Grief, truth & trouble - Kaiya

Hun var ikke sikker på at en bar ville have været det bedste sted for dem at tage hen. Måske ville det have været langt bedre hvis de bare var taget hen på en café, drukket en milkshake og spist noget kage. Men sådan var virkeligheden desværre ikke og Kaiya kunne ikke sige nej til en drink. Drinken var langt mere fristelig end nogen milkshake nogensinde kunne være. Kaiya var ikke just typen der var afhængig af ting, især ting der lod hende miste kontrollen, men med alkohol var det noget helt andet. Det var som om denne giftige væske ikke kun tog kontrollen, men tog alle de dårlige tanker og lettede dem fra hendes skuldre. Hun var draget af den følelse, følelsen af ikke at kunne føle noget for en stund. Hun sad og dulmede lidt over baren som hun havde drukket sin vin, en ganske sød en. Det fik hende til at tænke på Amery, en mærkelig sammenligning men ikke desto mindre var den der for hende.
Hun erindrede nærmest ikke at hun havde fundet vej til et slags dansegulv ikke langt fra Peyton, hvor hun kunne få lov til at slå sig løs, for bare en stund. Hendes trin, uden at hun vidste det var Zitoras, dem hun havde set hende bruge med sådan en glæde og gejst. Hun udførte dem ikke nær så godt, men det fik hende til at føle at Zitora var der, hvis ikke i hendes dansetrin, så i hendes hjerte. Hun opdagede ikke at nogle fyre havde nærmet sig dem da Peyton pludselig stoppede en hånd der var på vej mod hendes hofte. Pludselig kom hun tilbage til virkeligheden og stoppede med at danse. Hun kiggede på fyren som Peyton snakkede til ham og pludselig ændrede hendes udtryk sig til noget dystert.
Men Peyton virkede til at have styr på situationen og hurtigt var de ude. Kaiya havde sat sig roligt ned og åndede tungt ud. Noget i hende, den indre dæmon var begyndt at hviske. Kaiya kiggede på sit glas som stadig var halvt fuld og skubbede det op mod baren så bartenderen kunne tage det væk. Hun vendte sig mod Peyton med en gnist i øjnene og et svagt smil over læben. "I'd say we follow them. They'll come back and I'm not gonna have my night ruined by a couple of assholes. If they don't get us, they'll go after someone else. It's distasteful," sagde hun med en tone fuld af væmmelse og havde rejst sig før Peyton overhovedet havde givet grønt lys til hendes plan.
Hun gik ud af baren og vendte blikket i den retning som mændende havde gået, og knugede sin hånd. Dæmonen bad om blod, og Kaiya kunne ikke stå imod.
De var ikke nået langt, da Kaiya fik øje på dem og hun gik direkte imod dem. Den ene vaklede og de andre var nød til at holde ham oppe, så de opdagede ikke da Kaiya pludselig havde samlet et reklameskilt op som en butik havde glemt at tage ind og slog den ene i ryggen så de alle faldt. Slaget havde slået den ene helt ud, blod flød ud af hans mund, men ham der blot var faldet trak Kaiya ind i en nærliggende gyde og slap ham da de var i midten af den. Hun kiggede ned på ham med flammende øjne og kunne ikke undgå at smile en anelse. "I bet you've had a lot of pleasures with women that didn't want them," sagde hun roligt til ham og satte sig på knæ ved hans side som hun roligt aede hans kind. "I want to play a game," mumlede hun roligt før hun greb hans ansigt og slog det ned i asfalten, nok til at gøre ham grundforvirret. Hun kiggede tilbage på Peyton. "Grab the cripple and get him in here," sagde hun roligt og kiggede tilbage på fyren der lå og prøvede at få styr på sin forvirring over slaget.

