Welcome to zombieland - what are you even doing here?! - Kaiya

Hun havde brugt tid sammen med Marcel, og det var nu også ganske rart. Underligt men rart, og det havde nok også været bedst, hvis hun bare var blevet der - hvorfor var hun ikke blevet der? Hun havde overbevist ham om, at hun skulle hente nogle ting og en ven havde bedt hende om at komme hende i møde - tricket med hendes evne virkede dog ikke ligefrem på den måde - men det vidste Marcel jo ikke, vel ikke medmindre han prøvede at tale til hende men ikke kom igennem. Det var en envejskommunikations form, og kun hun kunne starte den samtale - desværre. Det var ikke så tit hun oplevede nogle med samme evne som hende, men hun vidste de måtte findes. Zitora var kommet på hesteryg efter at have mødt en vildfaren hest på sin vej, det havde taget få sekunder at lave båndet mellem dem, og derved havde hun dens tillid.
Lavender lady nice sagde hesten og nød det faktum at Zitora kunne forstå hvad der blev sagt. Bad smell tilføjede hesten og veg skarpt til venstre. Lugten af død måtte ikke ligefrem være rar for en hests skarpe næse.
Noget i det fjerne fangede Zitoras grønne øjne. Det kunne ikke være? Hun tog chancen og prøvede at få en forbindelse til sin søster Kaiya. I hvert fald blot for at vide hvor hun var henne af.
"If you hear me, give me a sign. And don''t tell me that you are in a real version of the walking dead or something," fortalte Zitora igennem tankerne - men forbindelsen var ikke noget der krævede meget, hvilket betød at hendes bange anelser nok var rigtige - og på samme tid var hun glad for at hendes søster var tæt på - de havde ikke set hinanden længe efterhånden. Hun fik grebet om manken en anelse hårdere så hesten Kita ville vende mod højre, og med et bar klap med hælene var hun på farten imod hvor blikket havde scannet Kaiya.  

Hun løb gennem gaden med døden i hælene. I hendes bælte sad en ubrugt pistol som hendes sikkerhed, men at give en læge en pistol, var det samme som at give en baby en pensel og regne med et mesterværk. Hun anede ikke hvordan den fungerede, og nu hvor zombierne havde overrendt stedet der skulle undersøges, var det bedre at finde sikkerhed før hun prøvede på alt muligt. Hendes skjorte var helt dækket af blod fra den person hun havde prøvet at redde. En stakkels mand der sad klemt under en smadret mur. Kaiya var ved at finde ud af om han kunne reddes, da en fra lægeholdet pludselig råbte:" They're coming!!! Return to the drop-off!"
Men Kaiya rykkede sig ikke. Ikke når manden lå og kiggede op på hende med skræmte øjne. "This is gonna be a risk I'm willing to take," udbrød hun så som hun rejste sig og rakte sine hænder ud til manden. Efter manden havde låst sine hænder om hendes underarme begyndte hun at trække - Manden begyndte at skrige, men til begges held begyndte hans underkrop at glide ud fra ruinen. Kaiya kiggede tilbage og så på zombierne som havde hørt skriget og kom løbende i distancen. "Come onnnn," mumlede hun gennem sammenbidte tænder og gav sig til at trække hårdere end før. Mandens fødder havde sat sig fast mellem en træstolpe og jorden og det virkede ikke til at ville give sig.
Hun slap ham og trak sig tilbage. Han kiggede op på hende og begyndte at panikke og prøve at grave sig ud. Hendes ansigt var fuld af panik selv og hendes hastige vejrtrækning var begyndt at stige hende til hovedet. "I'm sorry... I wont let them hurt you..." sagde hun så og trak sin skalpel ud. Hun greb fat om mandens hoved og han rev i hendes arme for at komme fri. Men han var for svag og hun var stærk. Hun kørte skalpellen langs hans hals og blodet begyndte at flyde som et vandfald. Hendes hånd blev tildækket, hendes trøje gennemblødt af det som løb ned af hans skuldre. Hun slap ham og sank en klump før hun kiggede tilbage mod zombierne.
Et kort blik faldt på manden igen før hun så bare løb. Der var ingen anden vej, blev hun ved med at fortælle sig selv. Men det var der for hende. Hun løb og løb. Da en velkendt stemme talte til hende. Hun vendte sig kort om og kiggede forvirret rundt. "Zee?" tænkte hun for sig selv og kiggede sig om. "You can probably hear me..." tænkte hun så og lukkede kort sine øjne i. Det var længe siden at hun havde snakket med sin søster men hun bad til at det ville virke. Hun bed sig hårdt i læben og vendte sin fulde koncentration om hendes evne. "Close your eyes...." tænkte hun så og åndede så tungt ud som hun åbnede sine øjne. "See things through my perspective," sagde hun så højlydt og hvis evnen virkede ville Zitora få nogle glimt af hvad Kaiya kunne se. Kaiya sørgede for at kigge rundt så hvis Zitora kendte stedet, nemmere ville finde hende. Men pludselig begyndte hendes syn at flimre og hun vaklede bagud til hun ramte siden af en bil. Hun kiggede rundt men kunne ikke få sit syn til at fokusere, alt var fyldt med flimmer og intet så ud til at give mening mere synsmæssigt.