spørgsmål der kom fra ham, han var trodsalt en pureblood vampyr, samtidig med at han godt kunne lide at bryde regler, måske var dette hvad han havde fortjent, efter så mange år han havde brugt på at dræbe og gøre livet surt for dem han kom tæt på, med sin dårlige opførsel.
Lige nu var Jason efterladt i en celle, efter han havde været gennem endnu en gang tortur, denne gang besatte en dæmon ham, for at have kontrol over ham og være sikker på at den kunne få det igen, for at kunne kontrollere ham. Den havde dog efterladt hans krop igen, heldigvis, men det havde været en smerte som han ikke før havde følt. Cellen han sad i var ikke en normal celle, den var ikke låst, så han ikke kunne komme ud. Det kunne han. Det virkede nok mærkeligt, men det var virkelig en form for hån... Som at sige at man ingen steder havde at gå hen alligevel, man var fanget der for evigt og man kunne ikke gøre noget ved det.
Jason sad i sin celle, krøllet sammen, han sad i fosterstilling, mens han mumlede forskellige ord til sig selv. Hvad tortur dog kunne gøre mod en. Han havde dog brug for nogen at tale med, da de ikke fik lov til at tale med hinanden, så han talte med sig selv, selvom det gjorde at han lignede en der var sindssyg, så holdt det ham også væk fra at blive det, samtidigt.
Det gav et sæt i Jason, da han hørte sit navn. Men det var ikke fra en stemme han havde hørt fra underverden før. Han havde dog hørt stemmen før, men det var før han kom derned.
Han kiggede op og til sin overraskelse så han Rebekah, komme løbende hen mod ham.
Han rejste sig op fra hvor han sad, inden hun kom hen og krammede sig ind til ham.
Han kiggede ned på hende, han kunne ikke tro sine egne øjne, men alligevel var det ikke helt overraskende, han kendte Rebekah, vidste hvordan hun kunne være, vidste at hun var en heks. Han smilede stort og krammede hende tæt ind til sig. Rebekah, I missed you so much, how the hell did you get down here? spurgte han nysgerrigt og løsnede sit greb om hende en smule, så han kunne holde øjenkontakt med hende.

Hvor ville hun ønske at han havde føltes mere i live end han gjorde lige nu. Dog vidste hun at tiden endelig var kommet til at vende op og ned på naturens love. Ikke at det ville komme uden bagslag, al magi kom med sin egen pris og Rebekah var villig til at betale den. Alligevel glemte hun allerede den del da hun hørte hans stemme igen. Spørgsmålet fik hende til at fnyse lidt.
Like i always say.. i will always find You, svarede hun med et svagt skævt smil. Så kiggede hun sig kort tilbage, og hurtigt over på Jason igen.
We dont have a lot of time. We need to do this now, fortalte hun hurtigt og åndede let ud. Hun tog sin taske frem og rodede rundt med sin hånd efter noget. Hun tog en lille æske frem. I got a little help from Josette, but it should work perfectly, fortalte hun og åbnede æsken. Der lå et bankende hjerte i. En enkelt gang var det lykkedes Rebekah at forhekse et hjerte før, dette var dog en anderledes besværgelse. Meget mørk magi og derfor havde hun haft brug for sin datters ekspertise i hjerter. I dont have time to argue this.. so, fortalte hun før hun med sin forheksede hånd greb om hjertet og skød det igennem hans brystkasse. Hjertet var rent. Hun havde brugt år på at finde det perfekte hjerte og rense det så Jason kunne komme tilbage. Derudover den perfekte besværgelse som faktisk kunne få ham med tilbage. Hvilket var gået udover en elev på skolen hun ikke brød sig om, og havde fortalt vedkommende at de skulle se noget spændende. Stakkels pige barn skulle leve her resten af sine dage.. ikke at Jason behøvede at vide den del.
Lyden af nogle der kom nærmere nok nærmere Hades eller hans Helvedshunde, fik Rebekah til at tænke hurtigere - hvilket ikke ligefrem var svært. Hun var van til sådanne situationer og derved også gjort sig selv den tjeneste at lærer besværgelsen udenad. Derved sagde hun den og et skud af varme strømmede ud fra hende, som hun greb fat i Jason. En form for kraftfuld vind ramte dem og sendte dem i luften. Lyset om dem var alt for skarp til de kunne se noget og Rebekah var tvunget til at klemme sine øjne hårdt sammen, og gav ikke slip på Jason en eneste gang. Så snart lyset dæmpede, kunne hun åbne øjnene igen.
De var tilbage i Moonlight Falls, i Rebekahs palæ.
It worked udbrød hun glad og smilede stort da hun faktisk havde fået Jason bragt tilbage til livet. Der var gået alt for mange år, alt for lang tid!