"My plan is to just have a little fun. Get loose, you know? Like they were about to with us," sagde hun næsten for roligt. Hun rejste sig forsigtigt og kørte en hånd gennem håret. Det var svært. Der var så mange ting som kunne gøres. Men Kaiya kunne ikke beslutte sig for hvad. Hendes dæmonside ville bare have blod og det skulle den nok få. Da hun pludselig fik en idé. Hun tog sin telefon op og ringede til ham. "Marcel, you have to come here right now and get us out of here. I'm using my raincheck," sagde hun før hun gav ham adressen og lagde på. Hun fandt nogle strips frem som hun ikke vidste hun havde, men de var rester fra arbejde. Hun spændte den enes hænder sammen og derefter den anden.
Det tog ikke længe før Marcel var der og da han trådte ud af bilen for at se på dem, fik han et forvirret udtryk i ansigtet. "Kaiya, Peyton, what is going on here?" spurgte han før et skarpt blik fra Kaiya fik ham til at sukke let. "Raincheck, I get it," sagde han så og kiggede mod fyren der der ude på asfalten og følte at han måske alligevel var glad for ikke at få en forklaring. "Where to?" spurgte han så. "The old warehouse out of town," sagde Kaiya så som hun trak den ene bundne mand hen til bilen og smed ham ind i bilens bagrum, hun var ligeglad med sikkerheden lige nu, ikke deres i hvert fald. Hun kiggede på den besvimede mand og åndede let ud. "This one we leave behind. As a warning." sagde hun så før hun hjalp Peyton med den anden mand og satte sig ind på bagsædet før hun lagde en hånd mod sin pande og åndede tungt ud.
Marcel stod lidt og kløede sig i nakken før han kiggede på Peyton. "Sure this is a good idea?" spurgte han og bemærkede godt at alting var blevet køligere. "She seems out of character, even for something like this,"

Kaiyas beslutning var urokkelig. Marcel kørte en hånd gennem håret og tog en dyb indånding. "Oh don't apologize, I'd rather have her call me than someone else. At least I'll know what to say when her counscience hits," sagde han selvom han inderst inde ikke vidste hvordan han havde det med det. Men hvor lidt Kaiya var sig selv lige nu, var hun det jeg der havde brug for dette lige nu. Marcel kendte godt til det med at ville slå et par hovedet sammen for at få det bedre, men han vidste bedre - At man ikke fik det bedre af det. Men Kaiya var en voksen kvinde og hun kendte konsekvenserne. Han satte sig ind og begyndte at køre.
Da de kom til det tomme lager, trådte Kaiya ud af bilen og åndede roligt ind. Hun vidste ikke om Amery havde set det her komme og allerede var på vej for at tale hende ud af det, for det ville han nok kunne, men noget i hende håbede ikke på det. Hun trak manden ud af bagagerummet og lod ham falde til jorden. Han havde fået nok tid til at komme sig og kiggede op på Kaiya med bedende øjne. "Please... I don't want to die," begyndte han men Kaiya begyndte bare at trække ham mod lageret. Hun kiggede på Peyton og tog sig lidt til hovedet. Marcel holdte sig udenfor og trommede lidt på bilens tag som han fløjtede nervøst. Han kunne ikke efterlade dem nu, men han kunne ikke være derinde med dem.
"You know the man that worked for Mr.Cowan? The business friend? Yeah, I remember him too, but not as a business partner of our father," hun vidste at det var et dårligt tidspunkt og noget i hende ville stoppe men hun kunne ikke. "He has haunted my mind for so long, I still dream about the things he did to me. And this guy? He sure looks like him," sagde hun, men faktisk kunne hun ikke huske mandens ansigt. Så det var nemt at mønte en andens udseende på ham og gøre den person til den der havde gjort de onde ting mod hende. Så nemt.

Hun kiggede mod Peyton og lyttede til hvad hun sagde. Det skar i hendes hjerte, men alt hvad hun kunne se lige i dette øjeblik var hævn, og hævn skulle hun have. Hun var nød til det. Der var ingen anden udvej, ingen måde denne dæmon kunne få stillet sin tørst på. Hun vendte sit blik og stirrede på manden som hun mærkede en splittelse i sit hjerte. Men der var også noget andet, noget uforklareligt. Hun sank en klump da en stemme lød i hendes hoved, Zitora. Hendes øjne begyndte at fyldes med tårer som hun ikke vidste om det var indblisk eller virkelighed. Hun greb om Peyton og holdte hende ind mod sig. "I hear her... But she's not here... She's not here anymore Peyton and I can't control it anymore.. It's not in my hands.." hviskede hun smerteligt og bed sig i læben. Hun kiggede mod manden igen og sank en klump. "It wants me to. It wants me to feed.. I'm so hungry..."

