The feeling of empty - Jason

Det var ikke fordi, at han ligefrem havde lyst til at fortælle nogle om hvad han havde set. Han havde faktisk lidt håbet på at Stephen ville have gjort det, han havde været tættest på. Archie havde i første omgang været langt væk, men han havde set det hele, hørt hvert eneste ord. Der var intet han kunne gøre, eller have gjort. Han bebrejdede dog sig selv så endeløst, han var sunket ned i et hul af tomhed og ønskede at leve der til han kunne komme ovenpå igen. Ingen havde set ham sådan i hvert fald i 200 år, og før det dengang hans datter døde for evigheder siden. Archie var ikke ligefrem nogen ekspert i at lade folk se, hvordan han havde det - og der skulle meget til at lade muren omkring ham bryde ned. Archie sukkede som han var på vej hen til Sinclair Mansion. Det var ved at være noget tid siden nu, mon ikke at hans far var ved at blive frustreret over ingen svarede hans beskeder? Archie trådte op i entreen og så sig omkring. Han kørte en hånd henover sit hår før han gik nærmere indenfor. Archie greb den første vase han så og kastede den afsted igennem rummet, en form for at afreagere.
Det var dog først som han kom ind i stuen og fik øje på sin far, at alting virkelig påvirkede ham. Man kunne se det, hvis man kendte ham godt. Alting virkede til at blive svære at formulere. Hvordan skulle man beskrive det når den ene person man havde troet aldrig ville dø, døde? Normalt kom hun tilbage, men han vidste også, at den daggert der havde været brugt var den han havde læst om. Den eneste ting der kunne dræbe hende, tage hendes magi.
"She is gone.. Mum.. she.. I.. I couldn't save her," fik han endelig sagt som han svang sine arme omkring sin far.

//@Jason here ya go.. enjoy the pain with me xD

Jason gik frustreret rundt i huset, der var ingen som svarede ham, han prøvede at ringe og skrive, både til Rebekah, Archie, ja endda fucking Stephen, that...grr.
Men der var ingen der svarede og han var i uvisheden. Det var ikke et sjovt sted, Jason var nervøs. Han vidste at Rebekah var stærk, men han kunne ikke lade være med stadig at være en smule nervøs. Og så selvfølgelig også Archie, hans søn.
Han vidste ikke helt hvor lang tid der var gået, men lang tid nok til at han var begyndt at blive rigtig nervøs nu. Han kunne ikke forholde sig i ro, han var rastløs og han havde brug for at få fortalt bare en smule information. At Rebekah og Archie var okay.
Han hørte pludselig døren gå op og lidt efter en stort brag. Han skulle til at gå ud for at se hvem mon det var, der var kommet ind, men Archie kom først ind i stuen.
Jason kunne med det samme se at der var noget galt, noget var gået galt? Men hvad? Archie var i live? Rebekah kunne ikke være andet end okay?
Jason var mundlam efter hvad Archie sagde, det kunne ikke være sandt? Han holdt om sin søn, da han fik slynget hans arme om sig. Men han forstod det stadig ikke helt? Rebekah kunne jo ikke dø? Hun ville bare komme tilbage igen, så hvorfor græd han dog.
Han trak sig lidt tilbage, så han kunne kigge på sin søn, ordentligt, inden han talte.
Arch, why are you crying? You know she will come back? spurgte han nysgerrigt.

Skylden var overvældende. Næsten dræbende. Det føltes som om den slåede ham fra hinanden nerve for nerve, efterlod ham tom indeni. For blot at starte forfra. Dog var det følelsen af at kunne lade sig selv føle hos sin far, en egenskab som faktisk alligevel overraskede Archie. Det var som om alt pludselig var åbnet for, og det gjorde hans følelser lidt mere besværlige at kontrollere i visse situationer. Han så Jason i øjnene, da han spurgte om, hvorfor han reagerede så voldsomt på netop dette dødsfald.
"Not this time," fik han hurtig sagt næsten halvkvalt i sine ord. "Clarke.. Clarke killed her.. with the dagger," tilføjede han og trådte et skridt væk fra Jason - lod sig selv falde ned i sofaen. Alle vidste hvad der skete, hvis nogle slog Rebekah ihjel med den daggert. Den eneste ting der kunne slå hende ihjel. "I saw her burn up.. I heard her scream.. I heard Stephen scream.. he was there.. but too late. There was nothing we could do," tilføjede Archie som han tørrede sine øjne, kæmpede for at holde de voldsomme følelser tilbage, men det var ej let. Ikke når den person som var sagt at være udødelig pludselig ikke var her mere. Han vidste hvor meget hun betød for Jason, han havdel lige fået sin far tilbage og nu mistet sin mor. Måske var det hvad det mente når man sagde magi havde en pris.

Verden gik nærmest i stå for Jason, da han hørte hvad hans søn sagde. Hendes dolk, hun blev stukket med hendes dolk!? Hun var virkelig væk? Hun kom ikke tilbage som hun plejede. Det tog noget tid for Jason at forstå det, men da han gjorde var det som om alt bare var tomt i ham. Hans blik forvræd sig i smerte, vrede og sorg. Han vidste ikke hvordan han skulle håndtere det, det var alt for meget. Han havde altid set Rebekah som udødelig, det havde aldrig strejfet ham, at en kunne få fat i hendes dolk.
Clarke... Clarke var død hvis han fik fat på hende.
Af vrede, greb han ud efter det første han kunne finde, som var et mindre bord ved sofaen og kylede det af helvede til, igennem huset. Det smadrede nogle ting på vejen også. Et brøl af frustrationer og vrede kom fra ham. Han skulle finde Clarke, han ville ikke hvile før han havde fundet hende og give hende hvad hun fortjente. Han ville få Rebekah tilbage, han vidste at magi ikke havde grænser, men samtidig måtte man betale en pris, men han ville glædeligt betale lige hvad det skulle være, for at få hende tilbage!