The 'Zen' life - Kaiya

S: Deres hjem
T: Morgen kl. 6.30
O: Zitora befinder sig i køkkenet på dette tidspunkt
V: Solen er ikke stået op endnu
P: Klik
Sang som spilles: Klik
Emne til: @Kaiya <33

---

Hun var vågnet tideligt med et boost af ny energi. Normalt var Zitora ellers typen som ventede på sit vækkeur ringede og hvis hun kunne snooze den to eller tre gange - perfekt. Men siden hun var kommet tilbage, var hun bare ikke træt på samme måde - måske døden havde noget at sige i den sag? Lige meget! Zitora havde sat en kane kaffe over, og stod nu blot i køkkenet for at forbedrede morgenmad. Imens havde hun fundet sin mobil og sat den til højtaleren. En højtaler hun altid havde haft men næsten aldrig havde brugt. Som stormdancer havde hun ikke kunne danse vildt og tosset uden at skabe en halv orkan - men selvom hun havde sluppet af med evnen havde hun aldrig danset alligevel - men nu var alle hendes problemer næsten væk. Det føltes sådan i hvert fald og der var ro over hende, der var en helt ny form for energi. Hvilket spejlede sig i hun slog sig løs imens hun dansede og sang for sig selv imens de andre stadigvæk sov. Marcel sov ved hendes side hele natten igennem, hun havde ikke kunne falde i søvn uden ham ved sin side. Men hun ville heller ikke vække ham fordi hun ikke kunne sove mere. Zitora dækkede bord imens slog sig løs. Der var egentlig en rar vibe omkring det, hvis det ikke var fordi at det kun var tre dage siden hun var genopstået fra de døde.

Peyton havde lånt gæste værelset og hørte en lyd nedenunder. Stille rejste hun sig op og åbnede døren til værelset. Dog som hun åbnede den så hun også de andre stikke hovedet ud.
"Did any of you order music on a Sunday morning?" Spurgte hun og gned sig let i øjnene.

En engleblid latter forlod Zitoras læber som Marcel kom ned og lagde armene omkring hende. Hun gengalte det blide kys imod hendes læber.
"Good morning," smilede hun sødt og vippede hovedet let på skrå, "I don't know. I just feel like.. today is going to be a good day," svarede hun optimistisk. Zitora så godt at Kaiya gik udenfor, men lod hende trække noget luft. Det var forståeligt at der var mange bolde i luften, og Zitora nu stod med en løsning til at få dem til at flyve uden assistance - det kunne ikke just være let heller. Zitoras hænder lå låst omkring Marcel. Derefter placerede hun endnu et kys imod hans læber - en anelse mere lidenskabeligt end det fra før. Hun havde brug for den varme, den fysiske kontakt - for den fik hende til at føle at det ikke bare var en drøm at hun var tilbage.

Peyton så over på Kaiya og løftede på et bryn.
"You okay?" Spurgte hun stille og lænede sig op af væggen. Hun sendte hende lidt et blik til at der ikke skulle lyves i denne her samtale. Men hun vidste også godt, at Kaiya næppe ville andet end at prøve at overbevise Peyton at alting er okay. Hun så let over på Zitora og Marcel, hun kunne vel ikke andet end rigtig at være glad på deres vegne.
"I should call Adrean.. tell him Zitora is alive.. Maybe you should call Amery not just text him," forslog hun og var måske ikke den bedste til parforholds snak - men havde vel fat i et eller andet. Peyton gik selv ud og tog sin mobil op for at ringe.
"Hey babe," startede Peyton let ud og så udover byen. "Sorry I didn't call you last night.. it was a bit intense.. with Kaiya.. but don't.. don't worry someone unexpected saved the day," tilføjede hun ind og så på Zitoras blide latter igennem ruden. Den kunne næsten høres herude, men det var nok bare Peytons mentale billed af Zitora.
"Zitora is back, you should come over.. she had made plenty of breakfirst.. no doubt that we can't eat it all," indrømmede hun med en lille latter