Marcel havde bare stået og trommet lidt på taget, gået frem og tilbage med hovedet i sine hænder. Han burde have hørt nogle rædselsskrig, men der var intet. Havde de ombestemt sig? Han begyndte at gå mod varehuset men stoppede så og indså at han ikke havde det mod i sig. Han gik tilbage til bilen da han hørte hendes stemme i mørket. Han så hende komme frem og først vidste han ikke hvad han skulle sige. "Is this... another ghostly visit?" spurgte han lidt forvirret før han så bare trådte frem mod hende og greb ud efter hende. Da han opdagede at han kunne få fat i hende, trak han hende indtil sig og holdte hende så tæt. Han mærkede hendes varme, hendes menneskelighed og det lettede hans hjerte. "You're actually here..." mumlede han forvirret før han kiggede ned mod hende og kyssede hendes pande. "Unbelievable..." mumlede han stadig ganske forvirret og derefter kyssede han hende så ømt på læberne. Et kys han længe havde længdes efter.

Han så på hende som hun sagde at Kaiya ikke svarede. "Well maybe she's still not over you, and seeing that people who die usually don't come back, I don't think we can blame her for not trying to reach out again," sagde han roligt og klemte blidt om Zitoras hånd som han så på hende. Han åndede tungt ud og var på ind i lagerhuset da Zitora stoppede dem. Han vendte blikket tilbage som hun vendte ryggen til og pludselig hørte han knækket og hendes hyl. Han skyndte sig hen til hende og greb om hendes skuldre som han vendte hende mod sig og kiggede på hendes håndled. "This doesn't look fine to me," sagde han en anelse bekymret og lod hende sætte hånden tilbage i sit led. "We'll need to bandage it when this is over," sagde han så en anelse rystet og vendte sig mod laden med hende da hun kaldte efter Kaiya.

Da hun pludselig hørte Zitora kalde, ikke i tankerne men i virkeligheden, efterfulgt af en stikkende ulidelig smerte i sit håndled, skyndte hun sig mod ladens åbning. Hun holdte om sit håndled og stoppede da hun så hende. Hun stod et øjeblik som havde hun set et spøgelse, med øjnene vandrende skiftevis mellem Marcel og Zitora, før hendes øjne blev fyldt med tårer og hun farede frem mod sin søster. Hun lagde armene om hende og holdt hende så tæt hun kunne mens hun lukkede sine øjne hårdt i. "I thought I'd never see you again. I thought you were gone forever," hun trak hende ud og holdte hende stadig fast. "Don't ever disappear like that again. I never want to lose you again," sagde hun bestemt før hun smilede stort og lagde sin pande mod hendes. Hun følte sig hel igen, og dæmonen slappede endelig af. Hun åndede roligt ud og nussede Zitoras underarme.

Som tvillingerne havde deres genforening, bemærkede Marcel at Peyton gik op ved siden af ham. Han skævede mod hende og smilede en anelse roligt. "Seems so. And I'm glad it did," sagde han med en glad tone og kørte en hånd gennem håret. Noget i ham var glad over at han ikke skulle ende sin nat med at dække over et mord, det var faktisk en af de sidste ting han havde lyst til at gøre. Så han kunne ikke andet end at være glad over at Zitora var tilbage, både for sin egen skyld men også for hendes søskende. Da Peyton foreslog at de skulle tage hjem, begyndte han roligt at nikke. "Great idea. I'd love to just relax after all this," sagde han i en tung udånding og blinkede så til Zitora som hun sagde at hun ikke ville lade ham slippe.
Kaiya stod en anelse og kiggede på de andre, før hun åndede let ud og strakte sig. "I'll cut him lose," sagde hun roligt med et lille smil på læben før hun gik ind i lagerhuset. Da hun trådte derind, lå han i fosterstilling med sine sammenbundne arme over sine knæ. Kaiya satte sig på knæ ved ham og greb fat i hans hænder, som han kiggede op på hende. "I've done some shitty things.." indrømmede han stille, Kaiya kiggede på ham og åndede tungt ud. "We all have," forsikrede hun ham og skar hans hænder fri. "I just hope you'll do better from now on," sagde hun stille før hun rejste sig og gik ud til de andre igen. "Lets go," sagde hun så med et skævt smil på læben.

