No stranger to the dark - Stephen & Jason -

S: En mørk grotte dybt dybt inde i skoven
T: Aften, nær midnat
O: Beskrives
V: Udenfor er det let regn, koldt.
P: tøj fra profilbilled, mere eller mindre ødelagt.
Emne til: @Stephen & @Jason <3 <3

---

Det var mere eller mindre et mysterium, hvordan hun overhovedet var havnet her. Faktisk alligevel ikke, hendes konfrontation med Regina havde fået hende sendt hertil - og Rebekah vidste ærligtalt ikke hvor hun var. I mørket havde noget angrebet før Rebekah havde nået at gøre noget som helst - og hun kunne heller intet hører udover lyden fra bæstet. Mærke hvordan hun blev snoet ind i et klistret bånd, der holdt hendes krop tæt sammen. Mørket ødelagde hendes evne til at bruge sin magi. Hun mærkede den slimede fange arm der greb omkring hendes hoved, og hvordan noget pludselig sad fast som en sugekop over hendes øje. Det var ikke før der, at hun frøs fast, og kunne mærke minderne fra sin fortid der begyndte at blive revet ned fra hylderne. Minder fra en fortid meget få faktisk havde kendskab til. Stephen kendte meget af den, men langtfra det værste. Lilith og Ylva kendte mere end mange andre, for de havde levet den sammen med hende. Men der var også ting som Rebekah ikke sagde, og det var netop de ting som blev kastet ned oven i hendes hoved. Pinsler som stadigvæk ville hjemsøge hende i sine dybeste drømme. Rebekah var stærkere mentalt end mange var, mest af alt på grund af de ting hun havde overlevet. Alligevel kunne disse minder alle sammen på en og samme tid, sagtens få hendes læber til at skælve. Hun kunne mærke på sin krop at der var gået flere dage, for hun holdt sig vågen. Lige meget hvor meget energi bæstet tog fra hende, så ville hun ikke lade det vinde. Hun vidste at hvis hun lukkede øjnene, så ville bæstet vinde denne runde. Rebekah ville genopstå til den samme tortur, og det nægtede hun at udsætte sig selv for. Men smerten fik hendes hjerte til at slå et par ekstra slag hurtigt, og måske håbede hun i bundo g grund at Stephen kunne mærke der var noget galt - de to var trods alt bundet sammen på en anden måde end hun var men nogen andre.

Grotten hvor hun befandt sig var gemt dybt inde i den mørkere del af skoven. Tæt op af Moonlight Falls, men alligevel i skyggerne. Ikke engang de mørkeste skabninger brød sig om at være der. Grotten allerede ved indgangen afslørede rester af væsner som havde prøvet at undslippe, og des længere man kom ind til bæstets hule - ville man finde spindelvæv og i nogle af dem endda tegn på Rebekah ikke var dens første bytte. Bæstet sugede alt håb ud af folk, og lod dem rådne op bagefter. Der var mørkt derinde, og intet lys havde mulighed for at trænge igennem.

"Hey! Jason get up, I think I've found her.." kaldte han til manden der lige nu så mere død end levende ud, well.. He was.. But still.. Som han sad i lænestolen og så ret så fortabt ud. "Let's go!" kaldte han og gav Jason et let klap på skulderen, efter han selv havde rejst sig op fra sofaen og allerede var på vej mod døren. De havde brugt hele dagen og hele aften på at lokalisere Rebekah, lige siden at Jason havde fortalt ham at der var noget galt, at han ikke kunne finde hende, havde de selvfølgelig ledt efter hende.
"No, shut up I've got this!" råbte han bare som han hørte Jason sige et eller andet bag sig, Stephen var ikke lige den bedste til at samarbejde, men.. Hvis han skulle klare hvad fanden det nu var Rebekah havde fået rodet sig selv ud i den her gang, så var det måske meget godt at have backup med.. Sammen var de stærkere, ik? Hvis altså Jason kunne følge med!
Stephen ledte dem genne huset til de stoppede op der hvor han vidste portalen stod åben for dem, han tog fat i kraven på Jason og slæbte ham med igennem..
Og så var der pludselig mørkt, og meget stille, hvor var de? Han slap Jason igen og drejede langsomt rundt om sig selv, som en rødlig gnist af magi flimrede i mørket, for at blive til et svagt lyst, der lyste deres omgivelser op. "The woods? What the hell is she doing here??" sagde han stille, både irriteret og vred, men frygten var også begyndt at formane sig i ham.. Hvis der var nogen som helst.. Der havde gjort noget ved hans søster.. Så... Skulle de nok komme til at fortryde det, ingen tvivl der.
Han fik sig vendt om til han fik øje på grotten og mærkede et sug i kroppen.. Well.. "Hmm, Guess we're going in.. She's in there somewhere.. Wanna go first?" sagde han stille og skævede til Jason.

