Haunted by the ghost of you - Elian

25/12 - 2018. KL 02:00
Tag: @Elian

Det var sent da de endelig var taget afsted, afskeden havde varet mange minutter - men var gået nogenlunde okay, selv om de begge havde frygtet hele aften en del. Nu var det heldigvis overstået og de kunne tage hjem igen, bare de to og tilbringe resten af julen sammen i huset ude i skoven. Julian var allerede i gang med at planlægge alle mulige hyggelige og romantiske aktiviteter, nu han endelig havde Elian for sig selv, og de begge havde fri fra skole og arbejde - så ville han virkelig bare nyde denne tid, sammen med den mand han elskede mere end nogen anden.

De var halvvejs mellem Athena og London, da klokken slog 2, og Elian var falden halvt i søvn på sædet ved sidden af Julian, han skruede lidt op for jule musikken, for at holde sig selv nogen lunde frisk, og lod bare blikket fokusere på vejen foran sig. ”No it’s okay, just sleep love.. you don’t have to keep yourself awake for this.. just.. close your eyes, and we’ll be home in no time..” hviskede han blidt, som det så ud til Elian virkelig prøvede at holde sig selv vågen, for at holde Julian ved selskab på den lange køretur, men det gik nok, Julian kunne godt underholde sig selv lidt endnu.(edited)

Aftenen havde ikke været uden de typiske familie diskussioner, heldigvis havde hele forlovelses delen gået bedre end forventet. Derfor var der også god stemning i bilen hjem - men udsigten til ren hygge og jul alene med Julian gjorde også godt på humøret. Elian hadet ikke sin familie, men han var stadig lidt anspændt med dem - taget i betragtning af at havde været rendt væk og sådan .. Hans mor bar den stadig lidt nag på at han bare havde flygtet fra sit familie ansvar..
Bilens lette vuggen og den lange aften, havde dog gjort heksen rimelig træt. Han havde lænt hovedet lidt opad den kolde bilrude, før han hørte musikken blive skruet lidt op og han hurtigt glippede med øjnene No I can't sleep.. tænkte han hurtigt, før han alligevel kom med et lettet suk da Julian så sagde at det var okay at han bare lod sig selv sove "Thank you .. I love you" lød det lidt døssigt fra ham som han lænede hovedet træt imod ruden igen.

Lyden var næsten værre end følelsen, den bragende, larmende, skærende lyd. Metallet der blev bukket og suset for ørene. Elians brystkasse bevægede sig burtigt op og ned, hastigt, ængstligt, beviset for at han var i live. Hjertet hamrede, hurtigt, panisk, i live. Han løftede ansigtet og tog sig til brystkassen. Han følte sig helt døv, kunne bare høre summen. Hans øjne gled rundt, før han hurtigt kiggede imod sædet ved siden af sig. Kroppen lå foroverbøjet henover rattet. De brune øjne blev blanke, som han helt chokkeret sad og stirrede på kroppen, kunne se noget mørkt rende nedover nakken, malede det blondte hår.
"No ... no no no" hviskede han helt hæst, som han rystede let på hovedet, kunne mærke hvordan alting bare begyndte at trykke og presse sig sammen.
Helt panisk rakte han frem, men i det han skulle til at tage fat i Julian, så blev bildøren i hans side flået op og en mand i uniform tog fat i ham og hev ham ud af bilen "No! no no no!" blev han bare ved med at sige, som han gik helt i chok, stirrede efter Julian i bilen "we're not home yet.. he said I would wake up when .. when we were home!" skreg han.

Mirakel, I live, ingen varigeskader. Men Elian vidste allerede at det var for sent. Han kunne mærke det, han kunne mærke at Julian ikke var her. Kunne mærke hvordan kroppen langsomt bare lukkede ned. Han stirrede op imod loftet på hospitalsstuen. Han havde et par skrammer i ansigtet. Hans øjne var blanke, som et par tårer forlod hans øjns, i det han begyndte at hiv lidt efter vejret. Pulse detektoren begyndte at vise færre og færre hjerteslag, som den begyndte at bippe helt voldsomt. Sygeplejersken i rummet løb hen til ham og greb fat i Elians håndled "Elian, Elian Gomez, stay with me" sagde hun hurtigt som hun satte hænderne imod hans brystkasse for at ville lave førstehjælp. Der kom hurtigt flere til, men Elian var væk, ligesom navnet på hans kraveben..

Det skete alt sammen alt for hurtigt, Julian havde ingen chance for at nå at reagere - som den anden bil kørte over før rødt og ramlede direkte ind i fører siden på den anden bil, så føren mistede livet på stedet.

Et par minutter senere, stod spøgelset ved siden af den bilulykken, blå blink badet allerede scenen, som en mand hev hans elskede ud af bilen og drengen blev lagt på en båre op ført op bag i en ambulance. Han betragtede sin egen krop blive lagt i en sort ligpose og ligeledes skubbet ind bag i en anden ambulance, der var intet mere at gøre.
Spøgelset bevægede sig hen til ambulancen, som han knælede ned ved siden af Elian og lagde sit hovede mod hans bryst, ”I’m sorry.. I’m so sorry..” hviskede han ulykkeligt, men der var ingen der hørte ham, ingen der så ham, ingen der bemærkede hans tilstedeværelse overhovedet - men hvordan kunne de, når han blot var en transparent sjæl, fanget i en verden hvor han var helt alene. ”Please remember what I told you in Paris, please remember that I am still here.. please.. please say something, please talk to me.. please.. I love you.. I will come back to you!” lød det hjerteskærrende fra Julian, der fulgte Elian hele vejen til hospitalet.

Han kravlede op i sengen til sin heks, som han puttede sig helt ind til ham - helt ulykkelig over ikke at kunne være der for ham, ikke at kunne fortælle ham, at det nok skulle gå, og at han nok skulle komme tilbage - han skulle bare snakke med Cain, det var ikke noget problem, det hele skulle nok gå.
”I love you.. stay with me.. stay here where I can see you, where I can hear you.. just stay.. I’ll be back in no time.. everything will be alright..” hviskede han, som han forsøgte at kysse Elian på kinden, men intet Elian ville kunne mærke eller gengælde. Som han rejste sig op for at forlade den lille heks, for at finde Cain, for at få gjort det hele godt igen - ja så begyndte Elian at se bleg ud.

Og før han vidste af det så stod der en sygeplejerske over drengen i færd med en kamp om at holde ham i live. ”STAY! Don’t you dare, don’t you dare die! Stay! You here me! You are staying, you are waiting for me to come back! You owe me that much! You can’t go yet.. you can’t!!” skreg han op, men intet nyttede det - Elian var allerede forsvundet, som Julian betragtede skærmen der fortalte ham at der ikke længere var noget hjerteslag, og så erklærede sygeplejersken dødstispunkt og hele hans verden faldt bare fra hinanden.. ”No.. no.. no please.. no.. no.. come back.. please come back.. I can’t.. I can’t without you, you are my everything.. please please come back!!”

Men Elian kom ikke tilbage, og ca. en måned efter stod Julian gemt bag et træ på en kirkegård i London, imens han lyttede til Elians familie tage afsked med drengen. Da de gik fumlede Julian sin vej til Elians grav, hvor han satte sig og ventede - imens minutter blev til timer, timer blev til dage, dage blev til uger, uger blev til måneder og måneder blev til år. ”I will never leave you.. I will always love you..” hviskede han stille.