Smilet strakte sig på hendes læber, fanget i varmens rare favn - kunne næsten alt glemmes. Også selvom hun ikke ville indrømme det. Zitora nød måden han trak hende tættere indtil sig, at hun bare kunne give slip. Hun tog en dyb indånding som han hviskede de skulle ringe til Amery.
"No need. It's mean to be, I can feel it," smilede hun hviskende tilbage. "Everyone will be happy, some might just take a little more time than others," tilføjede hun med et varmt smil kun til ære for ham. Hendes kærlighed til ham syntes at overskygge alt andet, hvor førhen alle hendes problemer havde syntes at overskygge hendes overskud til at håndtere sådanne følelser. Hendes indre ro havde nogle fordele.

Peyton smilede som Adrean svarede hende. Hun så henover byen, hvor man kunne ane solen snart gjorde an til at rejse sig op.
"I can sense it, see it reaching up towards the sky," smilede hun stille. "I don't know, is it possible?" Svarede hun drillende, "see you soon," tilføjede hun og lagde på. Hun stillede sig henover muren som adskilte de andre lejeligheders balkon fra deres. Hun så udover byen med et smil på læben.


Det havde været en mærkelig tid, mærkværdige alliancer havde været formet og andre nedlagt. Hvad der præcis var sket, kunne han ikke just finde rundt i. Amery havde haft et syn om Zitora kom til live, men han havde hængt i enden af et drama der måtte vente til en anden dag. Desuden var ham og Kaiya vidst ikke på de bedste linjer, men han elskede hende - så at tilgive kom helt af sig selv. Han havde ikke sovet som sådan denne nat, noget havde holdt ham vågen. De gange han var vågnet havde han rakt ud til modsatte side af sin seng, kun for at finde den tom. En utilfreds mumlen havde nået hans læber som hans mobil lyste op og en besked gik ind. Nu var han vågen igen. Amery så på den, og sank en klump Kaiya. Han rejste sig op og med lidt magi var han egentlig klar. Og lidt mere magi, så valgte han at dukke op på balkonen. Peyton fik næsten et chok, men nåede lige at holde et skrig tilbage.
"You scared me," slog hun let ud efter Amery og gik derefter indenfor. Amery fulgte efter.
"Told ya," hviskede Zitora til Marcel.

Hun havde ikke været tæt på nogle på den måde dengang hun havde mærket sig selv forsvinde væk, hendes øjne landede kort på muren bagved døren. Man kunne ikke længere se det slag der havde været kraftig nok til at brække Zitoras ryg. Men Zitora kunne mærke det inden i, hun var trods alt stadigvæk menneske også. Dog som hun fangede hans vejrtrækning igen, så fandt hun sig selv tilbage til roen. Et smil dannede sig på hendes læber da hun så Kaiya gå hen til Amery. Dog ganske få sekunder ringede dørtelefonen, det var som om hun ikke havde hørt den lyd i flere hundrede år. Marcel løftede hende med hen for at åbne den. Zitora smilte varmt til Adrian da han kom ind af døren.
"So am I," svarede Zitora og gav ham den samme halvekrammer. Der var en historie imellem de to, men ikke en negativ en.

Amery omfavnede Kaiya det sekund hun omfavnede ham. Der var meget usagt, men hans følelser havde ikke ændret sig spor. Han holdt hende tæt, som et tegn på at han ikke havde tænkt sig bare lige at give slip. Amery kunne regne ud at ingen var dræbt af nogle af de tre igår, hvilket han var glad for. Han vidste hvilken skyld død kunne bringe over en.
"I smell pancakes," sagde han så som om han ikke havde spist i flere år. Han svang kort Kaiya rundt om sig selv før han satte hende ned igen.

Peyton gik imod Adrean da han havde hilst på Zitora og Marcel. Hun gengalte kysset som hun blev mødt med. Et skævt varmt smil blomstrede på hendes læber som han lagde sin hånd imod hendes kind.
"Nice of you to show up," svarede hun med et varmt smil. Alt den positive energi omkring hende, det var som om at Zitora kastede noget ekstra ro over rummet - og Peytons persona syntes om det. Det fik hende til at trække Adrean ind i endnu et kys.
"Lets have some breakfirst," smilede Zitora så og klappede i hænderne. Det var næsten som om hun havde vidst der ville blive fuldt hus med alt det hun havde lavet. Havde hun mon vidst det?