Rebekah var væk, han vidste at der havde været noget galt, han kunne føle det. Da han havde opsøgt Rebekah, havde han ikke kunne finde hende, det lød måske desperat, at han ikke kunne finde hende efter en dag. men han havde opsøgt hendes bror alligevel, fordi han følte at det var noget andet end at hun måske bare var gået ned for at købe ind!
Han havde gået til Stephen for hjælp, han kendte til Stephen, siden han havde været sammen med Rebekah i så lang tid. Han vidste at han ikke ligefrem var den flinkeste fyr i hele verden, men han havde regnet med at han ville hjælpe til med at finde hans egen søster, og det gjorde han selvfølgelig også.
Det gik først rigtigt op for Jason, at Rebekah faktisk var forsvundet, efter at de ikke kunne finde hende, efter de havde ledt en hel dag, som nu ledte til at han sad i en lænestol og tænkte på alverdens steder hun kunne være.
Han blev trukket ud af sine tanker, da Stephen sagde at han havde fundet hende? Virkelig? Hvor!? Han rejste sig hurtigt op, da Stephen sagde at de skulle afsted. Men hvor? Hvor pokker var hun henne, han ville vide det!
Han rejste sig hurtigt fra stolen og gik hurtigt efter Stephen, for at indhente ham.
Where is she, is she close? spurgte han desperat, han havde brug for at vide om hun var nær, om hun overhovedet var okay.
Men han fik ikke et svar, istedet bare et dårligt svar fra Stephen, som fik ham til at brumme af utilfredshed.
Han lod dog Stephen gøre hvad han skulle, han var trodsalt heksen, han vidste mere om magi end hvad Jason lige gjorde, sjovt nok.
En knurren kom fra ham, da han bare blev taget i kraven og hevet gennem portalen. Han kunne godt slippe! Han var ikke bare en der blev trukket rundt med, han kunne altså godt selv gå, tsk!
Han rettede lidt på sit tøj, da Stephen gav slip. Han kiggede så rundt omkring, mørkt, indtil der kom lidt lys. De var i en skov? Hvad ville føre Rebekah derud? Hans mave knugede, ved tanken om hvad pokker havde fat i hende. Der var forskellige muligheder som gled igennem hans tanker, ingen af dem var særlige rare. Det gjorde ham dog ikke bange, mere vred, som om han blev mere klar på at redde hende lige med det samme, selvom de ikke engang havde fundet hende endnu.
Han vendte sig i den samme retning som Stephen, det gjorde ham lidt nervøs måtte han indrømme, at de på den mørke grotte foran dem. Han sank en klump og kløede sig lidt i nakken. Gå først? Han så hen på Stephen. Han tog en dyb indånding og nikkede så bestemt. Det var ikke tid til at tøve, han skulle redde Rebekah og der var ingen tid at spilde!
Han samlede al sit mod til sig og begyndt at gå ind i den mørke grotte. Hans øjne vendte sig hurtigt til mørket, så han kunne se bedre. Men det ville stadig være rart, med noget mere lys.
Mange gange kom han til at røre spindevævet som klistrede sig mod væggende, som han prøvede at finde vej igennem grotten.
Han kiggede tilbage mod Stephen, som havde lys, han havde brug for lys foran sig! Stephen, I need more light sagde han og trak sin hånd til sig i en fart, da han endnu engang rørte det klistrede spindevæv.
Da lyset kom foran Jason, stoppede han hurtigt op. Foran ham, var Rebekah, snoget ind i det samme klistrede spindevæv, som han havde rørt før, samt en fange arm, ved hendes øje, som lignede at den var igang med at suge livet ud af hende.
Nej... Han tog hastige skridt hen mod hende, men han nåede ikke så tæt på hende, før en gigantisk edderkop kom til syne. Et hvæs kom fra den og Jason tog et stort skridt tilbage, så han ramlede ind i Stephen.
What the hell is that! råbte han fortvivlet.
Fangearme kom direkte imod dem, men før den nåede Jason, havde han et godt tag om den og gav et ordenligt ryk i den, så han rev den af. Et dyrisk skrig kom fra edderkoppen og flere arme kom efter dem, Jason vidste ikke om han var stærk nok til at kæmpe imod denne edderkop, uden Stephen's magi.

