Oh it's you - Kaiya

Gæst

S: Baren, Late night
T: Sen aften
V: Regner udenfor
O: Folk der fester osv.
P: Link
Emne til: My one and only Darling, @Kaiya <3

Amery burde egnetlig nok nærmere se til sine søstre, men i stedet sad han her. Han bundede endnu et glas whisky og bad til at bartenderen bare ville give ham en genopfyldning. Det var ikke ligefrem hans sted at være, men her sad han. Måske havde han bare behovet, eller måske var det bare meningen at han skulle sidde lige her? Selvfølgelig vidste han det, engang imellem fik han de her syn af glimt fra fremtiden. Ikke ligefrem specifikke, men de skete. Han vidste at en eller anden fuld fyr ville ramme ind i en masse om lidt, og at det kunne gå galt. Så da det skete, at den høje lettere muskuløse fyr kom højtråbende med vilde fagter til alle sider, så havde Amery rejst sig op. Han nåede lige at gribe ud efter vedkommende der snart ville være i hans vej, og trak hende hen imod sig. Han så ned på menneske pigen, og var ikke i tvivl det øjeblik som hans mørke øjne så ind i hendes. Det var hende. Amery sank let en klump, som han mærkede sit hjerte springe en takt over. Den højtråbende fyr valsede forbi dem, og hun var reddet fra et muligvis voldsomt fald.
"I bet he had way to much or is just way to happy," lo han let og trådte så et skridt væk fra hende for at give hende plads. Det havde trods alt lykkedes ham at trække hende helt tæt på sig. Men han havde aldrig mødt sin mage før, og han krævede at være tæt på hende igen.
"Can I buy you a drink? Or take you for a walk? I promise I'm not a serial killer," smilede han lettere kækt som han placerede en hånd imod sit bryst. Takket være sin tid ved Rayna, hvis man kunne sige takket være - så havde han fået syret sit mage mærke væk, hvis det overhovedet fungerede på samme måde længere - han havde været i tvivl. Specielt efter de havde tortureret ham til at blive hel heks selvom han ikke var født sådan. Halv skabt heks og halv født heks. Komplicerede tingene.

Gæst

Påklædning <3

Hun vidste egentlig ikke selv hvad hun lavede lige præcist her. Før alt det zombiehejs, ville hun have brugt en aften som denne derhjemme for at læse nogle bøger eller se en serie hun godt kunne lide. Men efter at de levende døde havde sat deres præg, fået en som hende, en læge til at vælge hvem der kunne leve og dø, havde alting ændret sig. Hun sad oppe ved baren og vendte sit tomme glas der engang var fyldt med cognac mod bordet. Hendes øjne var trætte og alkoholen var i den passende mængde til at dulme alle de flyvske tanker der speedede gennem hendes hoved.
Hun rejste sig efter noget tid og besluttede sig for at lidt frisk luft måske kunne være en god idé. Hun lagde ikke rigtigt mærke til den larmende store fyr der kom farende i hendes retning. I hvert fald kom hun først tilbage til menneskeheden da hun pludselig blev trukket ind i nogens arme og endelig så den store fyr fare forbi dem. Hun sank en klump og rystede let på hovedet af sig selv før hun kiggede op på sin redningsmand. "He isn't the only one.." mumlede hun let for sig selv som fyren trådte væk fra hende for at give hende plads.
Hun kiggede op på ham og kom med et lidt anstrengt smil da hun stadig ikke havde opfattet situationen i dens helhed. "Uhhhmm... Thank you for saving me," startede hun som hun tog en dyb indånding og kort lukkede sine øjne i. Da hun åbnede dem igen tilbød han hende en drink. Hun tog en hånd til hovedet og rystede let på hovedet. "The walk I can accept. I do not need more drinks.." sagde hun så før et lille skævt smil bredte sig på hendes læber. Det var ikke just hendes ting, bare at acceptere enhvers tilnærmelser. Men fyren havde trods alt lige reddet hende fra et frygteligt tummult, og hvis hun skulle være ærlig, så var der ikke mange ting der gav meget mening for hende mere. Ikke siden hun havde snakket med sin søster. "Lead the way," bød hun så med en gestus fremad.