Et stort smil bredte sig på hans læber, da han hørte hvad hun sagde. Hun havde sagt det hele tiden, men han havde dog sine tvivler om det, siden at han var havnet i underverden og stadig var død. Det var ikke ligefrem hver dag, at folk kom ned og hentede folk tilbage fra de døde, but then, Rebekah var den første fuldblodsheks, han burde havde set det komme, hun var så stærk, hun kunne nærmest alt og sikkert mere til, som han ikke vidste noget om.
Gad vide hvor lang tid han havde været død, dette kunne vel ikke bare gøres på få måneder, hun havde sikkert haft gang i dette i flere år? Hvor meget havde han lige gået glip af?
Han begyndte at blive ret forvirret, da hun pludselig begyndte at rode i sin taske og sagde at de skulle skynde sig. Hun havde fået hjælp af Josette? Det havde bare at virke. Han ville være levende igen, han ville kunne se solen igen. Verden vil nok havde ændret sig, men det måtte Rebekah hjælpe ham med. Han var så spændt på at føle sig levende igen.
Han rynkede sine bryn kort, da han så et hjerte i en boks, et hjerte han skulle have ind i sig, hvordan det?
Han blev mere eller mindre panisk, da hun bare hamrede hjertet gennem hans bryst. Det var en smerte som han ikke kunne beskrive, men da hun trak sin hånd tilbage, var det overstået med det samme og han kunne høre hjertet slå. Han følte sig levende igen, blodet som pumpede gennem hans åre, hans kolde krop, blev varm igen.
Han kunne høre nogen komme nærmere og han var ikke den eneste der havde hørt det, fordi pludselig var der et lys omkring dem, som kom fra Rebekah. Jason valgte ikke at gøre noget, han ville ikke komme i vejen og ødelægge noget, som kunne bringe dem i fare og spærre dem inde i underverden, så han lod Rebekah gøre hvad hun skulle og holdt godt fast i hende, da hun holdt fast i ham.
Lyset omkring dem var så skarpt, at det faktisk var ubehageligt at have øjne åbne, så han lukkede dem ligesom Rebekah gjorde. Han var nervøs, det var han ikke bange for at indrømme, han kendte Rebekah, han vidste at hun var god, men han havde ikke den største tiltro til magi, han var altid bange for at noget ville gå galt.
Men da han åbnede øjne igen og hørte Rebekah stemme, sige at de havde gjort det, kiggede han sig om. Han var tilbage, han var tilbage i verden, han kunne se lyset omkring dem, det var så skarpt, efter at havde tilbringet så lang tid i underverden, så han måtte lige vende sig til det.
Han begyndte langsomt at bevæge sig omkring, han kiggede på de forskellige ting omkring sig, men vendte så sit blik mod Rebekah.
You did it, you brought me back! sagde han glad og løb hen og krammede hende ind til sig. Han ville aldrig slippe hende igen, han var bange for ikke at kunne få lov til at føle den varme hun sendte igennem ham, som hun kun kunne.
How did you... how long have i been dead, what year is it? han havde så mange spørgsmål, han vidste ikke hvad han skulle spørge om først, så han skød bare løs, mens han stadig holdt hende ind til sig.

Rebekah smilede større end hun havde gjort længe, selvfølgelig var der små ting her i livet - og hun havde også haft et liv ved siden af - som heks var man nød til at finde sin mage og det var en evig forbandelse hun havde haft når de så var døde. At komme sig og finde den næste, hvor alle andre normalt ville dø med dem.
"Did you ever really doubt me?" Spurgte hun lidt drillende men glad. Rebekah ville forstå hvis han havde, der var gået lang tid -hun havde brugt længe på at lave den første del af besværgelsen og samle magien. Han krammede hende indtil sig, og hun svang uden tøven armene omkring ham. Det var fantastisk at føle hans hud imod hendes igen, og hun lukkede øjnene for at suge alt til sig.
"How I did it, is not important, the only thing that matters is you are here," smilede hun til ham. Der var brugt meget mørk magi, og det skulle man være dum for ikke at vide. Men hvilken form for mørk magi og hvad var prinsen hunvidste hun ville betale på et eller andet tidspunkt. "You have been gone for a small 215 years. Its 2017 now, we are in november," tilføjede hun og skar en kort grimasse. Det havde taget længere tid end regnet med, men hun havde aldrig givet op på ham.
"I never gave up on you, and I never stopped loving you," pointerede hun med et bredt smil på læberne. Vent til hun fik informeret Archie om at han skulle komme hjem, det kunne kun blive godt - selv Dove kunne vel ikke andet end at blive glad. Archie og Dove var dem af Rebekahs børn hun var tættest med stadigvæk. Der var andre også, men de to havde hun tættest på hånden. "Archie will be so happy when he gets the news, I will let it be a surprise and simply just ask him to come home," fortalte hun så hvorefter hun plantede et kys på Jasons læber. Mødet med hans løber føltes som de mest fantastiske små stød, og hun sukkede af følelsen. Hun havde savnet det, hvor havde hun savnet det.


//my feels!!!

//Ha. Jeg vælger at oute så du kan fokusere på at redde min Bekah.. kom igang! xD <3
Out