Som Kaiya var trådt ud, sprang laden pludselig til tusinde af blå flammer der fik brændende stykker træ til at flyve rundt til alle sider. Kaiya fik lagt sig og lagt hænderne over hovedet som personen der stod bag, kom ud af laden med sine flammende blå hænder. Kaiya rejste sig roligt før hun greb ud efter pigen, hun fik fat i et kort øjeblik for at danne sin forbindelse mellem dem, men så løb hun. Hun kiggede tilbage på Peyton og de andre for at sikre sig at de var okay, men der var noget ved Peytons udtryk der virkede forkert. Hun gik hen og satte sig ind på bagsædet med Peyton. Hun kiggede på hende og åndede tungt ud. "Well, good thing your sister didnt hit the car with that introduction," sagde hun roligt og kørte en hånd gennem håret for at få aske ud.
Marcel åndede tungt ud som han satte sig ind og kiggede på Kaiya i bakspejlet. Han sukkede kort, "Couldnt you have done that outside the car? You know, nevermind," sagde han roligt og satte bilen igang. Han lagde hånden mod Zitoras sæde og vendte sig som han bakkede ud og prøvede så vidt at undgå de brændende stykker der lå hist og her. Han kørte afsted og Kaiya lænede sig op mod vinduet som hun så ud. Et eller andet i hende følte at hun skulle have været den som slog ham ihjel, men det var forsent nu. Hun kiggede på Zitora og smilte en anelse - Det betød ikke så meget for hende nu hvor hun var her. "Who knows you're back?" spurgte hun roligt og lagde en hånd mod siden af sit hoved.

Kaiya fulgte med i samtalen men sagde ikke meget. Hun lod Peyton snakke for dem, og lyttede bare til det Zitora sagde. Det virkede fuldstændig vanvittigt at deres familie var i direkte blodlinje med de første mennesker, men det var jo sådan det var. Kaiya kiggede på Zitora et par gange men kiggede mest ud af vinduet.
Marcel kiggede på hende som han godt havde bemærket at der var noget mere roligt over hende. Han sank let en klump og greb hendes hånd med den der ikke var på rattet og smilte kort. "I am happy now that you're here, you know that," forsikrede han hende og gav hendes hånd et klem. Kaiya undgik hendes blik en anelse og trak let på skuldrene. "I don't know what happened to you up there, but I'd love to have some of that complete zen too. It's just not as simple," sagde hun roligt og trak atter på skulderen for at understrege at hun ikke vidste om hun reelt var glad. Ja hun var glad for at Zitora var tilbage, men hun havde sin mission for alles sikkerhed på sine skuldre, noget hun ikke havde fortalt nogen om. Hun havde kort nævnt det for Peyton og Marcel men ikke givet konkrete informationer om hvad hun skulle gøre.
Så det var svært at sidde og lade som om at alle verdens problemer var løste nu. Hun smilte dog kort. "Even so, it's still great that you're back. I feel less like all the worlds problems are compiled on my shoulders as they were before," indrømmede hun og gnubbede sin pande kort. Da de kom til Kaiya og Zitoras hus, trådte Kaiya ud og sank en klump. "There was a lot of restoring to do. I tried to make it look as good as it did before. But they messed up the flooring, the broken ones are now fixed but in a slightly lighter colour that just me off," hun grinte kort og rystede på hovedet. "But your room is just as it was left. I couldn't bring myself to clean it," sagde hun så og Marcel åndede tungt ud som han sank lidt bagud, næsten som var det skræmmende. Han havde ikke været der siden Zitora døde og han vidste ikke om han ville gennemleve de samme frygtelige minder igen. Han greb blidt Zitoras hånd.