Hvor længe havde hun faktisk stået og lavet dette? Det var først da hun så på uret at hun faktisk syntes at være overrasket.
"I reckon I've been up since 4:45 or so. And I admit my reflexes are better know," indrømmede hun og kløede sig kort i nakken. Hun satte sig ned ved siden af Marcel, og kløede sig kort i nakken, dog som han lagde en hånd imod hendes lår fik det hende til at træde væk fra hvad der end prøvede at snige sig ind i hendes sind.
Amery greb Kaiyas arm og førte hende hen til bordet som en gammel ægtemand ville føre sin kone.
"My lady," sagde han og trak den anden stol ved siden af Zitora ud så de kunne sidde ved siden af hinanden.  Han gik hen og lænede sig ind bagved Zitora og gav hende et hurtigt kram, hvorefter han satte sig hen ved siden af Kaiya. "It looks amazing Zitora," tilføjede han så som han så på bordet.

Peyton rullede let med øjnene af Marcel på kærligvis, og hun tog om Adreans arm for at gå hen til bordet. Hun satte sig ned på stolene overfor Zitora og Marcel. De mørke øjne gled henover bordet.
"Oh wauw, this is brilliant," indrømmede hun og sendte Zitora et smil. Hun blev ved med at kigge lidt imod Zitora, som om det ikke rigtig var slået ind på lystavlen at hun faktisk var her.
Amery startede med at række til, og det var lidt ligesom at derefter begyndte Zitora og Peyton også at tage på deres tallerkener. Zitora så på maden der lå på sin tallerken, og greb om sit kaffekrus. Hun skulle lige til at tage en slurk, da hun ikke kunne få sig til det alligevel og satte glasset. Det var tre dage siden hun var genopstået, men hun havde ikke indtaget det helt store faktisk. Væske mindede hende om noget, men det var langtfra alle brikkerne fra før hendes død og efter hendes død som lagde fast - men hun vidste hun huskede mere end de fleste gjorde efter de kom tilbage. Zitora kunne faktisk huske paradishaven, huske hvordan stedet så ud.
"Are you alright?" Spurgte Peyton stille, hvilket fik Zitora til at opdage hun måtte have set lidt fjern ud.
"Oh yeah, I'm great," svarede Zitora og nikkede let.

Zitora holdt vejret kort til Marcel lagde sin hånd mod hendes, forsikrede hende om det var helt normalt. Måske var det normalt. Hun nikkede let og tog en dyb indånding, og ignorerede kort at Kaiya virkede til at lyve lidt for hende - de var tvillinger, der var ting de kunne skjule også ting de ikke kunne skjule. Dog valgte Zitora at skubbe det til side for nu. På et tidspunkt fik de to vel også chancen for at tale alting igennem. Amery spiste løs, selvom han var halv dæmon så smagte menneskemad ham stadigvæk - heldigvis, måske ikke så godt som før, men pandekager ændrede sig aldrig for hans smagsløg. Peyton frøs stille fast som Adrean kom med sit spørgsmål til Zitora, og Zitora løftede hovedet op og rettede blikket mod Adrean kort. Det var ikke et spørgsmål hun havde regnet med at få, men hun forstod hvis alle i den vide verden ville være nysgerrig omkring dette. Modsat andre som havde genopstået havde de ingen minder fra deres stadie hvor de faktisk havde været døde. Zitora sank en klump og følte sig kort tør i munden, men valgte så at svare. For hun kendte til det faktum at ønske at have informationer for at forholde sig til en sandhed.
"At first.. it was like this cold. Freezing. It only lasted for a moment, and then this warmth reached me. I opened my eyes.. freaked out, but it was so beautiful. Everything was just warm.. filled with hope and happiness," indrømmede hun og sank en klump som hun mindedes om tiden. "Most of the people I watched come up there.. seemed to find peace and reunite with their lost loved ones.. quite the thing to watch.. and feel," indrømmede hun og sank en klump. Zitora tog en dyb indånding og fandt sig selv i at søge Kaiyas hånd for trykhed. Come to me, lød en stemme i hendes hoved som hun skød langt bagerst i hendes hoved og fokuserede på de nyeste minder hun havde haft med Clayton. Ubevidst sendte hun Kaiya et billed fra et af hendes minder med den lille dreng der kom løbende over til hendes favn, den glæde der havde været over at se ham igen. Deres farmor, og de generelt lyse og glade omgivelser der havde været omkring hende.

