It's a twin thing - Kaiya

Emne: It's a twin thing - Kaiya Fre Jan 11, 2019 3:13 pm

S: En gyde nær gågaden
T: Over midnat
O: Der ikke just en sjæl i nærheden
V: Frostvejr
P: Klik
Emne: @Kaiya <333

Det var forrige nat det havde angrebet hende hårdt, uden hun egentlig vidste hvad der var sket. Hun havde følt sig så kold og så knust - uden der just var noget 'galt'. Zitora havde brugt alt sin mentale rubosthed til Peytons bryllup - og ikke just fordi der havde været meget at dele ud af. Men hun var jo den successfulde datter og den datter som altid gjorde det rigtige. Den 'perfekte' rollemodel, og nu druknede hun i sin egen grav. Kulden ramte hende ikke, takket være den mængde alkohol hun havde fået i sit system. Hun sad bare der op af muren og burde nok bemærke, hvor blå hendes fingerspidser egentlig var. Hun tog et sug af sin smøg og sukkede for sig selv. Zitora hadede sig selv, hadede den livsstil hun havde fået - men at håndterer den ville være endnu værre. Endelig rejste hun sig op, i tanken om hun nok måtte komme hjem inden nogle blev bekymret, men balance var der ikke meget tilbage af. Hun vred om på den ene ankel og væltede ned på jorden. Hendes blik blev sløret, som hun stille tog sig til hovedet - hun mærkede den tykkevæske fra sin hovedbund på baghovedet og hostede kort for at få ordenlig luft. Hun fik støttet sig på albuerne så hun kunne komme op og sidde.
"Bloody hell," mumlede hun stille og tog sig til hovedet.

Gæst

P: her <33 Hun har et par sorte jeans på og normale røde sneakers <3

Hun havde siddet på sit kontor og gennemgået nogle journaler for en patient hun ikke havde kunne kurere. Dem der døde på operationsbordet var dem man aldrig glemte. Det havde været en tung beslutning, kræften havde spredt sig så hurtigt og hun havde været for svag til operationen, men det var deres eneste chance. Kaiya havde godt haft på fornemmelsen at det ikke gik, da hun havde rørt patientens hånd og havde hørt ordene "It's okay, let my family mourn me when it's over," men der havde ikke været nogen tale ud i luften. Kaiya var først blevet bange, men så havde hun indset at patienten var villig til at tage chancen.
Det var de værste, dem der vidste at de skulle dø. Kaiya hadede at verdenen var så kold, og fjernede folk på den måde. Hun klemte en hånd sammen til en knytnæve og lagde papirene fra sig som hun tog sine læsebriller af. Hun lænede sig tilbage og tog en dyb indånding. "Don't let them get in your head like this," mumle-hviskede hun til sig selv og rejste sig. Men som hun rejste sig mærkede hun en pludselig smerte i sin ankel og blev tvunget tilbage på sin stol. Hun bed sig i læben og tog en skarp indånding, mens hun rørte den. Hun havde da ikke rejst sig mærkeligt? Og så blev hun mindet om engang hvor Zitora havde slået sin arm da de var yngre, og hun havde mærket det selv som var det på egen krop.
Hun hev sin telefon op og ringede til Zitora, men blev smidt på svareren med det samme. "Oh for crying out loud, Zee." mumlede hun vredt og kiggede på sin computer hvor hun satte find min telefon igang med at finde Zitoras telefon. Imens den ledte, ringede hun til en af overlægerne og fandt på en eller andet sløset undskyldning som heldigvis gik igennem. Placeringen bippede på skærmen og hun skyndte sig ud.
Som hun fik sat sin bil i nærheden, løb hun over til gyden, næsten som vidste hun at hun ville finde sin søster der. Hun skyndte sig hen til hende og flåede sin doktor-kittel af som hun trak om Zitoras arme. "What are you doing here all alone?" spurgte hun næsten vredt, for hun vidste at der måtte være noget galt, noget de ikke havde snakket om. "I thought we helped eachother through this kind of stuff, instead of drowning it in alcohol," sagde hun så og lagde en hånd mod Zitoras kind. "You're freaking cold. We're going to my car, right now," sagde hun så før hun kiggede ned på Zitoras ankel.

