The lone wolf dies but the pack survives - Niylah

Påklædning
- Tøj + Sko Hun har sort tøj på Link. Hun har sorte sko på (Se første link)
- Hår + Makeup + Smykker Hendes hår er flettet sammen Link. Hun har sit velkendte ansigtsmake-up på ud Link. Hun har også smykket mellem sine øjenbryn (et symbol på hendes magt) Link
- Andet Hendes trone, og nogle vagter ved siden af hende Link
- Accent Hun taler med en ukendt accent

Det var som om, at kaoset langsomt var ved at forsvinde, folk hun havde manglet, var langsomt på vej tilbage. Selvfølgelig var der stadigvæk problemet, at hun var et sted, som hun ikke rigtig kendte til, og havde et savn til den verden, som hun oprindeligt var fra. Det var en verden, hvor alt gav mere mening, og hun behøvede ikke bekymre sig, om at miste dem hun elskede, fordi de altid var tæt på hende. Denne verden var så fremmede, og mærkelig, de gange hun havde forsøgt, at bevæge sig ind imod byen, havde hun været tvunget tilbage til skoven, da der var alle disse mærkelige ting. Der kom lys fra svævende ting, folk kørte rundt i hestevogne, hvor der ingen hest var foran, og folk var klædt i mærkeligt tøj. Generelt forstod hun sig ikke på denne verden, også selvom hun havde forsøgt, på at sætte sig ind i den, og dog følte hun sig ikke rigtig for den. Om ikke andet, så havde hun sin flok, og mange flere syntes at komme tilbage, folk hun for længst havde troet, at hun havde mistet, og som dog endelig kom tilbage. Hun var genforenet med Caleb, Tatia og Odette, og selvfølgelig håbede hun på, at Raksha og Rhaella ville komme tilbage igen.
Hun blev kastet ud af sine tanker, da nogle vagter kom ind og sagde at der var en fremmede, hun rynkede brynet og fulgte med dem ind, i det de havde bygget, som tronsalen. Hun betragtede kvinden, som vagterne syntes at havde bragt ind, en der virkede underlig bekendt, og dog kunne hun ikke helt se hvordan. Hun mindes ikke just, at havde set kvinden her, og dog var der træk ved hende, som var meget bekendte. Hun hævede øjenbrynet, som kvinden truede en af vagterne med en kniv, og hendes vilje til at kæmpe, var noget der mindede hende om både Tatia, men også Wade når han blev vred. Hendes øjne var meget lig det af Wades, hendes hår en god blanding af Tatia og Wade, og med et blev hun mindet om den skønne lille pige, som var en blanding af hendes kære veninde, og hendes kære søn. Det blev dog ekstra tydeligt, da tøsen kaldte hende Nana, og med et var det som om, at hun var taget tilbage til den tid, hvor alting var bare en smule mere simpelt. Hun holde sin hånd op, som for at stoppe vagterne "Elena?" hun hævede øjenbrynet spørgende, og bevægede sig frem imod den unge kvinde, dog med alle de andre, klar til at angribe, skulle hun finde på noget.

Hendes svar tilbage, mindede hende så meget om Tatia, den kampgejst som var i den unge kvinde, men også det rappe svag som kom tilbage. Hun var så meget som sin mor, og den unge tøs vidste det måske ikke engang. Hun vidste ikke hvor meget af sine forældre, Elena i sidste ende var vokset op med, så vidt hun vidste var det ikke meget med Tatia, og en smule med Wade. Det blev specielt tydeligt, som hun snakkede deres sprog, Trigedasleng, et hun sikkert havde lært fra sin far. Hun trådte dog tættere på den unge kvinde, som tårerne syntes at komme frem, og alt selvkontrollen forlod hende. Enkelte vagter så forvirret på hinanden, som vidste de ikke hvad der skete, og dog som Niylah holdte sin hånd op, forlod de alle rummet, hvilket efterlod Elena og Niylah tilbage, som de eneste i det store rum.
Hun gik ud fra at Elena snakkede om Wade, om hvordan hun havde mistet ham, hvilket de alle havde gjort. Hun blev mindet om de første par dage, da de var kommet til denne fremmede og underlige verden, om hvordan hun havde mistet så mange hun holdte af. Hun kunne huske hvordan følelsen, af at have ingen form for kontrol, havde ramt hende hårdt det første stykke tid, og på en måde, kunne det også se i hendes hårde persona, som tog over hende. Hun hadet at føle sig svag, og når hun følte sig svag, opførte hun sig ofte led og kontrolleret. Hun lagde blidt sin hånd imod Elena's kind "We all lost him, I know it hurts, it hurts me too" indrømmede hun måske for første gang, i så lang tid, det gjorde så ondt, at miste alle hendes børn, de var alle forsvundet "I found your mother" sagde hun, som kunne det bringe blot en smule glæde, frem i denne ødelagte unge kvinde, som havde mistet alt hun kendte til.