Det var et kort delt minde, før det forsvandt igen da Zitora tog hånden til sig.
"The worst thing about leaving was saying goodbye to everything up there.. but a friend of mine reminded me.. that it wasn't my time," smilede hun svagt ved tanken om Chase var kommet til hende deroppe for at få hende hjem. "But God told me the Guardians was waiting for me," tilføjede hun og så over på Peyton. Peyton kneb øjnene let sammen i forvirring.
"You and your sister," sank Zitora let en klump. Peyton løftede på øjenbrynene.
"Are you sure you didn't hurt your head when you woke up this morning?" Spurgte Peyton med et forvirret blik. Hun havde aldrig vidst præcist hvad hun var, og nu vidste hun det mindre end før. "And I found my twin sister last night.. it's a long story," så hun kort over på Adrean, hvorefter hun så på Amery.
"And you need to tell me about it," sagde hun med et bestemt blik på Amery. Amery rømmede sig kort som om han havde fået en krumme i halsen, men han vidste hvad hun snakkede om. Clara hans veninde. Amerys veninde var Peytons mor.
"And I will, but not now," svarede han med samme bestemte blik til hendes respons.
"Whatever," mumlede Peyton og så ned i sin tallerken. Zitora rejste sig op for at hente noget vand, men som Peyton kom til at skubbe sit glas på gulvet med albuen og glasset gik i tu - så frøs Zitora fast i sin seneste bevægelse og ramte det glas hun stod med i hånden. Hjertet bankede voldsommere og voldsommere i hendes brystkasse, og hun mærkede læberne kort skælve. Hun fik endelig hevet vejret ind og sank en klump. Derefter satte hun sig ned på hug og gav sig uden lyd til at samle glasskårene op. Tårerne kæmpede for at bryde udover hendes kinder, men Zitora orkede dem ikke lige nu og ville kæmpe til sin ende før hun ville lade dem flyde over - eller tæt på.

Zitora stod fanget i sin egen cirkel da Kaiya brød den. Hurtigt smed Zitora en del skårene ud og så Kaiya i øjnene. Kort sank hun en klump som Kaiya tog resten. De gik ud i køkkenet. Zitora rømmede sig kort.
"What do you want me to say?" Spurgte hun i en lav stemme. Zitora så Kaiya i øjnene på en anden måde, en måde som virkedeligheden ramte hende. "I can't sleep. Everytime I look into a cup, I'm reminded of what I had to become to get here again," tilføjede Zitora så og slog let ud med armene. Det var ikke fordi hendes transformation havde været voldsom. Den sidste ting hun havde følt inden hun døde havde været Kaiyas transformation.
"Being here. I remember how everything went down.. I remember everything from that morning.. and all there is to feel. Is pain," indrømmede hun. "I could have been with my son. Clayton was up there.. such a sight, so happy. To pardon me for trying to get that feeling back. That is all I want Kai, for us all to be happy," indrømmede hun så og havde slet ikke bemærket det hav af tårer der strømmede ned fra hendes kind.