Emne: Sv: It's a twin thing - Kaiya Lør Jan 12, 2019 7:48 am

Selvfølgelig mærkede hun pludselig at Kaiya var i nærheden, men faktisk var det første gang at Kaiya egentlig så Zitora i denne her tilstand. De seneste par gange var det vel bare gået grueligt galt for hende, men så lige efter Marcel kom tilbage - havde tingene været en anelse letterer. Kaiya var vred eller nok nærmere skuffet - bekymret. Det ville hun selv være. Hun mærkede knap smerten i anklen som det var noget, så påvirket var hun. Zitora tog en dyb indånding, og sjovt nok prøvede hendes underbevidsthed at tage sin lille perfekte rolle på sig helt instinktivt.
"I've been at this for years Kai. It's not something that magically stops because you decide to live with me," kom det måske mere hårdt end ment fra Zitora. Kaiya havde overtalt hende at komme med til det bryllup, men det havde svunget Zitora helt ud af kurs. Deres adoptivfar havde været med i den ting som havde ødelagt Zitora allermest, og det var den eneste ting der var imellem hende og Kaiya - den eneste ting hun aldrig havde haft mulighed for at snakke om dengang - fordi Kaiya var sluppet ud. Zitoras halvslørrede syn havde fanget Kaiya så imod hendes ankel og hun åndede tungt ud. Kaiya havde det med at mærke hvis Zitora slog sig, hvor imod Zitora mere mærkede følelsesmæssigt. Og for ikke just mange dage siden havde hun følt sig så uendelig ked af det og chokereret. Det var en følelse hun havde vågnet op med midt om natten og ikke anede hvor kom fra.
"I'm not going anywhere till you tell me what happened to you the other day," sank hun stille en klump og forsøgte selvstændigt at rejse sig op. Det gik også med et par grimasser. Hvad var det deres mor havde sagt, smerte var en illusion - men lige nu føltes den meget ægte. Men den smerte i brystet hun havde følt da hun vågnet havde været fra at miste, og hvad havde Kaiya oplevet de ikke havde talt om. De havde knap været hjemme på samme tid, og hun vidste Kaiya havde været ved Amery. Igen var det nok fordi Zitora respektererede Kaiya for meget til selv at fiske informationerne ud. "I've felt that similar feeling once.. it reminded me of 1-2 almost years in New York with dad in the late 2013 till 2014. You weren't home anyways and he took me on the business trip." hun stirrede ud i luften kort, hun skulle have talt om dette her over en god mængde alkohol for længe siden. "but he said I shouldn't talk about it to anyone. It took me 5 years to find out what really happened," hun bed sammen og mærkede tårerne fosse ud af øjnene på hende helt ukontrolleret. Zitora tørrede dem og humpede hen til bilen, okay måske havde hun ikke drukket nok til faktisk at kunne tale om det. Den eneste person hun faktisk kunne tale med det om var Bryce, for han havde været der. Men selvom de delte smerten, havde hendes blot været en anden. Zitora fik sat sig ind i bilen og fik selen på. Hendes blik blev fanget i fortiden.

Gæst

Kaiyas udtryk blev noget fjernt da Zitora begyndte at spørge ind til hvad der var sket. Hun rettede sig op og kiggede på sin søster i en lang stirren som hun overvejede hvad hun skulle sige. Skulle hun beskytte hende, eller fortælle hende sandheden? Hvordan kunne man fortælle sådan en skrækkelig nyhed som Kaiya bar på. Hun satte sig ned på knæ og trak Zitoras arm over sine skuldre. “At home. Not here, we’re not having this conversation all drunken and in an alley.” sagde hun bestemt og fik hjulpet Zitora hen til bilen. Hun satte hende ind i passagersiden og kiggede så på anklen. “It’s just a sprain. You’re lucky,” sagde hun så og lukkede døren. Hun satte sig ind i den anden side og kiggede så på sin søster.
Først da begyndte hun at tænke over hvad Zitora havde sagt i gyden om fortiden, og Kaiya mærkede sit greb stramme om rattet. Hun sank en klump og vendte blikket mod sin tvilling med et skyldigt blik i øjnene, som hun selv blev trukket tilbage til dengang. “I shouldnt have left you there. I should’ve brought you with me and kept you safe... But I was a coward,” begyndte hun og mærkede en tåre trille ned af sin kind. “I was too scared for my own sake to see your cries for help. You needed me, your other half and I just packed my bags and left you,” hun slap rattet og kiggede på Zitora. “But it’s not like that anymore. I came back to be with you, my other half. To keep you sane and safe,” sagde hun så og åndede tungt ud. Indtil videre virkede det til at hun havde fejlet grueligt i begge dele på sin vis.

