This day every year, will forever be a day of sorrow - Bryce

S: Shopping centeret i Gaia, cafen Brewed.
O: En masse studerende der læser opgaver, og andre folk.
V: Ligegyldigt da de er indenfor.
T: Middag
P:
- Tøj:Link
- Hår: Link
Emne til: @Bryce <3 I had to, I'm a little sorry <3

---

Det var en af de dage hun havde svært ved at holde fokus. Det var den dag at hun kunne mærke, hele hendes system fylde sig med tristhed og enorm sorg. Derfor var hun taget herhen til centeret. At være alene og sidde på sofaen for at græde hele dagen? Det var ikke ligefrem det hun havde lyst til. Zitora havde taget en af sine cases med hen til Brewed for at læse lidt op på den. Hun sad med sin kaffe og var endelig forsvundet hen i nogle andre tanker. Eller det var i hvert fald til hun så op. Zitora glemte kort at trække vejeret, det var uendelig længe siden de havde set hinanden sidst. Deres sorger havde været for store til at håndtere, og den skyld de gav sig selv endnu værre. Zitora fandt dog alligevel sig selv i at kende til den følelse denne her dag kunne være, årsdagen for ulykken. Og hvis hun ikke ønskede at sidde alene med den trykkende følelse, så var det heller ikke sikkert at Bryce gjorde.
"Bryce," kaldte hun efter ham og vinkede let. I håb om at han faktisk ville komme hen til hende. Zitora mærkede sit hjerte slå en takt over, men hun måtte sætte de følelser til side lige nu. Måske de i virkeligheden ville have godt af at tale med hinanden. Hun lukkede mappen med informationer om sin klient og lagde den ned i sin taske igen. "Want a cup of coffee?" Spurgte hun efterfølgende.
"Jess texted me that you all will be traveling to New York tomorrow. I'm only a little bit jelly," smilede hun og forsøgte stille at starte en samtale imorgen.

Udseende og Tøj

Tynget af sorg, som han altid var denne måned af året, gik Bryce rundt i lidt af en tåge og fulgte blot sine normale rutiner, det var middag og han plejede at købe en kop kaffe, så der var han, på Brewed i shopping centeret i Gaia, men inden han nåede særlig langt ind på caféen, hørte han en stemme, som han ikke havde hørt i næsten fire år, kalde på ham. Han blevet hevet ud af sin tåge og så straks henimod der hvor stemmen var kommet fra og han kunne næsten ikke tro sine egne øjne og han smilede venligt til hende, som hun vinkede til ham og satte i kursen imod Zitoras bord, hvor han satte sig ned overfor hende og besvarede hendes spørgsmål "Yes, please, I was just about to order one myself.".
Bryce så studerende på hende, vel vidende at han slet ikke var ovre hverken hende eller noget af alt det andet der var sket imellem dem. Hun så ud til at have det godt, endda succesfuld og han kunne ikke lade være med at føle sig en smule stolt af hende. Han rystede sig ud af sine tanker og sagde "You and Jess still talk? But she's right, we're leaving for a few days tomorrow. All because of the old man, I almost didn't go actually, but mom convinced me to go, if not for myself, then for her.". Han smilede let ved tanken om hans telefon samtale med sin mor og hvordan hun havde fået overtalt ham til at tage afsted alligevel. Til gengæld havde han fået overtalt Nathan til også at tage med, selvfølgelig havde både Jess og deres mor også haft en finger med i spillet der.

Hun var venner med den ene af de folk der arbejdede der, så det var blot med en fin lille telepatisk bølge at hun kunne bestille en kaffe til Bryce.
"It's on its way," smilede hun til ham og kørte en hånd igennem sit hår. Hun trak let på skulderen.
"Now and then. I'm often very busy, haven't seen her in a while though. Its just text and social media," pointerede hun med et skævt smil. "Oh yeah, guessing family drama never gets old," tilføjede hun med et lille fnys. Hun kunne relatere til mærkelige forældre og deres hemmeligheder nu.
"Remember my uncle Cain? The funny but looks kinda like he could kill you if he wanted?" Spurgte hun og lænede sig tilbage. "I just discovered that my whole family story is a lie, and he is my father.. so hopefully you will have less drama than me," smilede hun til ham. Kaffen kom til ham og hendes veninde kom med en endnu en kaffe til Zitora.
"thanks," smilede hun til sin veninde, og vendte derved opmærksomheden imod Bryce igen.
"It's good.. to see you again, I've missed you," indrømmede hun. Trods alt at det var hårdt, så var det også godt at se ham igen. "Hope your taste in coffee is the same as before, that was what I ordered.. my coffee game is still strong. If not stronger than ever," tilføjede hun kækt. Det var rart at tale med nogle, som forstod hende. Der var ikke mange der kendte deres historie, mest fordi hun ikke altid følte for at læse op fra det triste kapitel. Her behøvede hun ikke at forklare eller fortælle noget - for Bryce vidste de præcise detaljer om hvad der var sket.