"Jeez Jason, man up would you? Are you a vampire our are you a coward?" sagde han bare og himlede med øjnene af manden ved siden af sig, helt ærligt altså. Han kiggede selv ind i mørket og sank kort, han var nu egentlig heller ikke meget for at gå derind, men altså, det skulle de jo! Han nikkede ved Jasons ord og lod det rødlige lys flimre lidt mere før det lyste stærkere. Han lod Jason gå først ind i grotten og fulgte bare efter, lod lyset guide dem. Han holdte sig væk fra alt hvad der bevægede sig og prøvede virkelig at undgå de klistrede spindelvæv, hvilket var næsten umuligt.
I lidt tid gik de bare i stilhed, ind til.. Jason stoppede, Stephen stoppede også, og hurtigt fik han øje på hvad Jason så. Han søster! Fanget! Af.. Yeah.. What the freaking fuck was that? Eeeww.. Nasty!
"Hang in there Beks! We're coming for you!" råbte han til hende, selv om det ikke virkede til hun opfattede særlig meget? Hvad gjorde det bæst ved hende, hvad forgik der her! Hvorfor kunne hun ikke selv komme fri!!
Han betragtede Jason prøve at befri hende, men blev bare angrebet af uhyret. Stephen stod stadig tilbage og så på, imens hans søgte i sin hjerne efter en måde hvorpå.. Han kunne redde dem alle 3!
Da fange armene kom imod Stephen, smed han instiktivtet et skjold op foran sig, som edderkoppen ikke kunne penetrere, noget Rebekah havde lært ham.. Hun havde lært ham alt hvad han kunne..
Så hvordan fanden skulle han kunne redde hende nu? Når hun ikke kunne redde sig selv, så kunne han da heller ikke!
Skjoldet dækkede kun ham selv, så han måtte bare se til som Jason blev angrebet.. Okay tænk.. Hvad kunne han bruge der kunne skade monsteret? Den så ikke ud til at være særlig glad for lyset! Så han brugte sin magi og lyset flimrede kort rødt, før det bare lyste endnu mere op.
Det så ud til at virke, edderkoppen veg en smule tilbage.. Men den var ikke besejret endnu, han måtte gøre noget, noget mere!
Men før han overhovedet nåede så langt, kickstartede hans evne, på grund af hvad bæstet gjorde ved hans søster, og han gled ned i knæ, lyset og skjoldet forsvandt, og Stephen blev suget ind i minderne, som de omgav ham der i mørket.

Hvad pokker havde Rebekah dog rodet sig ud i?! De måtte slå denne edderkop ihjel med det samme, da han frygtede for hvad den egentlig gjorde ved hende. Han ville ønske at han kunne sige, at efter dette ville han sørge for at Rebekah aldrig kom ud igen, aldrig kom i fare, men hvem narrede han, ingen kunne kontrollere den kvinde.
Endnu en fangearm kom imod ham, og han gjorde det samme som før, han rykkede den af, men det gjorde ikke den store forskel, der kom bare flere.
Han kiggede tilbage mod Stephen, der bare havde et skjold foran sig, mens han så ud til at tænke, eller var han bare gået i stå? Det var ikke tid til det! Han kunne ikke bare stå og tænke, han måtte gøre noget, Jason var ikke stærk nok til at holde denne edderkop væk!
Stephen for gods sake! råbte han, som en fangearm viklede sig om Jasons arm.
Edderkoppen hev Jason hen til sig, men Jason fik en ide. Som han kom tættere på edderkoppen, gled han under den og huggede sine fingre godt ind i maven på den og så rev han ellers bare til, så han fik alle edderkoppens indvolde over sig.
Han var ikke hurtig nok, til at komme væk, så den lande lige oven på ham, med al dens dødsvægt.
Jason var dog heldigvis stærk nok til at få den af vejen, selvom han havde fået endnu flere indvolde udover sig.
Han var samtidig også smurt ind i dens blod.
Han rejste sig op og uden at tænke meget over det, skyndte han sig hen til Rebekah, som stadig var holdt fast.
Han rev fangearmen af, som sugede ved hendes kind, da det var den han var mest bekymrede for, for hvad sugede den egentlig ud?!
Efter det begyndte han at rive spindelvævet af, så hun kunne komme fri, samtidig med at han prøvede at skabe kontakt til hende.
Han kiggede tilbage mod Stephen, for at se hvad han egentlig havde gang i.
Han havde ikke haft brug for Stephens magi alligevel, selvom det helt klart ville havde gjort det nemmere, men det var der ikke noget at gøre ved nu.
Help me get her out of here, I don’t know what it did to her sagde han en anelse bange for hvad der var sket hende. Hvordan havde hun dog havnet i denne situation, hun kan altid ud for de mærkeligste og farligste ting!