Emne: Sv: It's a twin thing - Kaiya Lør Jan 12, 2019 5:57 pm

"But you did," hviskede hun næsten utydeligt til sig selv - nok nærmere fordi hun ikke havde kontrol over hvad hun sagde i sit hoved og hvad hun egentlig fik sagt. Dog kiggede Zitora over på Kaiya som hun indrømmede hun havde været bange. En klump samlede sig i Zitoras hals, men hun sank den hurtigt.
"I lost my way to happily ever after a long time ago Kai. And I'm not sure anything can bring it back," hendes stemme knækkede næsten over. Det havde lykkedes hende at fortælle Cain omkring det, deres biologiske far. Zitora havde trods alt været meget tæt med ham, og han havde hjulpet hende med tabet af Klaus hendes første kæreste og med det overnaturlige miljø.
"We never talked about that May.. May 12 2014," tårerne løb hen af hendes kinder som hun blot stirrede ud af vinduet. "I know you called that, for the first time in forever. Because you knew something was wrong. He told you that I tripped down the stairs, but I was fine. Because he didn't want anyone to come to close to the truth," hun snøftede og tog en dyb indånding.
"I met a boy when I first arrived in New York.. The Blakes, Dad always used to talk about that family - and I got together with the oldest son. After a while," hun stammede lidt og rettede sig op. "We discovered that we were going to be parents.. we here thrilled," tilføjede hun og trak en anelse på smilebåndet af det gode minde. En rystende dyb indånding slap hendes kolde læber.
"I guess you can guess something went wrong," hun flyttede blikket over imod Kaiya.
"I didn't trip. It wasn't an accident. But they wanted everyone to believe that. All because Bryce and I didn't wanted to get married," hun klemte øjnene sammen og vendte blikket tilbage imod bilruden.
"I knew he was dead before the doctors told me. I felt him dying, the connection being ripped from me. Nothing I could do.. All I wanted to.. was to die with him. All I had to do was to make sure he would live, and I failed," fortalte hun så og lagde sine hænder imod sit ansigt og førte dem videre op henover sit hår. "And then everything here happened.. Dad not being dad.. and Cain.. and Lucifer.. my new abilities.. it was too much.. I just wanted to stop hurting.. but I can't. I won't stop," indrømmede hun og så til sidst over på sin søster.
"But.. I know you weren't happy at the house.. And I wanted you to be happy, that is the most important thing for me. Because you got the most precious smile in the entire world," smilede hun en anelse til Kaiya selvom tårerne stadigvæk trillerede ned af hendes kinder.

Gæst

Hun lod Zitora tale ud før hun lagde en hånd på hendes og klemte den blidt. “I know... It never felt like an accident down the stairs for me. I was bedridden for days, without knowing how or why. And when they called to tell me, I didnt believe it. This god damned family, it’s cursed.” Sagde Kaiya bittert før hun så kiggede på Zitora. Hendes øjne blødede dog en anelse op som et lille smil bredte sig på hendes læber, “I’m glad that you survived though. I dont think I could go on without you here,”
“We cant change the past, so all we can do is focus on the present and future. We choose how we go about in this life... and I dont believe this is the right way for either of us... Running from our problems, drinking our sorrow away. I dont want this life for neither of us, Zee.” Sagde hun så før hun indså hvordan hun skulle bare have tænkt alt dette istedet for at sige det. Nu sad hun selv og var fanget i fortidens skrækkelige hændelser. En tåre løb ned af hendes kind, og hun snøftede kort før hun blinkede resten af tårerne væk.
“I am tired of letting the Cowan family ruin our lives again and again. We owe them nothing,” sagde hun så og kiggede på Zitora. Hun tændte bilen og kiggede frem. “I’m getting us home and after you’ve had a decent amount of sleep and a good step into sobriety, we’ll talk about what happened yesterday. I’ll no longer hold any secrets from you,” sagde hun uden at vide at der var en lille løgn skjult i den. Hun kunne næsten mærke det som en rasp stemme i hendes øre som hviskede, “You wont tell her ‘cause this is only our secret, right? You think you’re protecting her, but arent you really just protecting yourself?” Og pludselig følte hun sig ubehagelig tilpas. Hun kørte roligt afsted og var blevet underligt stille hvis Zitora ikke sagde noget under vejen.