Gæst

Han kom med et lille nik, som hun erkendte at hun ikke behøvede flere drinks. Og som han alligevel så det, så var det nok bedst at han fulgte hende bare lidt hjemad på den gå tur. Amery nikkede som hun bad ham fører an, og han greb sin jakke og svang den over den ene arm. Derpå gik vejen imod hoveddøren. Det regnede let, men takket være lidt magi så var det muligt for ham at placere en lille barrierer over deres hoveder som fungerede bedre end nogen paraply ville gøre.
"I like the sound of the rain at night. It's so peaceful," sagde han så som de kom udenfor, "I placed a magic field over our heads, so no need to think about that," tilføjede han med et skævt smil.
"I'm Amery by the way," startede han ud og forsatte med at gå ud imod de tomme stille gader. Alt lyd omkring dem var den stille regn som faldt ned og det var som den smukkeste og mest beroligende musik i hans øre, "okay. I'm a warlock as you might have figured. I have a big sister.. and a twin sister. And I'm a Sagittarius.. if zodiac signs still is a thing, your turn," tilføjede han og vendte sig om imod hende som han stadigvæk gik. Amery kørte stille en hånd henover sit lettere krøllede hår, han prøvede egentlig bare på at lære hende at kende. Det havde altid været mærkeligt for ham som heks at vide, at han ville blive bundet til en person på livet en dag - nok også derfor han derved gjorde sit bedste for at kende personen først.

Gæst

Som han nævnte barrieren, kiggede hun kort op og kneb øjnene kort sammen. Så han var ikke et menneske ligesom hende, så meget vidste hun nu. Hun vendte øjnene mod ham og lyttede til ham som de gik, hun sagde ikke rigtig meget og nikkede bare lidt til det han sagde. Ikke at hun ikke var interesseret men hun kunne godt lidt virke sådan. Hun stoppede op og gned sine øjne kort før hun begyndte at snakke. "You seem like a nice guy Amery. But I'm not sure why you want to waste your time on a drunken bastard like me, when you could get like... some pretty girl in there at the bar. I have seen them, some of them are... phew," begyndte hun så og kiggede en anelse skeptisk på ham.
Det var jo heller ikke sådan at han ikke var en eller anden grim fyr - Så det gav bare ikke mening for hende. Men så igen var der ikke meget der overhovedet gav mening mere. Hun bed sig kort i læben og begyndte så stille at gå fremad igen. "My name's Kaiya. I'm a doctor, who clearly has an alcohol-problem," begyndte hun så og trak let på skuldrene. "I found out recently that my whole life has been a lie, I was given to some mean parents that only liked my sister, to find out that my actual parents is some shapeshifting almost superhero-like veteran-fighter and that my favorite uncle was my father all along," sagde hun så med en underlagt bitterhed i stemmen. Hun åndede tungt ud og rystede så på hovedet. "But I can't even be mad at them, they probably had their reasons," sagde hun så før hun fnøs kort.
Så sukkede hun og rystede atter på hovedet. "You should probably go find better company. You're a handsome guy. I'm sure some girl wouldnt hesitate to flaunt her attractive looks and peachy personality," sagde hun så før et lille smil dannede sig på hendes læber ved tanken om det, det kunne alligevel have været sjovt at overvære af en eller anden grund, "Or maybe you're one of the weird ones that like hearing other people's misery?" spurgte hun så og lagde armene over kors som hun betragtede ham.

Gæst

"From what I see, nothing here fits the description of wasting my time," fortalte han så hurtigt. "I'm not out to just find some girl," pointerede han derefter. Han lyttede derefter til hendes beskrivelse af sig selv. Han kneb kort sine bryn lidt som hun nævnte familie problemet, kompliceret familie liv - det kendte han til. Eller nok ikke kompliceret, men nok nærmere trængen til at være limen der bandt alle sammen.
"Might be. Maybe it's the hair. The hair is what I see as my most attractive trait. I mean who wouldn't want to touch it? So soft," var hans respons på at han kunne finde bedre. Hvordan formulerede man ligefrem, at han kun var interesseret i hende uden at virke som en creepy stalker.
"I recon you aren't that use to people actually just choice to talk to you, I bet you just have to live with the fact - that I want to talk to you. You look like a smart, intelligent girl. Sure lies in the family is tough. But you have the chance to get to know these new parents. I would give much for a chance to get my mother back," fortalte han så. Amery havde mistet sin mor da han var omkring de 10 år, og i den tid var det nu meget normalt. Men han kendte ikke til sin mors originale historie.
"So doctor Kaiya, tell me, what is the worst thing that could happen? What would happen if the human species never took a chance?" Spurgte han ledende. Amery havde levet sine år, men han havde aldrig før stået ansigt til ansigt med sin mage før, det gjorde det ikke svært for ham at kontrollere - men nysgerrig over forbindelsen.

