A ghost from the past - Nerida

Outfit: Jakke, t-shirt og lange bukser

Nerida gik inde i skoven, og var på vej ned mod søen. Hun var ankommet til akademiet i dag og var helt forvirret over hvordan det hele fungerede. Hun havde gået forvirret rundt hele dagen og kunne ikke helt finde ud af hvordan hun fandt rundt, og havde bare brug for lige at køle hovedet lidt ned, eftersom stressen fra dagen havde givet hende hovedpine. Det var rart ude i kulden.
Hun havde trukket skuldrende op i mod ørene, da det var lidt for holdt, selv om der var falsk pels i hendes jakke, og hendes bukser var også en lille tand for tynde til vejret. Hun glædede sig til at komme hjem og flade ud på sengen og eventuelt tage et langt boblebad, med levende lys og måske lidt godt at drikke…

Hun kunne hører noget larme henne mod søen, og hun rettede sin kurs mod søen, af nysgerrighed. Hen mandlig stemme råbte op, og Nerida stoppede midt i at skulle til at tage et nyt skridt. Gad vide om det var en god ide at gå mod stemmen og larmen? Hun havde en dårlig fornemmelse, men hun fortsatte sine skidt, da manden legende og lidt sygt kaldte på hende. Hun var ikke den mest hjælpsomme tøs, men det kunne jo være man kunne gøre dagens gerning og hjælpe den mand der måske ikke var helt rask i hovedet?
Mens hun gik kiggede hun op mod søen og kunne en gang i mellem skimte en skikkelse sidde på stenen midt ude på søen. Da manden begyndte igen at snakke og fortalte at han kunne se hende, se ham, valgte hun at stoppe op. Bizart. Det var noget hun skulle vende sig mere til, nu hvor hun skulle omgås mere med de forskellige racer. Hun var ikke helt van til andre racer, hun var van til sin mor. Hun havde altid været der for hende.
Hendes øjne kunne se han tog sine hænder op og pegede mod hende. Hun skulle til at tage et skridt mod ham, men så hørte hun et brag fra noget, hun ville mene var en pistol. Derfor skyndte hun sig at søge i ly bag et træ.
Det nev i hendes arm, og Nerida stønnede frustreret og tog sig til overarmen og klemte på den. Han havde skudt mod hende og hun kunne mærke at hendes jakke var gået i stykker og at den falske pels prikkede ned i hendes sår. Kuglen havde snittet hendes hud, men nok til at tage en god flig hud og kød af. Hun stønnede frustret igen ”What the fuck dude!” råbte hun og bed sig selv i læben. Hun ville helst ikke gå for meget til sine 'voldsomme' instinkter. Hun stønnede højt igen for at aflede smerten. Hun var jo slet ikke van til faktisk at slås, og at komme til skade var heller ikke rigtig en ting for hende. ”Is this how you say hi?” Hun rynkede på brynene og lænede sig op af det træ hun havde gemt sig bag.

Kvinden var dog mere hårdfør end han havde regnet med, det var ikke mange lyde der kom fra hende af, cool! Så ville han blot nyde det endnu mere, hvis han kunne hive dem ud af hende, vidende det ikke bare var nogen hun gav til en og hvermand! Han nåede hen mellem træerne som han hørte hendes frustreret stønnen og så kort efter hendes råb! "What?" sagde han bare stille i en meget neutral stemme faktisk, han var helt kold, kold og kynisk. Alligevel også manisk og ret meget så skør som de nu kom! Men det var hvad man fik ud af at have levet hele sit liv under vand, i krig med hvem end der nu var, meget voldeligt faktisk! Og så kom man her op, til den her verden, og det var helt surrealistisk, ingen ting var som han havde regnet med, og han var jo næsten blevet skuffet! Men det havde gjort ham hårdfør, og nok også sindsyg egentlig, men hvem var ikke det? De fleste han havde mødt så længe havde sgu manglet et par brikker i øverste etage, og det passede Tate fint, mere end bare fint! Det var herligt!

"It is not! I'm sorry, hi there, how are we doing today?" sagde han bare, en falsk bekymren til hans stemme som han endelig fik øje på hende, og faktisk nu kunne se hende rigtigt. Han rettede pistolen mod hende igen, klar til at placere en kugle mellem øjnene på hende, skulle der blive nogen form for besvær! Ikke at han havde lyst til rigtigt at dræbe hende, ikke nu da! Han ville hellere lege, ja han elskede at lege! Og så ville han gerne smage, for hun så nu ret velsmagende ud!
Han nåede tættere på hende, og rakte blot ud, regnede med pistolen ville holde hende på plads, ellers måtte hun jo skubbe ham væk, hvis hun ture? Han tog fat i hendes arm og hev henne mod sig, kiggede på såret, pressede sine fingre ind i det, fik blod på dem og smilede bare et lidt sindsygt smil, "Yes I thought so.. I never miss you know.." grinede han bare, komplet løgn, han ramte altid forbi, næsten! Men han havde ramt hende, eller snittet hende, og det var noget af en succes, så han tog lige et par sekunder til at glæde sig over dette, jov tak!