Emne: Sv: It's a twin thing - Kaiya Søn Jan 13, 2019 7:03 pm

Hun hørte på Kaiya tale omkring Cowan familien, den familie der havde gjort dem til de personer de var blevet. På sin vis havde Kaiya vel ret, de kunne ikke løbe fra deres liv og ingen drink ville ændre noget forevigt. Zitora tog en dyb indånding og sukkede.
"You might be right.. but we are no different Kai. We can't blame the Cowans for everything without blaming ourselves as well.. we left Peyton in their hands, a girl who doesn't remember her past." Zitora rystede let på hovedet, "I let them merry her away, because of what.. so I didn't have to. She is just an innocent girl.." skammen strejfede hende med sine dybe klør, og hvis hun ikke allerede havde været fyldt op med had imod sig selv - så var hun det nu. Dog var der en ting som Zitora bed fast i, ikke flere hemmeligheder. Hun så over imod Kaiya kort med et ukendt blik, som om at hendes søster i et split sekund var en fremmed for hende - men efter det så hun blot ud af forruden. Der blev ikke et ord udvekslet mellem dem under turen. Det var først da de kunne parkerer i parkerings kælderen og de kom ind i stuen at Zitora åbnede munden.
"Maybe you should go with me tomorrow. Sundays are like my fight training with mom and Simon.. you should join us," tilbød Zitora og vendte sig imod sin søster. Som om hun bare efter sin sætning kunne føle der var noget som bare ikke var rigtigt. "I never really felt like we had a mother till I met her," smilede hun svagt.
"You know.. Dad.. Cain.. gave me something.. or more Clarissa gave me something.. Call it a alcohol and drug detox," fortalte hun og gik ud i køkkenet. Her greb hun et par forskellige glas og blandede dem sammen. "It taste absolutely awful," indrømmede hun og drak indholdet, "but that shit works," tilføjede hun og tog sig kort til hovedet. Det svingede kort for hende, men derefter var det som om at tingene allerede var mere tydelige igen.
"Because you said secrets. And I knew you were hiding something. But you never actually had any plans on telling me.. did you?" Det var helt klart en fordel at tale med en alkohol påvirket Zitora i stedet for den ædru. Det var også først nu at Zitora var blevet klar over, hvad hun havde delt med Kaiya i bilen. "You look have that look. It's the same look the day I found you after you ran away.. the day you told me you weren't coming back.. just tell me," kom det en anelse mere frustreret fra Zitora.

Gæst

Som Zitora sagde at de ikke kunne give al skylden til Cowan familien fik det Kaiya til at stramme i kæben. De havde vel deres egen mening omkring familien og skyld. Hun lukkede sine øjne kort og var nød til at bide sammen istedet for at sige hvad hun havde lyst til at sige. For det var ikke det rigtige tidspunkt, og det ville være den værste måde at prøve at få ret på. Det ville hun aldrig gøre mod Zitora. Så hun lod det gå hen i stilheden, som var det noget hun hellere bare ville tænke over, selvom hun allerede var fast besluttet omkring den familie. Hun kiggede på Zitora med store øjne da hun nævnte Peyton, “We let them marry her away because we actually saw them together. He made her so happy. We didnt know that it would turn out this way, but he has done nothing but save her from being with the Cowans for another dreadful second. Dont think we left her for worse,” sagde hun så næsten vredt, for det virkede så absurd at hun lod dette være en af de ting der vejede ned over sig. “She is safe and with a person that loves her,”
“I made a promise to myself that I would protect you from things that could hurt knowing, things that I have control over. So know that these secrets were held to protect you, as long as they could,” sagde hun så frustreret som svar, hun følte at jo mere Zitora kørte i det, jo mere blev Kaiya tvunget op i en krog af fight or flight, og Kaiya var en kæmper. “I thought that if only one of us were broken, there would be hope for the both of us. I wouldn’t burden you with my problems, you deserved better than being heartbroken for me..” frustrationen blev kun mere og mere tydeligt som hun fortsatte. Tårene var begyndt at løbe ned af hendes kinder som hun vidste at hun ikke længere kunne holde sit løfte og beskytte sin tvilling fra det onde i verdenen. “Our mother was killed, okay? Our big sister’s dad held her under water till she stopped moving. I was forced to watch it before they let me go. She’s dead!” Startede hun ud frustreret før det pludselig blev en glødende vrede, indtil det gik op for hende hvad hun lige havde sagt. Hendes udtryk blødede op til noget trist og knust som hun begyndte at mumle noget undskyldende. Hun gik over til sin søster og lagde armene om hende før hun trykkede hende helt indtil sig. “I didn’t want you to find out like this... I should have had more control over my feelings,” sagde hun så uden at slippe Zitora, hun ville ikke slippe hende, hun ville have at hun skulle vide at hun var i trygge arme. “Let me in. Scream at me if you have to,” mumlede hun og nussede sin søsters ryg. “That was a nice save. Tell her something that would divert the attention from you to her feelings to your mother. And you want her to let you in? Like you let her in just now and savoured our secret?” Begyndte den hæse stemme igen, men Kaiyas fokus var på Zitora. Det var det vigtige nu.