Mørket hærgede over hendes sind, og lokkede med hende. Prøvede at tvinge hende til at koble af. Det var ellers en af hendes styrker, at koble af fra, hvad der prøvede at kontrollere hende. Men det her var noget andet, hendes modstandskraft var ikke specielt stærk når hun var offer for sine egne dæmoner. Det var først da bæstet endelig blev fjernet fra hende, skulle man tro hun kunne ånde lettet ud. Men hun følte sig fjern fra nutiden, fanget i sin fortid. Fanget i smerten og kulden. Alligevel var hun passivt til stede, hun reagerede på at være fri - men hendes blik viste at tankerne var et andet sted. Hun reagerede ikke på Jason, og da de kom hen til Stephen stirrede hun bare på ham. Som om hendes hjerne prøvede at koble ham ind på hendes hukommelse. Dog lige nu var hun fanget i sine minder, en tid hvor hun ikke kendte nogen af dem. Pointen var dog at Stephens aura af magi, mindede hende at se sig omkring. Hvilket hun gjorde. Det var her hun bemærkede at hun ikke var ude ved stammen i midten af ingenting, men i en mørk grotte. Blikket flakkede rundt, og tydeligt for hende at hun var skræmt. Ikke et syn man ligefrem så - nogensinde, medmindre man var heldig.

Så åndede hun lidt efter lettet ud, og svang armene omkring Stephen. Han var trods alt den første der kom ind i hendes tanker når man tænkte over hendes identitet. Stephen var den første person, som havde lignende evner med hende. Så vendte hun blikket over på Jason og sendte ham et svagt smil.
"Okay.." Startede hun stille ud og sukkede. "Gentlemen, let's get away from here," pointerede og viftede let med den anden hånd. Hun holdt om Stephen med den anden, mest fordi hun kunne låne lidt af hans magi. Før de vidste af det var de tilbage i det storslåede hus, og det var alligevel nok til at sætte hende ud af kurs. Hun mistede næsten balancen og tog sig let til hovedet. Svækket. Gud hvor hun hadede det.

Han havde ingen ide om hvad det var for nogen minder der lige nu falshede forbi hans øjne, et par velkendte ansigter dukkede, og så alligevel ikke, han kunne ikke nå at holde fast i det før det var forsvundet igen, kunne knap nok nå at identificere dem. Han måtte være havnet i en andens minder, det her var ikke hans egne, det var hendes.. Det måtte det være.. Og det kørte bare rundt for hans indre blik og gjorde ham både svimmel og kvalm. Han lagde derfor slet ikke mærke til hvad der forgik omkring sig, blev bare suget ind i Rebekahs hoved og hendes minder, så hvad hun så, på grund af sin egen tåbelige evne, som monsteret åbenbart havde kickstartet på en eller anden måde.
Det var først da Jason fik Rebekah fri, at han glippede lidt med øjnene og vendte langsomt tilbage til nutiden. Han forstod slet ikke hvad der forgik omkring sig, der var nærmest helt mørkt, nej, der var helt mørkt. Han koncentrerede sig hårdt og længe, før et mørkerødt lys endelig dukket op igen, og svæede lidt over hans hoved, så han faktisk kunne se hvad der forgik omkring sig. Jason havde besejret monsteret og befriet Rebekah.. Typisk.
Han sukkede bare lidt opgivende og nikkede som de nåede hen til ham, han stirrede kort på Jason som han sagde han ikke vidste hvad monsteret havde gjort.. Det vidste Stephen godt.. "Something terrible.." mumlede han bare stille, og hjalp Rebekah ved at lade hende støtte sig mod ham, og stjæle lidt af hans energi, hans magi, han havde ikke noget imod det. Hvis det kom så langt, ville han give sit eget liv for hende, så meget elskede han hende. Ikke at de var særlig gode til at sige den slags til hinanden, fortælle hvor meget de betød for hinanden, men det var også bedst usagt egentligt, når det virkelig kom til stykket vidste han at de altid ville være der for hinanden, ligegyldigt hvad.
"Yes.. I'll take it form here.." mumlede han bare og hjalp hende ud af grotten, skævede kort til Jason, som han på en måde bare havde lyst til at rive hende ud af hans arme og tage sig af hende selv, måske en anelse jaloux? Men sådan var det vel altid.. Bare en lille smule.
Da de var ude af grotten, fik Stephen dem hjem, på præcis sammen måde som han havde fået dem der ud. Det røde lys forsvandt og de var tilbage i huset.
Han greb ud efter Rebekah da hun var ved at miste balancen og trak hende bare ind i sine egne arme, fuck nu Jason altså. "Come on Beks, I've got you.." sagde han i en blid tone, før han førte hende hen foran pejsen og ned og sidde på en af de bløde sofaer, han satte sig ved siden af hende og tog forsigtigt hendes hånd. Han skævede til Jason og rystede bare på hovedet, "It's okay Jason, you can go now, don't worry, I'll take care of her, I now how" sagde han bare, en anelse arrogant måske, men han havde altså kendt hende langt længere end vampyren derovre, han vidste hvad hun havde brug for, og det var altså Stephen, hendes bror.. Og hans magi. Han lagde sine arme omkring hende og trak hende ind til sig i en blid omfavnelse, "It's okay Beks, I'm here now.." hviskede han stille og kørte forsigtigt en hånd hen over hendes ryg i en beroligende bevægelse.