Amery fnøs kort af Marcels kommentar. Peyton huskede brødkrummer fra sit tideligere liv, og det gjorde hende utålmodig ikke at få de svar hun havde sultet efter i så mange år.
"They are fine," kom det så fra Peyton som hun så Marcel sidde og se eftertænksom ud. Efter Zitora var kommet tilbage var der noget nyt over hende, og hun følte sig bedre tilknyttet hende - hvordan vidste hun ikke endnu. Adrean blandede sig i hende og Amerys snak, hvilket fik hende til at synke en klump. Peyton så kort ud imod køkkenet, men blev trukket tilbage i stuen da Adrean lagde sin hånd imod hendes. Amery så imod Peyton, som hun kæmpede for at få sine minder på plads - og her sad han med svarene. Det var ikke just let, og han vidste det sekund hun vidste for meget ville Umbrella komme tilbage efter hende - og med de evner hun udviste, så ville de næppe lade hende slippe denne her gang. Men de havde mødt Elizabeth. Hvilket betød Elizabeth var 'okay'. Deres blikke mødes kort igen efter Adrean havde kysset hendes kind. Hun kunne alligevel ikke slippe synet af sin søster, og den kolde måde at opføre sig på.
"I know your mother," kom det så fra Amery og han sank en klump. Tydeligvis rettede Peyton sig interessant op ved den nyhed. Kaiya, Zitora og Adrean var egentlig de eneste udover resten af Cowan-klanen som vidste hun ikke kunne huske noget om sin fortid da hun først kom til dem.
"Can you take me to her?" Spurgte hun hurtigt og lignede et barn på vej til slikbutikken.
"No," kom det stille fra Amery og han sank en klump, "not yet for that matter," indrømemde han så og kløede sig i nakken.
"Why?" stemmen syntes at fryse hen i ret så skuffet tone.
"It's not safe. And if you are starting to remember it's even less safe," måtte Amery forklare. Han modtog et syn på sine næste år ord og fortrød dem allerede.
"I don't care what is safe and not safe. I've been following my sister into every corner of not safe. I just want to find the missing pieces Amery," Peyton rejste sig op og lagde hænderne på bordet. Bordet frøs stille der hvor hun havde sine hænder. "And you have known all this time, but didn't say a thing," kom det så fra hende og mærkede vreden boble i hende.
"It's not the simple," Amery rømmede sig lidt. Amery havde kendt Peyton i 2015 før alt det kaos skete der skilte hele familien ad. Han havde prøvet at stoppe det, og ikke at sige noget var kun for alles sikkerhed.

Zitora tørrede sine øjne og tog en dyb indånding.
"I'm going to be fine Kai. I'm more worried about you then I am about me," indrømmede hun så og kørte en hånd henover sit hår.  Zitora tog sig let til hendes hånd og pillede et par skår ud og smed dem i vasken. "I'm not the only one who has changed. How about you tell me what you are hiding from me?" Lyden af råb fra stuen fik hende til at gå tilbage.
"Why did it get so cold.. Peyton," kom det så stille fra Zitora og hun sank en klump. "Hey, just breathe."  Peyton så imod Zitora og Kaiya, og bed tænderne sammen. Hun tog en dyb indånding og gik så ud på balkonen for at få lidt frisk luft. Amery blev siddende, som fremtiden havde ændret sig selv. Han kørte frustreret en hånd igennem sit hår.

"I didn't mean it like that," kom det så hurtigt fra Zitora inden de var gået tilbage til stuen. Zitora blev stående tilbage også på Kaiya gå hen til Amery og Peyton og Adrean gå udenfor. Zitora tog en dyb indånding og vendte tilbage til køkkenet for at tage et glas vand.
Amery lagde sine arme omkring Kaiya da hun kom hen til ham. Amery rømmede sig let som der blev spurgt hvad der skete.
"Remember my friend I'm hiding?" Spurgte han og tog en dyb indånding. "In 2015 Rayna was after her, and she stormed the park in Gaia with all her tropes. Peyton and her sister Elizabeth was there. Rayna stormed the place, and took both girls. Elizabeth is immune to Raynas abilities, so they couldn't erase her memories. They erased Peytons and left her alone. I tried to stop Rayna at that time, I linked Elizabeth to Rayna so she couldn't harm her without hurting herself. I knew if Peyton got her memories back, Rayna might come for her again. And I promised Clara to take care of her," fortalte Amery så og kløede sig i nakken. Han så kort ud på Adrean og Peyton. "Because of Rayna, Claras mental state isn't what it used to be. Clara only got me and Clarissa," tilføjede han og åndede tungt ud som stenen var løftet bare lidt fra hans bryst.