Emne: Sv: It's a twin thing - Kaiya Søn Jan 13, 2019 8:36 pm

Hun mærkede en følelse boble op indeni, en frustration - en ting som ikke kun var hendes egen. Hvis der var nogen Zitora kunne lade sin vrede gå udover var det Kaiya og Cain - også kendt som de to hun stolede mest på i hele sit liv. Og det havde ikke gået udover Kaiya i mange år nu, men her stod de. Hun rystede på hovedet.
"But I am broken Kaiya!" udbrød Zitora og mærkede tårerne komme tilbage. Der var noget og Zitora kunne mærke det. Hun behøvede ikke at være Kaiyas tvilling for at se, at hun gemte på noget større end de to. Sandheden kom på bordet og ramte hende som tusinde knive i hjertet på en og samme tid. Chokket fik hende til at fryse fast som hun greb ud efter køkkenbordet for at holde sig oppe. Zitora så væk fra Kaiya og prøvede at huske at trække vejret. Hun registeret næsten ikke at Kaiya gik hen og holdt om hende. Det var som om alt omkring hende blev slugt i et stort sort hul. Til sidst fandt hun tilbage til virkeligheden og blinkede let, men bevægede sig ud af Kaiyas arme og kørte sine hænder igennem sit hår.
"Why.. why didn't you reach out for me? I could have found a way to help," hun tog en dyb indånding og placerede hænderne på bordpladen.
"Let me guess to protect me..?" Hun fnøs let og vendte sig rundt for at se på Kaiya. "But here is when you are wrong okay. You should have told me the second you had the chance.. indsted of letting me lay around in deep unknown sorrow."
"I'm happy to tell you, that you couldn't save me from the world sis. You know that I hate secrets... but I hate lies even more," kom det fra hende og Zitora holdt vejret. "And you know if I wanted I could find out by myself.. but I'm asking you.. if you want me to let you in. You need to stop running from me," sank Zitora en klump. Zitora bar på en del vrede, sorg og en masse andet hun ikke kunne placerer.

Gæst

Som Zitora sagde at hun kunne have kontaktet hende rystede hun på hovedet. “There was nothing you could have done. You may think so, but it was all planned. It was planned for Elena and I to just sit and watch while our mother was killed.” Sagde hun så fortvivlet. Frustrationen voksede indeni hende som Zitora blev ved med at tilføje til skylden der allerede åd hende op indeni. Hun knak, og vreden blussede sig op. “What would you have done? Tell me! Would you have called me to you, to watch something so horrible? Tell me Zitora, would you?” Hun råbte det nærmest. Hun vendte ryggen til sin søster og knyttede sine næver. “I didnt stop myself from telling you to shield you, that was only partly. The pain would have been the same, be that I told you yesterday or tomorrow or even the second after it happened. I didnt tell you because I didnt want to go through all those memories again, you felt exactly what I felt at the moment she died. They burn in my brain like a parasite! It hurts Zitora!” Hun åndede tungt ud og samlede sine tanker. Hun havde på fornemmelsen at Zitora havde set igennem hende, at det ikke var den eneste hemmelighed. “Our mother just died! And you expect me to have a hold of my thoughts? If you really crave to pick apart my mind, then go ahead!” Vrissede hun, som var det mere en udfordring, en orøve. Det var længe siden at de havde været oppe at toppes på den her måde, men Kaiya havde ingen kontrol over sig selv lige nu. Hendes hoved var et rod. “I lost mother, I lost Amery. I dont want to lose you too,” tårene begyndte at falde som regn som hun vendte sig mod Zitora.