Manden kunne ikke være helt sig selv, eftersom han ikke var helt opmærksom på hvad han havde lavet. Hun himlede med øjnene, mens han stadig ikke var henne hos hende. ”Well you tried to shoot me!” hun lød næsten som en teenager der ville forklare sin mor noget, som var indlysende i teenage-verdenen. Han trængte nok til at blive sat på plads, ligesom alle andre mænd. De tror bare de kan gå rundt og gøre hvad de vil.

Han hilste på hende. Klaphat. Hun sukkede frustreret. Han hævede pistolen mod hende igen. Hun måtte se at finde en løsning. Enten måtte hun stikke af, risikere at blive skudt igen, hvor hun enten kunne løbe videre eller falde… Eller hun kunne prøve at tale ham til fornuft? For nu valgt hun sidste nævnte. Han nærmede sig hende og med den ene arm fremme. Hun kiggede blot op og ned af hans arm. Han tog fat i hende og hev hende hen til sig og hun var ved at snuble. Hun rynkede brynene mens hun så efter hvad han lavede. Han begyndte at presse sine fingre i såret og hun rykkede sig væk fra ham.
”Then I guess I was lucky,” svarede hun ham. “But why did you try to shoot me?” spurgte hun hurtigt efter. Hun forstod ikke hans logik i at skyde efter folk man ikke kendte på nogen måde. Hun kiggede ham i øjnene og prøvede at se om hun på en eller anden måde kunne læse hans kropssprog, men han virkede bare alt i alt lidt sindssyg. Hans øjne så godt nok bekendte ud, de mindede lidt om hendes mors…

"Well no.. Thats a bit wrong now isen't it?" mumlede han lidt halv fraværrende, som han stak en blodig finger i munden og suttede langsomt blodet af, som han betragtede hende. Han trak fingerne ud igen "I did not just try, I actually shot you.." brummede han munteret, før den anden finger også fik en tur mellem de varme læber. Han vippede lidt undersøgende med pistolen mellem hendes øjne, hun skulle helst ikke tro han havde glemt hende helt jo, bare fordi han for en stund var blevet mere optaget af hendes blod. "It's kinda fishy.. My favorite actually" fortalte han efter at have hevet den anen finger ud af munden også. Hans blik gled op og ned af hende, meget fin, meget flot, det kunne sagtens værre jo! "Can I take a guess maybe?" spurgte han så, før han endelig tog sin arm en smule ned og dermed pistolen, i stedet for at sigte hende i ansigtet, sigtede han lidt halvhjertet mod hendes mave i stedet.

"Lucky? Why?" spurgte han nysgerrigt, som om hun holdte en hemmelighed i sine tanker, som han ikke selv var en del af, og det gjorde ham en anelse irriteret, men nok mest bare nysgerrig, ville hun mon dele den med ham? "I did not try, stop saying that.. I did, I did shoot you! Sucessfully, remember.. You're bleeding! I'm awesome.. And to the why.. why, why, why.. Always the way.. Hmm.. Guess I was just in the mood.." mumlede han på en skør måde som han trak på skulderen, sendte hende endnu et usikkert manisk smil.

Nerida kneb sine øjne lidt sammen, hun brød sig ikke om den her fyr, hvordan han skulle rette på hende. Hun prøvede ikke at koncentrer sig så meget på pistolen, hun ville helst ikke virke alt for skræmt. Hun kiggede ham blot i øjnene og betragtede lidt hvordan han fjernede blodet fra sine læber. Sikke et dyr… Han viftede igen med pistolen mellem hendes øjne. Hun prøvede at holde fokus på ham.

Hun skulle til at kommentere på hans kommentar om at hendes blod smagte ’fishy’ men inden hun fik tænkt over hvad hun kunne sige spurgte han om han måtte gætte. ”Guess all you want, boy,”. Hendes blik fulgte et øjeblik pistolen som sænkede sig mod hendes mave.

”Well I’m lucky because I almost dodged your bullet,” hun smilede lidt som om de var venner og det bare var en fejl – borset fra at det ikke var en fejl at hun var blevet skudt. ”Yeah, I remember…  You did shoot me, and you did a very good job, because you didn’t miss!” Hun prøvede ikke at være så sur, men mere glad på hans vegne. Det at han bare lige var i humøret til at skyde var ved at sætte hendes pis i kog – men han var jo ikke helt normal ham her, så hun lod det ligge, ved blot en dyb indånding.

"God yes!" udbrød hans bare med store funklende øjne, som en lille dreng der netop havde fået øje på juletræet med stakkevis af pakker under grenene - alle sammen til ham! Men hurtigt havde han igen glemt hvad det egentlig var han skulle gætte og i stedet lænede han sig bare ubehageligt tæt på hende og snuste dybt ind, lænede sig endnu tættere og stak sin tunge ud, så han kunne køre den hen over hendes kind og efterlade et vådt spor efter sig! Han trak sin tunge til sig og smilede stort.
"Crazy right, but I'm not sure you would if I shout you right now.. " sagde han så bare som han et kort sekund faktisk overvejede netop det. Men nej - der var noget endnu vigtigere, "Oh wow! Thank you, god I love you, you are just perfect! FRIENDS FOREVER!" udbrød han højlydt, som han lagde sine arme rundt om pigen og trak hende ind til sig i en hård omfavenelse, som han duftede lidt til hendes hår og gned sin kind mod det, lidt som en kat.