Peyton mærkede kulden omkring sig, men prøvede at gøre sit for at beherske den. Adrean fulgte hende ud, og en del af hende var mere bange for at skade ham end for følelsen af ikke at se hendes familie igen.
"Eliza doesn't want to hurt me. I know that. You don't know what its like, waking up and no one believes in you. Everyone looks at you like either you are faking or you are sick," åndede hun tungt ud. "I feel like my mum is the missing piece. Like I have all these memories that are stuck befind her eyes, but I can't remember them. I've seen pictures, after I found my dad.. he showed me all these photos and I wouldn't feel anything looking at them. Meeting Eliza, made me feel like I could be me again," tilføjede hun og lukkede øjnene hårdt i.
"she was pure fire.. Blue flames, and when I looked into her eyes.. knowing she had killed a man and burned a building down. I knew she wouldn't hurt me, she was watching over me," sank Peyton en klump.

Zitora stillede sig op af væggen ind til stuen og så mod folk som en flue på væggen. Hun tog en dyb indånding og så kort imod Kaiya. "You know I didn't mean it like that right?" Spurgte hun kort og tog endnu en dyb indånding. "I'm just.. confused and its no excuse I know.. " Zitora kørte begge hænder hen henover sine kinder og opover hovedet før hun så gik ind i stuen igen.
"Lord give me strength," mumlede hun for sig selv og gik hen til Marcel og stillede sig ved siden af ham og svang armene omkring ham.
"You did your best Amery. I know what it feels like to feel disconnected.. but not having your memories about who you are.. No under her abilities are out of controle."

"I plan to," svarede han kort og sank en klump. Efterhånden var Amery ved at være træt af at skuffe folk. Det skete en for en og i en evig ond cirkel.
Peyton tog endnu en dyb indånding.
"But she is my sister. I should be there for here, and here I am - not doing anything," indrømmede hun. "What if she is in trouble? I couldn't live with myself I didn't at least try," tilføjede hun og så over på Adrean. Hun tog en dyb indånding som han satte sig ned på knæ foran hende og så hende i øjnene. Peyton åndede ud og sank en klump.
"I know, and I'm so lucky to have you in my life," sagde hun så og lagde armene omkring hans skuldre som han rejste sig igen. "You know you are quite insane, being with me. All respect to you," smilede hun til ham før hun gav ham et blidt kys på munden. Peyton lo en smule bagefter.
"You are crazy. It's kinda chilly here, and you must be freezing."

Zitora havde en lyst til bare at løbe hen og grave sig ned i det hul hun havde gravet sig op af. Hendes frustration var aldrig meningen at skulle gå udover Kaiya, men problematikken lå i at de næste par dage ville gå med at alle hang om hende - og det måtte hun finde sig i.
"Ish," svarede hun ærligt. "But I'll get there," tilføjede hun og åndede ud. Hun så overpå  Kaiya, og vidste udmærket at det ikke havde været okay af hende at sige hvad hun havde sagt. Alt hun egentlig havde ville ind på, var der var nogle ting som ikke var som de var før, og normalt var Zitora ikke personen som sagde de forkerte ting - der var vel en første gang for alting. Zitora tog sig kort til halsen, men valgte at lade det sidde selvom hun tydeligvis bare havde lyst til at hoste.
Amery så ned på Kaiya som hun så op på ham. Han sendte hende et smil og nikkede.
"What ever it takes," tilføjede han og derefter placerede han stille sine læber imod hendes.
Der var mange ting som de kunne bekymre sig om, men dagen skulle være om glæde og i håb om at glemme nogle ting. Men her havde Zitora ødelagt det hele, og hun var ved at diskutere med sig selv om hun skulle grave sig ned eller fuldføre dagen.
"I'll just go use the restroom," sagde hun så og tog en dyb indånding før hun så gik op ovenpå og ind på sit soveværelse. Hun havde et badeværelse på sit soveværelse - meget praktisk. Zitora gik hen til vasken og så sig selv i spejlet. Det krillerede stadigvæk i halsen, og hun kunne smage jorden igen. Come to me Zitora, lød stemmen i hendes hoved igen. "Fuck off Lucifer. Minderne fra paradis skyllede henover hende og snart mærkede hun alle følelserne stå på, hun så sig selv i øjnene og vendte ryggen til for at sætte sig på sengen. Hun lagde sine hænder i imod sit hoved og kastede sig bagover i sengen, lysten til at skrige ramte hende men hun gjorde det ikke. But mama I just love you, den lille stemme klingede i hendes hoved og drev hende til vanvid.