Emne: Sv: It's a twin thing - Kaiya Søn Jan 13, 2019 10:21 pm

Det var ved at være på tide at hun stoppede med at opføre sig, som om at Kaiya var den skyldige i en retsag. Men det var nok nemmest. Det var lettest at blive vred over det hele, når alt hun nok egentlig havde lyst til var bare at stoppe med at føle noget som helst. Zitora rystede på hovedet og tog en dyb indånding.
"What I would have done. I would have reached out to someone.. I have plenty of friend in the area who would help. How do you think I have survived the last few years here in this town?" Svarede hun igen. "I would not have done nothing" det var først da sætningen var sagt, at hun indså hvad hun egentlig havde sagt. "I didn't mean that," tilføjede hun bagefter og sank en klump.
"A lot of things burn inside your brain Kaiya, and you do nothing about it. You just leave me in the dark," svarede Zitora en anelse tørt og holdt sig egentlig irriterende rolig under det hele, udover når hun hævede lidt på stemmen. Det var først som hun nævnte hvad hun egentlig havde mistet at Zitora stoppede lidt op. At miste folk var nok Zitoras største frygt, og hun havde mistet mange. Hun bed læberne sammen og løftede blikket imod Kaiya.
"You would never," kom det fra hende som hun åndede ud. Det var lige meget hvad, hvor meget de råbte og skreg. En ting ændrede sig aldrig.
"What happened with Amery?" Spurgte hun stille og sank en klump.

Gæst

“I wouldnt have done nothing” ordene ramte hårdere end de burde og det vidste Zitora. Kaiya kiggede på hende med store øjne før hun kiggede væk og Zitora sagde at hun ikke mente det. Kinderne var allerede drivvåde som det var, så den ene mere der kom af den sætning før undskyldningen var ikke så synlig, men den gjorde ondt. Hun tørrede den væk med sit ærme og tog en dyb indånding. “That’s not true. You meant it. And I get it. It’s hard to believe, that I did this to protect us both. You have every right.... to say that..” ordene stak i hendes hjerte men hun forstod godt Zitoras frustration, det havde været det samme hvis det var den anden vej det foregik. Hun snøftede og fik vendt sig, som samtalen var gået videre og Zitora sagde at hun ikke lukkede hende ind. “I’ve built up all these walls to protect myself, from the truth of all that has happened to me. And I’m sorry they got so high that not even you could climb over and reach in. I’m truly sorry. But if I break them down, I’m not sure I’d survive. I need them... as much as I need you,” forklarede hun så. Der var ikke mere at sige. Hun var på kanten af det hele og hun var bange for at hvis Zitora pressede mere på, ville det være som at hælde vand i den brønd som Kaiyas mure var blevet, og hun ville drukne.
Men det hjalp at hun sagde at Kaiya aldrig ville miste hende. Men så skiftede emnet til Amery. En masse sorg væltede sig gennem hende og pludselig føltes brønden af mure fuld, mens Kaiya var på bunden med en klods om benet der var fanget under muren. Hun følte sig pludselig svimmel og måtte gribe i bordet for ikke at falde. Hun fik fodfæste nok til at vende sig og glide ned på sin bagdel før hun begyndte at hulke og ryste. “He knew something was wrong, and before they took him, Umbrella. All she did was mention a name and I knew. Marcel works for Umbrella, did you know? As good as the company claims to be, they kidnap people and change them... ‘We wont kill him’ she said but also that I should just forget him,” vreden blussede op i hende. Men så huskede hun hans sidste ord. “His last words to me were that he loved me. He loves me Zee. I dont even know if I’m capable of loving. It’s so scary. I just... I cant love, just the touch or closeness of a man remin....” hun stoppede sig selv og rettede det, “...Doesnt feel like anything. It’s empty. But he was different. His touch was like sweet wine and the closeness like a warm day in the sun...” hun rystede for meget til at fortsætte på noget hun ikke længere havde. “And they took that away. I want to destroy it. Destroy Umbrella. Burn it to the ground. Destroy Wade for killing our mother and kill Ramsay and Mercy for setting it up... all this anger is like fire and the fire is nice warm, so familiar,” hun stoppede med at ryste. Det var nærmest som om hun ikke kunne føle noget mere.