Gæst

“If you touch my hair just like that right now, I’m gonna have to hit you. That’s the rules for alcohol. No touching without permission. You have a pretty face that would look much better without a red handmark on it,” Advarede hun ham men dog ikke i en så alvorlig tone. Mere fordi hun havde fået så meget at det sidste hun havde lyst til var at nogen rørte hendes hår hvis det ikke gjaldt at holde det tilbage mens hun ørlede op af et gadehjørne eller en busk.
Et lille smil kom frem på hendes læber da han sagde hun ikke just var van til at folk snakkede med hende. “Most men know that when a woman has had her 5th beer and not given them a single glance, she’s either trouble.. or married,” sagde hun så, før hun endelig bemærkede det sidste han sagde. “So I’m guessing you like trouble or are into married women. I could be hiding my ring in my backpocket for all you know,” før et større smil bredte sig på hendes læber og hun var nød til at stoppe op for at grine, for hun kunne ikke holde masken ved tanken om at være gift med nogen, for hvem ville kunne holde hende ud længe nok til det? “Okay I’m not actually married, but I do tend to be problematic. So if that doesnt concern you a bit, you’re kind of crazy.” Indrømmede hun før han sagde at hun havde en chance for at snakke med sine rigtige forældre. “I just hope they’re nicer than the ones I’ve got already. God knows, they’re assholes,” hun begyndte at gå igen og kiggede fremad.
“Hmm if the human species never took a chance?” Hun åndede tungt ud og tænkte længe over spørgsmålet som de slentrede ned af gaden. “Well first of, we’d never had to face rejection, or being vulnerable. Vulnerable works for some, but not all of us,” og så pludselig bed hun mærke i noget som hun ikke havde bemærket før. “Amery... unusual name... But I figured it out. What really odds me out is that a prince of a different city, came all the way to this one to hit on an alcoholic doctor that is clearly way below usual standards. How is that?” Vendte hun så spørgsmålet før hun kiggede på ham med sammenknebne øjne. “Some weird way to disconnect from all the magic? Or do you hope to impress someone with all your fancy tricks up your sleeve?” Hun følte hun havde trådt over grænserne for formel tale men ikke desto mindre var hendes nysgerrighed vækket og alkoholen gjorde det ikke nemmere.

Gæst

"Trouble is my middel name," kom det kækt fra ham. På sin vis var det sandt, men Amery var langt fra den person der løb rundt og skabte problemer. Tvært imod. "You could be, but I would really hope I could save you for the misery of having to hide that," tilføjede han efter hendes kommentar om hun kunne være en gift kvinde. Hvis der var noget som Amery ikke kunne klare, var det folk der var ulykkelige. Han grinede kort med på hendes lille joke, som var det medicin der kurerede de mørkeste tanker der lå fjernt i hans sind.
"I'm the king of problematic," svarede han og lagde en hånd imod sin brystkasse. "And I'm a tiny bit crazy, but my sister says that is what makes me so special," lo han let af sig selv.
"You'll never know till you give them a chance," pointerede han ved det ukendte. At danse med det ukendte var aldrig let, for man var sårbar der og alt kunne gøre en fortræd.
"First fact, I havent been in England for about twenty years. So you must be mistaken me for someone else," indrømmede han. "You are in a hurry - you'll miss out of all the good stuff If you don't slow a little down," kommenterede han så.
"I never disconnect from my magic dear, I'm sorry did you want me to do a trick?" Spurgte han med et skævt smil på læben. "Because do tell and I'll make it happen," tilføjede han.

» Welcome to zombieland - what are you even doing here?! - Kaiya
» Grief, truth & trouble - Kaiya
» The 'Zen' life - Kaiya
» Storm Glass - Kaiya
» It's a twin thing - Kaiya