Amery så på Marcel og lavede et nik til ham, til at han kunne gå op til Zitora. Derefter lavede han et par knips med fingrene og havde fået ryddet af bordet og vasket op.
"I love magic," mumlede han for sig selv. Derefter gik hen over i køkkenet og lavede lidt mere trylleri. Han lavede en stor kop kaffe til ham og Kaiya, med tilføjelse af doneret blod i stedet for mælk. Han rakte Kaiya koppen.
"Here drink this," sagde han så til hende. Han tog selv en tår af sin kop.

Hun nød at stå tæt på ham igen, hele hendes virkelighed havde været hvisket ud - og han havde formået at få hende til at føle sig i live og ikke mindst virkelig. Hun smilede som han trak hende tættere mod sig.
"I love you," sagde hun stille som hun placerede sin pande imod hans og tog en dyb indånding. Hun så kort indenfor der var kun Amery og Kaiya i stuen, hvilket fik hende til at synke en klump. Peyton overvejede mulighederne.
"Should we go home?" Spurgte hun Adrean stille. Måske det var bedst at give huset lidt fred.
Zitora tog en dyb indånding, og prøvede at finde alle sidste brikker til det uendelige pusle spil. Zitora fjernede hænderne fra sit ansigt som Marcel satte sig ved siden af hende.
"I thought I could keep it up, at least for just one day," sukkede hun og rullede sig over på siden, og støttede sit hoved med hånden imens hun så op på ham. Zitora tog en dyb indånding. "Talking about it.. just makes it real," indrømmede hun og åndede ud som tårerene fulgte hendes vejrtrækning.
"I was only up there so shortly, and even though I knew I didn't belong up there - I can't help feeling so selfish for not staying," fortalte hun så og hev stille vejret ind igen. "I never told you this.. because I guess I was guilty for some weird reason.. five years ago.. I was in a car crash, I was lucky to even be alive. But survived, and he didn't," hun satte sig op og kørte hænderne henover øjnene for at tørre øjnene. "I was about to have son.. and he died... so when I got up there.. he was waiting for me," de sidste ord fik hendes stemme til at knække og hun tog en dyb indånding.
"He knew I would go back here, Eva told him this was how it was supposed to be. But it wasn't fair, I guess life in heaven isn't fair either," tilføjede hun så og sank en klump efterfulgt af et lille snøft. Hun rystede let på hovedet. "But its okay. I know at some point I'll be back, when time is right," tilføjede hun og nikkede til Marcel. Zitora tog en dyb indånding.
"It's not even what is bothering me.. It's all psychological I reckon," Zitroa lagde sig ned tilbage ved Marcel med sit hoved på hans bryst. "I keep feeling like I have dirt in my lunges. But I did have half a panic attack while I was trying to dig myself up. It makes sense.. I guess.. Everything I drink, reminds me of the blood I had to drink to be reborn.. wow.. and no I'm not a vampire," lo hun let som det gik op for hende hun basic beskrev at være genopstået som en vampyr.
"I had to drink the blood of the first pureblooded angel to become angelic, or half angelic," fortalte hun så.