Emne: Sv: It's a twin thing - Kaiya Man Jan 14, 2019 7:53 am

Hun kneb øjnene lidt som Kaiya beskrev den mur der var bygget omkring hende. Zitora havde murer bygget selv, og hun forstod Kaiya - uden egentlig at vide præcis hvad der var gået galt. Hvor hun var kørt af sporet, alt Zitora vidste var, at grunden aldrig rigtig havde været nødvendig - men det betød ikke at det ikke havde en betydning for hende selv. Det var første gang Zitora ikke kom med et hurtigt sving af meninger, og sporede ind på Amery. Hun havde arbejdet med mange cases, set mange folk med hemmeligheder - men modsat sin søster, så tog Zitora ikke et kig ind i virkeligheden her, men det fandt hun sig ofte i på arbejdet. Umbrella og Marcel i samme sætning - dog hun et skridt tilbage.
"He never said where he worked.. apparently both of you think, the best way to protect me is keeping me in the dark," mumlede hun let. Hvis der var noget der farligt at gøre overfor Zitora, var det at gemme ting fra hende.
"She?" Spurgte Zitora og kneb øjnene lidt. Det var først her hun tillod sig at låse sig lidt ind i Kaiyas hoved for at se ansigtet for sig selv. Det ville hjælpe hvis hun kunne sporer hende også. Zitora lagde hovedet let på skrå, som Kaiya sagde, hvad Amerys sidste ord til hende havde været. Dog opfangede hun også Kaiyas hemmelighed var noget dybere - og faktisk blev hun usikker på om hun faktisk ønskede hele den historie. Kaiya fortalte hvad hun havde lyst til at gøre med Umbrella.. Wade.. de andre der havde ledt til denne begivenhed ske. Dog også den varme følelse af vreden, som hun også havde følt. Det var den følelse hun havde været ramt af da hun fandt ud af Cain var deres far, at deres 'forældre' havde løjet for hende.. at de havde været vidne til hvad der i virkeligheden var hent til hende og hendes søn. Den vrede kendte hun.
"You have their faces.. I have the resources," indrømmede hun så. Der var en kold følelse som ramte hende, som om nogle ting i hendes hoved gav mere mening. Havde nogle ting som Kaiya havde sagt lige fået hende til at ligge tingene sammen? Zitora gik over til et af skabene og fandt en mobil der lå skjult bag nogle af de ting Kaiya aldrig spiste.
"I'm gonna talk to Marcel tomorrow about Amery.. rather he like it or not.. but first. Did she say her name.. did Amery say anything he wanted you to do? He seems like a man with a plan," spurgte Zitora. "I have connections in Southside.. the name Mercy rings a bell about a former case I had.. we should go to my office and check it out," det ville i hvert fald beskæftige dem.