Bryce smilede blot og lænede sig tilbage i sædet, mens han lyttede opmærksomt. Da hun var færdig med at fortælle så han på hende med et overrasket udtryk og sagde "Wow, I would say I'm surprised, but I'm kind of not, I mean there was always a funny feel about him and his ways.." Efter en kort pause tilføjede han "Yeah, well, Nathan's been through a great deal, I haven't heard it all, but I know it was a lot. Jess.. Well, she's been through a lot as well, but she seems to be doing well, considering. And I've just been focusing on my job and being there for everyone."
Han nikkede taknemmeligt  til servitricen og sendte hende et smil, som ville få de fleste til at få bløde knæ, også selvom det ikke var hans intention overhoved.
Han nikkede også, mens han løftede koppen og lige inden han tog en tår "Mine's only gotten stronger as well.". Den varme bitre væske gled nemt ned, mange ville nok have brændt sig, men Bryce var efterhånden vant til at drikke alt for varm kaffe, så det rørte ham ikke rigtig mere.
Han stillede sin kop på bordet og så så op på Zitora, lidt mere seriøs og sagde "I missed you as well.". Det var hårdt at se hende, især på denne tid. Han havde taget fri fra arbejdet, da han vidste at hans tanker ville være andre steder. Han havde planer om at besøge graven for deres barn og overvejede om han skulle spørge Zitora om hun ville med, så han gjorde som alle gentlemen ville gøre og sagde igen seriøst "I was planning on visiting his grave later, do you wanna accompany me?".

Det var måske at skåne Jess lidt, at hun ikke nævnte hun havde mødtes med hende sidste uge. Fordi hun vidste, at den historie Jess ville have at fortælle skulle fortælles af hende. Og Zitora ville ikke give Bryce unødvendige bekymringer. Hun ville fortælle ham det når det kom dertil. Kommentaren omkring Cain fik hende til at grine ganske kort. Cain havde altid kendetegnet hvad man ville kalde den tossede onkel, og han havde udført en eksponentiel udførelse af den rolle.  
"Yeah. They will be fine. I know what its like, not being the one they tell things too. I wish Kaiya sometimes would just talk to me.. seems more difficult as time goes.. I don't blame her. It's good with your job thing.. the Athena Academy right? Jess told me," svarede hun blot med et smil på læben. "Don't forget yourself. Sometimes we forget ourselves. I know I do," påmindede hun ham og rakte sin hånd frem for at give den et lille klem.
Da han nævnte graven frøs hendes verden kort, og hendes øjne blev i en stund blanke. Som om hendes tanker flashede tilbage til hospitalet.. hvordan de havde tvunget hende i fødsel i håb om at redde barnet. 8 måneder var langtid og der var en chance.. alt for at hun måtte sidde med det døde barn i sin favn. Det eneste de havde var et billed. Sikke ulykkelige de begge så ud på det billed. Men det var det eneste billede de havde. Zitora tog hurtig sin hånd til sig og førte den op til sine øjne for at tørre en tårer væk.
"We can do that," sagde hun så og nikkede kort. "I wish it didn't have to hurt this much," tilføjede hun så og flyttede blikket ned i bordpladen.

Selvom deres barn var begravet i New York, så havde Bryce fået sat en mindesgrav op på kirkegården, han havde besøgt den hvert år, nogle gange mere end én gang om året, lige siden han var flyttet til England for alvor.
Han kunne selv mærke den mørke følelse af sorg, så dyb at hans sjæl syntes at være i smerte, han så tårerene Zitora tørrede væk, alt imens at hans egne pressede på. Han bed sig kort i underlæben, som han blinkede sine egne tårer væk og tog Zitoras hænder henover bordet, som hun sad der og så ned i bordet og sagde "I know, I don't think the pain will ever really go away, but we'll have to stay strong, alright?" Han gav hendes hænder et klem og prøvede at fange hendes blik og sagde "I recon he'd be proud of you, y'know? How far you've come, and how much good you've done, I know I'm proud of you." Han sendte hende et trøstende smil, han elskede hende stadig, ja, men det var ikke på samme måde, følelsen havde udviklet sig, hun havde været en stor del af hans liv, en turbulent del, fyldt med glæde, vrede, tristhed og sorg. Hun var den eneste der rigtig forstod hvad der foregik oppe i hovedet på ham, den eneste der ikke ville have ondt af ham, hvis han sagde det, den eneste der vidste hvor meget han havde grædt, råbt og ødelagt af ren sorg.

Det hjalp overraskende, som han tog hendes hænder. Hun så sørgmodigt let op og fik øjenkontakt med ham igen. Zitora nikkede let og tog en dyb indånding. Som han nævnte at deres søn ville være stolt af hende, mærkede hun klumpen i halsen som hun var nød til at synke. En lille tårer undslap ganske uskyldigt og gled henover hendes kind. Der var følelser der, som kun de var en del af og kun de forstod. Naturligvis var der også andre som havde oplevet lignende i deres liv, men det var bare ikke det samme. Zitora havde haft en speciel forbindelse til deres søn, sit mentale link hun bar med alle der havde kontakt til hende - og da det var brudt var det en fysisk smerte oveni den hun allerede på det tidspunkt havde haft.
"You know we can just go to my place first.. its not that far away - and I need to leave my bag there," forslog hun med et svagt skævt smil. Zitora tog sin ene hånd til sig for at få tåreren væk. At vise svaghed i offentligheden var ikke hendes største talent. Hun brugte den frie hånd til at tage koppen med kaffe, hvorefter hun tog en slurk. Han havde ikke set hendes hjem her, ikke engang Kaiya havde set det. Det var ikke just stedet hun bragte mange hen, hende og Dominic boede ganske stille og roligt der. Men hun vidste Dominic ikke var hjemme idag, så han ville ikke stille spørgsmål - ikke at han sikkert ville gøre det alligevel, men ja.
"I live in a penthouse few streets from here, I parked downstairs - so I can give you a ride," forslog hun med et lettere skævt smil. "If you want, you don't have to. I just feel like, its better in any other place than here.. because I feel like crying, and I'm not sure if I begin.. that I will be able to stop," tilføjede hun og sank en klump. At indrømme det var en stor ting, det vidste han. Zitora stolede følsesmæssigt på ham, hvilket gjorde hendes tillid til ham var enorm.