Amery nikkede let som hun spurgte om det var blod. "Wait till I make you my fathers most famous dishes. He always told me and Clary, that just because we live of blood - food shouldn't be boring," fortalte han med et skævt smil. Det var nemmere for Amery at vænne sig til at drikke blod igen, for det havde han gjort størstedelen af sit liv. Det var stadigvæk nyt for Kaiya, men Amery holdt sig optimistisk.
"No this is not on you," pointerede han og lagde sin hånd mod hendes knæ. "We all got secrets Ka. We don't tell our twins everything, because we believe it keeps them safe. Which isn't always the case, but it's just our nature," tilføjede han og tog en tår mere af sin kaffe.
"And you are not a bad person. I've met bad people, you are not even close to that category," pointerede han. "Lot of things changed on that day. I believe she can feel it. You are part demon now, from what I can feel, she is part angel. She has no idea what happened when she wasn't here, and we have no idea what she remembers from being gone. Its not common that people remember the time before they were reborn." fortalte han så. Amery vidste af dem i huset lige nu, var han den ældste - men det gjorde ham intet lige nu. "When I first was turned from being a hybrid till just being a warlock .. me and Clarissa had more fights the first few weeks when we had in a hundred years," indrømmede han. "It's about adjusting to each other. It'll take time, for both of you. And you both are known to be quite headstrong." smilede han lidt og kyssede hendes kind.

Peyton smilde en anelse større som Adrean kom med sine lokkende tilbud. Det måtte hun indrømme, det var fristende.
"Oh I'm all in for that," svarede hun, "but first I need to get out of my nightclothes, so I'll do that quick - and then I'm all yours," tilføjede hun og gik indenfor igen. Hun løb hurtigt oven på, for at hoppe i et par bukser og en striktrøje, hvorefter hun luntede lydløst nedenunder igen. Hun ville ikke blande sig i Marcel og Zitoras samtale, så hun ville bare sige farvel til Kaiya og at hun måtte hilse Zee senere. Hun kom nedenunder igen. Hun listede stille hen og gav Kaiya en krammer imens hun sad på køkkenbordet.
"See you soon okay? Call me if you need anything," smilede Peyton og slap sin søster. Derefter så hun på Amery. "And see you later as well, bye," tilføjede hun med et smil og gik hen for at hente sin jakke så hende og Adrean kunne gå.
//Peyton out//

"See you later Peyton," svarede Amery blot og sank en klump. Han burde tale med hende mere omkring sin mor, men ikke nu. Han sendte Adrean et nik.
Amery lyttede til Kaiya, han forstod forskellighed kunne være en skræmmende ting - specielt når det havde været anderledes fra barnsben af. Nu havde han ikke levet i morderne tid med sine søskende, og nutiden var lettere end fortiden - i følge ham i hvert fald. Tvillinge forståelse kom med så mange forskellige aspekter og var så forskellig i forhold til hver enkelte tvillingepar - men der var også mange ligheder, specielt når det kom til tvilinger med magiske kræfter. Kaiya og Zitora var noget for sig selv, deres evne til at snakke med hinanden uden at åbne munden var fantastisk.
"I suggest tomorrow, you take the day with her. Just you and her, and you talk. If it chases and burns a little, that's alright. I might have to do for a little while."No one is giving up on anyone in this house," pointerede han og så hende i øjnene.

Det var en underlig følelse af den sten der føltes at være løftet fra hendes hjerte. Hun havde accepteret at hun var nød til at forlade Clayton, ellers havde hun ikke været her nu. Zitora tog en dyb indånding og så på Marcel, som han snakkede. Hun nikkede i respons da han sagde hun skulle hænge i for nu. Hun gengalte kysset mod hans læber, og lagde panden imod hans som han sagde de alle sammen måtte holde sammen. Det var der vel en ide om. Zitora havde ingen anelse om, hvordan hver enkelt havde håndteret hendes død - men en del af hende sagde det ikke havde været specielt kønt for nogle parter. "Together," åndede hun stille ud og nikkede en smule. Derefter satte hun sig over hans ben og lænede sig ind for at placere sine læber mod hans endnu engang, denne gang havde hun dog intet imod bruge lidt styrke til at få hans ryg plantet mod sengens madras.