Gæst

“Marcel cant do anything... No one can do anything at this point,” sagde hun så bare næsten opgivende. Egentlig vidste hun det ikke, men det hele var så overvældende at det var svært at holde modet oppe. Hun sank en klump og lænede sig op af bordbenet som hun kørte en hånd gennem håret. “It’s almost morning too Zee. I am tired...” sagde hun så og bed hårdt i sin læben. Hun rejste sig forsigtigt og tog sig til hovedet. “The little voice I told you about? It’s in my head right now... Tearing me apart.. Like it always does when I'm this stressed,” indrømmede hun og gik over til vasken og hældte et glas vand op. Hendes hånd rystede så hun var nød til at gribe den med den anden for at få en ordentlig tår. Så rakte hun op i et skab og hev nogle sovepiller ud som hun tog 2 fra. Hun vidste at hun ikke kunne sove på egen hånd i nat, ikke efter alt det som var sket. Hun slugte pillerne og kiggede så på sin tvilling. “Can I sleep in your bed? I feel better when I’m next to you,” sagde hun så men egentlig uden at vente på svar som hun gik op til Zitoras værelse og lagde glasset på sengebordet. Hun smed sig på sengen og kiggede op i loftet. “We’ll figure it all out tomorrow, after a good long sleep,” lovede hun hende som det ikke tog længe for pillerne at virke og hun døsede hen. “I love you,” sagde hun så pludseligt som hun faldte i sin dybe søvn.
Takket være pillerne fik hun sovet nogenlunde i en drømmeløs afslappende søvn, men hun fik også sovet længe. Hun satte sig forsigtigt op og kiggede på klokken. "Shit, it's so late already," sagde hun. Klokken var egentlig kun 12, men Kaiya der var van til at stå meget tidligt op, var overrasket. Hun gik ned i køkkenet og satte vand over til en kop kaffe. Hun tog en kop ned fra skabet. "Zee?" kaldte hun, og hvis hun fik svar ville hun spørge, "Coffee??" og alt efter hvad Zitora svarede ville hun lave enten en kop til sig selv eller dem begge. "Where are you?" spurgte hun roligt som hun kiggede rundt. "Did you start planning already?"

Emne: Sv: It's a twin thing - Kaiya Tirs Jan 15, 2019 10:17 pm

Måske sagde Kaiya nej, men som mange andre gange når Zitora satte sig noget for - så gennemførte hun det. Hun kneb øjnene lidt som Kaiya nævnte den lille stemme i hendes hoved, og nikkede en enkelt gang.
"Listen to me, that voice - if you ever need me to tell it to shut up.. let me know. Because it will be my pleasure," smilede hun let, hvorefter hun gik hen og lagde sin hånd imod Kaiyas kind. Hun lod Kaiya tage et glas vand. Da Kaiya spurgte om hun måtte sove ved siden af hende, nikkede Zitora uden at tøve.
"Of course," smilede hun og så på Kaiya gå ovenpå. Zitora stod kort og så sig omkring. Derefter sukkede hun og gik hurtigt ud på badeværelset. Hun havde lidt sårskorper i hovedbunden og blodrester som hun vaskede væk med en vaskeklud. Hendes mor var død, Marcel kunne arbejde på noget ondt - med eller for, ukendt ondskab var være. Zitora så sig selv i spejlet før hun gik op af trapperne og ned af gangen til sit værelse. Hun trak automatisk på smilebåndet da hun så Kaiya bare havde smidt sig i hendes seng.
"I love you too," smilede Zitora og gik hen for at ligge dynen over Kaiya. Derefter lagde hun sig ved siden af Kaiya og håbede på at hun ville falde i søvn. Men minder stormede rundt i hendes hjerne, tanker kørte på højtryk og det var måske der det virkelig gik op for hende, hvad Kaiya havde haft sagt - Zitora havde mistet sin mor, men der var noget der ikke gav mening. Hvorfor havde Zitora ikke følt sig frakoblet så længe, hende og Kaiyas evner var på en vis længde den samme - men de var også forskellige. Hvis en person Zitora kendte ville hun mærke forbindelsen blive revet over som en fysisk smerte - og den havde været der, men den var også kommet tilbage. Til sidst faldt hun vel i søvn. Hun havde reageret da Kaiya vågnede, men valgte at blive liggende. Først da Kaiya var gået nedenunder stod hun selv op og ringede for backup. Derefter skiftede hun til et par sweatpants of en sort t-shirt. Hun satte håret op i en knold og gik nedenunder.
"Coffee, you are my savior," svarede Zitora som hun gik ned af trapperne og ud til køkkenet.
"Oh I think god will let us have half a day to think for ourselves," kom det så fra hende. "We need to breathe, to feel - because I can't just go out and plan everything without feeling like I'm gonna burn myself before I reach the goal. I need to have more facts, and we need numbers," tilføjede Zitora. "I need all the facts to make a plan, every single thing no matter how small. I'll help you get him out, okay?"
Zitora tog imod sin kop med kaffe og tog en slurk. "Nothing like coffee to please the soul," smilede hun let for sig selv.

» Are night frights a twin thing? - Zitora
» Do you reckon surviving hell is a twin thing? - Karmena
» Can the twin thing save you now? - Zitora, Leah, Rayna og Dexter
» In need of twin cuddles
» Oh it's you - Kaiya